Kol 3, 1-7 (4.Påskedag)

Vi har hidtil hørt den glædelige prædiken om Kristi opstandelse, hvordan den har fundet sted og skal blive troet til vor nytte, trøst og salighed. Men for at vi også af hjertet kan være Gud taknemlige for sådan uudsigelig velgerning og holde og fejre opstandelsen sådan, at han deraf kan blive lovet og prist, skal vi også høre og bevare, hvad apostlene lærer os om den frugt, som opstandelsen skal virke i os, så den også viser sig i vor livsførelse.

Sådan hører vi i denne tekst, at Paulus formaner de kristne til rette, kristne gode gerninger eller troens frugter. Og anledningen til denne prædiken tager han netop af Kristi opstandelse, hvoraf den høje nåde og trøst bliver os forkyndt, at vi derved skulle få syndernes forladelse og frelse fra den evige død. Men for at letsindige, kødelige hjerter ikke skal indbilde sig, at det alt sammen er så snart færdigt i os, og at skatten, som herigennem skænkes os, allerede er helt udtømt, når de blot har hørt derom, og de således ikke skulle bedrage sig selv, så prædiker han altid også tillige, at vi også skal prøve Kristi opstandelse på os selv, om vi har modtaget den rettelig og i hjertet.

For det skal jo ikke forblive med ordene alene, og det er ikke Kristus derom at gøre, at man kan høre og tale derom, men derom, at det findes i vor livsførelse. For hvad hjælper det en død, om man prædiker meget for ham om livet, når han ikke tillige derved bliver levende? Hvad hjælper det en synder, om man prædiker meget for ham om retfærdighed, når han alligevel forbliver i synden? Eller en vildfarende og partiånd, om man prædiker for ham om sandheden, når han ikke afstår fra sin vildfarelse og sit mørke? Sådan er det også ikke alene forgæves, men også skadeligt og fordømmeligt at høre om Kristi opstandelses herlige og salige trøst, når hjertet aldrig smager den, men der alene forbliver en lyd i ørene eller et skum på tungen deraf, og intet mere følger derpå, end det gør hos dem, som slet ikke har hørt noget derom.

For Kristi opstandelses fortræffelige værk og store skat skal jo, som Paulus her siger, ikke være en unyttig, uduelig og kraftløs snak eller tanke, som et dødt billede, hugget i en sten eller malet på papir; men det skal være en sådan kraft og magt, som ved troen også i os virker en opstandelse, som han kalder at opstå med Kristus. Det vil sige, at være afdød fra synden, udrevet af dødens og Helvedes magt og i Kristus have trøst og liv, sådan som han herom tidligere klart har sagt i 2, 12: ”I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde.”

Om I nu, siger han, har grebet Kristi opstandelse med troen og modtaget kraften og trøsten deraf og således er opstået med ham, så må det jo vise sig hos jer, at I mærker det. Det må spores hos jer, hvordan det er begyndt at virke i jer, så det ikke bliver ord alene, men sandhed og liv. For hos dem, som ikke finder det sådan hos sig, er Kristus endnu ikke opstået, om han end for sin person er opstået. For de har ikke hos sig den kraft, som hedder at opstå med Kristus, så de også i sandhed kan kaldes både døde og opstandne mennesker.

Derfor vil han hermed vise og lære os, at. de, som vil være kristne, skal vide, at dette må ske hos dem. Ellers er de endnu ikke troende kristne, sådan som de roser sig eller lader sig anse. For dette skal være prøven på, om vi er opstået i Kristus: Om hans opstandelse er kraftig i os, eller om den alene består i ord og ikke tillige i gerning og liv.

Nu, hvordan går et sådant liv og en sådan død for sig? Hvordan er vi døde og alligevel tillige også opstandne? Er vi kristne, så skulle vi være døde og dog tillige leve, ellers er vi ikke kristne. Hvordan rimer disse to ting sammen? Ja, disse ord have nogle falske lærere, endnu på apostlenes tid, som Paulus selv tilkendegiver i 2 Tim 2, 18, straks forstået og udtydet sådan, at de kristnes opstandelse allerede var sket, så de efter den legemlige død ikke mere skulle opstå; for den, som tror på Kristus, sagde de, er allerede opstået og lever. Opstandelsen blev således fuldkomment fuldbyrdet i dette liv hos alle kristne. Dette ville de bekræfte med Paulus' egne ord og netop dermed bekæmpe artiklen om de dødes opstandelse.

Men disse lader vi fare, da de af Paulus selv er straffede og fordømte, og vi forstår disse ord sådan, som Paulus mener dem og både før og siden klart nok har forklaret sig, så man ikke kan tvivle om, at han taler om den åndelige opstandelse. For det er også i sig selv vist, at hvis vi skulle opstå legemligt til salighed på den yderste dag, med dette kød og blod, så må vi tidligere her på jorden være åndelig opstået. Sådan som også Paulus siger i Rom 8, 11: ”Når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.” Det vil sige: Når Gud allerede har gjort jer indre levende, retfærdige og salige, så vil han heller ikke lade legemet, som er den levende ånds hytte og hus, tilbage. Da ånden allerede her er opstået fra synd og død, så må også hytten og den forgængelige kjortel, nemlig vort kød og blod, igen frem af jordens støv, fordi den er den salige opstandne ånds herberg og bolig, så begge igen skal komme sammen og forblive evindeligt forbundne.

Derfor taler apostelen her ikke om den kommende legemlige opstandelse, men om den åndelige, for hvis skyld også den anden må følge efter. Og han sammenfatter sådan den Herre Kristi opstandelse, der har taget sit legeme ud af graven igen og er indgået til det evige liv, og vor opstandelse, vi, som i kraft af den og efter hans eksempel også skal opstå. Først med hensyn til sjælen, fra den syndige og fordømmelige livsførelse nemlig, til et ret gudeligt og saligt liv, og siden også fra denne syndige og dødelige ormesæk igen komme frem af graven med udødelig, herlig sjæl og legeme.

Sådan kalder Paulus de kristne, som tror, samtidige både døde og levende i dette liv, men begge dele åndeligt. Dog sådan at senere også dette syndige kød skal dø, så at også synden og døden deri kan blive fortæret og opslugt, og både legemet og ånden må leve evindeligt. Derfor siger han nu:

Dermed skal I bevise, vil han sige, at I allerede er åndelige opstået og at I senere ved den samme kraft også legemligt skal opstå, derved, at I søger og tragter efter det, som er oventil. Det vil sige: Efter det, som er guddommeligt, himmelsk og evigt, ikke efter det, som er jordisk, forgængeligt og verdsligt. Hvad er nu hermed sagt? Skal da vi, når vi er blevet kristne, ikke mere spise og drikke, dyrke jorden, holde hus, regere eller forrette andet arbejde, men ligge aldeles som døde og uvirksomme, når du siger, at vi ikke skal søge, hvad der er på jorden, hvor jo endnu alt dette må finde sted? Og hvad siger du dertil, at den Herre Kristus selv er hos på jorden, sådan som han, før han fór til Himmels, har sagt: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende? Sådan er jo også hans dåb på jorden, samt også nadveren og evangeliets prædikeembede, hvorigennem han selv på jorden styrer sin kristenhed.

Men han forklarer straks derefter selv, hvad han mener med disse ord: Det som er på jorden, og det som er oventil. Han byder nemlig dermed ikke at foragte skabningerne på jorden. For han taler nu ikke om det, som Gud har skabt, som er idel gode ting, og som han selv anser for gode og kalder gode. Heller ikke kalder han den et jordisk menneske, som omgås dermed og bruger skabningen. Men den, som er uden Guds kundskab og intet mere har og intet mere tragter efter, end hvad fornuften giver og lærer ham. Han mener mennesket, sådan som det er født af fader og moder, blindt og vantro. Som intet ved om Gud eller det tilkommende liv, ej heller spørger derefter, men følger sin naturlige forstand og vilje og intet andet søger end sin egen ære, hovmod og vellyst. Dette kalder apostlene at leve jordisk og verdsligt, hvor intet Guds ord er eller bliver agtet, og Djævelen har sit styre og sin vilje og driver sådanne mennesker til alle slags laster.

Dette jordiske væsen, vil han sige, som hedningerne og de vantro tragter efter, de, som slår Guds ord hen i vejret og lader Djævelen føre og lede sig efter sin vilje, må I være afdøde fra. Dermed skal I bevise, at Kristi opstandelse ikke er et tomt ord hos jer, men idel kraft, der ytrer sig hos jer, så I også er opstået og nu lever anderledes end tidligere, nemlig efter Guds ord og vilje. Det er en guddommelig, himmelsk livsførelse. Når dette ikke sker i jer, så er det et tegn på, at I endnu ikke er kristne, men bedrager jer selv med tomme indbildninger og tanker.

Men Paulus indbefatter i det ord: Det som er på jorden eller jordisk, ikke alene de grove, ydre laster og synder, der også for verden er strafværdige, men også andre, højere stykker og alt det, som ikke stemmer overens med Guds rene ord og med troen og sandt kristent væsen. Derfor, så at man desto bedre skal forstå og fatte det, vil vi dele det, sådan som også Paulus selv plejer at gøre forskel.

Der er to slags væsen eller livsførelse på jorden, nemlig åndens eller et åndeligt og kødets eller et kødeligt. Et jordisk åndens væsen hedder og er de åndelige laster, der består i falsk lære og indbildning, når sjælen lever uden Guds ord, i Guds foragt, vantro eller, hvad der er endnu værre, når man misbruger Guds ord og Kristi navn til falsk lære, til dække og smykke for sine onde gerninger og sin underfundighed, til at bedrage folk med falskt foregivende og skin af sandhed eller kristen kærlighed.

Dette kaldes et jordisk væsen i henseende til sjælen, og er netop det værste, skadeligste stykke, idet man ikke alene synder for sig selv, men også andre folk bliver bedraget dermed. Dette kalder han også i epistelen på påskedag for den gamle surdej og lumskhedens surdej. Og i 2 Kor 7, 1 gør han netop denne adskillelse og deling mellem disse to slags laster, idet han siger: ”Vi skal rense os selv for alt snavs på krop og ånd.” For åndens besmittelse kalder han den hemmelige og fine last, hvorved ånden eller mennesket indre besmitter og fordærver sig for Gud, selvom det ikke viser sig i det ydre for verden, og fornuft og menneskelig visdom bliver bedraget.

Fra et sådant jordisk væsen skal vi først være afdøde, hvis vi vil være rette kristne, så vi ikke skal antage eller tåle nogen sådan jordisk lære og falsk indbildning, som kommer fra os selv, det være sig gennem fornuft, filosofi eller juridiske kunster, uden Guds ord eller også smykket med Guds navn. For hvad der ikke spørger eller tragter efter Guds vilje, efter Guds rige og det evige liv, men alene søger sin egen ære, hovmod og berømmelse for visdom, hellighed eller deslige, det er dog intet andet end lutter jordisk væsen. Og selvom det roser sig af evangeliet og troen på Kristus, så er det dog intet alvor og det forbliver stedse som før, uden kraft og frugt.

Derimod, hvis vi nu er opstået med Kristus ved troen, så skal vi ikke tragte efter det, som er jordisk, fordærveligt og forgængeligt; men efter det, som er oventil, det vil sige, efter det, som er himmelsk, guddommeligt og evigt, nemlig efter den rette, rene, sande lære, og hvad der behager Gud, hvorved hans ære og Kristi rige bevares. Vi skal vogte os for al misbrug af hans navn, for falsk gudstjeneste, tiltro og pukken på egen hellighed, hvorved ånden bliver besmittet og gjort uren.

De andre laster, som Paulus også kalder jordiske, og som han her især opregner, er grove og legemlige, som ægteskabsbrud, urenhed, gerrighed, som også fornuften forstår og dømmer om. For ved de andre laster bliver den fanget og bedraget, ja, forblindet, så den ikke kan vogte sig derfor. Derfor kaldes de også åndelige, ikke alene fordi de besmitte ånden, men fordi de er alt for høje for og ikke kan blive forståede eller kendte af kød og blod. Men disse kaldes legemlige eller legemets besmittelse af den grund, at de begås med legemet og dets lemmer.

Fra disse skal vi nu, så vel som fra de andre, være afdøde eller dog blive fundet på den bane, at vi stedse dør fra dem, og kun stræber efter, at vi kan vende alt sådant jordisk væsen ryggen, men jage efter det, som er himmelsk og gudeligt. For den, som endnu tragter efter det kødelige væsen og omgås dermed, han er endnu ikke med Kristus afdød fra verden. Derfor er og virker Kristi opstandelse heller intet i ham, men Kristus er død og et intet for ham, og han ligeledes for Kristus.

Denne formaning er det især nødvendigt at drive på i denne tid, da vi ser, at der er mange sådanne mennesker, og at der bliver flere og flere, som roser sig af evangeliet, skønt de udmærket godt véd, at sådanne ting besmitter og fordømmer mennesker. Alligevel vandrer de stedse sikre og betænker ikke, at Gud vredes derover og engang vil betale enhver efter hans gerninger.

Ja, det er nu blevet ganske almindeligt, at folk kun gør, hvad de lyster, og vil dog ikke anses for at have gjort det eller straffes derfor. Nogle gør sig endog så englerene og ustraffelige, at det, som de gør, ikke må kaldes ondt eller urigtigt gjort. De foregiver stor kristen kærlighed og dyd og driver dog i smug på underfundighed og skalkestykker. De går derpå hen og smigrer folk, pryder og smykker sig, som om de havde handlet vel og ret, og mener, at når de kan gøre sig rene for menneskene, så man ikke offentlig kan straffe dem, at Gud også skal lade sig bedrage. Men hvad han vil sige dertil, det skal vi engang erfare. For Gud lader sig ikke spotte som menneskene, siger Paulus i Gal 6, 7. Og her gælder det ikke om at dække eller smykke synden, men at være afdød fra den og nu tragte efter det, som er retskaffent, gudeligt og kristent.

Men her i teksten opregner han nogle grove, ydre, legemlige laster, og især disse to: Horeri eller utugt og gerrighed. Det taler han også om i Ef 5, 3-5. og 1 Thess 4, 3-7, sådan som vi har hørt i epistlerne på anden og tredje søndag i fasten. Han vil, at de kristne med flid skal vogte sig derfor og være aldeles afdøde derfra, fordi sådanne laster også bliver straffet af hedningerne, og at vi derimod skal tragte efter idel renhed, som de, der nu tilhører Himlen og Kristus. For en kristen sømmer det sig også at holde sit legeme i tugt, hellighed, kyskhed, så han ikke besmitter sig og gør sig uren med horeri og anden utugt, sådan som verden gør.

Det samme siger han også om gerrigheden, som han giver det skændige navn afguderi eller afgudsdyrkelse, så at de kristne desto mere må undgå den som den grueligste last, for hvilken Gud nærer det højeste fjendskab. For den er også en sådan ting, som afvender mennesket aldeles fra troen og den rette gudsdyrkelse, så det ikke spørger efter Gud eller hans ord, ikke tragter efter evige, himmelske goder, men alene bliver hængende ved de jordiske, og søger kun en sådan Gud, som giver det nok her på jorden.

Herom ville være meget at sige, hvis man skulle gå igennem alle stænder og håndteringer; for det ligger klart for øjnene, hvordan verden, især i denne tid, er aldeles nedsunket i denne last, og det er ikke til at tælle, hvor mange fine kunster gerrigheden kan opfinde, og hvordan den forstår at pryde sig med et fortræffeligt, skønt smykke, så den ikke bliver holdt for synd og last, men for stor dyd og ærbarhed. På samme måde som afguderiet altid gør, der for Gud er den største vederstyggelighed og alligevel har det fortræffeligste skin og berømmelse for verden, så det ikke vil være synd eller last, men hedder den største hellighed og gudsdyrkelse.

Sådan bærer også dette afguderi med mammon så skøn en dragt, at det ikke må kaldes gerrighed eller tragten efter uret gods, men ret og ærligt at søge sin næring, og det kaldes velerhvervet gods. Det kan smykke sig med Guds ord, nemlig at Gud har befalet mennesket i sit ansigts sved at søge sit brød, og at enhver er skyldig at sørge for sit hus, sin ægtefælle og sine børn, så at han kan ernære dem, så ingen verdslig øvrighed, ja, heller ikke nogen prædikant kan dadle eller straffe sådan gerrighed, hvis den ikke bryder groft frem med at røve og stjæle.

Derfor må man lægge dette på enhvers samvittighed, så han er ansvarlig derfor og ved, at Gud ikke vil lade sig bedrage. For man ser, hvordan lasten under dette skin og dække bryder frem som en syndflod og tager sådan overhånd i verden, at det er blevet en almindelig ret. Enhver driver ustraffet og uhindret på intet andet end den blotte gerrighed og på at samle og skrabe til sig. De store og mægtige beskatter, piner, plager, udsuger de fattige med daglige beskatninger og nye pålæg. De mener, at de ved magt må rive alt til sig, hvad de kan. Det samme gør også siden den jævne mand ved at ågre, bedrage, forfordele, osv. Og alligevel vil ingen have gjort uret, eller blive kaldet en ukristen derfor. Ja, det er endelig kommet så vidt, at man intet steds mere kan værge sig selv for offentligt røven og stjælen, snyd og bedrageri af den ringeste vikar eller medhjælp i huset.

Og hvem ville vel kunne opregne, hvor langt en sådan last går i alle denne verdens sager, handel og vandel blandt menneskene? Men det må hermed være enhver, der vil være en kristen, nok sagt, at han skal gribe sig i barmen, og hvis han ligger deri, skal han afstå derfra eller vide at vogte sig derfor. For enhver kan vel forstå og mærke med sig selv, hvad heri kan ske kristent og med god samvittighed. Og vi har den regel, som Kristus herom giver i Matt 7, 12, at vi skal se på, hvordan vi selv vil, at mennesker skal gøre mod os, så det må gå lige og ret til. For hvor det ikke går lige til, kan det heller ikke gå til uden gerrighed.

Hvis du nu ikke vil afstå fra en sådan last, så skal du også vide, at du ikke er en kristen eller troende, men, som Paulus kalder dig, en skammelig, fordømt afgudstjener. Og du har ingen del i Guds rige; for du lever endnu aldeles for verden og tænker ikke på at opstå med Kristus. Derfor vil denne listige, søde prædiken ikke hjælpe dig, selvom du siger: Kristus er død og opstået for syndere, derfor håber jeg, at han også er det for mig. Ja, ganske rigtigt. Men, når du stedse vil forblive i det gamle skind og kun bruger denne prædiken til et skjul for din skændige gerrighed, så står her skrevet: Tag ikke denne trøst til dig. For skønt Kristus er død og opstået for alle mennesker, så er han dog endnu ikke opstået for dig; for du har endnu ikke grebet hans opstandelse med troen. Røgen har du set, men du har ikke følt ilden. Ordet har du hørt, men du har ikke modtaget dets kraft.

Vil du altså rettelig rose og trøste dig ved denne prædiken, at Kristus ved sin død og opstandelse har hjulpet dig, så må du ikke forblive i dit gamle, syndige væsen, men iklæde dig en ny hud. For hans død og opstandelse er sket derfor, at også du endelig med ham skal dø fra verden og blive hans opstandelse lig, det vil sige, begynde at blive et nyt menneske, sådan som han er, deroppe i Himlen. Så du ikke har lyst og behag i gerrighed og til at snyde næsten, men lader dig nøje med det, som Gud beskærer dig gennem dit arbejde, er mild, god og velgørende mod dem, som trænger til dig.

Men så at denne formaning desto mere skal bevæge de kristne til at vogte sig for sådanne laster, så bestyrker Paulus den, idet han slutter med en alvorlig trussel og foreholder Guds vrede, idet han siger:

Det er over den vantro verden, som hverken agter, frygter eller tror Guds ord eller søger at være det lydig, men alligevel ikke vil kaldes ikke-kristne eller afgudsdyrkere, men Guds folk og fromme mennesker.

Hermed viser han da atter, at sådant verdsligt væsen og livsførelse i jordiske lyster, gerrighed og deslige ikke kan tåles eller bestå med troen og at Kristi opstandelses kraft intet kan virke hos sådanne mennesker. Derfor kalder han dem også vantroens børn, som er uden tro og med deres ikke-kristne væsen fører Guds vrede over sig, så de bliver udstødt og forkastet af Guds rige. For dette er Guds alvorlige dom, at han ikke vil give nåde til dette væsen, men lader sin vrede udgå derimod både med legemlig straf i dette liv og med evig straf herefter. Sådan som han også siger andetsteds, Ef 5, 6. og Rom 1, 18: ”Guds vrede åbenbares fra himlen over alle menneskers ugudelighed og uretfærdighed.”

Se, dette er Paulus’ formaning til alle, som ville kaldes kristne. Han erindrer dem deri om, hvortil de er kaldede, fordi de har evangeliet om Kristus, og om hvad Kristi opstandelse skal virke i dem. Nemlig at de skal være døde fra alt det, som strider imod Guds ord og vilje i lære eller livsførelse. Og hvis de tror på den opstandne, levende Kristus, at de da også, som opstandne med ham, skal tragte efter det samme himmelske liv, hvor han sidder ved Guds højre hånd. Her er der ingen synd og intet jordisk væsen, men blot evigt liv og uforgængelige goder og herlighed, som de kristne skal have og nyde med ham i evighed.

Men denne prædiken forstår heller ingen uden den, som tror. For hvad apostelen her siger om de kristnes liv og herlighed i den opstandne Kristus, det ses ikke af verden. Ja, det bliver endnu ikke set af de kristne selv med ydre øjne eller følt med ydre sanser. Derfor siger han også selv:

For verden kender og priser det ikke, men er det fjendsk og kan ikke tåle, at I tror på Kristus og ikke ville holde med den og leve, som den lever, efter de jordiske lyster. Derfor kaldes det og et skjult liv for verden og for de kristne selv efter ydre syn og følelse; men det er dog et liv, som er sikkert og vel forvaret og senere også åbenlyst skal lyse for al verdens øjne, sådan som han straks efter siger:

Dette er de kristnes trøst i dette liv på jorden, hvor de ganske vist hører om Kristus og griber ham i troen, men derimod det modsatte viser sig for deres følelse og for verden. De må kæmpe mod synden og deres egen svaghed og er tillige underkastet alle slags bedrøvelser og ulykker, så de ikke føler meget af livet og glæden, sådan som de gerne ville, men meget mere af døden og skrækken. Herimod trøster nu Paulus dem og viser dem, hvor de skal søge og gribe deres liv. Vær trøstede, vil han sige, for I er jo døde fra dette jordiske liv, og I må forsage det. Men I har hermed gjort et kosteligt bytte. For det er en salig død, hvorved I opnår et langt herligere liv. For I er nu ved Kristi død forløst fra synden og den evige død, og en uforgængelig, evig herlighed er skænket jer. Men dette liv har I endnu ikke i jer selv gennem følelsen, men i Kristus gennem troen.

Kristus er altså jeres liv. Det er endnu ikke åbenbaret i jer selv, men det er i ham så vist og sikkert, at ingen kan tage det fra jer, og det sådan, at I ved troen på hans liv skal blive opholdt og beholde sejr imod syndens, dødens og Djævelens skræk og plage, indtil dette liv også bliver åbenbaret på og i jer.

For I har det bestemt allerede i Kristus, og der fejler intet mere deri, end at det dække, hvorunder det endnu er skjult, fordi I lever i dette dødelige kød og blod, bliver borttaget og det åbenbarer sig. Da vil alt verdsligt, jordisk væsen, synd og død ophøre, og idel herlighed være i alle kristne. Derfor bør de kristne, som tror og véd, at Kristus er opstanden, trøste sig dermed og vente på, at også de skal leve med ham i evig herlighed, når de også tidligere med ham er døde fra verden.

Paulus har heller ikke forglemt at tilkendegive, hvordan det endnu forholder sig med de kristne og hellige i dette liv. Han siger:

For han bekender, at de med Kristus allerede er døde fra det jordiske væsen og har livet i ham, og han siger dog, at de skal døde deres jordiske lemmer. Dem præciserer han nærmere som: utugt, urenhed, lidenskaber, onde lyster og griskhed. Det er dog en sælsom tale: At være død og opstanden med Kristus og således i sandhed hellig, og alligevel at skulle døde de jordiske laster på deres eget legeme og lemmer.

Dette er, hvad apostelen i Rom 7 og andre steder ofte viser, nemlig, at der i de hellige endnu forbliver alle slags syndige lyster fra arvesynden, der altid rører sig og vil bryde frem også med grove, ydre laster, hvis man ikke gør dem modstand. Ja, den er så stærk og mægtig, at den endog vil tage mennesket aldeles til fange og kaste det under sig, som Paulus selv klager. Og det gør den også, hvis man ikke værger sig derimod ved troen og Helligåndens hjælp og vinder sejr.

Derfor fordres her en stærk, uophørlig strid og kamp, så de hellige må kæmpe mod den onde lyst, hvis de ikke atter vil miste Guds nåde og deres tro. Sådan som Paulus også siger i Rom 8, 13: ”Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve.” En kristen må altså kæmpe og stride med sig selv, så han kan beholde Ånden og det påbegyndte nye, gudelige liv; og det er i denne sag ikke nok med munkenes tiggergerninger, hvormed de mener at kunne værge sig mod synden.

For denne urenhed hænger ikke ved klæderne eller i det ydre ved huden, så man skulle kunne afvaske eller kradse den bort eller faste og piske den bort. Den bor i det indre i blodet og kødet og rører sig i hele mennesket. Den må aldeles dræbes. Hvis ikke, vil den dræbe dig. Men den bliver dræbt, når du gennem boden erkender den og har et alvorligt mishag dertil og søger og modtager forladelse ved troen hos Kristus og således modstår det syndige begær, så det ikke kommer til udfoldelse og hersker over dig.

Det bliver der talt mere om andre steder.