Mark 7, 31-37 (12.søn. efter trinitatis)

Evangeliet afbilder os alle vegne vor Herre Kristus som en barmhjertig og nådig person, der er beredt til at hjælpe enhver både i ord og gerning, både til legeme og sjæl. Sådan viser også dette evangelium, hvor villigt han hjalp dette stakkels menneske, der både var døv og stum. Derved tilskyndes vi til at tro, at vi kan forvente os alt godt af ham. Og vi får et forbillede og eksempel, som alle kristne skal efterligne, så vi også hjælper vores næste. Hele det kristne liv består nemlig i det, at vi for det først tror og stoler på vor frelser Kristus og er sikker på, at han ikke vil lade os i stikken, ligegyldig hvilken nød og fare, der møder os. Og for det andet, at enhver kristen også skal forholde sig til sine venner og fjender, som vi ser, Kristus har gjort, der så villigt hjalp alle. Den, der gør det, er en kristen. Den, der ikke gør det, kan nok lade sig kalde kristen, men er det ikke. For der er to ting, der ikke lader sig skille: enten må troens frugter følge, eller også er troen ikke ret. Dette er essensen af denne tekst.

Der er nogen, der undrer sig over, at Herren Kristus gør noget specielt i forbindelse med dette mirakel eller denne undergerning. Han fører den stakkels mand afsides, væk fra mængden, og foretager nogle specielle fagter: Han stikker sine fingre i hans ører, spytter og rører ved hans tunge, ser op mod himlen, sukker og udtaler nogle særlige ord, selv om han har hjulpet andre stumme og syge uden denne specielle fremgangsmåde, alene ved sit ord. Denne fremgangsmåde har fået nogen til at tolke det sådan, at Kristus i dette tilfælde har tænkt på, hvordan denne mand, som han nu hjalp, i fremtiden ville synde med sin tunge og ører. Derfor har Kristus haft medlidenhed med ham, fordi disse synder skulle begås, og hans velgerninger skulle misbruges så groft, at der af en stum tunge skulle fremstå en gudsbespottelig tunge. Og ørerne, som blev åbnet for at høre Guds ord, vil hellere høre al slags falsk lære end Guds ord. Man siger, det er derfor, Kristus sukkede og så op mod himlen.

Vi vil ikke afvise denne tolkning, så man ikke skal beskylde os for at forkaste og ændre alt, og kun at ville bruge noget nyt. Man skal dog ikke begrænse Kristus så meget, at han kun er optaget af dette ene menneske og kun hjælper denne konkrete person. Hele Den Hellige Skrift, og især Profeterne og Salmerne, fortæller nemlig, at han er sendt, for at han af hjertet skal påtage sig hele menneskeslægtens samlede nød. Kristus er den specielt udvalgte person, der frem for andre hellige skal have det sind mod os, at han vil påtage sig al vor nød, som var det hans egen. Som der står i Salme 40, 13: ”Mine synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se.” Og i Salme 41, 5: ”Herre, vær mig nådig, helbred mig, for jeg har syndet mod dig.” Her taler den barmhjertige Herre i vores sted og bærer vores synder, som var det hans egne, som han selv havde gjort. Og videre i Salme 69, 6: ”Du kender min dårskab, Gud, min skyld er ikke skjult for dig.” Ligeledes Es 53, 6: ”Herren lod al vor skyld ramme ham.” Og vers 4-5: ”Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar. Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.” Det samme kan man se mange andre steder, for Herren Kristus skal afbildes sådan, at han er den ene person, der ikke blot påtager sig én bys eller ét lands ulykke, men hele verdens. Som også Johannes Døber siger: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” (Joh 1, 29). Og når han bærer synden, følger også, at han må bære alt, hvad der hører sammen med synden og er følgen af den, som Djævel, død og Helvede.

Derfor sukker han her som den person, der skulle gøre dette, og om hvem profeterne længe forud havde forkyndt, at han inderligt skulle ynkes over alle ulykker i hele menneskeslægten. Derfor har han ikke kun tænkt på denne ene, stakkels mands tunge og ører, men det har været et altomfattende suk over alle tunger og ører, ja over alle hjerter, legemer og sjæle, over alle mennesker fra Adam af indtil det sidste menneske, som skal fødes. Han sukker altså ikke først og fremmest over, at dette menneske i fremtiden vil begå mange synder, men han har set ind i hele den klump kød og blod, som Djævelen tilføjede skade i Paradis. Hvordan mennesket blev stumt og døvt og således hjemfaldt til døden og Helvedes ild.

Dette syn stod Kristus for øje her. Han har skuet vidt omkring på den store skade, som Djævelen har anrettet ved ét menneskes fald i Paradiset. Han ser ikke blot på disse to ører, men på hele den store flok, som nedstammer fra Adam og endnu skal komme. Dette evangelium afbilder os altså Kristus som den person, der antager sig dig og mig og os alle, sådan som vi selv er skyldige at gøre, som lå han selv i den synd og ulykke, som vi befinder os i. Han sukker altså over den lede Djævel, som har afstedkommet denne ulykke.

Dette er den egentlige grund til, at han handler med denne alvor og bruger disse mærkelige fagter her. Det er som vil han sige: Denne, jeres ulykke, at I er sådan fanget i synden og døden, berører mig i mit hjertes inderste, så jeg på grund af disse tanker må handle på en speciel måde. For han går så ejendommeligt til værks her, når man sammenligner det med andre af hans gerninger, at man virkelig må undre sig. Han har ofte helbredt andre eller uddrevet djævle af dem med ét ord, ja, han har endog hjulpet nogen, hvor han ikke selv var personligt til stede, som officerens tjener i Matt 8, 5-13. Men her bruger han nogle helt specielle fagter på grund af disse to skader på stemmen og ørerne, som om det har en særlig betydning. Han vil vise os, at han i dette tilfælde har haft et særligt blik for eller tænkt specielt på menneskeslægten.

For man må tillade, at Kristus, vor Herre og Gud, også her, ligesom på alle menneskelivets andre områder (med undtagelse af synden), ikke altid har været i samme sindsstemning, været lige lidenskabelig eller brændende. Han har haft det forskelligt ligesom andre hellige. Ligesom hans hjerte og tanker i denne situation derfor var opfyldte af noget særligt, sådan brugte han også særlige fagter. Heraf kan man se, at han har været et sandt menneske på legeme og sjæl, hvis sindsstemning ikke altid har været den samme, ligesom han heller ikke altid var sulten eller har sovet på samme måde, men det har været forskelligt, ligesom det er hos os mennesker. Sådan siger også Paulus i Fil 2, 7 flg.: ”Han tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig og trådt frem som et menneske, osv.” Dette må man ikke forstå alene om hans ydre, men også om hans sind og hans hjertes tanker, så han på ét tidspunkt har været mindre brændende, på et andet tidspunkt mere brændende.

Dette er én af grundene til, at Kristus har handlet på denne måde: nemlig at han er et sandt menneske. Dog handler han som den person, der står der i alle menneskers sted og antager sig både dette menneskes og alle menneskers fejl. Den anden grund er også rigtig: at han har været bekymret over, at når han gjorde denne mand rask, ville han senere begå mange synder. Men det er for snævert at tolke det alene om dette menneskes fremtidige synder. For Kristus, vor Herre og Gud, skulle ikke alene tage sig af et enkelt menneskes synd, men alle synder, som er begået ”fra verden blev grundlagt”, som der står i Åb 13, 8; fra Adam indtil os og indtil det sidste menneske, som skal fødes før den yderste dag. Derfor er det alt for snævert, kun at tænke på de fremtidige synder, som dette menneske skulle begå. Han har ganske rigtigt også på andre steder vist, hvordan han har set enkelte personers fremtidige liv, som når han i Joh 5, 14 siger til den syge ved Betesda dam: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Den kære Herre Kristus har et så venligt hjerte, at det gør ham ondt, at et menneske skal synde. Han ved godt, at synden ikke kan være ustraffet. Derfor græder han også over byen Jerusalem, for han så, at dens synd måtte blive straffet. Et sådant mildt og kærligt hjerte har han, så han ikke har behag i, at det går nogen dårligt.

Han tager her specielt de to lemmer for sig: øre og tunge. For Kristi rige er grundet på ordet, som man hverken kan gribe eller forstå uden disse to lemmer, øre og tunge. Og det består alene ved ordet og troen i menneskers hjerter. Ørerne opfatter ordet, og hjertet tror det. Og tungen taler og bekender det, som hjertet tror. Fjerner man derfor tungerne og ørerne, bliver der ingen mærkbar forskel mellem Kristi rige og verdens. For en kristen opfører sig i den ydre livsførelse på samme måde som en vantro. Han bygger, dyrker jorden lige som andre og foretager ingen specielle handlinger, hverken med hensyn til mad, drikke, arbejde, søvn eller i nogen anden ting. Alene disse to lemmer gør en forskel mellem kristne og ikke-kristne, idet en kristen taler og hører anderledes. Han har en tunge, som priser Guds nåde og prædiker om den Herre Kristus, at han alene er frelseren. Det gør verden ikke. Den taler om sin gerrighed og andre laster og prædiker og priser sin pragt. Derfor er også deres ører forskellige. De kristnes ører hører netop det samme ord, som tungen taler og hjertet tror. Verden hører hellere, at man taler om dens visdom, fornuft, ære og pragt. Sådan er de kristnes ører og tunger forskellige fra verdens eller de vantros ører og tunger. De spørger ikke efter sølv eller guld, men alene efter, hvad man siger om Kristus, og hvordan må bør tale og prædike om ham.

Den kære Herre har ganske godt set, hvad for en skade og jammer, der endnu skulle ske ved hjælp af tunge og ører. Det er ganske vist en stor ulykke, at man forfølger, drukner, brænder og hænger de kristne, og at verden med vold sætter sig op mod ordet, men denne skade er dog ikke gennemgribende, vinder heller ikke nogen endelig sejr. Når folk ser, at man så aldeles gør dem uret, bliver de kun desto mere tapre og modige og foragter sådanne lidelser. Derfor er det ikke den største skade, som kristenheden tilføjes af tyranner. Det lille stykke kød, der sidder bag tænderne, påfører Kristi rige den største skade. Her taler jeg ikke om, at man lyver og bagtaler hinanden, men jeg taler om den høje sag, at, når Kristus har løsnet tungen og forkyndt evangeliet, at det derefter afstedkommer så overordentlig stor skade. Det ser ganske vist ikke ud til at være nogen stor skade, og det ser langt værre ud, når man hugger hovedet af en, end når en falsk prædikant eller skribent opstår; men en falsk prædiken, ja et falskt ord, som kommer flyvende i Guds navn, myrder så mange sjæle, så endog en hel by og et helt land kan fordærves ved det.

Det er denne ulykke, Kristus her sukker over. Som ville han sige: Pas på, vogt jer for de falske tunger, som gør brug af Skriften. Jeg tænker ikke på dem, der sidder på værtshusene. De gør ganske vist også skade. Men når de tunger begynder at tale, som jeg har løsnet, og som roser sig af at være kristne, da skal du vogte dig. Og det er rigtignok beklageligt, at de, der har ordet og forstår at snakke meget om det, alligevel forfølger ordet både med tunge og i handling. Muslimerne gør også kristenheden skade, men det sker alene med våben og kan ikke sammenlignes med den skade, som de kristne sekter gør. Man har bestemt årsag nok til at sukke over sådanne tunger, som forfører så mange folk og dog vil kaldes kristne og have ord for at have forbedret den kristne kirke. Dette er derfor det ene: at Djævelen, efter at tungen er løsnet og folk forstår at prædike om Kristus, dog forvansker læren og derved afstedkommer sådan skade.

Dernæst finder man også skammelige ører, som jeg har åbnet, siger han, men som dog ikke vil høre andet end disse falske og skadelige tunger. Som Paulus siger i 2 Tim 4, 3-4: ”Der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.” De prædikanter, der lærer sådan, er skurke og Djævelens apostle. Nu burde de andre være så fromme og sige: Deres tunger vil vi ikke høre. Men, siger Paulus, de vil ikke høre den salige tunge, men søge en anden. Den finder de også, ligesom det nu går med vores partier.

Derfor siger Paulus: Fordi deres ører klør, vil han også sende dem prædikanter, som med magt vil føre dem i vildfarelser, sådan som vi har set under pavedømmet, hvor intet menneske har kunnet afværge den ringeste vildfarelse. Deres opdigtede skærsild, aflad, genfærd og alt, hvad der blot er nyt, holder man straks for en trosartikel. Sådan har Djævelen pirret deres ører, så de langt hellere har villet høre dette bedrag end Guds ord. Sådan går det også nu. Vor Herre Gud har oplukket folkets ører, så de har hørt det rette evangelium, men så snart der blot kommer en ny menighedsstifter, så falder de straks ned for hans fødder og bliver helt vanvittige. De bliver de andre rette prædikanter så fjendske, at jeg må forundres over, hvordan disse fromme hjerter, som jeg gerne havde betroet både legeme og sjæl, kan blive så bitre fjender af os, som er de fulde af djævle. De synder nu langt værre med tunge og ører, end før de fik evangeliet, så det havde været meget bedre, hvis de aldrig var blevet helbredt af den Herre Kristus og ikke havde hørt hans ord.

Dette er altså grunden til, at Kristus sukker her, at han ikke alene har tænkt på hele den menneskelige naturs skrøbeligheder fra verdens begyndelse af, men tillige på det, at hans rige efter evangeliets frembrud skulle lide en sådan skade, og det netop ved dem, som han havde hjulpet. Derved ville hans rige få sådanne stød og sår, som det ellers ikke ville have fået, hvis ikke disse mennesker forud var blevet hjulpet af ham. Nuvel, han må tåle det, og vi må også tåle det, men derfor skal han bestemt ikke have sukket forgæves. Det siges ganske vist ikke udtrykkeligt, hvad for suk, det har været. Man kan heller ikke beskrive det. Som Paulus siger i Rom 8, 26, lader disse sukke sig ikke beskrive med bogstaver eller udsige med ord. Dog ve dem, der er skyld i denne skade og nedvurderer dette suk og lever, som om de havde gjort alting ret og vel. Kristus har haft helt andre tanker, nemlig disse: Så meget må jeg gennemgå, så megen angst og pine må jeg bære, før jeg kan bringe mennesker derhen, at de prædiker og hører mit ord! Og dog vil de bagefter så skændigt forfalske og fordreje det og tilføje mit rige så stor skade! Denne utaknemmelighed mod ordet må gøre enhver kristen ondt. Derfor er det intet under, at det også har bevæget den Herre Kristus sådan, at han her bruger særlige fagter, fordi disse tanker trængte sig ind på ham i dette øjeblik.

Så skal vi nu af disse fagter og ceremonier, som Kristus her bruger, lære, hvor hjertelig han tager sig af os, og at vi flittig bør give agt på, at vi beholder vore ører og vor tunge, som han har givet os dem, og vogter os for Djævelen og mennesker, at de ikke fordrejer vor tunge og vore ører. For det andet, at vi også for denne velgerning viser os taknemmelige mod ordet, enhver i sin stilling, så en fyrste i sit land, en prædikant på prædikestolen, en far og mor i hjemmet passer sin opgave godt. De andre skal høre ordet og holde deres ører åbne, sådan som Kristus har åbnet dem og alvorligt tænke over, hvordan han her har sukket over dette menneske, så de tager det til hjerte og takker Gud for det.

Hos os er det, Gud være lovet, kommet så vidt, at vor tunge taler rent og vore ører gerne hører. Endnu er der alle vegne mange fromme mennesker, som med glæde hører Guds ord. Men ved siden af findes der også hos os stor utaknemmelighed og afskyelig foragt for Guds ord, ja vel også hemmelige forfølgelser og lidelser. Andre fyrster forfølger det åbenlyst, men her sidder vi i sikkerhed som i en rosenhave. Dog er der hemmeligt mange blandt os i alle samfundslag, også de rige og berømte, som gerne udryddede alle præster og prædikanter, hvis de blot kunne. Det er et bevis på, at man foragter ordet og i hemmelighed er dets fjende. Sådan ser man, at, hvor man åbenlyst forfølger ordet, vil det være, og hvor det frit og åbenlyst prædikes, vil man ikke have det. Men vor Herre Gud skal bestemt ikke have sukket forgæves. Man tror sikkert, at fordi han forholder sig tavs til det, skal det også forblive sådan til evig tid, men det kan hurtigt ske at forkyndelsen ændres. Derfor vil vor Herre Gud advare os her, ligesom han også ved Paulus forud har forkyndt det, for at vi skulle tage os i agt. Tungerne skal blive falske og ørerne lytte efter falske prædikanter. Sådan gik det i pavedømmet, hvor man var så ivrig efter at høre og handle, så snart der kom en, der kunne fortælle noget nyt, hvor urimeligt og underligt det end kunne være. Ja, var der kommet en og havde prædiket, at man skulle bygge en kirke midt i Elben, så havde man gjort det.

Men nu, da ordet har fået plads i læren, og det lyder fra prædikestolen, at man skal stole på Gud og tjene næsten, vil absolut ingen følge det. Det skyldes den lede Djævel, men dermed er ikke vi undskyldt. Efter at læren nu har fået den skikkelse og form, så man på den rette måde prædiker, hvad man bør tro, og tungerne er løsnede, samt ørerne åbnede, bør vi også være ivrige efter, at det mærkes i vor livsførelse. Men jeg er bange for, det ikke sker, før vi bliver ramt af lyn og torden, som Paulus siger. Gud er allerede begyndt med paven og har ramt Antikrist med evangeliets lyn, som er Åndens mund, som nu står åben og endnu slår ned blandt de ugudelige. Men jeg frygter for, at læren ikke vil give sig udslag i vores levevis, før han kommer og omstyrter alt i bund og grund, samt gør en ende på det ugudelige væsen gennem sit kommes herlige åbenbarelse, 2 Thess 2, 1-12.

Fordi læren hos os nu ikke bliver sådan efterfulgt i gerning og livsførelse, som den burde, frygter jeg, at vor Herre Gud ikke udsætter straffen længe, hvis ellers ikke den yderste dag kommer først. Det bliver overhovedet ikke til noget med livsførelsen hos os, end ikke på det mindste punkt. Man tjener ikke sin næste, som det ellers ikke er for meget forlangt. Vi behøver ikke længere at valfarte til Rom eller til Spanien eller give penge og ejendom væk. Gud kræver blot villighed. Men siden vi, som dog før under paven har gjort alt for meget, er så håbløse folk, at vi nu ikke vil gøre noget, så må den yderste dag enten bryde ind, eller vor Herre Gud vil sende partier, så vi atter kommer til at gøre, hvad der ikke er nødvendigt. Det gik den Herre Kristus dybt til hjerte, at hans ord skulle blive så foragtet og forfulgt, derfor vil de, som har været årsag til det, få deres løn. Det må være nok om denne tekst.