Rom 13, 8-10 (4.søn. efter helligtrekonger)

Her lader jeg de andres mange slags tolkninger fare med hensyn til meningen af dette: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden.” Mig synes dette at være den simple og enfoldige mening: I skal være skyldige, ikke som mennesker, men som kristne, så jeres skyl-dighed er en fri kærlighedens skyldighed, ikke en tvungen ved loven. Dermed viser han altså to slags skyldighed, en, som kommer af loven, en anden, som kommer af kærligheden.

Skyldigheden af loven gør os til skyldnere for mennesker, idet det ene menneske ved den har retslig fordring på det andet. En sådan. skyldighed er den, hvorefter man må give øvrigheden skat, told, lydighed, ære, osv. For skønt en kristen ikke har sådant behov for sin egen skyld, fordi han ved sådanne gerninger ikke bliver forbedret eller retfærdig, så er han dog, så længe han må leve på jorden, efter det ydre menneske skyldig at gøre sig alle andre lig i denne og lignende skyldighed og hjælpe til at opretholde den almindelige timelige orden og fred. Sådan betaler også Kristus i Matt 17, 27 skattens mønt som en skyldighed, skønt han for Peter erklærer, at han ikke var skyldig dertil, og ikke havde gjort nogen synd for Gud, hvis han havde ladet være.

Den anden skyldighed er kærlighedens, idet en kristen af sig selv gør sig til enhvers tjener, som Paulus siger i 1 Kor 9, 19: ”Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener.” Denne skyldighed kræves ikke af nogen menneskelig lov. Dens forsømmelse straffes ej heller af nogen sådan. Intet menneske kan forlange den af noget andet. For mennesket og al verden véd ikke, at kærligheden er befalet, forstår heller ikke, hvordan enhver bør tjene den anden og være ham underdanig og forpligtet. Det ser man også tydeligt nok.

For når en er rig og han blot ikke berøver nogen hans ejendele, ikke skænder hans hustru, ikke skader ham på legeme og ære, så regnes han for alle domstole for en from mand. Men at han kun lever for sig selv, er gerrig og fornæret, ikke låner, giver eller hjælper nogen, men kræver igen, hvad der er ham frataget – det straffer ingen lov. For de love, som tvinger det ydre menneske, har kun at gøre med at hindre og straffe de onde gerninger. De gode lader de være frie og fremtvinger dem ikke, hverken med straf eller trussel, men roser og belønner dem, sådan som også Moses’ lov gør.

Sådan vil nu Paulus her lære de kristne, at de skal forholde sig sådan mod øvrigheden og enhver, at ingen må have noget klagemål eller fordring på dem, så de står i nogen skyld efter den ydre lov og styre. Den første skyldighed må aldrig stå uopfyldt hos dem. Men de bør desuden endog gøre mere, end sådan skyldighed fordrer. De bør uopfordrede gøre sig selv til skyldnere og tjene dem, som ingen ret eller fordring har på sådan tjeneste. Sådan siger også Paulus i Rom 1, 14: ”Både grækere og barbarer, både vise og uforstandige er jeg forpligtet over for.” En sådan skyldighed gør mennesket så dygtigt, at det gør mere, end der fordres af det. Derfor yder det også uopfordret øvrigheden og enhver, efter det ydre regimente, hvad det bør, så de ikke behøver at kræve nogen skyld af det.

Derfor har denne apostelens tale den samme mening, som når jeg siger: vær enhver skyldige, så I ikke er nogen skyldige. Vær alting skyldige, så I intet er skyldige. Det synes at være en modsigelse, men den ene del ser hen til kærligheden for Gud, den anden til ret og regimente for verden. For den, som af kærlighed gør sig til enhvers skyldner, gør så meget, at ingen i verden tør føre klagemål over ham, ja han gør langt mere end nogen begærer. Derfor bliver han sin skyld kvit og bliver ingens skyldner, netop derved, at han gør sig selv til alles skyldner i alle ting.

En sådan måde at tale på ville også Ånden bruge i andre sager, som når jeg siger: Gør ingen god gerning, så I må gøre idel gode gerninger. Vær aldrig fromme og hellige, så I bestandig må være fromme og hellige. Og som Paulus siger i Rom 12, 17: ”Stol ikke på jeres egen klogskab.” Det vil sige, sådan som han også siger i 1 Kor 3, 18: ”Hvis nogen af jer mener at være vís i denne verdens forstand, må han blive en dåre for at blive vís.” Netop på denne måde er også dette talt: Bliv enhver skyldige, så I ikke skal være nogen skyldige, eller: bliv ingen noget skyldige undtagen det at elske hinanden.

For alt sådant og lignende er talt med de to slags regimenter for øje. Den, som vil gøre rette, gode gerninger for Gud, skal vogte sig for de gode gerninger, som glimrer i verdens øjne, og ved hvilke mennesker tænker at blive fromme. Og den, som vil være from og hellig, skal vogte sig for den hellighed, som består i gerninger uden troen. Sådan også den, som vil være vís, skal foragte den visdom, som er uden Ånden, og som mennesker og naturen omgås med.

Altså, den, som ikke vil være nogen noget skyldig, skal blive alle alting skyldig, så beholder han intet eget. Dermed er han straks ophøjet over al lov, som kun binder dem, der har noget for sig selv. For også mennesker siger ganske rigtigt: Den, som lader alt det fare, han ejer, har betalt alle. Hvordan kan den være nogen noget skyldig, som ikke har eller kan have noget, som er hans eget? Men sådan gør kærligheden. Derfor er det den bedste måde ikke at blive nogen noget skyldig, når man i kærligheden gør sig til alles skyldner i alle ting.

På samme måde er det også talt: Vil du ikke dø, så dø. Vil du ikke være fangen, så lad dig fange. Vil du ikke komme i Helvede, så far did. Vil du ikke være en synder, så bliv en synder. Vil du gå fri for korset, så tag det på dig. Vil du overvinde Djævelen, så lad dig overvinde af ham. Vil du tvinge et ondt menneske, så lad dig tvinge af ham. Alt dette går ud på, at mennesket må hengive sig og villig lade sig behandle, som Gud, djævel og mennesker vil, så det ikke holder fast ved noget, men lader alt fare og komme, som farer og kommer. Derfor har også Paulus her brugt denne måde at tale på: Bliv ingen noget skyldige. Han havde vel ellers ladet det bero med det, han ovenfor har sagt: Giv alle, hvad I er dem skyldige.

Vi har så ofte talt om kærligheden og dens art og frugter, at det ikke er nødvendigt her at tale derom. Desuden vil også epistelen på fastelavns-søndag også handle derom Derfor lader vi det her fare og vil nu se, hvordan sådan kærlighed bliver befalet i Guds lov. Man har udgivet så mange bøger og fremsat så mange lærdomme angående menneskers livsførelse, at der hverken er tal eller ende derpå, og der er endnu ingen stands med at gøre bøger og love, sådan som vi ser i gejstlige og verdslige regimenter, i gejstlige ordener og stænder. Dog kunne det alt sammen tåles og ville være en særdeles nåde, om al sådan lov og lære blev bestemt og fremstillet efter kærlighedens hovedlov, regel og måde, sådan som Den Hellige Skrift gør. Den giver også mange og mange slags love, men sammendrager og indeslutter dem alle under kærligheden, og underkaster dem tillige under kærligheden så de alle sammen må vige og ophøre at være love eller gælde noget, hvor det gælder kærligheden.

Herpå læser vi mange eksempler i Skriften, og navnlig viser Kristus selv i Matt 12, 3 flg. og Mark 2, 25 flg., hvordan David og de, som var med ham, spiste de hellige skuebrød. For skønt det var en lov, at sådanne hellige brød ikke skulle spises af nogen uden præsterne alene, så var dog kærligheden her en selvrådende kejserinde over denne lov og tvang den under sig, så den måtte vige og ophøre, da David hungrede, og tåle en sådan dom: David lider sult. Ham bør man hjælpe, sådan som kærligheden siger: Gør din næste godt, når han behøver det. Derfor ophør du, lov! Og du må ikke forhindre, at der bevises ham godt, men gør ham selv godt og tjen ham i nøden og bind mig ham ikke med dit forbud.

Sådan siger også Kristus selv på det anførte sted, at man skal gøre næsten godt på sabbatten, når han trænger dertil, hvor strengt end loven forbyder at gøre noget på sabbatten. Men fordi nøden kræver, at næsten bliver hjulpen, skal kærligheden gå foran, og sabbatten ikke gælde noget.

Om nu alle love stod i sådant forhold til kærligheden, og alle blev styret af kærligheden, så kom det ikke an på, hvor mange, de var. For den, som ikke kunne høre eller lære alle, han kunne dog høre og lære nogle, én eller to, i hvilke han dog ville lære den samme kærlighed, som læres i dem alle. Og om han hørte og lærte dem alle og ikke i alle kunne lære kærligheden at kende, så kunne han dog omsider lære den at kende i én lov.

Denne regel og måde at mestre og forstå loven på giver også Paulus her, når han siger: Bliv ingen noget skyldige, uden det at elske hinanden. Ligeså: Den, som elske den anden, har opfyldt loven. Ligeså: Alle bud indbefattes i dette ord: du skal elske din næste som dig selv. Fremdeles: Kærligheden tilføjer næsten intet ondt. Endelig: Kærligheden er lovens fylde. Alle ord i denne epistel slutter og siger, at kærligheden er mester over alle love.

Om man derimod lærer og driver på loven uden og uden for kærligheden, så kan der ingen større ulykke, ingen større uret, ingen større jammer og elendighed tænkes på jorden. For da er loven ikke andet end en plage og fordærvelse. Der er ordsproget sandt: ”Den største ret er den største uret.” Og Salomons ord i Præd 7, 16: ”Vær ikke alt for retfærdig.” Ja, da lader vi bjælken sidde i vort eget øje og kender den ikke, men søger at tage splinten ud af vor broders øje. Da fremkalder man bange, forskrækkede og forsagte samvittigheder, uden al nødvendighed og årsag, desuden til stor skade på legeme og sjæl. Da styrter man folk i stor møje og arbejde, og dog alt sammen til ingen nytte.

Vi ville bevise dette med eksempler. Om nu i det anførte tilfælde, da David sultede, præsten ikke havde villet give ham de hellige brød, men været så blind, at han havde stået fast på loven og ikke erkendt kærligheden, og således nægtet ham maden, se, hvad ville følgen blevet? Så vidt det stod til ham, havde David da måttet dø af sult, og præsten havde da begået et mord for lovens skyld, og da ville det sandelig gælde: ”Den strengeste ret, den strengeste uret.” Når du desuden ser ind i en sådan afsindig præsts hjerte, så finder du der den gruelige vederstyggelighed, at han gør det til synd og samvittighedssag, som ikke er det; for han holder for, at det ville være synd at spise brødet, skønt det var kærlighed og en god gerning. Derimod holder han ikke det mord for nogen synd, at han lader David dø af sult, men for en god gerning og gudstjeneste.

Men hvem kan opregne nok af sådan gruelig, blind, forvildet dårskab? For med sådan fremfærd gør han det så ilde, at Djævelen ikke kunne gøre det værre. Idet han nemlig gør det til synd og samvittighedssag, som ikke er det, tager han nåde, frelse, dyd og Gud med alle hans goder bort fra mennesker. Og det alt sammen uden årsag. Desuden med falskhed og bedrageri. Hvorved han fornægter og fordømmer Gud helt igennem. På den anden side, fordi han af mord og uret gør en god gerning og gudsdyrkelse, så sætter han Djævelen og løgnen i Guds sted og afstedkommer det største afguderi, som kan tænkes. Han fordærver både sjæl og legeme, myrder legemet ved sult og sjælen ved samvittigheden. Gør af Gud en djævel og af Djævelen en gud, af Himlen et Helvede og af Helvede en Himmel, af synden det, som ret er, og af det, som ret er, synd. Dette er, mener jeg, at vende op og ned på tingen; her bliver vel den største ret den største uret.

Dette er det, Ezekiel mener i 13, 18-19: ”Dette siger Gud Herren: Ve dem, når de syr bånd til ethvert håndled og laver hovedklæder i alle størrelser for at jage mennesker. Vil I jage mennesker i mit folk og holde mennesker i live til gavn for jer selv? v19 For nogle håndfulde byg og et par stykker brød vanhelliger I mig i mit folk. I dræber mennesker, som ikke skulle dø, og holder mennesker i live, som ikke skulle leve, når I lyver for mit folk, der må lytte til løgn.”

Hvad er dette andet end at sige, at de blinde lovlærere forskrækker samvittighederne og sætter synd og død der, hvor der er nåde og liv, og derimod liv og nåde, hvor der er synd og død? Og det alt sammen for en håndfuld byg og en bid brød. De binder sådan lov så fast til ydre ting, som dog efterhånden fortæres, som en drik og en bid mad, og lad er derover kærligheden fare og hæfter synden fast til samvittigheden, så evig død må følge.

Derfor siger han videre v. 22-23: ”I bringer lidelse over den retfærdige ved jeres falskhed, skønt jeg ikke ville bringe lidelse over ham, og I opmuntrer den uretfærdige, så han ikke vender om fra sin onde vej, skønt jeg gerne ville lade ham leve. Derfor skal I ikke mere have falske syner eller drive spådomskunst. Jeg redder mit folk ud af jeres hænder. Så skal I forstå, at jeg er Herren.” Se, det er at bedrøve de fromme hjerter, at man betynger dem med synder, når de har gjort gode gerninger, og at styrke de ugudelige, når man holder dem til sådanne gode gerninger, som er idel synd.

Derom siger også David i Sl 14, 4-5: ”De påkalder ikke Herren. De gribes af rædsel.” Det vil sige: De har dårlig samvittighed og frygter, hvor der ingen samvittighed eller frygt bør være, og er bange for, at det er synd, som er en ædel gudstjeneste. Derfor siger han: Netop hvor de burde påkalde Gud og tjene ham, dér frygter de for, at det er synd og ikke en gudstjeneste. Og hvor de derimod burde frygte, og hvor det ingen gudstjeneste er, dér er de sikre og frygter ikke. Sådan siger også Es 29, 13: ”Deres gudsfrygt er tillærte menneskebud.” Så dette forvendte folk forvender alle ting. De påkalder Gud og frygter ikke dér, hvor Djævelen er, og påkalde ikke, men frygte, hvor Gud er.

Se, dette er alle deres jammer og elendighed, som omgås med love og gerninger efter deres blindhed og forstår ikke lovens mening og dens herre, som er kærligheden. Sådan ser vi også i vort usle folk, hvor dybt de åndelige og alle, som følger dem, er nedsænket i, og hvor strengt de holder fast på sit væsen; og skulle end verden gå til grunde, så må dog deres sager gå sin urokkede gang og holdes ved magt, uanset, at legemet sygner og dør, og sjælen omkommer og fordærves. Og så mener de, at sådant mord og fordærvelse er en gudstjeneste, frygter ikke og gør sig ingen samvittighed derover, men bestyrker sig i sådan ondskab, så de aldrig omvender sig fra sådant væsen til livet. Om de derimod skulle tillade et stakkels menneske at redde legeme og sjæl, spise kød eller gifte sig, da er der frygt, da er der samvittighed, da er der synd og lov, død og Helvede. Da påkalder de ikke Gud eller tjener ham, skulle end legemet dø ti gange, og sjælen hundrede gange fare til Djævelen.

Se derfor, hvad verden er, hvad kød og blod gør, når de vil gøre det på det bedste. Se, hvor farligt det er at omgås og regere med love. Ja, hvor umuligt det er, uden stor skade at regere og lære sjælene med love, uden at der er ånd og kærlighed tillige, som med uindskrænket fuldmagt har alle love i sin hånd. Derfor står der skrevet i 5 Mos 33, 2, at ved Guds højre hånd er en brændende lov, det er, kærlighedens lov i ånden; den bør regere alle love til venstre eller de, som er rettede på det ydre væsen i verden. Og i 2 Mos 28, 30 hedder det, at ypperstepræsten på sit bryst skal bære Urim og Tummim, det er, lys og ret, for at betegne, at præsten skulle oplyse om lovens rette forstand og uden vaklen holde og lære den.

Sådan burde nu alle love dertil gives, forordnes og holdes, at de ikke blev holdt for sin egen eller for gerningernes skyld, men alene for at kærligheden kunne øves; hvad der også er lovens rette mening. Sådan som Paulus her siger: Den, som elsker den anden, har opfyldt loven. Hvor man altså ser, at en lov ikke tjener til næstens gavn, men til hans skade, skal man ikke efterkomme den. For én og samme lov kan til én tid være gavnlig for næsten og til en anden tid skadelig. Derfor skal næstens gavn være det bestemmende.

Man må omgås med love, som med mad og klæder og anden legemets nødtørft. Her må jeg ikke se på klæderne og maden, men på næstens gavn og behov, som skal bespises og beklædes, så jeg holder op med at bespise og klæde ham, når jeg ser, at han ikke formår eller kan bære mere.

Om du nu så en sådan nar, som tænkte hos sig selv: Ej, mad og klæder er en god ting, og så ikke tænkte videre, men gik hen og tog et menneske for sig, og fyldte i det frisk væk alt det brød og øl, han kunne så fat på, og lagde alle de klæder på det, som han kunne overkomme, indtil mennesket blev kvalt, og dog blev ved at stoppe i det og pakke på det uden ophør; og når nogen sagde til ham: Hold dog op; du har jo kvalt mennesket; det har fået alt for meget mad og klæder, og du gør et forgæves arbejde. - Om han da ville sige: Du kætter, vil du forbyde gode gerninger? Mad og drikke og klæder er gode ting; derfor skal man ikke holde op og kan ikke gøre for meget deraf. - Og så tog fat på igen at bespise og beklæde dette menneske. – Sig mig, hvad ville du tænke om ham? Afsindigheden selv ville ikke være så topmålt gal som en sådan nar.

Netop sådanne folk har vore åndelige ledere været og derhos alle de, som omgås med gerninger og love, alene i den mening og med sådan blindhed, at det er om geringerne at gøre, hvormed de kvæle legeme og sjæl, og ser ikke, at det er kærlighedens øvelse, det gælder. De sætter altså gerningerne over kærligheden, pigen over husmoderen, så det er sørgeligt at tænke på, endsige høre og se eller selv gøre og erfare det.

Sådan er nu dette kærlighedens bud et kort bud og et langt bud, et enkelt bud og mange bud, intet bud og alle bud. Kort og enkelt er det i sig selv og for så vidt det snart fattes med forstanden; men langt og mangfoldigt i henseende til udøvelsen, for det indbefatter og råder over alle bud. Det er slet intet bud, når man ser hen til gerningerne; for det har og navner ikke nogen særlig gerning; men det er alle bud, fordi alle buds gerninger er og skulle være dets gerninger. Altså afsætter kærlighedsbudet alle bud og indsætter dog alle bud.

Alt sammen af den grund, at vi skal vide og lære, ikke at holde og agte nogen gerning længere, end kærligheden kræver det. Fordi vi nu ikke skal eller kan være uden gerninger på jorden, må der også være mange slags bud, hvori gerningerne angives; dog sådan, at kærligheden beholder sin magt og forbliver overherre over sådanne bestemmelser, så gerningerne ske eller ikke ske, eftersom det er den tjenligt, og ingen gerning går for sig, med mindre den giver sit samtykke.

Det kan vi lære af en kusk. Han styrer heste og vogn efter sin vilje. Hvis han nu ville nøje sig med, at hestene gik under tømmen, og ikke så efter vejen for at styre heste, tømmer og vogn efter den, så ville det hele snart ligge over ende, både heste, vogn og kusk, og måske drukne i en sump eller over stok og sten brække halsen. Men hvis han er så klog at styre det hele efter vejen og ser efter, hvordan vejen er, og hvor den går, så kører han ret. Men den selvkloge kusk, som vil fare ligefrem og vil lempe vejen efter vognen og fordrer, at vejen skal skikke sig som hans vogn vil, får nok at se, hvor godt han kommer fra det.

Sådan går det også, når man vil styre folk efter lov og gerninger, og ikke lovene efter folket, men ligesom kusken rette vejen efter vognen. Nu er det vel sandt, at vejen ofte skikker sig efter vognen og løber lige frem; men ofte er den også krum og ulige, og da vil den sandelig, at vognen skal dreje sig efter vejen. Sådan må jo også mennesker rette sig efter loven og gerninger, hvor de kan og det er dem nyttigt. Men hvor det derimod er dem skadeligt, der skal loven sandelig bøje sig og vige, og den styrende være så klog, at han giver kærligheden plads og ophæver gerninger og love. Derfor siger også de verdsligvise, at visdom eller forsigtighed og klogskab, som de gejstlige kalder den, er alle dyders leder og mester.

Og man læser i en bog om de gamle fædre, at de engang kom sammen og, da det spørgsmål blev opkastet, hvilken der var den ædleste gerning, og den ene nævnte én, den anden en anden, den ene bønnen, den anden fasten, så gjorde Antonius udslaget, idet han sagde, at blandt alle gerninger og dyder var klogskab den bedste og en sikker vej til Himlen. Men alt dette var endnu en barnagtig og verdslig forstand om egne og selvvalgte gerninger. En kristen går dybere i sagen og slutter at hverken klogskab eller galskab gælder noget for Gud, men alene troen og kærligheden. Kærligheden er den rette leder og den rette klogskab i guddommelige gode gerninger. Den ser altid på næstens nytte og forbedring, ligesom klogskaben i de verdslige dyder ser på det almene bedste og lemper lovene derefter. Det være nok herom.

Her viser sig det spørgsmål, hvordan det kan være sandt, at kærligheden opfylder loven, da kærligheden dog kun er en frugt af troen. Så har vi også ofte sagt, at troen på Kristus udsletter synden og gør retfærdig, samt gør loven fyldest. Hvordan stemmer nu dette overens? Tilmed siger jo også Kristus i Matt 7, 12: ”Alt det, som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem; for sådan er loven og profeterne.” Dermed viser han, at kærligheden til næsten opfylder både loven og profeterne. Og i Matt 22, 37-40 hedder det: Du skal elske Herren din Gud og du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.” Hvordan går det så her Paulus, når han i Rom 3, 31 siger: ”Vi stadfæster loven ved troen.” Og v. 28: ”Vi slutter, at mennesket bliver retfærdiggjort ved troen uden lovens gerninger.” Og Rom 1, 17: ”Den retfærdige skal leve ved sin tro.”

Svar: Som vi ofte har sagt, må man skille tro og kærlighed sådan ad, at troen angår personen og kærligheden gerningerne. Troen udsletter synden og gør personen velkommen og retfærdig. Men når personen er blevet velkommen og retfærdig, så bliver Helligånden og kærligheden givet, så man gør det gode med lyst.

Nu er det lovens art, at den angriber personen og fordrer gode gerninger af den og ikke holder op dermed, før den får dem. Men sådanne gerninger formår personen ikke uden Ånden og kærligheden, og sådan bliver den ved loven drevet til at erkende, hvad der mangler den, og til at tænke videre, nemlig hvordan den også selv først kan blive anderledes, så den må kunne fyldestgøre loven. For loven trænger ikke så hårdt på personen som på gerningerne. Ja den fordrer kun gerningerne og tier stille om personen; men ved at fordre gerninger lader den dog også personen mærke, at den må blive en anden person, end den er. Men når troen kommer, da skaber den en sådan person, som kan frembringe de gerninger, som loven kræver. Og dette hedder da at opfylde loven.

Derfor taler Paulus ret og overensstemmende med sagens egen natur. Loven fordrer gerninger af personen og opfyldes også ved gerninger. Derfor kan man ikke egentlig sige, at troen opfylder loven, skønt den danner og bereder personen sådan, at man kan opfylde den. For loven fordrer ikke personen, men gerningerne af personen. Dog giver den også, som sagt, dermed tilkende og trænger på, at personen må blive anderledes, om man skal kunne gøre sådanne gerninger, idet personen nemlig bringes til erkendelse om, at han ikke kan gøre sådanne gerninger.

På den anden side gør heller ikke kærligheden og gerningerne personen anderledes eller retfærdig, men personen må forud være blevet retfærdig og anderledes, hvis han skal kunne elske og gøre gerningerne. Dog viser og beviser de, at personen er blevet retfærdig og anderledes, eftersom jo sådanne gerninger ikke kunne ske, hvis ikke personen allerede var uden synd og from.

Dette er sagt i den hensigt, at man må mærke sig lovens, troens og kærlighedens rette art og egenskab, tilegne enhver af dem sit og derefter rettelig forstå Skriftens sprog. Sådan nemlig, at troen gør retfærdig, men den opfylder dog ikke loven. Kærligheden gør ikke retfærdig, men opfylder dog loven. Loven fordrer kærligheden og gerningerne og nævner ikke personen. Personen føler vel loven, men kærligheden føler han ikke.

For ligesom loven, før troen er der, fordrer gerningerne og netop derved betegner, erklærer og beviser, at personen er uden tro og ikke from, sådan opfylder kærligheden loven, efter at troen er kommen, og er et tegn og bevis på, at personen har troen og er from. Så altså både loven og kærligheden er vidner om personen, om han er from eller ond. Loven er, før troen, vidne om, at personen ikke er from. Kærligheden er, efter troen, vidne om, at personen er from. Derfor føler vel personen loven, før han får troen, fordi han ikke har, hvad loven fordrer, skønt loven ikke fordrer personen, men gerningerne. Gerningerne og kærligheden derimod frembringer ikke det, hvormed loven opfyldes, fordi de selv er dens opfyldelse.

Skønt nu troen ikke opfylder loven, så har den dog det, hvormed loven opfyldes, for den erhverver Ånden og kærligheden, hvormed loven bliver opfyldt. Og atter, skønt kærligheden ikke gør retfærdig, så beviser den dog det, hvorved personen bliver retfærdig, nemlig troen. Og med ét ord, som Paulus selv siger derom: Kærligheden er lovens fylde. Som ville han sige: Det er én ting at være lovens opfyldelse, og et andet at frembringe eller give lovens opfyldelse. Kærligheden opfylder i den forstand loven, at den selv er dens opfyldelse; men troen opfylder i den forstand loven, at den frembringer det, hvormed loven opfyldes. For troen elsker og virker, som det hedder i Gal 5, 6: ”Troen er virksom gennem kærligheden.” Vandet fylder krukken; personen, som øser, fylder også krukken; vandet fylder den ved sig selv; personen, idet han øser vandet. Det kalder filosofferne at fylde ”effektivt” og ”formelt”.

Sådan bliver troen gøreren og kærligheden gerningen. Nu fordrer loven gerningen og tvinger derved personen til at blive anderledes Derfor opfyldes den ved gerningen, som dog gøreren må fuldbringe. Og dermed forkaster Paulus sofisternes drømme, når de tale sådan om kærligheden, at de skelne mellem de ydre gerninger og den indre velvilje, og siger, at kærligheden er den indre velvilje, og at den elsker sin næste, når den indvendig under ham godt; men gerningerne kalder de kærlighedens frugter? Lad dette fare. Her ser du, at Paulus ved kærligheden forstår ikke alene velviljen, men en velvillig velgerning. Så at troen og personen bliver lovens gører og opfylder, sådan som han siger: Den, som elsker den anden, har opfyldt loven. Og kærligheden er gerningen og opfyldelsen, sådan som han også siger: Kærligheden er lovens opfyldelse.

Et andet spørgsmål: Hvordan er kærligheden til næsten lovens opfyldelse, da vi dog skulle elske Gud over alle ting og altså også over næsten? Svar: Det har Kristus selv løst, når han i Matt 22, 39 siger: ”Det andet bud står lige med det første.” Han gør altså af kærligheden til Gud og kærligheden til næsten én og samme kærlighed. Og det af en dobbelt grund: Først, fordi Gud ikke behøver vor gerning og velgerning, men har henvist os med dem til næsten, for at vi skal gøre mod denne, hvad vi ville gøre mod ham. Han behøver ikke mere, end at man tror på ham og holder ham for Gud. For også det at man prædiker hans lære, lover og takker ham på jorden, sker alene med den hensigt, at næsten derved må omvendes og bringes til Gud. Og dog hedder det alt sammen kærlighed til Gud og sker også Gud til velbehag, men alene næsten til nytte og gavn.

For det andet har Gud gjort verden til en dåre og vil nu elskes, også under kors og elendighed, sådan som Paulus siger i 1 Kor 1, 21: ”For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.” Derfor har han også hengivet sig selv på korset i død og jammer og lagt det samme på alle sine, så den, som før ikke har villet elske Gud, da han gav ham mad, drikke, gods og ære, nu må elske ham i sult og kummer, i ulykke og skam. Derfor skal alle kærlighedens gerninger være rettet på næstens nød og elendighed. Dér skal man finde og elske Gud, dér skal man tjene ham og gøre ham godt, om man vil gøre ham godt og tjene ham, så altså budet om kærligheden til Gud ganske og aldeles er draget ind under kærligheden til næsten.

Dermed er der nu sat en bom og grænse for de ustadige og højtflyvende ånder, som alene søger Gud i store og herlige ting, kun tragter efter hans storhed, kun gennemfarer Himlen og mener at tjene og elske ham i sådanne hæderlige stykker. Dér finder de ham ikke og går ham imidlertid forbi her på jorden i næsten, i hvem han vil være elsket og æret. Derfor skal de på den yderste dag høre: Jeg var sulten, og I gav mig intet at spise, Matt 25, 42. For han har derfor afklædt sig den guddommelige skikkelse og antaget tjenerskikkelsen for at drage vor kærlighed til ham ned på jorden og binde den til næsten. Men vi lader næsten ligge hernede og gaber imidlertid op til Himlen og foregiver, at vi dermed højt elsker og tjener Gud.

Hvordan kærligheden er hovedstykket i alle love, er tydeligt nok deraf, at den indbefatter alle bud i én sum. Fordi den ikke har andet for øje end at være næsten nyttig og ikke skadelig, så lærer den også meget nøje, hvormed den kan være næsten til nytte og ikke til skade, idet den ser, hvordan mennesket elsker sig selv og er sig selv til nytte og ikke til skade, og beflitter sig derfor også på at gøre ligeså mod andre. Derfor vil vi nu betragte dette bud og se, hvor mesterligt og fuldkomment det er affattet.

Fordi de ti bud forbyder at tilføje næsten noget ondt eller nogen skade, idet de siger: Du må ikke slå ihjel, du må ikke bedrive hor, så retter apostelen sin tale derefter og siger: Kærligheden opfylder dette og tilføjer ingen ondt; men ikke nok dermed, at den ikke tilføjer nogen noget ondt; den gør også enhver godt. For det er også at tilføje ondt, når jeg lader min næste ligge i nød, når jeg kan hjælpe ham, om jeg end ikke selv har bragt ham deri. For om han sulter, og jeg ikke giver ham mad, såfremt jeg har evne dertil, så er det det samme, som om jeg lod og bød ham dø af sult. Og det samme gælder med al næstens skade og ulykke. Hvordan kærligheden er lovens fylde har vi hørt ovenfor.