Luk 24, 36-47 (3.Påskedag - 1.prædiken)

For det første er i denne evangelietekst angivet, hvem det er, som med nytte og frugt hører om Herrens opstandelse, nemlig dem, som her sidder indesluttede i frygt og ængstelse. For dem kommer det meget vel tilpas, og de er de bedste disciple. For dem skulle man også alene prædike det, skønt det må blive prædiket blandt alle folk, som Herren siger i slutningen af teksten. Lad os derfor for det første heraf lære, hvordan de er beskafne, som hører evangeliet på en ret måde.

Disciplene sidder der hemmeligt forsamlede i en flok og frygter for jøderne. De har tillige dårlig samvittighed, fordi de har forladt og fornægtet Kristus. De er således forsagte og forskrækket for synd og død. For havde de været stærke i troen, så ville de ikke sådan være krøbet hen i en krog. Senere, da Helligånden kom, som styrkede og trøstede dem, blev de så modige, at de trådte frem og prædikede offentligt uden frygt. Dette er nu skrevet for os med det formål, at vi skal lære, hvordan evangeliet om den Herre Kristi opstandelse kun er trøsteligt for dem, som har ydmyge og frygtsomme hjerter, for dem, hvis synder trykker dem, og som føler deres svaghed, ikke gerne går i døden, frygter og ræddes næsten for et raslende blad. For disse bliver evangeliet til trøst og dem smager det også godt.

Dette kan man også skønne af evangeliets egen natur. For evangeliet er et budskab og en prædiken, som forkynder, hvordan den Herre Jesus Kristus er opstanden fra de døde, for at han skal borttage synd og død og al ulykke fra dem, som tror på ham. Og når jeg erkender ham for, at han er en sådan frelser, så har jeg rettelig hørt evangeliet, så har han rettelig åbenbaret sig også for mig. Er dette nu sådan, at evangeliet ikke lærer noget andet, end hvordan Kristus ved sin opstandelse har overvundet synd og død, så må vi visselig bekende, at sådan prædiken ikke kan komme andre til hjælp end dem, som føler synden og døden hos sig. For de andre, som ikke føler sin skrøbelighed og synd, og ikke agter noget derpå, for dem er det siet ikke nyttigt. Det smager dem heller ikke. Og selv om de i lang tid hører evangeliet, så frembringer det dog intet andet hos dem, end at de lærer ordene og taler derom, sådan som de har hørt det. Men det går dem ikke til hjerte og giver dem hverken trøst eller glæde.

Derfor ville det være godt, når det kunne ske, at man kunne prædike evangeliet alene på et sådant sted, hvor der var sådanne ydmyge og ængstede samvittigheder. Men da man ikke kan skelne disse fra den store flok, og man for deres skyld må prædike i almindelighed, så må man lade det stå til Gud, hvem og hvornår evangeliet rammer. Derfor sker det, at evangeliet ikke overalt bærer frugt. Derfor giver man os skyld for, at vi vil prædike mange nye ting, og at alligevel ingen forbedres ved vor lære. Fejlen ligger ikke i evangeliet, men hos tilhørerne. De hører det ganske vist alle, men ikke alle føler deres jammer og elendighed og lever sikre og ryggesløse, ligesom ufornuftige dyr.

Derfor bør ingen undre sig, om evangeliet ikke overalt bærer frugt. For foruden disse retskafne tilhørere, som vi har talt om, gives der også mange andre, som slet ikke vil modtage det, som hverken har samvittighed eller hjerte, som hverken tænker på døden eller på sin sjæls frelse. Disse må man styre, ligesom æslerne og de ufornuftige dyr, med magt og lovens tvang og med frygt for straf. Dertil er da også det verdslige sværd indsat. Ligeså er der fremdeles nogle, som vel ikke foragter evangeliet. De forstår det vel, men de forbedrer sig ikke, de stræber ikke at leve derefter. De beholder kun ordene og kan snakke meget derom, men der følger ingen handling eller frugt deraf. Men den tredje slags mennesker og det de færreste er de, som modtager evangeliet rettelig, så det bærer frugt hos dem.

Hvad der kan sluttes af dette stykke er altså, at evangeliet er en prædiken om Kristi opstandelse, som skal tjene til at trøste og opmuntre de stakkels bedrøvede og forskrækkede samvittigheder. Dette er nødvendigt og nyttigt at vide især i døden og i al anden nød, så man kan have rustet sig dertil, og fatte og beholde trøst deri.

For når nu mennesket kender, forstår og tror evangeliet, så er Kristus allerede i hans hjerte og bringer ham freden, så han bliver trøstet og siger: Har min herre Kristus ved sin opstandelse overvundet mine synder og trådt dem under fødderne, hvorfor skulle jeg da være bange og forskrækket? Men denne trøst, denne hjertets fred og glæde føler ingen uden den lille flok, som forhen er forskrækket og fuld af bedrøvelse og har følt sin elendighed. Derfor forstå de stenhjertede grove folk hverken dette eller andre evangelietekster. For den, som ikke har smagt det bitre, ham smager det søde ikke, og den, som ikke har prøvet ulykke, forstår sig ikke på nogen lykke. For som det naturligt går i verden, at det menneske ikke duer til noget, der ikke mislykkes eller prøves og lider noget, sådan og meget mere går det også her i de åndelige ting, så det ikke er muligt, at nogen fatter evangeliet, uden at han først har følt et sådant ydmygt og forskrækket hjerte hos sig.

Derfor er det ikke underligt, om ikke alle fatte evangeliet og gør derefter, når de hører det. Der er overalt mange sådanne, som foragter og forfølger det. Man må lade dem fare og vænne sig dertil. Hvor man prædiker evangeliet, vil man visselig finde sådanne folk. Dernæst er der også mange, som ikke forfølger det, men alligevel heller ikke antager det; for de bærer ingen frugt deraf, de fører et liv som før. Kort sagt, selv om man længe prædiker og forkynder evangeliet, så indfinder sig dog stedse den klage, at man siger: Ak, vil dog ingen forbedre sig! Alt bliver i det forrige væsen! Derfor må man ikke lade sig anfægte eller forskrække derved.

For se, hvad der skete i Jerusalem, da man første gang hørte evangeliet, og der var så mange mennesker, som der skrives, at der har været i byen på påskefesten, nemlig over én million mennesker. Hvor mange af dem blev omvendte derved? Da Peter stod op og prædikede, drev de spot dermed og holdt apostlene for narre; og, da de på det stærkeste og bedste havde prædiket, bragte de til veje tre tusinde mænd og kvinder. Hvad var det imod hele byen? Det har i sammenligning med den øvrige flok været, som kunne man ikke spore, at det havde virket noget; for alt forblev i sit forrige væsen og regimente, så man ikke så nogen forandring og næsten ingen blev opmærksom på, at der var kristne. Sådan bliver det endnu stedse. Derfor skal man ikke måle evangeliet efter mængden af dem, som hører det, men efter den lille flok af dem, som modtager det. Disse ses ikke stort, man agter dem ikke, og Gud virker dog skjult i dem.

Desuden er der endnu noget, som på en negativ måde hindrer evangeliets kraft, nemlig, de troendes svaghed, sådan som den er beskrevet i denne beretning om disciplene, og senere også fandtes hos apostlene efter Kristi himmelfart. Sådan for eksempel, da Peter faldt, uagtet han var fuld af tro og Helligånden, og snublede tilligemed mange, som var med ham, så Paulus offentlige« måtte irettesætte ham. Dengang hang mange store og hellige folk ved ham, der alle snublede med ham, Gal 1. Ligeledes læser vi om, hvordan Markus drog med Paulus, og senere faldt fra og løb bort fra ham. Ligeledes hvordan Paulus og Barnabas kivedes med hinanden og stødte skarpt an mod hinanden, ApG. 13 og 15. Og vi læser i evangelierne, hvordan apostlene ofte for vild i grove stykker, de, som dog var de bedste kristne.

Disse skrøbeligheder hos de kristne og troende fordunkler evangeliet mest, så de folk, som gerne ville være kloge og vise, støder og forarger sig herved, og få er de, som véd at skikke sig ret og vel heri, så de ikke forarges. Derfor siger de: Ja, disse roser sig af evangeliet, vil være gode kristne og er dog uforstandige, underlige, vredagtige, utålmodige; og de vil heraf drage den slutning, at evangeliet er prædiket forgæves. Dette er egentligt at forarge sig over den svage og skrøbelige Kristus.

Sådan gik det også Kristi disciple: I begyndelsen, da Kristus vandrede omkring og gjorde mægtige og store gerninger, så han trængte igennem med stor ære i alt, hvad han gjorde, så det måtte ske, da holdt de fast ved ham; skønt de høje og store herrer, de hellige og lærde, alligevel forargede sig over ham, af den grund, at han ikke ville holde med dem. Men derimod forbedrede de almindelige mennesker sig, og folket hang ved ham, så længe de så, at han gjorde sådanne undergerninger med stor vælde, og tillige levede sådan, at ingen kunne udsætte noget derpå. Enhver måtte sige: Det er en hellig og stor profet. Men da hans lidelser begyndte, trådte de alle tilbage og veg fra ham, og heller ingen af hans disciple forblev hos ham.

Hvori lå da fejlen? Alene deri, at de ikke mere så den stærke, men kun en svag Kristus i ham. For han var nu i jødernes hænder, gjorde ingen undergerninger, just som han intet mere kunne, og som om han var forladt af Gud. Da faldt hans kraft og høje navn aldeles. Tidligere holdt man ham for en profet, hvis lige aldrig var kommet. Nu holdt man ham for en morder og et fordømt menneske. Hvem kunne dengang se, denne Kristus var Guds søn? Da måtte al fornuft falde, ja, også de retskafne, store, hellige. For de tænkte: Hvis han var Guds søn, så måtte der også være frugter, hvorpå man kunne spore, at han var det; men nu ser man intet andet hos ham send idel svaghed, synd og død.

Derfor er det den allerhøjeste visdom på jorden, og den er kendt af meget så folk i verden, at man kan finde sig tilrette med den svage Kristus. Når jeg ser en from, hellig mand, der fører et helligt og skønt livsførelse, hvem takker mig da for, at jeg priser ham og siger: Dér er Kristus, dér går det ret til? For skønt biskopper og store herrer forarger sig på en sådan, så forbedrer almindelige mennesker sig dog. Men når han bliver skrøbelig og snubler, så støder hurtigt enhver sig på ham og siger: Ak, jeg havde dog troet, at det var en from. Kristen. Nu ser jeg vel, at jeg har bedraget mig selv. Men når vi ret ser os omkring, så ville vi ikke finde nogen, der ikke også er skrøbelig. Ja, enhver vil opdage det hos sig selv. Alligevel mener vi, at det er ude med evangeliet. Ja, når ikke Gud var så klog, at han kunne skjule det, da han lagde et dække over Kristus, da han drog død og idel kraftesløshed over ham, og alligevel var Kristus derunder. Det kunne intet menneske se. Derfor siger han også til disciplene i forvejen: I skal alle forarges på mig, så I ikke mere skal tro, at jeg er Kristus.

Dette er, som jeg har sagt, næsten den største hindring, hvorpå man støder sig, idet man mener, at evangeliet ikke har nogen kraft, når man ser hen til de kristnes skrøbelighed og svaghed og til at de undertiden snubler. Den, som derfor rettelig vil erkende Kristus, må ikke se på det ydre. Om du end ser en eller anden snuble, så skal du alligevel ikke forsage eller tænke: Nu er det forbi. Men du skal tænke sådan: Måske vil Gud handle med denne sådan, at han skal have Kristus i svaghed, ligesom en anden i styrke. For begge dele må findes og forblive på jorden, skønt den største del er svag, især i vore tider. Dog når du trænger igennem, igennem denne svaghed, da vil du se, at Kristus ligger der skjult i den svage person, og i sin tid vil komme frem og lade sig se.

Dette mener Paulus, når han siger til korintherne: ”Jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” 1 Kor 2, 2. Hvad er det for en ros, at han siger, han intet véd, uden Kristus og ham korsfæstet? Det er noget, som fornuften og den menneskelige visdom ikke kan begribe, ja heller ikke de, som allerede har studeret og lært evangeliet, kender det nok. For det er en visdom, som er mægtig, hemmelig og skjult, og synes slet ikke at være noget stort, af den grund, at den er tildækket af svaghed og dårskab. Ligesom Kristus på korset, da han havde afført sig al styrke og Guds kraft og hang der som et elendigt, forladt menneske, og det syntes, som om Gud ikke ville hjælpe ham. Om ham alene véd jeg at prædike, siger Paulus. For den Kristus, som offentligt gør undergerninger, bryder frem med vælde, så enhver ser, hvem han er. Han er snart lært og erkendt, men til at kende den svage Kristus, der hænger på korset og ligger i døden, dertil hører større forstand. Den, som ikke kender ham sådan, må støde sig og forarges over ham.

Ja, man finder også sande kristne, som kender evangeliet, og dog forarger sig over sin egen livsførelse; de mener, at de så gerne ville, at Kristus skulle være stærk i dem og vise sig i store gerninger; men de føler hos sig selv, at det ikke vil gå. Og så begynder de at forsage og tro, at det er ude med dem, fordi de ikke føler den styrke hos sig, som de burde have. Men dette gør vor Herre Gud for at ydmyge os, for at vi skal se, hvor svage skabninger, hvilke elendige, fordømte og fortabte mennesker vi er, hvis Kristus ikke kommer os til hjælp med sin retfærdighed, og ved sin styrke bærer vor svaghed. Se, dette er den høje visdom, som vi har, og hvorover hele verden forarger sig.

Men med det her sagte have vi ikke givet lov til, at man stedse skal forblive svag. For vi prædiker ikke, at man skal være svag, men at man skal erkende og bære svagheden hos de kristne. Det var ikke hensigten, at Kristus skulle hænge på korset som en røver og ugerningsmand, men at man deraf skulle lære, hvor dybt styrken ligger skjult under svagheden, og hvordan Guds kraft viser sig i skrøbeligheden.

Det er altså ikke at rose, at vi er svage, som om vi altid skulle være og forblive sådan. Men man skal lære, at man ikke må holde en for en ikke-kristen, fordi han er svag, og at den, der føler sin egen svaghed, ikke må forsage. Det kommer an på, at vi erkender vor svaghed, og stedse tragter efter at blive stærkere. For Kristus skal ikke stedse lide og ligge død i graven, men han skal komme frem til livet.

Derfor skal ingen tænke, at det, at være svag, er den rette måde og den rette stand. Det er kun en begyndelse, og man bør vokse dag for dag. Kun må man se til, at man ikke for svaghedens skyld holder op og fortvivler, som om det var forgæves. Man må arbejde dermed så længe, indtil man bliver stærkere og stærkere, indtil Gud borttager svagheden. Hvis du derfor ser din næste skrøbelig og snublende, så tænk ikke, at det derfor er ude med ham. Gud vil ikke have, at den ene skal fordømme den anden og synes godt om sig selv, fordi vi dog alle er syndere, men at den ene skal bære den andens skrøbelighed, Rom 14 og Gal 5. Vil du ikke gøre dette, så kan han godt lade dig falde og kaste omkuld og løfte den anden op.

Dette være nu sagt om de kristnes svaghed, så at man kan lære at skikke sig deri. For det er meget nødvendigt at vide dette, især i vor tid. O, gid de katolske biskopper og præster havde haft denne visdom, de, som mest burde have den! Hvor godt skulle det ikke da stå til i kristenheden? Men nu er det kommet dertil, at man intetsteds vil se på andet end på idel stærke hellige. Man kan ikke tåle de svage. Man farer frem med strenghed og med magt. Det har også i gamle dage, da det endnu stod vel til, fejlet biskopperne meget i dette stykke. De har dog været hellige folk, skønt de drev og trængte samvittighederne for meget. Det går ikke sådan an med de kristne, for Kristus vil dog endnu en stund være skrøbelig i sin kirke på jorden.

Dette viser han også derved, at han her i evangeliet siger til disciplene: Føl på mig og se; for en ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har. Han vil have begge dele, ikke ben alene, eller kød alene; men begge er sammen, sådan som det må være i menneskets naturlige legeme. På samme måde læser vi i Første Mosebog, at Adam siger om sin Eva (der var skabt af et ribben af hans side): Denne gang er det ben af mine ben og kod af mit kød. Han siger ikke kød eller ben alene, men han siger begge dele; derfor siger han: Af mine ben og af mit kød.

Sådan er det også med Kristus og med os. Derfor siger han her: Jeg har både kød og ben. I vil ikke finde blot ben hos mig, eller blot kød. Det vil sige: I ville finde begge dele, nemlig, at jeg er stærk og svag, og det må gå sådan blandt mine kristne, at nogle er stærke, og nogle svage. De, som er stærke, gå deres jævne gang, er friske og sunde, og må bære de andre; dette er benene. De andre er de svage, som hænger fast ved de stærke. De svage udgør den største flok, ligesom man altid ser mere kød end ben på legemet. Af den grund er Kristus både korsfæstet og død, atter blevet levende og ophøjet til ære, at han ikke skulle være en ånd, sådan som disciplene her holdt ham for, og måtte forfærdes; men han skulle være et sandt, naturligt menneske, i alle ting os lig efter det samme køb og blod, så at han kunne antage sig vor svaghed og bære den.

Denne visdom har apostlene og Kristus selv meget drevet på, og senere ved jeg ingen bog mere, hvori der er skrevet derom. Det er vel undertiden berørt, men intetsteds har man drevet på det. Det Nye Testamente driver stedse derpå, og gør sig det magtpåliggende at lære folkene både den svage og stærke Kristus. Sådan siger Paulus til romerne i kap. 15, 1-3: ”Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder og ikke tænke på os selv. Vi skal hver især tænke på vor næstes gavn og opbyggelse. For heller ikke Kristus tænkte på sig selv.”

Se, dette skal være den visdom, som vi heraf kunne lære. Og til denne skole hører alle de, som er afmalet her i evangeliet, og som Kristus finder forsagte og svage. De andre, som ikke hører hertil, kan man let kende. Det er nemlig dem, som slår evangeliet hen i vejr og vind og foragter det. Sådan kan også enhver føle hos sig selv, om evangeliet hjertelig behager ham. Og, ser du hos en anden, at han beviser sig sådan, at du kan spore hos ham ønsket om at være from, så skal du ikke foragte ham.

Alt dette viser nu evangeliet, det ene efter det andet. For det første viser det, at Herren står blandt disciplene og nu er stærk, har overvundet alt, synd, død og Djævel. Men disciplene står endnu ikke fast. De sidder der. Men han træder til og står midt iblandt dem. Hvor står han nu? Blandt den forsagte og skrøbelige flok, som er forskrækket, som sidder der bange og svag. Men han er stærk og mægtig, skønt verden endnu ikke ser det. For det andet viser han dem sine hænder og fødder, trøster dem og siger: Hvorfor er I så bange? Og hvorfor opstiger sådanne tanker i jeres hjerter? Se mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; for en ånd har ikke kød og blod, som I ser, at jeg har.

Dette er intet andet end en prædiken, som lærer, at man ikke skal forarge sig over den svage Kristus. Han farer ikke hårdt ind på disciplene. Han siger ikke: Bort med jer, jeg vil ikke og kan ikke fordrage jer, I skulle være stærke og kække, og nu sidder I der og er forsagte. Men han trøster dem venligt, for at han kan gøre dem stærke og uforsagte. Derfor er de også senere blevet stærke og ikke det alene, men også glade og frydefulde.

Derfor skal vi heller ikke forkaste de svage, men vi skal omgås sådan med dem, at vi kan bringe dem dertil, at også de bliver stærke og trøstede. For det er ikke meningen, at det er ret, at de er svage, eller at de skal vedblive at være det. Det er ikke af den grund, at Kristus står der blandt dem; men det er, for at de skal tiltage i troen og blive uforfærdede.

Her ville det også, da evangeliet giver anledning til det, være stedet at tale om de ånder, som vise sig og gå omkring. For vi ser her, at det jødiske folk og apostlene selv holdt for, at ånder om natten og til andre tider gå omkring og blive set. Sådan blev disciplene forskrækket, som om de så et spøgelse, og skreg af frygt, da de om natten sejlede over søen, og så Jesus gå på havet, Matt 14. Og her hører vi, at Kristus heller ikke nægter, men snarere ved sit svar bekræfter at ånder kan vise sig. For han siger: En ånd har ikke kød eller ben.

Men Skriften siger ikke, og man har heller ikke noget eksempel derpå, at sådanne ånder er afdøde menneskers sjæle, der skulle komme til folk og søge hjælp, sådan som vi hidtil i vor blindhed, bedraget af Djævelen, har troet. Heraf har også paven opdigtet sin Skærsild og oprettet et skammeligt messemarked. Af denne falske lære og store vederstyggelighed kan man se af dens frugter, at også grunden, hvorpå sådant er bygget, nemlig læren om de vandrende sjæle, stammer fra løgnens fader, Djævelen, der har bedraget folk under de afdøde menneskers navn.

For at man ikke skal tro på et sådant spøgelse af ånder, der vandre omkring under navn af menneskesjæle, dertil har vi grund nok. For det første, fordi Skriften slet ikke taler om, at de afdøde menneskers sjæle, som endnu ikke er opstået, skulle gå omkring blandt folk. Mens dog ellers alt, hvad vi har nødigt at vide, er tilstrækkeligt åbenbaret i Skriften, så har den ikke villet lade os vide et ord – ligesom det da heller ikke er muligt at begribe og forstå det – om, hvordan det forholder sig med de ånder, som er adskilt fra legemet, før opstandelsen og den yderste dag, mens de er aldeles adskilt og afsondrede fra verden og timeligheden.

For det andet, fordi det også er klart forbudt i Skriften at stille spørgsmål til de døde eller at tro dem, sådan som 5 Mos 18, 11, Es 8, 19 og Luk 16, 29-31 vises, at Gud ikke vil lade nogen af de døde opstå og prædike, fordi vi har Moses og hele Skriften.

Derfor bør man vide, at alle sådanne spøgelser og syner, som lader sig se eller høre, især med støj og bulder, ikke er menneskesjæle, men visselig djævle, som driver deres spil, og enten kommer med falskt foregivende og løgnens bedrag eller søger at forskrække og plage folk. Derfor skal en kristen forholde sig imod et sådant spøgelse, som udgiver sig for en afdød sjæl, på samme måbe som imod den virkelige Djævel. En kristen bør være således rustet med Guds ord og troen, at han hverken lader sig vildlede eller forskrække. Han bør forblive ved den lære, som han af evangeliet om Kristus har lært og bekender, og frimodig foragte Djævelen med hans larmen. Ligesom da denne heller ikke længe forbliver der, hvor han sporer, at man har tiltro til Kristus og foragt for ham.

Dette siger jeg, for at vi skal være kloge, så vi ikke igen skal lade os forføre ved sådant bedrageri og løgn, sådan som hidtil også fortræffelige folk, som Gregorius, er blevet bedraget og narret under det foregivne navn af afdøde sjæle.