Joh 2, 1-11 (2.søn. efter helligtrekonger)

Om ægteskabet er der tidligere skrevet nok, så det lader vi ligge her. Vi vil tage tre ting frem i denne tekst: for det første om den trøst, som ægtepar af denne fortælling har med hensyn til deres ægteskab; for det andet om troen og kærligheden, som dette evangelium viser os; for det tredje om dette bryllups åndelige be­tydning.

For det første er jo denne stand æret herlig ved, at Kristus selv med sin mor og sine disciple er med til brylluppet. Desuden er hans mor til stede som den, der anretter dette bryllup, så det synes, som om det må have været en af hendes nær­meste fattige venner eller naboer, og at hun har måttet være som en mor for bruden. Det har derfor ikke været andet end et almindeligt bryllup og ingen overdådig fest. Kristus har sådan holdt sig sin lære efterrettelig, idet han ikke gik til de rige, men til de fattige. Eller hvis han kom til de store og rige, så opførte han sig jo sådan at han revsede og skældte dem ud, så de ingen høflighed viste ham, når han gik bort. Han høstede ikke megen tak af dem, endsige, at han skulle ære dem med en undergerning, sådan som han her gør.

Så er det nu den anden æresbevisning, at han til dette fattige bryllup med et stort under skænker god vin og er brudens øverste mundskænk. Han har måske heller ikke ellers haft nogen penge eller nogen gave at skænke. Sådan ære har han aldrig gjort farisæernes stand. Han stadfæster derved, at ægteskabet er Guds værk og anordning. Det må så være så foragtet og ringe, som det vil i folks øjne, så vedkender Gud sig allige­vel sit værk og har behag i det. Det har også vores ypperstepræster ofte selv sagt og prædiket, at ægtestanden er den eneste stand, som Gud har indsat. Hvem har da ind­sat de andre? Uden tvivl ikke Gud, men Djævelen via sine folk. Alli­gevel skyr, forkaster og bespotter de denne stand og er så hellige, at de ikke alene ikke selv indtræder i ægteskab, sådan som de vel behøvede og burde, men for over­strømmende hellighed heller ikke vil overvære noget bryllup. De er meget helligere end Kristus selv, der som en van­hellig synder går til bryllup.

Fordi ægteskabet nu har den grund og trøst, at den er stiftet af Gud, og at Gud har behag i den, og at Kristus selv ærer og trøster den sådan, så burde den med rette være enhver kær og dyrebar. Hjertet burde være ved godt mod, da det er vis på, at Gud elsker denne stand. Og vi burde glade tåle alt det tunge, som møder os deri, om det så var ti gange så tungt. Deraf kommer det også, at der er så megen møje og besvær i ægteskabet i det ydre, fordi alt, hvad der er Guds ord og gerning, må skikke sig sådan, at det for det ydre menneske er surt, bittert og tungt, selv om det skal tjene os til salighed.

Derfor er det også en stand, som driver og øver troen på Gud og kærligheden til næsten ved megen møje, arbejde, besvær, kors og alle slags vanskeligheder, sådan som det må følge med alt, hvad der er Guds ord og gerning. Alt dette er de kyske horejægere og hellige homofile smukt hævet over, som tjener Gud uden for Guds stand med deres egne påfund.

Det viser Kristus også ved, at han vil udfylde, hvad der mang­ler i ægteskabet. Han skaffer vin, når den mangler og frembringer den af vand. Som ville han sige: Må I drikke vand, det vil sige, lide bedrøvelse i det ydre, og bliver det jer surt - godt, jeg vil gøre jer det sødt og forvandle vandet til vin, så jeres bedrøvelse skal blive jeres glæde og lyst. Det vil jeg ikke gøre på den måde, at jeg vil tage vandet bort eller befale at øse det bort. Det skal blive, ja, jeg vil allerførst befale at øse det i og fylde det til randen; for jeg vil ikke fjerne vanskelighederne fra det kristne ægteskab, men meget mere forøge dem. Det skal gå underligt til, så ingen skal forstå det uden de, som erfarer det.

Det skal foregå sådan: Guds ord skal gøre det, ved hvilket alle ting bliver gjort, opholdt og forvand­let. Det er Guds ord, som forvandler jeres vand til vin og gør jeres sure ægteskab til glæde. Hednin­gerne og de vantro ved nemlig ikke, at Gud har indstiftet ægteskabet i 1 Mos 2, derfor bliver de­res vand ved med at være vand og bliver aldrig vin. De erfarer ikke min glæde og velbehag i det ægteskabelige liv. Hvis de mærkede den, ville de have sådan glæde i mit velbehag, at de ikke følte halvdelen af deres trængsel. Ja, de ville alene føle den i det ydre, men ikke indvendig. Det var måden at gøre vand til vin, at optage mit velbehag i dit mishag og holde dem op mod hinanden, så ville mit velbehag opsluge dit mishage og forvandle det til velbehag. Men dette mit vel­behag viser og skænker ingen dig uden mit Ord i 1 Mos 1, 31: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.”

Herved giver også Kristus til kende, at han ikke har noget mishag i om­kostningerne ved brylluppet eller i noget af alt det, som hører til et bryllup, som at være pyntet og more sig, at spise og drikke, sådan som skik og brug fordrer. Noget, som jo kan synes, som var det over­flødigt og spildte udgifter og verds­lige ting. Dog kun for så vidt, som alt dette har sin måde og passer sig med et bryllup. For brud og brudgom må jo være pyntet op og gæsterne må jo og­så spise og drikke, hvis de skal more sig, og disse omkostninger og hvad, der hører med kan alt sammen ske med god samvittighed. For Skriften omtaler nu og da disse ting, og der står også i evangeliet skrevet om brudesmykker, om bryllupsklædning, om bryllupsgæster og festlighed i forbindelse med brylluppet. Sådan skænker Abrahams tjener i 1 Mos 24, 53, Isaks brud Rebekka og hendes brø­dre gaver af guld og sølv, så ingen skal tage sig af de surtseende hyklere og alvorlige hellige, som ikke har behag i andet end det, de selv gør og lærer. De kan ikke tolerere, at en pige bærer et smykke eller pynter sig en smule.

For Gud kommer det slet ikke an på dette ydre væsen, når kun troen og kærligheden bliver der. Blot det som sagt går til med mådehold og passer til enhvers stilling. For selv om dette bryllup har været enkelt og lille, har det alligevel haft tre borde. Det kan man slutte af ordet ”skaffer” eller ”overtjener” (på græsk ”arkitriklinus”), idet en sådan tjener nemlig har haft tre borde at passe. Desuden har brudgommen selv ikke stået for det, men har haft tjenere. De har også drukket vin. Alt dette kunne dog undværes, hvis man blot ville se hen til fattigdommen, sådan som det også sker af og til hos os. Så skulle gæsterne heller ikke blot have slukket deres tørst med vinen; for overtjeneren taler jo om, hvordan man først skulle skænke den gode vin, dernæst, når de var blevet berusede, servere den rin­gere.

Alt dette accepterer Kristus, og man skal også accepterer det, så man ikke får dårlig samvittighed af den grund. De har ikke hørt Djævelen til, selv om nogle har drukket en smule over tør­sten af denne vin og har moret sig. Ellers må du give Kristus skylden, at han med sin gave har givet årsag til det, og hans mor har bedt om det. Så er både Kristus og hans mor syndere her, hvis de surtseende hellige skulle være dommere.

Men dette frådseri, som man ser nu om dage, går over alle grænser. Nu spiser eller drikker man ikke, men æder og fylder sig med alkohol, svælger og fylder sig og anstiller sig, som det var en kunst eller styrke at æde og drikke sig fuld. Formålet er heller ikke længere at more sig, men at blive fuld og opføre sig som en gal. Sådanne personer er svin og ikke mennesker, dem ville Kristus hverken skænke vin eller være sammen med dem. Sådan er det også med tøjet. Det er ikke afpasset efter brylluppet, men til at føre sig frem og prale med, som om det er dem, der er de bedste, der kan bære mest guld og sølv og perler og forbruge en mængde tøj og silke, hvad også æsler og stativer udmærket er i stand til.

Hvad er da den rette målestok her? Det skal fornuften lære os ved at se på eksempler fra andre lande og steder, hvor denne luksus og dette frådseri ikke finder sted. Men hvis jeg skal sige min mening, så mener jeg, at man er tilstrækkelig pænt klædt på, hvis man til bryllupsfest har noget på, der er en klasse bedre end det daglige tøj Med ”klasse” tænker Luther her helt konkret på de daværende standsklasser. Sådan skal det også være med mad og drikke og gæsternes antal. De skal rette sig efter enhvers stilling, og festens formål skal være at more sig, og ikke at drikke sig fuld og gal.

Er det så synd med musik og dans til bryllupper? Man siger jo, at dansen medfører megen synd. Om man har brugt at danse hos jøderne, ved jeg ikke, men da det er almindelig skik her til lands, ligesom at indbyde gæster, pynte sig, spise og drikke og more sig, vil jeg ikke fordømme det. Undtagen hvis det bliver utugtigt eller tager overhånd. Men at det kan medføre synd, er ikke dansens skyld som sådan, fordi det samme også godt kan ske ved bordet og i kirken, ligesom det ikke er madens og drikkens skyld, at nogle opfører sig som svin. Men hvor det går sømmeligt til, lader jeg brylluppet have sin skik og brug og danser frit med. Troen og kærligheden kan man ikke danse eller sidde væk, hvis du blot opfører dig anstændig og det sker med måde. De små børn danse jo uden synd. Gør du det samme, og bliv et barn, så skader dansen dig ikke. Hvis dansen i sig selv var synd, måtte man jo ikke tillade bør­nene det. Dette må være nok her om bryllupsfesten.

Men se, hvor uvenligt han afviser sin mors ydmyge anmodning, som med så stor tillid siger dette til ham. Se her, hvordan troene væsen er. Hvad har den nu at holde fast i? Aldeles intet og kun mørke. Da føler den manglen og ser intet steds nogen hjælp. Desuden bliver Gud også fremmed og kendes ikke ved den, så der intet er tilbage. Sådan går det også i samvittigheden, når vi føler synden og manglen på retfærdighed, eller i dødsnød, når vi føler, at livet vil svigte, eller i helvedsangst, når den evige salighed synes tabt. Da er der ydmyg begæring og råben, beden og søgen, hvordan vi skal blive synden, døden og angsten kvit. Så anstiller Gud sig da, som skulle synden først ret komme, døden forblive over os og Helvede ikke ophøre, ligesom han her gør med sin mor. Ved sin afvisende tale gør han manglen større og tungere, end den var, før hun talte med ham. For nu synes det, som var det hele tabt, nu da den eneste trøst også er væk, som hun i manglen stolede på.

Her står nu troen i sin rette kamp. Se her, hvordan hans mor gør og underviser os. Hvor hårde hans ord end lyder, hvor uvenlig han også anstiller sig, så opfatter hun dog ikke alt dette som vrede eller i modstrid med hans godhed, men bliver fast ved den mening, at han er god. Hun lader sig ikke berøve denne opfattelse ved dette stød, så hun derfor i sit hjerte også skulle tilføje ham den vanære ikke at holde ham for god og nådig. Det gør de derimod, der er uden tro og ved det første stød falder tilbage og ikke tro mere om Gud, end de føler, sådan som heste og muldyr gør (Sl 32, 9). For hvis hans mor havde ladet sig afskrække af disse hårde ord, var hun stille og forsagt gået bort. Men nu da hun befaler tje­nerne at gøre, hvad han siger til dem, be­viser hun, at hun har overvundet stødet og stadigvæk ikke venter andet end god­hed af ham.

Hvad tror du, det ville være for et helvedes stød, når et menneske i sin nød, især i samvittighedens store nød, måtte føle, at Gud sagde til ham: ”Hvad vil du mig, hvad har jeg med dig at gøre?” Man må forsage og fortvivle, hvis man ikke kender sådanne Guds gerningers væsen og er øvet i troen. For vi handler, som vi fø­ler, og tænker heller ikke anderledes om Gud, end som ordene lyder. Føler vi kun vrede og unåde, så holder vi da heller ikke Gud for andet end vores fjende og vrede dommer. Som man da anser Gud, sådan finder man ham også, så kan man ikke fortrøste sig til noget godt hos ham. Det hedder da at fornægte Gud og al hans godhed. Af dette følger, at man flygter for ham og hader ham og ønsker, at Gud ikke var Gud, og al anden gudsbespottelse, som er vantroens frugter.

Derfor er dette stykke af evangeliet det vigtigste og vel at lægge mærke til, at vi må give Gud æren, at han er god og nådig, selv om han anstiller sig anderledes og ta­ler anderledes, og alle vore sanser og følelser synes at finde ham anderledes. For dermed bliver følelsen dødet og det gamle menneske går under, så lutter tro på Guds godhed og ingen følelser bliver tilbage hos os. For her ser du, hvordan moren beholder en fri tro og giver os den til forbillede. Hun er vis på, at han vil være nådig, på trods af at hun ikke føler det. Vist er det også, at hun føler anderledes, end hun tror. Derfor overlader hun det ganske og aldeles til hans godhed og sætter ham hverken tid eller sted, hverken måde eller mål, hver­ken person eller navn. Han må gøre det, når det behager ham. Sker det ikke midt i måltidet, så ske det ved enden eller efter måltidet. Den kost vil jeg tåle, at han forhåner mig sådan og lader mig stå til skamme for alle gæsterne og tiltaler mig så uvenlig og lader os alle blive skam­røde. Sur anstiller han sig, dog er han venlig, det ved jeg. Lad også os gøre sådan, da er vi rette kristne.

Men læg her mærke til, at når han er så hård også imod sin egen mor, så lærer han os derved ikke blot det nævnte troens forbillede, men stadfæster også det, som Moses siger i 5 Mos 33, 9: ”Han sagde om sin far og mor: Jeg har ikke set dem! Han har holdt dit ord og bevaret din pagt.” For skønt der ikke er nogen større magt og myndighed på jorden end fars og mors, så er det dog forbi med den, når Guds ord og gerninger træde op imod den. For i guddom­melige ting skal hverken far eller mor, endsige biskop eller noget menneske, men alene Guds ord lære og føre os. Og hvis far eller mor ville befale, lære eller også bede dig om at gøre noget imod Gud og til Guds tjeneste, som ikke af Gud var klart påbudt og befalet, så skal du sige til dem: Hvad har du og jeg at gøre med hinanden? Li­gesom Kristus her slet ikke vil gøre Guds gerning, når hans egen mor vil have det. For far og mor er også skyldige til, ja netop derfor af Gud gjorte til far og mor, at de skal lære og føre bør­nene til Gud ikke efter deres egne meninger og selvgjorte andagt, men efter Guds bud. Sådan siger også Paulus i Ef 6, 4: ”I fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning.” Det vil sige, at I skal lære dem Guds bud og ord, sådan som I selv har lært, og ikke jeres egne påfund.

Sådan ser du også her i evangeliet at Kristi mor viser tjenerne fra sig til Kristus, og ikke siger: Gør, hvad jeg siger jer! Men: Gør, hvad han siger jer! Kun til hans ord skal man henvise enhver, om man vil vise ret. Marias ord skal være et dagligt ord for hele kristenheden: Hvad han siger jer, det skal I gøre! Dermed stødes alle men­neskelærdomme og alt, hvad der ikke er Kristi eget ord til jorden. Hvad der uden for og over Guds bud bliver på­budt, kan man derfor være helt sikker på, ikke er kirkens bud, sådan som de roser sig af og opdigter. For Maria siger: Hvad han siger, det, det, det skal I gøre, og intet andet; for da vil der være nok at gøre.

Her ser du også, hvordan troen ikke tager fejl, og hvordan Gud ikke lader den i stikken, men giver mere og herligere, end man beder om. Her giver han ikke blot vin, men god og kostelig vin, og det i mængde. Dermed opmuntrer og lokker han os atter trøstig til at tro på ham, selv om han lader vente på sig, for han er sanddru og kan ikke fornægte sig selv. God og nådig er han, det må han bekende om sig selv, det må han også bevise. Det måtte da være, at man forhindrer ham og ikke lader ham om tiden, stedet og måden. For bestandig kan han ikke svigte, lige så lidt som han kan fornægte sig selv, hvis man kun forstår at vente på ham.

De seks vandkar af sten, som jø­derne brugte til deres renselse, er Det Gamle Testamentes bøger, som ved love og bud kun gjorde det jødiske folk fromt og rent i det ydre. Derfor siger evangelisten også, at vandkarrene stod der efter jødernes renselsesskik. Som ville han sige: Det betegner den renselse, som sker ved gerningerne uden troen. Den renser aldrig hjertet, men gør det kun endnu mere urent. Det er en jødisk og ingen kristen eller åndelig renselse. Men at kar­rene var placeret dér, betegner den møje og det arbejde, som de, der omgås med gerninger, har med sådan renselse. For hjertet har ingen hvile, fordi sabbatten den syvende dag, ikke er der. På den hviler vi fra vore gerninger og lader Gud virke i os. For virkedagene er seks, hvori Gud skabte himmel og jord, og på hvilke han har befalet os at arbejde. Den syvende dag er hviledagen, hvor vi ikke skal plage os med lovens gerninger, men lade Gud virke i os ved troen, og vi skal holde stille og hvile fra vore lovgerninger.

Vandet deri er lovens indhold og mening, som samvittigheden retter sig efter. Den er skrevet med bogstaver ligesom stenkar. De er af sten, sådan som Moses’ tavler var, og betegner det stædige jødefolk. For ligesom deres hjerte er imod loven, sådan viser loven sig i det ydre imod dem. Den synes dem hård og tung, derfor er den også hård og tung. Det kommer af, at deres hjerte er hårdt og tungt i forhold til loven, sådan som vi alle føler og erfarer det, at vi er træge og tunge til det gode og eftergivende og lette til det onde. Dette føler de umoralske ikke, men de, som gerne vil blive fromme og gør sig megen møje med gerninger. Dette er de to eller tre spande, som disse kar indeholder.

At forvandle vandet til vin er at gøre lovens indhold kært. Det går til på denne måde: Før evangeliet kommer, forstår enhver loven sådan, at den fordrer vore gerninger og at vi må gøre den fyldest med vore gerninger. Af denne forståelse kommer enten forhærdede, hovmodige skinhellige og hyklere, hårdere end noget stenkar, eller ængstelige, urolige samvittigheder. For der bliver ved med at være vand i karret, det vil sige, usikkerhed og frygt for Guds dom. Dette vand er ikke til at drikke og der er heller ingen, der bliver glad af det. Det er kun til badning og renselse, og dog bliver man aldrig rigtig ren indvendig.

Men evange­liet forklarer loven sådan, at den for­drer mere, end vi formår og vil have en anden person end os, som kan holde den. Det vil sige, at den fordrer Kristus og driver hen til ham, så vi ved hans nåde i troen først må blive andre mennesker og Kristus lige og så derefter gøre rigtige gode ger­ninger. Lovens rette for­stand og mening er altså at føre os til erkendelsen af vor egen uformåen og drive os bort fra os selv hen til en anden, nemlig til Kristus, for at søge nåde og hjælp.

Da Jesus derfor ville gøre vandet til vin, befalede han at fylde endnu mere vand i karrene, helt op til kanten. For evangeliet kommer, som ovenfor sagt, og forklarer lovens mening på det mest fuldkomne, at det, vi har, intet an­det er end ren og skær synd, hvorfor vi ikke kan blive synden kvit ved loven.

Når nu de gode hjerter, som har anstrengt sig med gerninger efter loven og i sig selv har en frygtsom og urolig sam­vittighed, hører dette, forskrækkes de endnu mere over denne mening. Van­det vil nu løbe helt over. Før følte de sig tunge og hårde til det gode, men håbede dog endnu at klare sig igennem med ger­ninger. Nu hører de, at de slet ikke dur til det, og at det er umuligt at klare det med gerninger. Da er karret så overfuldt af vand, at der ikke kan være mere i det. Da er man kommet allerlængst i lovens forståelse, og der er blot fortvivlelse tilbage i hjertet.

Da kommer det trøstefulde evangelium og gør vandet til vin. For når hjer­tet hører, at Kristus opfylder loven for os og tager vor synd på sig, så bekymrer det sig ikke længere om, at loven fordrer umulige ting af os, og at vi må for­tvivle over det og afstå fra gerningerne. Ja det er nu en kostelig ting og smager godt, at loven er så dyb og høj, så hellig og rigtig og god og fordrer så store ting. Den bliver nu elsket og prist, fordi den fordrer så meget og så stort. Det kommer af, at et sådant hjerte nu besidder alt det i Kristus, som fordres af loven. Det ville gøre hjertet såre ondt, hvis loven fordrede mindre. Se, sådan er loven nu kær og let, som før var så hård, vanskelig, ja umulig. For loven lever nu ved Ånden i hjertet. Vandet er ikke længere i karret. Det er blevet til vin, som er blevet udskænket og drukket og har gjort hjertet glad.

Så er tjenerne nu alle Det Nye Testamentes prædikanter, som apostlene og deres efterfølgere. At øse og skænke er at hente denne lovens forståelse fra Skriften og prædike den for hele verden, som er indbudt til brylluppet. Disse tjenere ved godt, hvor­fra vinen er kommet, hvordan den har været vand, siger evangelisten. For kun apostlene og deres efterfølgere forstår, hvordan loven ved Kristus bliver liflig og kær, og hvordan evangeliet opfylder loven ved troen, ikke ved gerninger, og at der er kommet et ganske andet væsen end før under gerningerne.

Men overtjeneren smager vinen, at den er god, og ved ikke, hvor den er kommet fra. Denne overtjener er det gamle præstedømme blandt jøderne, som alene ved om gerninger. Nikodemus var én af dem (Joh 3). Han mærkede godt, at der var noget herligt ved Kristus, men ved ikke, hvordan det går til, og hvorfra det kommer. Han hænger endnu ved gerninger. For gerningslærerne kan ikke forstå eller erkende evangeliet og troens væsen.

Overtjeneren kalder på brudgommen og foreholder ham, at han har serveret den gode vin til sidst, mens dog alle mennesker serveret den ringere til sidst. Det er også det, som jøderne forundrer sig over den dag i dag, at evangeliets prædiken skal være forsinket så lang tid og nu allerførst bliver hedningerne til del, mens de så længe har måttet drikke den dårlige vin og under loven så længe har måttet bære dagens byrde og hede, som det også på et andet sted i evan­geliet beskrives.

Og læg nu mærke til, hvor ganske modsat Gud og mennesker går frem. Men­nesker giver først det bedste, dernæst det værste. Gud giver først kors og lidelse, dernæst ære og salighed. Det kommer af, at mennesker søger at opholde det gamle menneske, derfor lærer de også at holde loven med gerninger og giver store og fine løfter. Men det falder dårligt ud, og ender ikke godt, for samvit­tigheden bliver jo længere desto værre ved det, skønt den beruser sig sådan i løfterne, at den ikke føler denne skade. Men til sidst, når vinen er drukket, og det er ude med de falske løfter, skal det nok vise sig. Men Gud giver først en dårlig sam­vittighed og giver først ringe vin, ja kun vand, men dernæst trøster han med evangeliets løfter, som varer evigt.