Gal 4, 1-7 (Julesøndag)

Dette er et rigtig paulinsk brev. Derfor er der heller ikke så mange, som forstår det. Det er ikke, fordi det i særlig grad er mørk og vanskelig. Det skyldes derimod, at læren om troen er fuldstændigt forsvundet fra verden. For uden troen er det umuligt at forstå Paulus, som af al magt og med fuld alvor driver på troen i alle sine breve. Derfor vil den koste os nogle ord, hvis vi skal gøre den lys og klar. Og for at tale så klart om den, som vi formår, vil vi som en fortale og indledning forud forklare nogle begreber.

Her fremsætter Paulus en lignelse, som er taget fra menneskelivet. For vi ser, hvordan et umyndigt barn eller en arving, som forældrene efterlader eller gennem oprettelse af et testamente skænker deres ejendom, alligevel bliver opdraget og holdt som træl i sin egen ejendom. Barnet råder ikke over den og bruger den heller ikke frit, som det vil, men holdes nede i frygt og under tugt. Derfor får det kun mad og tøj ud af det, om end godset nok så meget er dets eget. Af denne årsag er barnet som en fremmed i sit eget gods og ligestillet med en træl. På samme måde forholder det sig med disse åndelige forhold. Gud oprettede et testamente, da han da gav Abraham et løfte i 1 Mos 22, 18: Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom. Dette testamente er senere bekræftet ved Kristi død, og efter hans opstandelse er det udbredt ved evangeliet. Evangeliet, som ikke er andet end dette testamentes forkyndelse og åbenbaring. Heri forkyndes det for hele verden, at i Kristus, Abrahams afkom, er velsignelse og nåde tildelt og skænket alle mennesker. Enhver, som blot vil tro dette, kan få del i det.

Førend dette testamente blev åbnet og forkyndt, har Guds børn været under loven, har måttet lade sig plage og tvinge ved lovens gerninger. Det er sket på trods af, at de ikke er blevet retfærdige, for deres gerninger har nemlig været trællegerninger og uduelige. Dog, eftersom de har været bestemt til den forestående tro, som gør dem til børn, så var de i sandhed de rette arvinger til denne nåde og velsignelse. Og det skønt de endnu ikke havde eller gjorde brug af dem. Ligesom de øvrige, der ikke havde nogen tro, beskæftigede de sig med gerningerne og var trællesindede. Ligesom det jo også er sket og sker alle vegne, at mange mennesker nu tror og erkender troen, som tidligere var druknet i gerninger, så de intet vidste intet om troen, og ligesom de andre hyklere holdt de sig til gerningerne. Men nu har de grebet troen og gjort sig bekendt med arvegodset, som de også tidligere var arvinger til. De var nemlig bestemt til at være det af Gud, om end de intet kendte til det på daværende tidspunkt og var ligesom trælle, gerningshellige og kainitiske.

Sådan findes der stadig nogle, som vandrer i gerningerne og kainitisk hellighed, og de er trælle ligesom de øvrige kainister. Men alligevel er de retmæssige arvinger og børn, eftersom de i den forestående til skal komme til troen, og ved den aflægge deres trællevæsen, vende sig fra gerningerne og få del i retfærdiggørelsens arv. Ved den bliver de retfærdige og salige uden gerninger. Derefter udfører de alle deres gerninger i frihed, til ære for Gud og gavn for næsten. Og de gør det uden hensyntagen til eller søgen efter løn eller retfærdiggørelse. For alt dette har de allerede opnået ved troen på denne arv, som Kristus har bestemt for dem i sit testamente, som han senere gennem evangeliet har ladet blive læst, udråbt og uddelt af ren nåde og barmhjertighed.

Se, Guds testamente har Abraham og alle fædrene kendt. Det er også tildelt og skænket dem, som det gælder for os alle. Selvom det ikke var læst og udråbt for hele verden, sådan som det er blevet det efter Kristi himmelfart, så har de dog fået nøjagtigt det samme som os. Og de fik det ved nøjagtigt den samme tro, som vi og alle Guds børn får det ved. Det er én og samme nåde, én og samme velsignelse, ét og det samme testamente, én og samme tro, ligesom der er én Fader og én Gud over os alle.

Se, sådan ser du her, hvordan Paulus overalt lærer, at retfærdiggørelsen ikke kommer ved gerninger, men af troen alene uden alle gerninger. Og den kommer ikke stykkevis, men på én gang. For testamentet har alt i sig: Retfærdiggørelse, salighed og arv som er hovedgoderne. Ved troen kommer vi altså helt og holdent i besiddelse af det, og det sker på én gang – ikke stykkevis. Det må altså stå klart, at ingen gerninger, men alene troen, bringer sådanne Guds goder, dvs. retfærdiggørelsen og saligheden med sig, og på én gang, ikke stykvis, sådan som gerningerne må være stykkevis. Den gør os derimod til børn og arvinger, der senere gør alle slags gerninger frit, uden noget trællesind, som mener sig at være from og vil indlægge sig fortjeneste ved gerningerne. Her behøves der ingen fortjeneste. Troen giver det alt sammen for intet, og den giver mere end nogen kan fortjene sig til. Og for intet udfører de gerningerne. De har i forvejen alt det, som de kainitiske søger og aldrig finder ved gerningerne; nemlig retfærdiggørelsen og den guddommelige arv eller nåde.

Formyndere og forvaltere er de folk, der opdrager arvingen og holder ham ved hans fars gods, så han ikke skal blive ustyrlig eller en landstryger. Selvom de ikke overdrager arven til ham, så er de dog nødvendige og nyttige for ham i mange henseender. For det første, som sagt, for at de kan holde ham hjemme ved godset, så han kan blive bedre egnet til at modtage arven. For det andet sker det, for at hans begær efter arven må blive endnu større, idet han ser, hvor beskedent og strengt han holdes. For når han kommer til fornuft, begynder han at begære friheden og mister lysten til at være underlagt en fremmed hånd.

Sådan er og skal det også være med enhver, der endnu, som en træl, omgås med gerningerne under loven. Loven er hans formynder og husholder, som han lever under, som under en fremmed hånd. Den er for det første givet ham, så han kan holdes inde og opdrages, med henblik på, at han i det ydre må afholde sig fra onde gerninger af frygt for straf. Det sker for, at han ikke skal blive alt for vild og ustyrlig, så han ikke helt vender ryggen til sin Gud og sin salighed; som dem, der hæmningsløst hengiver sig til alle slags synder. For det andet er loven givet ham, for at han skal lære sig selv at kende og komme til fornuft ved den. Han skal erkende, hvor genstridig han er under loven, idet han ikke gør nogen gerning som et villigt barn. Men alt hvad han gør, gør han som en træl, der er tvunget til at gøre det. Derved erfarer han så, hvad det er, han mangler, nemlig en fri, ny, villig ånd, som loven og dens gerninger er ude af stand til at give ham. Ja, jo mere han arbejder, desto uvilligere og modstræbende bliver han til at arbejde, fordi han mangler denne ånd.

Når han således finder dette hos sig selv, så ser han, hvordan kan kun holder loven med dens gerninger på en udvendig måde. I sit indre, i hjertet, er han fjendsk og modvillig. Hans hjerte er nemlig uden lyst og vilje til at holde loven. Således er han i sandhed og uophørligt en indvendig synder, som er imod loven og en udvendig hellig efter loven. Det vil sige, at han er en rigtig Kain og en storhykler. Og han bliver helt klar over, at hans gerninger er lovens gerninger, mens hans hjerte er et syndens hjerte. Da hjertets tilbøjelige er imod loven, så er det med usvigelig sikkerhed tilbøjeligt til synd. Og derfor er det alene hånden, som bliver tvunget til at holde loven.

Derfor har Paulus med rette kaldt den slags gerninger for lovens gerninger eller lovgerninger. Det er jo alene loven, som fremtvinger dem, og den får heller ikke andet end gerningerne. Nu vil loven også have hjertet og opfyldes med villighed, så det ikke alene hedder lovens gerninger, men også lovens hjerte; ikke alene lovens hånd, men også lovens vilje, sind og fulde kraft, sådan som salme 1, 1-2 siger: Lykkelig den, som ... har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat. Loven kræver sådan et sind, men den skænker det ikke. Lige så lidt formår den menneskelige natur at tage det af sig selv. Derfor trænger loven sig ind på mennesket og fordømmer det til Helvede, som en overtræder af Guds bud. Da hersker angst og elendighed i samvittigheden, og alligevel findes der ingen hjælp.

Her indtræffer nu den tid, som Faderen har bestemt. Da begærer mennesket nåde og hjælp. Da bekender det sin elendige tilstand, sin uduelighed og sin skyld. Da lader det al sin overmodige tillid til egne gerninger falde og foragter dem. For det bliver bevidst om, at der ikke eksisterer nogen forskel mellem det selv og en åbenlys synder eller synderinde. Forskellen består alene i de udvendige gerninger. I hjertet er det ligeså fjendtligtsindet mod loven som enhver anden synder, eftersom synderen i udøvelse af synden kan føle mindre lyst til synden og være fjendtligt indstillet overfor synden på grund af den ubehagelighed eller skade, som rammer ham og opstår af den. Mens den førstnævnte, mens loven og formynderen står i vejen for ham og holder ham tilbage, kan brænde og rase af begær og lyst til synden. Og alligevel må det ikke give efter for synden med sine gerninger. Således er denne person frommere, hvad gerningerne angår, men i hjertet er det værre en den åbenbare synder.

Nu kan enhver nok begribe, at fordelingen er helt ulige, når man kun giver hånden til loven, mens synden får hele hjertet, eftersom hjertet jo er ubeskriveligt mere værd end gerningen eller hånden. Hvad er det andet end at give avnerne til loven og kernerne til synden? Og hvad andet er det, end at give Gud skallen og Djævelen kernen? Da går det sådan, som evangeliet siger: Den åbenlyse synders synd bliver en mønt eller splint, mens den gerningshelliges synd bliver en stor bjælke.

Når nu denne ulykke indtræffer: at Kain ikke ser denne bjælke og ikke vil lade sig belære af loven på denne måde, og han derfor forbliver forstokket og forblindet i sine gerninger og ikke giver agt på sin indvendige hæslighed, så farer han stormægtigt af sted, mens han frækt fordømmer hele verden og foragter de arme syndere, ligesom farisæeren i evangeliet. Han synes ikke, at han er som andre folk, men mener, at han er from. Og hvis man vil irettesætte ham eller forkaste hans indstilling og hans gerninger, sådan som det bør gøres, så raser og støjer han. Han slår Abel ihjel og forfølger enhver. Ganske vist siger han, at han gør det for de gode gerningers og retfærdighedens skyld til Guds pris. Og han vil opnå stor fortjeneste ved det, som den, der forfølger gudsbespotterne, kætterne og de vildfarne. Det er nemlig onde mennesker, som vil forføre ham og afholde ham fra udøvelsen af sine gode gerninger. Se, da opfyldes alt, hvad Skriften siger om disse giftige ånder. Dem kalder Kristus for øgleyngel og slangebørn. Det er og bliver Kain. De er og bliver trælle.

Men den, som i den kommende tid bliver en Abel og et barn, han lærer sig selv at kende ved loven. Han lærer, hvordan han besidder en ulyst til den i sit hjerte. Han afstår fra sit overmod, stoler ikke længere på sine hænder eller fødder og bliver fuldstændigt til intet i sine egne øjne gennem denne erkendelse. Så kommer evangeliet. Da giver Gud den ydmyge nåde. Han griber testamentet og tror. Med og i troen får han Helligånden, som skaber et nyt hjerte i ham, der har lyst til loven og huser et had til synden og frivilligt og gerne gør det gode. Da er der ikke længere tale om lovens gerninger, men lovens hjerte. Det er den af Faderen bestemte tid for arvingen, hvor han aldrig mere skal være træl og underlagt formyndere. Dette mener Paulus, når han siger:

I den græske tekst bruger apostlen et ord, som svarer til det latinske element. Her må man imidlertid ikke ved disse ord: verdens elementer, forstå de fire elementer i naturen: ild, luft, vand og jord. Hele Skriften bruger heller ikke betegnelsen element for at betegne de fire dele af skabningen, som er nævnt ovenfor. Derimod stammer dette fra den hedenske kunsts måde at tale om elementer på. Derfor vil man også forvilde sig grusomt, hvis man vil benytte denne tilgang til udlægningen af Skriften. Paulus kalder derimod lovens skrift eller bogstaver for elementer. For i det latinske og græske sprog kaldes bogstaverne også for elementer. Derfor hedder det også sådan i Hebr 5, 12: For I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene (ordret: elementerne) i Guds ord … Ligeledes i Kol 2, 8: Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering (ordret: elementer), på verdens magter og ikke på Kristus. Og også i Gal 4, 9-10: Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter (ordret: elementer)? Vil I nu igen trælle for dem? I overholder dage og måneder og tider og år.

Her kalder han ligesom foragteligt loven for verdens magter, elementer eller bogstaver, som er svage og fattige, fordi de ikke er i stand til at hjælpe. Yderligere gør den også menneskene selv svage og fattige, for den kræver hjertet og sindet. Men hjerte og sind er jo ikke med. Derved bliver samvittigheden fattig og svag. Den erkender, at den skulle have, hvad den ikke har eller kan have. Denne tanke fremsætter han i 2 Kor 3, 9 således: … for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.

Nogle forstår ikke bogstaven eller loven ved disse elementer. De forstår derimod de udvendige handlinger ved gudstjenesten og en god livsførelse, hvor man fra begyndelsen af begynder at øve sig som børnene. Herved bliver elementerne altså den første og simpleste barnlige måde at dyrke Gud på.

Men han kalder det for denne verdens elementer af den grund, at alle gerningshellige, som gør lovens gerninger, ikke gør dem andet end i det ydre og bundet til timelige, verdslige ting som: dage, spiser, klædedragt, steder, personer, kar og lignende. Alt dette hører til de skabte ting i denne verden. Og alle lovens gerninger må ske i den slags ydre ting. Derfor har vi oversat det med ”ydre bestemmelser”.

Men troen hænger ved noget uden for denne verden: ved Gud, ved Guds ord og hans barmhjertighed. Den gør hverken menneskene retfærdige ved sine gerninger eller nogen som helst verdslige ting. Den gør alene retfærdig ved den evige og usynlige Guds nåde. Én dag er for den, som enhver anden; al spise er ens; alle steder, personer, klæder og alle verdslige ting er lige for den; for de hverken hjælper eller hindrer ham i mindste måde i hans retfærdiggørelse og helliggørelse, sådan som de gør for Kain og de gerningshellige. Derfor tilhører troen ikke denne verdens elementer, men de evige goders fylde. Og på trods af, at den troende også virker udvendigt i tiden, så lægger han alligevel ikke vægt på nogen verdslige ting. For han virker jo frit og uhindret. Alt har lige gyldighed for ham og det uanset, hvordan personerne, stederne, tiderne, spiserne og klædedragterne osv. end er. Han ophøjer intet, men han bruger, hvad der falder ham for, og det, der farer forbi ham, lader han fare. Hans verdslige optræden har intet navn eller særpræg. Kain må derimod have både navn og særpræg: Han spiser ikke kød; han bærer ikke sort; han beder ikke på hvert et sted; han ophøjer bestemte dage; han er snart bundet til det ene og snart til det andet. Og dog tilhører det alt sammen timelige og verdslige ting, som er forgængelige. Derfor er de alle trælle under denne verdens elementer. Og alligevel kalder de det for hellig orden, gode skikke og rette veje til opnåelse af saligheden. Paulus siger om disse forhold i Kol 2, 20-23: Når I med Kristus er døde fra verdens magter, hvorfor underkaster i jer så påbud, som om I levede i verden: Tag ikke, smag ikke, rør ikke! – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun menneskers påbud og lære. Det går for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse.

Konsekvensen af disse bibelord og alt det foregående må være følgende: Alle ordener, stiftelser og klostre, som vi til nu har benævnt den gejstlige eller åndelige stand, står i skærende kontrast til evangeliet og det kristne livs frihed. Og det befinder sig i større fare end det verdslige. Alt, hvad de foretager sig er ikke er andet end denne verdens elementer, som er bundet til klædedragt, personer, steder, mad, kar, tider og ceremonier, hvilket alt sammen er verdslige og timelige ting. Og når de klamrer sig til det, og de mener, at de kan være fromme og åndelige ved det, så er troen allerede helt forsvundet. De er ikke længere kristne, og hele deres liv er kun synd og fordærv. Derfor er det mere nødvendigt for dem end for alle andre mennesker, at de anstrenger sig for at lægge mærke til alt, hvad de er og står for. I stedet skal de med kraft og udholdenhed holde sig til troen. Troen sætter nemlig sin retfærdighed i noget, som er uden for verden og dermed uden for disse verdslige ting. For sådan et falskt skin og glimmer virker stærkt til at føre bort fra troen, og det formår det endda i langt højere grad end de grove og åbenlyse synder. Og det gør netop mennesket til, hvad Paulus her taler om.

Dette betyder: Vi kendte endnu ikke til troen, og vi levede alene i lovens gerninger. Dengang udførte vi den slags gerninger, der vedrører timelige forhold – selvom det skete med manglende lyst, som trælle, der er påtvunget det. Alligevel mente vi, at vi ville blive salige og fromme ved disse gerninger. Denne opfattelse var falsk og gjorde os ikke til børn, men til trælle. Disse gerninger ville ellers ikke være uskadelige, hvis bare denne hensigt med dem ikke havde været der. Den er det alene troen, som kan fjerne. Troen, som lærer os, at det er ved nåden alene, vi bliver fromme, og lærer os at holde og regne alle timelige forhold for frie og ligegyldige.

Loven kan ikke skænke retfærdiggørelsen eller troen. Og naturen med alle dens gerninger kan heller ikke gøre sig fortjent til det mindste. Derfor fremstiler Paulus ham, som, i vort sted, har fortjent sådan en tro til os, og som er retfærdiggørelsens mester. For den er ikke kommet til os for intet. Den har kostet meget, nemlig Guds søn selv. Han siger: da tidens fylde kom. Det betyder: Da den tid var til ende, hvor vi var børn og trælle. For her taler Paulus i overensstemmelse med Skriftens sprogbrug, som plejer at sige, at tiden er opfyldt, når den er til ende. Sådan hedder det ordret i ApG 2, 1: Da pinsefestens dag var opfyldt, det vil sige, da den var kommet. Ligesådan i 2 Mos 23, 26: Jeg giver dig det fulde mål af leveår, det betyder, jeg vil ikke forkorte dem, men lade dem vare helt til ende.

Sådan var det gældende for jøderne. For denne tid blev opfyldt for jøderne ved Kristi legemlige komme. Og sådan bliver den opfyldt dagligt, når mennesket bliver oplyst ved troen, så dets trældom og dets tjeneste under loven får en ende. For Kristi legemlige komme var ikke til nogen nytte, hvis den ikke blev fulgt af dette åndelige komme i troen. Han er netop kommet legemligt af den årsag, at han skulle berede vej for sådan et åndeligt komme. For alle de, som både før og siden har troet på hans legemlige komme, for dem er han kommet. I kraft af denne tro, er han til hver en tid kommet til de gamle jøder, mens han endnu ikke er kommet til de nuværende jøder den dag i dag for deres vantros skyld. Fra verdens begyndelse til dens ende må alt holde sig til dette legemlige komme. Derved ophører trældommen for enhver, som i troen holder fast ved det, når og hvor det sker. Derfor kommer tidens fylde på et bestemt tidspunkt til enhver. Det skete førhen, når man begyndte at tro på Kristus som skulle komme og det sker nu, når man begynder at tro på ham, som nu er kommet.

Dette sted er imidlertid så rig en tekst, at jeg ikke ved, om vi kan tale værdigt nok om den. Det er ikke nok at tro, at Kristus er kommet, men også at han er kommet sådan, som Paulus her fortæller: at han er sendt af Gud, og er Guds søn; at han er sandt menneske; at hans moder er en jomfru; at han alene har opfyldt loven; samt at han ikke har gjort dette for sin egen skyld, men til gavn og gunst for os. Disse stykker vil vi nu betragte ét for ét.

Det første stykke taler hele Johannes´ evangelium indtrængende om - som sagt ovenfor på første juledag. Det vidner nemlig overalt om, at Kristus er Guds søn og sendt af Faderen. For den, som ikke tror, at han er sand Gud, han er allerede fortabt, som han siger i Joh 8, 24: For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder. Ligesådan i joh 1, 4: I ham var liv, og livet var menneskers lys. På samme måde i Joh 14, 6: Jeg er vejen og sandheden og livet. Det er nødvendigt at tro det af denne grund: Sjælen kan slet ikke stille sig tilfreds ved noget andet, end alene ved det højeste gode, som har skabt den. Det er nemlig sjælens livs- og salighedskilde. Derfor har Gud selv villet være den, hvem sjælen skal hænge ved, og på hvem, den skal tro. Det er heller ikke passende, at nogen anden end Gud selv skal have den ære, at menneskene skal tro på ham. Derfor er Gud selv kommet, er blevet menneske og har hengivet sig til menneskene. Han drager og tilskynder dem til at komme til sig, for at de skal tro på ham. For Gud havde ikke behov for at komme og blive menneske, men det var derimod gavnligt og nødvendigt for os. Hvis Kristus nu ikke var sand Gud, og vi holdt os til ham i troen, så ville Gud være berøvet den ære, som tilkommer ham. Og så var vi berøvet vort liv og vor salighed. For det er alene Gud, som det er passende at tro på. Han, som selv er sandheden. Derfor kan vi heller ikke leve eller blive salige uden Gud.

Nu siger apostlen imidlertid: Gud sendte sin søn. Hvis han skulle sende ham, må han jo have været til i forvejen. Han har altså været til, før han kom og blev menneske. Og når han er søn, er han også andet og mere end en engel. Hvis han både er mere end en engel og et menneske, som er de højeste skabninger, så må han være sand Gud. For at være Guds søn er mere end at være engel – som det er omtalt i epistlen på første juledag. Endvidere: Når han er sendt af Gud, og er Guds søn, så må han være en anden person. Således lærer Paulus da også her, at der er én Gud og to personer, Faderen og Sønnen; Helligånden vil blive omtalt senere.

For det andet må man også tro, at han er et sandt naturligt menneske og et menneskes barn, sådan som Paulus også siger her: Han er født af en kvinde. Men hvad der fødes af en kvinde, det er et sandt naturligt menneske. En virkelig og naturlig kvinde avler ikke andet end et sandt menneske. Sådan siger han det også selv i Joh 6, 53: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke livet i jer. At spise og at drikke er ikke andet end at tro, at han er Guds søn og virkelig er af kød og blod som ethvert andet menneske. Det er også Guds pagt med Abraham, når han siger til ham i 1 Mos 22, 18: Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom. Hvis han nu virkelig skal være Abrahams afkom, så må han i sandhed have Abrahams kød og være hans virkelige barn.

Derfor skal ingen vove selv at bane sig en vej til Gud ved sin egen andagt eller egne gerninger. Det hjælper ikke, at du påkalder Gud på den måde, som jøderne og tyrkerne gør det. Du må derimod komme til ham ved Abrahams afkom og blive velsignet i den, sådan som det lyder i Guds pagt. Han vil ikke oprette et særligt testamente til dig, og han vil heller ikke rive det gamle i stykker for din gudsdyrkelses skyld. Du må give slip på alt, hvad du har, og holde dig til denne sæd, dette kød og blod. Ellers er du fortabt med alt, hvad du formår, med din visdom og med alt, hvad du ved om Gud. For sådan siger han, Joh 14, 6: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig…”

Den guddommelige natur er alt for høj og ufattelig for os. Derfor har han, til gavn for os, påtaget sig den natur, som vi kender allerbedst, nemlig vores egen. I den vil han tage sig af os og lade sig finde, ellers ikke. Den, som kalder på ham, bliver straks hørt. Her findes nådens trone, hvor ingen, som kommer, bliver udstødt. De øvrige, som lader ham bo her forgæves, og alligevel vil tjene og påkalde den Gud, som har skabt himmel og jord, de har allerede fået deres svar, Sl 18, 42: De råber om hjælp, men ingen hjælper, de råber til Herren, men han svarer dem ikke.

For det tredje må vi tro, at hans mor er en jomfru. Det viser apostlen, når han siger: Guds søn er blevet født af en kvinde, det betyder, ikke af en mand, som alle andre børn. Dette menneske er alene blandt alle andre kun født af en kvinde. Han har ikke villet sige: af en jomfru; for jomfru er ikke et navn, som betegner hele kønnet efter dets natur. Kvinde er derimod et navn for hele kønnet efter dets natur, hvem det efter naturen tilkommer at bære frugt og føde børn. Sådan er Kristi mor en virkelig, naturlig kvinde, som har bragt denne frugt af sig selv alene, og ikke af nogen mand. Derfor er hun en jomfruelig kvinde og ikke bare jomfru.

Det har været mere magtpåliggende for apostlen at understrege Kristi fødsels beskaffenhed end Marias jomfrustand. Derfor tier han om hendes jomfrustand – som kun er en særpræget dyd for personen, og den gavner ikke andre end hende selv. Han vidner kun om hendes kvindestand, som ikke blot gavner hende selv, men også hendes frugt. For Kristus kommer det ikke så meget an på hendes jomfrustand som på hendes kvindestand. Hun har heller ikke været udvalgt som jomfru for sin egen skyld, men for Kristi skyld, idet han vil have sådan en kvinde til mor. Af hende kan han blive født uden synd, hvad der ikke kunne lade sig gøre, medmindre hun var en jomfruelig kvinde, som undfangede og fødte uden en mands medvirken.

Dette fører også Guds testamente med sig, når han siger, at alle folk skal velsignes i Abrahams afkom. Skal de velsignes, så er det et tegn på, at de før har været forbandede; nemlig for den legemlige fødsels skyld, som sker i synd og kommer fra Adam. Skal denne Abrahams sæd kunne velsigne alle andre, så må han ikke selv være underlagt forbandelsen. Derfor kunne han i sandhed ikke komme gennem en adamitisk fødsel, der er fuldstændig forbandet. På den anden side måtte han jo virkelig være Abrahams barn, hans kød og blod, så Guds testamente kunne stå ved magt; det kan jo ikke lyve. Hvordan skal det da gå til? Han skal være et virkeligt barn, født af kød og blod, og skal dog ikke være et barn af den kødelige fødsel. Her er midlet fundet, idet ingen mand, men kun en kvinde, blev taget til det. Sådan blev han et rigtigt naturligt barn af en kvinde, Abrahams virkelige afkom, og dog ikke født i synd. Men han var fuld af velsignelse, for at alle kunne blive velsignet i ham, som efter deres egen fødsel er forbandede – derved er Guds testamente opfyldt, og samtidig er den kødelige fødsel og Adams fordærvelse undgået. Og en kødelig fødsel er virkeliggjort på en åndelig måde.

På trods af at den hellige jomfru Maria holdes højt i ære for hendes jomfrustands skyld, så er den ære, hun har for sin kvindestand, alligevel uudsigeligt større. For hendes kvindelige lemmer har fået del i den nåde, at Guds testamente blev opfyldt ved dem. Og Abrahams velsignede afkom er blevet hendes kvindelige legemes frugt, som hendes jomfrustand i sig selv var utilstrækkelig til at blive, ja den var ikke engang nødvendig.

For det fjerde må vi tro, at Kristus alene har opfyldt loven, som han siger i Matt 5, 17: Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Dette viser også testamentets mening, idet det siger, at hvert eneste menneske er forbandet og skal velsignes i Abrahams sæd. Hvis det forholder sig sådan, at enhver er forbandet og blottet for velsignelse, så medfører det, at personen ikke er god, men en ren Kain. Derfor kan gerningerne heller ikke være gode. Som det er sagt ovenfor, ser Gud ikke på gerningerne, men han ser derimod på Abels og Kains personer. Og loven gør, som det ligeledes er omtalt, ikke nogen from eller retfærdig. Når Kristus forkaster alle lovens gerninger, og fordrer personens velsignelse og godhed, så kunne det se ud, som om han forkastede gode gerninger og ville opløse al lov, mens det dog først er ham, som lærer os de rette gode gerninger. Derfor siger han, imod sådan en indbildning: I skal ikke mene, at jeg er kommet for at afskaffe loven, fordi jeg forkaster lovens gerninger. Jeg vil tværtimod opfylde loven ved troen på mig, som først gør personen god og derpå gør virkelige gode gerninger. Sådan lyder det også hos Paulus i Rom 3. Efter at han har forkastet lovens gerninger og alene opstillet troen, siger han: Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende. På samme måde siger folk også nu til dags, at vi vil forbyde gode gerninger, når vi forkaster stiftelser og klosterliv med deres gerninger. I virkeligheden ønsker vi, at de først kommer til den rette tro, hvorved personen bliver god og velsignet i Kristus, Abrahams afkom - og derpå gør gode gerninger, som tjener til legemets disciplinering og næstens behov. For dette går klostrenes og stiftelsernes gerninger overhovedet ikke ud på, som der tidligere er sagt meget om.

Men det er vigtigt at mærke sig, at ingen er i stand til at opfylde loven, med mindre han er fri fra loven, så han ikke længere er under den. Derfor må vi her atter vænne os til Paulus´ udtryksmåde, når han taler om at være under loven, så vi ved, hvem der er under loven, og hvem der ikke er det. Alle de, der gør gode gerninger, fordi det er befalet og af frygt for straf eller begær efter belønning, de er under loven. De kan være nok så fromme og gøre godt, men det sker med ulyst. Derfor er loven deres herre og drivkraft. De er dens trælle og fanger. Alle mennesker uden for Kristus, den velsignede Abrahams sæd, tilhører denne gruppe. Det beviser erfaringen og enhvers samvittighed. For hvis den drivende lov og straffen eller belønningen ikke fandtes og hvis det var op til enhvers forgodtbefindende, så han, ustraffet eller uden at vente nogen løn, kunne gøre, hvad han ville, så gjorde han det onde og afstod fra det gode. Det ville i særdeleshed gøre sig gældende, når en fristelse eller anledning tilskyndede ham til det. Men nu, hvor loven med sin trussel eller sit løfte ligger i vejen for ham, så afholder han sig fra det onde og gør det gode. Det sker ikke af kærlighed til det gode og had til det onde. Det sker derimod af frygt for straf og håb om belønning. Derfor befinder disse mennesker sig under loven, og de er trælle af lovens tvang. Det er de kainitiske hellige. I modsætning til dette gør de, der ikke er under loven, det gode og undlader det onde uden at tage hensyn til loven med dens trussel, løfte, straf eller belønning. De gør det derimod af en fri og glad vilje og af kærlighed til det gode og had til det onde. De, der ikke er under loven, synes nemlig så godt om loven, at selv om der ikke var givet dem nogen lov, så ønskede de alligevel ikke, at det skulle være anderledes, og derfor ville de på trods af det gøre det gode og afstå fra det onde. Det er de rette børn. Sådan noget formår naturen ikke. Mens Abrahams afkom, Kristus med sin velsignelse, danner den slags mennesker ved sin nåde og Helligånd.

Derfor er det, ikke at være under loven, aldeles ikke det samme som at have frihed til at gøre, hvad ondt man har lyst til eller til ikke at gøre gode gerninger. Det betyder derimod, at man ikke gør det gode og undlader det onde af frygt, eller fordi loven tvinger én til det, men af fri kærlighed og glad villighed. Det forholder sig fuldstændigt, som om der ikke var nogen lov, for det foregår helt naturligt og af sig selv. Det er det samme som med legemet, der spiser, drikker, fordøjer, går på toilet, sover, går, står, sidder og tilsvarende naturlige gerninger, uden at der behøves nogen lov for, at det finder sted. Det trænger heller ikke til nogen påskyndelse, men gør det af sig selv - enhver ting til sin tid og efter sin lejlighed. Det frygter hverken for straf eller søger nogen belønning ved det, så det godt kan siges, at legemet ikke er under lov, og dog er det ikke uden gerninger, men det gør det frit og af sin egen drift.

Se, sådan en fri, naturlig villighed, til at gøre det gode og undlade det onde, bør der også være hos os. Det er den åndelige frihed og forløsning fra loven. Dette er Paulus´ mening, når han i 1 Tim 1, 9 skriver: Loven er ikke bestemt for den retskafne. Det betyder, at man gør alt det gode og undlader alt det onde af sig selv, uden tvang, uden frygt for straf og uden at tragte efter belønning.

Ligesådan i Rom 6, 14: for I er ikke under loven, men under nåden. Det betyder, I er børn, ikke trælle. I gør alt godt frivilligt – uden at drives eller tvinges til det. Ligesådan i Rom 8, 15: I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Loven giver den frygtsomme, slaveagtige, kainitiske ånd, men nåden giver den frie, barnlige, Abels ånd ved Kristus, Abrahams sæd. Om dette taler Sl 51, 12, når den siger: Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd! Sådan kaldes Kristi folk også i Sl 110, 3: de frivillige i hellig prydelse.

Således har Kristus opfyldt loven og gjort alt af fri vilje - ikke af lovens tvang eller nødvendighed. Og bortset fra ham har der ikke været, og vil der heller ikke blive nogen, som gør det på tilsvarende måde, medmindre han har det fra og ved ham. Derfor siger apostlen Paulus her, at han er født (eller sat) under loven, for at han skulle frikøbe dem, der var under loven.

Dette er nu det femte, at vi skal tro, at han har gjort det til gavn for os, så han kunne forvandle os fra trælle til børn. Hvad vil det sige: at han skulle frikøbe dem, der var under loven? Det betyder nøjagtig det samme som, at han skulle løskøbe os fra loven. Men hvordan frikøber han fra loven? Som sagt, sker det ikke ved at bryde eller afskaffe loven, men ved at give en frivillig ånd, som gør alt uden at drives, uden at tvinges, uden at se hen til lovens trussel og belønning, fuldstændigt som om der ikke fandtes nogen lov, som om den gjorde alt af en ren naturlig drift, sådan som Adam og Eva gjorde før syndefaldet.

Men hvordan går det til, at han giver os sådan en ånd og frikøber os fra loven? Ikke på nogen anden måde end ved troen. For den, som tror, at det er derfor, Kristus er kommet, og derfor han har gjort alt dette, så han kunne frikøbe os, han er i sandhed frikøbt. Som han tror, sådan sker det ham. Denne tro bringer den Ånd med sig, som gør ham til et Guds barn. Sådan udlægger apostlen det selv og siger: Kristus har frikøbt os således fra loven, at vi får barnekår. Alt må ske ved troen, som sagt. Således har vi nu betragtet de fem stykker i denne rige tekst.

Men et spørgsmål står endnu tilbage, nemlig dette: Hvordan kan det gå til, at Kristus var under loven, når det at være under loven skal være det samme som at gøre det gode, fordi loven tvinger og nøder en? Og hvordan kan Kristus opfylde loven, når ingen opfylder loven, medmindre han ikke er under loven, for Gud vil jo have frivillige udøvere af gode gerninger? Svar: Apostlen gør en forskel og siger: Kristus er født (eller sat) ind under loven. Det vil sige, han har selv, frivilligt, underlagt sig loven. Og Faderen har også lagt ham frivilligt under den. For han var ikke under den inden. Vi er derimod ikke underlagt loven med vores gode vilje. Han siger derimod, at vi ufrivilligt var underlagt loven efter vores natur og vores væsen. Ligesom Kristus har været derunder af sin frie vilje og ikke af naturen, sådan har vi på den anden side været derunder af naturen og ikke af fri vilje.

Derfor er der stor forskel på at være født (eller sat) ind under loven og på at være under loven; ligesom, der også er stor forskel på vilje og natur. Det er noget helt andet, hvad du gør frivilligt, end hvad du gør af naturen: Hvad du gør frivilligt, kan du lade være med at gøre, og du er ikke tvunget til det; hvad du gør af naturen, det må du nødvendigvis gøre, og det er ikke op til dit forgodtbefindende. Du kan rejse til Rhinen eller lade være, men spise, drikke, fordøje, sove, vokse og blive gammel, det må du, hvad enten du vil eller ej. Således har Kristus givet sig frivilligt ind under loven, han kunne jo godt have ladet være. Vi må derimod være under den af naturen, og det kan ikke forholde sig anderledes med os. Det vil sige, vi var ikke i stand til frivilligt at holde og bære loven, som om der ikke var nogen lov, sådan som det er sagt ovenfor, at man skal gøre. Men Kristus har, ud over at han ikke var forpligtet til at holde loven, oven i købet holdt den villigt og i frihed, som om den ikke var til.

Lad os som en lignelse betragte fortællingen om Peter i ApG 12. Han lå fanget i Herodes´ fængsel, bundet med to lænker, mellem to soldater, og uden for døren stod to fangevogtere. Da kom Herrens engel i fængslet i et stærkt lys. Englen vækkede Peter og førte ham ud midt imellem alle vogterne og igennem døren, efterladende lænkerne i fængslet. I denne fortælling er det fremstillet, hvordan Kristus forløser os fra loven. Lad os betragte det lidt nærmere.

Peter var ikke frivilligt i fængslet. Han var tvunget til at blive der, for han vidste ikke, hvordan han kunne slippe fri. Englen kom også i fængslet, men frivilligt. Og han behøvede ikke at forblive i det, for han var der ikke for sin egen, men for Peters skyld. Han vidste også godt, hvordan han skulle komme ud. Da Peter nu fulgte ham og holdt sig til ham, så kom han også ud sammen med ham.

Dette fængsel er loven, som vores samvittighed er fanget i, og som det befinder sig i mod sin vilje. For ingen gør frivilligt det gode, som loven kræver, eller undlader det onde, som loven forbyder, men han gør det af frygt for pine, eller han gør det for at høste belønning. Denne frygt eller trussel og løn eller håb om løn er de to lænker, som holder os fængslet under loven. Fangevogterne er lovens lærere, som forkynder os loven. Sådan går, ja ligger vi mod vores vilje i loven. Englen er Kristus, han kommer også frivilligt til os i dette fængsel, under loven. Han gør netop frivilligt de samme gerninger, som vi gør ufrivilligt, for han gør dem til gavn for os, så han kan holde os til sig og føre os ud. Han ved godt, hvordan han skal komme ud, for han trådte jo frivilligt derind. Se så, når vi holder os til ham og følger ham, så kommer vi også ud. Men hvordan går det til? At holde sig til ham og følge ham, det er det samme som, at du tror, at han har gjort alt dette til dit bedste. Denne tro skænker dig Helligånden. Så gør du også alle ting frivilligt, uden tvang, og du er undsluppet lovens fængsel. De to lænker, frygten og begæret, anfægter dig heller ikke længere. Men alle dine gerninger sker i frihed, af lyst og kærlighed.

Men for at vi endnu bedre skal forstå, hvordan Kristus er født under loven, skal vi vide, at han er det på en dobbelt måde. For det første under lovens gerninger: Han har ladet sig omskære, har ofret og ladet sig rense i templet. Han har været lydig mod sin far og mor og lignende, selvom han ikke var skyldig at gøre det, for han var en herre over al lov. Men han har gjort det frivilligt uden at frygte eller søge at opnå noget for sin egen del ved det. At dømme efter de ydre gerninger, har han imidlertid været ligesom alle de andre, som gjorde det med ulyst og med et trællesind. Derfor har hans frihed og villighed været skjult for menneskene, ligesom de andres tvang og uvillighed også var skjult. Og således går han frem under loven og på samme tid ikke under loven. Han handler ligesom dem, som er underlagt loven, og han er alligevel ikke underlagt den. Med sin vilje er han fri og derfor ikke under loven. Med gerningerne, som han villigt udfører, er han derunder. Mens vi er under loven både, hvad vores vilje og vores gerninger angår, for vi går med tvunget vilje i lovens gerninger.

For det andet har han også villigt givet sig ind under lovens straf og pine. Han har ikke alene gjort de gerninger, som han ikke var skyldig til at gøre, men han har også, villigt og uskyldigt, lidt den straf, som loven truer med og domfælder dem med, som ikke holder den. Nu dømmer loven alle sine overtrædere til døden, til forbandelse og til fordømmelse, sådan som Paulus i Gal 3, 10 indfører Moses: For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet. ”Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen og følger det” (5 Mos 27, 26).

Ovenfor er der talt nok så meget om, at intet menneske kan holde loven uden for Kristus, og at de alle sammen befinder sig under den af tvang og i fangenskab som trælle. Dertil kommer, at den, der ikke holder loven, gør sig yderligere fortjent til dens dom og straf. Derfor forholder det sig også sådan, at den, som er under loven på den første måde, altså, med hensyn til gerningerne, han må også være under den på den anden måde, med hensyn til straffen. Den første måde gør nemlig alle vores gerninger til synd, fordi de ikke sker med villighed, derimod med ulyst. Den anden måde gør os forbandede og domfældte til død og fordømmelse.

Men nu kommer Kristus os i forkøbet, førend denne dom rammer os. Han går imellem. Han stiller sig hen til os under lovens dom. Han lider døden, forbandelsen og fordømmelsen, fuldstændig som om, han selv havde forbrudt sig mod hele loven og var skyldig i alle de anklager, som i loven fældes over overtræderne. Dette sker på trods af, at han ikke alene intet har forbrudt sig imod loven, men endog har holdt hele loven, som han ikke engang var skyldig til at holde. Her bliver hans uskyld faktisk dobbelt: I én henseende, idet han ikke behøvede at lide, hvis han ikke havde holdt loven, hvad han havde haft ret til. I en anden henseende idet han af en fuldkommen fri vilje havde holdt den og således også af den grund ikke var skyldig til at lide. På den anden side var vores skyld også dobbelt: I én henseende, idet vi skulle have holdt den og ikke har gjort det, hvorfor vi med rette burde lide alt ondt. I en anden henseende, idet vi, om end vi havde holdt den, dog med rette burde lide, hvad Gud ville.

Se, det er betydningen af dette skriftsted, at Gud sendte sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven (v. 4-5). Os! Os til gavn har han gjort dette. Det var ikke, fordi han selv trængte til det. Han har villet vise os ene kærlighed, godhed og barmhjertighed, sådan som Paulus siger i Gal 3, 13: Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for os. Det er som ville han sige: I vort sted har han givet sig ind under loven og dens forbandelse, for at alle, som tror dette, også skulle blive frikøbt fra loven og dens forbandelse.

Se nu her, hvilken overvældende rigdom den kristne tro er i besiddelse af, idet alle Kristi gerninger og lidelser skænkes den til ejendom. Det sker for, at den troende fuldt ud kan stole på det, som om han selv havde gjort det, som om de var hans egne. For, som sagt, Kristus har ikke gjort det for sig selv, men for os. Han trængte heller ikke til noget af det. Han har samlet denne skat til os, for at vi skulle hænge ved den, tro på den og besidde den. Oven i købet bringer denne tro også Helligånden med sig.

Hvad mere skal Kristus gøre? Hvordan kan et hjerte her holde sig fra at blive frit, glad, muntert og villigt i Gud og Kristus? Hvilken gerning, hvilken lidelse kan møde det, som det ikke skulle hengive sig til syngende og springende, elskende og prisende Gud? Men hvis det ikke reagerer sådan, er der sandelig en mangel ved troen tilstede. For jo mere tro, der findes, desto større er denne glæde og frihed, og jo minder tro, dets mindre glæde.

Se, det er den rette kristne forløsning og frihed fra loven og lovens dom, det vil sige fra synden og døden. Ikke sådan at forstå, at der ikke længere forbliver nogen lov og død, men at både loven og døden skal være, som om de ikke var til. Loven gør ikke længere vores gerning til synd. Døden gør os ikke til skamme. For troen trænger igennem ind i retfærdigheden og det evige liv. Hermed være talt nok om denne del af teksten. Nøden tvinger os til at bruge så mange ord, fordi troen er blevet så fuldstændig ukendt, og uden den kan Paulus ikke forstås. Nu følger:

Her ser vi, at Helligånden ikke bliver givet ved gerninger, men ved troen alene. For her siger han, at Ånden er givet dem, på grund af de er børn og ikke trælle. Børn tror, mens trælle gør gerninger. Børn er frie fra loven, trælle befinder sig under loven. Det kan med lethed forstås ved hjælp af den tidligere udlægning. Man skal blot vænne sig til Paulus´ ord og udtryk, så man forstår, hvad barn og træl, hvad fri og tvunget vil sige. De tvungne gerninger tilhører trællene, de frie tilhører derimod børnene.

Men hvorfor siger han, at Helligånden er skænket dem, fordi de er børn? Det er jo Helligånden der fører dem fra at være trælle til at være børn. Derfor må han være tilstedeværende før de bliver børn. Svar: Her taler han på samme måde som ovenfor, hvor han siger: Vi var under børnelærdommen, indtil tidens fylde kom osv. For Gud har de været kommende børn, derfor har han sendt dem sin Helligånd, som skulle gøre dem til de børn, som de jo i forvejen var bestemt til at blive.

Han kalder ånden sin søns Ånd. Hvorfor kalder han den ikke sin Ånd? For at blive på den én gang betrådte vej: Han kalder dem nemlig Guds sønner, og derfor sender Gud dem netop den Ånd, som Kristus har, der også er Søn, for at de sammen med ham kan råbe: Abba, fader! Det er, som ville han siger: Gud sender jer sin Ånd, som bor i hans søn, for at I skal være hans brødre og medarvinger, og, ligesom han gør, råbe: kære far. Herved prises da atter Guds uudsigelige godhed og nåde, idet vi ved troen er i udelt ejendomsbesiddelse med Kristus og har alt, hvad han har og er, også hans ånd.

Desuden vidner disse ord om den tredje person i guddommen, Helligånden. Han ikke blot bor i Kristus, som han bor i et menneske, men Ånden er også hans, på den måde, at Ånden har sit guddommelige væsen fra ham, ligesom han har det fra Faderen. Ellers ville Paulus tale usandt, når han kalder ham sønnens ånd. Ingen skabning kan sige om sig selv, at Helligånden er hans eller: Det er min Ånd! Han er alene Guds egen ånd. Men skabningerne er Helligåndens. Det skulle da være, hvis nogen ville sige: Min Helligånd! Sådan som vi siger: Min Gud! Min Herre! Så må Sønnen nødvendigvis være Gud, eftersom Guds Ånd er hans ånd.

Her må enhver nu ransage og prøve sig selv, om man også føler Helligånden og fornemmer hans stemme i sig. For her siger Paulus, at hvor han er i hjertet, der råber han: Abba Fader! Sådan som han også siger i Rom 8, 15: I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, Fader! Dette råb fornemmer man, når samvittigheden uden nogen form for tøven eller tvivl fortrøster sig til og er helt sikker på, at ikke alene hans synd er ham forladt, men at han også er Guds barn og sikker på saligheden. Og derfor tør man også, med et glad og roligt hjerte, i fuld tillid, kalde Gud sin kære Fader. Man bør være så fuldstændig sikker, at ens eget liv ikke engang er os så sikkert som dette. Man bør være så overbevist om dette, at man hellere vil lide alle former for død, ja endog Helvedes kval, førend man lod nogen tage dette fra sig eller tvivlede på det. For det ville være at foragte Kristi fuldkomne gerning og lidelse, hvis vi ikke troede, at han ved den havde skaffet os alt dette i overstrømmende mål. Eller hvis vi ikke lod hans store gerning og lidelse drive og styrke os til en fortrøstning, som mægtigt overvinder alt, selv når synd eller anfægtelse vil afskrække os fra at tro det eller får os til at bæve.

Her kan der ganske vist opstå en kamp, fordi mennesket fornemmer og er bekymret for, at det ikke er et barn, idet det føler sig trykket af og oplever Gud som en vred, streng dommer over sig. På samme måde, som det gjorde sig gældende for Job og mange flere. Men i kampen må denne barnlige fortrøstning til slut vinde overhånd, hvad enten den ryster eller bæver – ellers er alt falskt.

Når dette kommer Kain for øre, så vil han korse sig med hænder og fødder, og af bare ydmyghed vil han sige: Gud bevare mig fra dette forfærdelige kætteri og dette frække overmod! Skulle jeg arme synder være så hovmodig at sige: Jeg er Guds barn? Nej, nej, jeg vil være ydmyg og bekende, at jeg er en fattig synder osv. Undgå den slags mennesker, og vogt dig for dem som for den kristne tros og din frelses største fjender. Vi ved meget godt, at vi er arme syndere. Men her gælder det ikke om at se på, hvad vi er og gør. Derimod skal vi se på, hvad Kristus er, har gjort og endnu gør for os. Vi taler ikke om vores natur, men om Guds nåde, der, som Sl 103, 11-12 siger, er så meget mere end vi, som himlen er over jorden, og så langt som øst ligger fra vest. Synes du, det er stort for dig, at du er et Guds barn. Kære, lad det så heller ikke synes dig at være lidt, at Guds søn er kommet, født af en kvinde, født under loven med det formål, at du skulle blive sådan et barn.

Hvad Gud gør, er alt sammen stort. Derfor fører det også til stor glæde og frimodighed, til uforfærdede ånder, som ikke frygter noget og formår alt. Men hvad Kain har og gør, er småt og usselt og fører til ene forsagte og ængstelige hjerter, som ikke duer til noget – hverken til at lide eller til at handle. De er bange for ethvert blad, der rører sig, som Moses siger i 3 Mos 26, 36. Hold derfor fast ved denne tekst. Du må føle Åndens råb i hjertet, for det er jo dit hjertes råb. Skulle du så ikke føle det?

Yderligere bruger Paulus ordet råber, selvom han godt kunne have sagt: Ånden hvisker, taler eller synger. Men det er noget mere end alt dette: Ånden råber og skriger af al magt af et helt og fuldt hjerte, så hjertet fuldstændigt lever og rører sig i sådan en tillid, som han siger det i Rom 8, 26: Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Og i Rom 8, 16 siger han: Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Hvordan skulle vort hjerte så undgå at føle dette råb, dette suk og dette vidnesbyrd?

Og hertil er anfægtelser og lidelser herlige midler. De tilskynder til sådan en råben og opvækker Ånden. Men vi frygter og flygter fra korset. Derfor føler vi aldrig Ånden, men forbliver kainiter. Føler du ikke denne råben, så slå dig ikke til ro, men giv agt på det og bed, indtil Gud bønhører dig. For du er Kain, og det står ikke ordentligt til med dig. Dog skal du ikke forvente, at der udelukkende og ufortyndet må lyde sådan en råben i dig. Nu og da må det også blandes med lyden af et mordskrig, som kan drive dig til denne råben og opøve dig i den. Sådan er det gået alle andre. Din synd vil også skrige, det vil sige, forårsage en stærk angst i din samvittighed. Men Kristi ånd skal og må overdøve skriget; det vil sige gøre tilliden stærkere end din angst, sådan som Johannes siger i 1 Joh 3, 19 flg.: Deraf kan vi vide, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for; for Gud er større end vort hjerte. Mine kære, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, og hvad vi end beder om, får vi af ham …

Så er denne Åndens råben intet andet end en mægtig, stærk, urokkelig og uindskrænket fortrøstning til Gud som til en kær far fra os som hans kære børn. Og her ser du, hvor højt et kristent liv står over naturen. For naturen formår ikke at fortrøste sig og råbe til Gud på denne måde. Den frygter kun og råber ene mordskrig over sig selv og siger: O, ve! O, ve og klage! Du strenge uudholdelige dommer! Ligesom Kain skreg til Gud i 1 Mos 4, 13 flg.: Kain sagde til Herren: ”Min straf er for stor at bære. Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel.” Sådan en råben er og må der nødvendigvis findes hos alle kainitiske hellige. Hvorfor? Fordi de ser på dem selv og på deres gerninger. De ser ikke på Guds søn: Hvordan han er sendt, født af en kvinde, født under loven. De tror heller ikke, at han har gjort det for dem. De bryder sig heller ikke om det. Med deres egne gerninger arbejder de alene på at hjælpe sig selv og opnå Guds nåde. Ja, eftersom de forfølger denne tro og spotter og fordømmer den som kætteri og overmod, så gør de nøjagtigt, hvad deres far Kain gjorde mod sin bror Abel. Og hermed myrder de også deres bror Kristus i sig selv. Derfor ophører hans uskyldige blod ikke med at råbe imod dem til himlen, sådan som Abels blod gjorde det over Kain. Derfor spørger Gud efter denne Abel, og kræver ham af enhver. Hvor er Kristus, din bror? Og så svarer den afsindige Kain: Jeg ved det ikke; skal jeg da være min brors vogter? Det er præcist det samme som: Skal jeg være så overmodig at anse mig selv for from og hellig og et Guds barn alene for Kristi skyld? Nej, nej og atter nej! Jeg vil bestræbe mig på at gøre gode gerninger, indtil jeg også selv, uden ham, er from. Se sådan bliver Abels blod ved med at råbe over alle vantro. Og det råber alene efter hævn og vrede. Men over de troende råber det alene om nåde og forsoning ved hans Ånd.

Apostlen sætter et hebraisk og et græsk ord sammen: Abba Pater! – Abba er hebraisk og betyder far. Deraf kommer det, at nogle klosterprælater kaldes abbeder. For før i tiden kaldte eremitterne i ørkenen deres overordnede: Abba Pater, så det er gået over i latinen og i vort sprog. Så betyder Abba Pater nu det samme som far, far! Eller på godt hverdagssprog: Min far, min far! Eller: Kære far, kære far! Men hvorfor fordobler han Åndens ord og råb? Jeg vil tillade mig at fremsætte min antagelse.

Først for at vise dette råbs inderlighed og styrke. For den, som råber meget indtrængende og alvorligt, han gentager et ord og skrig mange gange. Sådan forholder det sig også med dette: hjertets råb og tillid. Det må være stærkt og højt, så det ikke lader sig afdæmpe af synden og vort kainsråb.

For det andet er det Skriftens sædvane at benytte sådanne dobbelte ord eller udtryk for derved at tilkendegive et sagsforholds vished eller sikkerhed. Eksempelvis siger Josef til kong Farao i 1 Mos 41, 32, at Gud ved at lade Farao drømme to gange, betegnede, at det var vist og med sikkerhed skulle ske sådan, som ordene lød. På samme måde råber Ånden far to gange, så det må være vist og sikkert for os, at Gud er og vil være vores far; for at denne fortrøstning ikke alene skal være stor, men også vis.

For det tredje skal den også vedblive at være det bestandigt. For det første Abba betegner en begyndelse til denne fortrøstning. Men der vil opstå en stor strid over det, og Djævelen vil uophørligt anfægte denne tillid. Derfor er det nødvendigt, at vi holder ud og tilføjer det andet Pater. Det vil sige, at vi ikke ophører med, hvad vi har begyndt at råbe, men altid råber uden ophør. Deraf udspringer så en erfaring af sådan en tillid, som gør os allermest sikre og visse i vores sag. Dette har Paulus måske også ment, når han har sat Abba, det hebraiske, ubekendte fremmedord først, og efterfølgende Pater, det græske, bekendte og indenlandske ord – eftersom han skriver på græsk og prædiker for grækere – for at han kan betegne, hvordan begyndelsen til denne fortrøstning er uvant og fremmed for mennesket. Men når det har drevet på og øvet sig godt i det, så bliver det bekendt, og ligesom det var dets natur; og som om mennesket er blevet Guds fortrolige.

Ikke længere, siger han. Det betyder: Efter Kristi komme og erkendelsen af ham er du ingen træl mere. For, som sagt, kan barn og træl ikke bestå med hinanden. Dertil er de alt for forskelligartede karakterer: Barnet er villigt og frit, trællen er vrangvillig og tvungen. Barnet vandrer i troen, trællen i gerningerne. Her ser vi så atter, at ingen kan gøre sig fortjent til den mindste saglighed ved gerningerne, men det må alt sammen være opnået og besiddes i forvejen, før gerningerne. Først derefter kan gerningerne udfoldes frit og for intet. Gud til ære og næsten til gavn. Uden frygt for straf og uden begær efter belønning. Dette er følgen af disse ord: Er du barn, har Gud også gjort dig til arving.

Nu er der talt tilstrækkeligt om, at alene troen gør os til børn, og at det sker før og uden alle gerninger. Men gør den os til børn, så gør den os også til arvinger. For barnet er arving. Når arven nu allerede er der, hvordan kan man så finde på først at ville erhverve den ved gerningerne? Det rimer ikke med hinanden, at arven skal være til stede i forvejen, skænket at lutter nåde, og dog endnu først må søges og vindes ved gerning og fortjeneste, som om den ikke var skænket. Men her er arven jo ikke andet end den evige salighed.

Se, således er det, som jeg ofte har sagt: En kristen besidder allerede alle ting ved sin dåb og tro. Og det skænkes ham alt sammen på én gang. Blot ser han det ikke utilhyllet, men det bevares for ham i troen for dette livs skyld, som ikke vil være i stand til at tåle sådanne goders åbenbarelse. Sådan siger Paulus i Rom 8, 24: Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Ligesådan siger Peter i 1 Pet 1, 4: til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Derfor skal en kristens gerninger ikke gå ud på at skaffe sig nogen form for fortjeneste, som en træls, men de skal derimod være til andres nytte og trivsel. Han skal ikke leve og virke her på jorden for sig selv, men kun for sin næste. Derved lever og virker han ganske vist også til Guds ære. For ved sin tro har han allerede nok til sig selv, og han er rig og salig.

Men hans tilføjer: ved Kristus Jesus, for at ingen skal mene, at denne arv er skænket os uden nogen fortjeneste, og uden at have kostet noget. For om end den ikke har kostet os noget, og er skænket os ufortjent, så har den dog kostet Kristus meget. Kristus, som for arvens skyld i vort sted er sat under loven, for at han skulle erhverve og fortjene alt dette for dem, som vil tro på ham. Det forholder sig, som når vi gør en god gerning mod vores næste. Den koster ham intet, han fortjener den heller ikke. Dog koster den os vore anstrengelser og vores tid, som vi frit og af lutter godhed lader komme ham til gode; ligesom Kristus har ladet og endnu lader det komme os til gode, hvad han er og har.

Det kunne jo også vække forundring hos den enfoldige, når Paulus sådan i almindelighed siger: Du er ikke længere træl, men søn. Som om der ikke fandtes nogle trælle længere, men ene børn – når der dog er så få, som tror på Kristus og bliver børn, og verden er og bliver fuld af trælle og kainiter. Men han siger det for lærens skyld, som ville han sige: Før Kristus kom, og evangeliet blev prædiket, ved hvilket vi bliver børn, da var det alene loven, der blev prædiket. Loven, som gør mennesker til trælle ved gerningerne. Men nu, da troen prædikes, behøver man ikke trællemageren, loven. Nu bliver alle fromme og salige ved troen uden gerninger, som tidligere ved loven og gerningerne kun blev kainiter og trælle. Derfor vil det sige så meget som: Nu skal der ikke prædikes nogen trællelære. Og man bør ikke beskæftige sig med at gøre nogen til trælle, men alene til børn. Det vil sige: Troen og evangeliet skal være vores eneste prædiken, vores eneste lærdom. Det bringer Ånden med sig og lærer os at fortrøste os til Gud og alene at tjene næsten. Dermed er hele loven opfyldt.

Dermed kalder han galaterne bort fra de lærere, som atter vil føre dem tilbage til loven og gerningerne. Sådan gør paven det også nu til dags ved sine afsindige love, som biskopper, præster og munke har forført os med, og med hvilke de har tilintetgjort den kristne tro, sådan som Skriften forud har forkyndt, at det skal ske ved denne Antikrist. Derfor skal du vogte dig for ham og alle hans tilhængere, for alle hans gejstlige embeder, som for Lucifers egne tjenere og apostle, såfremt du vil blive salig.