2 Thess 1, 3-10 (26.søn. efter trinitatis)

Først priser Paulus her sin kirke i Thessalonika, som har været en af de skønneste og bedste i henseende til tro og kærlighed, som under korset og lidelsen både er forblevet bestandige og har tiltaget i tålmodigheden. Dette gør han, for dermed at opmuntre dem til at vedblive deri, så han også kan fremstille dem for andre som et eksempel og forbillede på de frugter, som evangeliets prædiken og erkendelse skal virke. Han viser hermed tillige, hvori Kristi kirkes sande opbyggelse og vækst består. Derefter trøster han dem i deres lidelse og tålmodighed med den Herres Kristi herlige komme, til at forløse dem og i stedet for deres trængsler give dem ro og glæde, men tage evig hævn over deres forfølgere.

Men denne trøst udleder han netop af deres lidelse og Guds retfærdige dom. Dermed viser han dem, hvorfor Gud lader dem lide på jorden, og hvad han har besluttet at gøre ved det. For når man betragter kristenheden med menneskelig fornuft og tanker, synes der ikke at være noget mere elendigt, plaget og usaligt folk end dem, som bekender og roser sig af den korsfæstede Kristus.

For i verden er de uafladelig forfulgte og blive desuden plaget og anfægtet af Djævelen med al slags jammer, nød, ulykke og død, så det endog i deres øjne ikke ser anderledes ud, end som om de frem for andre folk var glemt og forladt af Gud, fordi han sådan stedse lader dem sukke under korset, mens den øvrige verden og især deres forfølgere lever i stor ære, lykke, glæde, magt og rigdom og får, hvad de vil. Derover klager Skriften ofte og især Salmerne, ligesom Paulus selv bekender i 1 Kor 15, 19 og siger: ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.”

Nu kan det jo dog ikke være og vedblive sådan. Det kan ikke være Guds mening, at han sådan evindelig og uden ophør skulle lade sine kristne lide og derunder gå til grunde og blive i døden. Det ville ikke stemme med hans evige, guddommelige ære og sandhed, når han i sit ord vidner, at han vil være de frommes Gud, som frygter og forlader sig på ham, samt giver dem så store forjættelser.

Deraf følger, at han hos sig må have besluttet at give både sine kristne og den anden flok noget andet, end det, de nu har på jorden. Det er netop en af de fornemste årsager, hvorfor han lader de kristne lide på jorden, at han nemlig dermed vil vise, hvordan han har i sinde at sætte dem begge i andre vilkår. Derfor må nu både de troende kristnes lidelser og den ugudelige verdens ondskab, tyranni, raseri og forfølgelse mod de kristne være et sikkert vidnesbyrd om et andet, kommende liv og om Guds endelige dom, hvorved alle mennesker, fromme og onde, evindelig og uden ophør skal få sin retfærdige løn.

Se, det mener Paulus her, når han taler om de kristnes trængsel og lidelse som et bevis på Guds retfærdige dom, at de skal findes værdige til Guds rige, som de lider for. Som ville han sige: O, kære kristne, lad jeres lidelser være jer kære og dyrebare. Tro ikke, at Gud er vred på jer, fordi han sender jer dem, eller at han har glemt jer. I har af dem en stor og rig nytte og trøst, idet I nemlig deri har et vidnesbyrd om, at Gud vil være en retfærdig dommer, som rigelig vil saliggøre jer, samt tage hævn over jeres forfølgere.

Ja, et sikkert vidnesbyrd har I deri og kunne derfor uden mindste tvivl trøste og glæde jer ved, at I hører til Guds rige og allerede er gjorte værdige dertil, fordi I lider for dets skyld. For hvad en kristen lider her på jorden af Djævelen og verden, det overgår ham visselig alene for Guds navns og ords skyld.

For det burde vel med rette være sådan, at fordi han er døbt, og derfor et Guds barn, så burde han også have idel godt, trøst og glæde på jorden. Men da han her endnu er i Djævelens rige, i hans rige, som også har bragt synden og døden ind i hans kød, så må han også være udsat for hans angreb. Men hvad Djævelen tilføjer ham med sine og verdens plager, forfølgelser, forskrækkelser og pinsler, deri gør han ham uret. Derfor har han derimod også den trøst af Guds ord, at fordi han lider for Kristi og Guds riges skyld, så skal han også visselig blive delagtig i dette rige til evig tid. For det er vist, at ingen bliver værdig til dette rige, som ikke lider derfor.

Fordi det er retfærdigt for Gud, siger han videre, at gengælde dem med trængsler, som volder jer trængsler. Det må og kan ikke evindelig være og blive, sådan som det nu er, at det går verden vel, men jer ilde. Guds retfærdighed tåler det ikke. Fordi han er en retfærdig dommer, så må der indtræde den forandring, at de fromme evindelige får det godt, de onde derimod får en evig straf. Ellers ville Gud ikke dømme ret, hvilket ville være det samme som, at han ikke var Gud.

Men da det er umuligt og Guds retfærdighed og sandhed ikke kan forandres, så må han som dommer gribe ind og engang, når han nu har samlet alle sine kristne, komme ned fra himlen og hævne dem på deres fjender, betale dem, hvad de har fortjent og give de kristne evig ro og glæde for de timelige lidelser, som de her har haft.

Det kan og skal de kristne forvist håbe og trøste sig med, at Gud ikke vil lade det gå sådan ustraffet og uhævnet hen, som om han, sådan som det nu ser ud til, havde forglemt, at den fromme Abel så skændig er myrdet af sin broder, og at hans profeter og martyrer, som Johannes Døber, Jeremias, Paulus og andre, er blevet henrettede af de blodhunde, Herodes, Nero og lignende skændige tyranner. Han har jo allerede i dette liv givet dem det herlige vidnesbyrd, at de var hans kære børn. Derfor kan dommen ikke udeblive. Tyrannerne må lide pine og straf, og de fromme blive trøstede efter lidelserne med evig ro og glæde, så al verden må se, at Gud ikke har glemt dem efter deres død.

Hvad Paulus videre fortæller, hvorledes det skal gå til ved dommen, og hvad der skal blive de ugudeliges pine og straf, er i sig selv tydeligt nok og forklaret ved det følgende evangelium, så det ikke er nødvendigt her at tale mere derom.