Luk 24, 13-35 (2.Påskedag)

Dette evangelium viser og lærer os især fire ting om artiklen om Kristi opstandelse.

For det første, at denne historie, ved siden af andre, er sket og skrevet til et sikkert vidnesbyrd og bevis for vor tro på denne artikel. Først derved, at denne lære intet mere udrettede hos de to disciple, der gik bort fra de andre i stor vantro med hensyn til Kristi opstandelse, og talte sådan med hinanden om den sag, som om de fuldstændig tvivlede på Kristus, og han nu var aldeles død for dem og for evigt begravet i deres hjerter. Det bekender de selv med egne ord og siger: ”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.”

Det andet er, at Kristus her ikke alene viser sig levende for de vantro disciple, for at de nu kunne være visse derpå, og straks gå tilbage for at forkynde det for de øvrige og her hører nøjagtig det samme af dem. Begges vidnesbyrd stemmer altså overens og styrker hinanden indbyrdes. Hovedsagen er imidlertid, at Kristus, før han bliver kendt af dem, så rigeligt og klart beviser af Skriften, at han både måttet lide og igen opstå fra de døde. Og han straffer dem for, at de ikke troede det, skønt de dog burde vide, hvad Skriften siger om Kristus, ligesom han selv af Skriften tidligere havde fortalt dem det endog før sin lidelse.

Det tredje stykke i dette evangelium er et eksempel på Kristi opstandelses kraft og frugt, der viser sig i disse to disciple derved, at de taler om ham og hører på hans prædiken. Dette er netop et vidnesbyrd om hans opstandelses sand­hed. For Kristus beviser her i gerningen, at han ikke er død, sådan som de i begyndelsen mente. Han virker i dem og udøver sin kraft gennem Ordet, også før de genkender ham. Og han gør, at de bliver troende og nu har et andet sind, en anden forstand, et andet hjerte og mod end tidligere. Det er også noget, de selv føler og bekender: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” Sådan gør han også nu i hele kristenheden, hvor han ikke bliver set og dog udfører og beviser sit værk og herredømme. Som den levende herre, oplyser, trøster og styrker han sin kristenhed ved Ordet, og ved sin kraft forsvarer og opholder han den imod Djævelens og verdens vrede og rasen.

For det fjerde ser vi i dette evange­lium den måde, som Kristus åbenbarer sin opstandelse på, og hvordan denne bliver erkendt og fattet, nemlig først ved Ordet og troen, og dernæst ved legemlig beskuelse eller følelse. Derfor er han i begyndelsen skjult og ubekendt for discip­lene. Han kommer til dem og vandrer med dem, skønt han i sandhed er hos dem og er den samme Kristus, som de så ofte havde set og hørt og meget godt kendte. Nu kendte de ham dog slet ikke. Ja, de kunne ikke engang gætte på, at det var ham, fordi de vidste, at han var død tre dag tidligere og begravet. De kunne slet ikke have andre tanker have om ham, end den, de havde om et­hvert andet afdødt menneske. Han er blevet så aldeles fremmed og ukendelig for dem, at de ikke havde genkendt ham, lige meget hvor længe han på hen måde havde været hos dem. Først da han forkynder dem denne artikel om opstandelsen og prædiker om den, som det heder i teksten: ”Deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.” (v. 16). Ikke sådan at forstå, at han da var ander­ledes end senere, eller at han ikke ville lade sig kende, men sådan, at deres hjerter og tanker var så fremmede og fjerne fra ham. På samme måde bliver han heller ikke kendt af Magdalena og de øv­rige disciple, før de havde hørt Ordet om hans opstandelse.

Hermed vil han også lære og vise os, at hans opstandelses og riges kraft her på jorden og i dette liv alene skal vise sig ved Ordet og troen, der holder sig til Kristus, som den dog ikke ser. I ham overvinder vi synd og død, samt gri­ber retfærdigheden og livet. Dette er nu i korthed summen af dette evangeliums historie eller beretning, hvad angår artiklen om opstandelsen i almindelighed. Det har vi hørt mere om tidligere.

Denne tekst viser os imidlertid særligt disciplenes svage tro og hvordan Kristus i sit rige viser og forholder sig imod sådanne svagttroende. Vi ser nemlig i evangeliets beret­ning om Kristi opstandelse, hvordan først alle apostle, dernæst alle de andre disciple har været svage med hensyn til at tro denne artikel, og det lige til hans himmelfart. Han må straffe dem for deres hjerters hårdhed og uforstand (Mark 16, 14), at de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden, skønt han selv ofte forud havde forkyndt ud fra Skrifterne, at han måtte korsfæstes og opstå igen på tredje dag.

Af dette lærer vi først, hvordan der også hos dem, som allerede er kristne og hellige, findes svaghed og fejl, især i de høje stykker, der angår læren og troen. De kan ikke straks forstå det eller bevare det så fast og sikkert, som de burde. Troen er ikke en så ringe og let ting, som de uforstandige og uerfarne ånder mener, og vore dumme klodser, paveæslerne, foregiver. De mener, at troen ikke er andet, end at kende og have hørt historien og beretningen. Derefter mener de, at de har forstået alt det, som evangeliet siger om Kristus klart og til fuldkom­menhed, når de kun engang har hørt eller læst det. De mener nu at have udtømt troen, så de ikke behøver at lære og tro mere.

Men at dette ikke er andet end en løs og intetsigende tanke, bevises af, at de selv må bekende, at en sådan historisk erkendelse bliver liggende aldeles stille, kold og uvirksom hos dem, som en tom skal, uden saft og kraft. Den hverken nytter eller hjælper, styrker eller forbedrer dem. Og dog er denne Kristi opstandelsens store gerning sket af den grund, og skal blive prædiker, hørt og erkendt med det formål, at den skal bære frugt i os, opvække og antænde vort hjerte, samt virke nye tanker, ny forstand og nyt mod, ny trøst og glæde, nyt liv og styrke.

Hvor dette ikke sker, er evangeliet hørt forgæves og ligger aldeles dødt i dig. Ja, det gælder ikke mere for dig end for muslimerne og hedningerne, som aldrig har hørt noget om det eller holdt det for sandt. Du skal ikke rose dig af nogen tro, selv om du af beretningen har beholdt smagen på tungen, eller en lyd i ørerne, og en drøm af historien i hukommelsen, som hjertet intet har erfaret eller oplevet af. Papisterne viser jo med hele deres lære og liv, at de hverken tror eller holder noget af denne trosartikel af hjertet. De lærer, at man skal søge og opnå den kraft og nytte, som Kristi opstandelse skal tilvejebringe, uden for Kristus, hos sig selv, ved egen gerning og egen for­tjeneste. Derimod fordømmer og forfølger de den saliggørende lære, som viser os bort fra al sådan løgnesnak hen til Kristus og hans opstandelses kraft.

Men de kristne og troende erfarer, både hos andre og hos sig selv, deres svaghed, bekender den og klager over, at de ikke kan gribe denne artikel så stærkt med troen og trykke den sådan ind i deres hjerter, som de burde. De må kæmpe og stride imod denne deres svag­hed, så længe de lever. Sådan siger Paulus om selv siger i Fil 3, 12, at han ikke allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men han jager efter det, om han virkelig kunne gribe det, nemlig, at kende Kristi opstandelses kraft.

For skønt denne artikel i og for sig er særdeles sød og trøstefuld, idel glæde og salighed, så den burde trænge blidt og let ind i hjertet, så har den dog to stærke hind­ringer, der gør, at den bliver vanskelig at tro. For det første er dette værk i sig selv alt for højt og stort, til at det tilstrækkelig kan begribes i dette liv, selv om troen var nok så stærk og uden nogen svaghed. For det har en sådan kraft og magt, at vi først i det kommende liv, i evig­heden kan skue og erfare det. For det andet er vort kød og blod og alle men­neskers hjerte af naturen alt for svagt og bange til at tro Guds Ord, og det må forskrækkes og forfærdes for et så stort værk, når det tænker på det og samtidig ser hen til sig selv og sin egen uværdighed.

Den første årsag og hindring kan Gud ikke se igennem fingrene med eller have tålmodighed med. For dette værk må og skal forblive så stort, som det er, og ikke forringes. Ja, det skal være den kraft og magt, for hvilken alle skabninger, men­nesker, engle, djævel og helvede må vige og ligge under. Ligesom det også er for­nødent for vor frelses og saligheds skyld. For hvis det ikke var sådan, så måtte vi forblive i synden, døden og Guds evige vrede. Men med den anden hindring kan han endnu se igennem fingre og have tålmodighed, nemlig dermed, at vi er for svage til med troen at fatte et så stort værk og en så stor kraft; lige­som vi ser, at Kristus her gjorde med sine disciple, hvilke vel havde hørt, at han var opstået, men dog endnu var i stor tvivl derom. Ja, de var i så stor tvivl, at de næsten havde opgivet alt håb om Kristus; for de siger: ”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel.” (v. 21).

Og se, med hvor stor energi han antager sig disse to svagttroende disciple, og sørger for dem, og gør alt for at hjælpe deres svaghed og styrke deres tro. For han ser og ved, at de, bekymrede og bedrøvede, er gået bort fra de andre disciple, og ikke ved, hvad de skal tænke eller håbe. Han vil ikke, at de skal forblive i denne tvivl og anfægtelse. Han kommer for at hjælpe dem, og han slutter sig til dem på vejen, lader alle de andre disciple sidde hos hinanden, skønt også de er bekymrede for den samme sag og svage nok i deres tro.

Men fordi disse to er i større fare for at falde i vantro, indfinder han sig straks hos dem alene, som om han nu efter sin opstandelse intet andet havde at gøre. Han taler og drøfter så venligt med dem ud af Skriften. Derved giver han dem anledning til at opholde ham og bede ham om at blive hos dem, spise og drikke med dem, indtil deres tro igen bliver vakt, og de hører op med at tvivle. Ja, indtil de bliver så stærke i troen, at de nu kender ham og ser, at det er den samme Kristus, som de tidligere havde haft levende hos sig, og som de for tre dage siden havde set blive korsfæstet, men hidtil ikke havde kunnet kende på vejen på grund af den tvivl og svaghed, som endnu var i dem.

Hermed har han altså selv, til lærdom og trøst for os, villet vise, hvordan hans rige efter hans opstandelse skal blive ført i hans kristenhed, nemlig sådan, at han ikke vil forkaste eller støde de svagt troende fra sig. Ja, han vil ikke engang forkaste de vildfarende og uforstandige eller i andre henseender skrøbelige, bange og forsagte hjerter og samvittigheder. Han vil tværtimod netop på dem øve og bevise sin opstandelses kraft, ved at han venlig lokker dem til sig. Ja, han indfinder sig selv hos dem, og omgås dem på den skønneste og mest fortryllende måde. Han snakker med dem, lærer og underviser dem, ja spiser endog med dem, indtil de bliver stærke og visse i troen, og deres hjerter, som for­hen var bedrøvet og bekymret, igen bliver glade.

Derfor skal også vi vide og trøstig forlade os på, at vi i ham har en herre, der også kan bære over med vor skrøbelighed og tåle den, og ikke der­for vil støde os fra sig og fordømme os, fordi vi ikke så hurtigt kan tro og leve sådan, som vi burde. Blot vi kun er sådanne hjerter, som ikke foragter eller fornægter Kristus og hans ord, men har lyst og kærlighed til ham og gerne vil blive stærke og fuldkomne i tro og livsførelse.

Sådan ser vi, at disse to disciple ganske vist var svage og uforstandige, men i deres hjerte elskede de dog Kristus, talte og hørte med lyst om ham. De ønskede intet andet hellere, end at det måtte være sandt, hvad de havde hørt om hans opstandelse. Men det er dem alt for højt at tro det, så de kan ikke straks holde det for vist og sandt. At det også er meget for højt og for stort for os. Det ved og ser vor kære herre meget vel. Derfor kan han også så meget bedre have tålmodighed med os, og han er tilfreds, når vi kun høre på ham, som hans disciple, der gerne ville lade sig belære og vise til­rette af ham.

Hermed vil han også lære os, hvordan man skal forholde sig i hans rige, især imod de svagttroende og skrøbelige. Han vil lære os, at heller ikke vi straks skal fordømme eller forstøde dem, som vi ser, farer vild eller snubler. Vi skal have tålmodighed med dem, ligesom Kristus også havde med os, og endnu den dag i dag må have. For skønt han for sin person, ved sin opstandelse, har gud­dommelig vælde og magt, skønt han er en herre over himmel og jord, så regerer han dog sin kære kristenhed sådan, at han øver og beviser sin opstandenes kraft på sin arme, skrøbelige lille flok, og tje­ner dem med denne sin vælde og magt, trøster og styrker dem.

Efter dette eksempel skal vi heller ikke, selv om vi er stærke, behage os selv og hovmode os. Vi skal lade vore gaver og vor styrke tjene de svage, og stræbe efter at oprejse og forbedre dem ved at under­vise, trøste, styrke, venlig formane og straffe dem. Ligesom man gør med svage eller skrøbelige børn og syge, som man må omgås på en skøn og til­trækkende måde, og som man må pleje, bære og løfte, indtil de er voksne og kan gå på egne ben.

Se dette er et af de fornemste stykker i evangeliet, hvoraf vi lærer, hvordan man skal forholde sig, og hvordan det går til i Kristi rige: At der nemlig hos de kristne, som begynder at tro og blive hellige, endnu forbliver svaghed, uforstand og andre syndige skrøbeligheder, som Herren dog bærer over med og holder dem til gode. Dog sådan, at de skal forbedre sig. Derfor skal man ikke drømme om en kirke, hvor der ikke er nogen skrøbelighed eller nogen vildfarelse i troen, sådan som katolikkerne roser sig af deres kirke og kirkemøder, som de siger, ikke kan tage fejl. For her hører vi, at ikke alene disse disciple, men også alle de andre apostle, er faret vild i denne vigtige og nødven­digste artikel, og er forblevet så længe i vantroen, indtil Kristus selv ved megen og mangfoldig prædiken og åbenbaring har revet dem ud deraf. Troen på Kristi opstandelse var i de tre dage efter hans korsfæstelse udslukket i deres hjerter, og denne tro var vistnok næsten intetsteds blevet bevaret, undtagen hos hans moder Maria. Hun havde beholdt Ordet, som hun havde hørt af ham selv og andetsteds fra, i sit hjerte og var derved blevet trøstet og opholdt i sin store hjerteve over sin søns lidelse og død.

For Kristi tro må til alle tider forblive og opretholdes i kirken på et eller andet sted, og der må være nogle, som har og bekender sandheden, om de end er få, og om end den store hob farer vild, sådan som de her har gjort. Troen må blive opretholdt, skulle det kun være ved en Maria. Derfor lader Herren også det ske, at måske mange af de rette hellige farer vild og snubler, for at vi ikke skal for­lade os på mennesker, hvor mange, store og hellige de end kan være. Vi skal se hen til hans ord, der er sikkert og ikke kan bedrage, sådan som han her overalt henviser og fører de to disciple, og siden alle de andre, til Skriften.

Ved siden heraf er ikke at forglemme evangeliets eksempel, der lokker og formaner os til, at vi gerne skal tale og høre om Kristus, og omgås med Skriften og Guds Ord, selv om det ikke altid forstås så snart, eller går sådan til hjertet, som det burde. Evangeliet viser os, hvilken kraft, nytte og frugt det virker, når man omgås det med et enfoldigt hjerte. For det første ser vi, at Kristus, skønt disse to disciple endnu var besmittet med vantro, dog ikke kan eller vil blive borte fra dem, fordi de undervejs er optaget af ham og snakker ganske enfoldig om ham. Han er straks nær og slutter sig på det venligste sammen med dem og træffer øjeblikkeligt deres hjerter og tanker. Han begynder at holde en herlig prædi­ken for dem netop om den artikel, som de er bekymret for, og som de tvivler om. Det er en prædiken, hvis lige de aldrig forhen havde hørt. For det andet føler de straks kraften af det, idet deres hjerte ikke mere er så tungt, trægt og koldt til at tro, som tidligere, men det bliver bevæget og opflammer. Desuden bliver de også oplyst og får en ny forstand, så de nu begynder at forstå Skriften rettelig, og det bliver dem klart, hvad de tidligere ikke havde forstået. For det tredje bliver sløret taget bort fra deres hjerte og øjne, så de ikke mere anser ham for en gæst og fremmed, men ret erkender og føler, at han ikke længere er fjernt fra dem, men selv til stede, og virker hos dem. De er nu ganske visse i troen og behøver ikke for fremtiden hans legemlige, syn­lige åbenbarelse, men kan straks gå hen, og endog prædike for andre, og styrke og hjælpe dem imod tvivl og vantro.

Derfor skal vi også, efter deres eksempel, gerne høre Guds Ord og ikke være modvillige. Det er ikke alene en nødvendig øvelse både for svage og stærke, læge og lærde. Det lærer ikke alene rigeligt alt, hvad der er nødvendigt til salighed, så ingen nogensinde bliver udlært. Det er også det middel, hvorved Gud virker i vore hjerter og giver os troen og Helligånden. Som Paulus siger i Rom 10, 17: ”Troen kommer ved at høre Ordet.” Og det bliver bestemt ikke uden frugt, når man kun er seriøs, selv om hjertet i begyndelsen er koldt og dvaskt. Man skal blot fortsætte og ikke holder op, så gør man det ikke forgæves. Det forbedrer de uforstandige og vildfarende, styrker de svage, opvarmer og oplyser hjertet, så Kristus bliver bedre forstået og erkendt i Skriften.

Selv om der ikke var nogen anden nytte ved det, så skulle dog det lokke os til flittigt at omgås med Guds Ord, at vi derved behager Gud og Herren Kristus, og holder en for ham kær gudstjeneste. Vi ved, at han under Guds Ords betragtning ikke er langt fra os, som han siger i Matt 18, 20: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Til­lige er visselig også de kære engle med Kristus omkring dig, og har deres lyst og glæde ved det. Mens Djævelen derimod må vige og bliver drevet væk, ligesom han måtte vige for Kristus, da denne modstod ham med Guds Ord.

Man kan også læse et eksempel herpå. Der var engang en gammel from mand, som opholdt sig i en ørken, og havde specielle syner og åbenbaringer fra Gud, når han var blandt de unge mennesker og hørte, hvad slags tale de førte med hinanden. Når de talte om Skriften og gudelige ting, så han, at skønne ynglinge sluttede sig til dem og smilede venligt og blidt til dem. Men når de havde gang i letfærdigt og unyttigt snak, forlod de dem derimod, ilde til mode og bedrøvet, mens beskidte, sorte svin kom og væltede sig iblandt dem. Dette må nu være nok om de for­nemste stykker i denne tekst. Dernæst følger hovedstykket af den Kristi prædiken, som han ud fra Skriften har holdt for disciplene. Kort sagt beviser han, at Kristus måtte lide og derpå indgå til sin herlighed. Om denne prædiken skriver evangelisten sådan:

Det har uden tvivl været en særdeles skøn og herlig prædiken, og enhver iblandt os vil vist gerne vide, hvad den herre Kristus mon har anført fra Skriften, siden de er blevet så opflammet, styrket og overbevist. Man finder jo dog kun så lidt, ja i Mosebøgerne tilsyneladende slet intet, der nævner, hvad han siger, at han skulle lide og opstå på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse og syndsforladelse for alle folk. Jøderne havde på den tid og også længe inden haft Mosebøgerne, ligesom de også den dag i dag flittigt læser dem, men de har dog aldrig set sådanne store og forunderlige ting deri. Hertil svarer evangelisten og løser det argument sådan: ”Deres hjerter brændte i dem, mens han talte til dem på vejen.” Og, som han siger lidt før i teksten: ”Han udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.” Det forholder sig derfor sådan, at Moses virkelig skriver om Kristus, men det kommer an på, at den, som læser det, også forstår det. Sådan siger Paulus i 2 kor 3, 14-15: ”Deres tanker forhærdedes, for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus. Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op.” Og Herren siger til sine apostle i Matt 13, 11-13: ”Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder, men de andre er det ikke givet, fordi de ser og hører og dog intet fatter.”

Derfor er Skriften en sådan bog, hvor det ikke er nok at læse og prædike, det kræver også en ret fortolker, som er Helligåndens åbenbaring. Det lærer også vor tids erfaring os. Selv om man på det klareste ud fra Skriften beviser artik­lerne i den rene lære og gendriver modstandernes vildfarelse, så hjælper det dog ofte intet hos dem. Der er endnu aldrig prædiket nogen trosartikel, uden at den jo mere end engang er blevet angrebet og modsagt af vranglærerne, der dog har læst den samme Skrift, som os.

Men for at få Helligåndens åbenbaring, må man også være rette disciple, der gerne lade sig belære og vise tilrette. Sådanne som de to fromme, enfoldige disciple her. Ikke selvkloge hoveder, egensindig: ånder og selvbestaltede mestre, der med deres klogskab række langt over Himlen. For det er en lære, som vil gøre vor visdom til dårskab, og stikke øjnene ud på fornuften, hvis den skal blive troet og forstået. Den kom­mer nemlig ikke fra menneskelig visdom, sådan som andre lærdomme og kunster på jorden, som er udgået fra for­nuften, og derfor igen kan fattes af den.

Derfor er det også umuligt at fatte denne lære med fornuften. Og når du understår dig i at ville udmåle og regne efter, hvordan det ene rimer sig med det andet, så kommer du fuldstændig væk fra det. Al vildfarende lære er fra begyndelsen opstået af denne grund. Både jøder, hedninger og nu muslimerne bliver gale over vor lære og tro, fordi den ikke er i overensstemmelse med fornuften og den menneskelige videnskab. Kun den fromme, enfoldige lille flok kan fatte og forstå det. De taler sådan: ”Gud har sagt det, derfor vil jeg tro det.” Sådan takker Kristus også selv Gud med glad hjerte, fordi han har skjult det for de vise og forstandige og åbenbaret det for de umyndige.

Man kan på ingen måde få kloge folk og den høje for­nuft til at forstå de vidunderlige ting om Kristus, at han som et naturligt menneske er Guds søn fra evighed af og dog er død og opstået igen. Og at også hans menneskelige natur er blevet en herre i Himlen og på jorden og regerer med guddomme­lige vælde over alle skabninger, selv om man ikke kan se ham. Og at vi alene for hans skyld bliver frelst, hvis vi tror på ham. Derfor har Gud også måttet lave det sådan, at den, som her ikke vil være en nar og et barn og tro enfoldig, han skal heller ikke kunne begribe det.

Læg mærke til, hvad det er for folk, han har brugt til først at åbenbare og bevidne sin opstandelses store værk. Helt almindelige, ulærde kvin­der, som med unyttig bekostning og forgæves møje, efter at have købt den dyre salve, kommer til graven, uden at be­tænke, at graven var lukket med en kæmpe sten. Desuden var den forseglet og bevogtet af soldater. Disse dårer og narre bliver de første, for hvem Kristus åbenbarer sin opstandelse. Dem gør han til præ­dikanter og vidner om det. På samme måde giver han også disse to disciple den forstand i Skriften, som ingen højakademisk universitetslærer har, så de nu betragter Moses med andre øjne end før, og må sige: Se, det har jeg dog længe tidligere læst og hørt, men aldrig forstået før nu.

Det er, som om Gud hermed ville sige: Velan, jeg ser at det ikke hjælper, selv om det alt sammen blev talt og skrevet så klart, som muligt, sådan som jo alle trosartikler er fremstillede klart og tyde­ligt nok i Skriften. For hvordan har ikke alene artiklen om Gud og hans skabelse af verden fra gamle dage frembragt en sværm af vranglærere, som manikæere, valentiner, markionitter, uagtet der om denne artikel er talt og skrevet på det allertydeligste? Hvad har det ligeledes hjul­pet, at Kristus selv, hos sit eget folk, har bekræftet sin lære klart og offentligt med store undergerninger? Til intet andet har det hjulpet, end at de farer til og fortrængte både hans ord og gerninger, og kaldte dem Djævelens og Beelzebubs ord og gerninger. Derfor må også Gud sige: fordi de ikke ville have og modtage det sådan, som jeg siger dem, så skal det også forblive skjult og uforstået for dem. Jeg vil ganske vist lade det skrive og prædike med klare ord, men dog ordne det sådan, at det kommer an på Helligåndens oplysning for de få enfol­dige sjæle, som spørger efter mit ord. For de andre skal det være et tykt mørke (ligesom egypternes mørke), skønt det fremtræder og bliver prædiket på det klareste. Ja, det skal være lutter forargelse og gift, hvorover de må støde sig og falde, og som de skal kritisere og modsige, indtil de går til grunde.

Sådan har jøderne indtil den dag i dag haft og læst deres Moses, og dog forstå de slet ikke noget af det, som han siger om Kristus eller om andre langt ringere artikler. Ligesom heller ikke deres fædre forstod noget af det, når man undtager nogle få, der har troet, f.eks. de kære profeter og siden apostlene. De har, som vi skal høre, ud fra ét eneste ord skrevet hele bøger, og Helligåndens åbenbaring skænker dem en sådan prædiken, at enhver må bekende, at det er sandhed.

Hvad gør Kristus, når han stopper munden på saddukæerne, som ikke troede på de dødes opstandelse eller andre skrifter i Bibelen end Mosebøgerne? Da han skal overbeviser dem om de dødes opstandelse, tager han det alleralmindeligste ord, som de havde i hele deres religion, og som var alle jøderne bekendt og dagligt i brug, nemlig at Gud siger: ”Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.” Hermed åbner han Mosebøgerne og slutter sådan: ”Han er ikke Gud for døde, men for levende.” (Matt 22, 32). Hvad var det for en Gud, der var Gud for dem, der ikke længere eksisterede?

Når han nu er og kalder sig Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, så må disse leve, selv om de har forladt dette liv og er begravet, for han kan ikke være en Gud for det, som ikke er til. Derfor må Abraham, som nu er under jorden, og alle afdøde hel­lige leve for Gud, selv om de er døde for jer. For det er og bliver hans navn i evighed, at han er Abrahams og alle troendes Gud, ligesom han har lovet ham og alle troende og sagt: Jeg vil være din Gud.

Se, hvem skulle have ment, at der lå så meget i disse korte, enkle og almindelige ord? Hvem skulle have ment, at der her lå stof til en så fortræffelig og rig prædiken, ja, til en stor bog, som man kunne skrive om det? Ordene kendte de jo meget godt, og alligevel troede de ikke, at der i alle Mosebøgerne kunne findes ét ord om de dødes opstandelse. Derfor anerkendte de også kun Mosebøgerne, og forkastede profeterne, der dog havde taget alle deres prædikener om de høje trosartikler om Kristus fra Moses.

Men for at komme tilbage til Kristi prædiken i evangeliet, vil vi betragte et ord, som han har anført fra Moses. I 1 Mos 3, 15 står det første ord om nåden, det første løfte om nåden, som Gud har givet Adam og Eva. Han siger til slangen: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.” Dette ord læser jøden, muslimen og hedningen og den menneskelige fornuft, men det er for dem en hård flintesten, ja døde og intetsigende ord, som de intet kan få ud af. Men når Helligåndens åbenbaring kommer til, så forstår man, at her er sagt så meget: Slan­gen, som er Djævelen, har ved synden bevirket døden og Guds evige vrede over Adam og Eva.

For at de atter kan blive hjulpet ud af dette skrækkelige fald og denne elendighed, som de var blevet ført udi af Djævelen, har Gud af grundløs barm­hjertighed fundet på det råd, at gennem kvindens sæd, som er en kvindes naturlige afkom, skal slangens hoved, som er synden, døden og den evige vrede, blive sønderknust og hans magt frataget ham. Derfor skal Djævelen ikke mere være dødens herre, og holde menne­skene under syndens magt, under Guds vrede og fordømmelse.

Heraf flyder nu et helt Nytestamente, alle prædikener af Paulus og de an­dre apostle, som ikke fortæller meget om Kristi liv og undergerninger; men de gør af et sådant ord, som af en blomst, en hel eng. Og når Helligåndens åbenbaring kommer til, som rigtig forstår at tygge ordene og udvinde indholdet, giver de saft og kraft. For det første er herved vist, at dette afkom skal være et naturligt barn, født af en kvinde, dog uden synd. Skriften bevidner nemlig, at, hvad der bliver født til verden af mand og kvinde, er under synd og Guds forbandelse. Som David siger i Sl 51, 7: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.” Vort kød og blod er aldeles gennemsyret og fordærvet med onde lyster og ulydighed mod Gud. Og ligesom det er fordærvet hos far og mor, sådan bliver det også hos børnene. Derfor kan intet menneske fødes af mand og kvinde uden syndig natur. Derfor har Gud her fundet det middel, så han til det lovede afkoms undfangelse og fødsel alene tager en kvinde, der uden nogen mand bliver barnets mor, nem­lig ved Helligånden, der virker denne und­fangelse og fødsel i hende. På denne måde kunne han være et naturligt menneske, af vort kød og blod, men uden al synd og Djævelens vælde, så at han kunne sønderknuse slangens hoved.

For det andet. Skal han være en herre over synd og død, kaste Djævelen under sig, og rive os ud af hans magt, så hører der guddommelig, almægtig vælde til. Det er ikke menneskelig kraft og evne, der kan borttage denne evige, uendelige elendighed og fordærvelse fra os, og i stedet for skaffe og give os et uforgængeligt gode, et evigt liv. Det var ikke nok, at Kristus var ganske ren og uden mangler på sjæl og le­geme, sådan som Adam først var skabt. Deraf følger, at han måtte have større magt, end alle skabninger ja end alle engle. Det kan ingen an­dre have end Gud selv, alle skabningers herre.

Desuden følger også videre: Er han født af et menneske, så er han også dødelig, og må, som alle andre mennesker, også dø legemligt. Da han er født som et menneske for vor skyld, og sendt af Gud for at hjælpe os af synden og døden, så har han måttet træde i vort sted og blive et offer for os, selv bære den vrede og forbandelse, som vi var faldet ind under og befandt os i, og han har måttet gøre fyldest derfor. Men han har ikke kunnet forblive derunder, for da han var en evig person, kunne han ikke fastholdes af døden. Førend han gik i forrådnelse og blev fortæret af den, måtte han besejre den og igen slippe fri også legemligt. Og ved sin opstan­delse og evige liv er han begyndt at herske med evig magt og her­lighed, så at han også kan frelse sine troende fra synden, døden og Djævelen, og føre dem til evig retfærdighed og liv. Sådan tolker Peter det også ud fra dette og lignende ord fra Det Gamle Testamente f.eks. i ApG 2, 14-36.

Se, det er kun ét eneste ord fra 1 Mos 3, 15 og Kristus har uden tvivl ikke glemt det, men med sin rige ånd forklaret det, da det er hovedordet og det første løfte om nåde, som de andre løfteord udspringer fra. Man ser heraf, hvordan det indeholder sådanne vidunderlige ord, som ikke kan begribes eller udgrundes af nogen fornuft, men alene bliver forstået, når Helligånden kommer til, der prædiker og åbenbarer det for dem, som med en­foldige hjerter tro på det og blive derved. Når han kommer til, da begynder Ordet at smage, da giver det saft og kraft fra sig, så man må sige: Dette kan sandelig oplyse hjertet og gøre det brændende.

Sådan have også profeterne set ind i løfteordene i Mosebøgerne og deraf suget deres herlige profetier om Kristus. For eksempel Esajas, der af dette løfte med klare ord frem­sætter profetien om Kristi fødsel i kap. 7, 14, hvor han siger: ”Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.” Ligeledes taler han i hele kapitel 53 om hans lidelse og opstandelse, hvordan han skal hengive sig selv som et offer for vore synder. Denne profeti har Kristus uden tvivl også anført i sin prædiken.

Sådan har også apostlene, de jævne fiskere, lært at forstå Skriften, ikke i de store skriftlærdes universiteter, men ved den åbenbaring, hvorved Kristus le­dte dem ind i Skriften, så de af ét eneste ord kunne skrive en bog eller prædiken, som verden ikke kan be­gribe. Og hvis jeg havde den ånd, som Esajas eller Paulus havde, så kunne jeg også af dette løfte skrive et Nytestamente, hvis det ikke allerede var gjort.

Hvorfra har Peter det, eller hvor står det skrevet i Mosebøgerne, når Peter siger i 1 Pet 1, 10-11: ”Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som KRISTI ÅND i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge.” Hvem har sagt ham, at ”Kristi ånd” var til, og havde profeteret om Kristus, førend profe­terne var til, og at Kristus sammen med Helligånden har været til før alle. Er dette en fiskers eller en klog videnskabsmands ord? Nej, det er netop Helligåndens åbenbaring, som forhen havde åbenbaret det for profeterne.

På samme måde: Hvor står det hos Moses, hvad Hebr 1, 3-4 siger: at Kristus tog sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres. Han har helt sikkert taget disse ord fra Det Gamle Testamente; men han har ikke fundet dem med fornuften, men ved Helligåndens åbenbaring. Derfor slutter han sådan: Er Kristus Guds søn og englenes herre, så er han bestemt mere og af et højere væsen end englene. Nu er enhver engel jo mægtigere end hele verden og hele den menneskelige natur, og alligevel skulle denne jomfruens natur­lige søn være en herre, ikke alene over de onde, men også over de gode og hellige engle, derfor måtte han være af samme vælde og væsen som Gud. Dette kan ingen sige eller tro, uden at Helligåndens åbenbaring kommer til. På samme måde kunne jeg også tage Moses, Salmerne, Esajas sammen med den samme Ånd og gøre et Nytestamente så godt, som det, apostlene har skrevet. Men da vi ikke har Ånden så rigeligt og vældigt som dem, må vi lære af dem og drikke af deres brønde.

Dette må nu være nok om et stykke eller et ord af den prædiken, som Kristus holdt for disciplene ud fra Skriften, og derved også rigelig fortjente den mønt, som han spiste for sammen med dem i herberget. Men at fortælle de øvrige løfter hos Moses og profeterne, der er skrevet om ham og handler om ham, ville være meget forlangt på én gang, og for sig selv udgøre en bog, så stor som bibelen. Men det har uden tvivl været de samme, som senere også apostlene anførte, sådan som de her hørte dem af ham selv, og senere har forstået bedre ved pinsefesten. En god del af disse løfter findes i deres prædikener i Apostlenes Gerninger og i deres breve. Og enhver kristen bør tænke over dette, når han betragter og læser Skriften. Der­til giver da også Helligånden kraft og forstand, som den rette fortolker, når man omgås dermed i alvor og med enfoldige hjerter. Derved frembringes den frugt, at man deri finder Kristus og lærer ham ret at kende, hvorved hjertet bliver opvagt og brændende, trøstigt og glad.