Ef 4, 1-6 (17.søn. efter trinitatis)

Dette er også en skøn prædiken om de kristnes gode gerninger, når de er blevet troende og adlyder evangeliets lærdom. Paulus har tidligere prædiket evangeliet for efeserne, sådan som vi har hørt i for­rige søndags epistel, hvor han ønskede for dem, at de måtte tiltage og vokse i erkendelsen deraf. Troen på Kristus må be­standigt være grundvolden for al lære og liv, og en kristens høje og evige skat for Gud. Det er nemlig alene troen, der modtager syndernes forladelse og gør os til Guds børn. Men når vi har troen, bør man også drive på dens frugter, så de kristne må bevise og lade det skinne igennem, at de er sådanne mennesker, som lever Gud til ære og behag. Derved bliver Gud æret og prist, ligesom de også selv får ære og evig belønning derved for Gud og mennesker.

Men denne formaning giver han, efter at han har mindet dem om sit fængsel og de trængsler, som han lider for evan­geliets skyld og til gavn og ære for dem, sådan som han ovenfor har sagt, så de til gengæld også skulle ære evangeliet med deres liv og livsførelse. Og først giver han en almindelig regel for hele det kristne liv:

Det skal være hovedstykket og det for­nemste, som en kristen skal rette sin ydre færden i verden efter, så han minder sig selv om og husker på, hvortil han er kaldet og sat i verden af Gud. Han skal huske på, hvorfor han kaldes en kristen, og dernæst leve efter det og lade det blive synligt for alle, så Guds og den Herres Kristi navn og ord må blive prist ved hans liv og gerninger. Det er også det, Kristus selv siger i Matt 5, 16: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”

Sådan vil Paulus også her­med sige: I har nu modtaget Guds ord og nåde og er blevet så salige mennesker, at I, i Kristus, har alt, hvad I behøver. Tænk på, at I er kaldet til noget helt andet og langt højere, end andre mennesker, og lev også sådan, at man kan se, at I tragter efter et større gode, ja allerede har modtaget noget langt bedre, end verden har. Pris og ær med jeres liv den Herre, som har givet jer sådan en skat. Giv ingen anledning til at spotte og nedgøre denne jeres skat eller foragte hans ord, men lok og opmuntre tværtimod enhver dermed, så de ved jeres væremåde og gode gerninger må tilskyndes til at tro på Kristus og prise ham.

En kristen skal vide, at han ikke lever på jorden for sig selv eller for sin egen skyld, men at hans liv og person på jorden tilhører hans herre Kristus. Derfor skal det også leves til hans ære, pris og tjeneste, så han med Paulus kan sige, ikke alene om troens og nådens og retfærdighedens åndelige liv, men også i henseende til dens frug­ter i sin ydre livsførelse: Jeg lever, dog ikke mere jeg, men Kristus lever i mig, Gal 2, 20. Han skal altså vandre i Kristus, som Paulus siger i Kol 2, 6, ja, iføre sig Kristus selv som sin klædning og sit smykke (Rom 13, 14), så han kan skinne og det kan kendes, at han er i ham.

Hvor dette ikke sker, bliver syn­den derimod langt større og værre. For ved enhver synd, som de, der kaldes kristne og Guds folk, begår, bliver ikke alene Gud fortørnet ved ulydigheden, men dertil bliver også det andet bud foragtet. Det gør synden langt større, fordi Guds navn derved spottes og andre forarges. Som også Paulus siger Rom 2, 24: ”På grund af jer bliver Guds navn spottet blandt folkene.” Der­for bør en kristen leve sådan, at han dog skåner Guds og Kristi ære, så Guds navn ikke skal forhånes og må bære skylden for det onde, som en kristen gør. For Djævelen tillige med ver­den bruger jo alle sine kræfter, for at Guds navn må vanæres og bespottes, så han kan vise sit bitre had mod Kristus og hans ord, gøre hans kirke skade og ved forargelse både afskrække de vantro fra evangeliet og bringe de svage til fald.

For at forebygge dette skal de kristne vogte sig desto flittigere, så de ikke er årsag til nogen forargelse med deres liv, men lader deres Guds og herres navn og ære være dem mere kært, end de skulle være årsag til, at man spotter det. Også selv om de derover skulle miste deres egen ære, gods, liv og velfærd, fordi de i dette navn og denne ære har deres højeste skat og salighed. De skal også tænke på, at når de holder Guds navn i ære, så er dette deres egen ære og be­rømmelse for Gud og mennesker, sådan som Gud forjætter og siger i 1 Sam 2, 30: ”Kun dem, der ærer mig, vil jeg ære.” Gør de det derimod ikke, så drager de Guds højeste vrede og foragt og skændsel over sig, sådan som han videre siger på det anførte sted: ”De, der ringeagter mig, skal blive til skamme.” Og i det andet bud truer han med en alvorlig og forfærdelig straf til alle dem, som misbruger hans navn, det vil sige, ikke fører og bruger det til hans lov og ære.

Her må enhver prøve sit eget liv omhyggelig og se til, hvor flittig han praktiserer dette stykke, så han forhindrer forargelse over evan­geliet og retter sin gerning og sit liv ind efter Guds alvorlige bud til det guddommelige navns og evangeliets pris og ære. Ja, her vil enhver finde nok af store og svære synder, som han må græde over og omvende sig fra, så han ikke skal føre Guds vrede over sig. Især fordi evangeliet også uden det, nu i denne sidste onde tid alle vegne trykkes af så store og så mange forargelser. Mennesket er jo skabt til, at det skal være Guds billede, og netop derfor skal det være Guds billede, fordi Gud skal og vil erkendes gennem det. Derfor bør det også skinne og lyse i hele menneskets livsførelse og omgang med andre som i et spejl. En kri­sten skal ikke have nogen højere eller større omsorg end at leve sådan, at Guds navn ikke bliver vanæret.

Dette er det første stykke af Paulus’ formaning og sigter til hele den kristnes livsførelse. Dernæst nævner han nogle særlige gode gerninger, som alle kristne i almindelighed skal bestræbe sig på. Det er ydmyghed, sagtmodighed, langmo­dighed, åndens enighed, som der er talt om tidligere i andre epistler, således om ydmyghed på tredje søndag efter trinitatis; om sagtmodig­hed og langmodighed på anden søndag efter påske og på femte søndag efter trinitatis.

Hermed har alle kristne i alle livsforhold fået gode gerninger nok at gøre, så man ikke behøver at søge andre eller bedre gerninger. For Paulus vil ikke læsse sådanne specielle gerninger på dem, som ligger uden for eller over de almindelige livsforhold, og som de falske helgener lærer og gør. De befaler folk at løbe bort fra menne­sker ud i ørkener og oprette deres eget mun­kevæsen og selvvalgte gerninger, som de berømmer som langt højere og bedre end dem, de andre almindelige kristne gør. Ja, de gør dermed det almindelige liv foragtet og anser det for farligt, sådan som pavedømmet indtil nu uforskammet har kaldt det almindelig liv for verdsligt. De, som har levet i det, har måttet mene, at de kun med vanskelighed kunne komme i Himlen, med mindre også de blev åndelige (dette navn har de alene givet munkestanden og præstestanden), eller dog i det mindste blev delagtige i deres gerninger og købte deres fortjeneste.

Men Paulus og hele Skriften lærer alene sådanne gode gerninger, som i De Ti Bud pålægges alle af Gud. De skal praktiseres i det almindelige liv og i almindelige livsforhold. De hæver sig godt nok ikke som noget skinnende, sådan som hyklernes selvvalgte gudstjeneste, og alligevel er det rette kostelige, gode og nyttige gerninger, både for Gud og mennesker. For hvad kan være Gud velbehageligere og mennesker mere gavnligt, end at du lever sådan i dit kald, at Gud får ære af det, og at andre ved dit eksempel bringes til at elske Guds ord og prise hans navn? Hvilke dyder kan desuden være nyttigere i hele menneskelivet end ydmyghed, sagtmodighed, langmodig­hed og enighed?

Men hvor kan man praktisere sådan noget bedre end i de forhold, som Gud har anordnet, at man i dem skal leve med hinanden og blandt hinanden? Ja, det selvvalgte afsondrede liv og munkenes hellighed er aldeles uduelig til dette. For hvem bliver bedre af, at du går i kloster, vælger dig en egen stand og ikke vil leve som de andre? Hvem hjælper din kappe, dine sure miner og dit hårde leje? Hvem kommer derved til erkendelse af Gud eller til samvittighedens trøst? Eller hvem bliver derved opmuntret til at elske sin næste? Ja, hvorledes kan du deri tjene din næste og udvise kærlighed, ydmyghed, langmodighed og sagtmodighed, når du ikke vil leve blandt mennesker og holder så strengt på din selvvalgte regel eller orden, at du hellere lader næsten lide nød, end du overtræder den?

Man må virkelig undre sig over, at verden befinder sig i så stor blindhed, at den så al­deles ringeagter både Guds ord og de af ham forordnede livsforhold, hvori den dog må leve dagligt. Prædiker man for den om troen på Guds ord, anser den det for kætteri. Taler man så til den om de gerninger og livsforhold, Gud selv har indstiftet, anser verden det for noget helt ubetydelig, som man kan udtænke meget bedre selv. At en almindelig kristen lever kristent i sit hus, en ansat i sin stilling, det er efter dens mening blot en verdslig ting. Du må gribe det anderledes an, siger den, krybe hen i en krog, trække en kappe på, valfarte til helgenerne, så kan du hjælpe dig selv og andre til Himlen. Men spørger du, hvorfor eller hvor Gud har sagt dette, så er der i grunden ingen anden forklaring end denne: Vor Herre Gud ved ikke og forstår sig ikke på, hvad gode gerninger er, hvordan skulle han så kunne lære andre det? Han må selv gå i skole hos disse højt oplyste helgener og lære af dem.

Men det kommer alt sammen af den lede, medfødte plage og onde, som hedder arvesynden. Den forvolder en sådan blindhed og ondskab, som ikke vil se eller regne med Guds ord, vilje og værk, men kommer i stedet frem med andre ting efter vore egne heden­ske tanker. Den har trykket en sådan tyk hud både over øjne, øren og hjerte, at den ikke kan se, hvad der dog er klart som lyset, nemlig at de kristnes liv i de almindelige forhold, som mand og hustru, samfundsborger og øvrighed, er smykket og pry­det med Guds ord. Den vil heller ikke lade sig overtale til at bestræbe sig på de gerninger, om hvilke Gud dog selv vidner, at de behager ham meget hos dem, som tror og er i Kristus. Kort sagt: erfaringen viser og vidner i hele verden, at det er en stor og besynderlig nåde, og at få mennesker er så salige, at de i sandhed gør gode gerninger. Den store hob, som vil være hellige, besværer sig forgæves med andre unyttige og dårlige gerninger, som de agter højt, men hvormed de gør sig selv aldeles uduelige til al god gerning, som Paulus siger i Titus 1, 16.

Dette er en skade, som en sådan vild­farende menneskelig indbildning om selv­valgte gerninger og hellighed medfører. For det andet følger også deraf, at de skønne og liflige dyder, som Paulus her lærer om og priser, nemlig ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed og åndens enhed, bliver forhindrede derved. Ja, de bliver ganske forstyrrede og tilintetgjorte, mens de modsatte usalige laster derimod styrkes og befordres af Djævelen. For hvor man forlader Guds ord og opdigter selvvalgte menneskegerninger, må følge mange forskellige former for indbildning og egensindighed. Den ene kommer med et, en andet med noget andet, og enhver vil have den ros og det omdømme, at hans er det bedste; og siden kommer en anden og vil gøre noget endnu bedre. Deraf opstår så ligeså mange sekter og partier, som der findes af sådanne lærere og gerninger. Sådan har det hidtil været blandt de utallige par­tier i pavedømmet, og sådan er det altid blandt alle partiånder. Derunder kan da ingen af disse dyder, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed og kærlighed praktiseres, men det modsatte må følge. For da hjerter og sind ikke er enige, så for­agter den ene den anden i hovmod, og hvis man ikke lader hans person være ret og god, så begynder han at vredes, misunde, hade og kan ikke bevare venskabet eller have tålmodighed med nogen, som ikke i alt gør ham tilpas.

Derimod er et kristent liv i troen og dens frugter ordnet sådan efter Guds ord, at det i alt tjener til at bevare kærligheden og enigheden og alle dyders trivsel. Det omstyrter ikke den orden, som Gud har skabt og indstiftet i de almindelige livsforhold og deres gerninger blandt mennesker, som øvrighed, far, mor, børn, arbejdsgiver og lønmodtager, men stadfæster dem alle som gode forhold og gerninger. Det byder enhver i sit kristenliv og alle i almindelighed at bestræbe sig på at vise kærlighed, ydmyghed, langmodighed, så ingen foragter den anden, men enhver giver den anden hans ære og ved, at også den, som er i en ringere stand, for Gud kan være ligeså salig og god som han selv. Ligeledes skal den ene bære over med den andens svaghed og huske på, at også han selv har skrøbe­ligheder, som de andre må bære, og med ét ord, at enhver skal vise de andre den kærlighed og det venskab, som han vil, at man skal vise ham selv.

Dertil hjælper og bidrager mægtigt sindets enighed, idet en kristen ved, at han i Kristus har Guds nåde, syndernes for­ladelse og et evigt liv, ikke for sin fortjenestes eller specielle livsførelse og gerningers skyld. Hvor ringe han end er for verden, er han i sit væsen og i sin stand, lige så vel er et Guds barn, salig og delagtig i alle Kristi goder (hvis han tror), som den allerstørste og fornemste helgen. Derfor behøver han ikke at se sig om efter andre gerninger, som ikke er befalet ham at gøre, eller at misunde andre, hvis de er i en højere stand eller har flere gaver af Gud og kan gøre større geringer. Han nøjes med det, som er ham tilmålt, tjener Gud i sit kald og takker ham, at han også bruger ham som sit redskab i sin stand.

Den derimod, som efter Guds kald tjener i højere stand, gaver og gerninger, ham skal også denne sindets enighed lære og vise, at han skal forblive i ydmygheden og ikke foragte andre. Han skal vide, at han ikke derfor er bedre og gælder mere for Gud, selv om han har større gaver, men at han derved kun er desto mere skyldig til at tjene andre dermed. Gud kan også ved dem, som har ringere gaver, udrette det, som er mere og større. På den måde kan han også vise sig langmodig, sagtmodig og kærlig mod sine svage og skrøbelige medmennesker, idet han husker på, at også de tillige med ham er Kristi lem­mer og delagtige i den samme nåde og salighed.

Se, derfor driver de hellige apostle Paulus og Peter overalt så flittigt på denne dyd, som hedder sindets enighed. Den er også den nødvendigste og skønneste dyd blandt de kristne, som sammenholder og sammenbinder kristenheden og forhin­drer partivæsen og splittelser, sådan som der tidligere er talt mere om. Derfor formaner Paulus her, at man skal bestræbe sig på at bevare den. Men han kalder den åndens enighed for at vise, at han taler om enighed i den rette lære og tro, ellers kunne det ikke hedde ”én Ånd”, for uden kendskab til og tro på Kristi evangelium, er der ingen Helligånd. Derfor må man frem for alt stræbe efter dette, så Skriftens rette lære bliver bevaret i sin renhed og i enighed.

For der er ingen større og skadeligere forargelse end at anrette split­telse i læren. Derfor driver også Djævelen med al flid derpå, og en sådan for­argelse kommer i almindelighed fra nogle hovmodige, egensindige og ærgerrige hove­der, som vil være noget frem for andre og kæmpe for egen ære og berøm­melse. De kan ikke holde sammen med nogen, men mener, at det ville være en skam for dem, hvis de ikke skulle blive kendt og rost for en større lærdom og ånd (som, de dog slet ikke har) end andre. De under ingen anden nogen ære, selv om de ser, at han har større gaver. Af mis­undelse, vrede, had, eller hævngerrighed søger de at stifte partier og drage folket til sig. Derfor har Paulus først formanet dem til de nødvendige kærlighedens gerninger, at de skal vise indbyrdes ydmyghed, langmodighed og gensidig bære over med hinanden.

Det er også klart og åbenlyst nok for erfaringen, hvilken skade og fordærvelse denne partidannelse og splid vedrørende læren medfører i kirken. Foruden at mange mennesker forføres, og at flertallet bliver tiltrukket, når de hører noget nyt, som med stort skin og prægtige ord fremføres af de hovmodige og ærgerrige ånder, så har det også den følge, at mange svage og ellers velmenende sjæle kommer i tvivl og ikke ved, hvem de skal holde sig til. Deraf følger endvidere, at læren bliver foragtet og bespottet af mange, som søger anledning til at modsige den. Desuden bliver mange aldeles sikre og nydelsessyge og foragter al religion og alt, hvad man taler til dem af Guds ord. Ende­lig bliver også de, som kaldes kristne, un­der en sådan strid forbitrede på hinanden og bider og æder hinanden med had, misundelse og andre laster, hvorved både kærligheden bliver kold og troen udslukkes.

Denne forvirring i kirken og al den sjælefordærvelse, som dette afstedkommer, er sådanne egensindige, partisyge hoveder skyld i, fordi de ikke forbliver ved den fælles lære eller bevarer Åndens enighed. For deres egen indbildnings, æres og hævngerrigheds skyld, søger og foregiver de, at de kommer med noget nyt, og derved fører de en langt forfærdeligere og utåleligere fordømmelse over sig end andre.

Derfor skal de kristne vogte sig her, så ikke også de bliver årsag til en sådan splittelse og spaltning, men med al flid, som Paulus her formaner, hjælper til at bevare Åndens enhed. For det er ikke så let en sag at bevare den. Også blandt de kristne sker der meget, som let kan bevæge dem til uvilje, vrede og had. Tilmed søger også Djæve­len sådanne anledninger, puster og blæser til, hvor han kan. Derfor må de se til, at de ikke giver en sådan fristelse rum, som Djævelen eller deres eget kød vækker i dem, men strider imod det og gør og lider alt, hvad de skal, om det så gælder ære, gods, liv eller velfærd, så de, så vidt det står til dem, bevarer lærens, troens og Åndens enhed ukrænket.

Det skal være denne årsag, som skal be­væge de kristne til at holde fast ved Ån­dens enhed, at de alle med hinanden er lemmer på ét legeme og har del i alle åndelige goder. For de har alle én og samme skat, nemlig én Gud og fader i Himlen, én Herre og frelser, ét og samme ord, én dåb og én tro, kort sagt én og samme salighed. Fordi dette gode således er fælles for dem alle, så enhver har lige så meget som den anden, og ingen kan få noget mere og bedre, hvad årsag kan nogen så have til at skabe splittelser eller søge noget andet?

Hermed viser og lærer også Paulus, hvad der er den rette kristne kirke, og hvorpå den bør kendes, nemlig, at der ikke er mere end én eneste kirke, eller ét eneste Guds folk på jorden, og denne kirke har én og samme tro og dåb og én bekendelse af Gud fader og Kristus, samt holder fast i enighed og forbliver udholdende derved. I denne kirke må en­hver være at finde, i den må enhver være indlemmet, som vil blive salig og komme til Gud, og uden for kirken bliver ingen salig.

Derfor kaldes og er det ikke kirkens enhed, at man har og fastholder ét og samme ydre styre, samme love eller bestemmelser og kirkeskikke, sådan som paven og hans folk foregiver, der vil have alle udelukket af kirken, som ikke i sådanne ting vil adlyde ham. Nej, kirken er dér, hvor denne enighed i tro, dåb, osv. findes. Derfor hedder det én, hellig, katolsk, eller kristen kirke, fordi man har én og samme rene og uforfalskede evangeliske lære og ydre bekendelse, på ethvert sted i verden og til alle tider, uanset hvad der ellers kan være af ulighed og forskel i det ydre, legem­lige liv eller anordninger, skikke og ceremonier.

De som derimod ikke fastholder denne læ­rens og troens enighed i Kristus, men volder splid og forargelser ved deres menneskelærdomme og selvvalgte gerninger, som de strider for, og som de påbyder alle kristne at holde som nødvendige til sa­lighed, de er ikke den rette Kristi kirke og dens lemmer, men dens modstandere og forstyrrer, sådan som vi ofte har ført bevis for andre steder.

Denne sikre lære og trøst har vi mod pavedømmet, som anklager og for­dømmer os, fordi vi har skilt os ud og afsondret os fra dem, og de skælder os ud som frafaldne fra kirken. I virkeligheden er det dem selv, der er de frafaldne, fordi de forfølger sandheden og un­der kirkens og Kristi navn og titel sønderriver Åndens enighed. Derfor er også enhver, ifølge Guds befaling, skyldig til at modsige, ja til at undgå og flygte fra dem.