2 Kor 3, 4-11 (12.søn. efter trinitatis)

Denne epistel lyder ganske fremmed og underlig for dem, som ikke er vant til Skriften og Paulus’ sprogbrug. Et uerfarent øre og hjerte ikke kan komme til rette med det. Derfor har denne tekst også hid­til i pavedømmet ligget ganske uforstået, selv om ordene er blevet læst. For at vi nu kan få en ret forståelse af den, må vi først i korthed nævne, hvad Paulus taler om. Det er, at han berømmer og priser evangeliets embede og prædiken, som han fører, i modsætning til de falske apostles og præ­dikanters tomme pralen af deres ånd eller særlige gaver. Dette foregik navnlig i den korintiske me­nighed, som han ved sin mund havde om­vendt og ført til troen på Kristus. Straks efter hans bortgang opvakte Djævelen nemlig partier iblandt dem, hvorved de blev ført bort fra den rette forstand og sind og forledt til andre ting.

Mod disse var han da tvunget til at kæmpe og sigter med begge sine breve mod, at han kan bevare korintherne på den rette vej, så de måtte forblive ved den rene lære, som de af ham havde modtaget, og vogte sig for disse falske ånder. Hovedårsagen til at skrive dette andet brev er især, at han må fremhæve sit apostelembede og prædiken og indprente det sådant, for dermed at nedslå de andres berøm­melse, som de med store ord og ydre skin gjorde gældende.

Det begynder han på lige før denne tekst og kommer på den måde ind på at forherlige evangeliets prædikeembede. Han modstiller to slags embeder og prædikener, som man kan føre i kirken - hvis man ellers vil prædike Guds ord og ikke menneskers falske påfund og Djævelens lærdomme. Det ene er Det Gamle Testamentes eller Moses’ og lovens embede, det andet Det Nye Testamentes eller evangeliets prædikeembede om Kristus. Han viser da, hvad herlig­hed og kraft det sidste ejer frem for det første, som dog også er Guds ord. Dermed tilbageviser han de forførende ånders præ­diken, der forfalsker Guds ord. Når de gør det som bedst, taler de høje ting om Guds lov, men lærer dog ikke dens rette brug. Dermed fører de kun folk bort fra troen på Kristus til egne gerninger.

Dette punkt nævner han i de første tre vers her i kapitlet, så dem gengiver vi her:

”Begynder vi nu igen at anbefale os selv, eller har vi som visse andre brug for anbefalingsbreve til eller fra jer? Nej, I er selv det brev, der står skrevet i vore hjerter, og som kendes og læses af alle mennesker, så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.” (2 Kor 3, 1-3)

Jeg og mine medapostle, siger han, ønsker ikke brev og segl, hvorved vi af andre kan blive anbefalet hos jer eller af jer hos andre, så vi kan vinde anseelse hos jer eller i andre menigheder og forføre folk. Det er det, de falske apostle gør. Og det foregår også stadig i dag, hvor nogle skaffer sig anbefalingsbreve og, vidnesbyrd af retskafne prædikanter og menigheder, for at man skal tro dem, og derpå stifte deres egne partier. Sådanne breve behøver vi, Gud ske lov, ikke, ej heller behøve I at frygte, at vi med sådanne ting skulle bedrage jer. For I er selv det brev, som vi har skrevet, som vi kan rose os af og lægge frem for enhver. Det er offentligt kendt af alle, at I er blevet undervist af os og gennem vort prædikeembede bragte til Kristus.

På grund af denne åbenlyse gerning og vidnesbyrd, at de ved, hvordan han ved sit prædikeembede har udrettet, at de blev en menighed, kalder han dem et brev, skrevet af ham selv. Det er ikke skrevet med blæk, heller ikke på papir eller indgraveret i hård sten (sådan som De Ti Bud var skrevet på stentavler). Det er skrevet i deres bløde kødhjerter med Helligånden, som er blækket eller skriften, ja, skribenten selv. Men skriveredskabet eller pennen og skribentens hånd er Paulus’ prædikeembede.

Denne tale om et brev og en skribent er hentet fra Skriftens sprogbrug. For sådan befaler også Moses i 5 Mos 6, 6 flg. og 11, 18, at de skulle skrive De Ti Bud overalt, hvor de går og står, på dørstolperne og dørene i deres huse. Alle vegne skulle de have dem for øje og i hjerte. Ligeledes siger Salomon i Ordsp 7, 1-3: ”Min søn, bevar mine ord, og gem mine bud hos dig. Hold mine bud, så skal du leve, min belæring skal være som din øjesten. Bind dem om dine fingre, skriv dem på dit hjertes tavle.” Han taler som en far med sit barn, når han indtrængende befaler det at huske noget, og siger: Kære barn, mærk dig det og glem det ikke; gem det i dit hjerte. Sådan siger Gud også i Jer 31, 33: ”Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte.” Her kaldes menneskets hjerte et brev eller en tavle eller bog, hvori man skriver det ord, som prædikes, og som hjertet skal gribe og bevare. Sådan har vi også, siger Paulus, gennem vort prædikeembede skrevet en lille bog eller et brev i jeres hjerter, at I tror på Gud Fader, Søn og Helligånd og ved, at I ved Kristus er forløste og frelst, osv. Det er den skrift, som står skrevet i jeres hjerter, ikke med bogstaver skrevet med blæk eller kridt, men levende tanker, flammer og hjertets rørelser.

Man skal også lægge mærke til, at han siger, at det er ved hans prædikeembede at deres hjerter er blevet beskrevet, så de er Kristi levende brev. Det er vendt mod sværmeråndernes drøm og blindhed, som søger Helligånden uden for det mundtlige ord. De forestiller sig, at de kan gribe Ånden ved at isolerer sig med deres tanker. De viser folk væk fra det prædikede ord eller det ydre prædikeembede, om hvilket dog Paulus siger, at Ånden gennem hans prædiken har virket sådan i deres hjerter, at Kristus lever og er virksom i dem. På baggrund af dette begynder han nu at prise prædikeembedet og sammenligner Moses’ brev eller prædiken med sin eller apostlenes. Han siger nu videre:

Paulus stikker og hugger hermed om sig mod de falske apostle og prædikanter. Han er sådanne tåber dødelig fjendsk, som kommer og snakker om store ting, som de dog selv ikke har eller gør og magter, som roser sig meget af Ånden og vil råde og hjælpe al verden. De bryster sig af, at de kan optænke noget nyt; og alt, hvad de drømmer ud af eget hoved, skal være overmåde kostelige, himmelske ting, som også pavens og munkenes drømme hidtil har skullet være.

Det gør ikke vi, siger Paulus. Vi stoler og bygger ikke på os selv eller på vor egen visdom og dygtighed, prædiker heller ikke, hvad vi selv har udtænkt. Vi pukker og fortrøster os ved Kristus for Gud, at vi har gjort jer til et guddommeligt brev og skrevet i jeres hjerter, ikke vore tanker, men Guds ord. Dermed rose vi ikke vor egen gerning og evne, men hans, som har kaldet og dygtiggjort os til dette embede. Af ham er alt, hvad I have hørt og troet.

Denne berømmelse skal enhver præ­dikant have, at han er vis på, og at hans hjerte med fuld fortrøstning kan sige: Den forvisning og frimodighed har jeg til Gud i Kristus, at min lære og præ­diken i sandhed er Guds ord. Ligeledes, når han øver et andet embede i kirken, døber et barn, absolverer og trøster en synder, det må også ske i denne faste forvisning om, at det er Kristi befaling.

Den, som ikke kan berømme sig af det, og dog vil lære og regere i kirken, han var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb, som Kristus siger i Matt 18, 6. Han prædiker og virker ikke andet end Djævelens løgn og død. Sådan har det hidtil været med vore papister. Når de længe og rigeligt havde lært, opdigtet og gjort alt, hvorved de mente at kunne blive salige, så stod dog altid deres hjerte og tanker i sådan tvivl: Hvem ved, om det behager Gud, eller ikke. På samme måde er alle kætteres og partiånders lære og gerning visselig ikke en sådan fortrøstning til Kristus, men de befordrer kun deres egen lære ved egen berømmelse og ved den lov og pris, de søger hos mennesker.

Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, siger han. Dette taler han, som sagt, alt sammen mod de falske ånder, som holder sig selv for så overmåde dygtige og særlig skabte og udvalgte til at hjælpe folk. De mener derfor, at hvad de siger og gør, det skal udrette ene undere. Men vi ved, at vi er af samme jord og støv, som de er gjort af. Ja, vi har vel et større kald af Gud. Dog kan vi ikke rose os, som om vi af os selv er i stand til at råde og hjælpe mennesker, ja, ikke engang til at udtænke, hvad de kan hjælpes ved. For det er jo ikke vort værk eller vore evner, ej heller udsprunget af vort hoved, hvordan man kan bestå for Gud og nå frem til det evige liv.

I andre ting, som angår det timelige liv og væsen, kan du berømme dig og komme frem med, hvad din fornuft lærer dig og du kan udtænke med dit eget hoved, som hvordan man skal fremstille sko og tøj, styre hus og gård og passe kvæg. Her kan du udøve dine tanker, så godt du kan, men til disse åndelige sager hører sandelig ikke menneskers tanker, men andre tanker, anden kunnen og evner, som Gud ved sit Ord selv viser og giver.

Hvilket menneske har vel optænkt eller udgrundet, at tre personer i det evige, guddommelige væsen er én eneste Gud, og at den anden person, Guds Søn, måtte blive menneske og fødes af en jomfru, og at der ingen anden vej er til livet, end at han blev korsfæstet for os? Det ville sandelig endnu aldrig være blevet hørt eller prædiket, aldrig i evighed erfaret, lært eller troet, hvis ikke Gud selv havde åbenbaret det.

Derfor er de jo store, blinde dårer og fortrædelige mennesker, de, som i denne høje sag vil have sig selv berømmet og mener, at mennesker bliver hjulpet, ved at de prædiker deres egne indfald og påfund. Sådan har enhver hidtil i kirken lært og indført, hvad der synes ham godt. De papistiske munke og præster komme daglig med nye helgener, val­farter, særlige bønner, gerninger og ofre for at borttage synden og forløse sjæ­lene fra Skærsilden. De er ikke sådanne mennesker, som har deres fortrøst­ning til Gud ved Kristus. De trodser både mod Gud og Kristus og ind­gravere og skrive ikke andet end djævlemøg og løgn i menneskers hjerter, hvor dog Kristus alene skulle være. Alli­gevel mener de, at de alene er dygtige til alt, hvad man skal lære og gøre. De er selvgjorte doktorer og helgener, som kan det hele uden Gud og Kristus.

Af os selv, det vil sige, af vor egen visdom og kraft kan vi ikke frembringe, opfinde eller lære noget, hvormed vi kan råde og hjælpe os eller andre. At vi gennem vor prædiken virker og skriver noget godt, er Guds egen gerning, som lægger ordet i vort hjerte og vor mund og ved Helligånden indtrykker det i jeres hjerter. Derfor kan vi ikke tilskrive os selv noget heraf eller søge vor ros dermed, sådan som de selvlærte og hovmodige ånder. Vi må give Gud alene æren og rose os af, at han ved sin nåde og kraft virker i jer til frelse gennem det embede, som han har givet os.

Dette taler Paulus alt sammen af den grund, at man i kirken intet andet skal prædike eller gøre, end hvad der er Guds tydelige og bestemte ord. Her gælder det ikke at handle eller foretage noget efter menneskers eget hoved. Her formår intet men­neske noget, ingen tanke eller kraft har noget at sige, uden alene, hvad der kommer fra Gud selv. Som også Peter siger i 1 Pet 4, 11: ”Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver.” Kort sagt: Den, som vil være klog, berømme sig af stor kunnen, ga­ver og kraft, han må gøre det i andre sager; men her må han blive hjemme med sådant og lade sin ros og sine påfund fare. Det drejer sig ikke om, at man ser, hvad du kan eller er, men at de arme sjæle må være visse på, at de har Guds Ord og gerning blandt sig, hvorved de kan blive salige.

Her begynder han nu at prise evan­geliets prædikeembede og dets kraft imod de falske apostles berømmelse og al anden lære, endog Guds lov selv. Vi er jo ikke duelige, kan heller ikke i nogen hen­seende rose os af vor menneskelige ger­ning. Den er og udretter intet, selv om den allerivrigst efterstræber det, som Guds egen lov lærer og fordrer. Men vi har noget langt bedre at rose os af, som ikke stammer fra vor gerning, nemlig at vi af Gud er gjort duelige til et herligt em­bede, som hedder Det Nye Testamentes embede, og som ikke alene er langt højere og bedre end alt, hvad mennesker af egen visdom, kunnen og evner kan lære og give, men endog herligere end den prædiken og det embede, som hedder Det Gamle Testamentes embede, der tidligere blev givet jøderne gennem Moses. For dette er et sådant embede, der ikke alene består i ord alene, som anden lære, der læres og frembydes, men gennem det virker også Helligånden i hjer­tet. Derfor hedder det ikke bogstavens embede, men Åndens embede.

Dette er at tale endnu hårdere mod lovprædikenens ros og end en herligere lovprisning af evangeliets em­bede. Ja, apostelen kunne vel synes at være alt for dristig, når han sådan tør angribe loven og sige, at den ikke alene er en tom bogstav, men tillige en sådan prædiken, som ikke gør andet end at dræbe. Det hedder jo ikke en god og gavnlig, men en skadelig prædiken. Hvem turde vel tale sådan, uden at udsætte sig for at blive en forbandet kætter for al verden og henrettet som en gudsbespotter, hvis ikke Paulus selv gjorde det? Nu må han jo selv prise loven eller Guds bud og sige, at den er god og kostelig og ikke må foragtes eller forsømmes, men stadfæstes og opfyldes, sådan som også Kristus siger, så end ikke en tøddel af den må slet­tes. Hvordan kommer han da frem til at tale så dårligt og næsten hånligt om loven, at den i grunden ikke er andet end idel død og gift?

Nu vel, det er en dyb lære, som fornuften ikke forstår og verden, især de, som vil være hellige og fromme, slet ikke kan tolerere. Dermed siges jo netop, at også alle vore gerninger, hvor kostelige de end kan synes, ikke er andet end død og gift. Men Paulus vil netop med dette, virkelig for alvor omstøde de falske læreres og hykleres be­rømmelse og vise, hvad deres prædiken er og virker, selv når den er allerbedst, hvis man nemlig alene har loven, og Kristus ikke bliver erkendt eller prædiket. De bruger nok store ord og siger: Når du lever sådan og sådan, bestræber dig på at holde budene og gør mange gode gerninger, så bliver du frelst. Men at dette ikke er andet end tomme ord, ja dertil en skadelig lære, det ser man bagefter, når man ikke har hørt andet end denne lære og forladt sig derpå, for da følger ingen trøst eller liv, men blot tvivl, angst, ja død og fordærvelse.

Når mennesket indser, at det ikke har holdt Guds bud, og loven dog uafla­delig driver på det og fordrer sådan skyldighed af det, samt kun foreholder det Guds skrækkelige vrede og den evige fordømmelse, så må det synke til jor­den og fortvivle i sine synder. Det er den nødvendige følge, hvor man ikke lærer andet end loven og gør det i den mening, at man dermed vil komme i Himlen. Det viser også en berømt eneboers eksempel, som omtales i bogen ”Fædrenes bedrifter”. Den pågældende eneboer havde i over 70 år ført det allerstrengeste liv og fået mange di­sciple og efterfølgere, men da tiden kom, da han skulle dø, begyndte han at skælve og gå i angst hele tre dage. Da hans disciple trøstede ham og spurgte, hvorfor han ikke gerne ville dø, han, som dog havde ført et så helligt liv, sagde han: Ak, jeg har hele min levetid tjent Gud og ført et strengt liv, men Guds dom og bedømmelse er langt anderledes end menneskers.

Se denne fortræffelige mand, som havde levet så helligt, han vidste og kendte ingen anden artikel end den om Guds dom efter hans lov. Der var intet evan­gelium om Kristus. Efter at han havde levet længe efter Guds bud og ad den vej stræbt at blive salig, kommer loven og ihjelslår ham gennem hans egen gerning. Han må derfor klage: Ak, hvem ved, hvad Gud vil sige dertil? Hvem kan bestå for hans dom? Dette er gennem sin egen samvittighed at fradømme sig selv Himlen. Her hjælper ham intet, hvad han har gjort og levet. Det støder ham kun dybere ned i døden, fordi han ikke kender evangeliets trøst. Derimod kan en anden, som røveren på korset eller tolderen, som hele livet har levet i åbenlyse synder, griber evangeliets trøst, det vil sige, syndernes forladelse i Kristus, og derved overvinder synden og lovens dom og kommer gennem døden til det evige liv.

Heraf forstår man da også, hvad det modsatte stykke betegner, at ”Ånden gør levende”. Det er intet andet end det hellige evangelium, en frelsende, salig prædiken, et lifligt og trøsterigt ord, som trøster og opmuntrer det bedrøvede hjerte. Det redder det ud af dødens og Helvedes gab og skænker det et fast håb om det evige liv ved troen på Kristus. Når timen kommer, og døden og Guds dom træder et sådant hjerte under øjnene, da sætter det ikke sin trøst til egne gerninger. Selv om det har ført det allerbedste liv, siger det dog med Paulus: ”Jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt.” (1 Kor 4, 4).

Det er at dømme ringe om sig selv og hele sin livsførelse, ja, det er at dræbe sig selv, når hjertet siger: Jeg er ved dette hverken retfærdig eller salig. Det er jo ikke andet, end at indrømme, at man hører døden og fordømmelsen til. Men så frigør også Ånden sig derfra og svinger sig op ved troen på evangeliet og siger, som kirkefaderen Bernhard sagde i sin dødsstund: Kære herre Jesus! Jeg ved, at selv om jeg også har ført det allerbedste liv, så har jeg dog levet fordømmeligt; men dertil fortrø­ster jeg mig, at du er død for mig og har besprængt mig med dit blod af dine hellige sår. Jeg er jo døbt til dig og har hørt ordet, ved hvilket du har kaldet mig og tilsagt mig nåde og liv og befalet mig at tro. Derpå vil jeg trøstig dø, ikke i den uvisse og æng­stelige tvivl og tanke: Ak, hvem ved, hvad Gud i Himlen vil dømme om mig? Nej, sådan skal en kristen ikke sige. Over mine gerninger og mit liv er dommen for længst afsagt gennem loven. Her må jeg selv bekende mig skyldig og fordømt. Men jeg lever nu ved den nådige dom, som Gud, over og mod lovens dom, har givet fra Himlen: Den, som tror på Guds søn, skal have evigt liv. (Joh 3, 16).

Hvor nu denne evangeliets trøst er og udriver hjertet af døden og Helvedes angst, følger da også videre Åndens kraft og gerning. Guds bud begynder nu også at leve i menneskets hjerte. Det får nemlig nu lyst og kærlighed til Guds bud og begynder at opfylde dem. Sådan be­gynder det evige liv altså allerede her, indtil det fuldkommes i det kommende liv og forbliver til evig tid.

Sådan ser du nu, hvor langt her­ligere og bedre apostlenes, det nye testamentes eller evangeliets embede eller præ­diken er frem for alle andres, som ikke præ­diker om andet end om menneskers store gerninger og hellighed uden Kristus. Dette skal formane og tilskynde os til gerne at høre evangeliets prædiken og gladelig takke Gud for det, fordi vi hører, at det en så kraftig prædiken, at det bringer mennesker livet, redder dem fra døden evindelig og har den forjættelse, at Helligånden virkelig er til stede og gennem det gives til dem, der tro det.

Paulus er beruset af lyst og glæde og strømmer over med ord til evangeliets pris. Med loven derimod farer han atter skarpt og strengt frem, idet han kalder den et dødens og fordømmelsens embede eller prædiken. Hvilket skrækkeligere navn kan han give Guds lov, end at kalde den en dødens og Helvedes prædiken? Således kalder han den også i Gal 2 og 3 en syndens prædiken eller tjeneste og en forbandelsens prædiken, når han siger: ”Alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse.” (Gal 3, 10). Dermed er det jo tilstrækkelig klart, at lov og gerninger ikke kan gøre nogen retfærdig for Gud, for hvordan skulle det, som ikke prædiker andet end synd, død og fordømmelse, kunne gøre retfærdig og salig?

Men Paulus må, som allerede sagt, tale sådan for det afskyelige hovmods skyld både hos lærere og disciple. Deres kød og blod vil bedrive utugt med loven og bringe sine egne gerninger frem for Gud og pukke derpå, men i virkeligheden bedrager de sig selv til deres egen fordærvelse. For når loven træder mennesket ret under øjnene og dens klarhed viser sig, gør den ikke andet end at dræbe mennesket og nedsænke det i fordømmelse.

Derfor må en kristen grundigt lære denne Paulus’ tekst, både på grund af de falske læ­reres berømmelse og Djævelens pla­ger og fristelser. Han kommer med loven og driver os til at søge retfærdig­hed i egne gerninger, og ængster hjertet indtil døden med sådanne tanker: Se, det og det må du sandelig have gjort, hvis du vil blive salig. Her gælder det, at man i sådan kamp kan berøve Djævelen hans eget sværd og sige: Hvorfor plager du mig med loven og mine gerninger? Selv om du aldrig så længe prædiker for mig derom, hvad er det så andet end en prædiken, som kun tildænger mig med synd, død og fordømmelse? Hvordan skulle jeg da deri kunne søge min retfærdig­hed for Gud?

Hvad han her siger om lovens herlighed, som de jødiske gerningslærere roste sig af, det er hentet fra beretningen om lovens forkyn­delse på Sinaj bjerg. Her steg Gud ned fra Himlen med stor majestæt og her­lighed, så det tordnede og lynede, og bjerget stod i lys lue. Og da Moses igen kom ned af bjerget med loven, strålede hans ansigt deraf og havde en sådan glans, at folket ikke kunne tåle at se på det. Moses måtte hænge et dække over sit ansigt. På grund af deres praleri bekæmper Paulus dem nu videre og siger: Det var nok en klarhed, det vil sige, herligt og majestætisk, men hvad gør den andet, end at den driver mennesker til at flygte for Gud og jager det ind i døden og Helvede? Vi har og roser os af en anden herlighed i vort embede. Evangeliet beretter om, at Kristus også lod sine disciple se en sådan klarhed, hvor hans ansigt skinnede som solen, (Luk 9, 28-36). Her var også Moses og Elias til stede, men discip­lene flygtede ikke af den grund, men så med for­undring og glæde derpå og sagde: ”Herre, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Hold disse to bille­der op mod hinanden, så forstår du, hvad han vil sige. Som sagt, er det kort og godt, at loven kun virker skræk og død, når den kaster sine stråler ind i hjertet og bliver ret erkendt, hvorimod evangeliet giver trøst og glæde. Men hvad Moses’ dækkede og udækkede ansigt symboliserer, er for langt at behandle her.

Det er også et særdeles trøstefuldt ord, når Paulus siger, at lovens embede og præ­diken er et sådant embede, som skal ophøre. Hvis det ikke var sådan, ville der ikke være andet end evig fordømmelse. Men denne forsvinden eller ophør sker da, når evangeliets prædiken om Kristus begynder. For ham må Moses vige, og lade Kristus alene have rum, så han ikke mere forstrækker de troendes samvittighed. Når de mærker Moses’ klarhed, så de skælver og bæver for Guds vrede, da er det på tide, at Kristi klarhed med sit søde, trøste­fulde lys skal skinne ind i hjertet. I dette lys kan man også tåle Moses og Elias. For lovens klarhed eller Moses’ udækkede ansigt skal ikke lyse længere, end til du er ydmyget og således bragt til at begære Kristi vidunderlige åsyn. Når du kommer så langt, skal du ikke mere høre eller plages af Moses, så han forfærder og ængster dig, men sådan, at han underordner sig den Herre Kristus og ikke fordunkler din trøst og glæde fra hans ansigt.

Det vil sige: Når man ret betragter denne klarhed og herlighed, som vi har i Kristus gennem evangeliets prædiken, så er lovens klarhed (som kun er en lille, kortvarig og forsvindende klarhed) ikke engang nogen klarhed, men idel mørke skyer, imod Kristi lys, som nu skinner og lyser os ud af synd, død og Helvede frem til Gud og evigt liv.