Gal 5, 16-24 (14.søn. efter trinitatis)

Paulus vil sige: Jeg har ikke glemt min forudgående drøftelse af troen og tilbagekalder den heller ikke, når jeg formaner jer til gensidig kærlighed og siger, at hele loven opfyldes ved kærligheden. Men jeg mener helt det samme som ovenfor. For at I skal forstå mig ret, tilføjer jeg derfor: ”I skal leve i Ånden osv.”

Skønt Paulus her har talt klart og tydeligt, nytter det ham dog ikke noget. For de papistiske universitetsteologer har misforstået denne udtalelse af Paulus: Kærligheden er lovens opfyldelse. Derfor drager de den slutning: Hvis kærligheden er lovens opfyldelse, må kærlighed være retfærdighed. Hvis vi elsker, er vi altså retfærdige. De brave folk slutter fra ordene til gerningen, fra læren eller fra budene til livet, på denne måde: Loven foreskriver kærlighed, følgelig kommer gerningerne straks derpå. Men en følgeslutning fra bud til gerninger er jo helt tåbelig.

Ganske vist burde vi opfylde loven og således retfærdiggøres ved at opfylde den. Men dét forhindrer synden. Vel foreskriver og befaler loven, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv; men deraf, at dette står skrevet, følger ikke, at det også sker. Heller ikke: Loven befaler kærlighed, altså elsker vi. Du kan ikke nævne nogen på jorden, som elsker Gud og sin næste således, som loven kræver. Men i det kommende liv, hvor vi vil være helt renset for alle fejl og synder og klare som solen, vil vi elske fuldkomment, og skal være retfærdige ved vor fuldkomne kærlighed. Men i dette liv hindres en sådan renhed af kødet, i hvilket der stadig findes synd, så længe vi lever. Vor syndige egenkærlighed er så mægtig, at den langt overgår kærligheden til Gud og vor næste. For at vi kan være retfærdige i dette liv, har vi derfor et ”sonoffer” (Rom 3, 25) og Kristi nådetrone (Hebr 4, 16). Når vi tror på ham, tilregnes synden os ikke. Troen er altså vor retfærdighed i dette liv. Men i det kommende liv, hvor vi er gjort helt rene og frie for alle synder og begæringer, skal vi ikke længere have behov for tro og håb.

Det er altså en stor vildfarelse at tilskrive kærligheden at kunne retfærdiggøre. Den er der jo ikke, eller om der er nogen, så er den i hvert fald ikke stor nok til at forsone Gud. For i dette liv elsker selv helgener som sagt kun ufuldkomment og urent, og intet urent skal komme ind i Himmeriget, Ef 5, 5. Indtil da bæres vi af den tillid, at Kristus, der som den eneste ”ikke gjorde synd, og i hvis mund, der ikke blev fundet svig”, dækker os med sin retfærdighed (1 Pet 2, 22). Når vi er indesluttet under og beskyttet af denne paraply, syndsforladelsens Himmel og nådens trone, begynder vi at elske og opfylde loven. Men vi retfærdiggøres ikke og er ikke gudvelbehagelige på grund af denne opfyldelse, mens vi lever her. Men når Kristus ”overgiver Gud og Faderen riget, når han har tilintetgjort hver magt og hver myndighed og kraft” og Gud bliver ”alt i alle” (1 Kor 15, 24 og 28), da skal troen og håbet ophøre og kærligheden være fuldkommen og evig (1 Kor 13, 8). Dette forstår pavens teologer ikke; for når de hører, at kærligheden er hovedsagen i loven, slutter de straks: altså er det kærligheden, der retfærdiggør. Når de så læser hos Paulus, at det er troen, der retfærdiggør, tilføjer de: nemlig når troen har fået sin rette form gennem kærligheden. Det er ikke Paulus' mening, således som jeg udførligt har behandlet det ovenfor.

Hvis vi var rene for alle synder og fuldstændig brændte af kærligheden til Gud og vor næste, ville vi virkelig være retfærdige og hellige ved kærligheden, og der var intet, som Gud yderligere kunne fordre af os. Dette forekommer ikke i det nærværende liv, men må vente til det kommende. Vi får dog allerede her Åndens gave og førstegrøde, så vi kan begynde at elske, selv om det kun er ganske svagt. Men hvis vi virkelig og fuldkomment elskede Gud, således som loven kræver: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte”, så var fattigdom os lige så kær som velstand, smerte som lyst, død som liv osv. Ja, den, der virkelig og fuldkomment elskede Gud, kunne ikke leve længe, men blev snart opslugt af den kærlighed. Men nu er den menneskelige natur sunket så dybt ned i synder, at den slet ikke kan tænke eller mene ret om Gud, og den elsker ikke Gud, men nærer et voldsomt had til ham. Det er, som Johannes siger: ”Vi har ikke elsket Gud, men han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” (1 Joh 4, 10). Og ovenfor i kap. 2, 20 hedder det, at Kristus ”elskede mig og gav sig selv hen for mig”, og i kap. 4, 4-5: ”Gud sendte sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.” Da vi er løskøbt og retfærdiggjort ved denne Søn, begynder vi at elske, som Paulus siger i Rom 8, 3-4: ”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os,” det vil sige: begynde at blive opfyldt. Det er altså ren og skær fantasi, hvad pavens teologer har lært om opfyldelse af loven.

Derfor angiver Paulus med disse ord: ”I skal leve i Ånden”, hvordan han vil, at hans sætning: ”Tjen hverandre ved kærligheden” skal forstås, og ligeså, at kærlighed er lovens opfyldelse. Meningen er: når jeg befaler jer at elske hinanden, forlanger jeg dette af jer, at I skal leve i Ånden. For jeg véd, at I ikke vil kunne opfylde loven. Fordi synden klæber ved jer, så længe I lever, kan I umuligt opfylde loven. Derimod skal I med flid sørge for at vandre i Ånden, det vil sige: at I ved Ånden skal kæmpe mod kødet og følge Åndens tilskyndelser. Han har altså ikke glemt læren om retfærdiggørelsen. For når han befaler dem at, vandre i Ånden, benægter han tydeligt, at gerninger retfærdiggør. Ret som han vil sige: Når jeg taler om opfyldelse af loven, er det ikke min mening, at I retfærdiggøres ved loven, men jeg siger, at der er to uforsonlige regenter inde i jer, Ånden og kødet. Gud har givet anledning til en strid og kamp i jeres legeme. For Ånden kæmper mod kødet, og omvendt kødet mod Ånden. I dette kræver jeg intet andet af jer, og I kan heller ikke gøre mere end at står regent ”Kød” imod ved at følge regent ”Ånd”. Adlyd Ånden, og bekæmp Kødet! Når jeg derfor lærer om loven og formaner jer til gensidig kærlighed, skal I ikke tro, at jeg tilbagekalder læren om troen og nu overlader retfærdiggørelsen til loven eller kærligheden; men jeg siger, at I skal leve i Ånden, så I ikke fuldbyrder kødets lyster.

Paulus bruger altså ordene i deres egentlige betydning. Som vil han sige: Endnu er vi ikke nået frem til at opfylde loven. Derfor bør vi vandre i Ånden og opdrages af ham, så vi tænker, taler og gør, hvad der hører Ånden til, og modstår det, der hører kødet til. Derfor tilføjer han: ”og ikke følge kødets lyst”. Som vil han sige: Kødets gerninger er endnu ikke døde, men skyder stadig frem på ny, bruser op og gør modstand imod Ånden. Hos ingen hellig er kødet så godt, at det ikke, når det bliver fornærmet, gerne vil bide fra sig og fortære eller i det mindste begrænse kærlighedsbudet. Ja, i den første opbrusen kan han ikke nære sig for uvilje mod næsten. Han ønsker hævn og hader ham som en fjende. I hvert fald elsker han ham mindre, end han ifølge kærlighedsbudet burde. Sådan går det de hellige.

Derfor har apostelen opstillet den regel for dem, at de skal tjene hinanden ved kærlighed, at de skal bære hinandens svagheder og byrder, og at de skal tilgive hinandens fejl. Uden denne overbærenhed kan fred og enighed umuligt bestå blandt de kristne. For det kan ikke undgås, at du ofte bliver stødt af andre og selv foruretter dem. Du ser meget i mig, der støder dig, og til gengæld ser jeg meget hos dig, der byder mig imod. Hvis den ene da ikke i kærlighed giver efter for den anden, bliver der ingen ende på strid, uenighed, misundelse og fjendskab. Derfor vil Paulus, at vi skal vandre i Ånden for ikke at fuldbyrde kødets begæring. Meningen er: Selv om I vækkes til vrede, misundelse, osv. mod den broder, der fornærmer jer eller gør noget fjendtligt mod jer, så skal I dog ved Ånden modstå og undertrykke de følelser, bære over med hans svaghed og elske ham, overensstemmende med budet: ”Du skal elske din næste som dig selv!” For en broder ophører ikke med at være din næste, fordi han falder eller fornærmer dig. Men da er det allermest nødvendigt, at du viser ham kærlighed. Og dette bud: ”Du skal elske din næste” kræver det samme, nemlig at du ikke skal rette dig efter kødet, som hader, bider og æder, når det lider uret, men i Ånden kæmpe imod det og ved Ånden blive ved med at elske din næste, skønt du ikke finder noget i ham, der er værd at elske.

De katolske teologer opfatter kødets lyst som seksuelt begær. Vel er det sandt, at ingen fromme - og især ikke de, der endnu ikke har nået en moden alder eller er ugift - er uden seksuelt begær. Ja, kødet er så ødelagt og fordærvet, at heller ikke ægtefolk er uden seksuelt begær. Det gælder også kristne ægtefolk og både mænd og kvinder. Enhver kan spørge sig selv ærligt, så vil man uden tvivl finde, at man bedre kan lide en anden persons udseende eller væremåde end sin egen ægtefælles. Man er utilfreds med den ægtefælle, man har fået, og længes efter en anden. Ja, i alle forhold plejer der at ske dette: hvad man har, er man ligeglad med; men hvad man ikke har, elsker man. ”Vi stræber altid efter det forbudte og begærer det, vi ikke kan få”.

Derfor benægter jeg ikke, at vellyst indgår i kødets begæring. Men det er ikke blot seksuelt begær, men også alle andre syndige følelser, der er indbefattet deri. De plager de kristne, mere eller mindre voldsomt, med hovmod, had, griskhed, utålmodighed osv. Ja, blandt kødets gerninger findes ikke blot disse grove laster, men også afgudsdyrkelse, kætteri og lignende, der hører til de åndelige følelser, tæller Paulus med i det følgende. Det er altså klart, at han taler om kødets begæring i sin helhed og om hele syndens magt, som hos de fromme, der har modtaget Åndens førstegrøde, kæmper mod Åndens magt. Han taler altså ikke blot om seksuelt begær og hovmod, men også om vantro, mistillid, fortvivlelse, had, foragt for Gud, afgudsdyrkelse og kætteri.

han mener: Jeg skriver, at I skal elske hinanden. Det gør I ikke; ja, I kan ikke, for I har jeres kød, og det er fordærvet af begær. Begæret tilskynder jer ikke blot til synd, men er i sig selv synd. I modsat fald, hvis I havde en fuldkommen kærlighed, ville ingen bedrøvelse og ingen modgang være så stor, at den kunne forstyrre jer. For den ville gennemtrænge hele legemet. Ingen hustru ville være så hæslig, at hendes mand ikke elskede hende højt og ville være ligeglad med selv de skønneste blandt andre kvinder. Men sådan er det ikke. I kan derfor umuligt blive retfærdiggjort ved jeres kærlighed. Derfor skal I ikke mene, at jeg tilbagekalder læren om troen. For tro og håb skal bestå, for at vi kan blive retfærdiggjort ved den ene - og ved den anden fatte håb og holde ud i ulykke. Så tjener vi ganske vist også hinanden ved kærligheden, fordi troen ikke er uvirksom. Kærligheden er dog ringe og svag. Når jeg derfor befaler jer at leve i Ånden, tilkendegiver jeg klart, at I ikke bliver retfærdiggjort ved kærligheden.

Når jeg siger, at I skal vandre i Ånden, så I ikke adlyder kødet eller fuldkommer kødets begæring, forlanger jeg ikke, at I helt skal skille jer af med kødet eller dræbe det, men at I skal tæmme det. For Gud vil, at verden skal bestå lige til den yderste dag, og det kan ikke ske, uden at der bliver født og opfostret mennesker. Mens dette varer ved, må kødet og følgelig også synden nødvendigvis bestå; for kødet er ikke til uden synd. Om vi derfor ser hen til kødet, er vi syndere; men om vi ser hen til Ånden, er vi retfærdige. Dog overgår vor retfærdighed synden. For Kristus, vor forsoners hellighed og retfærdighed overgår langt hele verdens synd. Derfor er syndsforladelsen, som vi har gennem ham, så stor, rigelig og uendelig, at den let opsluger alle synder, når blot vi forbliver i troen og håbet til ham.

Endvidere skal man lægge mærke til, at Paulus skriver dette ikke blot til eneboere og munke, der lever i cølibat, men til alle kristne. Det siger jeg, for at vi ikke skal vrøvle, som når papisterne våser op om, at dette bud blot angår de gejstlige, som apostelen skulle opfordre til at vandre i Ånden, det vil sige: til at leve kysk efter at have tæmmet og bekæmpet deres kød med nattevågen, faste og afholdenheder. Så ville de ikke fuldbyrde kødets begæring, nemlig det seksuelle begær. Ret som om hele kødets begæring er besejret, når man får undertrykt og tæmmet sin vellyst. Men selv ikke det seksuelle begær har de kunnet undertrykke ved spægelse af kødet. Det indrømmer Hieronymus åbent - for de andre forbigår jeg i tavshed. Han var en stor ven og forsvarer af kyskhed. ”Hvor mange gange har jeg ikke ude i ensomheden i ørkenen, der er svedet af solens brand og som giver munkene et forfærdeligt husly, ment, at jeg tog del i romerske udskejelser.” Og ligeså: ”Jeg, som af frygt for Helvede selv havde dømt mig til et sådant fængsel, hvor mine eneste fæller var skorpioner og vilde dyr, befandt mig ofte blandt en masse piger. Mit ansigt var blegt af faste; men sindet var hedt af begær i den kolde krop, og mens kødet var dødt inden dets ejer, flammede alene vellystens bål op.” Hvis Hieronymus, som levede af vand og brød i ørkenen, følte et så glødende erotisk begær, hvad må da ikke vore gejstlige, der dyrker den hellige mavesæk, føle? De fylder og stopper sig i den grad med lækkerier, at det er forunderligt, de ikke sprænges. Derfor er dette hverken skrevet alene til munke eller verdslige syndere, men til hele kirken og alle kristne, som Paulus formaner til at vandre i Ånden og til ikke at fuldbyrde kødets begæring. De skal ikke blot tæmme kødets grove følelser som seksuelt begær, vrede og utålmodighed, men også de åndelige som tvivl, gudsbespottelse, foragt for og had til Gud.

Paulus fordrer heller ikke af de fromme, at de fuldstændig skal ødelægge og dræbe deres kød; men de skal tæmme det, således at det er under Åndens kommando. I Rom 13, 14 befaler han, at vi ikke skal have omsorg for kødet på en sådan måde, at det vækker begær. For ligesom vi ikke bør være grusomme mod andres legemer eller plage dem med uretfærdigt arbejde, således bør vi heller ikke være det mod vort eget. Derfor skal vi ifølge Paulus' bud sørge for vort legeme, så det kan udholde at arbejde både med hovedet og med hånden. Dog vil han kun, at der sørges for, hvad der er nødvendigt, ”så begæringer ikke vækkes”. Hvis kødet begynder at have seksuelle lyster, skal du dæmpe det ved Ånden, og hvis det bliver ved, så gift dig. ”For det er bedre at gifte sig end at brænde af begær” (1 Kor 7, 9). Når du gør dette, vandrer du i Ånden, det vil sige: du følger Guds ord og vilje. I øvrigt har dette bud om at vandre i Ånden som sagt ikke blot at gøre med eneboere og munke, men med alle fromme, selv om de ikke plages af seksuelt begær. Således lever en fyrste i Ånden, når han flittigt gør sin pligt, når han regerer sine undersåtter godt, straffer de skyldige og forsvarer de uskyldige. Så gør kødet og Djævelen modstand og forleder ham til at begynde en uretfærdig krig eller at følge sine egne lyster. Hvis han da ikke har Ånden til fører og adlyder Guds ord, der ret og fromt påminder ham om hans pligt, vil han fuldbyrde kødets begæring.

Når Paulus siger, at kødet begærer imod Ånden, påminder han os samtidig om, at vi vil mærke kødets begæring, det vil sige: ikke alene seksuelt begær, men hovmod, vrede, bedrøvelse, utålmodighed og vantro. Men han vil, at vi skal mærke den sådan, at vi ikke giver efter for den eller fuldbyrder den. Det betyder: Vi skal ikke sige og gøre, hvad kødet tilskynder os til. Selv om vor vrede bliver vækket, skal vi ikke lade det føre til synd, som Sl 4, 5 lærer. Paulus vil hermed sige: Jeg véd, at kødet vil tilskynde jer til vrede, misundelse, tvivl, vantro osv., men stå imod i Ånden, så I ikke synder. Hvis I opgiver Åndens ledelse og følger kødet, fuldbyrder I kødets begæring, og ”I skal dø”, Rom 8, 13. Dette udsagn skal altså ikke blot forstås om seksuelt begær, men om hele syndens magt.

Udtrykket ”så I ikke kan gøre, hvad I vil” forstår jeg om evnen, altså: at I ikke er i stand til at gøre, hvad I ønsker. Og dette sted er et tydeligt bevis på, at Paulus skriver til hellige, det vil sige: til en menighed, som tror på Kristus, er døbt, retfærdiggjort, fornyet, og som fuldt ud ejer syndernes forladelse. Til dem siger han, at de har et kød, der kæmper mod Ånden. På samme måde taler han om sig selv i Rom 7, 14-23: ”jeg er af kød, solgt til at være under synden” og: ”jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.” Og ”jeg elendige menneske!”

Her er ikke blot de pavelige teologer, men også nogle af kirkefædrene i stor forlegenhed om, hvordan de skal undskylde Paulus. For de anser det for uværdigt, at dette Kristi udvalgte redskab har synd. Vi holdes os dog til Paulus' ord, hvormed han oprigtigt bekender, at han er solgt under synden, er syndens fange, har en lov, der strider imod ham, og med sit kød tjener syndens lov. De svarer her på ny, at apostelen siger dette på de ugudeliges vegne. Men de ugudelige klager ikke over, at synden er oprør, kamp og fangenskab, for synden hersker totalt over dem. Derfor er dette helt afgjort Paulus' og alle helliges klage. De, som har bestridt, at Paulus og andre hellige skulle have synd, handler altså ikke blot uklogt, men også ugudeligt. For ved denne opfattelse, der udspringer af ukendskab til læren om troen, har de berøvet Kirken den allerstørste trøst, afskaffet syndernes forladelse og gjort Kristus betydningsløs.

Paulus benægter altså ikke, at han har kød og kødets laster, når han siger: ”Jeg ser en anden lov i mine lemmer osv.” Derfor er det ikke utænkeligt, at han engang har kendt til seksuelt begær. Dog tror jeg, at det helt har været svækket af de alvorlige og store åndelige og legemlige anfægtelser, hvormed han, som hans breve viser, næsten til stadighed blev plaget og hærget. Eller om han en gang imellem glad og stærk mærkede til vellyst, vrede og utålmodighed stod han dog imod i Ånden og overlod ikke herredømmet til disse følelser. Derfor skal vi på ingen måde tillade, at den slags steder, der er så fulde af trøst, og hvormed Paulus beskriver kødets kamp imod Ånden, forvanskes af så tåbelige forklaringer. Romerske teologer og munke har aldrig nogen åndelig anfægtelse. Derfor førte de alene krig for at undertrykke og overvinde det seksuelle begær, og opblæste af den sejr, som de dog aldrig vandt, mente de, at de var langt bedre og helligere end gifte folk - for foreløbig ikke at tale om, at de under dette prægtige renommé har næret og styrket alskens forfærdelige synder: uenighed, hovmod, had, foragt for næsten, tillid til deres egen retfærdighed, indbildskhed, ligegyldighed med fromheden og ordet, vantro og gudsbespottelse. Men disse synder bekæmpede de ikke. Tværtimod anså de dem slet ikke for at være synder. For dem bestod retfærdighed blot i at overholde deres tåbelige og ugudelige løfter, og uretfærdighed i at tilsidesætte dem.

Men vi bør være vis på, at vor egentlige, hele og fuldkomne retfærdighed er Kristus. Om ikke vi kan stole på noget andet, så bliver dog, som Paulus siger: ”Tro, håb, kærlighed, disse tre” (1 Kor 13, 13). Vi skal altså altid stole på og håbe og altid gribe om Kristus som vor retfærdigheds grund og kildevæld. Den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme. Endvidere bør vi lægge vægt på også at være retfærdige udadtil, det vil sige: Vi skal ikke rette os efter kødet, som altid tilskynder os til noget ondt, men modstå det ved Ånden, så vi ikke nedbrydes af utålmodighed over utaknemmeligheden og foragten hos den hob, der misbruger den kristne frihed, men ved Ånden besejrer denne og alle andre fristelser. For så vidt som vi altid kæmper ved Ånden mod kødet, er vi også udadtil retfærdige, skønt den retfærdighed ikke giver os Guds velbehag.

Derfor skal ingen fortvivle, når han føler, at kødet gang på gang går i krig mod Ånden, eller han ikke straks kan tæmme kødet, så det er underlagt Ånden. Jeg ville ønske, at jeg selv havde et fastere og mere bestandigt sind, som ikke blot herligt kunne se ned på tyrannernes trusler og de kætterier, som sværmerne frembringer, samt den forargelse og uro, de også giver anledning til, men også straks kunne forjage den indre skræk og smerte, så det til sidst ikke forfærdedes over den bitre død, men modtog den som den kæreste gæst. ”Men jeg finder en anden lov i mine lemmer, som strider imod mit sinds lov.” Andre må kæmpe med lavere anfægtelser som fattigdom, vanære og utålmodighed.

Derfor skal ingen undre sig eller blive bange, når han i sit legeme mærker til denne kødets kamp mod Ånden. Men han skal fatte mod med disse ord af Paulus: ”Kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod kødet” og ligeså: ”De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.” For med disse sætninger trøster han de anfægtede. Meningen er: I kan umuligt i enhver henseende følge Åndens ledelse uden at mærke til eller blive hindret af kødet. Ja, kødet kan vel spænde ben og det i den grad, at I ikke kan gøre, hvad I gerne ville. Da er det tilstrækkeligt, at I gør modstand mod kødet, så I ikke fuldbyrder dets begæring, men følger Ånden, ikke kødet, som let overvældes af utålmodighed, ønsker hævn, knurrer, hader, bider osv. Når nogen derfor føler denne kødets kamp, skal han ikke miste modet af den grund, men stå imod ved Ånden og sige: Jeg er en synder og mærker til synden; for jeg har endnu ikke aflagt kødet, og synden klæber fast til det, så længe som jeg lever. Men jeg føjer mig efter Ånden, ikke efter kødet, det vil sige: jeg griber i tro og håb om Kristus og fatter ved hans ord mod. Og når jeg på denne vis er blevet opmuntret, fuldbyrder jeg ikke kødets begæring.

Det er meget gavnligt for de fromme at have erkendt og overvejet denne lære hos Paulus godt. For den giver de anfægtede en forunderlig trøst. Som munk mente jeg, at min frelse var sat over styr, om jeg én gang mærkede til kødets begæring, det vil sige: en ond indskydelse, seksuelt begær, vrede, had eller misundelse mod en og anden broder. Jeg forsøgte mangt og meget, skriftede daglig osv.; men jeg opnåede ikke noget, fordi kødets begæring stadig vendte tilbage. Derfor kunne jeg ikke finde hvile, men blev evig og altid plaget af sådanne overvejelser: Du har begået den eller den synd, desuden plages du af misundelse og utålmodighed m.m. Du er altså forgæves trådt ind i den hellige orden, og alle dine gode gerninger er omsonst. Hvis jeg da ret havde forstået Paulus' sætninger: ”Kødet begærer imod Ånden” og ”De står hinanden imod”, skulle jeg ikke i den grad have plaget mig selv, men som jeg nu plejer have tænkt: Martin, du bliver ikke helt fri for synd; for du har stadig kød, og derfor får du dets kamp at føle, således som Paulus siger: ”Kødet står Ånden imod”. Du skal altså ikke fortvivle, men kæmpe for ikke at gøre kødets begæring, så er du ikke under loven.

Jeg husker, Staupitz plejede at sige: ”Jeg har mere end tusinde gange lovet Gud at blive bedre; men jeg har aldrig holdt, hvad jeg lovede. Fra nu af vil jeg ikke love noget sådant; for jeg véd helt sikkert, at jeg ikke vil holde det. Hvis Gud altså ikke er mig nådig og gunstig for Kristi skyld og giver mig den lykkelige dødsstund, jeg længes efter, når jeg skal forlade dette elendige liv, vil jeg ikke kunne bestå med samt mine løfter og gode gerninger”. Dette var ikke alene en sand, men også en from og hellig fortvivlelse, som alle, der vil blive salige, må bekende med mund og med hjerte. For de hellige stoler ikke på deres egen retfærdighed, men synger med David: ”Gå ikke i rette med din tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig” (Sl 143, 2) og ligeså: ”Tog du, Herre, vare på misgerninger, Herre, hvem kunne da bestå?” (Sl 130, 3). De ser altså hen til Kristus, deres forsoner, som gav sit liv hen for deres synder. Desuden, om der er en rest af synd tilbage i kødet, véd de, at den ikke tilregnes dem, men bliver dem tilgivet. Imens kæmper de ved Ånden mod kødet, ikke sådan at forstå, at de slet ikke mærker til kødets begæring; men de fuldbyrder den ikke. Skønt de altså mærker kødet rase og gøre oprør mod Ånden, og de nu og da også falder i synd og lever i den, så mister de ikke straks modet af den grund og tænker heller ikke straks, at deres stand og opgave her i livet og de gerninger, de har gjort i deres kald, mishager Gud. Men de fatter nyt mod ved troen.

De fromme har altså en stor trøst af denne Paulus' belæring. Så véd de, at de er dels kød og dels Ånd, dog således, at Ånden hersker og kødet er det underordnede. Retfærdigheden råder og synden må trælle. I modsat fald synker den, der er uvidende herom, dybt ned i fortvivlelse. Men den, der kender denne lære og bruger den rigtigt, for ham må det onde nødvendigvis samvirke til det gode. For når kødet lokker ham til at synde, vækkes han i den anledning op og drives til at søge syndernes forladelse ved Kristus og til at gribe troens retfærdighed, som han ellers ikke satte så højt eller længtes så voldsomt efter. Derfor er det meget gavnligt, at vi nu og da får vor natur og vort køds ondskab at føle, så vi på denne måde kan blive opmuntret og ansporet til at tro på og påkalde Kristus. Og derved bliver den kristne en mægtig kunstner og en forunderlig skaber, som kan gøre sorg til glæde, rædsler til trøst, synd til retfærdighed og død til liv, mens han på denne vis tæmmer sit kød, holder det i trældom og lægger det ind under Åndens herredømme. De, der mærker til kødets begæring, skal derfor ikke straks af den grund opgive håbet om frelse. Vist får de begæringen at føle; men de må blot ikke give den deres tilslutning. Vist kan vrede og seksuelt begær m.v. ophidse dem. Men det må ikke tage magten over dem. Synden kan drage dem. Men de må ikke fuldbyrde den. Ja, jo frommere man er, des mere får man den kamp at mærke. Derfra stammer de helliges klager i Salmernes Bog og i hele Skriften. Om den kamp ved eneboere, munke, romerske teologer og alle gerningsretfærdige slet ingenting.

Men en kan nu indvende, at det er farligt at lære dette, nemlig at man ikke bliver fordømt, om man ikke straks overvinder de kødelige lidenskaber, man får at mærke.³ For når denne lære breder sig blandt hoben, bliver den sikker, doven og ligegyldig. I dette gælder, hvad jeg ovenfor har sagt, at hvis vi lærer troen, er de kødelige ligeglade med gerninger, og hvis man fremhæver gerningerne, går troen og samvittighedernes trøst tabt. Her kan ingen tvinges eller nogen sikker regel foreskrives. Men hver især må omhyggeligt prøve sig selv, hvilken kødelig lidenskab han mest angribes af. Og når han har erkendt dét, må han ikke være selvsikker, ikke bære over med sig selv, men våge og kæmpe ved Ånden mod den, så han, om han end ikke helt kan tæmme den, dog ikke fuldbyrder den.

Alle helgener har haft og mærket til denne kødets kamp med Ånden. Vi har også erfaret den. Den, der spørger sin samvittighed og ikke er en hykler, finder bestemt, at det forholder sig med ham, således som Paulus beskriver det her, at kødet nemlig begærer imod Ånden. Hver hellig føler og indrømmer, at hans kød står Ånden imod, og at de to i den grad kæmper mod hinanden inde i ham, at skønt han anstrenger sig meget og sveder for at gøre, hvad han gerne vil, er det ham dog ikke muligt. Kødet hindrer os derfor i at holde Guds bud og elske vor næste som os selv og endnu mere i at elske Gud af hele vort hjerte. Derfor kan vi umuligt retfærdiggøres ved lovens gerninger. Vist har vi den gode vilje, som bør være til stede (Ånden selv gør nemlig modstand mod kødet), og den ville gerne gøre godt, opfylde loven og elske Gud og sin næste. Men kødet adlyder ikke denne vilje, men står den imod. Gud tilregner os dog ikke denne synd; for han er nådig for Kristi skyld. Deraf følger dog ikke, at du skal anse synden for ringe eller foragte den, siden Gud ikke tilregner os den. Vel tilregner han os den ikke, men hvem gælder det og i hvilken anledning? Ikke de hårde og sikre, men dem, der gør bod og i tro holder fast om Kristus, forsoneren, for hvis skyld alle synder forlades dem - endogså deres rest af synd. De anser ikke synden for noget ringe, men fremhæver den, fordi de véd, at den ikke kan vaskes af ved nogen fyldestgørelse og retfærdighedsgerning, men kun ved Kristi død. Dog fortvivler de ikke over dens størrelse, men er forvisset om, at den tilgives dem for Kristi skyld.

Dette siger jeg, for at ingen skal mene, at synd hos den troende ikke skal regnes for noget. Synden er virkelig, synd, hvad enten du har begået den før eller efter du lærte Kristus at kende. Og Gud hader synden, ja, al synd er dødssynd, hvad selve gerningens væsen angår. Men at den for den troende ikke er en dødssynd, skyldes forsoneren Kristus, som har sonet synden ved sin død. For den, der ikke tror på Kristus, er ikke blot alle synder dødssynd, men også hans gode gerninger er synder, ifølge Paulus' ord: ”Alt det, der ikke er af tro, er synd” (Rom 14, 23). Derfor farer de romerske teologer meget farligt vild, når de skelner mellem synderne efter gerningens væsen og ikke efter, hvem der har begået dem. Den, som tror, har den samme og lige så store synd som den vantro. Dog tilgives synden den troende og tilregnes ikke; men hos den vantro bliver den tilbage og tilregnes ham. For den ene er den tilgivelig, hos den anden dødelig, ikke fordi synderne er forskellige, så den troendes synd er mindre og den vantros større, men på grund af forskellen mellem, hvem der har begået synden. For den troende véd, at hans synd er forladt for Kristi skyld, som har forsonet den ved sin død. Derfor er han stadig hellig, skønt han har synd og synder. Den vantro forbliver derimod en ugudelig synder. Og det er de virkelig frommes visdom og trøst, at de, skønt de har og begår synder, dog véd, at de ikke tilregnes dem på grund af troen på Kristus. Heraf kan man også forstå, hvem der er de sande hellige. De er nemlig ikke stokke og sten, således som de romerske teologer og munkene tænker sig, og heller ikke nogen, der slet ikke påvirkes af noget eller aldrig mærker til kødets begæring; men som Paulus siger: Deres ”kød begærer imod Ånden”. Derfor har de synd og kan synde. Og Sl 32, 5-6 viser, at de hellige bekender deres uretfærdighed og beder om tilgivelse for deres ugudelige sind: ”Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld. Derfor beder alle fromme til dig.” Endvidere beder hele kirken, som bestemt er hellig, om at få syndsforladelse, og den tror på syndernes forladelse. Og i Sl 143, 2 beder David: ”Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig.” Og i Sl 130, 3-4: ”Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre? Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig.” Således siger og beder alle hellige det samme i den samme Ånd. De romerske teologer læser ikke Skriften, eller hvis de læser den, gør de det med et slør for øjnene, så at de, ligesom de ikke kan skønne rigtigt om noget som helst, heller ikke kan det om synd eller om hellighed.

Paulus kan ikke slippe sin lære om troen, men gentager og indskærper den bestandig, selv når han taler om gode gerninger. Her kan en og anden indvende: Hvordan kan det være, at vi ikke er under loven? Du, Paulus, lærer dog, at vi har et kød, som begærer imod Ånden, og som bekæmper, plager og tilfangetager os. Og vi føler virkelig synden og kan ikke i den forstand blive frie, hvor gerne vi end ville. Dette er bestemt at være under loven. Hvorfor siger du, Paulus, da, at vi ikke er under loven? Den sag skal ikke gøre indtryk på jer, men stræb blot efter at drives af Ånden, det vil sige: at følge den vilje, som står kødet imod og ikke fuldbyrder dets begæringer (det er nemlig at blive ført eller draget af Ånden); så er I ikke under loven. Paulus taler således om sig selv i Rom 7, 25: ”Jeg selv tjener med sindet Guds lov”, det vil sige: i ånden er jeg ikke skyldig i nogen synd, ”men med kødet tjener jeg syndens lov”. Derfor er de fromme ikke under loven, nemlig i Ånden. For loven kan ikke anklage dem og dømme dem til døden, skønt de mærker til synd og bekender, at de er syndere. For loven har mistet sin ret ved Kristus, som blev ”født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven” (Kap. 4, 4 f.). Derfor drister loven sig ikke til at anklage de fromme for, hvad der dog virkelig er synd imod loven. Åndens herredømme er altså så stærkt, at loven ikke kan anklage dét, som dog virkelig er synd. For vor retfærdighed, Kristus, som vi griber om med troen, er uden fejl, og derfor kan han ikke anklages af loven. Så længe vi holder fast ved ham, drives vi af Ånden og er fri for loven. Selv når apostelen belærer om gode gerninger, glemmer han således ikke sin fremstilling af retfærdiggørelsen, men viser bestandig, at vi umuligt kan retfærdiggøres ved lovens gerninger. For der er stadig en rest af synd tilbage i kødet. Så længe det lever, hører det derfor ikke op med at begære imod Ånden. Det medfører dog ingen fare for os; for vi er fri fra loven, når vi blot vandrer i Ånden.

Og med disse ord: ”Når I drives af Ånden, er I ikke under loven” vil du kunne trøste dig selv og andre stærkt anfægtede på udmærket vis. For det forekommer ofte, at et menneske plages så voldsomt af vrede, had, utålmodighed, seksuelt begær, et bedrøvet sind eller andre kødets begæringer, at det slet ikke kan ryste det af sig, skønt der ikke var noget, det hellere ville. Hvad skal det så gøre? Skal det fortvivle af den grund? Nej, det skal derimod sige således: Dit kød kæmper og raser nu imod Ånden. Lad det rase, så længe det vil. Men du skal ikke give det din tilslutning, men vandre i og drives af Ånden, så du ikke fuldbyrder kødets begæring. Når du gør dét, er du fri fra loven. Vel anklager og skræmmer den dig, men uden held. Når kødet kæmper sådan imod Ånden, er det bedste, du kan gøre, at have Ordet for øje og ud af det søge Åndens trøst.

Det skal heller ikke forurolige den anfægtede, at Djævelen så storartet kan overdrive synden, så man i sin kamp forekommer helt at bukke under for anfaldet og ikke føler noget andet end alene Guds vrede og fortvivlelse. Da skal man ikke følge sin egen erfaring, men dette ord af Paulus: ”Når I drives af Ånden, er I ikke under loven.” Den, der i en fast tro holder sig til dette, skal have det mægtigste værn, hvormed han kan ”slukke alle ... gloende pile”, som den onde søger at ramme ham med (Ef 6, 16). Hvor meget kødet altså end koger og raser, kan al dets oprørske rasen dog ikke skade og fordømme ham. For han vandrer i og drives af Ånden, giver ikke kødet sin tilslutning og fuldbyrder heller ikke dets begæring. Derfor er vor eneste hjælp, at vi griber ”Åndens sværd, som er Guds Ord” (Ef 6, 17), når de kødelige lidenskaber raser, og kæmper imod dem. Så skal vi uden tvivl sejre, skønt vi føler det stik modsatte, mens kampen står på. Men når vi taber Ordet af syne, er der hverken råd eller hjælp. Det siger jeg af egen erfaring. Jeg har lidt mange forskellige og meget alvorlige anfægtelser. Men så snart jeg greb et ord fra Skriften og holdt mig til dét som til et helligt anker, lagde anfægtelserne sig; uden Ordet havde jeg derimod ikke engang en kort tid kunnet udholde og langt mindre besejre dem.

Kort sagt lærer Paulus ved denne beskrivelse af kampen mellem kødet og Ånden, at de benådede eller hellige ikke kan fuldføre, hvad Ånden vil. For Ånden ville gerne være helt ren, men det tillader kødet, som er forbundet med den, ikke. Dog er og bliver de frelste ved syndernes forladelse, som er i Kristus. Desuden er de heller ikke under loven, da de vandrer i og drives af Ånden, det vil sige: loven kan ikke anklage og skræmme dem, eller om den prøver på det, kan den dog ikke drive dem til fortvivlelse.

Dette sted ligner følgende ord af Kristus: ”På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter.” (Matt 7, 16-17). Paulus lærer på dette sted helt det samme, som Kristus gør dér, nemlig at gerningerne og frugterne bevidner, om træerne er gode eller onde, om en person har kødet eller Ånden til fører. Meningen er: For at ingen af jer skal indvende, at han ikke forstår, hvad jeg nu har at sige om kampen mellem kød og Ånd, viser jeg jer først kødets gerninger og derefter Åndens frugter. I øvrigt tager også de ugudelige afstand fra adskillige af kødets gerninger. Paulus viser dette, fordi der var mange hyklere blandt galaterne, ligesom i vor tid blandt os. De foregav at være fromme, pralede med at have Ånden og kendte udmærket fromhedens lære, hvad ordene angik. Dog vandrede de ikke i Ånden, men efter kødet og fuldførte dets gerninger. Derfor viser Paulus med al tydelighed, at de ikke er sådan, som de giver sig ud for. Og for at de ikke skal være ligeglade med denne formaning fra ham, fælder han den frygtelige dom over dem, at de ikke skal arve Guds rige. Denne formaning giver han, for at få dem til at ændre sig.

Det er ikke underligt, at hver alder, selv hos de fromme, har sine egne fristelser. Ungdommen plages især af seksuelt begær, de voksne af ærgerrighed og forfængelighed, de ældre af griskhed. Derfor sagde jeg ovenfor, at der aldrig har været nogen hellig, der ikke gang på gang i livet har været lokket af sit kød til utålmodighed, vrede osv. Derfor siger Paulus her om de hellige, at deres kød begærer imod Ånden. De er altså ikke fri for begær og kødets kampe. Men disse er ikke straks til skade for dem, der får dem at føle. Man skal dømme således derom: Ét er at blive lokket af kødet og ikke give efter for dets begæringer, men vandre i Ånden og gøre modstand. Noget andet er at give kødet sin tilslutning og ubekymret fuldføre dets gerninger og blive i dem og dog samtidig foregive at være from og have Ånden. De første trøster han, når han siger, at de drives af Ånden og ikke er under loven; de sidste truer han med evig undergang.

Ja, det sker af og til, at helgener falder og gør, hvad deres kød begærer. Således faldt David i hor ved en stor og frygtelig vildfarelse. Ligeså var han skyld i manges drab, da han ville, at Urias skulle falde på slagmarken (2 Sam 11, 17 ff.). Derved gav han også fjenderne en anledning til at hovere over for Guds folk, takke deres afgud og spotte Israels Gud. Også Peter faldt frygteligt, da han fornægtede Kristus. Men hvor alvorlige de synder end er, er de dog ikke gjort med overlæg, men af svaghed. Desuden fremturede de ikke hårdnakket i deres synder, efter at være blevet formanet, men gik i sig selv. Apostelen befaler nedenfor i kap. 6, 1, at man skal tage sig af sådanne, belære dem og forny dem: ”Hvis nogen gribes i en overtrædelse, skal I hjælpe ham til rette med mildhed!” Derfor skal man ikke nægte dem tilgivelse, der synder af svaghed, selv om det sker gang på gang, når blot de atter rejser sig op og ikke forbliver i deres synder. Men at fortsætte er det allerværste. Og hvis de ikke går i sig selv, men fremdeles hårdnakket gør kødets begæringer, er dét det sikreste tegn på, at deres sind er falskt.

Ingen vil altså være uden begæring, så længe vi lever i kødet, og derfor vil ingen være fri for fristelser. Hver har sin særlige fristelse - alt efter karakterens og sindets beskaffenhed. Den ene plages af de mere indadvendte følelser som tungsind, gudsbespottelse, mistillid og fortvivlelse, den anden plages af de mere åbenlyse som seksuelt begær, vrede og had. Paulus kræver da, at vi skal vandre i Ånden og stå kødet imod. Den, som retter sig efter kødet og i sin sikkerhed fortsætter med at udføre dets begæringer, skal derimod vide, at han ikke hører Kristus til, og hvor meget han end smykker sig med kristennavnet, bedrager han dog sig selv.

Som jeg også ovenfor har sagt, giver dette sted den rigeste trøst, fordi det slår fast, at vi ikke kan leve uden kødets begær og fristelser, ja, heller ikke uden synd. Det advarer os altså mod at gøre som dem, om hvem Gerson skriver, at de stræbte efter slet ikke at fornemme nogen som helst fristelse og synd, det vil sige: efter at være helt som sten. Den indbildning havde de romerske teologer og munkene om helgenerne, som om de blot var træ og sten og slet ikke havde nogen følelser. Maria følte helt sikkert den største smerte i sit sind ved tabet af sin søn (Luk 2, 5). Og David klager gang på gang i Salmerne over, at han næsten tæres hen af sin voldsomme sorg over sine store fristelser og synder. Og Paulus klager også over, at han ”udadtil oplever kampe, indadtil angster” (2 Kor 7, ), at han ”med kødet tjener syndens lov” (Rom 7, 5), og han siger, at han har ”bekymring for alle menighederne” (2 Kor 11, 28) og endelig, at ”Gud forbarmede sig over ham” ved at gengive den dødssyge Epafroditus livet, ”for at jeg ikke skulle have sorg på sorg” (Fil 2, 27). Derfor er de romerske teologers hellige ligesom stoikernes vise. De forestillede sig de vise således, som ingen nogen sinde har været i virkeligheden. Ved denne tåbelige og ugudelige opfattelse, der har sit udspring i ukendskab til, hvad Paulus lærer her, har de romerske teologer drevet sig selv og utallige andre til fortvivlelse.

Som munk ønskede jeg ofte af hjertet at se et helligt menneskes liv og levned. Men jeg fantaserede om en sådan helgen, som levede i ørkenen uden anden mad og drikke end urter og koldt vand. Og den forestilling om sådanne forunderlige helgener havde jeg ikke kun hentet fra de romerske teologers bøger, men endog fra kirkefædrenes. For Hieronymus skriver et sted: ”Om mad og drikke vil jeg visselig tie, da selv de syge drikker koldt vand og det er en luksus at få kogt mad.” Men nu da sandhedens sol lyser klart, ser vi helt tydeligt, at Kristus og apostlene ikke kalder dem for hellige, der lever i ugift stand, er afholdende eller gør andre tilsyneladende herlige og store gerninger, men dem, som er kaldet ved evangeliet, er døbt og tror, at de ved Kristi død og blod er blevet helligede og rensede. Når Paulus skriver til de kristne, kalder han dem således overalt for hellige, Guds børn og arvinger osv. Hellige er altså alle, som tror på Kristus, hvad enten de er mænd eller kvinder, trælle eller frie osv. - ikke ved deres egne, men ved Guds gerninger, som de har taget imod ved troen. De gerninger er Ordet, sakramenterne, Kristi lidelse, død, opstandelse og sejr samt udsendelsen af Helligånden med mere. Kort sagt er de hellige i kraft af en passiv hellighed og ikke en aktiv.

De virkelig hellige er således Ordets tjenere, offentlige myndigheder, forældre og børn, arbejdsgivere og lønmodtagere osv., hvis de først af alt stoler på, at Kristus er deres visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning (1 Kor 1, 30), og desuden hver efter Guds befaling gør sin pligt i sit kald og for Kristi skyld afholder sig fra kødets begæringer og laster. At ikke alle er lige stabile, men at nogle stadig har mange skrøbeligheder og fejl, og at adskillige kaster sig ud i synd - dette hindrer dem ikke i at være hellige, når blot de ikke synder af overlagt ondskab, men af svaghed. For som jeg allerede adskillige gange har sagt, mærker de fromme til kødets begæring; men de gør modstand for ikke at fuldføre den. Selv hvis de ubesindigt falder i synd, får de dog tilgivelse, hvis de atter i troen kommer til Kristus, som ikke vil, at man skal drive det fortabte får bort, men at man skal søge efter det. Jeg skal altså lade være med straks at anse dem for verdslige, der er svage i deres tro eller livsførelse, når jeg ser dem elske og ære Ordet og gøre brug af den hellige nadver. For Gud har udvalgt sig dem og regner dem for retfærdige ved syndernes forladelse. For ham ”står og falder de” (Rom 14, 4).

På den måde taler Paulus overalt om de hellige. Og jeg takker med glæde Gud, fordi han i sådan overflod har givet mig, hvad jeg bad om, da jeg var munk. Ikke, at jeg fik én helgen at se. Nej, jeg så mange, ja, utallige virkelig hellige - ikke den slags, som de romerske teologer, men som Kristus selv og apostlene afmaler og beskriver. Jeg er også, Gud ske lov, en af dem. For jeg er døbt og tror, at Kristus, min Herre, ved sin død har befriet mig fra synden og givet mig retfærdighed og evigt liv. Og forbandet være enhver, som ikke viser Kristus den ære, at han tror, at han ved Kristi død, Ord og sakramenter er blevet retfærdiggjort og helliggjort!

Vi forkaster altså denne tåbelige og ugudelige opfattelse af benævnelsen ”hellige”, som blot passer på de hellige i Himlen og på de eneboere og munke på jorden, som gjorde særlig vidunderlige gerninger. I stedet lærer vi nu af de apostolske skrifter, at alle, der tror på Kristus, er hellige. Verden beundrer helligheden hos en Benedikt, Gregor, Bernhard, Franciskus og deres lige. For den hører, at de har gjort nogle tilsyneladende fantastiske og usædvanlige gerninger. Men helgener var bestemt også Ambrosius, Augustin og andre, som ikke førte et så hårdt og frygteligt liv som dem, men færdedes blandt mennesker, spiste almindelig føde, drak vin og bar fine og sømmelige klæder. Der var, hvad den almindelige livsførelse angik, næsten ikke nogen forskel mellem dem og andet godtfolk, og dog står de langt over de føromtalte. For de sidste forkyndte troen på Kristus rent og uden nogen overtro, de imødegik kætterier og rensede Kirken for utallige vildfarelser. Det var til største gavn for mange, og da især for de bedrøvede og ulykkelige at omgås dem. De trak sig nemlig ikke tilbage fra omgang med andre mennesker, men passede deres opgave midt i en talrig folkemængde. Og de opmuntrede og trøstede dem ved Ordet. De andre lærte derimod ikke blot meget, der stred imod troen, men gav også anledning til megen overtro, vildfarelse og ugudelig gudsdyrkelse. Hvis de ikke i deres dødsstund greb om Kristus og stolede alene på hans død og sejr, var deres hårde livsførelse til slet ingen nytte for dem.

Dette viser klart, hvem der er virkelig hellige, og hvilket liv der skal kaldes helligt: ikke deres, som skjuler sig i afkroge og huler, plager deres legemer med faste og bærer hårskjorter i den formening, at de skal få en og anden særlig belønning i Himlen frem for andre kristne, men derimod de, der er døbt og tror på Kristus. De aflægger ikke på én gang det gamle menneske med dets gerninger; men der bliver hele livet igennem ved med at være begær i dem. Det skader dem imidlertid ikke at mærke det, når blot de ikke tillader det at herske, men underkaster det under Åndens herredømme. Denne lære bringer trøst til fromme sjæle, så de ikke fortvivler, når de mærker til de kødets pile, hvormed Satan bekæmper Ånden, sådan som mange gjorde under pavedømmet. De mente, at de ikke mere burde mærke noget som helst til kødets begæring, skønt dog hverken Hieronymus eller Gregor eller Benedikt eller Bernhard og andre, som munkene har opstillet som forbilleder, de skulle efterligne i kyskhed og alle kristne dyder, har kunnet nå frem til slet ikke at mærke noget kødeligt begær. Vist mærkede de til det, endda kraftigt. Og nogle af dem bekender det åbent, ikke blot på ét sted i deres bøger. Derfor har Gud tilgivet dem ikke blot disse ringe fejl, men også de skadelige vildfarelser, som nogle af dem indførte i kirken. Gregor var ophav til privatmessen, og der har aldrig været noget mere skadeligt i Kristi kirke end den. Andre fandt på munkevæsenet, ugudelige gudsdyrkelser og selvbestaltede fromhedsøvelser. Cyprian hævdede, at de, der var blevet døbt af kættere, skulle gendøbes.

Med rette siger vi i trosbekendelsen, at vi tror på den hellige Kirke. For den er usynlig, den bor i Ånden på et ”utilgængeligt” sted (1 Tim 6, 16), og derfor kan man ikke se dens hellighed. Gud har i den grad skjult og begravet den med svagheder, synder og vildfarelser, forskellige former for kors og forargelse, at den aldrig viser sig håndgribeligt. Når de, der er uvidende derom, ser svagheder og synder hos dem, der er døbt, har Ordet og tror, tager de straks anstød og mener, at den slags hører da ikke med til kirken. Samtidig våser de om, at kirken er eneboerne, munkene og de andre, der blot ærer Gud med læberne og dyrker ham forgæves. For de lærer ikke Guds Ord, men menneskers lære og bud (Matt 15, 9). Fordi de gør overtroiske og unaturlige gerninger, som fornuften finder storartede og beundrer, mener de, at de er hellige og Kirken. Den slags mennesker vender trosartiklens ord på hovedet og siger ”Jeg ser en hellig kirke” i stedet for ”Jeg tror på en hellig kirke”. Sådan menneskelig retfærdighed og selvvalgt hellighed er i virkeligheden åndelig gift, hvormed menneskers øjne og sind blændes, så de mister kendskabet til den sande hellighed.

Men vi lærer sådan, at Kirken er uden plet eller rynke og er hellig, dog ved troen på Jesus Kristus og desuden her i verden, når den afholder sig fra kødets begæringer og øves i Åndens frugter. Derimod er den endnu ikke hellig ved at være befriet fra og fri for alt ondt begær eller ved at være renset for alle ugudelige meninger og vildfarelser. For kirken bekender altid sin synd og beder, at dens synd må forlades den (Matt 6, 12). Ligeledes tror den på syndernes forladelse. De hellige synder, falder, ja, farer endog vild - men af uvidenhed. For de vil nødig fornægte Kristus, miste evangeliet og forspilde dåben. Følgelig har de syndernes forladelse, og selv om også de farer vild i læren på grund af uvidenhed, skal det blive dem tilgivet, fordi de til sidst erkender deres vildfarelse og alene stoler på Guds sandhed og nåde i Kristus, sådan som Hieronymus, Gregor, Bernhard og andre gjorde. De kristne skal altså stræbe efter at undgå kødets gerninger. Dets begæringer kan de ikke undgå.

Og det er såre gavnligt for de fromme at mærke til deres køds urenhed, så de ikke skal blive opblæste af den grundløse og ugudelige indbildning om gerningsretfærdighed, som om den kunne gøre dem velbehagelige for Gud. Munkene var opblæste af denne indbildning og mente, at de var så hellige på grund af deres hellige livsførelse, at de kunne sælge deres retfærdighed og hellighed til andre, skønt de samtidig i deres eget hjerte var overbevist om at være urene. Så farlig en pest er tilliden til ens egen retfærdighed og fantasier om, at man er ren. Vi derimod kan ikke forlade os på vor egen retfærdighed, for vi mærker kødets urenhed, og den fornemmelse ydmyger os, så vi ikke sætter vor lid til vore egne velgerninger. Det tvinger os til at flygte hen til Kristus, forsoneren, som ikke har et fordærvet eller fejlfuldt kød, men det allerreneste og helligste. Og dét har han givet, for at verden kan leve. I ham finder vi en hel og fuldkommen retfærdighed. Således forbliver vi i en ydmyghed, der ikke er skuespil som munkenes, men sand, på grund af det smuds og de laster, der klæber til vort kød, og for hvilke vi skulle lide en evig straf, hvis Gud ville dømme med strenghed. Vi hovmoder os ikke mod Gud, men erkender vore synder ydmygt og med sønderknust hjerte. Vi beder om tilgivelse og træder frem for Guds ansigt i tillid til midleren Kristi velgerning og beder om tilgive os vore synder for hans skyld. Derfor udbreder Gud sin uendelige Nådehimmel over os og tilregner os for Kristi skyld ikke den rest af synd, der klæber ved vort kød.

Dette siger jeg, for at I kan tage jer i agt for de romerske teologers fordærvelige vildfarelser med hensyn til et helligt liv. De havde i den grad besat vore sind, at vi kun med møje kunne gøre os fri af dem. Derfor skal I gøre jer flittigt umage med at skelne ret mellem den sande og den hyklede retfærdighed og hellighed, så I kan se på Guds rige med andre øjne end fornuftens, nemlig med Åndens øjne. Så kan I med bestemthed skønne, at det menneske er hellig, som er døbt og tror på Kristus. Når vi således står i den tro, som bringer os retfærdiggørelse og tilgivelse for alle forhenværende og nuværende synder, afholder vi os fra kødets begæringer, selv om vi ikke er helt fri for dem. For kødet begærer imod Ånden. Dets smuds bliver dog tilbage i os, så vi kan blive ydmyg og Kristi nåde og velgerning kan blive sød for dem, der således er blevet ydmyg. Altså skader den smudsige rest synd ikke de fromme, men er yderst nyttig. Jo mere de føler deres svaghed og synder, des mere tager de deres tilflugt til nådestolen Kristus og beder om hans hjælp. De beder om, at han vil smykke dem med sin retfærdighed, øge deres tro og give dem del i Ånden, ved hvis ledelse de kan overvinde kødets begæringer, så disse ikke skal herske, men være tøjlet. Således kæmper en kristen til stadighed mod synden, og dog bukker han ikke under i kampen, men beholder sejr. Jeg har sagt dette, for at I ikke af menneskelige fantasier, men af Guds Ord kan indse, hvem der er de virkelig hellige. Vi ser altså, at den kristne lære er yderst gavnlig til at vække samvittighederne op, og desuden, at det er en lære, som ikke handler om munkekutter, kronragning, bedekranse og lignende bras, men om vanskelige og vigtige sager, nemlig om hvordan vi skal overvinde kødet, synden, døden og Djævelen. Den lære kender de gerningsretfærdige ikke. Derfor kan de også umuligt vejlede en eneste vildfarende samvittighed eller give den forskrækkede og fortvivlede trøst og fred.

Paulus opregner ikke alle kødets gerninger, men nævner en række eksempler. Først anfører han forskellige slags utugt. Kødets gerning er imidlertid ikke blot utugt, således som papisterne våser om. De er så kyske mennesker, at de endog regner ægteskabet, som Gud har indstiftet og de selv regner blandt sakramenterne, for en kødets gerning. Men Paulus tæller blandt kødets gerninger afgudsdyrkelse m.v., således som jeg allerede har sagt nogle gange i det foregående. Derfor viser dette sted tydeligt nok, hvad Paulus forstår ved kødet. Og disse betegnelser er så velkendte, at de ikke behøver nogen nærmere forklaring. Den, der ønsker at vide, hvad de enkelte betegnelser hver for sig betyder, kan læse den gamle udlægning af Galaterbrevet, som jeg udgav i 1519. Dér har jeg tilstrækkelig udførligt, så godt jeg kunne, angivet betydning og mening af hver enkelt betegnelse i hele fortegnelsen af kødets gerninger og Åndens frugter. Denne gang var det især min hensigt med udlægning af Galaterbrevet at fremstille artiklen om retfærdiggørelsen så klart som muligt.

Paulus siger ikke, at dét at spise og drikke er kødets gerninger; men at beruse sig og leve i svir er det, og der er intet, der i vor tid er mere udbredt i vore egne. De, der har hengivet sig til et mere end dyrisk luksusliv, skal vide, at de ikke er åndelige, hvor meget de end praler med at være sådanne, men at de følger kødet og fuldfører dets gerninger. De skal høre den frygtelige dom, at de ikke skal arve Guds rige. Paulus vil altså, at de kristne undgår drukkenskab og svir og lever ædrueligt og mådeholdent, så de ikke af deres velnærede kød bliver tilskyndet til utugt, således som kødet plejer at rase voldsomt efter en for kraftig rus og efter at have proppet maven fuld. Det er dog ikke nok blot at beherske den rasende lyst, der følger på en rus, men også det mådeholdne kød skal holdes i skak, så det ikke fuldfører, hvad det begærer. For det sker tit, at de mest mådeholdne fristes mest, således som Hieronymus skriver om sig selv: ”Mit ansigt var blegt af faste; men sindet var hedt af begær i den kolde krop, og skønt kødet var dødt i dets ejermand, flammede alene vellystens bål op osv.” Det har jeg også selv erfaret som munk. Vellystens brand slukkes altså ikke alene ved at faste. Ånden bør komme til, det vil sige: betragtning af Ordet, tro og bøn. Vel overvinder faste de grove anfald af seksuelt begær; men selve kødets begæringer kan ikke overvindes ved hjælp af nogen afholdenhed over for mad og drikke, men ved alvorlig betragtning af Ordet og påkaldelse af Kristus.

” og mere af samme slags”

• Det er nemlig umuligt at opregne alle kødets gerninger -

Dette er en meget hård dom, og dog er det helt nødvendigt at fælde den over de falske kristne og sikre hyklere, der bryster sig af evangeliet, troen og Ånden og dog alligevel ganske uanfægtet gør kødets gerninger. Det gælder især kætterne, der er opblæste af deres meninger om, hvad der efter deres indbildning er meget åndelige ting. De er mennesker, der er besat af Djævelen og derfor helt kødelige. Derfor fuldbyrder de med alle deres sjælekræfter kødets begæringer. Af den grund var det højst nødvendigt, at apostelen fældede en så forskrækkelig og frygtelig dom over den slags sikre foragtere og forhærdede hyklere, nemlig at ”de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige” for at måske nogle af dem i skræk over denne strenge dom kunne begynde at kæmpe i Ånden mod kødets gerninger, så de ikke fuldbyrder dem.

han siger ikke ”Åndens gerninger” svarende til ”kødets gerninger”, men smykker disse kristne dyder med det mere passende navn ”Åndens frugt”. De medfører nemlig den største nytte og frugt. For de, der har del i dem, giver Gud æren og indbyder ved deres hjælp andre til Kristi lære og tro.

Vist er der en lov, men den retter sig ikke imod den slags. Således siger Paulus andetsteds, at ”loven ikke er sat for den retfærdige” (1 Tim 1, 9). Den retfærdige lever nemlig således, at han ikke behøver nogen lov til at formane, plage og tvinge sig. Uden nogen tvang fra lovens side gør den kristne frivilligt, hvad loven byder, ja, endnu mere. Derfor kan loven ikke anklage og indstævne dem for retten og heller ikke forstyrre deres samvittighed. Vel forsøger den på det. Men Kristus, som vi har grebet med troen, driver den på flugt med dens skræmmende trusler. Derfor er loven helt og holdent ophævet for deres vedkommende, først i Ånden og siden også i gerningerne. Den har altså ingen ret til at anklage dem, for de gør af sig selv, hvad loven kræver - om ikke med fuldkommen hellige gerninger, så dog med syndernes forladelse ved troen. Således opfylder den kristne indadtil loven ved troen - for Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror (Rom 10, 4) - og udadtil gennem sine gerninger og ved syndernes forladelse. Men den, der fuldfører kødets gerninger og begæringer, anklager og fordømmer loven både i borgerlig forstand og i åndelig forstand.

Hele dette afsnit om gerningerne viser, at de, der virkelig tror, ikke er hyklere. Derfor skal ingen bedrage sig selv. Alle, der hører Kristus til, siger Paulus, korsfæster kødet med dets lidenskaber og laster. For de hellige har endnu ikke helt aflagt deres syndige kød, men er tilbøjelige til at synde, og frygter og elsker ikke Gud, som de burde. Ligeledes fristes de til vrede, misundelse, utålmodighed, seksuelt begær og andre lidenskaber, som de dog ikke fuldfører, fordi de, som Paulus siger det her, korsfæster kødet med dets lidenskaber og laster. Det er tilfældet, når de ikke blot holder det skamløse kød nede ved hjælp af fasten og anden selvdisciplin, men vandrer i Ånden, således som Paulus har sagt det i det foregående. Det vil sige, når de afholder sig fra at synde, idet de har ladet sig advare af de trusler, hvormed Gud i sit Ord truer med at ville straffe synden strengt, og ligeså når de belært af Ordet, troen og bønnen lader være med at følge kødets begæringer. Ved således at stå kødet imod nagler de det til korset med dets lidenskaber og begæringer, så kødet, selv om det stadig lever og rører på sig, dog ikke kan fuldføre, hvad det vil, da det er bundet på hænder og fødder og fæstet til korset. De fromme korsfæster altså deres kød, mens de lever her, det vil sige, de mærker vel til dets begæringer, men de giver ikke efter for dem. For de er iført Guds fulde rustning og kæmper med troen, håbet og Åndens sværd imod kødet, som de med disse nagler fæster til korset, så at kødet om end mod sin vilje tvinges til at underkaste sig Ånden. Når de siden hen dør, afklæder de sig kødet helt og får i opstandelsen et rent kød, uden lidenskaber og begæringer.