Hvad jeg mener, er: Så længe en arving er umyndig, adskiller han sig ikke fra en træl, skønt han er herre over alt; v2 han står under formyndere og forvaltere indtil den tid, hans far forud har fastsat. v3 På samme måde med os: Da vi var umyndige, trællede vi under verdens magter. v4 Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5 for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. v6 Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! v7 Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.

Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, v24 så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. v25 Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager. v26 For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. v27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. v28 Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, v29 og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

Sig mig, I, som vil være under loven, hører I ikke loven? V22 Der er jo skrevet, at Abraham havde to sønner, en med tjenestekvinden og en med den frie kvinde. V23 Men tjenestekvindens søn er avlet efter kødet, den frie kvindes ved forjættelsen. V24 Dette har en billedlig betydning. For disse kvinder er to pagter, den ene fra Sinaj bjerg, som føder til trældom: den er Hagar. V25 For »Hagar« er Sinaj bjerg i Arabien, men (Hagar) svarer til det nuværende Jeru­salem; for det er i trældom med sine børn. V26 Men Jerusalem her oventil er frit, og hun er vor moder. V27 Thi der er skrevet: »Fryd dig, du ufrugtbare, du som ikke føder! bryd ud og råb, du, som ikke har fødselsveer! For mange er den enliges børn frem for hendes, som har manden.« V28 Men vi, brødre! er forjættelsens børn i lighed med Isak. V29 Men ligesom dengang han, som var avlet efter kødet, forfulgte ham, som var avlet efter Ånden, således også nu. V30 Men hvad siger Skriften? »Uddriv tjeneste­kvinden og hendes søn; thi tjenestekvindens søn skal ingenlunde arve med den frie kvindes søn!« V31 Derfor brødre! er vi ikke tjenestekvindens børn, men den frie kvindes.

Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven. Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

Men jeg sier: Vandre i Ånden, så skal I ikke fullbyrde kjødets begjæring. v17 For kjødet begjærer imot Ånden, og Ånden imot kjødet; de står hverandre imot, så I ikke skal gjøre det I vil. v18 Men dersom I drives av Ånden, da er I ikke under loven. v19 Men kjødets gjerninger er åpenbare, såsom: utukt, urenhet, skamløshet, v20 avgudsdyrkelse, trolldom, fiendskap, kiv, avind, vrede, stridigheter, tvedrakt, partier, v21 misunnelse, mord, drikk, svir og annet slikt; om dette sier jeg eder forut, likesom jeg og forut har sagt, at de som gjør sådant, skal ikke arve Guds rike. v22 Men Åndens frukt er kjærlighet, glede, fred, langmodighet, mildhet, godhet, trofasthet, saktmodighet, avholdenhet; v23 mot slike er loven ikke. v24 Men de som hører Kristus Jesus til, har korsfestet kjødet med dets lyster og begjæringer.1

Dersom vi lever i Ånden, da la oss og vandre i Ånden! v26 La oss ikke ha lyst til tom ære, så vi egger hverandre og bærer avind imot hverandre! v1 Brødre! om også et menneske blir overlistet av nogen synd, da hjelp ham til rette, I åndelige, med saktmodighets ånd; men se til dig selv at ikke du og blir fristet! v2 Bær hverandres byrder, og opfyll på den måte Kristi lov! v3 For dersom nogen tykkes sig å være noget og er dog intet, da dårer han sig selv. v4 Men enhver prøve sin egen gjerning, og da skal han ha sin ros bare efter det han selv er, og ikke efter det som næsten er; v5 for hver skal bære sin egen byrde. v6 Den som oplæres i ordet, skal dele alt godt med den som lærer ham. v7 Far ikke vill! Gud lar sig ikke spotte; for det som et menneske sår, det skal han og høste. v8 For den som sår i sitt kjød, skal høste fordervelse av kjødet; men den som sår i Ånden, skal høste evig liv av Ånden. v9 Men la oss gjøre det gode og ikke bli trette! for vi skal høste i sin tid, såfremt vi ikke går trett. v10 La oss derfor, mens vi har leilighet til det, gjøre det gode mot alle, men mest mot troens egne folk!1