Matt 8, 1-13 (3.søn. efter helligtrekonger)

Denne søndags evangelietekst giver os to eksempler, hvori vi undervises om troen og kærligheden. Et i den spedalske, det andet i officeren. Lad os først se på den spedalske. Han havde ikke været så dristig at komme til Herren og bede om at blive ren, hvis han ikke af hele hjertet havde troet og forventet at Kristus ville være så god og nådig at helbrede ham. For da han var spedalsk havde han grund til at være tilbageholden, også af den årsag at loven bød ham, ikke at færdes blandt folk. Alligevel trænger han sig frem uanset lov og folk, og uanset Kristi renhed og hellighed.

Se dér, hvorledes troen forholder sig til Kristus. Den ser ikke på andet, end, gratis og uden nogen fortjeneste, at søge og modtage Kristi blotte godhed og nåde. Man kan jo her ikke sige, at den spedalske ved sin renhed har fortjent at nærme sig Kristus, tale med ham og bede om hans hjælp. Nej, netop derfor at han føler sin urenhed og uværdighed, trænger han desto nærmere og ser kun på Kristi godhed. Dette kaldes en ret tro, en levende tillid til Guds nåde. Det hjerte, som gør det, tror ret. De, som ikke gør det, de tror ikke ret, som dem, der ikke kun ser på Guds godhed, men først ser sig omkring efter egne gode gerninger, at de kan blive værdige til godheden ved selv at fortjene den. De bliver aldrig frimodige til med alvor at påkalde Gud eller nærme sig ham.

Denne tillid eller tro eller erkendelse af Kristi godhed var ikke opkommet i den spedalske af egen fornuft, hvis han ikke forinden havde hørt et godt rygte om Kristus, nemlig at han var så god, nådig og barmhjertig, at han hjalp og gav, trøstede og rådede, enhver, som blot kom til ham. Et sådant rygte må han uden tvivl have hørt. Fra dette rygte har han fattet mod og anvendt og tolket det på sig selv. Han har henført denne godhed på sig selv og med al tillid tænkt: også mig vil han vise godhed, således som rygtet fortæller om ham og som det gode budskab lyder. Altså er hans tro ikke fremvokset fra fornuften, men modtaget ved dette budskab om Kristus, som Paulus siger i Rom. 10,17: ”Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af ordet eller budskabet om Kristus.”

Dette er nu evangeliet, som er begyndelsen, midten og endepunktet på al godhed og frelse. For sådan har vi nu ofte hørt, at man allerførst må høre evangeliet, dernæst tro og elske og gøre gode gerninger, og ikke i modsat rækkefølge, som gerningsforkynderne lærer. Evangeliet er et godt rygte, tale eller budskab om Kristus, at han er ren og skær godhed, kærlighed og nåde. Det handler ikke om andre mennesker eller hellige. Skønt andre hellige vel også kan have et godt rygte eller omdømme, så kaldes det kun evangelium, når det alene handler om Kristi godhed og nåde. Hvor det tillige omhandler andre hellige, er det ikke længere evangelium, for det vil alene bygge troen og tilliden på klippen Jesus Kristus.

Så ser du nu, at dette eksempel med den spedalske strider for troen imod gerninger. For ligesom Kristus hjælper denne af ren nåde ved tro, uden nogen gerning eller fortjeneste, således gør han mod enhver, og vil også have at vi antager og forventer det samme af ham. Og hvis den spedalske havde været af den opfattelse at han havde sagt: se Herre, så meget har jeg bedt og fastet og så videre, det vil du tage i betragtning og derfor gøre mig rask, da havde Kristus aldrig hjulpet ham. Et sådant menneske forlader sig nemlig ikke på Guds nåde, men på egen fortjeneste. Dermed bliver Guds nåde ikke prist, elsket, æret og begæret, men det tilskrives ens egne gerninger, som således røver det, der er Guds. Det kaldes at kysse sin hånd og fornægte Gud, som Job. 31,27 siger: ”Jeg hyllede dem ikke med kys på min hånd”, hvilket er en stor synd og en fornægtelse af den Almægtige. Ligeledes Es.2,8: ”De tilbeder værk af deres hænder.” Det vil sige at den ære og tillid, som de skulle vise Guds nåde, viser de deres egne gerninger.

På den anden side har vi her også et eksempel på kærligheden i Kristi handlemåde mod den spedalske. For her ser du, hvordan kærligheden gør ham til en tjener, så han hjælper den arme frit og for intet, idet han hverken søger fordel, gunst eller ære derved, men alene ser på den armes nød og Gud Faders ære. Derfor forbyder han ham også at sige det til nogen, for at det må være en helt ren gerning af den frie, gode kærlighed. Det er, som jeg ofte har sagt, at troen gør os til herrer, kærligheden til tjenere. Ja, ved troen bliver vi guder og får del i guddommelig natur og navn, som Salme 82,6 siger: ”Jeg har sagt, at I er guder, I er alle den Højestes sønner.” Men ved kærligheden bliver vi lig den allerringeste. Ifølge troen mangler vi intet og har fuldt op. Ifølge kærligheden tjener vi enhver. Ved troen modtager vi alt godt fra oven, fra Gud. Ved kærligheden uddeler vi det nedad til vor næste. Ligesom Kristus ifølge sin guddommelighed intet behøvede, men ifølge sin menneskelige natur tjente enhver, som behøvede det.

Derom har vi ofte nok talt, at også vi ved troen må fødes til at være Guds børn og guder, herrer og konger, ligesom Kristus af Faderen i evighed bliver født til at være en sand Gud. Og omvendt, gennem kærligheden må blive virksomme til at hjælpe vor næste, ligesom Kristus blev menneske, for at hjælpe os alle. Og ligesom Kristus ikke først ved gerninger har fortjent eller ved sin menneskevorden har erhvervet at han er Gud, men har dette fra fødsel af uden alle gerninger og inden han blev menneske, således har heller ikke vi ved gerninger eller kærlighed fortjent barnekår hos Gud, syndernes forladelse og frelse fra død og helvede. Uden gerninger og inden kærligheden har vi modtaget det ved tro gennem evangeliet af nåde. Og ligesom Kristus først var evig Gud, inden han blev menneske for at tjene os, således gør også vi godt og elsker vor næste herefter, når vi først inden ved troen er fromme, uden synd, levende, salige og Guds børn. Så langt om det første eksempel med den spedalske.

Det andet eksempel er nøjagtig lig det første, hvad angår troen og kærligheden. Denne officer har også en hjertelig tillid til Kristus og ser for sig intet andet end kun godhed og nåde hos Kristus, ellers var han ikke kommet til ham, eller havde sendt en, som Lukas siger. Heller ikke han havde haft en sådan tillidsfuld tro, hvis han ikke inden havde hørt om Kristi godhed og nåde. Således er evangeliet også her begyndelsen og drivkraften i hans tillid og tro. Herved lærer vi atter, at man må begynde ved evangeliet og tro dette, og ikke se på nogen fortjeneste eller gerning, ligesom denne officer heller ikke påberåbte sig nogen fortjeneste eller gerning, men satte sin lid alene til Kristi godhed. Vi ser altså hvorledes alle Kristi gerninger fremholder eksempler på evangeliet, troen og kærligheden. Således ser vi også kærlighedens eksempel, at Kristus gør godt mod ham, gratis, uden betaling eller fordel, som ovenfor sagt.

Desuden viser også officeren et eksempel på kærlighed, idet han antager sig sin tjener som sig selv, ligesom også Kristus har antaget sig os, og han udfører gratis den gode gerning mod ham alene til bedste for tjeneren. Som Lukas siger, har han gjort det af den grund at tjeneren var elsket og værdsat, som vil han sige, at den kærlighed og venskab, han havde til ham, drev ham, så han bekymrede sig om hans nød og gjorde dette. Så lad også os gøre sådan og tage os i agt, at vi ikke bedrager os selv og slår os til ro med, at vi nu har evangeliet, uden at tage os af vor næste i nød. Dette er nok om de to eksempler. Nu vil vi se på nogle enkeltheder i teksten.

At den spedalske her former sin bøn således og siger: ”Herre! hvis du vil, kan du rense mig”, skal ikke forstås som om han tvivlede på Kristi godhed og nåde. For troen ville intet være, om end den troede, at Kristus var almægtig, formåede alle ting og vidste alt. For dette er den levende tro, der ikke betvivler, at Gud også er så god og nådig, at han også er villig at gøre det, vi beder om. Troen tvivler ikke om, at Gud er velvillig mod ens person, vil og under en alt godt. Men det, hvorom troen beder, ved vi ikke med sikkerhed, om det er godt og til gavn for os, det ved alene Gud, derfor beder troen sådan, at den stiller alt under Guds nådige vilje, om det er til hans ære og til vor gavn. Den tvivler ikke på, at Gud vil give den det, eller om den ikke får det, at den guddommelige vilje så af stor nåde ikke har givet os det, fordi han ser, det er bedre uden. Således forbliver troen på Guds nådige vilje vis og sikker hvad enten han giver eller ej, som også Paulus siger i Rom. 8,26, at vi ikke ved, hvad eller hvordan vi skal bede. Og i Fadervor befales vi at give hans vilje førsteprioritet og bede derom.

Det er, som vi også ofte har sagt, man skal tro uden tvivl og uden at sætte grænser for Guds godhed. Men vi skal bede med den grænse, at hans ære, hans rige og vilje må ske, at vi ikke sætter tid, sted, navn eller grænser for hans vilje, men overlader alt frit til ham. Derfor behager den spedalskes bøn Herren så godt og bliver straks opfyldt, for hvor vi stiller os ind under hans vilje og begærer, hvad der behager ham, kan det ikke slå fejl, at han igen gør det vi ønsker. Troen gør, at han er gunstig stemt. Så udretter en sådan hengiven bøn, at han giver, hvad vi beder om. At den spedalske bliver sendt hen til præsterne, hvorfor det skete, og hvad det betød, er behandlet udførligt i prædikenen om de ti spedalske.

At Jesus siger: ”så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel”, har man gjort sig stor umage med at udlægge, så hverken Kristus kommer til at stå som en løgner, eller at Guds moder og apostlene bliver gjort ringere end denne officer. Skønt jeg nu kunne hævde, at Kristus her taler om de folk i Israel for hvilke han har prædiket og til hvilke han er kommet, så at hans mor og disciple er undtaget, da de drog med ham og kom til disse folk, vil jeg dog ganske enkelt blive stående ved Herrens ord og forstå dem, som de lyder. Og det for det første, fordi det ikke strider mod nogen trosartikel, at officerens tro ikke har haft sin lige hverken hos apostlene eller hos Guds moder. Hvor Kristi ord ikke åbenbart strider mod nogen trosartikel, skal man lade dem gælde som de lyder og ikke ved vor fortolkning og tydning forandre eller modificere dem, hverken pga. nogen hellig eller engel, ja, end ikke for Guds skyld. For hans ord er sandheden selv, ophøjet over alle hellige og engle.

For det andet, at sådan tydning og ændring udspringer fra et kødeligt sind og tanke, så vi ikke bedømmer Guds hellige efter Guds nåde, men efter deres person, værdighed og berømmelse, hvilket er Gud imod, der bedømmer helt anderledes, alene efter sine gaver. For Johannes Døberen lod han ikke udfører nogle undere, hvad dog mange ringere hellige har gjort. Og sammenfattende: han gør ofte gennem ringe hellige, hvad han ikke gør gennem store hellige. Han skjulte sig for sin mor, da han var tolv år, og lod hende fejle og være uvidende. Han viste sig for Maria Magdalene inden han viste sig for sin mor og apostlene påskedag. Han talte med den samaritanske kvinde Joh. 4 og ægteskabsbrydersken Joh. 8 så venligt som han aldrig gjorde med sin mor. Ligeledes, da Peter faldt og fornægtede ham, da forblev røveren på korset i en fast tro.

Med disse og lignende undere viser han, at han ikke vil have sin ånd i de hellige bedømt af os, og at vi ikke skal dømme efter personen. Han giver sine gaver frit, således som det behager ham (siger Paulus 1 Kor. 12), ikke som vi synes. Ja, han siger om sig selv, at den, der tror på ham, skal gøre større gerninger, end han har gjort. Alt sammen fordi ingen skal ophøje sig over de andre, og ingen fremhæve den ene hellige frem for de andre og anstifte sekter, men lade alle være lige i Guds nåde, hvor forskellige de end er i deres gaver. Han udretter gennem Stefanus det, som han ikke gør gennem Peter. Og gennem Peter det, som han ikke gør gennem sin mor. For at det alene må være ham, der udretter alt i alle uden forskel på personer, alene efter sin vilje.

Altså må vi forstå det således, at han ved tidspunktet for sin prædiken ikke har fundet en sådan tro hverken hos sin mor eller hos apostlene, om end det er muligt, at han tidligere eller senere har fundet en større tro hos sin mor og apostlene og mange andre. For det er muligt at han har skænket sin mor en stor tro på den tid, hvor hun undfangede og fødte ham, og at troen senere ikke, eller kun sjældent, har været så stor, og at han undertiden har ladet den synke. Som han gjorde, da hun i tre dage havde mistet ham, Lukas 2, hvad han også gør med alle sine hellige. Hvor han ikke gjorde dette, ville de hellige vel blive hovmodige og gøre sig selv til afguder, eller vi ville gøre afguder af dem og mere se på deres person og værdighed, end på Guds nåde.

Lær nu heraf, hvilke narre vi er, at vi forstå os så lidt på Guds værk og undere, så vi foragter den menige kristne og mener, at kun de høje gejstlige og lærde kender Guds sandhed og kan dømme derom. Når Kristus dog her ophøjer denne hedning med sin tro over alle sine disciple. Det skyldes, at vi hænger os ved personer og titler, og ikke ved Guds ord og nåde. Derfor havner vi med personer og titler i alle slags fejl, idet vi siger, at den kristne kirke og kirkeforsamling har vedtaget det, de kan ikke tage fejl og har Helligånden. Kristus er imidlertid hos de foragtede og lader personer og kirkeforsamlinger fare til helvede. Bemærk derfor nøje, at Kristus højt ophøjer hedningen. Han gælder mere end Annas, Kaifas og alle præster, lærde og hellige, som rimeligt burde være denne hednings elever, og langt mindre beslutte eller bestemme noget over ham. Gud giver vel en stor hellig en lille tro, og en lille en stor tro, for at den ene altid skal agte den anden højere end sig selv. Rom 12.

”Herre! Jeg er for ringe.” Dette er denne hednings store tro, at han ved, at saligheden ikke beror på Kristi legemlige nærvær. Denne hjælper ikke, men det beror på ordet og troen. Dette vidste apostlene endnu ikke, hans mor måske heller ikke. De holdt fast ved hans legemlige nærvær og slap det ikke gerne, Joh 16, holdt sig ikke sådan til hans ord alene. Men denne hedning lader sig så rigeligt nøjes med ordet alene, at han end ikke ønsker hans nærvær, eller mener sig værdig dertil. Han beviser oven i købet sin mægtige tro med en lignelse, idet han siger: ”Jeg er et menneske og kan hos mine med et ord få udført, hvad jeg vil. Skulle du så ikke med et ord kunne udrette, hvad du vil, da jeg med sikkerhed ved, og du også har bevist, at sundhed og sygdom, død og liv er dig lydig, ligesom mine tjenere er det mod mig?” Derfor blev hans tjener også rask i samme stund på grund af denne tros kraft.

Og da tiden og teksten giver det, må vi tale lidt om den fremmede tro og dens kraft, da mange gør sig bekymringer derom, især på grund af de små børn, som man mener i dåben bliver salige, ikke ved deres egen, men ved en fremmed tro. Ligesom denne tjener ikke blev rask ved sin egen tro, men ved sin herres tro. Denne sag har vi endnu aldrig behandlet, derfor må vi her, for at forebygge kommende farer og vildfarelser, behandle det så vidt det står til os.

For det første må vi lade den grundvold stå fast og sikker, at ingen bliver salig gennem andres tro eller retfærdighed, men gennem sin egen. Modsat bliver ingen fordømt på grund af en andens vantro eller synd, men på grund af sin egen vantro, som evangeliet klart og tydeligt siger, Mark 16,16: ”Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt.” Og Rom 1,17: ”Den retfærdige skal leve af tro.” Og Joh. 3,16 18: ”Den, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv.” Og: ”Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt.” Dette er klare, tydelige ord, som viser, at enhver selv må tro, og at ingen kan hjælpes gennem fremmed tro, hvis han ikke har sin egen. Fra disse udsagn må man ikke vige eller fornægte dem, hvad end det måtte indebære. Og man skulle før lade hele verden gå til grunde, inden man forandrede denne guddommelige sandhed. Og om noget tilsyneladende kunne anføres derimod, som du ikke kan forklare, skal du før bekende, at du ikke forstår det og overlade det til Gud, inden du gør indrømmelser i disse klare udsagn. Så må det forholde sig med hedninger, jøder, tyrker, småbørn og alt, som det kan, disse ord må og skal have ret og være sande.

Nu er spørgsmålet så, hvordan det forholder sig med de små børn, da de jo endnu ikke har nogen fornuft og ikke selv kan tro, da der står skrevet i Rom. 10 17: ”Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer ved Guds ords prædiken.” Nu hverken hører eller forstår jo de små børn Guds ord, altså kan de heller ikke have deres egen tro. På dette spørgsmål har forskerne på universiteterne og pavens bande opdigtet et svar. At de små børn bliver døbt uden egen tro, men på kirkens tro, som fadderne bekender ved dåben. Dernæst får barnet i dåben syndstilgivelse i kraft og magt af dåben og får indgydt en egen tro sammen med nåden, så at der fremstår et nyfødt barn ud af vand og Helligånd.

Men når man spørger dem om begrundelsen for et sådant svar, og hvor det står i Skriften, så finder man den i den mørkeste skorsten, eller de påberåber sig deres doktorhatte og siger: ”vi er de højtuddannede doktorer og lærer sådant, derfor er det ret, spørg ikke yderligere.” Ligesom næsten hele deres lære ikke har anden grund end deres egne drømme og tanker. Når de svinger sig højest, fremdrager de et eller andet løsrevet udsagn af Augustin eller en anden kirkefader. Men det er ikke tilstrækkeligt for os, i de sager, der angår sjælens frelse. De selv og alle de hellige fædre har været almindelige mennesker. Hvem kan garantere mig, at de har lært ret? Hvem vil forlade sig og dø derpå, når de lærer uden Skrift og Guds ord? Hellige her, hellige dér, når det gælder om at miste eller bevare sin sjæl for evigt, kan jeg ikke forlade mig på alle engle og hellige, endsige da en eller to, hvis ikke de fremholder mig Guds ord.

Fra denne løgn er de gået videre og er kommet så lang, at de har lært og endnu mener: ”Sakramenterne har en sådan kraft, at du, selvom du ingen tro har og modtager sakramentet, at du så (så sandt du ikke har et forsæt om at synde) alligevel modtager nåden og syndsforladelsen uden nogen som helst tro.” Det har de udledt af den forrige påstand, ud fra den mening, at de små børn altså uden tro, alene i kraft og magt af dåben, modtager nåde, som de drømmer om. Dernæst overfører de det også på de voksne og alle andre mennesker, og lærer alt sådan efter deres eget hoved, så de ganske mesterligt har udryddet den kristne tro, gjort den til intet og unyttig, og alene fremhævet vore gerninger ved hjælp af denne sakramentkraft. Derom har jeg skrevet udførligt i artiklerne mod pavens bulle.

De hellige gamle fædre har dog talt en smule bedre herom, skønt ikke klart nok. De lærer intet om en sådan opdigtet sakramentkraft, men lærer altså, at børnene bliver døbt i den kristne kirkes tro. Da de ikke udførligt har forklaret, hvordan denne kristne tro kommer børnene til hjælp, om de derigennem erhverver deres egen tro eller blot bliver døbt i denne kristne tro uden egen tro, så farer filosofferne til og tyder de hellige fædre derhen, at børnene, som er døbt uden egen tro, modtager nåde alene i kirkens tro. For de er troens fjender. Hvor de blot kan fremhæve gerningerne, må troen gå til grunde. De overvejer ikke engang, om de hellige fædre tog fejl, eller om de selv har forstået fædrene ret.

Tag dig i agt for denne gift og vildfarelse, om det så var alle fædrenes og kirkeforsamlingernes udtrykkelige mening. For den består ikke, har ingen grund i Skriften, men er bare mennesketanker og drømme. Desuden strider det klart og tydeligt mod de forrige hovedudsagn, hvor Kristus siger: ”Den, som tror og bliver døbt”, så det kort og godt er besluttet: ”Dåben hjælper ingen, bør heller ikke tilbydes nogen, med mindre han selv tror, og ingen bør døbes uden egen tro.” Som også Augustin selv siger: ”Non sacramentum iustificat, sed fides sacramenti: Sakramentet retfærdiggør ikke, men troen på sakramentet.”

Til sidst kunne man her komme ind på den åndelige betydning af spedalskhed og gigt. Men om spedalskhed er der talt tilstrækkeligt i prædikenen over de ti spedalske. Derfor skal det ikke behandles yderligere her.