Joh 21, 19-23 (3.Juledag)

Uden at se hen til alle helgeners eksempler og liv skal enhver passe, hvad der er ham pålagt, og varetage sit kald. O det er virkelig en nødvendig og velsignet lære. Det er en meget almindelig vildfarelse, at vi ser på helgenernes gerninger, og som de har vandret, vil vi følge efter, mener, at så er det kosteligt og vel gjort. Dertil hjælper og tilskynder de unyttige snakkere, som prædiker om de kære helgeners liv og ikke fremstiller dem som eksempler for folket på den rette måde. Imod dette taler og handler Kristus her. Peter er et billede på en sådan vildfarende vandrer: Da Kristus havde befalet ham, at han straks for sin part skulle følge ham, så vender han sig om og ser efter en anden, giver sig til at tænke på, hvor han går hen, som Jesus elskede. Sådan gjorde også disse, lader det ligge, som er dem befalet, og ser på andres vandel og gerninger, hvem Gud elsker, og som derfor er hans hellige. Kristus sætter ham derfor til rette og siger: Hvad kommer det dig ved, hvor han vandrer hen? Følg du mig! Lad mig have med ham at gøre. Hvis jeg vil lade ham blive, til jeg kommer, vil du da derfor også blive? Mener du, at jeg netop vil have det samme af dig som af ham? Nej, ikke sådan. Tag du vare på, hvad dit er, og hvad jeg siger dig. Den anden vil vel også finde sit. Jeg vil have mange slags tjenere, og ikke alle skal have den samme gerning at udføre.

Se, sådan finder man mange mennesker, som gør alt muligt, undtagen hvad der er befalet dem. Mange hører, at nogle helgener har gjort valfarter, som de er blevet prist for. Straks farer de narhoveder af sted, lader hustru og børn, som er dem overdraget af Gud, sidde, løber også til Jakob pilgrimsvandring til Santiago de Compostela i Spanien eller andetsteds hen, uden at se hen til, at de har fået et ganske andet kald og en anden befaling end de hellige, som de efterfølger. Ligeså gjorde de med stiftelser, faster, visse klæder, fester, præstestand, munke- og nonnestand. Det er ikke andet end at se tilbage til disciple, som Jesus elsker, og at vende ryggen til Kristi befaling og kald at følge ham. Siger efterpå, at det er vel gjort. De har efterfulgt helgenerne.

Betragt derfor, hvordan Guds rette vej er beskaffen. For det første kan den ikke tåle menneskers lære og vej eller bud. For det andet kan den ikke tåle egne opdigtede eller udvalgte gerninger. For det tredje kan den heller ikke tåle helgeners eksempel. Men derhen peger den, at mennesket venter på, hvordan Gud vil føre det, hvad han vil have af det, sådan kom profeten siger i Sl 25, 12: ”Herren skal undervise dem på den vej, som de skal udvælge”, og v. 9: ”Han skal lære de sagtmodige sin vej.”

Så vil du måske spørge: Men om jeg nu ikke har fået noget kald, hvad skal jeg så gøre? Svar: Hvor er det muligt, at du ikke skulle have noget kald? Du må jo være i en eller anden stand eller stilling. Du er jo enten en ægtemand eller en hustru eller et barn eller en datter eller en tjener eller en tjenestepige. Tag kun den ringeste stand for dig: Er du en ægtemand, mener du da ikke, at du har nok at gøre i denne stand med at styre din hustru, dine børn, dine ansatte og dit gods sådan, at der i alt øves lydighed mod Gud, og du ikke gør nogen uret? Ja om du havde fire hoveder og ti hænder, ville du dog have for lidt til at opfylde dine kaldspligter, så at du hverken behøvede at foretage dig valfarter eller nogen som helst anden hellig gerning.

Ligeså, om du er en søn eller datter, mener du da ikke, at du har nok med dig selv, med at bevare din ungdomstid tugtig, kysk og mådeholden, med at være dine forældre lydig og ikke i ord eller gerning at gå nogen for nær? Ja, fordi man er kommet ud af skik med at agte på denne sin pligt og sit kald, så går man hen og beder rosenkranse og gør andet sådant, som ikke på nogen måde tjener til at passe sit kald, og ingen tænker på at varetage sin stand.

Ligeså, om du er en tjener eller tjenestepige, mener du da, at du vil gå ledig, hvis du efter din stand og pligt skal tjene din husbond eller husmoder trolig med al flid og holde din ungdomstid under kontrol.

Ligeså, om du er en fyrste eller herre, gejstlig eller verdslig, hvem har da mere at gøre end du, med at påse, at dine undergivne gør ret, at der er fred, at ingen lider uret?

Hvoraf mener du, at det ordsprog kommer: Fyrster og store herrer er sjældent vildt i Himlen? Kun deraf, at de forsømmer deres embede, vil regere vidt og bredt og ikke kan regere sig selv. Bagefter kommer de og vil være med til gudstjeneste, genindfører stiftelser, rosenkranse, bønner og aflad, som om Gud ar en kræmmer eller et barn, der lader sig narre med en skilling.

Sådan også nu biskopperne og de gejstlige ansatte, som skulle passe Kristi får og efterfølge Kristus, ja lide døden for sådan sags skyld. De beder nu på deres syv bestemte tider og holder messe, lader sig kalde fromme folk. Men skal én af biskopperne komme i Himlen, så må der blive skabt en anden Himmel. Idel godt brændsel er nu alle biskopper, fordi ingen af dem passer en hårsbred af sit embede.

Se, ligesom nu ingen er uden pligt og kald, sådan er heller ingen uden gerninger, hvis han vil gøre, hvad ret er. Enhver må nu give agt på, at han bliver i sin stand, ser på sig selv, varetager sin pligt og deri tjener sin Gud og holder hans bud. Så vil han få så meget at gøre, at al hans tid bliver ham for kort, hvert rum for trangt, alle hans kræfter for små. For den onde ånd anfægter grueligt disse veje og gør dem tunge for mennesket, så det kun vanskelig vandrer på dem. Men bringer han det så langt, at det forglemmer sit kald og lader det fare, så anfægter han det ikke længere så hårdt. Han har da bragt det ud på et sidespor, lader det undertiden finde en græsmark eller en skovvej, det vil sige, lader det gøre en uvedkommende god lille gerning. Så mener da den nar, han går ret og tænker på stor fortjeneste i Himlen. Kommer jo længere desto mere bort fra vejen, indtil han kommer i den allerskadeligste indbildning, så han mener, at det er Gud om gerningerne at gøre, sådan som kong Saul gjorde. O nej, kære menneske! Det er ikke Gud om gerningerne at gøre, men om lydigheden, sådan som det også hedder i 1 Sam 15, 22: ”Gud har mere behag i lydighed end i ofrer”. Deraf kommer det, at en from tjenestepige, når hun går i sit kald og efter sin stilling fejer huset eller bærer skidt ud, eller en arbejdsmand, når han på samme måde pløjer og kører, går lige mod Himlen på den rette vej, medens en anden, som går til Jakob pilgrimsvandring til Santiago de Compostela i Spanien eller til kirke og lader sit embede og sin gerning ligge, går lige mod Helvede.

Derfor må vi lukke øjnene til, ikke se på gerningerne, om de er store eller små, forbundne med hæder eller med foragt, åndelige eller legemlige, eller hvad for anseelse og navn de måtte have på jorden, men kun på den pligt og lydighed, som øves derved. Går det sådan til, så er gerningen også ret, kostelig og hel guddommelig, om den så var så ringe som at samle et halmstrå op. Men får lydigheden og pligten ikke lov til at råde, så er gerningen heller ikke ret, men fordømmelig og bestemt Djævelens egen, selv om den så var så stor som at opvække døde.

For det står fast, Guds øjne ser ikke på gerningerne, men på lydigheden i gerningerne. Derfor vil han også, at vi skal se på hans befaling og kald, som Paulus siger i 1 Kor 7, 20: ”Enhver skal blive i det kald, som han er kaldet i.” Og Peter siger i 1 Pet 4, 10: ”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.” Se, her siger Peter, at Guds nådegaver ikke er én slags, men mange slags, og at enhver skal varetage sin egen, øve den og dermed være de andre til nytte.

O, hvor godt og smukt det var, om det gik sådan til, at enhver varetog sit og dog tjente de andre dermed, og man sådan i forening vandrede på den rette vej til Himlen! Sådan skriver også Paulus i Rom 12 og 1 Kor 12, at ligesom legemet har mange lemmer, men ikke alle lemmer har den samme opgave, sådan er vi også mange lemmer på den ene kristne menighed, men har ikke alle samme slags opgave. Ingen skal derfor varetage de andres gerning, men enhver sin egen, og sådan skal alle vandre endrægtig i den samme enfoldige lydighed, i mange slags kald og mangfoldige gerninger.

Så siger du: Ej, skal man da ikke efterfølge de kære helgeners liv og eksempel? Hvorfor prædiker man så om dem? Svar: Man skal prædike om dem på sådan måde, at Gud prises derved, for at opmuntre os til også at fortrøste os til hans godhed og nåde, og således ikke vise hen til gerningerne, men til den lydighed, som de har bevist deri. Men nu lader man lydigheden være upåagtet og leder os ind på gerningerne, så helt, at vi ganske kommer bort fra lydigheden, gaber efter gerningerne, foragter vore egne pligter og vort kald. Derfor er det uden for al tvivl, at det ikke er andet end det argeste Djævelens spil, at man har indskrænket gudstjenesten kun til kirker, altre, messer, syngen, læsen, almisser og lignende, som om alle andre gerninger var forgæves og til ingen nytte. Hvordan kunne Djævelen bedre føre os bort fra den rette vej end ved så snævert at indskrænke gudstjenesten alene til kirkerne og de gerninger, som sker i dem?

Vogt dig! Se dig for! Kristus vil ikke tåle, at Peter også ser sig om efter den discipel, som han dog elskede. Mener du, at det var for intet, at netop den discipel, som Jesus elskede, sådan frem for de andre disciple blev genstanden for Peters spørgsmål? Lige så lidt er det sket for intet, at evangelisten ikke nævner ham ved navn. Han havde godt kunnet sige: Peter vendte sig om og så Johannes, men i stedet for siger han: Den discipel, som Jesus elskede. Han vil nemlig imødegå denne synd og skaffe gerningerne, også de helliges, bort fra vore øjne, at der må blive lutter ren lydighed tilbage, og at ingen skal kunne rose sig af eller undskylde sig med, at han har fulgt helgenernes eksempel.

Se sådan læser vi i Skriften, at Gud ikke ville, at David skulle bygge ham noget tempel, skønt David satte sig for det, for der var ikke udgået nogen befaling til ham derom i forvejen. Men Salomo ville han skulle gøre det. Ham gav han også befaling derom. Deraf er alt afguderi kommet, at man har set hen til helgenernes gerninger og ikke til lydigheden. Man har set, hvordan Noah, Abraham, Isak og Jakob har ofret på altrene, er løbet efter dem og har villet gøre dem det efter, og så er der blevet afguderi deraf. Sådanne mennesker betegner Skriften som aber. Det er også dyr, som kun ser på gerningerne og vil gøre alle ting efter, uden at det er befalet dem. Lad os derfor nøje agte på Kristi ord: Følg du mig! Du, du, lad andre tage vare på sit, tag du vare på dit. De andre skal nok også komme efter. For der står ikke for intet, at den discipel, som Peter så på, også fulgte. Han fulgte imidlertid, uden at Peter behøvede at se på ham.

Næsten hele dette evangelium er skrevet for dette ords og denne læres skyld, for det lærer ikke meget om troen, men om troens frugt og gerninger. Kristus har også i Peters person tiltalt alle gejstlige ansatte og lært dem deres embede, og derom burde også hele evangeliets udlæggelse handle, men de vil rimeligvis ikke modtage nogen lærdom af os, derfor må vi også lade det fare og holde os til vort.

Den anden lære, som indeholdes i dette evangelium, er den, at enhver skal være tilfreds med sin beskikkede del, ikke misunde andre eller knurre, om det går dem anderledes. For her, selv om Johannes alene kaldes den discipel, som Kristus elskede, så knurrer dog ingen eller er misundelig på ham derfor. Ej heller er der nogen, som bliver fortrydelig over ham som de mente ikke skulle dø, og der er derfor ikke opstået nogen knurren iblandt dem, men som teksten siger: Dette rygte kom ud blandt brødrene. De, nemlig alle disciple og kristne, har talt derom som brødre og undt ham det vel.

Og dette er ingen ringe dyd, som det endog skorter mange store folk på. For også de hellige patriarker har til dels savnet den, idet de ikke kunne tåle deres broder Josefs overhøjhed. Og det er en almindelig plage, at ingen er tilfreds med sit, så at også en klog hedning spørger: Hvoraf kommer det, at der altid vokser bedre frugter på en fremmed mark, og at naboens køer altid giver mere mælk end vore egne? Ligeså må man spørge: Hvoraf kommer det, at ingen er fornøjet med sin egen stilling, at enhver mener, at en andens stilling er bedre en hans. Hvis en er købmand, så priser han håndværkeren, som kan sidde i ro, mens han selv må fare vidt og bredt omkring. Omvendt priser håndværkeren købmanden, fordi denne er rig og kommer iblandt folk, og så fremdeles. Enhver er ked af sin stilling og sukker efter en andens. Er han gift, så priser han den, som ingen hustru har. Har han ingen, så priser han den gifte stand. Er han gejstlig, så behager ham den verslige stand, og omvendt, er han verdslig, så har han mest behag i den gejstlige.

Ja, Gud kan ikke handle sådan med dem, at de bliver tilfredse dermed. Hvis de tjente Gud i den stilling, hvori han har sat dem, så skulle det ikke falde dem surt eller vanskeligt, men nu, når de er kede og utilfredse, volder de ingen sådan besvær som sig selv, gør sig selv livet surt uden al grund. Og hvis Gud nu tillod en efter sin lyst at veksle stilling for at råde bod på sådan utilfredshed, så ville han dog i alle andre stillinger blive ligeså, ja endnu mere ked af det, og til slut blive ved den gamle stilling.

Derfor skal man ikke tænke på at blive sin stilling kvit, men sin utilfredshed. Aflæg og bortskaf utilfredsheden, så vil du også finde dig lige tilfreds i den ene som i den anden stilling, og enhver stand har det samme værd for dig, hvordan du så end er stillet, så at du hverken trænger eller ønsker nogen forandring.

Sådan har også nogle hedninger fremsat den tanke, at om alle menneskers plage blev bragt sammen i en hob, og man så ville fordele dem ligelig, så ville visselig det blive tilfælde, at enhver ville meget heller beholde, hvad han tidligere havde. Med en sådan fuldkommen ligelighed styrer Gud verden, at ethvert fortrin altid ledsages af en tilsvarende mangel, og enhver ser vel, hvor godt skoen passer den anden, men ikke, hvor den trykker ham. Og atter, den, som har skoen på, agter ikke på, hvor godt den sidder, men kun på, hvor slemt den trykker ham. Så dårligt bærer verden sig ad, at enhver kun ser på sit onde og nærstens gode. Så han derimod alene på sit gode og dernæst på næstens onde, da ville han takke Gud og værre inderlig fornøjet, hvor ringe han end var, og hvor ilde det end stod til med ham.

Til at undgå sådan uro, utilfredshed og misfornøjelse er nu troen nyttig og nødvendig, idet den er forvisset om, at Gud regerer ret og sætter enhver i den stilling, som er den allermest tjenlige og passer bedst, så at man ikke var bedre faren, hvis man selv havde valget. Denne tro føder rolighed, tilfredshed, fred og fordriver misfornøjelsen. Men hvor troen ikke er, og mennesket dømmer efter sit skøn, sin følelse og smag, se, dér kommer utilfredsheden, for man føler kun sin stillings onde og ikke sin næstes, og på den anden side ser man ikke sin stillings fortrin og heller ikke sin næstes onde. Så følger da af denne følelse og fornemmelse, utilfredshed, ulyst, møjsommelighed og besvær i ens liv og gerning. Man bliver derved utålmodig og utilfreds med Gud. Da ophører al pris, kærlighed og taknemmelighed mod Gud hos en. Man bliver sit hele liv igennem en hemmelig knurrer mod Gud ligesom jøderne i ørken, og har dog ikke andet gavn deraf, end at man gør sig selv livet surt og alligevel fortjener Helvede derved.

Du ser derfor, hvordan troen er nødvendig i alle ting, og hvordan den gør alle ting lette, gode og behagelige for dig, selv om du sad i fængsel eller dødsnød, sådan som vi ser det af martyrerne. Og tillige, hvordan alle ting i og for sig uden troen er vanskelige, onde og bitre, selv om du besad al verdens lyst og glæde, sådan som vi ser af alle store herrer og de rige, som altid har det møjsommeligste liv.

Så siger da nogle: Ja, når jeg blot vidste, at det ikke er min dårskab eller Djævelen, som har ført mig til den stilling, jeg nu har, og jeg blot var vis på, at Gud selv havde styret det sådan for mig, så ville jeg gerne være glad, fornøjet og tilfreds. Svar: Det er et dårligt og ukristeligt påskud, som vidner om et vantro hjerte. Kristus siger i Matt 6, 28: ”Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke.” Ligeså Matt 10, 29-31: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”

Når nu da din stand og stilling er en sådan, som ikke i sig selv er syndig, om du end ved synd og dårskab er kommet ind i den, så bliver denne din stand og stilling ikke derfor mere ubehagelig for Gud. For Gud har velbehag i alle ting undtagen synden, ifølge 1 Mos 1, 31. Hvis du derfor er i en stand, som ikke i sig selv er syndig, så er du ganske vist beskikket dertil af Gud og befinder dig i en stilling, som er velbehagelig for Gud. Se kun til, at du ikke synder i den. Om du faldt igennem et gulv og brækkede dit ene ben, så var ikke derfor den stue eller den seng, hvortil faldet bragte dig hen og tvang dig til at blive, værre eller Gud mindre velbehagelig, selv om en anden kunne komme derhen uden sådant fald. Ja, lad det være dig et sikkert tegn, at du er i en ret, gudvelbehagelig stilling, når du føler det kedsommelige og ubehagelige ved den. Da er det ganske vist Gud, som lader den onde ånd anfægte dig og prøver dig, om du er ustadig eller bestandig, og således giver din tro anledning til at stride og vinde kraft.

Og når jeg taler om en stand, som ikke i sig selv er syndig, så er det ikke dermed min mening, at nogen kan leve her på jorden uden synd. Vi synder dagligt i alle livsforhold og stillinger. Men jeg mener de livsforhold, som Gud har indstiftet, eller hvis indstiftelse ikke er Gud imod, som at være gift, at være tjener, tjenestepige, husbond, husmoder, overordnet, regent, dommer, embedsmand, bonde, borger osv. Syndig stand kalder jeg røveri, åger, bordelvirksomhed og, som de nu er: Pave-, kardinal-, biskop-, præste-, munke- og nonnestand, som hverken selv prædiker eller vil høre, at der prædikes for dem. For disse livsforhold er bestemt Gud imod, da de kun omgås med messe og sang og ikke med Guds ord, så at en prostitueret meget før kommer i Himlen end en af disse. At være gejstlig eller åndelig og ikke omgås med Guds ord, hvad der burde være deres eneste gerning, er netop det samme, som at være i ægteskab og aldrig være hos hinanden, men horer, den ene gang her og den anden gang der, så at det er at befrygte, at mange stiftelser og klostre er ligeså mange Djævelens hore- og skarnshuse. I det ydre og legemligt er de fromme, men indvendig på sjælen fulde af synd.

Med disse to lærdomme lader vi os for denne gang nøje. Her går Augustin imidlertid nogle skridt, videre og tolker disse to apostle, Peter og Johannes, om to slags liv. Ved Peter ser han betegnet det ydre, virkende liv, ved Johannes det indre, beskuende liv, og siger: Derfor må det ydre, virkende liv, følge Kristus og dø, men det indre, beskuende liv bliver til evig tid. Dette er smukt og letfatteligt, uden for så vidt at nogle har skrevet så meget om disse to slags liv, at de har gjort det ganske dunkelt og ikke længer selv véd, hvad der er ydre eller indre liv.

Men jeg tager det efter min simple ligefremme opfattelse sådan, at det ydre liv må ophøre og dø, ikke alene legemligt, men også åndeligt, det vil sige, det må blive forkastet af verden, så at mennesket ikke forlader sig på sine gerninger, skønt de er gode og må ske, men lever alene ved sin tro og forlader sig alene på Kristus. Da er det den discipel, som Kristus elsker. Her rinder evangeliet op skinner frem med sin åndelige betydning, som jeg ikke er i stand til at øjne i hele dens udstrækning. For Kristi ord og livsførelse sådan på gerningerne, at de kun tænkes ud fra troen. Så lad os nu tage Johannes som troen eller sjælens indre liv i troen, og Peter som gerningerne eller det ydre liv i gerningerne, dog sådan at disse to ikke er skilt fra hinanden i det samme menneske. Da skal vi se evangeliets hemmeligheder, hvad det ydre og indre liv er, og hvordan det ene dør og det andet bliver.

For det første siger han: Det var den discipel, som Jesus elskede. Dermed er betegnet, at troen alene frembringer rette elskelige Kristi disciple. De modtager også Helligånden ved den samme tro og ikke ved deres gerninger. Gerninger frembringer vel også disciple, men ikke elskede disciple, men timelige hyklere, som ikke består, for Guds kærlighed holder dem ikke oppe, da de ikke tror.

For det andet er dette den discipel, som i nadveren lå op til Kristi bryst. Oh, en herlig ting er det! Troen besidder Kristi hjerte, det vil sige, den ejer alle Kristi goder og al sand oplysning. Jeg har ofte ovenfor, især i den første epistel på første juledag, sagt, at troen gør Kristus og mennesket til ét, så at hvad de har, det har de til fælles. Hvad Kristus er og har, det er det troende menneskes ejendom, og omvendt. Sådan som Paulus siger i Rom 8, 32: ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” Sådan forlader en Kristus troende sig på Kristus, fortrøster sig til ham, hviler op ad ham som til sit eget gode, skænket ham af Gud, ligesom Johannes hvilede op til Kristi bryst og var sikker og rolig som på sit leje.

Se, et sådant overstrømmende gode er og medfører troen på Kristus, idet den støtter mennesket op til Kristus, og bringer det til at hvile med tryghed på det allerlifligste, så det hverken frygter synd, død, Helvede, verden eller Djævelen. For det, hvorpå det hviler, er livet, nåden, saligheden, og det ejer alle ting i Himlen og på jorden, dog kun i troen, endnu ikke åbenbart. Dette betegnes derved, at Johannes ikke først efter opstandelsen eller om morgenen, men før opstandelsen og ved nadveren, aftensmåltidet, lå op til Kristi bryst, det vil sige, endnu i dette liv, som er et aftensmåltid, nemlig ved verdens ende, hvor sjælene bespises med påskelammet og evangeliet, som anrettes, frembæres og spises i troen gennem prædikenen.

For det tredje nævner han særligt Jesu bryst, ikke skød eller arme. Derved er betegnet, at troen besidder al Guds visdom og har den rette forstand på alle ting. Det siger Paulus også i 1 Kor 2, 15-16: ”Vi har Kristi sind.” Og: ”Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen.” Ligeledes siger han i 2 Kor 3, 16, at hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort, så han erkender alle ting. Derfor kan det troende menneske dømme ret om alle livsforhold, alle gerninger, alle lærere, alle ånder, hvad der er godt og ret, og tager ikke fejl.

Se, sådan ikke alene besidder mennesker ved troen på Kristus alle ting, men forstår, erkender og bedømmer også ret, sikkert og viseligt alle ting. Dertil har også Moses set hen i sin lov, 3 Mos 7, 7, hvor han lærer, hvordan brystet af alle offerdyr tilkommer præsterne og skal være deres ejendom. Men præster er alle troende og kristne, som Peter siger i 1 Pet 2. Derfor bringer denne tro dem alt godt og al visdom, så at de på grund af deres gods er rige konger og har fuldt op, på grund af deres visdom er store præster og kan dømme, bedømme og lære al verden.

For det fjerde hedder det, at det var den discipel, som havde sagt til Jesus: ”Herre! Hvem er det, der forråder dig?” Hvad betyder det? Forræderen Judas har været et forbillede på paven, biskopperne og alle de gejstlige, som lader Guds ord ligge og fremfører deres egne lærdomme og gerninger, hvorved de undertrykker den kristne sandhed. Nu har deres væsen et smukt ydre skin ved deres åndelige fagter, forhold og gerninger, så at ingen af sin naturlige fornuft kan forstå, at de farer vild, tværtimod understøtter den naturlige fornuft sådant og hjælper dertil.

Da nu sand tro og prangen med gerninger ikke kan stå ved siden af hinanden, og ingen kan forlade sig på Guds nåde, det vil sige, hvile ved Kristi bryst, som forlader sig på gerningerne og hvad han selv har, så må nåden og sandheden gå under i samme grad, som man beflitter sig på at prange med gerninger. Sådan sker det, at sandheden uforvarende og så hemmeligt undertrykkes ved forræderne, de gejstlige. Ja det sker endog så hemmeligt, at de sande troende ikke bliver opmærksom på det, hvis de ikke med flid søger sandheden. For Kristus har i Matt 24, 24 forudsagt, at også de udvalgte er i stand til at blive forførte. Derfor er det her ikke nok for Johannes at ligge op til Kristi bryst, men omhyggeligt spørger han efter, hvem forræderen er. Sådan opdager også de rette troende, ved at efterforske sandheden og se hen til nåden, hvem denne forræder er. For idet de giver agt på, at alene nåden (som er Kristus) og intet uden for nåden hjælper, og at man ikke må bygge på noget andet, så ser de let ved sådan at holde nåden og naturen op imod hinanden, at alt, hvad der er uden for nåden, er forførisk og vrangt. Nåden giver dem også sådant svar i deres hjerter, at de ser, hvordan alle de er forrædere, nådens tilintetgørere og undertrykkere, som uden for nåden vil iværksætte lære, liv og gerninger og påstå derved at ville frembringe åndelige, fromme folk.

Så er nu Kristi forrædere ingen andre end hyklere, som vandrer i et smukt ydre skin af helligt liv og åndeligt væsen, og dog samtidig undertrykker den kristne sandhed og nådens lys hos sig selv og enhver anden. De har ikke andet end blot menneskebras hos sig, hvad ingen erkender uden den, som har en ret tro. Dog gør man heller ikke det, før man giver agt derpå, udforsker det, spørger og holder det op imod hinanden. Ellers lader man også sådanne gerninger have sin gang, i den enfoldige mening og tanke, at de sker rettelig i troen, fordi de i så høj grad ligner de rette gode gerninger. Derfor bærer forræderen navnet Judas Iskariot. Judas betyder en bekender. For alle sådanne hellige bekender Kristus, fornægter ham ikke åbenbart, ja skinner i deres livsførelse ofte bedre end de retskafne bekendere. Men Iskariot betyder løn. For sådanne hellige tragte kun efter nydelse, løn og egen gavn. Med alt, hvad de gør, søger de deres eget, gør intet frivilligt til Guds ære, ligesom Judas med at bære pungen ikke attråede eller fremmede andet end egen fordel. Se sådan er verden fuld af åndelige folk, men i grunden stikker der intet andet under hos dem end idel Iskariot, egen gevinst og egennytte, og de fører med deres ydre skin al verden bort fra den rette troens vej, og sådan foragter og sælger de Kristus, det vil sige, den kristne sandhed og nåde. Det skal der tales udførligere om i passionstiden.

Se nu, hvorfor Johannes ikke nævner sit navn: For troen stifter ingen sekter, gør ingen forskel, sådan som gerningerne gør. Ej heller har den nogen særlig gerning, hvorefter den kan blive benævnt, for den gør alle slags gerninger, som de falde for. Den ene er som den anden for den. Men Judas Iskariots væsen er delt mellem forskellige gerninger uden tro. En kaldes en barfodmunk på grund af sin kappe og sine træsko, en anden augustiner på grund af sin sorte kappe og så fremdeles, den ene heraf, den anden deraf.

Men troen bliver i alle gerninger og alle livsforhold ganske uden navn. Derfor frembringer den også disciple, som Kristus elsker. Peter har også et navn, for troen er ikke uden gerninger, men det er et navn, som Kristus har givet ham, og det er ikke det, som gør ham til den elskede discipel. Nu ser vi, hvad det vil sige, at denne discipel skal blive og Peter følge, som overfor sagt. For troen bliver, indtil Kristus kommer, da hører den op. Men gerningerne må gå under og blive foragtede. Verden kan tage alle ting fra os og tilintetgøre dem, også vore gode gerninger og vor gode livsførelse, men troen må de lade blive i hjertet, og den bliver der også til den yderste dag. Af alt dette er det let at forstå, at Johannes ikke har skrevet disse ting om sig selv til sin egen berømmelse, som om han ville anses for noget særligt frem for de øvrige, men denne troens hemmelige og rige dyd har han villet fremstille. Det er også først efter Kristi himmelfart, at han har forstået dette, at Kristus af den grund har handlet sådan. Det er også et godt tegn, at Peter ser sig om efter Johannes, og ikke Johannes efter Peter. For gerningerne skal se på troen, hvordan den bliver, og ikke omvendt troen på gerningerne. Også mange andre betydninger kan man finde heri, hvis man har tid og lyst at søge.