1 Joh 3, 13-18 (2.søn. efter trinitatis)

I må ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer. Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, som hader sin bror, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig. Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin bror lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvordan kan Guds kærlighed blive i ham? Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.

Disse epistler og evangelier, som er anordnede før og efter pinsefesten, taler me­get om kærligheden. Ikke alene om den, som vi skal have til Kristus og Gud, og som ikke er andet end at være taknemmelig for den modtagne uudsigelige velgerning, nem­lig forløsningen og syndernes forladelse ved Kristi blod og død. Men de taler også om kærligheden til næsten, der intet modtager af ham, men giver og tilgiver ham, samt beviser ham alt godt. Den kærlighed, som ikke ophører, selv om den ikke bliver elsket igen af dem, mod hvem den gør godt. Til denne dyd er det, Johannes her formaner de kristne, en formaning, som er højst nødvendig, fordi man ser, hvor sjælden kærligheden er blandt mennesker i verden. Og navnlig formaner han dem til, at de ikke skal undre sig, hvis verden hader dem og gerne ser, at de var døde. Ligesom Kain, som han kort oven­for har sagt, slog sin bror ihjel. Dette had hindrer mægtigt kærligheden. For hvad kan vel være underligere end at hade dem, af hvem man bli­ver elsket og modtager alt godt? Hvem havde nogensinde kunnet tænke, at mennesker kunne være så onde? Og så endda også os selv.

Og hvem vil eller kan længere gøre verden godt, når den er så utaknemmelig og ikke giver andet end had til løn for kærligheden? Men lad os først tale om os selv og betragte os selv, vi, som er døbte og har modtaget evangeliet, hvordan vi elsker Gud for den høje kærlighed, at han har skænket os sin Søn. Hvad for et såre skønt eksempel ser vi dog her på stor glæde og taknemmelighed, for hvilket vi rimeligvis burde blive skamrøde for Gud og hans engle og spytte på os selv.

Men hvad skal man sige om andre, som, når de hører den salige prædiken om Guds nåde og velgerning, ikke vil udstå den, men fordømmer den som kætteri, medens de som prædiker om det, verden til tjeneste, frelse og salighed, må være dens udskud. Således som Skt. Paulus siger i 1 kor 4, 13, at ingen forbryder bliver behandlet værre og myrdet af den, således som vi hidtil har set og endnu se hos paven og hans tilhængere.

Skønt nu erfaringen lærer os dette, som ellers intet menneskeligt hjerte ville kunne tro, så begynder Johannes dog at formane og siger: ”I må ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer.” Skal man ikke undre sig over dette, hvad skal man da undre sig over på jorden? Jeg mente dog, at når der blot hørtes én eneste prædiken om Kristi nåde, så skulle hele verden modtage den med den største glæde og aldrig glemme sådan nåde og velgerning. Ville det derimod være underligt, om jor­den pludselige åbnede sig og opslugte de mennesker, som ikke takker Gud, fordi han lader sin søn blive menneske for at forløse os fordømte fra synd og død og føre os til liv og salighed? Er det ikke skrækkeligt at man skal flygte fra og hade denne frelser og hans lære mere end Djæ­velen selv?

Hvad skal dog Gud sige hertil, og hvad skal han gøre? Med rette siger han ved profeten Mika kap. 6, 3-4: ”Mit folk, hvad har jeg gjort dig, hvad har jeg besværet dig med? Svar mig! Jeg førte dig op fra Egypten, jeg udfriede dig fra trællehuset.” Ligeledes: Husk dog på, hvordan jeg forhindrede profeten Bileam, så han ikke fik forbandet dig. Heraf burde I jo mærke, hvordan Herren har bevist jer alt godt. Og Kristus siger til sit utaknemmelige folk i Matt 23, 37: ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne.” Som ville han sige: jeg er jo dog ikke kom­met, har heller ikke prædiket for dig, for at du skulle dø og blive fordømt, men jeg lider døden og Guds vrede for dine syn­der og bringer dig al Guds nåde og velgerning, timelig og evig. Hvoraf kommer da sådant bittert had mod mig og min prædiken?

Velan, siger Johannes, når ver­den kan hade Gud selv for sådan velgerning, kære, skal I ikke undre jer over, at det samme overgår jer. Hvad er vel det, at jeg beviser min kærlighed eller ofrer mit legeme og liv for at bekræfte denne lære og hjælpe min næste? Ak, det er en fattig, tiggeragtig, uren og stin­kende kærlighed imod den kærlighed, at Kristus dør for mig for at forløse mig fra den evige død. Kan nu Gud med sin højeste, grundløse kærlighed ikke opnå af verden, at den er ham taknemmelig for det, hvad under er det da, at den bliver vred på dig for din velgerning? Og hvad vil du knurre over utaknemmelighed? Du er jo selv et stykke af den verden, for hvilken Guds Søn har måttet dø. Og om du end døde for den, få er det dog intet mod dette, at Gud for dens skyld ikke har sparet sin egen Søn, men ladet ham henrette og dræbe af dens egne hænder.

Men hvad er dog årsagen og hvoraf kommer dette verdens had? Kort ovenfor viser han det i Kains eksempel, som var af den onde, siger han, og myr­dede sin bror. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans gerninger var onde, men hans brors retfærdige. Ret en smuk ting, at hade alene af den grund, at haderen og morderen er ond og velgøreren god! I samfundslivet og familien vredes man over det onde og straffer dem, som gør ondt og er ulydige. Det er en retmæssig vrede og straf. Men verden er i de ting, hvor Gud har med den at gøre, en sådan person, at den hader, forfølger og myrder dem, som gør den godt. Det har den, siger Johannes, fra sin far Kain, den store, hellige brormorder. I ham har vi dens rette billede, som den altid slægter på.

Da den kære, fromme moder Eva havde født sin første søn, var hun lykkelig. Og i håbet på Guds for­jættelse om den lovede sæd, som skulle knuse slangens hoved, udbrød hun: ”Jeg har født en mand ved Herrens hjælp.” Derfor kaldte hun ham Kain, der betyder: Gave. Som ville hun sige: Nu har jeg fået den rette skat. For hun havde endnu ikke set noget men­neske fødes på jorden, og dette var den menneskelige slægts første, kære livsfrugt. Herover fryder hun sig og priser sig selv salig, og i sådant håb bliver denne søn opdraget, som skulle han hjælpe og saliggøre hele verden efter sig, så at hans brødre og søstre, samt deres børnebørn måtte trøste sig ved ham. Dette har han vel også mærket og i stor stolthed brystet sig af for sin bror, som derimod må bære et sørgeligt navn. Han fik nemlig navnet Abel, der betyder: intet og tomt. Som om forældrene ville sige: Ak, det er intet med denne søn, Kain er alt, den rette arving og besidder af den lovede nåde, som Gud har givet mennesker, en herre og fyrste over alle sine brødre.¹

Her har nu begge de fromme forældre i håb og fortrøstning til denne søn og i stor og inderlig længsel efter forløsning fra deres jammerlige fald levet mange år og set alene på denne, den førstefødte søn. De har opdraget dem begge med stor flid og undervist dem om deres synd og fald og om den af Gud givne forjættelse, indtil de nu er blevet voksne og selv indtræder i det præstelige embede. Men især har Kain som den førstefødte med stort alvor taget sig af dette embede og villet være den første for Gud. Derfor ofrer han sin første frugt af jorden, som Gud havde givet ham og han ved sit arbejde erhvervet sig, således som han uden tvivl før havde set af sin far. Men Abel som den ringere og som en ussel fårehyrde ofrer også de førstefødte lam af sin hjord, som Gud havde skænket ham uden hans møje og omsorg. Da nu dette offer var bragt, gjorde Gud en så underlig ombytning, at der kom ild ned fra himmelen og fortærede Abels offer, medens Kains offer ikke blev fortæret. Dette var tegnet på Guds nåde, sådan som teksten ordret siger: Herren anerkendte Abel og hans offer. Men Kain og hans offer godtog han ikke.”

Da fik både Adam og Eva at se, at de havde bedraget sig i deres håb og for­trøstning til denne førstefødte søn og må nu lære Guds underlige domme at kende. Han ser nemlig til den ringe Askepot (for en sådan blev han anset som i sammenligning med sin bror, også af sig selv) frem for til Kain. Men navnlig bliver Kain selv, som var aldeles vis på, at han som den førstefødte var den fornemste i Guds øjne, herved meget fortørnet. Han lader nu den hykler, som han hidtil havde skjult, komme for dagen. Desuden bliver han så optændt af et hemmeligt had til Gud og af åbenbar vrede og fjendskab mod sin bror, at også forældrene må irettesætte ham for det. Men derved forbedres han dog ikke i nogen måde og bliver kun endnu mere optændt af hævngerrighed, så han slår ham ihjel, så snart han bliver alene med ham på mar­ken. Så langt fra tænkte han altså at forbedre sig eller at søge nåde hos Gud, ja han kunne ikke være så barm­hjertig, at han kunne tilgive den eneste bror, han havde på jorden, og som dog ikke havde gjort ham noget ondt, samt unde ham Guds nåde.

Dette var den trøst og glæde, som de arme forældre Adam og Eva oplevede af sine første børn. Fra den stund blev deres liv på jorden dem en tung og sørgelig tid, især fordi de så, at al denne jammer kom af deres første fald. Ja, hvis ikke Gud igen havde trøstet dem med en anden søn, havde de måttet forgå af bedrøvelse og hjertesorg. For da var det ude med alt deres håb, da de ikke alene forgæves havde trøstet sig med den førstefødte Kain, men også måtte berøves den anden søn, om hvem de nu havde et sikkert vidnesbyrd, at han behagede Gud, så at de nu ikke mere vidste, hvorfra de skulle vente trøsten af den forjættede sæd.

Se, i denne Kain har du afmalet det mest træffende billede af verden, for denne Kains lige har der visselig ikke været på jorden siden ham. I ham bliver alene de fremstillet, som er de fortrinligste og den bedste kerne på jorden, de helligste, frommeste Guds tjenere. Derimod betegner den elendige og ubetydelige Askepot, Abel, Kristi kirkes arme og ringe hob, som må lade denne junker Kain have den ære og det navn for Gud, at han er alt, hvem Gud har givet alt sammen, og hvem al ære og ret tilkommer. Derfor hov­moder han sig og pukker på sin værdig­hed, forretter i tillid til den sit offer og sin gudsdyrkelse og mener, at Gud må anse det for godt og modtage det frem for hans brors offer. Imidlertid vandrer det fromme barn Abel sin gang og må lade sig foragte af sin bror. Han under ham også gerne hans ære og holder sig også selv for at være langt uværdigere end ham. Desuden ved han ikke at trøste sig med noget uden Guds blotte nåde og godhed. Han tror på Gud og håber på den tilkommende forjættede sæd og frembærer i sådan tro sit offer, som en bekendelse af og til et tegn på sin taknemmelighed.

Her trøster nu også Gud igen sin arme og lille hob. Dette eksempel er nemlig ikke skrevet for denne Abels skyld, men for de fattige Guds børn, som ligner ham. Gud forkynder dem, at han ikke derfor har forglemt eller forkastet dem, selv om de bliver foragtede af den stolte og hovmodige Kain, som var de intet i hans øjne, men at han i nåde ser til dem og lader den stolte Kain med hans førstefødsel og offer fare.

Deraf opstår nu vrede og had til den uskyldige Abel, idet Guds ord angriber Kain og siger ham, at han ikke for sin værdigheds skyld behager Gud, og ikke vil lade hans gerning og gudsdyrkelse være bedre og gælde mere end hans brors. Derfor begynder han på det bitreste at hade og forfølge sin bror og har ingen ro, før han får bragt ham af vejen og udryddet ham af jorden. Der har du årsagen til dette verdens had og vrede. Den er nemlig intet andet, end hvad Johannes her siger: Hans gerninger var onde, men hans brors retfærdige.

Hvad har den fromme Abel gjort sin bror, at han skulle være ham så hadsk? Han sætter ham jo som den førstefødte langt og højt over sig, beviser ham al ære og elsker ham som sin kære bror. Han er tilfreds og begærer ikke mere end at have en nådig Gud, samt beder om den tilkommende sæd, det er, om frelse og salighed for sine forældre, sin bror og den hele men­neskelige slægt. Hvordan kan da denne Kain være så ubarmhjertig og grusom, at han med en sådan ondskab myrder sit eget kød og blod? Men det er årsagen, at Djævelen har besat Kains hjerte med stolthed og hovmod over hans første­fødsel, så han anser sig selv for den for­træffelige mand, der for Gud er alt og ingen synd har, mens hans bror intet er. Han har altså ingen ret broderlig kærlighed, men foragter sin bror i sit hjerte. Og nu, da han ser, at Gud anta­ger sig hans bror, kan han ikke tåle det og lader sig derfor heller ikke bevæge ved det, som på Guds vegne siges ham, at han skal ydmyge sig for Gud og søge nåde. Han bliver tværtimod så fuld af bitterhed og ondskab, at han ikke tåler at se sin bror i live, men bliver trods Guds for­bud og sin egen samvittighed selv hans morder og går derefter bort, som havde han dermed handlet ret og godt.

Det er derfor, Johannes siger, at denne Kain ikke har haft anden årsag til at dræbe sin bror end den, at hans gerninger var onde, og hans brors retfær­dige. Således gør også verden som den hellige Kains lydige datter. Den må være de kristne fjendsk og det for ingen anden årsags skyld, end for den højeste kærlighed og velgerning. Det se vi i de kære hellige patriarkers og profeters høje eksempel og i Kristi eget allerhøjeste eksempel. Hvad har vel de kære apostle syndet mod den, de, som ikke ville nogens skade eller fortræd, men under stor fattigdom og møje drog omkring og lærte folk, hvordan de skulle blive forløste fra Djævelens rige og den evige død og blive salige ved troen på Kristus? Det kan verden ikke høre eller tåle, men råber alle med én mund: Disse folk må dø, dø. Bort fra jorden med dem, ingen nåde! Hvad er da årsagen? Jo, de ville hjælpe ver­den ud af dens afguderi og fordømte væ­sen. En sådan god gerning vil verden ikke tåle. Den vil kun have sine onde gerninger berømmet og prist, så Gud må sige: Had I gør, det er ret og behager mig vel. I er mine fromme børn, bliv kun ved og dræb trygt alle, som prædiker mit ord og tror på det.

Således handler verden også nu for vort evangeliums skyld. Derover har hadet og forfølgelsen rejst sig. Der er ikke nogen anden årsag. Og den kan heller ikke beskylde os for noget andet, som vi skulle have gjort den, end at vi ved Guds nåde har bragt hans ord frem i lyset. Derved har vi hjulpet os selv ud af den blindhed og det afguderi, hvori vi lå ligeså dybt nedsænkede som den, og nu gerne også ville hjælpe andre. Dette er den utilgivelige synd, hvormed vi har fortjent en så uforsonlig vrede og et så uudslukkeligt had, at den ikke tåler, at se os i live. Vi prædiker dog ikke andet end den tro på Kristus, som vore børn i sin bøn fremsiger, og som de selv efter ordene bekender. Der er ingen anden forskel, end at vi siger: Fordi Kristus er korsfæstet for os og har udgydt sit blod for at hjælpe os fra synden og døden, så er det ikke vor egen gerningshellighed og gudsdyrkelse, som udretter det. De kan slet ikke godtage, at man ikke sætter deres vantro gudstjeneste ved siden af Kristus og lærer, at man ikke skal bygge på egen værdighed, men på Guds nåde og takke ham for denne. Dette kunne de jo godt antage og alligevel vedblive at være, hvad de selv ville, nemlig langt større, lærdere, visere og fortræffeligere folk end vi, hvad de jo også er. Men årsagen er, at Kains gerninger er onde, men Abels retfærdige. Det gør alt forlig umuligt. Her er i al evighed ingen enighed at håbe. Verden vil ikke lade sit afguderi fare eller antage troen, men vil tvinge os til at opgive Guds ord og prise dens kainitiske gudstjeneste, ellers skal vi uden al nåde dø for dens hånd.

Derfor, siger Johannes nu: I skal ikke undre jer, om verden hader jer; for den gør det efter sin fader Kains vis og kan ikke andet. Den vil være alt, og Abel skal være intet. For de er den store hob af høje, vise, lærde og mægtige. Dem afmaler Skriften sådan, at de må hade og forfølge Kristi kirkes arme og ringe hob for dens gode gerningers skyld. For de kan slet ikke tåle, at denne foragtede og ynkelige hob skal lære dem, at vi alene ved Guds nåde og barmhjertig­hed og ikke ved vor fortjeneste bliver salige, og at deres offer, der nu til dags er vore papisters messe, som de holder for den helligste gerning og fortjeneste, ikke skal gælde noget for Gud.

Således er verden her afmalet for os, for at man ret må lære den at kende, hvilket også er nødvendigt for en kristen. Ja, han har lært store ting, når han ved, hvad han skal vente sig af verden. Så bliver han ikke forskrækket for den, eller bliver utålmodig, eller lader sig overvinde af dens ondskab og utaknemmelighed, så også han bliver ond og begynder at hade og søge hævn. Han holder blot fast ved troen og kærligheden, og lader verden fare, når den ikke vil høre. Han venter sig ikke noget bedre af den, end at den for hans gode gerninger og kærlighed forfølger ham på det bitreste. Han ved nemlig, at Kristi kirke på jor­den ikke kan have det bedre. Her må man ikke se på det ydre skin og anseelse og tænke således: Det er jo den store hob, de viseste, fortræffeligste folk på jorden. Hvordan er det muligt, at alle disse skulle fare vild og være fordømte?

For det er jo sandt og kan ikke være anderledes: Hvor der skal være en ledelse og fred, der er og må være de bedste, højeste, lærdeste og ypperste folk, prydede med kongelig, fyrstelig og adelig dyd og ære. Denne Kain kan ikke være nogen almindelig ringe mand, men den fortræffeligste, viseste og helligste, samt den stakkels Abel langt overlegen i enhver fær­dighed. Med ét ord, han må være og have det alt sammen, således som hans navn lyder, sådant som det også beviste sig hos hans børn, der opfandt allehånde kunster. Men det er skrækkeligt, at en sådan mand, som har så fromme for­ældre og er så højt æret af Gud, skal være så forfærdelig bitter og grusom mod den arme Abel alene for Guds ords og troens skyld. Derimod er det trøsterigt for Kristi fromme lille hob, at den er vis på, at den har Guds nåde og derfor må lide, hvad der overgår den af verden, i hvil­ken den ingen beskyttelse og hjælp har, men kun må vente sig, at det går den, som det gik denne Abel. Går det den bedre, må den takke Gud for et. Sådan bliver de kristne stadigt ved i kærligheden, både til Gud, af hvem de har modtaget og erfaret nåde og kærlighed, og til næsten, ja også til deres fjender. Ligesom denne Abel, hvis han var blevet levende igen, ville have beholdt sit broderlige og gode hjerte mod sin morder Kain og gerne tilgivet ham, ja bedt til Gud for ham om tilgivelse.