Luk 7, 11-17 (16.søn. efter trinitatis)

Denne tekst fra evangeliet har man valgt, fordi vi skal tænke på vor Herre Gud og lære ham at kende, så vi lover og takker ham og gerne tjener ham igen og er ham lydige. Vi hører netop om hans undergerninger og barmhjertighed, for at vi skal erkende, at han hjælper os i al nød, og dernæst, når vi erkender, at han er den rette hjælper, at vi da også får ham kær, samt takker ham for hans velgerning og gerne lider og tåler, hvad han lader os møde. Især fordi vi ved og er sikre på, at han ikke gør det af den grund, at han vil fordærve og tilintetgøre os, men at han derved kun prøver os om vi tror på ham og sætter hele vor fortrøstning og tilflugt til ham alene eller til noget andet. For det er køds og blods væsen og natur, at det bestandig først søger hjælp og trøst andre steder end hos Gud, hvor man alene bør søge den. Man kommer først til vor Herre Gud til sidst, når man nu ingen steder finder nogen hjælp, hvis man ellers er så lykkelig, at man ikke helt fortvivler om ham og løber til Djævelen. For det går mange sådan, at de giver sig Djævelen i vold, når intet andet hjælper. Det skyldes, at de ikke kender Gud og mener, at han har glemt dem, når han sender dem en lille ulykke på halsen.

Imod disse tanker fremstiller dette evangelium os nu et billede, idet vi her ser, hvordan den Herre Kristus forholder sig mod den stakkels enke i hendes største nød, da hendes søn var død. For på jorden kan der ikke møde en noget så tungt som døden, ved hvilken verden og alle ting må slippes og ophøre. I den største nød hjælper han og opvækker den døde, til et eksempel for os, som hører det. For det er ikke sket alene for denne enkes eller for hendes søns skyld, men, som Johannes siger i 20, 31, er det sket og skrevet, for at vi skal tro. Dermed indprenter han dette og alle mirakler, som vor kære Herre Kristus har gjort, i vore hjerter. Det er som vil han sige: Se, her hører du, hvordan denne enkes søn er blevet opvakt fra de døde. Lad dette være dig prædiket ind i hjertet, så du må tilegne dig det og således lære, hvad Gud kan og vil gøre, at han nemlig kan og vil hjælpe dig ud af al nød, den være så stor, den være vil.

Og når det kommer derhen, at nøden trykker dig hårdt, og det synes dig umuligt at finde råd eller hjælp, at du da ikke forsager, men på ny holder dette eksempel frem for dit hjerte, så du må vente det allerbedste af den Herre Kristus.  
Det har sandelig ikke været nogen spøg for denne kvinde. For det første havde hun mistet sin mand og derpå dør også hendes eneste søn, som hun havde kær. Nu blev det blandt dette folk regnet for den største ulykke, når en far og mor ikke efterlod sig noget navn eller børn. Det anså de for en stor Guds unåde. Derfor må også denne enke, som efter sin mands død havde sat alt sit håb og trøst til sin eneste søn, have været dybt bekymret, da også sønnen tages fra hende, og hun således ikke har mere på jorden.

Da er sådanne tanker bestemt også kommet: Se, du er også en af de forbandede kvinder, som Gud hader så meget, at de må skilles herfra uden at efterlade sig noget navn. For sådan står der i salmerne og profeterne, at Gud truer de ugudelige med, at han vil udrydde dem med rod og stamme. På samme måde som når man fuldstændig udrydder et træ, så ikke det mindste blad eller gren bliver tilbage. Dette er da den største forbandelse og straf. Sådan ser man også, at det er gået mange kejsere, konger og fyrster. De er døde, så man ikke mere kender dem. Det ser da ud, som om det må være idel unåde.

Derfor har denne kvinde haft en stor lidelse, idet hun ikke alene er blevet berøvet sin mand og derefter sin søn og således hele slægten er bleven udryddet for hendes øjne, men hvad, der var endnu tungere, hun har også måttet tænke: Nu ser jeg, at Gud er mig unådig, og at jeg er forbandet. Netop den straf har rammet mig, hvormed Gud i salmerne og profeterne truer de ugudelige, nemlig, at han vil udrydde dem med stamme og rod. Sådan går det også mig. Derfor måtte det under, som den Herre Kristus her gjorde mod hende, forekomme hende ganske umuligt. Hvis nogen havde sagt til hende: Din søn bliver nu levende igen for dine øjne, så ville hun uden tvivl have sagt: Ak, hån mig dog ikke i min store lidelse, und mig dog så meget, at jeg kan få lov til at begræde min store elendighed. Forøg den dog ikke ved at forhåne mig. Således ville hun bestemt have svaret, for hun har været en dybt bedrøvet kvinde, og det både for sit tabs og for sin samvittigheds skyld.

Alt dette er fremstillet for os, for at vi skal lære, at for Gud er ingen ting umulig, det må være så stor skade, genvordighed og vrede, det være vil. Vi skal huske på, at Gud undertiden lader den samme straf ramme både de fromme og de onde. Ja, han lader ofte de onde vandre på roser og have fremgang i alt, mens han mod de fromme viser sig, som om han var vred på dem og ikke ville vide af dem. Sådan gik det den hellige Job. Alle hans børn omkom ynkelig på én dag, hans kvæg og marker blev røvet og fordærvet, og til sidst blev hans legeme plaget på det jammerligste. Han var en uskyldig og from mand, og dog måtte han lide en sådan straf, som ingen ugudelig havde lidt, så også hans venner til sidst sagde til ham: Du må uden tvivl have begået en stor, hemmelig synd, siden dette overgår dig. Sådan gjorde de hans plage endnu større, i stedet for at de burde have trøstet ham. Men han svarede og sagde: Jeg har intet gjort og er derfor ikke nogen ugudelig. Dem lader Gud ofte leve i sus og dus og forblive ustraffet.

For det første: Når du af Skriften hører tale om menneskers død, skal du ikke kun tænke på grav og kiste, og hvor afskyeligt det er, at livet skilles fra legemet og legemet fortæres og bliver til intet. Du skal også betragte årsagen til det, som gør, at mennesket kommer i dødens vold og uden hvilken døden ikke kan være til, samt hvad den bringer med sig. Skriften lærer og fortæller, at årsagen til døden er synden og Guds vrede. Det bringer døden med sig og ligger altid gemt i døden og stikker frem af døden. Det virker og drager al jordisk jammer og ulykke efter sig her på jorden og forstøder mennesket evigt fra Gud og al hans nåde og glæde.

Således også på den anden side, hvor der tales om livet. Her skal du også tænke på årsagen, som bringer og giver livet. Det er retfærdighed, ved hvilken mennesket er Gud velbehagelig og på den anden side har velbehag, lyst og glæde i Gud og dermed for evigt får alt det gode af ham, som det ønsker.

Begge dele kan du se i dette billede. Du ser her to slags personer og forhold, den døde sammen med dem, som bære ham ud af byen og følger ham, og Kristus, som kommer ham i møde. Alle mennesker ved godt, at de skal dø, og at vi alle skal samme vej. Vi ser døden både foran, ved siden af og bag os. Også de vise blandt hedningerne har klaget over den menneskelige slægts elendighed. Men årsagen til døden og hvorfra den kommer, har de ikke kunnet få øje på. Det store flertal tænker, at det sker uden grund, at vi dør ligesom dyrene og at mennesket er skabt sådan, at det må dø.

Andre har undret sig over, hvordan det dog kan gå til, at disse ting overgår mennesket, som dog er det ædleste blandt alle skabninger og jo skulle have det bedre, samt kunne vogte sig selv for skade. Det kan ikke være tilfældigt alt sammen, at så megen ulykke, jammer og elendighed rammer den menneskelige slægt, at så mange mennesker dør før tiden og mange desuden omkommer på en skrækkelig måde. Årsagen til dette onde har de imidlertid ikke kunnet finde, uden for så vidt, at de har set, hvordan mange mennesker ved deres egen ondskab eller letsindighed selv føre døden og anden ulykke over sig. Det er dog også i sig selv yderst mærkelig, hvordan det kan være, at et menneske kan være så ondt, at det letsindigt kaster og styrter sig selv ud i nød og elendighed.

Her lærer Skriften os, at døden har sit første udspring i Paradiset, fra spisningen af den forbudte frugt, det vil sige, fra vore første forældres ulydighed, og at det således rammer alle mennesker for deres synders skyld. Var der ingen synd, var der heller ingen død. Det gælder ikke alene de grove åbenlyse synder, som hor og mord, for døden rammer også dem, som ikke gør, og heller ikke kan gøre disse ting, som de små børn i vuggen. Ja også de store, hellige profeter, som Johannes Døber, må alle sammen dø.

Derfor må den synd, som har påført hele den menneskelige slægt døden, være noget større og andet end mord og lignende åbenlyse synder, som straffes af domstolene. Det er den synd, som vi har arvet fra Adam og Eva, og fået via vores far og mor. Den er i vores menneskelige natur og alle mennesker er født med den. Den menneskelige natur er og forbliver sådan, som Adam og Eva var, efter at de havde syndet, det vil sige, bortvendt fra Gud, fuld af ond lyst og ulydighed mod Gud og hans vilje. Derfor er alle under Guds vrede og dømt til døden, så vi for evigt må være adskilt fra Gud. Ved at vi alle er blevet underlagt døden, viser Gud alle mennesker sin alvorlige og forfærdelige vrede, som vi har pådraget os ved synden. Den eneste grund til dette er, at vi er født af kød og blod og derfor må bære vores forældres skyld, så vi også er blevet syndere og skyldige til døden.

Sådan lærer Moses os i Salme 90, 7: ”Vi går til i din vrede, vi forfærdes ved din harme.” Moses siger her, at det skyldes Guds vrede. Derfor er døden ingen tilfældighed og det er heller ikke fordi mennesket er skabt sådan af Gud. Det er vores skyld der gør, at vi har synd. Vreden viser nemlig, at der må være skyld til stede, som fortjener sådan vrede. Denne vrede er ingen ubetydelig bagatel, men en sådan vrede, som intet menneske kan bære og som vi må gå til grunde under. Alligevel er verden så blind, at den ikke ser eller giver agt på denne Guds vrede. Ja, end ikke de hellige forstår alvoren af den.

Som Moses siger i samme salme (vers 11): ”Hvem kender styrken i din vrede og i din harme, så han kan frygte dig?”

Langt mindre kan verden forstå, hvordan man skulle kunne blive fri fra denne elendighed, eller med al sin visdom og kraft afhjælpe det. Når man hører om Guds vrede, drister man sig til at ville forsone Gud med sine gerninger og sin livsførelse og dermed fortjene livet. Når alle mennesker allerede fra fødselen af ligger i synden, under Guds vrede og er hjemfalden til døden, hvordan skulle vi da ved vore egne gerninger selv kunne trække og arbejde os ud af døden? Nej, her er det ude med al menneskelig trøst og håb, når det gælder at værge sig mod døden eller at undgå den. Som Paulus siger i 1 Thess 4, 13, har hedningerne ikke noget håb.

De kender heller ikke til den mulighed, at et menneske igen skulle kunne komme ud af døden, men tænker, at den, som er død, forbliver død i al evighed og bliver aldeles til intet. De andre, som jøder, tyrker, papister, selv om de hører, at der kommer en opstandelse, så ved de dog ikke, hvordan de kan få del i de retfærdiges og saliges opstandelse. De mener, at de kan fortjene det ved sig selv og deres egen livsførelse, sådan som vi munke hidtil har troet og lært, at når vi nøje overholdt vore ordensregler, bad meget, læste messer, så ville Gud tage hensyn til denne hellig livsførelse, så vi kunne hjælpe ikke blot os selv, men også andre ud af døden.

Dette er dog heller intet mere end en forgæves menneskelig trøst og forhåbning, uden grund i Guds ord. Hos os kan der jo ikke være sådan magt og kraft til at hjælpe os selv, fordi vi for syndens skyld engang er faldet ind under døden, så vi end ikke kan fri os for den legemlige død, hvor langt mindre skulle vi da kunne redde og arbejde os ud af den evige død. Det har vi også selv måttet erfare og bevidne med vort munkevæsen og gerningshellighed, for når vi havde anstrengt os længe og trøstet os med det, har det dog til sidst vist sig som en unyttig trøst. For når det kom til samvittighedens nød, og det gjaldt at kæmpe og at bestå for Guds dom, da er al sådan trøst forsvundet fra hjertet og intet andet er blevet tilbage end tvivl, ja frygt og forsagthed. Vi måtte tænke: Ak, jeg har ikke levet helligt nok, hvordan skal jeg bestå for Guds dom? For det må dog til sidst komme dertil, at mennesket føler og erfarer, hvad alle hellige har måttet erfare, nemlig at ingen kan bestå for Guds dom med sit liv, hvor godt og smukt det end kan være.

Herom siger profeten Esajas: ”Kan man tage byttet fra en kriger? Kan man befri fanger fra en retfærdig?” (Es 49, 24 – ifølge den hebraiske grundtekst).

Med ordet ”kriger” mener han her dødens vælde, som røver og myrder alle mennesker. Ingen er stærk nok til at stå ham imod og tage byttet fra ham. Den ”retfærdige” er her loven med sin dom, som er Guds dom. Den holder alle mennesker fanget, og det med fuld ret, så ingen kan gøre sig selv eller andre løs fra den. Alle må, så vidt det står til dem, for evig forblive dens fanger, for de har selv ved deres synd og ulydighed påført sig dette fangenskab og er faldet i Guds retfærdige og evige vrede.

Derfor findes der ingen hjælp mod dette hos nogen som helst skabning, men Gud har her selv måttet forbarme sig over denne vor elendighed og udtænke et råd imod det. Som han også siger på det samme sted hos profeten: ”Fangerne skal tages fra krigeren, den retfærdiges bytte skal befries.” Dette har Kristus, Guds søn, selv måttet gøre og af den grund blive menneske, det vil sige, tage vor død og dermed også dens årsag, synden og Guds vrede, på sig, så han kunne forløse os derfra og hjælpe os frem til liv og retfærdighed.

For ligesom både synden og døden er kommet over os ved ét menneske, sådan er også retfærdigheden og livet blevet givet os ved ét menneskes sejer over døden, som Paulus siger i Rom 5, 12-21.

Derfor er dette livets værk også af den karakter, at vi opnår det uden vor medvirken og gerning, ligesom vi også er blevet synden og døden underlagt uden vor egen medvirken og gerning. Vi har ikke selv fortjent eller bragt døden over os bortset fra, at vi er født af Adam og vort kød og blod er blevet forgiftet af fremmed synd, så også vi må dø. Langt mindre kan vi nu selv fortjene eller medvirke til forløsning fra synden og døden, det vil sige, til retfærdighed og liv. Også dette må vi opnå ved fremmed retfærdighed og liv.

Som synden derfor er os medfødt fra Adam og er blevet vor egen, sådan må også Kristi liv og retfærdighed blive vor egen, så denne retfærdighedens og livets kraft må virke i os, som om også den var os medfødt fra ham.

Det er nemlig ikke alene hans egen personlige retfærdighed, men også en virkende og aktiv retfærdighed og liv. Ja, det er en kilde, som vælder op og flyder ud til alle, som er delagtige i ham, ligesom synd og død er strømmet ud fra Adam over hele den menneskelige natur. Det er altså sådan, mennesker bliver retfærdige fra synden og levendegjorte fra døden, ikke af eller ved sig selv, men ved Kristi fremmede retfærdighed og liv. Det sker ved at han rører ved dem med sin hånd og gennem sit ord meddeler dem sin gerning og sin kraft til at udslette synden og døden, og at de tror dette ord.

Det er derfor, vi kaldes kristne, det vil sige, retfærdige, levende og salige mennesker, fordi vi har denne Herre og er blevet delagtige i alt hans ved troen på hans ord og sakramenter. Han er en virkelig syndemorder og dødsæder, som ved egen kraft og magt har slået synden ihjel og ædt døden – altså vores synder og vores død, som havde myrdet og opslugt os. Begge dele har han gjort med sit legeme, idet han har taget vor synd og vor død på sig. Han var imidlertid ikke alene uden synd og heller ikke skyldig til døden, men var i sig selv fuld af retfærdighed og liv. Synden og døden havde altså ikke nogen ret over ham. Derfor er de i ham blevet fordømt og udslettet og ene retfærdighed og liv skænket os i stedet for vor synd og død. Efter sin sejr og opstandelse har han oprettet et sådant rige i kristenheden, at han nu uden ophør udsletter synden hos sine kristne gennem syndernes forladelse og sin Ånds kraft, indtil døden og graven, og begynder et nyt liv i dem ved troen, indtil han får dem alle samlet, og på ét øjeblik giver dem fuldkommen retfærdighed og liv både til legeme og sjæl.

Alt dette ser du smukt og venligt afbildet i denne historie. For denne unge mand dør ikke af den grund, at han var en morder, ægteskabsbryder eller åbenlys synder, som måtte straffes for sin misgerning, men før han endnu har gjort sig skyldig i sådanne synder, som de, der er voksne, begår, rykker døden ham bort, alene på grund af den synd, han er født med. Denne mor kunne derfor godt bebrejde sig selv, at hun mistede sin søn, fordi han havde arvet synden og døden fra hende.

Nu da han er død, hvor er der så råd eller trøst og hjælp at hente? Ikke i morens tårer og sorg, som dog har været meget stor. Hvis menneskers gerning her havde kunnet udrette eller fortjene noget, så skulle denne enkes tårer så meget mere have gjort det, for de er kommet fra en ulykkelig og stakkels mors hjerte, som vil briste af kærlighed til denne søn. Hun er sådan sindet, at hun gerne havde gjort og lidt alt, ja endog selv villet dø, hvis hun blot havde kunnet frelse sin søn. Nu, da han er død, har der sikkert været et hemmeligt ønske og suk: Ak, blot min søn endnu levede eller igen måtte blive levende!

Dette ligger så dybt i hendes hjerte, at hun ikke ser det selv, ja, hun tør ikke engang tænke på at bede om det. Dog er hendes hjerte så fuldt af dette, at hvis hun blev spurgt og skulle sige, hvad hun allermest ville ønske eller bede Gud om, så kunne hun ikke svare andet end dette: Ak, hvad andet skulle jeg her på jorden ønske eller bede om, end at min søn måtte blive levende? Dette er en langt hjerteligere og inderligere bøn, end nogen kan udtale, for den består udelukkende af uudsigelige sukke.

Dog er det spildt og forgæves, både for hende og for alle mennesker, så hun selv må gøre sit håb til intet og nære tvivl om bønhørelsen. For også før hendes søn døde, har hun af hjertet sukket, grædt og anråbt om, at hun måtte beholde ham i live. Når nu dette ikke har hjulpet og hendes søn alligevel er død, så kan hun langt mindre nu fatte noget håb eller trøst om, at han igen skulle blive levende. Hun ser godt, at hun ikke kan få ham igen med suk og tårer, ellers ville andre mødre også have gjort og endnu gøre det samme.

Kort sagt, det er vantroen, der forhindrer hendes bøn og gør den til intet. Hun får altså sin søn igen uden al sin egen og alle menneskers antagelse, håb og gerning, alene ved at Herren kommer og inderlig ynkes over den stakkels enke, som teksten siger. Han trøster hende, ikke alene med venlige ord, men også med kraft og gerning, så han giver hende hendes søn tilbage i live. Hun må derfor sige, at det ikke er hendes eller noget menneskes fortjeneste, men hans rene nåde og gave. Han er en sådan Herre, som med sin kraft, der virker i os, formår at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, som der står i dagens epistel (Ef 3, 20). For det er hans sædvane, at han altid fører sine hellige underfuldt, som det hedder Salme 4, 4. Han bønhører, frelser og redder de kristne i deres nød, ikke efter deres egne tanker, håb og tro, men efter sin guddommelige, almægtige kraft, når alle menneskeråd er forgæves og opbrugt.

Se nu her, hvordan Herren udfører sin gerning mod døden, når han træder op mod den og dermed, os til trøst, afbilder, hvad han også vil gøre for sine kristne, hvis de bliver angrebet af døden som denne unge mand. Vi ser her to processioner eller to grupper, som møder hinanden. I den ene er den ulykkelige enke med den døde dreng og de, der følger ham til graven. I den anden er Kristus og de, der går med ham ind i byen. Den første flok viser os, hvad vi er, og hvad vi bringer til Kristus, for den er et billede på hele verdens gang her på jorden. Den er én stor hob, hvor alle må følge efter døden og gå ud af byen, og da Kristus kommer, finder han intet andet her end noget, der har med døden at gøre.

Det er hele verdens væsen her på jorden, når man ser rigtig efter. Her er intet andet end blot billeder af død og omgang med døden. En stadig og daglig gang til døden indtil den yderste dag. Her dør den ene efter den anden, og de levende har alene den sørgelige opgave at bringe de andre til graven. Selv følger de dagligt efter, hvad de også med denne gang til graven vidner om. De viser de døde denne tjeneste, så andre i dag eller i morgen også må bære dem til graven. Derfor siger Kristus også om dette liv og styre: ”Lad de døde begrave deres døde.” Matt 8, 22.

Sådan ser vi hos denne flok og hos hele verden og den menneskelige slægt intet andet end døden. Den bringer vi med os, den bærer og slæber vi på fra moders liv af. Vi går alle sammen den samme vej, kun med den forskel, at den ene altid går eller bæres foran den anden, og at de øvrige må følge, indtil turen kommer til den sidste. Mod dette findes ingen redning eller hjælp hos nogen skabning. Døden hersker over alle, siger Paulus i Rom 5, 14, og bortrykker dem alle uden modstand. Ja, hver gang døden tager en, trodser den med dette skuespil og billede alle de andre, som endnu lever og bringer den døde til graven, og viser dem dermed, at den allerede har dem i sine lænker og kan hente dem på samme måde, når den vil.

Men i den anden flok ser du et trøsterigt modbillede af livet i den Herres Kristi herlige og glædelige procession. Han går ikke med den døde ud af byen, men kommer døden i møde og går ind i byen. Ikke således som de andre, der vender hjem fra graven, indtil de selv eller andre bæres ud igen. Han kommer ikke med sådanne dødstanker, som om han også måtte frygte den og være under dens magt. Han træder op mod den og hindrer den, som den, der har døden i sin magt og vold. Først trøster han den stakkels enke, som ikke har andet end døden i sit hjerte og siger til hende, at hun ikke skal sørge og græde mere. Han bruger andre ord og fagter, end noget menneske kan gøre. Han træder hen til båren, lægger sin hånd på den, beder dem alle at stå stille, udtaler et ord og siger: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” (vers 14). På dette ord følger straks kraften og virkningen. Den døde bliver ikke liggende som før, men rejser sig op, så indhyllet og omviklet som han er. Han begynder straks at tale og viser således, at døden ikke mere var til stede, men livet.

Det er en underfuld, pludselig forandring fra døden til livet hos denne unge mand. Her var enhver gnist af liv for længst udslukket, og i sandhed ikke spor af liv tilbage, og dog får han i ét øjeblik ånde, blod, følelse, bevægelse, sanser, mæle og alt, hvad der hører til livet, tilbage igen. Med ét eneste ord forvandler Kristus den sørgelige gang eller procession, hvor de bærer den døde ud af byens port, til en skøn, listig og frydefuld livets procession. Både denne unge mand, som netop blev båret af fire eller flere for at blive begravet i jorden, og hans før så bedrøvede mor sammen med hele skaren følger gladelig den Herre Kristus tilbage til byen til deres hjem. De glemmer nu både død, kiste og grav og synger og jubler alene om liv.

Men al pris og ære for denne gerning tilkommer ingen uden alene den Herre Kristus, hvis kraft og værk det alene er at borttage døden og skabe liv, ligesom også han alene udretter det. Men denne pris og dette rygte, som evangeliet fortæller, kom ud i hele landet, er optegnet til trøst og glæde for os mod dødens angst og forskrækkelse, for at vi skal vide, hvilken frelser, vi har i Kristus. For også her på jorden, i sin tjeneste, embede og tjenerskikkelse viste han sig at være Herre over døden og livet, til at fjerne døden og bringe livet for lyset. Hvor og hver gang døden trådte ham i møde og angreb ham, som i synagogeforstanderens datter, i Lazarus og til sidst i hans egen person, blev den ved ham overvundet og udslettet.

Dette vil han også vise på vores og alle kristnes død, når den har bragt dem alle ned under jorden og nu mener, at den fuldstændig har slugt dem. Det har han med sin egen mund og sit eget ord lovet og sagt: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.” (Joh 11, 25). ”Den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre min røst og gå ud af dem”

(Joh 5, 28-29). Først da skal det værk rigtig blive virkeliggjort, som han i dette og lignende eksempler afbilder for os, og som han har sparet til den dag, da han vil fuldende det, ikke på enkelte eller få, men på engang på alle. Hvor døden opsluges for evigt., som Esajas siger i 25, 8, så ingen mere skal myrdes eller angribes af den.

Først da bliver det en rigtig og herlig procession, når han i ét øjeblik samler alle dem, som er døde, og med ét ord kalder dem frem fra jorden, støvet, asken, luften, vandet og alle steder. Når han, som Paulus siger i 1 Thess 4, 14, fører dem alle frem sammen med sig, en utallig skare af troende, ud fra døden og al jammer ind til det evige liv. Og, som Esajas siger i 25, 8, tørrer tårerne af hvert ansigt, så de med evig glæde, pris og ære skal ophøje og love denne Herre for evig og altid!

Dette skal vi også lære at tro og trøste os med over for døden og al anden nød. Også hvis det kommer dertil med os, at vi ikke ser og føler andet end død og fordærvelse, ligesom denne enke ved hendes søns død. Ja, selv om vi allerede befinder os i dødens gab, som denne søn, der i kiste bæres til graven, at vi dog alligevel kan have den faste forvisning, at vi i Kristus har liv og sejr over døden. Den kristne tro må være af en sådan art, eller i det mindste lære og øve sig på det, at den kan fatte og holde for sikkert det, som ikke ses, som Hebr 11, 1 siger. Ja, om man kun ser det modsatte. Sådan vil Kristus også her, at denne kvinde skal tro og håbe på livet, idet han siger: Græd ikke. Hendes tro har sikkert været ganske svag og lille, sådan som den også er hos os. Hun' og hele verden med tvivler nemlig på livet med deres sanser, følelser og tanker.

Kristus vil ved vor egen erfaring lære os, at fra os og i os er intet andet end blot og bar fordærvelse og død, men at fra ham og i ham er intet andet end ren og skær liv, som opsluger både vor synd og vor død. Ja, jo mere jammer og død der er i os, desto mere og rigeligere trøst og liv skal vi finde i ham, så sandt vi ellers i troen holder fast ved ham. Det opmuntrer og formaner han os til både ved sit ord og sådanne eksempler.