ApG 13, 26-39 (3.Påskedag)

Denne prædiken har Paulus holdt i Antiokia, i Pisidien, hvor jøderne og nogle grækere, som havde omvendt sig til jødedommen, var forsamlet. For hvor jøderne var i byerne, havde de også deres skoler, hvor de lærte og prædikede, så også mange af hedningerne kom til dem og blev omvendte til Gud ved Guds Ord fra Skriften. For Gud har uden tvivl forunderligt skikket det sådan, at jøderne var adspredt overalt i verden blandt hedningerne efter den første forstyrrelse ved assyrerne, så Guds Ord ved dem var blevet udbredt. Dette folk har altså måttet tjene hedningerne til frelse og berede vej for evangeliet, der ved apostlene skulle blive prædiket i hele verden. For hvor disse kom hen, fandt de sådanne jødeskoler, hvor de havde rum til at prædike, ligesom i ordentlige forsamlinger. Sådan kunne deres prædiken blive udbredte videre og også mange hedninger komme til. For hvor de ikke tidligere var vante til jøderne og deres skoler, havde de heller ikke villet høre apostlene, som fremmede og ubekendte folk, eller tillade dem at prædike offentligt.

Sådan kommer nu Paulus ind i synagogen på sabbatten, da de plejede at komme sammen og læse Skriften. Og fordi han tilligemed Barnabas var gæster fra jødeland, bad de ham, at han ville holde en prædiken eller formaning til folket. Da træder han op og begynder en skøn, lang prædiken om Kristus, hvordan han i Skriften var lovet fædrene og kong David, af hvis slægt han skulle fødes, og hvordan der ved Johannes Døber offentligt var vidnet om ham. Han fortæller, ligesom Peter gjorde i forrige epistel, hvordan Kristus blev korsfæstet af jøderne, og opstod fra de døde, og viste sig levende en god stykke tid, og befalede sine apostle at forkynde for verden den nye prædiken: At den forjættelse, som var givet dem af Gud, var opfyldt, og at han ved sin opstandelse ville give og overgive dem det, som han havde tilsagt dem. Han nævner med navn, hvad det var, som de skulle få ved hans opstandelse – ligesom Peter havde gjort – nemlig syndernes forladelse, som de ikke havde kunnet få i og af Moseloven og al deres regimente; kun ved troen på Kristus, som forkyndtes dem, kunne de få og besidde alt.

Men der har ikke alene været jøder, men også mange hedninger til stede ved denne prædiken, som teksten senere siger, at, da Paulus havde endt sin tale, bad hedningerne ham, at han også ville prædike for dem den næste sabbat. Og, da han den følgende sabbat atter har villet prædike i synagogen, var næsten hele byen kommet derhen. I denne prædiken siger han: ”I mænd, brødre, sønner af Abrahams slægt, (det er, fødte jøder) og de, som frygter Gud iblandt jer (det er også hedninger).” Og, skønt det har været en ubehagelig prædiken i jødernes øren, så begynder han den dog venlig og indtagende, for at han kan vinde dem, så de stille og opmærksomt skulle høre på. Han roser dem meget af den grund, at de er det folk, som Gud har udvalgt frem for alle hedninger, at de er de hellige fædres børn, som det især angår, hvad Gud har lovet dem. Men på den anden side fordærver han det også dermed, at han ikke forkynder dem andet, end den korsfæstede og genopstandne Messias. Og til sidst slutter han med, at deres lov og regimente under Moses ikke kan hjælpe dem mere end hedningerne eller gælde for Gud.

Hans tale stemmer ganske overens med Peters prædiken. For ligesom denne har sagt, at Gud har sendt dem denne prædiken og ladet dem forkynde fred, sådan taler også Paulus her, idet han siger: Til jer er budskabet om denne frelse sendt. Disse ord, skønt de er meget trøstefulde og kærlige, har dog ikke kunnet behage jøderne. For det har mishaget dem, så de heller ikke med god vilje har hørt på, at de for deres lange håb, for deres Messias, der skulle være (som de mente) en herre og konge over den hele verden, ikke skulle have mere end en prædiken. Og det en sådan prædiken, som slet ikke agter deres lov og hele styre, som de mente, ved Messias først rigtig skulle blive ophøjet og antaget i hele verden. Dette var dog i deres tanker, som om de ganske forgæves havde håbet på ham.

Og Paulus gør det endnu fortrædeligere derved, at han ikke simpelt hen siger, som Peter: ”fredens ord eller prædiken”, men kalder det endnu med et højere og herligere navn, nemlig: ”frelsens ord”, eller en lærdom, som er frelsende og saliggørende. Man kan heller ikke give det et højere navn. For et ord eller prædiken om frelsen er en prædiken om Guds nåde, om syndernes forladelse, om evigt liv og fred. Og dette skal ikke alene gives jøderne, men lige så vel også hedningerne, der dog ikke havde nogen kendskab til Guds lov eller gudstjeneste. Han gør dem altså ganske lige med jøderne. Siger at disse ikke skal have noget fortrin eller nogen fortjeneste hos Gud, og heller ikke nogen fordel eller noget herredømme over hedningerne i verden.

På denne måde begyndte han prædikenen til jødernes med mishag, idet han straks slår både jøder og hedninger sammen. Ja, han siger dem klart ud, at Moseloven lige fra begyndelsen af intet har hjulpet dem, og heller ikke vil kunne hjælpe dem for Gud. Men alene ved denne prædiken kunne og skulle de (tillige med hedningerne) blive befriet fra synden, døden og Djævelens vælde, så de kunne blive Guds børn og herrer over alle ting. Og dog fører han intet med sig, hvorpå man kan se eller spore disse store ting, som han kalder frelse og salighed, uden det, at han prædiker derom. Ordet hører jeg. Paulus ser jeg. Han er et stakkels menneske. Men denne frelse og nåde, dette liv og denne fred, ser jeg ikke. Jeg må snarere daglig se og føle det modsatte: synd, skræk, ulykke, lidelse og død. Så det synes, som om ingen mennesker var så aldeles forladte af Gud, som de kristne, der hører dette ord.

Men dette er den høje lærdom, som vi må lære og kende – hvis vi ville være Guds børn og føle Guds rige i os – og hvoraf hverken jøderne ved deres lov eller hedningerne ved deres fornuftvisdom kan kende eller erfare noget: Nemlig at vor frelse og salighed består i det ord, som Paulus her forkynder om Kristus. Derfor skal det hedde og er et frelsens og fredens ord, som i sandhed bringer og skænker frelse og fred.

For Gud har sendt det, siger apostelen. Det er ikke udtænkt eller frembragt af mennesker, og det kaldes ikke den romerske kejsers eller den jødiske ypperstepræsts ord og befaling, men Guds i Himlen, som taler derigennem, og vil have det prædiket ved elendige mennesker sådan og i den hensigt, at det skal hedde og være sådan en kraft (som loven ikke har været), hvorved han vil give os frelse og salighed. Som Paulus siger Rom 1, 16: ”Jeg skammer mig ikke ved Kristi evangelium; for det er en Guds kraft til frelse for hver den, som tror.” Og Gud selv har grundet vor frelse derpå, da han åbenbarede sig selv og lod sin stemme høre fra himlen, idet han ved Jordan siger om Kristus: Dette er min søn, den elskede, ham skal I høre.

Dette Kristi ord vil han have, at vi skal høre. Som ville han dermed sige: Her har I fredens og frelsens ord. Alene i ordet, og ikke andet steds, skal I søge og finde det. Til dette ord skal du holde dig, vil du have fred, frelse og salighed. Det gå dig, som det vil. I kors, lidelse, ufred, død. Hvis du bliver halshugget, brændt, eller du dør af pest, slag, eller på hvilken måde Gud fører dig, så se på mig, hvem ordet tilhører, og som giver dig den forjættelse: Du skal ikke dø, og hvis du dør, skal døden kun være dig en sød søvn, ja indgangen til livet. Som han siger i Joh 8, 51: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

Men det er nødvendigt at holde ordet, siger Kristus, det vil sige: At blive fast ved ordet – også imod al følelse og sans – så du ikke tvivler på, at det sandelig er sådan, som du har hørt det. For den, som taler dette er ikke et menneske, men han, som har skabt himlen og jorden og alt, hvad der er deri, af intet, og som indtil den dag i dag regerer og opholder det. Hvad har du og jeg og alle, som nu lever, været for hundrede år siden andet end lutter intet? Hvorved eller hvoraf er det da alt sammen blevet til, da der før slet intet var? Han, han talte, siger Salme 33 efter 1 Mos 1, og det blev til, som ikke tidligere var til. Han bød, så stod det der.

Derfor, fordi det er Guds Ord, er det en ganske anden ting – skønt det bliver udtalt gennem et menneskes mund, ja, selv om det var gennem et æsels mund – end det, som hedder menneskeord. Derfor, lad der nu være eller endnu komme ufred, rædsel for synden, døden og Helvede, grav og forrådnelse. Lad der falde over dig, hvad der falde kan. Grib du kun dette ord i dit hjerte, at Kristus har sendt dig et budskab om frelse, det vil sige, forløsning og sejr imod det alt sammen, og byder dig at tro det; så vil du se, at han – som en Gud og skaber – ikke vil lyve for dig. For hvad er død, djævel og alle skabninger imod ham?

Derfor er denne berømmelse af prædikenen om Kristus, som Paulus her kalder frelsens ord, langt større og højere, end om han havde talt til dem om alle kongerigers rigdom og herligheder i verden, ja om himmel og jord. For hvad kunne alt dette hjælpe mig, når jeg ikke havde dette frelsens og det evige livs ord? For når det kommer til syndens og dødens nød eller fare, så må jeg dog sige: Nu bort med alt, som hører til denne verdens goder og glæder, for at jeg alene kan høre og have den frelsens prædiken, som er sendt af Kristus. Dertil må du holde dig, og vide, at alene et sådant ord giver evig fred og glæde, og at det må tros, om end alt ser anderledes ud. Så du ikke følger dig selv eller dine følelser, men holder det, som han har talt og lader forkynde, for guddommelig, evig, uforanderlig sandhed.

Sådan formaner nu Paulus især sine jøder, at de skulle modtage denne prædiken som en, der var sendt dem af Gud, og tillige bringer så store velgerninger med sig. Derefter går han videre, og vil bortskaffe og borttage den forargelse, der gør dem mest vildfarende, og advarer dem, at de ikke måtte gøre, ligesom jøderne i Jerusalem, der selv havde hørt dette frelses ord om Kristus, som de også daglig læste i profeterne. Heraf skulle de have set, hvordan disse vidnede om Kristus, og hvordan deres prædiken stemte overens med hans og apostlenes prædiken. Men de havde ikke villet forstå dem. Og fordi denne Kristus ikke kom sådan, som de ville have ham, have de fordømt netop den samme, hvorom de selv havde læst i Skriften, at han skulle komme og bringe denne frelsens prædiken. Tillige har han også tydet tiden, som de selv vidste for længe siden var forhånden, at de ikke skulle vente på en anden. Alligevel har de ikke forstået Skrifterne. Årsagen var at de var aldeles forstokkede og forstenede i deres tanker om, at han skulle regere som en anden jordisk konge. Dette var også så fast indgroet i hele folket, at heller ikke apostlene tænkte andet om hans rige, endog efter hans opstandelse, og, som Joh 12 siger, endnu ikke forstod Skrifterne, indtil Kristus var faret til Himmels og Helligånden kom.

For så længe et sådant slør hænger for øjnene, det vil sige, de kødelige tanker om Kristi legemlige kongerige og regimente og om hans kirke, så kan man ikke forstå Skriften, som også Paulus siger om jøderne i 2 Kor 3, at dækket vedbliver indtil denne dag under Det Gamle Testamentes læsning. Men derfor er sådan uforstand ikke undskyldt; for det er grov og modvillig blindhed, at de ikke vil lade sig sige eller vise tilrette, som apostlene gjorde, men bliver ved med at rase derimod, og ikke vil høre noget om denne Kristus, end ikke da der blev prædiket bod og syndsforladelse af apostlene for dem, efter at de havde korsfæstet ham.

Nu er det meget ubehageligt for jøderne, at Paulus tør tale så dristelig om de fornemste og øverste i hele jødedommen – det vil sige, iblandt Guds folk, og, som vi siger, kirkens hoveder – idet han siger, at ikke alene den store hob, men også de selv ikke kendte eller forstod Skrifterne, som var givet dem. Ja, at de ikke alene var så uvidende og vildfarende, men at de endog var blevet dem, om hvilke de havde læst, at de skulle dræbe og korsfæste Guds søn, deres frelser.

Hvor ærgerligt har det ikke lydt for dem at høre ham sådan tale om de folk, iblandt hvilke Gud selv havde stiftet sin gudstjeneste, sit tempel og præstedømme og indstiftet et eget styre, så ypperstepræsten havde magt til at sige: Det skal man holde, eller lide døden, 5 Mos 17. Iblandt hvilke det herlige, store råd, der bestod af 72 ældste, som først blev forordnet af Moses, 2 Mos 16, og kaldt Sanhedrin, dømte og regerede hele folket, og jo vidste, hvad der efter deres lov var ret og uret.

Skulle man ikke her sønderrive Paulus med gloende tænger som en oprørsstifter og offentlig bespotter, der ikke alene taler hele styret, men Guds ære selv noget ondt på, og tør sige, at folkets øverste alle sammen farer vild, at de intet kender til Skriften, ja, er Guds søns mordere? Hvad er det at regne herimod, at vi straffer og fordømmer paven med hans hob, der ikke kan fremskaffe en sådan berømmelse og et sådant vidnesbyrd fra Gud, men har fremsat og forsvaret idel selvopdigtet lære og afguderi.

Her ser du, at han ikke lader det gælde; men lærer enhver, at de ikke skal bryde sig om jødernes skrig og bulder, når de kommer frem med, at de er ypperstepræster, lærere, regenter eller herskab og øvrighed, der er forordnet af Gud, og at folket var dem underkastet, så det, at prædike imod dem, var ligeså meget, som at prædike mod fader og moder, mod lydighed for den forordnede øvrighed, ja, mod Gud selv, hvilket vi jo ikke ville tåle. Alligevel gør Paulus det uden skam, som en Guds apostel, og efter hans befaling. Men endnu meget mere ville han have sat sig imod vor pavens narreværk, der uden Guds Ord roser sig af at være kirkens og Guds folks hoveder, og alligevel hverken lærer eller forstår Skriften, men udgiver deres egen tant for Guds Ord.

Nu, hvad har han da for årsag til, at han så friskt væk tør fordømme sådanne høje folks dom? Det er, siger han, fordi at der er en, som heder Jesus Kristus, om hvem alle profeter og hele Skriften taler, og som de ikke ville kende. Han er mere og større end de ypperstepræster, øverster, samt templet og hele byen Jerusalem, og de vidste vel selv, at de, når han kom, skulle aftræde, og lyde ham som deres herre og øverste regent.

Derfor er de ikke undskyldte, og intet gælder deres udflugt: Gud har givet os herredømmet og den høje magt og befalet enhver at være os lydige, ligesom fader og moder. Nej, dermed bliver du ikke løs, at du er herre eller fyrste, fader eller moder, barn eller undersåt, (som er skyldig at adlyde øvrigheden), så du ikke behøvede at lade dig døbe og tro på Kristus. For han er den eneste overherre over alle konger, fyrster og øvrighed.

Derfor skal man dog være fader og moder og den verdslige øvrighed lydig, men kun så vidt, at man ikke bliver ulydig mod den herre, der har skabt kejser og alle herskere, og har dem under sig, lige så vel som de allerringeste mennesker. Men det ville ikke hine junkere og regenter i Jerusalem gøre, ligesom også nu vore; deraf kommer nu striden, at vi må tale og handle efter Guds bud, hvilket de, falskelig kalde at være ulydig og oprørsk, så at vi kunne blive befundne at være lydige mod vor og deres herre, den, de fornægte.

For her gælder det hverken Kajfas eller pave, kejser eller konge, men Jesus Kristus, som I, siger Paulus, de øverste har dræbt i den hellige stad Jerusalem. Derfor, skønt I kunne være forordnet af Gud og sat til øvrighed, så spørger han dog ikke mere efter jer, fordi I ikke ville modtage Kristus. I er nu blevet grove tåber og blinde ledere, som slet ikke forstå Skriften, men alligevel skulle og ville lære andre, ligesom Moses og alle profeterne har talt om denne Kristus, der er jer og al verden forjættet til frelse og trøst. Og I er vedblevet og forstokket i denne blindhed, og har bragt ham på korset, uagtet I slet ikke har kunnet finde nogen årsag til at fordømme ham. For han har jo intet gjort imod jer. Ej heller har han taget penge eller gods, ære eller magt fra jer, men bragt jer alt godt og frelsen, når I kun ville antage ham. Men I har netop måttet være dem, som opfyldte Skriften, som I dagligt læse, nemlig derved at I dræbte Kristus og hjalp til, at han igen opstod fra de døde og – uden jeres og Djævelens tak – blev en herre over alle ting, som alle skabninger må være underdanige.

Derfor spørger vi nu slet ikke mere efter, hvad I og al verden gør og sige dertil, at vi prædiker Kristus, om I vredes eller ler. For vi har den herre, som er Guds søn og af faderen er sat til herre over alle ting ved sin opstandelse. Faderen vil altså have, at vi skal prædike om ham, og at enhver skal tro på ham. Og, fordi I ikke ville dette, så ophører derfor den vælde og magt, som Gud har givet jer. Den varede ikke længere end til Messias fremtrådte. Nu må vi afsondre og skille os fra jer, og lade øvrighed, præsteskab, Jerusalem fare, og kort og godt sige, at vi ikke skulle eller ville være jer lydige imod denne herre.

Se, dette har Paulus måttet prædike for sine jøder, hvis de skulle blive kristne, og sige, at Kristus allerede var kommet, og ikke længere at vente. Han måtte vise dem, hvad de selv og folkets øverste og fornemste havde gjort med ham, for at de kunne erkende deres synder, og lade deres pukken på loven og deres gudstjeneste falde, eftersom de selv måtte se og føle, at de selv intet havde at rose sig af for Gud. For skønt de rigeligt havde haft og hørt Moses og Guds Ord, så havde de dog ikke erkendt eller villet antage deres Messias, som Gud havde sendt dem i overensstemmelse med sin forjættelse. Men de havde fordømt ham, og blev hans mordere.

Hvad har det nu hjulpet dem alt det, de roste sig af, nemlig, at de hed Abrahams børn, Guds folk, at de havde profeter, loven, præstedømme? Alt dette gør jo deres synder og fordømmelse sværere og større for Gud, fordi de ikke som uvidende, blinde hedninger, men som de, der har og skulle kende Guds Ord, ikke desto mindre med frit forsæt havde dræbt Guds søn. Dette er det første stykke af denne prædiken.

Det andet stykke handler om Kristi opstandelse og sammes kraft ved troen. For derpå driver Paulus, efter at han har sagt dem, hvordan de havde dræbt Kristus, og derved gjort deres fordømmelse for Gud alt for stor, så de må bekende, at de ikke have nogen ros for Gud af deres jødedom, men idel skam og vrede. For at de nu i fremtiden, om de ville, kunne blive fri for fordømmelsen og, som han siger i slutningen, blive retfærdige og salige, skulle de endnu høre og tro ordet om Kristus. Og eftersom de med deres øverste ikke har modtaget denne Messias eller villet kende ham, da han selv prædikede og gjorde undergerninger, så må de nu modtage ham, som de har henrettet og korsfæstet, mens de ikke ser eller har ham legemligt hos sig. De må tro, at han er opstanden fra de døde, sådan som de høre om ham gennem apostlenes prædiken, og at han er Herren over alle ting. Nu må de aldeles lade deres forrige drømme og forhåbning falde om, hvordan han skulle komme og ophøje dem ved deres lov og gudstjeneste til stor ære, rigdom og herredømme over jorden, og udbrede deres Moses og præstedømme i al verden. De må nu være glade og takke Gud, at de er hedningerne lige, og med dem kan komme til frelsens ord, for at få Guds nåde, syndernes forladelse og et evigt liv.

Men han beviser sin prædiken om Kristi opstandelse med mange vægtige ord af Skriften, som han uden tvivl har forklaret med mange ord og gjort en lang prædiken om. Denne er i sin helhed ikke her beskreven, men kun stykkevis antydet så kort, som muligt. Sådan har apostlene villet vise os ind i Skriften, at vi skulle studere i den selv, og med flid iagttage hvor kraftigt profeterne har talt om Kristus, hans gerninger og rige.

Det første ord anfører han fra Salme 2, som ganske handler om Kristus og hans rige – som også jøderne på den tid, da de endnu var lærde, måtte bekende. Der siger Kristus selv: ”Jeg vil forkynde, hvad Herren har bestemt: Han sagde til mig: »Du er min søn, jeg har født dig i dag.”
I enkelte af de græske håndskrifter står der den ”første” Salme i stedet for den ”anden” Salme, som måske skyldes at nummereringen af Salmerne varierer i de forskellige udgaver af Det Gamle Testamente. I den grundtekst, Luther havde til rådighed, står der således den ”første” Salme, som Luther så har denne kommentar til.:

Paulus siger, at det står skrevet i den første Salme, medens det dog i alle bøger, gamle og nye, i tal og orden er den anden Salme. Men han taler her ikke om den orden, hvori salmerne stå efter hinanden i bogen, men om ordenen af de ord, som han vil anføre, som om han ville sige: For det første vil jeg bevise det af en salme, eller: For det første står det skrevet i salmen. Ligesom enhver prædikant begynder og siger: Det vil jeg sige for det første. Ligeså: dette står for det første i en salme, dette i en anden salme Og det er ligegyldigt om det er den første, anden, tyvende eller tredivte, da han ikke optæller salmerne efter deres indbyrdes orden, men sådan som han indfører dem i sin tale.

Hvordan passer nu dette ord til det, hvortil Paulus anfører det, nemlig, til at bevise Kristi opstandelse? Det er jo en vægtig henvisning, og han har uden tvivl smukt og rigeligt udviklet det. Salme 2 taler om Messias eller kongen, der skal regere blandt folket og mennesker, som den klarlig siger: ”Jeg har salvet min konge over Zion, mit hellige bjerg,” som er Jerusalem. Derfor må han jo være et sandt menneske, som andre. Ja, det siges tillige, at også konger og herrer i landet ville larme mod ham og forfølge ham. Dette kunne ikke ske, hvis han ikke regerede på jorden.

Men i dette vers står nu, at han også er sand og evig Gud. For Gud kalder ham sin Søn, og det en sådan søn, som han selv har født i sit guddommelige, evige væsen og majestæt, så han ikke er en udvalgt, men en virkelig født Guds søn. Fordi han nu er et menneske, som andre mennesker, så må han også dø – ifølge denne natur – ja, lade sig dræbe og korsfæste af verdens herrer. Men fordi han også er Guds fødte søn, og altså sand Gud, så kan denne person – endog efter den menneskelige natur – ikke forblive i døden, men må igen frem og ud af døden, og blive en evig herre over døden og livet. For der er her én uadskillelig person, Jomfruens eneste søn, af Davids og Guds slægt. Han kan ikke blive i døden. Men når han kommer i døden, så må denne blive overmandet og overvundet ved ham, ja, opslugt og tilintetgjort, og idel liv må regere i denne herre, og blive givet til alle dem, som modtager ham. Herom er der talt videre på andre steder.

Men det lyder endnu forunderligt om opstandelsen, hvad derpå følger af profeten Esajas i kap. 55: ”Det nådesløfte, jeg gav David, vil jeg trofast opfylde for jer.” de trofaste. Dette lyder efter den hebraiske tekst sådan: ”Jeg vil slutte en evig pagt med jer, nemlig det trofaste nådeløfte til David.” Profeten taler her om den forjættelse em Kristus, som er givet David i 2 Sam 7. I de foregående ord fra kap. 55 formaner og lokker han meget trøsteligt hele verden til at modtage dette ord og denne prædiken, fordi et stort gode, stor glæde og frelse deri vil komme til og overgå alle arme, elendige og bedrøvede. Straks efter disse ord siger han, hvordan Gud ville sætte Messias, Davids forjættede sæd, for folkene til et vidne – det vil sige, til en prædikant, sendt af Gud – og til en fyrste og den, der skal byde over folkene. Som den, der skal være en anden lærer, end Moses med sine præster og lovlærere – der tidligere var til – og en anden herre, regent og konge, end David og alle herrer i deres verdslige styre. Og han underkaster ham alle ting. Ikke sådan at forstå, at han skal oprette et nyt ydre styre, eller udbrede det jødiske blandt hedningerne, men sådan, at både jøder og hedninger sammen skal høre ham og tro på ham, at de ved ham kan få, hvad han havde forjættet. Og dette kalder han her de trofaste nådeløfter, som er lovet David. Dem, siger han, vil jeg opfylde på jer og holde, som en guddommelig, vis og trofast pagt, netop i denne Kristus. Gennem ham skal alt det blive givet, som Guds nåde giver og bringer, nemlig, syndernes forladelse og udslettelse, forløsning fra døden og det evige liv.

Når nu denne Kristus, ved hvem denne pagt bliver bragt i stand – er sandt menneske, sådan som han er forjættet David, af hans kød og blod, og skal bringe og give den evige nåde, hvorfor han også må være Gud, hvem det alene tilkommer og anstår at give sådant: så må han ikke blive i døden, selvom han som et naturligt menneske også dør. Han må selv opstå fra de døde, så at han også kan forløse andre fra døden og give dem et evigt liv. Så han med sandhed hedder og er nådens, retfærdighedens og livets evige konge. Det er det løfte, Gud har lovet sikkert at holde.

Sådan er overalt, hvor der i Skriften står om Kristi evige rige og evige nåde, betegnet denne artikel om Kristi opstandelse, ligesom også Paulus vil have indført flere andre ord for at forklare dette. Således fra Salme 110: ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!” Og ligeledes: ”Herren har svoret og angrer det ikke: Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.” Her har Gud lovet, at han ville sende Kristus, som skal sidde hos hans højre hånd, det vil sige, være en evig herre og konge i almægtig, guddommelig magt, og dog skulle hans kongerige være på jorden – i Zion eller Jerusalem. Tillige skulle han være en evig præst, som jo må tages af mennesker og være dem lige, det vil sige, også være dødelig. Men dog sådan, at han alligevel forbliver præst til evig tid. Derfor må han ikke forblive i døden og graven.

Det tredje ord, som Paulus her anfører, er fra Salme 16, der også egentlig taler om Kristus. Dette udlægger Peter videre i den første prædiken på pinsedag, og slutter kraftigt deraf – ligesom da også ordene i sig selv sige det klart – at Kristus var død, og har dog ikke kunnet forrådne i graven, men blev ufortæret af døden og uforrådnet, og opstod igen – nemlig på den tredje dag.