I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær.

Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader! Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære. Hvad jeg siger, er, at Kristus er blevet tjener for de omskårne for at vise, at Gud har talt sandt, og for at stadfæste løfterne til fædrene, men hedningerne skal lovprise Gud for hans barmhjertighed – som der står skrevet: Derfor vil jeg prise dig blandt folkene, jeg vil lovsynge dit navn. Igen hedder det: Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk! Og igen: Lovpris Herren, alle folkeslag! Lovsyng ham, alle folk! Og igen siger Esajas: Isajs rodskud skal komme, han, som rejser sig for at herske over folkeslagene; på ham skal folkene håbe. Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!

Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro. Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv; for jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt. Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Og da skal enhver få sin ros fra Gud.

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. Tal sådan, og forman og tilrettevis, og gør det med eftertryk. Lad ingen ringeagte dig!

Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.

Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres. For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn? Og når han igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han: Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham. Om englene hedder det: Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til flammende ild, men til Sønnen: Din trone, Gud, står til evig tid, dit kongescepter er retfærdighedens scepter. Du elskede ret og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige. Endvidere: Du, Herre, grundlagde i begyndelsen jorden, himlen er dine hænders værk. De går til grunde, men du består, de slides alle op som klæder, du ruller dem sammen som en klædning. De skiftes ud som klæder, men du er den samme, dine år får aldrig ende.

ApG 6, 8-15 (Stefanus for Rådet)Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« Alle, der sad i Rådet, stirrede på ham, og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt.1ApG 7, 54-60 (Steningen af Stefanus)Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.

Sådan handler den, der frygter Herren; den, der er hjemme i loven, finder visdommen. v2 Hun vil møde ham som en moder og tage imod ham som en brud. v3 Hun vil give ham indsigts brød at spise og visdoms vand at drikke. v4 Han støtter sig til hende og vil aldrig bøje af; han holder sig til hende og vil aldrig blive til skamme. v5 Hun vil ophøje ham over hans omgivelser og få ham til at tage ordet i forsamlingen. v6 Glæde og festkrans og et evigt navn får han i eje.

Hvad jeg mener, er: Så længe en arving er umyndig, adskiller han sig ikke fra en træl, skønt han er herre over alt; v2 han står under formyndere og forvaltere indtil den tid, hans far forud har fastsat. v3 På samme måde med os: Da vi var umyndige, trællede vi under verdens magter. v4 Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5 for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. v6 Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! v7 Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.

Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, v24 så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. v25 Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager. v26 For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. v27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. v28 Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, v29 og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. V2 For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene. Men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. V3 Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. V4 Løft blikket, og se dig omkring: De samles alle og kommer til dig, dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres ved hoften. V5 Da stråler du af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer, når havets skatte bringes til dig og folkenes rigdom kommer til dig. V6 Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa, fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse. De forkynder Herrens pris.

Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer.

Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen; v7 den, der har en tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; v8 den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet. Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne. v9 Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. v10 Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. v11 Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. v12 Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. v13 Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. v14 Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. v15 Glæd jer med de glade, græd med de grædende. v16 Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab. v17 Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. v18 Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. v19 Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. v20 Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« v21 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. v9 Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« v10 Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.

Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. v13 Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. v14 Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. v15 Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. v16 Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. v17 Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!

Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! v25 Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. v26 Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. v27 Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet. v1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet v2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet v3 og spiste alle den samme åndelige mad v4 og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus – v5 og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen.

I finder jer jo gladeligt i de vanvittige, skønt I er så kloge. v20 I finder jer i, at man gør jer til slaver, at man udsuger jer, at man baster og binder jer, behandler jer nedladende og slår jer i synet. v21 Jeg må med skam tilstå, at så har vi været magtesløse! Men hvad en anden drister sig til – jeg taler i vanvid – det drister jeg mig også til.v22 Er de hebræere? Det er jeg også! Er de Israelitter? Det er jeg også! Er de af Abrahams slægt? Det er jeg også! v23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler rent afsindigt: Jeg overgår dem! Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. v24 Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, v25 jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. v26 Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. v27 Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. v28 Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne. v29 Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?v30 Hvis jeg skal være stolt, vil jeg være stolt af min magtesløshed. v31 Gud, Herren Jesu fader, som skal prises til evig tid, han ved, at jeg ikke lyver. v32 I Damaskus holdt kong Aretas' statholder damaskenernes by bevogtet for at gribe mig, v33 men jeg blev firet ned i en kurv gennem en åbning i muren og slap ud af hans hænder.2 Kor 12 v1 Stolt vil jeg være, selv om det ikke nytter, og nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren. v2 Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. v3 Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – v4 at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. v5 Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed. v6 For hvis jeg ville være stolt, ville jeg ikke være vanvittig; det ville jo være sandt, hvad jeg sagde. Men jeg lader være, for at ingen skal gøre sig højere tanker om mig end dem, han får ved at se eller høre mig. v7 Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. v8 Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, v9 men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. v13 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Som hans medarbejdere formaner vi jer da til ikke forgæves at have taget imod Guds nåde. v2 Det hedder jo: I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag! v3 Vi volder ikke anstød med noget som helst, for at tjenesten ikke skal komme i vanry, v4 men anbefaler os selv som Guds tjenere på alle måder: ved stor udholdenhed under trængsler, nød, angst, v5 pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter og sult, v6 ved retsindighed, kundskab, tålmodighed, mildhed, ved Helligånden og ved oprigtig kærlighed, v7 ved sandfærdig tale, ved Guds kraft, ved at bruge retfærdighedens våben til angreb og forsvar, v8 under ære og vanære, under spot og lovord, som vildledere og dog sandfærdige, v9 som ukendte og dog velkendte, som døende, og se, vi lever, som tugtede, men ikke pint til døde, v10 som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt.

I øvrigt, brødre, beder vi jer om og formaner jer i Herren Jesus til at gøre endnu mere fremgang i at leve sådan, som I lærte af os, Gud til behag, hvad I da også gør. v2 I ved jo, hvilke påbud vi gav jer ved Herren Jesus. v3 For dette er Guds vilje, at I skal helliges, så I afholder jer fra utugt, v4 sørger for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære v5 og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud, v6 og så I ikke foruretter eller udbytter jeres broder i forretning. For Herren straffer al den slags, som vi også tidligere har sagt til jer og har forsikret jer om, v7 og Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed. v8 Derfor, hvis nogen forkaster dette, er det ikke et menneske, han forkaster, men Gud, som giver jer sin hellige ånd.

I skal ligne Gud som hans kære børn v2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. v3 Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. v4 Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. v5 For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige. v6 Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. v7 Gør derfor ikke fælles sag med dem! v8 For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, v9 for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed;

Sig mig, I, som vil være under loven, hører I ikke loven? V22 Der er jo skrevet, at Abraham havde to sønner, en med tjenestekvinden og en med den frie kvinde. V23 Men tjenestekvindens søn er avlet efter kødet, den frie kvindes ved forjættelsen. V24 Dette har en billedlig betydning. For disse kvinder er to pagter, den ene fra Sinaj bjerg, som føder til trældom: den er Hagar. V25 For »Hagar« er Sinaj bjerg i Arabien, men (Hagar) svarer til det nuværende Jeru­salem; for det er i trældom med sine børn. V26 Men Jerusalem her oventil er frit, og hun er vor moder. V27 Thi der er skrevet: »Fryd dig, du ufrugtbare, du som ikke føder! bryd ud og råb, du, som ikke har fødselsveer! For mange er den enliges børn frem for hendes, som har manden.« V28 Men vi, brødre! er forjættelsens børn i lighed med Isak. V29 Men ligesom dengang han, som var avlet efter kødet, forfulgte ham, som var avlet efter Ånden, således også nu. V30 Men hvad siger Skriften? »Uddriv tjeneste­kvinden og hendes søn; thi tjenestekvindens søn skal ingenlunde arve med den frie kvindes søn!« V31 Derfor brødre! er vi ikke tjenestekvindens børn, men den frie kvindes.

Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; v12 og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning. v13 Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, v14 så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud. v15 Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt.

v5 I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, v6 han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, v7 men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, v8 ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. v9 Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, v10 for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, v11 og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.1

Skønt jeg ofte har prædiket og skrevet om nadveren, så må vi dog i en kort sum gentage det samme og atter tale om det, fordi denne højtid vender tilbage hvert år. Det er bestemt, at man skal prædike om dette på grund af dem, som skal modtage nadveren. For det første har jeg ofte nok sagt, at de kristne ikke er forpligtet til at modtage nadveren netop på denne festdag. De har ret og magt til at gå til nadver, hvornår de vil. Gud har forordnet præsteembedet, så de dagligt skal passe og pleje folket med Guds Ord og sakramenterne. Derfor er det ukristeligt at ville tvinge folk til netop på denne tid at modtage nadveren, hvis de ikke vil begå en dødssynd, sådan som man hidtil har gjort og endnu gør mange steder. For dette sakramente vil og kan ikke tåle, at nogen bruger det af tvang. Det søger ingen andre end de sultne sjæle, som driver sig selv og er glade for, at de må komme. De andre, som må drives dertil af mennesker, har nadveren intet af gøre med. Derfor har Djævelen hidtil regeret med fuld magt og vælde gennem paven, som han har drevet til at drive og tvinge hele verden til nadveren. Derfor er alle også strømmet dertil som svin på grund af påbudet. Derved er der overgået nadveren så stor vanære og forsmædelse, og verden er blevet så fuld af synd, at det er en ynk at tænke på det. Fordi vi nu véd dette, skal vi ikke lade os fange af noget bud, men holde fast ved den frihed, som vi har i Kristus. Dette siger jeg for deres skyld, som ikke vil gå til nadveren uden på denne tid og gør dette alene af vane og for den almindelige skiks og brugs skyld. Dog skader det ikke, at man netop på påskefesten deltager, hvis ellers ikke samvittigheden da er bundet, men fri og egnet til at modtage nadveren.

Innledende om tre forkerte betragninger av kristi lidelse, deretter om den rette betragning og til slutt om trøsten af Kristi lidelse.

Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. v8 Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

Så tog Peter ordet og sagde: »Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, v35 men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. v36 Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre. v37 I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: v38 hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. v39 Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, v40 ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, v41 ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner, vi som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. v42 Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde. v43 Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn.«

Brødre, I som er børn af Abrahams slægt, og I andre her, som frygter Gud! Det er til os, ordet om denne frelse er blevet sendt. v27 For Jerusalems indbyggere og deres ledere kendte ham ikke, de dømte ham og opfyldte derved profeternes ord, som læses op hver sabbat. v28 Og selv om de ikke fandt noget grundlag for dødsdom, bad de Pilatus om at lade ham henrette. v29 Da de havde udført alt det, der står skrevet om ham, tog de ham ned fra korset og lagde ham i en grav. v30 Men Gud oprejste ham fra de døde, v31 og i mange dage viste han sig for dem, der var fulgt med ham fra Galilæa til Jerusalem, og de er nu hans vidner over for folket. v32 Og vi forkynder jer det evangelium, at løftet, der blev givet til fædrene, v33 har Gud opfyldt for os, deres børn, da han lod Jesus opstå, sådan som der står skrevet i den anden salme: ›Du er min søn, jeg har født dig i dag. ‹ v34 Og at Gud lod ham opstå fra de døde, så han ikke nogen sinde skal vende tilbage til forrådnelse, har han sagt således: ›For jeg vil opfylde de urokkelige løfter til David for jer!‹ v35 Derfor siger han også et andet sted: ›Din hellige vil du ikke lade se forrådnelse.‹ v36 For da David havde tjent sit slægtled, sov han hen efter Guds vilje og blev lagt hos sine fædre og så forrådnelse. v37 Men han, som Gud oprejste, så ikke forrådnelse. v38 Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham, der forkyndes jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved Moseloven, v39 bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham.

Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. v2 Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. v3 I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. v4 Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed. v5 Så lad da det jordiske i jer dø: utugt, urenhed, lidenskaber og onde lyster, og griskhed, for det er afgudsdyrkelse. v6 Det nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. v7 Den slags hengav også I jer til, dengang I levede sådan.

Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og enhver, som elsker den, der har født ham, elsker også den, der er født af ham; v2 og deraf ved vi, at vi elsker Guds børn: at vi elsker Gud og handler efter hans bud. v3 For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge. v4 For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. v5 Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?Guds vidnesbyrd om Sønnen v6 Han er den, der er kommet gennem vand og blod, Jesus Kristus. Han kom ikke kun med vandet, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden. v7 For der er tre, som vidner: v8 Ånden og vandet og blodet, og de tre bliver til ét. v9 Tager vi imod menneskers vidnesbyrd, er Guds vidnesbyrd dog større; for det er Guds vidnesbyrd, at han har vidnet om sin søn. v10 Den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig, men den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner ved ikke at tro på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn. v11 Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. v12 Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.

Det er ingen ros, at I tåler mishandling, når I fejler. Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud. v21 Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor: v22 Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, v23 han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt; v24 på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. v25 For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.

I kære, jeg formaner jer til som udlændinge og fremmede at holde jer fra kødets lyster, som fører krig mod sjælen. v12 Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på hjemsøgelsens dag. v13 For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver v14 eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode. v15 For det er Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal stoppe munden på tåbelige og uforstandige mennesker; v16 I er jo frie, ikke til at bruge friheden som et dække for ondskab, men som Guds trælle. v17 Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen! v18 I, som er tjenestefolk, skal underordne jer under jeres herrer med al ærefrygt, ikke kun de gode og milde, men også de urimelige. v19 For det er tak værd, når man med Gud for øje tåler uforskyldte lidelser. v20 Det er ingen ros, at I tåler mishandling, når I fejler. Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud.

Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge. v18 Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger. v19 Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, v20 for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. v21 Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle.

Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? v6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. v7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. v8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. v9 Om synd: at de ikke tror på mig; v10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; v11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt. v12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. v13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. v14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. v15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.

Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede; v8 først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. v9 Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed. v10 Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. v11 Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder! Amen.

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. v2 Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. v3 Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. v4 Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. v5 I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. v6 Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. v7 De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? v8 Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? v9 Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10 Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, v11 jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« v12 Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?« v13 Men andre spottede og sagde: »De har drukket sig fulde i sød vin.«

O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For »hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?« Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.

Denne epistel er udførligen forklaret og særskilt trykt blandt utleggelserne af nogle af Apostlenes breve, hvor enhver, som vil, kan læse dem og for sig og sit huusfolk tage een eller flere prædikener deraf; thi det vilde være for langt at hidsætte dem her i sin heelhed.

I må ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer. Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, som hader sin bror, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig. Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin bror lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvordan kan Guds kærlighed blive i ham? Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.

I unge skal underordne jer under de ældste; I skal alle være klædt i ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde. Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer. Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden. Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer. Magten er hans i al evighed! Amen.

v18 Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. v19 For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. v20 Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, v21 at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. v22 Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. v23 Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

Og til slut: Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. v9 Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse. v10 Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, han skal vogte sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig; v11 han skal holde sig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den. v12 For Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp. Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt.v13 Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? v14 Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige. Frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel; v15 men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte.

Dåb i Wittenberg bykirkeEller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

Jeg bruger et udtryk fra dagliglivet, fordi I er skrøbelige mennesker. For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges. Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv. For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

Derved blev de advarende eksempler for os, for at vi ikke skal få lyst til det onde, sådan som de fik det. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, sådan som nogle af dem blev det – som der står skrevet: »Folket satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse.« Lad os heller ikke bedrive utugt, sådan som nogle af dem gjorde det, og på én dag blev der dræbt treogtyve tusind. Lad os heller ikke udæske Kristus, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af slanger. Giv heller ikke ondt af jer, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af dødsenglen. Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået. Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder. De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.

Om Åndens gaver, brødre, vil jeg ikke holde jer i uvidenhed. I ved, hvordan I viljeløst blev drevet med til de stumme afguder, dengang I var hedninger. Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden. Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.

En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at Israels børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt, hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed. Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed. Det, der var herligt, har jo i dette tilfælde ingen herlighed sammenlignet med den alt overvældende herlighed. For når det, der forsvandt, havde sin herlighed, så skal det, der bliver ved med at bestå, have endnu større herlighed.

Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven. Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

Men jeg sier: Vandre i Ånden, så skal I ikke fullbyrde kjødets begjæring. v17 For kjødet begjærer imot Ånden, og Ånden imot kjødet; de står hverandre imot, så I ikke skal gjøre det I vil. v18 Men dersom I drives av Ånden, da er I ikke under loven. v19 Men kjødets gjerninger er åpenbare, såsom: utukt, urenhet, skamløshet, v20 avgudsdyrkelse, trolldom, fiendskap, kiv, avind, vrede, stridigheter, tvedrakt, partier, v21 misunnelse, mord, drikk, svir og annet slikt; om dette sier jeg eder forut, likesom jeg og forut har sagt, at de som gjør sådant, skal ikke arve Guds rike. v22 Men Åndens frukt er kjærlighet, glede, fred, langmodighet, mildhet, godhet, trofasthet, saktmodighet, avholdenhet; v23 mot slike er loven ikke. v24 Men de som hører Kristus Jesus til, har korsfestet kjødet med dets lyster og begjæringer.1

Dersom vi lever i Ånden, da la oss og vandre i Ånden! v26 La oss ikke ha lyst til tom ære, så vi egger hverandre og bærer avind imot hverandre! v1 Brødre! om også et menneske blir overlistet av nogen synd, da hjelp ham til rette, I åndelige, med saktmodighets ånd; men se til dig selv at ikke du og blir fristet! v2 Bær hverandres byrder, og opfyll på den måte Kristi lov! v3 For dersom nogen tykkes sig å være noget og er dog intet, da dårer han sig selv. v4 Men enhver prøve sin egen gjerning, og da skal han ha sin ros bare efter det han selv er, og ikke efter det som næsten er; v5 for hver skal bære sin egen byrde. v6 Den som oplæres i ordet, skal dele alt godt med den som lærer ham. v7 Far ikke vill! Gud lar sig ikke spotte; for det som et menneske sår, det skal han og høste. v8 For den som sår i sitt kjød, skal høste fordervelse av kjødet; men den som sår i Ånden, skal høste evig liv av Ånden. v9 Men la oss gjøre det gode og ikke bli trette! for vi skal høste i sin tid, såfremt vi ikke går trett. v10 La oss derfor, mens vi har leilighet til det, gjøre det gode mot alle, men mest mot troens egne folk!1

Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet over mine trængsler for jeres skyld. De er en ære for jer. v14 Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, v15 efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, v16 og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, v17 at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, v18 så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, v19 og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. v20 Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, v21 ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen.

Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.

Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus. For i ham er I blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab, eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, så I ikke mangler nogen nådegave, mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares. Han vil også grundfæste jer til det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herre Jesu Kristi dag. Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre.

I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed. Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen. Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det.

Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Vær derfor ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje. Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn. I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus.

I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. v16 Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. v17 Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.

Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu, og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet. I er jo alle fælles med mig om nåden. Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed. Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag, fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære.

Efterlign mig, brødre, og se hen til dem, der lever efter det forbillede, I har i os. For der er mange – jeg har ofte nævnt dem for jer, og nu nævner jeg dem også med gråd – der lever som fjender af Kristi kors. De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske. Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.

Vi takker altid Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, når vi beder for jer; for vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og om jeres kærlighed til alle de hellige, udsprunget af det håb, som venter jer i himlene. Det har I hørt om i sandhedens ord, evangeliet, som nu er hos jer, sådan som det i hele verden bærer frugt og vokser, ligesom også hos jer, fra den dag I hørte det og lærte Guds nåde at kende i sandhed. Sådan har I lært det af vor kære medtjener, Epafras, som er en trofast Kristi tjener for jer, og han har også fortalt os om jeres kærlighed i Ånden. Derfor har vi heller ikke, siden den dag vi hørte om det, holdt op med at bede for jer. Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud v11 og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed. Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.

Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. v14 For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. v15 For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. v16 For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. v17 Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. v18 Trøst derfor hinanden med disse ord.

Vi bør altid takke Gud for jer, brødre, som ret er, fordi jeres tro stadig vokser, og jeres kærlighed til hinanden tager til hos hver eneste af jer. v4 Derfor kan vi selv tale med stolthed i Guds menigheder om jeres udholdenhed og tro under alle de forfølgelser og trængsler, I må udstå. v5 Det er et varsel om Guds retfærdige dom, for at I skal kendes værdige til Guds rige, som I nu lider for, v6 så sandt som det er retfærdigt for Gud at gengælde dem, der volder jer trængsel, med trængsel, v7 og at gengælde jer, der lider trængsel, med lindring sammen med os, når Herren Jesus, fulgt af sine mægtige engle, åbenbares fra himlen v8 med flammende ild og bringer straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus. v9 De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt, v10 når han på den dag kommer for at blive herliggjort blandt sine hellige og blive hyldet blandt alle, som kom til tro; for hvad vi har vidnet for jer, har I troet.