Rom 12, 1-5 (1.søn. efter helligtrekonger)

En lovdriver truer med trussel og straf. En nådeprædikant lokker og opmuntrer med den godhed og barmhjertighed, som Gud har vist os. For han vil ikke have uvillige gerninger og en tjeneste, som sker med ulyst. Han vil derimod have glade og villige tjenere for Gud. Den, som ikke lader sig tilskynde og opmuntre med sådanne varme og liflige ord om Guds barmhjertighed, der er skænket og givet os til overflod i Kristus, så han ikke med lyst og kærlighed gør ligesådan, Gud til ære og sin næste til gavn, han er intet, og alt er spildt på ham. Hvordan vil man blive blød og villig ved love og trusler, når man ikke smelter og flyder ved sådan en himmelsk kærligheds og nådes ild? Det er ikke menneskers barmhjertighed, men Guds barmhjertighed, som er givet os, og som Paulus vil have, vi skal betragte for dermed at opmuntres og bevæges.

I Det Gamle Testamente fandtes mange og mange slags ofre, men det betegner alle det ene offer, som Kristus og hans kristne bringer ved deres egne legemers ofring. For der er ikke og kan heller ikke forekomme noget andet offer i Det Nye Testamente, andet end dette ene, nemlig vore legemers offer. Og hvad vil eller kan nogen ofre mere end sig selv med alt, hvad man er og har? Hengives legemet til et offer, så hengives dermed alt, hvad der tilhører legemet.

Derfor er det nu forbi med alle Det Gamle Testamentes ofre, præster og al deres stads. Hvad er det for et offer, at du ofrer nogle skillinger imod hele legemets offer? Sådan noget stykværk og lapperi, imod dette store offer, nemlig at Kristus og hans troendes legemer ofres.

Derfor siger Esajas også med rette om sådan noget makværk, at der i Det Nye Testamente skal skabe væmmelse lige over for de store og rette ofre, og i det sidste kapitel (Es 66, 3) taler han således om dette: Den, der slagter en okse, er en manddræber, og den, der ofrer et får, er en hundemorder; den, der bringer afgrødeoffer, ofrer svineblod, den, der brænder røgelse, velsigner det onde osv. Ligesådan taler han om dette i Es 1, 11: Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre? Siger Herren. Jeg er mæt af brændofre af væddere og fedtet af fedekvæg; blod af tyre, lam og bukke vil jeg ikke have osv. Med træffende ord forkaster han fuldstændigt alle ofre for dette ene, retskafne offers skyld.

Derfor har vores blinde vejledere hidtil fuldstændig ynkeligt bedraget verden med messeofrene og glemt dette ene offer. For messen kan godt afholdes, uden at sjælene har nogen frugt af det, men kun skade. Dette offer kan derimod ikke ske uden frugt for sjælene. Derfor kan messen ikke være et nytestamentligt offer, hvis den i øvrigt var et offer. For alle Det Nye Testamentes gerninger og ofre må være retskafne og tjene til sjælenes frelse, hvis det ikke er tilfældet, hører de ikke til Det Nye Testamente. Sådan som Sl 25, 10 siger: Herrens stier er altid godhed og troskab. v1d som et levende og helligt offer, der er Gud til behag.

Disse ord: levende, helligt og velbehageligt, benytter Paulus utvivlsomt, fordi han vil ophæve Det Gamle Testamentes ofre og afskaffe hele dets præstedømme. For Det Gamle Testamentes ofre var fugle, får og bukke. Af det var der intet, som blev levende, men når der skulle ofres, blev det slagtet, brændt og fortæret af præsterne. Men dette offer i Det Nye testamente er et underfuldt offer, som på én gang dræbes og dog bliver levende. Ja, jo mere det dræbes og ofres, desto bedre og kraftigere lever det, sådan som han siger i Rom 8, 13: hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. Og i Kol 3, 3: I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Og i Gal 5, 24: De, som hører Kristus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.

Derfor må vi forstå dette ord "levende" åndeligt, om livet for Gud og ikke for verden, nemlig sådan, at den, som tugter sit legeme og dræber sine lyster, ikke lever for verden; for han fører ikke sådan et liv, som verden fører. Verden lever, og kan ikke andet end leve, i lysterne og efter kødet, men han lever ikke efter kødet, sådan som Paulus siger i 2 kor 10, 3: Vi lever vel i kødet, men vi strider ikke efter kødet Luthers oversættelse. Derfor er sådan et liv et evigt liv for Gud og et levende offer. For sådan en ihjelslagning af legemet og lysterne, sker ved egen tugt eller andres forfølgelse, og er ikke andet end en øvelse i og til sådan et liv.

Det Gamle Testamentes offer var heller ikke noget rigtigt helligt, men kun udvendigt og dennesidigt helligt, nemlig til det var fortæret, ligesom det også kun levede udvendigt og dennesidigt til det blev ofret. Men dette offer er ret beskaffent og evigt helligt for Gud. Men helligt kaldes det, som alene er bestemt til tjeneste og ære for Gud, og som Gud alene bruger. Derfor skal dette ord: helligt forstås sådan, at vi lader Gud alene virke i os og er hans hellige værktøj, sådan som han siger i 1 Kor 6, 19 flg. : Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme! Ligesådan i Gal 6, 17: jeg bærer Jesu sårmærker på min krop.

Den, som således udfører en gerning til sin egen ære eller lyst, hans offer er vanhelligt, sådan som de gør, der med deres gerninger søger løn og fortjeneste hos Gud, det være sig dennesidigt eller evigt. Det kommer af, at de endnu ikke er dræbte til offer; for dette offer kan ikke være helligt, medmindre det i forvejen er levende, det vil sige dræbt for verden og for sig selv, så det ikke længere søger sit eget.

Det Gamle Testamentes offer var heller ikke i sig selv velbehageligt for Gud, det gjorde heller ingen velbehagelige, men for verden og menneskene var det velbehageligt. De holdt meget af dem, som om de derved kunne behage Gud på rette måde. Men for mennesker er dette offer den allermest forhadte og ubehageligste ting på jorden; for det dræber og fordømmer og strider fuldstændigt mod alt det, som behager verden og menneskene, og som forekommer dem at være ret.

For som sagt kan naturen ikke leve anderledes end efter kødet, og må navnlig holde fast på sine gode gerninger og sin frække påtrængenhed. Den kan nemlig ikke tåle, at alt det, som den gør og påstår skal gøres til intet og dræbes. Derfor er dette offer Gud velbehageligt, siger Paulus, hvor ubehageligt det så end må være for verden. Og de, som bringer sådan et levende, helligt offer, føler også godt og er overbeviste om, at det er Gud velbehageligt, fordi de ved, at Gud vil have dræbt kødets lyst og sans og selv alene leve og virke i os.

Heraf følger, at Paulus ved legemet ikke alene forstår de grove ydre ting og gerninger, som fråseri, drab, ægteskabsbrud, osv. Han forstår derimod alt, hvad der tilhører det gamle menneske med dets bedste og højeste kræfter både i det ydre og i det indre, som f.eks. den indgroede ondskab i egenviljen, selvklogskaben, fornuften, den naturlige visdom, den overmodige og påtrængende tiltro til egne gerninger og en åndelig livsførelse, og hvad der ellers findes af Guds gaver hos menneskene. Du kan finde eksempler på dette hos alle dem, som nu er de mest åndelige og klogeste her på jorden. Blandt dem er der ganske vist nogle, der tugter deres legemer i det ydre, men i hjertet er de fulde af hovmod, selvtillid, egenvilje og selvtilfredshed med deres indstilling og livsførelse eller visdom. Denne indre, indgroede ondskab kan ingen hellig helt sige sig fri for; derfor må man hele tiden ofre sig selv og dræbe denne gamle slyngel. Men apostlen kalder det, at ofre legemet, fordi de, som er kristne, allerede lever mere end halvvejs i Ånden, og hvad der endnu findes hos dem af det, som skal dræbes, tilskriver han legemet som den laveste og ringeste del, hvor der endnu ikke findes ånd.

Her adskiller han klart de kristnes gudsdyrkelse fra jødernes og siger: Jøderne har haft deres gudsdyrkelse i ufornuftige dyr og ofre, men jeres gudsdyrkelse består i et fornuftigt offer, det er jeres legeme og jer selv. Jøderne har ofret guld og sølv og bygget et dødt tempel af sten og træ, men I er et andet folk, derfor er jeres offer ikke sølv og guld, jeres tempel ikke træ eller sten, men jer selv. I er Guds tempel (1 Kor 3, 16).

Derfor mærker du, hvor redeligt man har handlet med de kristne, idet man har fortiet denne, vor egen gudsdyrkelse og drevet hele verden til at bygge kirker, altre og klostre, ofre klokker, kalke, billeder og lign., som om de kristnes gudsdyrkelse alene bestod i dette, så de endda skulle have været for meget for jøderne. Kort og godt: Denne, vor fornuftige gudsdyrkelse, kalder han for hjertets rette, åndelige gudsdyrkelse. Den sker i troen og i erkendelsen af Gud. Og hermed forkaster han al gudsdyrkelse, som sker uden for troen, som eneste ufornuftig gudsdyrkelse, selvom den sker legemligt og i det ydre og har skin af stor hellighed og åndeligt liv, sådan som papisternes gerninger, ofrene, munkevæsnet og en streng livsførelse hidtil har været det. For de har fundet sted uden erkendelse af Gud (da de intet Guds ord har haft), desuden uden Ånd og hjerte, idet de alene har udført gerningen og ment, at det måtte behage Gud, på trods af, at der ingen tro var til stede. Sådan har jødernes gudsdyrkelse også været under udførelsen af deres gerninger og ofre, osv., fordi de ikke kendte Kristus og havde troen, og derfor ikke var bedre end de afguderiske, uforstandige hedninger med deres gerninger og gudsdyrkelse.

I sig selv er Guds vilje altid god, elskelig og fuldkommen, men den bliver ikke altid erkendt som sådan. Ja, fornuften mener, at det er Djævelens onde, bitre og vederstyggelige vilje, fordi den befaler at tilintetgøre og dræbe det, som den anser for det højeste, bedste og allerhelligste. Her må erfaringen derfor alene være mester. Den prøver, føler, finder og bliver klar over, at denne vilje er god og mener det hjerteligt godt.

Dernæst: den, som bliver bestandig og tiltager i dette, han erfarer også, at den gode vilje er kærlig og velbehagelig, så han ikke bytter den bort med nogen af verdens goder. Men han har større lyst og glæde under fattigdom, foragt og al slags modgang, end nogen på jorden kan have i al sin rigdom, ære og lyst. Indtil det til sidst kommer dertil, at mennesket bliver fuldkomment og gerne giver livet bort for døden, og med Paulus begærer at bryde op herfra, så al synd må ophøre, og Guds vilje i alle ting på fuldkommen måde opfyldes i ham. Men da er han også forskellig fra verden på den mest fuldkomne måde, og han gør sig på ingen måde lig med verden. Mens verden ikke kan blive mæt af livet, kan han ikke blive livet kvit. Hvad verden søger, flygter han fra, hvad den undgår, søger han osv.

Men her ser du, at Paulus ikke erklærer os for at være renset for synd og ondskab på alle måder, eftersom han befaler, at vi skal forandres og fornys i vort sind. Hvor der er forandring og fornyelse, der findes der stadig noget tilbage af det gamle og onde. Men dette er synder, som ikke tilregnes de kristne, eftersom de dagligt arbejder med det og på at forandres og fornys. For det klæber til dem imod deres vilje, Rom 7, 15 og Gal 5, 17: For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.

Han nævner særligt sindet for selv at antyde, hvad han mener med det legeme, som han befaler at ofre. Ovenfor er der nu talt tilstrækkeligt om, hvad det er, som kaldes sind i Skriften; nemlig vores mening og vores forgodtbefindende, som enten er hovedet for alle laster eller for alle dyder. For det, som jeg synes er ret, holder jeg af, og hvad jeg holder af, det gør jeg; og således andre med mig. Hvor dette sind nu ikke er ret, der er det ude med samvittigheden og troen: Hvor det ikke stemmer overens med andres sind, der er det ude med kærligheden og freden. Hvor det er ude med kærligheden og troen, der er alene verden og Djævelen selv tilbage. Derfor kommer alt an på at forandre og forny sindet, sådan som det også hedder i det følgende:

Dette kan man ikke illustrere bedre end ved det, som foregår på vores tid. Der ser du, hvordan munke og kirkelige ansatte har ophøjet deres gejstlige stand. Den synes dem at være den bedste. De betragter den ikke sådan, at de er beskedne, men på alle måder ophøjede, og de står stejlt på den mening, at den almindelige kristenstand ikke er at regne for noget imod deres egen. Nu findes der dog ikke noget i deres stand, som Gud har befalet, hverken tro eller kærlighed, men kun særegenheder, som de selv har opfundet. Derfor spalter de sig også indbyrdes og deler sig efter deres meninger i så mange partier, idet enhver vil være den bedste, og af samme årsag bliver ingen af dem til nogen nytte for Gud. For da går tro og kærlighed under, sammen med det samdrægtige sindelag, som skal holde alle kristne samme og gøre dem til ét.

Så vil Paulus da hermed sige, at uanset hvor mange slags gaver, gerninger og skikke, der end eksisterer i det ydre, så skal ingen synes så godt om noget af det, så han vil være bedre end andre. Men enhver skal synes godt om troen, som vi alle har i vort indre, om end ikke i lige rigt mål. En er stærkere end en anden, men alligevel er det, som troen besidder, altid ét og det samme og sig selv ligt, nemlig Jesus Kristus.

For røveren på korset havde lige så godt Jesus Kristus, og lige så meget del i ham ved troen, som Peter, Paulus, Abraham og Jomfru Maria og alle helgenerne, selvom han ikke havde så stærk en tro, som de havde. Lad bare gaverne være ulige, så er troens goder dog altid sig selv lige. Men fordi vi alene skal rose os af troens gode, og ikke af Åndens gaver, så skal enhver også anse en andens gaver for lige så gode som sine egne. Og med disse gaver skal man tjene den anden, som er mig lig i troens gode. Så forbliver kærlighedens enighed og troens enfoldighed bestandigt, og ingen falder fra ved at bygge på egen gerning eller fortjeneste.

Om dette sind og forgodtbefindende kan du læse mere i de foregående prædikener, især over epistlen på tredje søndag i advent. Men hvad der mere er at sige om denne epistel, vil vi gemme til næste søndag; for disse søndages epistler hænger sammen indbyrdes.