Luk 18, 9-14 (11.søn. efter trinitatis)

I dette evangelium fremstilles to forskellige personer eller to slags mennesker i den flok, der kaldes Guds folk. Begge vil være Guds tjenere og træder frem for ham og søger retfærdighed. Sådan vises også her to slags retfærdighed, som findes på jorden. Den ene har et stort skin for hele verden og alle menneskers øjne og er dog intet for Gud, men bliver fordømt. Den anden er en sådan, som ikke erkendes af mennesker, men som dog for Gud kaldes retfærdighed og behager ham. Den ene tilhører den skønne, hovmodige helgen, farisæeren. Den anden er den stakkels, ydmyge, bedrøvede synders, tolderens.

Her hører vi også forunderlige og mærkelige domme, som er stik imod menne­skelig visdom og fornuftens indbildning, ja, som er skrækkelige for al verden. Nemlig at de store helgener blive fordømt som uretfærdige, og de arme syndere antages og erklæres for retfærdige og hellige. Men han taler her, som teksten selv viser, om sådanne helgener, som stoler på sig selv, og mener i deres egen livsførelse og gerninger at finde en retfærdighed, som Gud må lade gælde. Og på den anden side tales der om sådanne syndere, som af hjertet ønsker at blive deres synder kvit og sukker efter forladelse og Guds nåde. For her tales ikke om den øvrige store skare i ver­den, som hverken ligner denne tolder eller farisæeren, som ikke bryder sig det mindste hverken om synd eller om nåde, men lever sikre og sorgløse og hver­ken spørger efter Gud, Himmel eller Helvede.

Hvem disse to personer have været, og hvem der hos jøderne kaldes farisæere og toldere, har vi tidligere ved andre tekster hørt tilstrækkeligt, nemlig at navnet farisæer betegner de allerbedste, meste ærbare og fromme folk, som med stort alvor har lagt vind på at tjene Gud og holde loven. Sådan som Paulus bekender om sig selv, at han før sin omvendelse også har været en sådan, Fil 3, 5.

Derimod betegnede navnet tolder hos dem et så­dant menneske, som levede i åbenlyse syn­der og laster. De tjente hverken Gud eller mennesker, men var kun optaget af at plyndre, udsuge og skade deres næste. Det måtte de gøre, hvis de skulle have nogen for­tjeneste i de embeder, som de for høje summer købte af romerne. Med ét ord, det var sådanne folk, som ikke blev anset for bedre end åbenlyse, vantro og ugudelige hedninger, selv om de var af jødisk herkomst. Sådan stiller Kristus dem også sammen med hedningerne i Matt 18, 17: ”Hører han ikke efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder.”

Nu er det specielt, at Kristus stiller disse to personer sammen, som er så helt ulige og så vidt forskellige fra hinanden. Og endnu underligere, ja til­lige forargeligt er det, at han afsiger en så besynderlig dom, idet han fuldstændig for­dømmer farisæeren, men erklærer tolde­ren for retfærdig. Alligevel taler han så tydeligt om begge, at han tillige viser, at han dog ikke forkaster eller vil have for­kastet sådanne gerninger, som farisæe­ren her roser sig af. Han skildrer ham selv som en skøn helgen, med sådanne gerninger, der ikke fortjener at dadles eller revses, men er gode og rosværdige. Derimod kan han ikke rose eller berømme tolderen for hans liv og gerninger, ligesom også denne selv for Gud må indrømme dette og fordømme sig selv som en synder, der ikke har en eneste god gerning at opvise. Dog udforsker, prøver og randsager Kristus dem begge sådan, at han hos den hellige farisæer, trods at han har mange kostelige gerninger, dog ikke finder noget godt. Ikke for gerningernes skyld, som i sig selv ikke er forkastelige, men fordi personen ikke er god, men fuld af urenhed. I tolderen deri­mod, som hidtil har været en åbenlys, for­dømt synder, finder han et godt træ og rette frugter, selv om han ikke kan prange med farisæerens store gerninger. Lad os derfor betragte begge personer noget nærmere.

For det første må du rigtig male og smykke farisæeren, sådan som Kristus selv afmaler ham med hans skønne livsførelse. For her har du et sådan menneske, som tør træde frem for Gud og for ham berømme sin livsførelse og det kan ikke have været en falsk ros, men alvor og sandhed. Han beråber sig altså på Gud og kræver ham til vidne, samt tiltror sig at bevise for ham, at han står i den rette gudstjeneste og kan aflægge regnskab for hele sin livsførelse og vise, at den alene er rettet på, at den må befindes i Guds lydighed.

Han begynder med det højeste og første bud og fremstiller sig som den, der tilbeder den eneste, sande Gud og frem for alt trag­ter efter hans rige og søger hans vilje. Han bekender, at han har alt, hvad han er og lever, af Gud. Han giver ham æren for det og takker ham for alt, hvad han har givet ham. Især takker han for denne store nåde og velgerning, at han bevarer ham for synd og skam, så han ikke er som de åbenbare syndere og toldere. Og han be­der om, at Gud vil opholde ham deri og frem­deles give ham sin velsignelse og alt godt derfor. Her ser du udelukkende skønne gerninger efter alle tre bud på De Ti Buds første tavle. For han holder også sabbatten, fordi han besøger templet, for at han i enerum kan beskæftige sig med Gud og bede.

Dernæst går han videre til De Ti Buds anden tavle og renser sin samvittighed for Gud og verden, at han ikke er uretfærdig, morder eller horkarl sådan som mange andre. Her er de andre bud sammenfattet. Han er altså et sådant menneske, som for hele verden kan rose sig af, at han ikke har tilføjet nogen uret, vold eller skade, ikke har krænket eller fornærmet nogen med det femte, sjette, syvende og ottende bud, og heri tør byde enhver trods, som kan sige ham noget an­det på.

Han har også holdt det sjette bud, ikke bedrevet hor eller levet i utugt. Ja, han har endog holdt sit legeme så strengt i tugt og disciplin, at han hver uge faster to gange. Og det har ikke været nogen løgnagtig faste, sådan som vore papistiske præsters og munkes for største delen har været, men en rigtig faste, sådan som jø­derne holdt den, fra morgen til aften, indtil solen gik ned.

Og ikke nok med, at han ingen uret­færdig eller røver er, som forgriber sig på næstens gods eller ære. Han giver tværtimod også tiende af alt, hvad han re­deligt og ærligt har erhvervet sig, og be­viser også dermed sin lydighed mod Gud. Til gudstjenestens og præsteembedets opretholdelse giver han noget af alt, hvad Gud har skænket ham, uden at holde noget tilbage.

Kort sagt: Man ser her alle bud opfyldte og et møn­ster på en, som det for verden synes, overmåde from, gudfrygtig og hellig mand. For hele verden må han fremstilles som et spejl og eksempel, så man nok kunne ønske, ligesom det også virkelig ville være ønskeligt og ville give verden et andet udseende, hvis man havde mange folk som ham.

Sammenligner man ham nu med tolderen, vil man ikke finde det ringeste lighedspunkt. For allerede navnet viser, at der hos tolderen ikke kan være megen dyd eller ære. Ingen tror, at han spørger meget efter Gud eller hans bud. Han giver ikke alene intet til Gud og hans tjeneste, men røver og stjæler desuden også åbenlyst fra sin næste. Med ét ord, han er et sådant menneske, som med sin syndige livsførelse er et for alle mennesker bekendt eksempel, ligesom også farisæeren betegner ham som et frækt og samvittighedsløst menneske, af hvem der intet godt mere er at vente.

Hvorfor går det da mod al formodning sådan, at farisæeren af Gud bliver fordømt og tolderen erklæret for retfærdig? Vil han nu selv dømme stik imod sin egen lov, efter hvilken den, som lever derefter og er from, rimeligvis skal foretrækkes den, som i åbenlyse synder lever i strid med lo­ven? Eller er Gud nu en sådan person, der har behag i dem, som ikke gør no­gen god gerning og ikke er andet end røvere, horkarle og uretfærdige? På ingen måde. Men her er en anden, højere dom, end verden eller kød og blod forstår, som ser dybere ind i begges hjerter og hos farisæeren finder et stort og mægtigt onde, som fordærver alt, hvad der ellers kunne hedde godt, det nemlig, som evan­gelisten kalder at stole på sig selv og for­agte andre.

Deri ligger fejlen hos denne mand; det er den samme skalk, som er så mæg­tig i verden. Give Gud, at han havde været den eneste og ikke efterladt sig så mange børn og arvinger. For hele verden, hvor den er allerbedst og kan frem­vise noget godt, ligger aldeles nedsænket i denne last. Den vil og kan ikke undlade, når den ved noget godt hos sig, at fatte høje tanker om sig selv og foragte andre, som ikke ejer dette. Det vil sige, den ophøjer sig over Gud og næsten, og netop derved, at den indbilder sig at holde Guds bud, overtræder den dem. Sådan som Paulus selv siger om sine jøder i Rom 9, 31, at de netop derved, at de stræbte efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, ikke opnåede retfærdighed.

Hvad er nu det for en mærkelig ting? At de, som flittigt holder sig til lo­ven og deltager i så mange gudstjenester, at de alligevel ikke er dem, som holder loven. Sådan som han også siger i Gal 6, 13, at de, der lader sig omskære, ikke holder loven. Det må være mærkelige helgener, som netop, idet de følger loven, ikke holder, men overtræder den. Hvem er da de, som holder den? Sådan er det også med denne farisæer og hans lige, med al sin tugt og ærbarhed, som jo er en meget fin og herlig gave. Det må man rose og ophøje i verden frem for alle ting på jorden og holde det for den højeste Guds gave, langt finere end al skønhed og prydelse, guld og sølv, ja sol og lys.

Med alt dette bliver den dom dog fældet over ham, at han for Gud er værre end nogen røver, morder, skørtejæger. Hvor vil vi nu hen med denne lære blandt den store flok i verden, som vi dog selv fordømmer for dens åbenlyse foragt for Gud og ondskab både mod Gud og mennesker, som råber mod Himlen og tager sådan overhånd, at jorden næsten ikke mere kan bære den?

Joh, som jeg sagde før, så revses eller fordømmes farisæeren her ikke, fordi han gør lovens gerninger. Ellers måtte man fordømme Guds gaver og hans egen lov, samt rose det, der strider derimod. Men det siger jeg, at her bliver personen stillet for Guds domstol og befindes her at være anderledes, end verden dømmer, så, skønt han har nogle smukke og priselige gaver, så klæber der dog en stor skam­plet ved det, idet han misbruger sådanne gaver og derved fordærver dem helt i Guds øjne.

For her beskyldes han for at have syn­det både mod Gud og mennesker og overtrådt både den første og den anden tav­le i De Ti Bud. For i det første bud forbydes det fortrinsvis og allermest, at et men­neske forlader sig på sig selv eller på sine gaver eller finder behag i sig selv. Men det gør denne gerningshelgen netop, som bryster og ophøjer sig selv af de gaver, han havde modtaget af Gud. Han gør sig en afgud deraf og tilbeder sig selv, som om han alene var en fortræffelige, hellige mand, som Gud måtte anerkende og ophøje.

Her har vi allerede den største synd og last, idet han løber lige mod Gud og er helt blind og forstokket som en vantro hedning og tyrk, der ikke ved noget om Gud. Han er uden nogen anger. Ja, i sin store hellighed vil han ikke vide af no­gen synd. Han frygter heller ikke Guds vrede, men indbilder sig at kunne bestå mod den med sine egne gerninger. Han ser slet ikke, at han og alle mennesker, selv de i sandhed hellige, med al deres retfærdig­hed og liv ikke kan bestå for Gud, men er skyldige til hans vrede og fordømmelse. Sådan som David selv vidner i Sl 130, 3: ”Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre?” Og Sl 143, 2: ”Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig.” Derfor søger farisæeren heller ikke nåde eller syndernes forla­delse, men mener, han kan undvære den.

Farisæeren synder altså skrækkeligt mod det første og højeste bud med sit skam­melige og gruelige afguderi, med denne fortrøstning og trodsen på sin egen hel­lighed. Han frygter, elsker eller forlader sig på nogen måde på Gud, men søger kun sin egen ære og berømmelse. Det er derfor let at skønne, at han heller ikke retskaffent og af hjertet holder nogen af de andre bud. Det er alt sammen falsk­hed og løgn, hvad han snakker om sin bøn og gudstjeneste. Ja, at han netop dermed på det mest gruelige bespotter Guds navn, ved at han misbruger det til dermed at be­smykke sin løgn. Altså fører han dermed kun Guds vrede og svære fordømmelse over sig, for Gud har sagt, at han ikke vil lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn. (2 Mos 20, 7).

For hvad er det andet end at bespotte og forhåne den høje majestæt, når han beder og siger: Jeg takker dig Gud, at jeg er så hellig og from, at jeg på ingen måde behøver din nåde, men finder hos mig selv, at jeg har holdt loven, og at du intet har at dadle mig for. Jeg fortjener altså, at du giver mig vederlag og belønning, timelig og evig, hvis du ellers vil beholde den ære at være en ret­færdig og sanddru Gud.

Se dernæst, hvordan han også på De Ti Buds anden tavle buldrer og raser mod sin næste. Her er ingen kristen kærlighed og troskab, hvoraf man kan mærke, at han søger sin næstes ære eller frelse eller under ham dette. Tværtimod går han hen og jorder ham fuldstændig, idet ham så skammelig foragter ham og ikke holder ham værdig til at kaldes et menneske. Ja, i stedet for at han burde hjælpe og redde sin næste, så der ikke skete ham nogen uret og skade, så gør han ham selv den største uret.

For skønt han ser og ved, at hans næste synder mod Gud, så tænker han ikke på, hvordan han kan omvende ham eller frelse ham fra Guds vrede og fordømmelse. Han har ingen for­barmelse eller medlidenhed i sit hjerte med en stakkels synders elendighed og jammer, men tænker, at der sker ham hans ret, når han bliver under fordømmelsen og for­dærvelsen. Han nægter ham altså al skyl­dig kærlighed og tjeneste, som Gud har befalet ham, at han nemlig frem for alt skal søge ved lærdom, formaning og straf, at bringe sin næste ud af hans syn­der og fordømmelse til Guds rige. Ja, hvad der er endnu værre, han er glad og fornøjet over, at hans næste ligger i synden og under Guds vrede. Heraf kan man jo mærke, hvad lyst og kærlighed han har til Guds bud, og hvor stor fjende han er af lasten.

Hvad gavn kan et sådant menneske mon gøre i Guds rige, som endog kan glæde sig, ja, finde hjerteligt velbehag i al verdens synd og ulydighed mod Gud, og som vil sørge over, om no­gen af hjertet var from og holdt Guds bud? Selv om det stod i hans magt, ville han være uvillig til i ringeste måde at hjælpe sin næste dertil eller afvende hans ulykke og fordømmelse. Hvad godt skulle man søge eller vente hos den, som er så ond helt igennem, at han ikke kan unde sin næste frelsen?

Hedningerne selv ved ikke at tale om nogen større ond­skab eller at afmale noget værre menneske end den, som er så fuld af had og misundelse, at han kun finder sin lyst og glæde i, at det går hans næste dårligt. Ligesom der jo gives nogle, som er så onde, at de endog selv gerne lider skade, når en anden blot derved styrtes i større ulykke. En sådan djævelsk helvedes ondskab kan ikke være så stor hos nogen som hos en sådan falsk hel­gen, der alene vil have al ære for Gud og verden og agtes for ren og hellig der­for, at alle andre er urene og stinkende.

Tænk, om man i legemlige sager hørte tale om en sådan læge, som ville kaldes en from og ærbar mand, og som, når han kom til et dødssygt menneske, i stedet for at råde og hjælpe det op af sygdom­men, ikke gjorde andet end at grine og gøre nar af det arme menneske. Hvem ville holde en sådan for andet end den mest forfærdelige skurk, som jorden kunne bære. Som ikke alene unddrog det stakkels men­neske sin hjælp i dets højeste nød, men endog frydede sig over dets ulykke?

Hvor langt større ondskab viser da ikke en sådan hyklerisk helgen, som ser sin næstes sjæl ligge i den evige for­dømmelses fare og nød, og skønt han var skyldig at sætte legeme og liv til for at hjælpe ham ud deraf, ikke alene undla­der det, selv om han også kunne redde ham ved et ord eller suk, men oven i købet glæ­der sig over det og, så vidt det står til ham, gerne ville støde han endnu dybere ned i fordømmelsen.

Hvad skulle mon en sådan ville gøre eller unde den, som var hans fjende, eller som havde gjort ham nogen skade? Og dog er han også skyldig til at elske og hjælpe ham, hvis han vil, at andre skal gøre det samme mod ham selv? Hvordan ville han ikke da fare af sted med vrede, forbandelse og vold, så han endog ikke ville holde et mord for synd, men for ren hellighed? Især ikke hvis han begik det på den, som ikke ville holde ham for from og hellig, sådan som den hellige brodermorder Kain gjorde med sin broder, og hans slægtninge endnu altid gør. Det er om dem, Kristus siger: ”Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.” (Joh 16, 2).

Lige så lidt vil du hos en sådan finde, at han af hjertet holder ét eneste af de andre bud. For han vil lige så lidt søge at hindre, at hans næstes hustru eller børn forblev ukrænket, eller hjælpe til, at de beholdt deres ære. Ja, om de mistede den, ville han endog glæde sig og le i skægget. Ja, han er vel også i stand til selv at skaffe dem af med æren eller dog hjælpe til med det. For at han skyr denne og lignende åbenlyse og onde gerninger, det gør han sandelig ikke af kærlighed til dyden eller af lydighed mod Gud. Og når han ikke ynkes over sin næstes sjælenød og jam­mer, hvordan skulle han da skåne hans ære eller deres, som hører ham til? Langt mindre vil han tage sig det nært eller søge at afvende den skade, som kunne ramme næstens ejendele, så ikke hans ejendom blev frarøvet ham eller på an­den måde fordærvet. Han ville meget mere glæde sig, hvis det gik sådan og sige, at der skete ham hans ret. Allermindst ville han hjælpe ham med sit gods i hans fattigdom eller give ham noget for intet.

Lige så lidt ville han forhindre det, hvis han hørte, at hans næste blev beløjet og bagtalt på sit gode navn og rygte, eller med sin ære tildække og skjule hans vanære. Han ville meget mere glæde sig derover og selv hjælpe til at belyve og tilrakke ham på det allerværste. Det er noget, som disse helgener gerne gør, sådan som denne farisæer hos Gud belyver den arme tolder og andre folk, som han dog ikke med sandhed kan anklage for noget.

Se nu, hvilken skammelig og afskyelig djævel der bor i en sådan skøn helgen, og hvordan han kan skjule sig med et lille skin af nogle gerninger, som han gør for menneskers øjne. Betragt, hvad han gør med sin gudstjeneste, tak og bøn. Han spotter og håner jo med skammelig trods den høje majestæt lige i hans øjne, idet han midt i sådanne skændige laster tør rose sig for Gud og pukke mod ham, som om Gud var forpligtet til at holde ham for en ypperlig helgen og skyldig til at give ham Himlen og alt, hvad han måtte ønske sig; og om han vidste, at Gud ikke ville gøre det, men frem for ham an­tage den arme tolder, så ville han optændes af sådan vrede og had, også imod Gud, så han turde sige ham lige i øjnene, at han ikke var Gud, men Djævelen fra Helvede. Han ville også gerne, om han kunne styrte ham af hans trone og sætte sig selv på hans plads. Og i alt dette vil han dog ikke revses af nogen, men vil have handlet ret og godt, skønt han dog langt frem for alle andre gudsbespottere fortjener, at Gud på øjeblikket lod jor­den opsluge ham levende.

Her ser du, hvad et menneske er og udretter, som handler efter sin egen frie vilje og med sin naturlige evner. For denne farisæer er af Kristus fremstillet om det ypperste eksempel på, hvad et menneske af egne kræfter kan gøre efter i loven. Og i sandhed er intet menneske af naturen og i Adams slægt i nogen måde bedre. De åbenbarer netop de samme laster hos sig, når de vil være hellige for Gud og bedre end andre folk. Det er ikke andet end med frækhed at foragte Gud og alle mennesker og at have sin lyst og glæde i, at andre synder imod Gud.

De er to gange, ja, mange gange værre end tolderen og hans lige eller de åbenlyse syndere, fordi de ikke alene ikke holder Guds bud, men heller ikke vil, at nogen anden skal holde dem. Ikke alene hjælper de ikke eller gør noget menneske godt, men glæder sig endog over deres fordærvelse og fordømmelse. De vil oven i købet smykke sig og være såre hellige og tør med deres fordømte samvittighed bespottelig træde frem for Gud og lyve, at de ikke er som andre mennesker, men har holdt Guds bud. Derfor må Himlen uden videre stå dem åben.

Betragt nu derimod denne tolder, som også kommer i templet for at bede, men med langt andre tanker og en langt anden bøn end farisæeren. Han har for det første den fordel, at han er overbevist og fordømt af sin egen samvittig­hed. Han må erkende sig selv for en synder, så han intet har at berømme og hov­mode sig af, hverken for Gud eller verden, men må skamme sig og rødme. Loven har altså truffet hans hjerte, så han føler sin elendighed og nød. Han er forskrækket og bange for Guds dom og vrede og sukker af hjertet efter at blive frelst derfra. Men han finder intetsteds noget råd og kan ikke bringe andet for Gud end idel synd og skam. Det er han så be­sværet og nedtrykket af, at han ikke tør op­løfte sine øjne. Han forstår og føler, at han ikke har fortjent andet end Helvede og den evige død og må derfor fordømme sig selv for Gud. Det viser og bekender han for Gud, idet han slår sig for brystet.

Kort sagt, her er sandelig intet andet end synd og fordømmelse, og det en ligeså stor for Gud, som farisæerens. Forskellen er, at han ikke kender sin urenhed, men endog vil gøre en renhed ud af det, mens tolderen kender sin synd sådan, at han ikke véd, hvordan han skal bestå. Han må bekende, at han daglig har fortørnet Gud med sin skammelige utaknemlighed, foragt og ulydighed til gengæld for al hans velgerning og godhed, idet han har ladet ham leve indtil denne stund. Der­for kan han ikke stole på sig selv eller trøste sig med sine gerninger, men må ganske og aldeles fortvivle om sig selv, hvis han ikke finder nåde og barmhjer­tighed hos Gud.

Derfor kan han heller ikke foragte no­get menneske eller ophøje sig over nogen. Han føler sig selv allerdybest fordømt og holder alle andre for saligere og from­mere. Især denne farisæer, som dog for Gud er fuld af urenhed. Kort sagt, du ser her allerede begyndelsen til en ret omvendelse hos et sådant menneske, som af hjertet angrer og bedrøves over sine synder og begærer at blive dem kvit. Han søger nåde og barmhjertighed hos Gud, og ønsker samtidig at forbedre sin livsførelse.

Se nu her, hvordan denne tolders ord og bøn lyder, når han siger: ”Gud, vær mig synder nådig!” Hvor har han lært at tale sådan til Gud, eller hvordan tør han sammensætte og fremføre sådanne ord? For efter fornuften og menneskelig dom passer det ikke sammen, og heller ikke kan noget menneske af sit eget hjerte og tanker fremføre en sådan bøn, så kort den end er. Farisæerens ord: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre uretfærdige mennesker,” dem kan en from mand godt tale, og bør også udtale dem.

For ingen må være en sådan løgner, at han, når han ikke er sig noget bevidst, giver sig til at anklage sig som en røver eller horkarl. Han må sige sandheden og ikke lade sig fratage den gode samvittig­heds ros. Heller ikke kan nogen uden en from mand sige disse ord med sand­hed.

På den anden side kan en skurk godt tale disse ord: Gud, vær mig synder nådig, ligesom de da også oftere blive talt af skurke end af ret bodfærdige, fromme folk. Ja, hvem ville vel ellers tale dem uden et syndigt, fordømt menneske? Men alligevel falder dommen her ganske modsat og vil i vore øjne blive falsk på begge sider. Man kam dreje og vende det, hvordan man vil.

Men går man til bunds i sagen, da er dette en tale og et eksempel, som hører til de kristnes skole og teologi, (som verden kalder kættersk). For, som sagt, ingen fornuft, intet menneske, det være så højt, vist og lærd, det være vil, formår at sætte det sammen, som tolderen her sætter sammen, idet han i sin bøn sammenføjer helt modstridende ord og siger: Gud, vær mig synder nådig. Ja, det er sandelig en hovedkunst, som ligger ganske og aldeles uden for og højt og langt over menneskelig fornuft.

For da Gud først lod sig høre og talte med mennesker, havde hans ord ikke den tone. I Paradis lød det sådan, siger Skriften, da Gud talte med mennesket: ”Den dag du spiser af det forbudte træ – det vil sige, synder mod mit bud - skal du dø!” (1 Mos 2, 17). Og da Gud gav loven på Sinaj bjerg, lød det sådan: ”Jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig.” Kort sagt, skulle man vide, at synden er fordømt, og at Guds vrede og straf er afsagt over den. (2 Mos 20, 5).

Med dette rimer og passer det sig dog på ingen måde, at et sådant syndigt, fordømt menneske tør vove sig frem for Gud og bede: Vær mig synder nådig. For disse to: synd og nåde, er jo hinanden modsat som ild og vand. Til synden hører jo ikke nåde, men vrede og straf. Hvordan kommer da denne mand til den kunst, at han kan forene og sammenføje disse to og driste sig til for sin synd at begære og råbe om nåde? Hertil udfordres mere end at kende loven og De Ti Bud, dem også farisæeren kendte. Dette er en kunst, som han slet ikke kendte til og som ingen mennesker af sig selv ikke kender til.

Det er det kære evangeliums prædiken om Guds nåde og barmhjertighed i Kristus, som forkyndes og tilbydes de fordømte syndere helt uden deres egen fortjeneste. Den prædiken må også denne tolder have hørt, og Helligånden må dermed have rørt og bevæget hans hjerte - efter at han gennem loven havde følt sin synd - så han træder frem for Gud med denne bøn. Han tror og antager for vist, hvad han af Guds ord har hørt, at Gud vil forlade de stakkels syndere deres syn­der og være dem nådig, det vil sige, afvende sin vrede og den evige død fra dem for sin søns skyld, den lovede Messias. Denne tro er det, som har sammenknyttet og sat disse to modstri­dende stykker sammen i hans bøn.

Denne evangeliets prædiken bliver ganske vist hørt af mange, og det synes at være en let sag at tale som tolderen. Men det går ikke så let, som man forestiller sig, så enhver kan det. Og ingen forstår bedre, hvor vanskeligt det er, end de få, der prøver på det og praktiserer det, så de også kan tro og bede som tolderen. Det kommer af, at den fromme skurk og hykler, farisæeren, endnu bor i os og hindrer os i at sammenføje disse ord.

Ja, efter det ydre, verdslige væ­sen og dets fromhed må det heller ikke være sådan. Her må man ikke sige eller lære andet, end at synderen fortjener, ikke nåde, men vrede og straf. Ellers kunne ingen leve på jorden, og Gud ville ikke kunne håndhæve sin majestæt, hvis han ikke alvorligt overholdt dette, at synden blev straffet og gode gerninger belønnet. For ellers ville enhver snart sige: Lad os kun trøstig synde, så får vi desto mere nåde. Men her, i hans åndelige rige, vendes tingene så aldeles om, at den, der er en skurk, får nåde og bliver er­klæret from, mens den, der kaldes from, er en skurk og bliver fordømt.

Men sagen er den, at Guds domstol og ver­dens domstol er to forskellige ting og så vidt adskilt fra hinanden som himmel og jord. For verden må det være sådan: Er du from, så skal du have gavn af det. Er du en tyv, så bliver du straffet. Er du en morder, mister du hovedet. Dette styre må Gud selv opretholde, ellers blev der ingen fred på jorden. Men i sit eget rige, hvor han selv uden mellemled er herre og dommer, går det sådan til, at han alene er nådig mod de stakkels syndere. Her findes heller intet andet end synd, og ingen er uskyldig for ham, som Skriften siger.

Dog er det også sandt, at ikke alle syndere er lige, så man her atter må gøre en forskel og beskrive dem, der for Guds domstol finder nåde. For der gives nogle grove og frække syndere, røvere, mordere, tyve, skurke, ægteskabsbrydere, som gør det så groft og er helt nedsænket i syn­den og fremturer i den, så de aldrig tænker på eller bekymrer sig om, hvordan de kan få en nådig Gud, men lever ganske sorgløse, som om det ikke havde nogen nød med dem. For dem prædiker Paulus sådan i 1 Kor 6, 9-10: ”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.” Og Kristus siger i Luk 13, 3: ”Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom dem.” Det er ikke dem, denne tolder ligner, fordi de lever helt uden bod og ubekymret. De hører ikke under Guds styre, men under verdens.

Dernæst gives der også andre skurke, som vil efterligne denne tolder. De beder også Fadervor. De har hørt, at Gud vil være de arme syndere nådig og lærer der­for at eftersnakke tolderen. De kan også slå sig for brystet og med ord og fagter anstille sig så ydmyge og bodfærdige, at man vil sværge på, hvad de også selv gerne gør, at de netop er som denne tolder. Og dog er det falskhed og bedrageri. De er i ingen måde bedre end denne farisæer, og Gud er dem nådig på samme måde som ham. Han lader dem nemlig ikke føle sin vrede, straffer og slår dem ikke med riset, men lader dem forblive de skurke, de er.

Det er falske kristne eller partiånder og falske brødre, som der og­så er en stor flok af blandt os. De kan også snakke disse ord efter og prise evangeliet og Guds nåde højt og bekende sig for arme syndere. Men når det kommer til, at man rører ved dem og revser dem, så vil de ikke høre eller tåle det, men bliver vrede og siger, man går deres ære for nær og besværer deres samvittighed. Eller hvis de ikke kan andet, så øver de dog alle slags onde ting mod evangeliet.

De kan med ord og skin udgive sig for denne tolder, men i grunden er de som farisæeren, skurke og hyklere. De taler og anstiller sig sådan, alene for at man må anse dem for fromme, og ve dem, der kalder dem andet. Indtil Gud rører lidt ved dem, enten gennem Djævelen, verden eller sit ord. Da er de så ømskindet, at de ikke kan tåle det aller­mindste, men skriger over vold og uret. Kort sagt: Mens de før var arme syn­dere, så er de nu lutter helgener og så stolte, at ingen skal pille ved deres hellighed.

Af denne slags bliver verden nu alle vegne fuld, navnlig blandt de velhavende og kloge hoveder, ja, også iblandt borgere og bønder, som af vort evangelium har lært og nu trøster sig med, at Gud er syndere nådig. Men dog vil de ikke af nogen revses eller kaldes syndere, skønt de dog bærer sig sådan ad, at Guds ord ikke kan tie stille. Guds ord, som straffer synden, vil de tolke til at gælde andre og siger som denne farisæer: Jeg er ikke som de andre mennesker, og den, der siger andet, gør mig uret. Og når man så begynder at fortælle dem, hvad uret de gør, så foregiver de, at man taler mod øvrigheden og giver årsag til oprør. Kort sagt, man skal kun præ­dike, hvad de gerne vil høre. Gør man ikke det, forkynder man ikke længere evangeliet. Sådanne mennesker er som alle falske, hykleriske helgener. De kan godt selv sige, at de er arme syndere; men vil ikke, at man anser det for sandhed. Så snart andre siger det om dem, kan de ikke tåle det.

Vel, begge disse grupper formår alene og alt for godt at rime disse to stykker sammen: Jeg er en synder og Gud er mig nådig. Men foruden disse er der også en tredje slags, som burde og gerne ville sige det oprigtigt. Dem falder det allermest vanskeligt af hjertet at komme frem med disse ord samtidig og forene dem i syndsbekendelse og absolution.

For de har to stærke hindringer hos sig selv. På den ene side er der, som sagt, endnu alt for meget i os af den gamle skurk, farisæeren, som over for Gud gerne vil være from og retfærdig og bedre end andre. Det ville smage hjertet godt og være dets højeste glæde, hvis det kunne bringe dette til veje. Det ønsker vi alle, at Gud ville tage hensyn til vore gerninger og lade dem behage sig. Så ville vi også gerne takke ham og bekende, at dette er hans guddommelige gave. Men det er der sat en bom for, som spærrer vejen, lige­som engelen med det lynende flammesværd blev sat uden for Paradiset, så ingen kan komme tilbage eller have noget sådant at rose sig af for Gud.

Når tolderen på den anden side må komme frem for Gud alene med synd og skam, frataget al egen ros og uden andet end urenhed, så koster det megen angst og møje at gribe og anvende dette ord: Vær mig synder nådig. Her er der atter hindringer, og det endnu stær­kere end de forrige, nemlig hans egen angst og alle menneskers visdom. Ja, Djævelen selv forsøger på det kraftigste at bringe os i nød og til fortvivlelse gennem Guds lov, som ikke har nogen plads her.

Derfor er det virkelig en kunst over al menneskelig kunst, ja den forunderligste ting på jorden, at et menneske får den nåde, at det i sandhed erkender sig som en syn­der, og dog kan skubbe det fra sig igen, ikke se på Guds vrede og alene gribe nåden. For det hjerte, der føler synden ret, kan ikke tænke eller slutte andet, end at Gud er det unådig og vred. Da Judas så, at han havde forrådt Kristus til døden, begyndte han straks at råbe ve over sig selv, og hans fornuft og hjerte gjorde, hvad det plejer at gøre. Det foreholdt ham udelukkende Guds evige vrede og fordømmelse. Det kan intet menne­skehjerte undslippe. Her står Guds bud og lov, som dømmer dig til døden, og Djævelen, som driver og jager dig til Helvede. Hvordan er det da muligt at sammen­fatte denne tolderes ord, trods loven, trods ens egen fornuft og følelse, som ikke viser hjertet andet end vrede og unåde? Nu kan ingen jo komme på den tanke at bekende sine synder med mindre man har De Ti Bud, som alene viser, hvad der er synd og hvorfor det er synd. Derfor må her to fuldstændig modsatte ting finde sted, nemlig at høre De Ti Bud, som fordømmer til død og Helvede, og atter slippe dem, rive sig løs fra dem og på den måde fare fra Helvede til Himlen.

Derfor må den, der kan, lære denne høje visdom og blive denne tolders disci­pel, så man også kan skelne ret mellem begge stykker, så vreden ikke bliver hængende ved synden, men at man griber for­soningen og forladelsen. Det vil sige, at man ikke skal dømme om dette efter menneskers forstand, heller ikke efter loven, men man skal gribe evangeliets trøst og lære om Kristus ved troen. Det er alene troen, der lærer os denne forunderlige forening, så man kan få disse to ord til at stemme, som dog er længere fra hinanden end Himmel og Helvede. For hvad betyder det, at jeg er en synder, andet end at Gud er min fjende og fordømmer mig, og at jeg heller ikke har fortjent andet end evig vrede, forbandelse og fordømmelse?

Når det nu kommer dertil med dig, at du føler det på denne måde. - Det hjælper nemlig ikke, at man vil tvinge det frem ved at slå sig for brystet og ved egne gerninger; men det kommer helt af sig selv, så snart loven rammer dig rigtig. Den skal nok lære dig at slå dig for dit bryst og ydmyge dig. - Når du nu her ikke kan sige andet end dette: Åh, jeg er en synder - så er du fortabt. De Ti Bud driver og støder dig ned til Helvede, så dit hjerte må sige: Du hører Djævelen til, og Gud vil ikke vide af dig. Da begynder du at flygte for ham og løb, hvis du kunne, gennem hundrede verdener, når du blot kunne undslippe.

Her er det nu på tide, at du under denne flugt og forskrækkelse standser dit løb, vender dig om og siger: Mit kære evangelium og den fromme tol­der lærer mig, at det for Gud er den højeste visdom, at man véd og tror, at han er sådan sindet og ved Kristus har stiftet et sådant rige, at han vil være de arme, fordømte syndere nådig og hjælpe dem. Du skal altså sammenknytter disse to stykker i én sætning og én bekendelse: Jeg er ganske vist en synder, men alligevel er Gud mig nådig. Jeg er Guds fjende, men han er alligevel min ven. Det er rimeligt, hvis jeg bliver fordømt, men dog véd jeg, at han ikke vil fordømme mig, men frelse mig og gøre mig til en arving i Himlen. Ja, det vil han bestemt. Det har han ladet prædike for mig og befalet mig at tro, for sin kære søns skyld, som han har hengivet for mig.

Se, sådan har du i denne tolder et skønt eksempel på den rette kristne om­vendelse og tro og et herligt mesterstykke af den høje, åndelige visdom eller teologi, som farisæeren og hans lige aldrig har smagt eller lugtet til. Desuden ser du også de rette frugter, som følger på troen, idet tolderen nu er et andet men­neske. Han har et andet sind, andre tanker, anden tale, andre gerninger end før. Han giver Gud alene ære og pris for hans guddommelige nåde. Beder og påkalder ham af hjertet, i en ret fortrøstning til hans ord og løfter. Ellers havde han hver­ken kunnet tænke eller bede disse ord. Sådan beviser han Gud den rette, velbehagelige dyrkelse og holder den rette helligdag.

Han har nu også et sådant hjerte, der hader al synd og ulydighed. Han glæder sig ikke over det onde, men det gør af hjertet ondt, at han har levet mod Guds bud. Og han bestræber sig nu alvorligt og af hele sit hjerte at afstå fra synden. Han ønsker ikke længere at skade, bedrage, belyve eller forurette nogen på nogen måde, og så også gerne, at alle levede sådan.

Dette er det maleri, som vort evan­gelium fremstiller os af de to slags mennesker blandt dem, som kaldes Guds folk. Den ene slags er den falske kirkes store skare, som dog fører skin og navn af, at de alene er de frommeste og helligste Guds tjenere. Den anden slags er den lille hob, som er kirkens retskafne lemmer og Guds sande børn, skønt de ikke har berømmelse og stor anseelse for verden. Hvilken forskel der nu er på dem, og hvordan man kan kende dem begge, nemlig på deres væremåde og frugter, så man kan skelne det retskafne væsen fra skinnet og navnet, det har du hørt nok om.

Se nu derfor til, at du også følger denne tolder ret og bliver ham lig. Først deri, at du ikke er en falsk, men en ret syn­der. Det vil sige, at du ikke med ord alene, men i grunden og af hele hjertet erkender dig skyldig for Gud til hans vrede og for­dømmelse, og således med sandhed frem­fører for ham dette ord: ”Jeg stakkels syn­der”. Men du skal også i det samme griber det andet ord: ”Vær mig nådig”. På den måde kan du afværge lovens spids og brod, det vil sige, vende og forhindre den fordømmelsesdom mod dig, som De Ti Bud vil fælde over dig.

Så kan du da, af denne forskel mellem begge slags syndere, på begge si­der fælde den rette dom: Gud er ganske rigtig unådig og vred på syndere. Ja, på dem, der ikke ville være syndere. Det vil sige, på dem, der ikke frygter for Guds vrede, men lever ubekymret og vil anklages. Men derimod vil Gud være de arme syndere nådig, som føler deres synd og selv klager og bekender sig som fordømte for Guds dom.

Sådan vender sagen sig her helt om, efter Guds ord og dom, alt efter hvordan per­sonerne er. De Ti Bud rammer med sin dom dem, der vil være hellige eller dog ikke vil kaldes syndere og mindst tænker på, at sådan dom skal ramme dem. Derimod gælder evangeliets trøst og nådens ord dem, der befinder sig i frygt og angst for vreden.

For det andet må du også ligne tolderen i, at du herefter afstår fra synden. For der bliver ikke sagt om ham, at han forblev sådan, som han før havde været. Han gik ud og havde den nåde med sig hjem, at Gud havde erklæret ham retfærdig. Sådan som teksten siger: ”Tolderen gik hjem som retfærdig.” Disse ord fører med sig, at han ikke er forblevet i synden. Ellers ville han jo heller ikke have gået op til templet og fremført denne bøn. For den, der vil forblive, som han er, kan ikke bede om nåde og tilgivelse. Den, der beder sådan, ønsker og begærer at blive retfærdig og helt fri fra synden.

Det må du være klar over, så du ikke bedrager dig selv. Der er nemlig mange, der alene ser på, at tolderen, som synder modtog nåde og syndsforladelse. De tænker ikke på, at Gud også vil have, at de skal afstå fra synden og herefter skal lade den nåde, de har modtaget, virke kraftigt i dem. De forstår det sådan, at Gud gør syndere retfærdige og salige på en sådan måde, at de skal forblive i synden og uretfærdigheden.

Derfor er det nødvendigt for de kristne at kæmpe mod Djævelen og deres eget kød på begge si­der. For når de begynder at om­vende sig og nu gerne vil blive andre menne­sker, så mærker de først, hvordan Djævelen rører sig og lægger dem alle slags hindringer i vejen, for at de ikke skal fortsætte, men forblive i deres gamle liv. Og når så dette ikke kan hindre dem og de, Djævelen til trods, omvender sig til Gud og påkalder ham, så anfægter Djævelen dem med frygt og forsagthed. I det ene tilfælde gør han synden alt for ringe og stiller den alt for langt bort fra menneskers øjne og hjerte, så man nedvurderer den og ikke begærer nåde eller dog udsætter omven­delsen. I det andet tilfælde gør han den derimod alt for stor, så han også af en lille gnist oppuster en ild, større end Himmel og jord, så man har vanskelig ved at gribe forladelsen, eller bringe dette ord frem af sit hjerte: ”Gud, vær mig nådig”. Derfor er og bliver det bestemt en høj kunst, og vi må virkelig holde denne tolder med hans eksempel for vor mester og doktor, gå i skole hos ham og bede Gud om, at også vi må nå målet.