Rom 13, 11-14 (1.søn. i advent)

Den epistel handler ikke om troen, men om gerningerne og troens frugter. Den viser, hvordan et kristent liv blandt mennesker på jorden skal være i det ydre, med hensyn til legemet. Troen lærer derimod, hvordan et menneske skal vandre i Ånden og for Gud. Det skriver og lærer Paulus udførligt og apostolsk om, før han kommer til det stykke.

Når vi betragter dagens tekst nøje, ser vi, at den ikke lærer, men opmuntrer, formaner, driver og vækker dem op, der allerede ved, hvad de skal gøre. Paulus deler nemlig prædikeembedet i to dele i Romerbrevet 12, 7-8: "at lære og formane eller tilskynde." At lære er at prædike noget, som folk ikke kender til, så de kan blive oplyste og forstandige. At formane er at tilskynde og holde folk fast på det, alle ved fra før. Begge dele er nødvendige for en ordets tjener, og derfor bruger Paulus også begge.

For at formaningen skal gøre et stærkt og godt indtryk, bruger han mange skønne og varierede ord. Han taler om søvn, mørke, lys, våben, gerning, dag og nat. Det er alt sammen ord med billedlig betydning. Der menes her noget andet med dem end det, man normalt lægger i ordene. Han taler nemlig ikke om en naturlig nat og dag, lys og mørke, søvn, våben og gerning. Ved sådanne naturlige ting maler han et billede for os, for at han kan drive og føre os ind i vort åndelige væsen. Det er ligesom han vil sige: "I ser, at timelige fordele får mennesker til at stå op af søvne, holde op med mørkets gerninger og begynde på dagens gerning, når natten er forbi og dagen er kommet." Hvor meget mere bør da ikke vi vågne op af vores søvn, aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets, fordi vores nat er forbi og vores dag er brudt frem.

Ved det er troen imidlertid ikke ophævet. Den er tværtimod stadfæstet. På samme måde som fædrene tidligere har troet, at Guds forjættelse skal blive opfyldt, tror vi, at den samme forjættelse nu er opfyldt. Den ene tro er i sig selv ikke anderledes end den anden. Den eneste forskel er, at de følger efter hinanden, ligesom forjættelsen og opfyldelsen. De hænger begge ved Abrahams sæd, det vil sige, ved Kristus, den ene før og den anden efter hans komme.

Hvis man, som jøderne, vil tro, at Kristus endnu ikke var kommet, som om forjættelsen endnu ikke var opfyldt, da vil sådanne mennesker blive fordømt. De beskylder jo Gud for løgn, og mener at Gud endnu ikke har opfyldt sin forjættelse, som han dog har opfyldt. De taler som om frelsen var langt borte, som noget vi endnu kan vente skal komme.

Om den dobbelte tro taler Paulus i Rom 1, 17: "I evangeliet åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro." Hvad betyder "af tro til tro"? Det betyder ikke andet end det: Skønt fædrenes tro og vores tro er en og den samme, idet de troede på den kommende og vi tror på den åbenbarede Kristus, så fører dog evangeliet fra den første tro til den anden. Derfor er det nu nødvendig at tro ikke bare forjættelsen, men også den opfyldelse, der allerede har fundet sted. Den kunne Abraham og de andre fædre ikke tro, til trods for at de havde den samme Kristus som vi har. Én tro, én Ånd, én Kristus og ét fællesskab af alle hellige havde de også. Forskellen består bare i, at de var før Kristus, mens vi er senere end ham.

Altså har både fædrene og vi troet på én Kristus i den samme fælles tro og tror endnu på ham, men på en forskellig måde. For den tros skyld og for Kristi skyld siger vi, at vi har troet, skønt vi ikke levede på den tid. Det er nemlig bare fædrene, der dengang troede. På samme måde siger de, at de vil høre, se og tro på Kristus, skønt de ikke lever i vores tid. For nu er det os, der tror. Således siger David i Salme 8, 4: "Når jeg ser din himmel, dine fingres gerninger", uden at han har oplevet det. Sådan sætter den ene person sig i den andens sted, for den fælles tros skyld. Ved troen er de én gruppe, der har Kristus som deres midtpunkt.

At han siger: For vores frelse er nu nærmere end da vi blev troende, må ikke forstås sådan, at vi nu er nærmere ved at have den. Fædrene har nemlig haft den samme tro og akkurat den samme Kristus. Han har været ligeså nær dem, som han er os, som det hedder i Hebr 13, 8: "Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja til evig tid." Det vil sige: Kristus har været fra verdens begyndelse og bliver til dens ende. Alene ved ham og i ham er alle blevet frelst. De, der tror mest, er nærmest ham, og de, der tror mindst, er længst borte fra frelsen, når vi snakker om at eje og have den.

Paulus taler imidlertid om åbenbaringens nærhed. Han mener, at forjættelsen blev opfyldt ved Kristi komme til verden, at evangeliets lys da opstod i hele verden, og at Kristus ved det er kommet til alle mennesker og er blevet offentlig forkyndt. Derfor siger han, at vores frelse er kommet nærmere. For fædrene lå den endnu skjult i forjættelsen. For dem var dagen endnu ikke brudt frem. Således siger han i Tit 2, 11: "Guds frelsende nåde er åbenbaret", det vil sige, den er brudt frem og er blevet offentlig forkyndt, selv om den også før har boet i alle de hellige.

På den måde udtrykker Skriften at Kristus kommer, skønt han tidligere har været i alle fædrene. Men han er ikke kommet til alle ved offentlig prædiken, før efter sin opstandelse fra de døde. Det er den komme, Skriften taler mest om. For dens skyld er han også kommet legemlig i den menneskelige natur. Det at han påtog sig menneskelig natur, vil ikke være til nogen nytte, hvis der ikke var blevet et evangelium af det. Et evangelium, der kunne forkynde ham i hele verden og kundgøre at han var blevet menneske, for at alle de, der ved evangeliet tror på Kristus, skal få del i den velsignelse, der var lovet. Derfor siger Paulus også, at evangeliet er lovet af Gud, Rom 1, 2. Det er som om han vil sige: Gud har haft evangeliet og den offentlige komme ved ordet mere for øje end den legemlige fødsel og Kristi komme i kødet. Han har først og fremmest tænkt på evangeliet og vores tro. Han har ladet sin Søn blive menneske, for at evangeliet om ham kan blive prædiket, og for at hans frelse således kan komme nærmere og blive åbenbart for hele verden ved det offentlige ord.

Nogen har talt om fire slags komme, efter de fire søndage i advent. Men de har ikke lagt mærke til den komme, som Paulus her taler om. Den er den allernødvendigste og allervigtigste. De ved ikke hvad evangeliet er eller hvorfor det er givet. De snakker meget om Kristi komme, men jager ham alligevel længere fra os end himmel og jord er fra hinanden. Hvilken gavn har vi af Kristus, hvis vi ikke har ham i troen? Men hvordan kan vi have ham i troen, hvis evangeliet ikke bliver prædiket?

Men hvis du spøger: Trænger de troende til en sådan undervisning? Da skal du huske på, at der før blev sagt, at der er to slags prædikener. Det er en, der lærer, og en anden, der indskærper og opmuntrer. Og et menneske ved aldrig så meget, at han ikke trænger til at blive opmuntret og formanet til en fornyet betragtning af det, han ved fra før. Ved det kan han hindre at hans største fjender, Djævelen, verden og kødet, skal gøre ham træt og ligeglad, så han til sidst sover ind og bliver uskikket til alt.

I sit første brev, kapitel 5, 8, siger Peter: "Vær ædru og våg. Jeres modstander Djævelen går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge." Således vil også Paulus her have sagt: Fordi Djævelen, verden og kødet ikke slutter at angribe os, så må man heller ikke slutte at formane og opmuntre til årvågenhed og iver. Derfor kaldes Helligånden også en opmuntrer, der driver og tilskynder os til det gode.

Af samme grund vælger Paulus også sine ord med omhu, og kalder ikke mørkets gerninger våben. Derimod kalder han lysets gerninger våben og ikke gerninger. Hvorfor gør han det? Uden tvivl for at bevise at det er en strid, der koster møje, arbejde og fare, hvis vi vil våge og leve et godt kristent liv, da tre så stærke fjender som Djævelen, verden og kødet strider uafladelig mod os dag og nat. Derfor siger Job også i kapitel 7, 1: "Er et menneske ikke i kamp på jorden?"

At være i uafladelig strid hele sin livstid, er en alvorlig sag. Derfor er det vel også nødvendig at bruge gode basuner og trommer, det vil sige, sådanne prædikener og formaninger, der kan styrke os og holde modet oppe i os i striden. Gode gerninger er våben. Onde gerninger er ikke våben, når vi ikke adlyder dem og lader dem sejre. Men ellers er de også våben, som apostlen siger i Rom 6, 13: "Stil heller ikke jeres lemmer frem for synden til uretfærdigheds våben." Det er det samme som om han havde sagt: Lad ikke mørkets gerninger overvinde jer, så jeres lemmer bliver uretfærdigheds våben.

Jeg har ofte sagt, at lyset her betyder troen, som skinner ud fra evangeliets dag fra solen Kristus ind i vore hjerter. Derfor er lysets våben ikke andet end troens gerninger. På den anden side er mørket vantroen, der hersker der, hvor evangeliet og Kristus ikke er til stede. Den går ud fra menneskelærdom og egen fornuft og bliver regeret af Djævelen. Derfor er mørkets gerninger vantroens gerninger. Ligesom Kristus er den lyse tros herre og regent, så kalder også Paulus Djævelen en regent over det mørke (Ef 6, 12), det er, en herre over de vantro.

Således siger han også i 2 Kor 4, 3-4: "Men hvis også vort evangelium er skjult, så er det skjult for dem, der fortabes, i hvem den verdens Gud har forbundet de vantros sind, for at evangeliets oplysning om Kristi herlighed, som er Guds billede, ikke skal skinne for dem." I det følgende skal vi høre, hvad slags gerninger, der hører til disse to slag.

Om dagen gør man ikke mørkets gerninger. Den ene skammer sig for den anden og opfører sig ordentligt. Man siger: Natten kender ikke til skam. Det er også sandt, og derfor bruger man natten til de gerninger, man skammer sig over at gøre om dagen. Men dagen er blufærdig og tvinger os til ærbar livsførelse.

Således skal et kristent liv også være, så alle dets gerninger er nogen, man ikke behøver at skamme sig over, selv om hele verden så dem. Den, der lever og handler sådan, at han nødig vil lade sine gerninger blive set og hørt af alle, han lever sandelig ikke kristelig. Derfor siger Kristus i Joh 3, 20: "For hver den, der gør ondt hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive straffet, men den, der gør sandhed, kommer til lyset, for at hans gerninger må blive kendte, at de er gjort i Gud."

Af det ser du, hvor nødvendig det er med en sådan opmuntring og formaning til at våge og iføre sig lysets våben. Hvor mange kristne er det vel nu, der kan tåle at deres gerninger kom for lyset? Men hvad er det for et kristelig liv, vi hyklere fører, når vi ikke tåler at vores levevis bliver åbenbart for mennesker? Ak, den er jo allerede åbenbart for Gud og hans engle, og på den yderste dag vil den også blive åbenbart for alle.

Derfor skal en kristen leve sådan, som han på den yderste dag vil stå for alles øjne. Paulus siger i Ef. 5, 8: "Vandre som lysets børn! Lysets frugt er renhed, godhed, retfærdighed og sandhed." Og i Rom 12, 17 siger han: "Hav omsorg for det gode for alle menneskers åsyn", og i 2 Kor 1, 12: "For det er vores ros: Vores samvittigheds vidnesbyrd at vi har vandret i verden, men særlig hos jeres, i enfoldighed og retsindighed for Gud, ikke i kødelig visdom, men i Guds nåde."

Et sådan liv kan man ikke føre uden at man har troen, da den muntre, friske og mandige tro har nok at gøre, hvis den skal kunne bevare et sådan liv og ikke blive søvnig og træt. Og ligesom det er nødvendig at lære og prædike for de uvidende, så er det ligeså nødvendig at opmuntre de forstandige, for at de ikke skal holde op med den levevis, de har begyndt, og give efter for angrebene fra det begærlige kød, den forføreriske verden og den listige Djævel.

Her nævner han mørkets gerninger ved navn. Ovenfor betegnede han dem alle med det ene ord søvn, som det står i 1 Thess 5, 6: "Lad os derfor ikke sove, som de andre gør, men lad os våge og være ædru." Han forbyder ikke den naturlige søvn, men den åndelige, som fører sådanne mørkets gerninger med sig. Den naturlige søvn bliver kun en mørkets gerning, når den tjener til vellystig pleje for kødet og er en hindring for lyset og dets våben.

De seks nævnte mørkets gerninger står her for alle andre, for i Gal 5, 19-21 og Kol 3, 5-8 nævner apostlen mange flere. For at forklare dem alle i korthed, vil vi dele disse seks og stille nogen på højre og nogen på venstre side. På den højre side sætter vi frådseri, drukkenskab, utugt og udsvævelse, og på den venstre sætter vi strid og misundelse. I Skriften betyder den venstre side nemlig modgang og det, der følger med modgang, som f. Eks. Vrede og strid. Den højre side betyder lykke og det, der gerne følger med lykken: vellyst, frådseri, drukkenskab og søvn. Under de to mørkets gerninger strid og misundelse vil Paulus have indbefattet alle af samme slag. Det er alle dem, han opregner i Ef. 4, 31: "Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være langt borte fra jer", og i Gal 5, 20: "Kødets gerninger er fjendskab, strid, misundelse, vrede, ballade, uenighed, partier, mord osv.", kort sagt, alt det, der sker af vrede enten i ord eller i gerninger, som ikke engang lader sig opregne.

På samme måde indbefatter han under frådseri, drukkenskab, sidespring og seksuelle perversiteter alle umoralske laster i ord og gerninger. Også de er for mange til at de kan opregnes alle sammen. Ved disse seks nævnte laster betegnes i korthed, hvordan mennesket ikke er rent i sit forhold til næsten, når det lever under mørket i vantro. Det er da usømmelig i alt sit væsen både mod sig selv og sin næste. Disse ord skal vel ikke trænge nogen fyldigere udlægning. Alle ved jo hvad frådseri og drukkenskab er. Det er jo at spise og drikke mere af lyst end af nødvendighed. Og sidespring og seksuelle perversiteter, er at søge kødets vellyst, ved utidig dovenskab, ved al slags utugt og skamløshed, som øves af de mætte, de uvirksomme, de søvnige og de dovne, enten det nu er om dagen eller om natten, i sengen eller andre steder, enten alene eller sammen med en anden. Alle disse udyder søger også det naturlige mørke og de hemmelige steder, og dem kalder Paulus her løsagtighed og seksuelle perversiteter. Hvad strid og misundelse og alt det, der er i slægt med disse laster, er for noget, det kender alle vist til.

I én sum viser han os hjertes våben, idet han formaner os til at iføre os Kristus. Det gør vi på to måder.

For det første gør vi det ved at iføre os hans dyder. Det sker ved troen, som forlader sig på at Kristus er død for os og har gjort alle ting for os. For det er ikke vores, men Kristi retfærdighed, der har forsonet Gud og forløst os fra synden. Når man prædiker troen, taler man om den måde at iføre sig Kristus på. Til en sådan iførelse er Kristus givet os som et pant og en gave.

For det andet er han vort eksempel og forbillede, så vi skal følge ham og blive ham lig også i den dydsklædning, han gik i. Det kalder Paulus også at iføre sig Kristus. I 1 Kor 15, 49 siger han: "Ligesom vi har båret den jordiskes billede, sådan skal vi også bære den himmelskes billede", og videre i Ef. 4, 22-24: "I skal droppe jeres forrige levevis og aflægge det gamle menneske, der fordærves ved bedragelige lyster, men fornyes i jeres sinds ånd og iføre jer det nye menneske, der er skabt efter Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed."

I Kristus ser vi ikke noget andet end udelukkende lysets våben. Der er hverken frådseri eller drukkenskab, men faste, mådehold og tugtelse af kødet. Han arbejder, vandrer omkring, prædiker, beder og gør godt mod alle. Der er ikke nogen dovenskab, søvnighed eller utugt, men udelukkende tugt, renhed og kyskhed. Han våger, står tidlig op, sover på marken, har hverken hus, værelse eller seng. Der er det ikke nogen vrede, stridsløst eller had, men bare godhed, venlighed, kærlighed, barmhjertighed, tålmodighed osv.

Her har Paulus med få ord sat Kristus til et eksempel for os. Det samme gør han mere udførlig i Kol 3, 12-15: "Så ifør jeres da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed, så I tåler hinanden og indbyrdes tilgiver hinanden om nogen har klagemål imod nogen. Ligesom Kristus tilgav jer, således skal I også gøre! Men over alt det skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd! Og lad Kristi fred herske i jeres hjerter, den blev I kaldet til i et legeme. Og vær taknemlige!"

Det samme siger han i Fil 2, 5. Efter at han har befalet dem, at de skal elske hinanden og tjene hinanden, sætter han den samme Kristus til et eksempel som den, der er blevet vores tjener. Han siger, at enhver skal være sindet således som Jesus Kristus var. Da han var i Guds skikkelse, holdt han det ikke for et rov at være Gud lig, men han gav afkald og tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.

Summen af det hele er da, at lysets våben er de gode gerninger, som strider mod frådseri, drukkenskab, ukyskhed, dovenskab, strid, had osv. Lysets våben er da: faste, nattevågen, bøn, arbejde, sult, tørst, frost, hede, kyskhed, tugtighed, mådehold og barmhjertighed. For at jeg ikke skal bruge mine egne ord, så lad os høre Paulus selv regne dem op i Gal 5, 22: "Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, troskab, sagtmodighed, afholdenhed."

Endnu mere fuldstændig regner han dem op i 2 Kor 6, 1-10: "Men som medarbejder formaner vi også: I må ikke forgæves tage imod Guds nåde! For han siger: Jeg har bønhørt dig i en velbehagelig tid, og hjulpet dig på frelsens dag, se, nu er en behagelig tid, se, nu er frelsens dag!" Det er som om han vil sige: Vores frelse er nu nærmere end da vi troede på den, og nu er det tid til at stå op af søvne. Lad os ikke i nogen ting give nogen anstød, for at tjenesten ikke skal blive lastet, men anbefalede os selv i alle ting som Guds tjenere: Med megen tålmodighed, i trængsler, i nød, i angst, under slag, i fængsler, i oprør, i strengt arbejde, i nattevågen, i faste, i renhed, i kundskab, i langmodighed, i fromhed, i Helligånden, i kærlighed, uden snyd, i sandheds ord, i Guds kraft, ved retfærdighedens våben på højre og venstre side, ved ære og vanære, ved ondt rygte og godt rygte, som forførere og dog sandfærdige, som ukendte og dog velkendte, som de, der dør, og se, vi lever, som de, der er tugtet og dog ikke er slået ihjel, som bedrøvede, men altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog beholder alt.

Se hvor rigt ordene strømmer over apostlens læber. Her kan du få fuldstændig rede på, hvad der er lysets våben på højre og venstre side. Det kaldes at iføre sig Jesus Kristus redelig.

Men er det ikke stort og smukt, at han i dette brev fremholder det højeste eksempel for os, Herren selv, og siger: Ifør jeres Herren. Det er vel den herligste opmuntring! Et umenneske må det være, som ser sin herre faste, sulte, arbejde, våge og blive træt og slap, og alligevel vil spise, drikke, sove, dovne sig og leve i vellyst. Hvilken herre kunne tåle det af sin tjener, eller hvilken tjener turde vel våge at gøre det? Sandelig, det mennesket må skamme sig som vil have ord for at have iført sig Kristus, og alligevel gjorde tværtimod Kristi eksempel.

Er der vel nogen, der kan opmuntre og oplive den, der ikke bliver opvarmet, tilskyndet og opmuntret af Kristi eksempel? Hvad kan vel den svage lyd af ord udrette, når disse tordenslag af Kristi eksempel ikke kan bevæge ham? Derfor har Paulus udtrykkelig tilføjet ordet Herren, og sagt: Ifør jer Herren. Det er som om han vil sige: I, som er tjenere, skal ikke have for høje tanker om jer selv, men betragt jeres Herre, som selv gør det uden at være pligtig til at gøre det.

Med få ord berører Paulus her en dobbelt omsorg for kødet. Den første er naturlig. Legemet må forsynes med de ting, det trænger af mad og klæder, både for at det skal kunne leve og arbejde, og for at det ikke på grund af for lidt næring skal blive sygt og uduelig til arbejde.

Den anden omsorg er syndig, og den finder sted når kødet plejes efter dets lyster og begæringer. Det er den Paulus her forbyder. Af en sådan omsorg følger der nemlig mørkets gerninger. Kødet skal tugtes sådan at det tjener ånden og er den underdanig, og ikke kaster herren af sadelen. På samme tid skal det dog kunne gå og bære sin herre. I Sir 33, 25 hedder det: "Foder, stokkeslag og byrder til et æsel,brød, prygl og arbejde til en træl!" Derimod siger han ikke at du skal flå huden af æselet eller lemlæste det. Han siger heller ikke, at du skal myrde tjeneren eller kaste ham i fængsel.

Legemet skal altså have sin tugt, sit arbejd og det, som det har brug for til livets ophold. Paulus siger selv: "Jeg undertvinger mit legeme og fører det i trældom" (1 Kor 9, 27). Han siger ikke, at han fører det ind i sydom eller død. Han har udelukkende omsorg for at det kan tjene Ånden og være den underdanig.

Det tillæg har Paulus gjort for to slags menneskers skyld. For det første er der mange, der under skind af naturlig behov tilfredsstiller og skjuler deres lyster. Man kan meget let komme til at forse sig på den måde. Til og med mange hellige har beklaget sig over, at de ofte har indrømmet legemet for meget, til skade for legemet selv. Naturen er så listig og hyklerisk i at søge sin lyst, at ingen kan vogte sig nok for den. Derfor må mennesket altid vandre med varsomhed og usikkerhed.

Men det er også nogen blinde helgener, der mener, at Guds rige og hans retfærdighed består i den mad og drikke, i de klæder og den seng, som de vælger sig. De ser bare på gerningerne og tænker, at når de faster så længe, at hovedet bliver forrykt eller maven ødelagt eller legemet svækket, så har de gjort meget godt. Paulus taler om det i 1 Kor 8, 8: "Mad gør os ikke behagelige for Gud, for hverken bliver vi bedre, om vi spiser, eller ringere om vi ikke spiser." Ligeledes siger han i Kol 2, 23 at de skal vogte sig for bestemmelser, som vel har skind af visdom i selvgjort dyrkelse og ydmyghed, og ved at legemet ikke bliver sparet og ikke holdes i ære til kødets mættelse.

Den berømte franske teolog Gerson roser de strenge munkeordener, som karteuserne, der ikke spiste kød. Ikke engang, når de var syge og selv om de ville dø på grund af deres strenghed. Den store teolog har ladet sig bedrage af den overtroiske engleagtige åndelighed. Men vent blot til Gud engang dømmer dem som nogen, der har slået sig selv ihjel. Man må jo ikke oprette ordener, stiftelser eller aflægge løfter, der strider mod Guds bud. Og hvis det er sket, gælder det ikke mere end hvis du aflagde løfte om at begå ægteskabsbrud. Nu har Gud her ved Paulus forbudt at ødelægge sit legeme på denne måde. Man har tværtimod pligt til at til at sørge for sit legeme, hvad enten man behøver vin, kød, æg eller hvad det skal være. Og det er ligegyldig om det er fredag eller søndag. Om det er midt i fasten eller efter påske. Om det er de helligste munkeordener, kirkelige retninger, løfter, ja, paven selv. Mod Guds bud gælder ingen forbud, om de så kom fra hele den samlede himmelske engleskare.

Denne vanvittige dårskab kommer fra det mørke og den blindhed, at man stirrer på selve gerningerne, som om man blev frelst gennem gerningernes størrelse eller mængde. Paulus vil derimod gøre vores legemlige disciplin til lysets våben, så mørkets gerninger bliver besejret. Så langt og ikke længere skal man bruge faste, andagt og arbejde. Over for Gud er det underordnet, om du spiser fisk eller flæsk, drikker vand eller vin, går i rødt eller grønt og gør ditten eller datten. Det er alt sammen Guds gode skaberværk, beregnet til at blive brugt. Blot skal du udvise selvdisciplin i disse ting og være så mådeholden som kampen mod mørkets gerninger kræver af dig. Derfor er det umuligt, at angive en almen regel for, hvor mådeholden, man skal være. Alle har ikke samme fysik og natur. Nogen kan mere end andre. Enhver må give agt på sig selv og indrette sig efter Paulus’ ord: Omsorgen eller plejen af kødet må ikke føre til begær. Hvis der havde været end bedre retningslinie, havde Paulus ikke undladt at give den.

Af det ser du, at de kirkelige begrundelser som uden videre forbyder at spise kød, er imod evangeliet. De er også forudsagt af Paulus, når han i 1 Tim siger: "Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak."

Du ser også at Paulus ikke lærer den mærkelige andagt som nogle sarte helgener øver, idet de vælger sig bestemte dage til at faste i. Hele livet skal leves med mådehold og disciplin, uden forskel på dage og spiser. Skal det være lysets våben og skal hele livet være kyskt og rent, vi må aldrig lægge våbnene ned, men altid findes ædru, mådeholdende, vågne og arbejdsomme. Men de tåbelige hellige faster en enkelt dag på vand og brød, for så at proppe og fylde sig hver dag i flere måneder. Andre faster ved intet at spise, men i stedet drikke sig beruset. Men hvem kan opremse alle mørkets mærkelige påfund. De udspringer alle af, at man kun stirrer på gerningerne og ikke på gerningernes hensigt. Man laver et billede af sin beskyttelsesdragt og ved ikke hvorfor man faster og udøver selvdisciplin. Det er ligesom en, der går med sværd blot for et syns skyld, men ikke bruger det, når nogen angriber. Nok med det for denne gang!