Sirak 15, 1-6 (3.Juledag)

At gøre godt

Al verden taler om at gøre godt, men vil du vide hvordan du skal gøre godt, så hør her: Gør ikke som dårerne, der ser på gerningerne og af gerningerne udvælger sig hvad der skal være godt eller ikke godt. De gør derved forskel på gerningerne. Nej ikke sådan, lad gerningerne være uden forskel, lad den ene være som den anden, men frygt Gud og vær retfærdig, som sagt er. Gør dernæst, hvad der møder dig, så er alt sammen vel gjort,om det end ikke var andet end at køre gylle og drive æsler.

Her står teksten urokkelig: Den, som frygter Herren, skal gøre godt. Han gør, hvad han vil og kan, hans gerninger er gode. Ikke for gerningernes skyld, men for hans gudsfrygts skyld. Se her, hvilken stor trøst det er, hvor fuld af gode gerninger, du bliver i en fart, så hele dit liv er godt, når du frygter Gud. Når du spiser, drikker, går, står, ser, hører, sover og våger, så er det hele vel gjort. Hvem skulle ikke af sådan gavn lade sig opmuntre til gudsfrygt? Se, det er Guds små får, hos hvem intet er uden nytte, selv deres møg tjener til at gøde marken med.

Derimod gør gernings-udvælgerne og de valg-hellige med deres udkårne, udvalgte gerninger, ingen god gerning. Hvorfor ikke det? De frygter ikke Gud, sætter deres ting meget højt, forlader sig ikke på Gud; derfor er også de gerninger onde, som de holder for de bedste. For det står fast: Den, som frygter Gud, hans gerning er god. Den, som ikke frygter Gud, hans gerning er ikke god.

At gribe retfærdighed

For sådan siger han: Den, som holder fast på retfærdighed, skal gribe den. Meningen er imidlertid her den samme, kun med andre ord. At holde fast på retfærdighed er det samme som at holde fast på troen og blive i den. Den som gør det, griber retfærdigheden, så at det bliver hans egen, sådan, at alt, hvad han gør og lever, er retfærdigt. Han har modtaget den, så han bor deri som i sit arvegods. Den, som derfor vil gøre ret og leve i retfærdighed, skal tro og holde fast på den, gøre ret og leve i retfærdighed. Han skal tro og holde fast på det og dernæst gøre gerningerne som de falder ham for, så har han den fordel, at han ikke behøver at søge eller spøge efter, hvordan disse gerninger skal blive retfærdige. De er allerede retfærdige, netop idet de sker, og retfærdigheden er uden søgen og uden udvælgelse allerede grebet deri, fordi han holder fast på den ved troen.

Den skal møde ham som en ærens moder

Hvad vil det sige? Det er talt på hebraisk vis. Som man ifølge den plejer at tale om visdommens børn, på samme måde om ondskabens børn, vredens børn, fordømmelsens børn, sådan tales også her om retfærdighedens børn. Den som nu er et syndens barn eller et uretfærdighedens barn, har en skændsels moder, som han må skamme sig ved og ikke kan glæde sig ved. Den som er retfærdighedens barn har en ærens moder, som han må rose sig af og glæde sig ved. For også en naturlig moder er, hvis hun er en redelig kvinde, sit barn til ære, ros og trøst. Derimod til vanære for det, hvis hun er uredelig, så at der næppe kan være en bitrere forsmædelse, end om man forekaster en hans moders vanære og udskælder ham for et uægte eller en slet moders barn. Nu vil den vise mand, at retfærdigheden modtager sit barn på det aller-venligste, som en moder sit barn, når hun møder det. Det vil sige, at hun altid er beredvillig mod det, gør hvad hun af sit ganske hjerte og af alle sine kræfter er i stand til. Dermed vil han udtrykke, hvad for en stor sikkerhed, trøst, fred, lyst og ære der vederfares et sådant hjerte også for Gud ved troen. For en naturlig moder favner, kysser, bærer og løfter sit barn, tragter til stadighed kun efter at komme det i møde og være forekommen imod det, og der er ingen større velvilje end en moders velvilje mod sit barn. Sådan gør retfærdigheden også: Den favner, løfter og bærer mennesket. Kommer det i møde i alle ting, så det hviler i tryghed og hjertets fred og er delagtigt i dens store ære, kan rose sig deraf for Gud, for retfærdigheden er en ærens moder.

Og som en ung brud skal den modtage ham

Hvad skal det sige? Det er netop den foregående tanke med andre ord, for at udtrykke, hvor omhyggelig retfærdigheden er for sit barn, idet han endog sammenligner dets sindelag med en ung bruds, som forhen ikke har været nogens hustru, og vil sige: Ligesom en jomfru, der nu for første gang er blevet hustru, er til sinds mod sin brudgom, sådan er retfærdigheden sindet mod sit barn. Hvordan en sådan bruds hjerte føler, vil jeg lade dem fortælle, som have erfaret det. Det er også noget, som er almindelig omtalt, at ingen kærlighed eller omhu kan være større end den, som en ung brud viser sin brudgom, og Skriften er fuld af tale om brudekærlighed, derfor kaldes retfærdigheden her en jomfru-hustru, en, som netop er blevet hustru, som ikke tidligere har været forelsket i en mand. For en enke, som forhen har været gift, har ikke et sådant sind lige overfor sin anden brudgom.

Se, hvor træffende og dybt begrunder den vise mand sin formaning. Er dette ikke stærke og glødende opmuntringer til tro og gudsfrygt? Hvordan kunne han have fundet på en yndigere lignelse end billedet af en redelig moder overfor sit barn og en ung brud overfor sin brudgom? Billedet af en kvinde er af naturen mere egnet til at fremstille kærlighed og gunst, end billedet af en mand. Nu, denne retfærdighedens gunst og kærlighed til os og omhu for os kunne vi ikke nå med gerninger. Det må alt sammen blive erfaret i hjertet. Da føler samvittigheden i troen ganske sådan tryghed, lyst og kærlighed i retfærdigheden, som et barn kan finde hos sin moder, og en mand hos sin unge brud.

Den skal bespise ham med livs og forstandigheds brød

Det er det samme som, at den skal bespise ham med, liv og forstand. Det går sådan til: Ligesom det naturlige brød ikke blot opholder legemet, men nærer det også, så at det vokser og tiltager, bliver sundt og får et godt udseende, bliver stærkt og friskt til arbejde, sådan nærer også retfærdigheden mennesket, så det fra dag til dag tiltager i ånd og får daglig mere og mere forstand såvel på det guddommelige som på alle andre ting, sådan som erfaringen viser os. Og uden erfaring er det en uforståelig tale, for alt, hvad et sådant menneske betragter, det tjener til dets ånds uddannelse, og deraf henter det forstand. Det må blive fuldt af liv og forstandighed, når det omgås Skriften. Sådan har Salomo lært mange ting, som vi ser af hans Ordsprog og hans Højsang, men han sætter livet foran forstandigheden, for forstand uden liv er til ingen nytte. Og denne forstandighed skal ikke forstås om den, som hedningerne og den naturlige fornuft bringer i timelige ting, men om den som troen giver i det åndelige og guddommelige. Den som gør sjælen levende for Gud og lærer den, hvad den bør vide til salighed.

Den vil skænke ham med den sunde visdoms vand

Dette er det samme som det foregående, lige ledes udtalt om åndens vækst, og fremhæver især den sunde visdom med udelukkelse af verdens og menneskers visdom, som ikke er sund. Og med at skænkes at drikke går det til på samme måde som med det at bespises, at mennesket nemlig øser visdom af alt, som kommer det for. Det må blive dets græsgang, alt hvad der findes i himmelen og på jorden, men især Skriften, som det alene opfatter i den rette heldbringende forstand og næres ved.

Derved skal han blive stærk

Hidtil har han opregnet den gavn og den frugt, som mennesket har af retfærdigheden i fred og hos sig selv. Nu nævner han, hvad den udretter i strid og overfor fjenderne. Han siger: Derved skal han blive stærk. Det vil sige, at den gør ham stærk, så han ikke blot kan modtage disse ovennævnte goder, men også forsvare og beholde dem, trods alle anfægtelser, som vil tage dem fra ham. Dermed bekender han, at den, som frygter Gud og vil være from, har arbejde, strid, og megen møje. Korset vil ikke udeblive, som også Paulus siger i ApG 14, 22: ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige.” Hermed kommer han de skrøbelige og forsagte i møde, som gerne modtager sådanne store opmuntringer, men klage over, at de derved må sætte på spil gods, ære, legeme, liv og alt, hvad de har. Dette nægter han ikke. Tænker heller ikke på at afvende det og give en svag trøst, men styrker modet og opmaner derimod. Han trøster dermed, at retfærdigheden, når han holder fast på den, vil give ham mod nok, gøre ham stærk og hård, så han godt kan tåle det alt sammen.

Så han kan stå fast

Det er netop det samme som, at den er fast i ham. Hvad vil du have mere, når du bliver så stærk, at du overvinder alle ting? Dette formår de gernings hellige ikke, de står ikke, hos dem er der ingen fasthed, men idel vaklen og liggen under. De hænger ved, hvad de selv har, og det kan man godt tage fra dem, så tager man dem også selv med. Men den kristne, troende retfærdighed hænger ved Guds barmhjertighed. Den kan ingen tage, så kan heller ikke nogen tage dem, som hænger ved den, om man end tager alt andet fra dem.

Han skal holdes fast ved den

Det vil sige, at han skal blive opretholdt ved den med ære. Her bekender den vise mand, at det gudfrygtige, troende menneske ikke alene må lide meget ondt, men desuden også udholde spot og forsmædelse. For de kristnes lidelser består egentlig ikke deri, at de lider ondt som andre mennesker, men deri, at de lider det under forhånelse og forsmædelse som de allerværste misgerningsmænd, sådan som Kristus har lidt. Derfor kaldes det også Kristi lidelser eller korsets lidelser. Den kristne griber ikke efter den timelige ære, men efter den ære, som man skal have i samvittigheden og for Gud. Sådan er alle martyrer dræbte, ikke som om de havde forskyldt nogen timelig vanære og skændsel, men som om de var Guds fjender og bespottere. At nu ingen skal forskrækkes for det, så trøster og opmuntrer han her med de ord, at den, som tror, skal opholdes og bestå med al ære for Gud og verden.

Han ikke skal blive til skamme Det er ligesom det forrige med andre og tydeligere ord. Den lader vel skam og forsmædelse gøre stormløb på ham, for at dens magt kan blive prøvet og forsøgt, ligesom også Visd 10, 12 siger om den: ”I den hårde kamp gav hun ham sejrsprisen, for at han skulle forstå, at gudsfrygt er det stærkeste af alt.”Der må jo være prøvelse, og det kan ikke gå af uden forsmædelsen må ramme og røre også hjertet, så at han en stund forskrækkes og bæver, som om Gud ville lade ham blive til skamme. Men imod dette hjælper den ham, så at han får en fast fortrøstning, og derved bliver han opretholdt og træder forsmædelsen under fødder. Det er alt sammen fjernt fra de gerningshellige.

Den skal ophøje ham over hans næste Det vil sige, han bliver ved sådan prøvelse og strid kun desto større og bedre kendt hos og for andre folk, sådan som Paulus i 1Kor 11, 19 siger, at det ved partier bliver åbenbart, hvem der er de retskafne kristne. For sådan anfægtelse gør ham kendt og priselig for enhver, så man roser ham derfor og holder ham i ære. De gerningshellige derimod har ingen modgang, så at ingen ved noget om dem. Det er uprøvede og uerfarne folk, kun vante til sit væsen, véd intet at sige om Guds goder og gerninger.

og skal oplade hans mund midt i forsamlingen

Det bliver en god prædikant og lærer af en sådan, for ved troen forstår han alle ting ret, og ved anfægtelsen prøver han det senere alt sammen, så at han bliver sikker på det, derfor kan han visselig tale derom og give enhver undervisning. Træffende siger Tauler derom: Et sådant menneske kunne godt dømme og undervise hele verden. Uden sådan prøvelse bliver ingen en god prædikant. Det bliver kun idel snakkehoveder, som selv ikke véd, hvorom og hvorhen de taler, sådan som Paulus siger i 1 Tim 1, 7:”De vil være lærere i loven, men forstår hverken det, de selv siger, eller hvad det er, de udtaler sig så sikkert om.” Det er unyttige snakkehoveder, siger han.

Og den skal fylde ham med visdoms og forstands ånd

Ovenfor har han sagt: Den skal bespise ham med forstands brød og skænke ham med visdomsvand. Det er før anfægtelsen, da Guds gaver blot er modtaget og endnu ikke er prøvet. Men efter anfægtelsen, når mennesket er forsøgt og prøvet, bliver han ikke alene fyldt med visdoms og forstands gaver, men også med disse gavers giver, Helligånden selv, og ganske fuldkommengjort. Ikke sådan at forstå, at Helligånden ikke også tidligere har været i ham, for hvor hans gaver er, der er han visselig også selv tilstede, men sådan, at et uprøvet menneske endnu ikke er kommet så højt, at han har prøvet og følt Åndens nærværelse. Først når han bliver forfulgt og prøvet, bliver han fuld af Ånden, han,som før har været fyldt med gaver, så han senere ikke blot sådan som før anfægtelsen er sig selv til gavn ved gaverne, men nu ikke gør andet, end hvad der er andre til gavn, så at også de ved ham må komme til den samme nåde. Og ligesom han tidligere, som ovenfor sagt, har gavnet i det legemlige ved at udøse sine goder over næsten, hvortil troen og gaverne har drevet ham, men endnu ikke derved har gavnet dem idet åndelige – sådan kommer efter anfægtelsen Ånden og virker, at han ikke blot bliver bespist med visdoms og forstands brød som tidligere, men også oplader sin mund og bespiser andre med visdom og forstand og således står dem bi i det åndelige. Sådan var apostlene før Kristi lidelser kun Herrens gæster, spiste og drak af hans visdom og forstand, var fromme, men kun sig selv til gavn. Efter opstandelsen blev de værter, bespiste andre og gjorde dem fromme ved den visdoms og forstands ånd, hvormed de efter deres anfægtelse blev fyldte.

Med ærens klæde skal den klæde ham

Det vil sige: Godt ry og rygte skaffer den ham vidt og bredt, sådan som Gud siger til David: Jeg har gjort dig et stort navn. Sådan bliver han prydet, at al verden agter og omtaler ham med ære for hans visdoms og forstands skyld. For ære kaldes her gloria, som betegner en stor og herlig omtale og berømmelse. Han kalder det et klæde, for det pryder mere end alle andre smykker og klenodier.

Lyst og glæde skal den samle over ham som en skat

Hidtil har han omtalt, hvad der tilfalder ham i dette liv; her siger han nu til slutning, hvad der levnes ham efter dette liv, nemlig evig lyst og glæde. Det er hans skat, som den samler til ham; den har ingen ende.

Et evigt navn skal den lade ham arve

Det vil sige, efter hans død skal hans ihukommelse vare ved, og han skal ikke blot i dette liv holdes i ære. Det er det, alle de gerningshellige stræber efter, uden dog at opnå det, for de frygter ikke Gud, holder heller ikke fast på troens retfærdighed. Se altså, hvilken stor frugt og gavn den har, hvilket rimeligvis skal trøste os og formane os til, at blive ved troen og gudfrygtigheden. Jeg har korteligt løbet teksten igennem og kun givet en fortegnelse. Man kunne ellers godt have holdt en lang prædiken over hvert enkelt stykke, om man med Skriften for øje ville udbrede sig over dem. Nu må dette ikke forstås sådan, at man skal frygte Gud eller tro på ham for disse tings skyld eller søge sådanne goder ved troen; for det ville være falskt. Det er ikke skrevet, for at man skal søge eller begære sådant, men for at man skal vide, at dette visselig tilfalder dem, som frygter Gud. Og netop de alene finder dette, som ikke søger det. De, som frygter Gud, ikke eftertragter sit eget, kun holder sig til Guds nåde, dem må sådanne ting tilfalde, uden at de søger dem, medens de gerningshellige ikke kunne nå dem med al deres stormen. Denne epistel passer heller ikke ilde til evangeliet, for her siger han: Retfærdigheden skal modtage mennesket, som en ærens moder sit barn, og som en ung brud sin brudgom. Sådan tager også Kristus Johannes til sit bryst og lader ham være den kære discipel. På begge steder prises troen, og foreholdes os, hvad der er dens art.