Luk 10, 23-37 (13.søn. efter trinitatis)

1. Først priser Herren den tid, hvori evangeliet bliver åbenbaret og forkyndt. Den kalder man med fuld ret og helt passende for nådens tid.
2. For det andet lærer teksten, hvad der i sandhed er gode gerninger efter Guds bud, og viser det ved et skønt eksempel eller fortælling om samaritanen og den sårede.
3. Heri fremstiller der også for det tredje, som i et smukt maleri, et billede af Kristi rige, det vil sige, nådens rige, som evangeliets prædiken forkynder.

”v23 Salige er de øjne, som ser det, I ser. v24 For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.”

Dette taler han specielt til sine disciple, siger evangelisten, og det netop i den stund, da han i særlig grad var fyldt med glæde i Ånden eller med åndelig glæde og af hjertet takkede og priste sin himmelske far for evangeliets åbenbarelse. Deraf ser man, at det har lagt ham meget på hjerte at tale med disciplene om dette, ligesom jo også deres frelse beroede på det. Denne tale er intet andet end en lovprisning af evangeliet. Han priser nemlig disciplene salige, fordi de har oplevet den tid, at de nu kan høre og se evangeliets åbenbarelse, som bringer verden frelse og forløsning fra synden og al jammer. Om en sådan tid eller åbenbarelse har de kære profeter tidligere herlig profeteret og med stor og hjertelig længsel sukket efter. Det ser vi navnligt i Salmerne og hos profeten Esajas. Derfor er I salige og mere end salige, siger han, for I har nu det rette gyldne år og en helt og holden nåderig og salig tid. Se derfor blot til, at I må beholde den og bruge den godt.

For denne lovprisning indeholder en trofast formaning, ja tillige en alvorlig klage. Han formaner nemlig til taknemmelighed for en sådan nåde og klager derimod over verdens store utaknemmelighed. Der er så få, som erkender og modtager dette, og så mange, som foragter det. Derfor har Kristus især vendt sig til sine disciple og prist dem. Som ville han sige: Ja, I er rigtignok salige øjne og ører, I, som ser og hører det; for desværre er der så mange øjne og ører, som ikke vil se eller høre det, skønt de har det lige for deres øjne og ører. Dermed viser han, at, hvor stor og overvældende end denne skat er, og hvor trøstefuldt der end prædikes, så finder det dog hos den store flok intet uden foragt og forfølgelse.

Sådan forandrer tiden sig. De kære fædre og profeter havde tidligere gerne hengivet deres liv og alt, for at opleve dette, og om det var falden i deres lod, så var deres hjerter af glæde blevet unge igen, og det ville være for dem, som vandrede de kun på roser. Da den fromme gamle Simeon havde Frelseren på sine arme, mens han endnu som et lille barn hverken kunne tale eller handle, ville han med al glæde forlade denne verden og begærer intet af alt, hvad den har. Den kære moder Eva bad og råbte også derom og blev glad, da Gud gav hende den første søn. Hun mente, at han skulle blive verdens frelser. Men endnu inderligere blev hendes længsel efter det, da hendes håb om denne søn slog fejl. Og siden har på samme måde alle fædres hjerter sukket og længtes efter det, indtil han kom og lod sig se og høre. Da skulle al verden ret have modtaget ham med stor glæde og prist sig salig, ligesom han også selv priser denne nåde.

Hvor glad er ikke den fromme David, og med hvilket brændende hjerte takker han ikke Gud, da han første gang af profeten Nathan hørte Guds forjættelse, 2 Sam 7, 13, at han ikke alene ville bygge ham et hus og et vedvarende kongerige for hans arvinger, men også ville lade Kristus fødes af hans slægt og ved ham stifte et evigt kongerige, et nådens og barmhjertighedens rige. For ren glæde ved han ikke, hvad han skal sige til Gud, og hvordan han skal takke ham. Og hvor mange skønne salmer har han ikke digtet om det (især Sl 89). Og i sine sidste ord og testamente priser han denne velgerning på det herligste og siger: ”Gud har oprettet en evig pagt med mig, nøje fastlagt og bevaret. Ja, alt, hvad der tjener mig til frelse, alt, hvad jeg ønsker, lader han vokse frem.” (2 Sam. 23, 5).

Men nu, da den kære, salige tid er kommet, vender det sig sådan om, at de, som har oplevet den, hverken vil se eller høre, hverken vil vide eller tåle Guds uforskyldt skænkede, rige nåde og højeste velgerning. Ligesom man også nu tydeligt nok ser, at de, som vil være kirken, og kaldes kristne, pave, biskopper og deres flok, som burde opløfte deres hænder til Himlen og takke Gud, at de er forløst fra deres mørke og blindhed og nu kan have evangeliets klare lys, at de bærer ild og vand og hvæsser sværd og spyd for at jage dem, som lærer og bekender evangeliet, ud af verden.

På samme måde er der blandt os så mange utaknemmelige, falske kristne, som også åbenbart foragter det. Før, da vi lå under pavens trældom, overlæsset med løgnprædikener om aflad, Skærsild og alle munkes drømme, hvor sukkede og længtes ikke da al verden efter retskaffen prædiken? Hvor gerne havde man da givet, gjort og lidt alt, hvad der havde været muligt, når man kun havde måttet høre en ret undervisning og trøst og med god samvittighed kunne blevet fri for skriftemålets angst og pine og pavens øvrige tyranni? Og hvor glade blev ikke i begyndelsen mange fromme folk, som erkendte dette og takkede Gud for det? Men nu, hvor mange er mon de, der af hjertet glæder sig over det og erkender, hvor salige de er, at de kan høre og se dette? Hvor hurtigt bliver de ikke kede af den salige skat og søger efter andre ting, hvorved de glemmer alt, hvad de har modtaget, så verden atter bliver opfyldt med sekter og falsk lære.

Velan, det hele handler om at se og høre. Det er rigelig åbenbaret og står klart og tydeligt for øjne og ører. Men flertallet i verden kan hverken se eller forstå det, selv om det skinner dem i øjnene og uafladeligt lyder og klinger i deres ører. Hvis de kunne høre og se noget af det, ville det bestemt udrette noget hos dem og forbedre dem, så de blev mere forstandige og ikke sådan stod sandheden imod.

Hvad hjalp det alle farisæerne, at Kristus selv prædikede evangeliet for dem? Og hvad hjælper det endnu alle vore partier og kloge hoveder, selv om det nok så klart bliver prædiker, hvordan man skal få syndernes forladelse og samvittighedens rette trøst, og hvordan en kristen i sin stand skal leve og vide, at han behager Gud. Det har de ikke tidligere vidst eller hørt noget som helst om, så de selv bekender, at dette er en skøn lære. Men alligevel forbliver de stokblinde og tager det ikke til hjerte, så de kan rette sig og leve efter det. Det er dem alt sammen fremmed, hvad de hører, læser eller selv taler om det.

De er så aldeles stivnet og forstokket i andre tanker, udsprunget af deres egen indbildning om de ting, som de vurderer højt, så de hverken kan se eller høre noget andet. Og således opfyldes det på dem, hvad tidligere ved profeterne og Kristus blev sagt til det jødiske folk og alle deres lige, at de med seende øjne ikke skal se og med hørende ører ikke høre, så de ikke skal omvende sig og blive frelst. Dette er den højeste og forfærdeligste straf, som de selv fører over sig og bliver sådan plaget med, at de dagligt må se og høre Guds ord og gerning, som er givet alle mennesker til frelse og salighed, og dog ikke har den nåde, at de kan modtage det. De hører og ser kun deres fordærv og bliver så forbitrede over det, at de hellere vil høre og se Djævelen fra Helvede.

Derimod er det en såre stor nåde og skat, hvis nogen modtager denne lære og ser og hører den ret. Dem må man bestemt prise salige. For når dette syn og denne hørelse kommer ind i hjertet, da bringer det med sig og skænker så mange og rige goder, forstand, oplysning, styrke og vækst i Ånden, glæde og liv, at man aldrig kan høre og se det nok, heller ikke begære at se, lære eller vide noget andet, hvad man end måtte prædike, lære, synge eller tale om som nødvendigt til frelse. Ja, et sådant hjerte lader alt andet gå forbi, som om det ikke hørte eller så det; og må det end i henseende til det udvortes regimente og liv se og høre meget, så hænger det dog alene ved dette lys og denne erkendelse, som er så stort, at det fuldstændigt opfylder hjerte og øjne og fordunkler og overskygger alle andre ting.

Ligesom solen, når den går op, fuldstændig fylder verden med sit lys, så man ikke mere ser eller lægger mærke til månen og stjernerne, som dog også give lys om natten, således lad man også her lyse, hvad lyse kan, være sig lærde, vise, hellige mænd, ja Moses, profeterne, fædrene og Johannes Døber selv, så skal de dog alle vige for Kristus. Ja, de skal vidne, at han alene er lyset, af hvilket alle mennesker bliver oplyste, og hvori de også selv må blive delagtige, og at alt lys, al visdom og lærdom uden for Kristus må ophøre i kristenheden eller lade sig finde i ham alene.

På samme måde skal også Kristi evangeliums skønne klang og liflige musik sådan indtage og fylde øret, at man intet andet kan høre. Ligesom en stor klokke eller krigstromme og basun opfylder luften sådan med sit brag og drøn, så man ikke hører, hvad der ellers tales, synges og råbes, sådan skal dette ord i hele vort liv og al vor gerning bestandig have overhånd i vore hjerter ved troen, så vi ikke véd af nogen anden trøst, retfærdighed og frelse. Det var rigtignok salige øjne og ører, som kunne bruge evangeliets salige tid sådan og erkende, hvad Gud deri har givet dem. Sådanne øjne og ører holder Gud selv for en såre dyrebar skat og helligdom, som ikke kan betales med hele verden, selv om den havde et langt større lys og klarere sol, end den har.

Dette er Kristi formaning til sine kære disciple og kristne, ja tillige en trøst og opmuntring for dem til at blive ved evangeliet, fordi han agter det så dyrt og priser det så højt. Men hvordan det bliver regnet af andre, som ikke er Kristi sande disciple, men langt klogere og helligere i sig selv, end at de skulle trænge til hans lære, det viser den lovkyndige, som også står ved siden af (ligesom de også i almindelighed var rundt om Kristus, hvor han kom, for at høre, hvad lære han førte). Han havde sikkert hørt at Kristus specielt talte til sine disciple om, hvordan de hørte og så det, hvis lige endnu aldrig var set eller hørt. Så kan han ikke længere beholde sin store kunst og visdom hos sig selv. Han må træde frem og også lade sig høre og forsøge, om han ikke kan gøre ham til skamme og indlægge sig den berømmelse, at det ikke var noget med denne Kristus, og at han den højlærde rabbi, havde givet ham et langt sværere spørgsmål, end han kunne klare. Han træder altså frem og forelægger ham dette spørgsmål:

v 25 Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?

At denne ikke er af de øjne og ører, som ser og hører, hvad Kristus er, det må han med sine egne ord lægge for dagen, sådan som da også alle sådanne må gøre, når de skal vise sig på det bedste. Han bekender jo hermed, at han endnu ikke véd noget mere eller højere end den lære, som taler om vores gerninger. Om Guds nåde og Kristi embede og gerning véd han slet intet. Han har heller ikke nogensinde forstået noget af det, skønt han har hørt Kristus tale derom. Alligevel indbilder han sig, at han véd noget langt bedre, end Kristus kan lære ham, og vil gerne sige (ligesom vore partiånder og kloge hoveder): Hvad jeg hidtil har hørt af dig, er simple ting. Du må komme langt højere. Kære, lær dog engang folk at gøre noget, som man kan blive frelst ved!

Men Kristus behandler også denne frister efter fortjeneste og svarer ham på en sådan måde, at han mesterlig fanger ham i hans egne ord. Han beder ham om at svare selv, siden han vil være så lærd og klog. Han siger:

Som ville han sige: Jeg hører godt, at du vil kunne noget langt højere end det, jeg véd at tale om. Velan, sig frem. Jeg vil imens være din discipel og holde dig for en mester. Med sit svar leder han ham imidlertid ind i Skriften, idet han siger: ”Hvad står der i loven?” For han vil ikke, at man uden for Skriften skal fremsætte og prædike sine egne påfund. Tillige vil han dermed vise ham, at han ikke forstår Skriften, end ikke i det stykke, hvor den taler om vor gerning. Derfor kan han langt mindre forstå den anden høje lære. Det får han ham også selv til at bekende senere i anledning af spørgsmålet om, hvem der er hans næste. Her kan han nu ikke svare andet, end hvad Moses siger i 3 Mos 19, 18 og 5 Mos 6, 5, hvor han på det korteste sammenfatter alle Guds bud, som lærer, hvordan vi skal forholde os både mod Gud og mennesker:

Det er bestemt en høj lære, ja, det højeste, man kan fordre af et menneske sådan som også Kristus selv bekender og stadfæster, når han siger: ”Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.” Imidlertid er det jo den almindelige lære, som efter ordene var alle jøder vel bekendt, skønt de ikke forstod den ret. Og Kristi disciple havde bestemt også hørt den. Derfor burde denne selvkloge person have forstået, at Kristus talte om en anden og højere sag, når han frem for andre priste sine disciple salige, fordi de så og hørte, hvad andre ikke havde. Men på den måde må alle sådanne hyklere og partiånder forråde, at de anser Kristus og hans evangelium for intet og indbilder sig at vide alle ting langt bedre.

Om dette bud er der nu ofte talt, og der er endnu meget at sige om det. Det er jo den allerhøjeste visdom og kunst, som aldrig kan udlæres og end mindre rettelig opfyldes og efterleves. Derfor har Guds søn også måttet komme ned fra Himlen, udgyde sit blod og give evangeliet, så dette bud måtte blive opfyldt. Det begynder ganske vist kun i beskedent omfang i de kristne her. Men i det kommende liv skal vi evindelig og altid have det for øje og i hjerte og fuldstændig leve efter det. Med ét ord, det ligger alt for højt over alle menneskers forstand, hjerte og sind, hvad disse ord betyder, at elske Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke og af hele sit sind. For ingen erfarer det, undtagen i beskedent omfang hos dem, der har evangeliet og i troen har grebet Kristus, og som i nød og anfægtelse påkalder ham. De modtager trøst og styrke og oplever således en bid af det. Men de føler dog selv og klage som alle helgener og Paulus selv, at de endnu er langt fra det, og at deres kød og blod ikke føler andet end synd og død. De ville bestemt ikke være tilfældet, hvis dette bud blev opyldt.

Derfor er det jo nogle skammelige og forargelige mennesker, disse hovmodige, tåbelige ånder som denne skriftkloge, der gå hen i sådan sikkerhed, at de slet ikke giver agt på dette høje, alvorlige Guds bud og heller ikke vil høre eller vide af evangeliets lære. De indbilder sig, at det er nok, når de har hørt og kan sige disse ord: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. De ser ikke, at Gud ikke kun vil have sådan lære hørt og talt, men også gjort, og at man, hvis man ikke agter dette, dermed drager en langt højere og forfærdeligere fordømmelse over sig, sådan som Kristus siger i Luk 12, 47: ”Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl.” Derfor giver Kristus ham heller intet andet svar end dette:

Det er at prædike loven rigtig og forelægge ham en alvorlig opgave, ja fange ham i hans egne ord og gribe ham på det rette sted, så han kan se, hvad han mangler. Denne lære er kostelig og ret, siger han. Men, kære, gør også derefter. Jeg vil gerne se dens gører. Vær nu mester og vis din kunst. For I har alle disse ord talte og skrevet og kender dem godt, behøver heller ikke andre. Men deri ligger fejlen hos dig og andre, at I ikke også gør derefter, men mener, at det er nok at sige ordene og have dem i hovedet. Nej, dermed kommer ingen til liv og salighed. De må holdes og gøres, ellers får I ikke livet, men Guds vrede og den evige død bliver over jer.

Dette er dommen over sådanne kloge hoveder, som vil vide meget og lære enhver, hvordan man skal blive frelst, men som dog ikke véd at tale om andet end vore gerninger og foragte evangeliets lære. Deres tale er ikke andet end blot tomt, løst og forfængeligt skvalder. Om sådanne lovlærere og gerningslærere taler Paulus i Gal 6, 13: ”De, der lader sig omskære, holder ikke engang selv loven.” Man må derfor passende sige til dem, som Kristus her siger til denne mand: Kære mester, gør selv, hvad du lærer og byder andre. Og som også Paulus siger i Rom 2, 19-23: ”Du, som tiltror dig selv at være vejleder for blinde, lys for dem i mørke, fordi du i loven ejer det fuldkomne udtryk for kundskab og sandhed – du, som belærer andre, du belærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler selv! Du, som siger, at man ikke må bryde et ægteskab, du gør det selv! Du, som er stolt af loven, du vanærer selv Gud ved at overtræde loven!”

Dette ser man også hos alle papistiske filosofi-teologer, partiånder og alle som ikke har evangeliets rene lære. Hvor meget de end snakker om store ypperlige gerninger og smykke sig dermed, sådan som de helligste munke hidtil har gjort, så er det dog tomme gerninger, ja kun overtrædelser af Guds lov. For det beviser sig hos sådanne, ligesom også Kristus i den følgende lignelse viser det, at ingen er så ubarmhjertig, hadefuld og så aldeles uden kærlighed til næsten, og end mere uden kærlighed til Gud, som sådanne hyklere. Ja, disse Kristi ord: ”Gør dette”, er en evig lektie og prædiken for alle mennesker, også for helgenerne, og gør dem til sådanne skyldnere, at de ikke kan rose sig for Gud af gerninger, fortjeneste og hellighed. De må, hvis de kender sig selv ret og skal stå for Guds domstol, fordømme sig selv med deres livsførelse. Derfor har ingen helgen heri kunnet bestå for Gud, hverken i den gamle eller i den nye pagt. De har alle måttet spejle sig i dette ord: ”Gør dette”, hvis mening ikke er nogen anden end denne: Se, dette har du endnu ikke gjort eller opfyldt. Moses selv, som dog har den berømmelse, at han har været tro i hele Guds hus, og hvem Gud kalder sin ven, med hvem han selv talte mundtlig og ansigt til ansigt, endog han må sige til Gud i 2 Mos 34, 6-8: Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; og for hvem ingen er uskyldig.” Luther citerer her fra den latinske bibel ”Vulgata”. Her bortkaster Moses både sin og alle menneskers hellighed og gør dem alle skyldige for Gud.

Ligesådan bekender profeten Esajas i kap. 6, 5-7, da han står for Gud og ser hans herlighed, at han er uren. Han får da af en engel den trøst, at hans synd er taget fra ham. Og Jeremias i kap. 17, 16-17, da han beder til Gud og roser sig imod sine forfølgere: ”Du ved, hvad der er kommet over mine læber, du har det for øje.” Da er han hellig og står sig godt, og dog vender han straks om og siger: ”Bliv ikke til rædsel for mig, vær min tilflugt på ulykkens dag!” Ligesådan i kap. 10, 24: ”Tugt mig, Herre, men med måde, ikke i vrede, så du udsletter mig!” Hvor er nu den fromme og hellige mand, som Gud ikke bliver vred på? Hvorfor frygter han, at Gud vil udslette ham?

Sådan bekender også Daniel i kap. 9, 18 sine og hele folkets synder og siger: ”Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed.” David selv havde modtaget syndernes forladelse og den visse trøst, at han havde en nådig Gud, og roser sig ofte af, at han har gjort, hvad der er ret og Gud velbehageligt, især i Salme 119. Og Gud selv vidner om ham, at han i ham har fundet en mand efter sit hjerte. Alligevel beder og klager han dog ynkeligt i Sl 6, 2: ”Herre, straf mig ikke i din vrede, og tugt mig ikke i din harme!” Og i Sl 143, 2: ”Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig.”

På samme måde åbner også Peter frimodigt sin mund i ApG 15, 10 og siger om hele loven: ”Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære?” Det siger han om alle helgener, fædre, profeter og apostle, og skulle vel på den måde udelukke dem alle fra Himlen. Sådan måtte det også ske iføge loven og deres gerninger, hvis de ikke var forblevet under nådens Himmel, sådan som han også siger i vers 11: ”Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de.” Og Paulus siger ApG 13, 38-39: ”Det er ved Kristus, der forkyndes jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved Moseloven, bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham.”

Når nu endog de hellige må bekende dette, som dog havde nåden og Helligånden, hvordan vil eller tør da de andre blinde, elendige ånder indbilde sig at have holdt Guds bud, når de gør sig selv en menneskelig tanke og drøm om, at de elske Gud og næsten. De er så langt fra det, at de endnu ikke forstår eller véd, hvad Guds bud fordrer, eller hvordan det bliver opfyldt?

Det viser de ved, at når det gælder og de skal bevise deres kærlighed til Gud og næsten, eller når de skal lide nogen skade og forsmædelse for Guds skyld, enten af mennesker, eller når Gud selv tugter dem med sit ris, da ser man, at deres selvgjorte tanker intet er. Ja, de gør det stik modsatte: vredes, knurrer, bander og bespotter Gud, som gjorde ham dem uret.

Sådan forholder de sig også mod deres næste. Hvor de ikke ser deres fordel eller kan vente sig nytte og ære af det, men for intet skal tjene og hjælpe de andre, (sådan som denne samaritaner hjalp den sårede), eller endog må vente sig skade og utak, da finder man ikke alene intet spor af kærlighed, men de søger til med at hævne sig og give folk i Djævelens vold. De mener oven i købet, de gør ret i det og ikke er skyldige at elske sådanne mennesker.

Netop af samme sind er også denne blinde hykler. Han tænker og spørger slet ikke efter, hvad han er Gud og næsten skyldig, og vil alligevel anses for from og hellig af den grund, at han kaldes en lovkyndig og forstår at tale om loven. Og selv om han af Kristus bliver slået på munden og godt forstår, at han er ramt, og at der siges til ham, at han ikke har holdt loven, så er han alligevel endnu så sikker og fræk til at foragte Guds ord, at han stadigvæk vil smykke sig og skinne som et lys. Derfor fortsætter han med at spørge:

Han mærker, at han har sagt for meget og lukket munden for vidt op mod sig selv, og at han har fået en mundkurv ved Herrens svar, så han ikke véd, hvor han skal vende sig. Alligevel er han ikke så retskaffen, at han giver Kristus og Gud æren, ydmyger sig og bekender sandheden, at han desværre ikke har holdt dette bud. Han fortsætter og vil give sig skin af at have gjort alt, i særdeleshed mod Gud. Derfor tænker han heller ikke på at spørge, om han endnu er Gud noget mere skyldig, men ønsker alene at vide, hvem der er hans næste, som han endnu skulle være noget skyldig, som han hidtil ikke har opfyldt.

Dette er sådanne djævelske helgeners skammelige indbildskhed, at de mener sig så aldeles sikre for Guds dom. Selv om de bliver ramt af loven, og der tydeligt bliver dem vist, at de ikke holder den, bekymrer de sig alligevel ikke om det. Ikke før Guds dom og vrede engang rammer dem rigtig, så de føler det.

Men selv om sådanne hyklere ikke ville skamme sig og få røde ører, så bliver dog deres løgn og skam tilstrækkeligt blottet ved, at de også selv med deres bekendelse må vidne, at de endnu ikke forstår, hvad Moses og loven fordrer. For disse folk, der vil være mestre i Skriften, må dog tilstå, at de ikke véd eller bekymrer sig om, hvem der er deres næste, skønt det tydeligt nok er forklaret hos Moses og i dette bud. Derfor viser Kristus ham dette tydeligt og klart nok, ikke af Skriften, men af en letforståelig lignelse og billede, så han må tage og føle på, samt til sin skam fælde dom over sig, at han ikke har villet vide eller forstå det.

Her hører han først den rette tekst, som gør ham og alle lignende hyklere til skamme og klart overbeviser ham om, at han endnu aldrig har holdt, ja ikke engang forstået loven. End ikke i det ringeste stykke, som angår næsten, fordi han endnu tvivler på eller ikke véd, hvem han skal anse for sin næste. Ellers var han bestemt af hjertet villig til at elske næsten. Men sådan går det passende alle dem, som vil mestre denne mand og hans ord. Og fordi de vil komme til ham med loven og mener at forelægge ham noget højt og skarpt, så finder de ham også skarp. Derfor må de med skam trække sig tilbage og se, at han også forstår at tale om loven og ser ganske anderledes dybt i moseloven end dem.

Med ét ord, han viser hermed, at han ikke vil eller kan fanges med spørgsmål og drøftelser om loven, og at dette alene skader dem, som indlader sig på det. De forvirrer sig selv sådan med det, at de ikke kan rede sig ud igen. Sådan går det visselig alle, som omgås med loven uden for troen og evangeliets forståelse. For når Moses alene med sit skinnende lys og sine stråler træder os nær, så kan ingen bestå for det. Kort sagt: Den, der indlader sig med Moses og vil have med loven at gøre, er fortabt, så endog de kristne i dette stykke har nok at kæmpe med, før de igen kunne kommer løs fra loven og atter indsvøber og indeslutter sig i Kristus. - Men det har vi talt mere om andre steder.

I sådan dårskab og blindhed ligger alle hykleriske helgener ligesom denne farisær, så de ikke alene intet opfylder af loven, hvor højt de end roser sig af det. I grunden forstår de heller ikke det ringeste af den eller véd, hvordan de skal skikke sig deri. De lærer alene at snakke ordene efter ligesom papegøjer. Om dem siger også Paulus i 1 Tim 1, 7: ”De vil være lærere i loven, men forstår hverken det, de selv siger, eller hvad det er, de udtaler sig så sikkert om.” Ja, det forholder sig i sandhed sådan, at intet menneske på jorden, uden ved Kristi ånd, hverken véd hvad Gud er, det vil sige, hvordan man skal ære og takke ham, eller hvem, hans næste er.

For ligesom hele verden gør sig sin egen Gud og dog aldrig træffer den rette, men splitter sig i utallige afguderier, sådan er den også i dette stykke så blind, at den aldrig finder sin næste, som den dog altid ser for sine øjne. Verden lader næsten gå sig forbi og lide nød og sult, som den skulle tjene og hjælpe, mens den ellers giver meget og gør mange store gerninger. Især bliver hermed jødernes hykleriske udlæggelse straffet og forkastet, idet de opfattede det ord næsten efter deres eget hoved og alene anså den for sin næste, som de selv ville. Det var den, der var deres ven, havde gjort sig fortjent til det og var velgerning og kærlighed værdig. Nogen, som de havde nydt godt af eller endnu kunne håbe at nyde godt af. Derimod anså de sig ikke forpligtet til at tjene eller hjælpe fremmede, ukendte, uværdige, utaknemmelige eller fjender.

Imod dette hykleri kæmper Kristus nu med denne fortælling om det stakkels, sårede menneske, der var faldet blandt røvere og lå halvdød, og som alene samaritaneren tager sig af, tjener og hjælper, mens både præsten og levitten går forbi og lader ham ligge.i Her må den lovkyndige selv svare, at præsten eller levitten ikke har været denne mands næste, men den, som øvede barmhjertighed imod ham. Hykleren tør ikke sige samaritaneren, for jøderne hadede bittert disse deres naboer og anså dem for de værste folk. På samme måde som vi anser kættere og dem, der har fornægtet kristendommen. Sådan må han uden tak, ja mod sin vilje, bekende sandheden og sige, hvem der var den andens næste.

Det lyder ganske vist noget underligt, at den skal kaldes næste, som elsker og gør den anden godt, når man dog ellers, også efter Skriftens og dette buds talemåde, kalder den næste, som behøver velgerningen, eller som skal tjenes og vises kærlighed. Men begge dele hører sammen, og ordet ”næste” omfatter det ene så vel som det andet og knytter os alle sammen. Enhver er den andens næste. Men man kan være hinandens næste på to forskellige måder, nemlig, enten i navnet og ordet alene, eller i gerning og handling.

Samaritaneren var den såredes næste på den sidste måde, men ikke præsten og levitten. De burde dog have været det lige så vel som ham. For heri er alle mennesker hinanden forpligtet som de, der alle er lige. Alle står under én Gud og har ét og samme bud: Du skal elske din næste. Så heri er der ikke nogen forskel mellem dem. Med ét ord: Meningen med dette eksempel er at vise det, som Kristus tvinger denne hykler til at bekende helt enkelt, nemlig at dem, der hører sammen for Gud, er hinandens næste, idet den ene behøver hjælp og den anden kan hjælpe. Ingen er undskyldt eller fritaget her, hvad enten man er præst eller levit.

Kristus er her særlig spydig og nærgående, idet han tager fat på og anklager præsterne og levitterne, det vil sige, de helligste folk og Guds egne tjenere. Til skam for dem opstiller han en samaritaner, som de havde afsky for som for et fordømt menneske. Dermed viser han, at det går sådan, at de, der er de fornemste og roser sig af at holde Guds bud, som lærer andre og burde foregå dem med et godt eksempel, kort sagt, de høje, kloge, mægtige, og de, der holdes for de bedste, de elsker næsten allermindst. Især de fattige, forladte og for Guds og hans ords skyld forfulgte kristne. De ser i stedet på deres egen hellighed, klogskab og høje gaver og mener, at enhver er skyldig at tjene dem. De tænker ikke på, at disse gaver alene er skænket dem af Gud, for at de med deres hellighed, visdom, ære og gods skulle tjene de trængende, de uvidende, syndere og foragtede. Derfor bliver denne samaritaner meget passende rost til evig skam for de jødiske præster og helgener (så vel som for denne hykler), fordi han viser dette fremmede sårede menneske, som uden tvivl også var en jøde, en sådan kærlighed og barmhjertighed, mens mandens egne præster, levitter og skriftkloge lader ham ligge i sin elendighed og jammer og, så vidt det står til dem, lader ham fordærves og dø.

Men at Kristus gør samaritaneren til dens næste, som var faldet blandt røvere, dermed vil han specielt vise, at han selv er og vil være den næste, som rettelig opfylder dette bud og viser sin kærlighed mod de arme, elendige for Gud sårede og fordærvede samvittigheder og hjerter. Dermed giver han også sine kristne et eksempel, for at de skal gøre som ham, der af hele verden og især af de store helgener, hans egne jøder blev holdt for en samaritan. Fordi der ikke er andre, der ellers gør det, skal de antage sig de andre, forladte og hjælpeløse i deres nød og vide, at hvad de gør mod dem, det har de gjort mod Kristus som deres næste.

I denne samaritaner afbilder Kristus således den velgerning, hjælp og trøst, som han i sit rige virker gennem evangeliet. Det er netop det samme, som han i begyndelsen talte om til sine disciple: ”Salige er de øjne, som ser det, I ser.” Han afmaler her på den mest trøstefulde måde, hvad troen ejer i ham, og hvor vidt forskellig hans evangelium er fra lovens lære, som også præsterne og levitterne havde. Men det er der talt nok om tidligere. Lad os kun i denne lignelse se, hvordan vi, da vi var faldet i synd mod Guds bud og lå under Guds vrede og måtte dø den evige død, af ham igen er hjulpet op, så vi har Guds nåde, samvittighedens trøst og liv og tillige begynder at holde Guds bud.

Dette er vores hovedartikel i troens lære, som siger os, at vi ikke kunne hjælpe os selv, lige så lidt som nogen gerning eller lovlære. Kristus må begynde det i os. Og han driver os ikke med loven, når vi føler vor synd og elendighed, men han forbarmer sig hjertelig over os, er venlig og trøster os med sit ord. (For loven hører de sikre ånder til, som denne lovkyndige, der ikke ville kaldes synder). Han forbinder selv den sårede, lægger ham på sit dyr og plejer og passer ham. For han har alene ved sig selv måttet tilvejebringe vor forløsning og træde i vort sted, samt bære vor synd og nød på sit legeme. Han har også selv forkyndt os dette og giver os det trøstefulde ord, hvorved vi bliver forbundet og helbredt.

Dette er nu at hælde vin og olie i sårene. Begge dele er gode lægemidler for sårede. For vinen holder såret rent og friskt, så sårene ikke rådner eller går i betændelse. Sådan er også den balsam eller den ædle og kostelige olie, som især fandtes i Israel, et herligt lægemiddel mod al slags skade. Det er et billede på det hellige evangeliums prædiken, som udretter begge disse ting. Det holder både de bodfærdige samvittigheder i erkendelse af deres synd og skrøbelighed, så de ikke bliver sikre eller ophører med at begære nåde, og tillige trøster den dem med nåden og syndernes forladelse. Det gør det således stedse bedre med mennesket, indtil det atter bliver helbredt og igen begynder at gøre et raskt menneskes gerninger.

Dertil bruger han nu også kirkens embede og tjeneste, som han befaler at passe og pleje disse mennesker gennem det embede og den ånd, som han giver. Ja, han byder den at være flittig med dette og at bruge alt, hvad der kan tjene til styrke og forbedring: trøst, formaning, bøn, straf og så videre. Og han lover den tillige at belønne den dens gerning og arbejde.

Se, dette er evangeliets lære og kraft og den skat, som frelser os, og som også gør, at vi begynder at opfylde loven. For når Kristi store og grundløse kærlighed og velgerning bliver erkendt og troet, da vælder også kærligheden frem af det, både til Gud og næsten. For gennem denne erkendelse og trøst bevæger Helligånden hjertet, så det begynder at elske Gud og også villigt gør, hvad det skal gøre, ham til lov og tak. Det vogter sig for synd og ulydighed og hengiver sig villigt til at tjene og hjælpe alle. Og når det herunder føler sin svaghed, strider det i bøn og påkaldelse mod sit kød og Djævelen. Det holder sig således stedse i troen til Kristus, når det ikke selv gør loven fyldest. Det trøster sig med, at han har opfyldt loven og skænker og meddeler os sin fylde og styrke. Han forbliver således altid vores retfærdighed, forløsning og hellighed.

Det er den rette måde at nå der hen, at man holder loven. Det er noget, som denne blinde vismand slet ikke kender til. Men Kristus viser ham hermed helt træffende, at man først må høre evangeliet og tro på Kristus, før man kommer til lovens opfyldelse. Ellers er der intet andet end hykleri og lutter tomt pral og løst snak om loven, uden hjerte og liv.

Her skal vi også svare dem, som misbruger dette evangelium til deres bespottelige lære. Kristus siger jo om samaritaneren, at da han overlod den syge til værten og gav ham penge, sagde han til ham: ”Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.” Det har munkene og de pavelige teologer taget som anledning til at opdigte deres løgne om de gerninger, som de kalder ”overskydende” eller overflødige. Gerninger, der går ud over pligten, idet mennesker gør mere, end Gud har befalet, og som de ellers ikke har pligt til. Sådanne løgne tillige med andre bespottelige lærdomme stadfæster de med citater fra Kristi Bjergprædiken i Matt 5, hvor han udlægger De Ti Bud. Her har de fundet nogle såkaldte ”råd” og derefter tolket dem om deres munkevæsen. Som om de var så store helgener, at det var dem noget alt for ringe blot at holde Guds bud. Ud over dette måtte de også gøre mange og store overflødige gerninger i deres orden. Derfor er Gud ikke alene skyldig at give dem selv langt mere end Himlen, men også skænke andre mennesker dem, hvem de ville meddele disse deres overflødige gerninger. Det vil sige, at de sælger dem deres løgne og bespottelser for penge.

Dette har deres Gud, paven, stadfæstet, og kanoniseret eller ophøjet disse sine helgener som dem, der hermed har styrket hans guddom og magt, også over de døde i Skærsilden. Dette er dog en alt for grov og uforskammet bespottelse, som langt overstiger denne skriftkloges og hans liges blindhed og formastelighed. For de vil ikke alene have den ros, at de har holdt Guds bud (skønt de dog ikke forstå et eneste eller alvorligt har til hensigt at holde endog det mindste af dem), men de vil endog have gjort noget højere og mere end alle hellige, som Gud selv roser i Skriften. På trods af denne ros må de alligevel alle bekender, at de for sig selv ikke har holdt loven og for det, som de ikke har opfyldt, må de søge og begære nåde og tilgivelse hos Kristus.

Ak hvilken skændsel, at man i Kristi kirke tør tale om gerninger eller arbejde, som skulle være overflødige og kaldes at have gjort mere, end Guds bud fordrer. Kristus siger jo dog klart og tydeligt om alle menneskers livsførelse: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.” Luk 17, 10. Her hører du, at det kun er skyldighed, selv om nogen, hvad dog ingen helgen på jorden kan, nåede det mål, at han havde gjort alt. Han har dog dermed ikke gjort noget, som Gud skulle takke ham for. Og hvor vil man dog finde eller nævne nogle bedre og højere gerninger, som ikke skulle være befalet af Gud? For selv om de længe nok skvaldrer om den ugifte stand, så spørger jeg, om dette kan være nogen bedre gerning, end den at elske Gud af hele hjertet? Ja, kan der overhovedet gøres noget uden om dette bud, når det skal være godt og Gud velbehageligt? Hvordan er det da muligt at finde noget overflødigt eller gøre noget, som er bedre? For hvad godt kan du gøre mod Gud eller mennesker, uden at du må gøre det af den kærlighed, som du under straf af din evige fortabelse er skyldig til? Hvad kan en far eller mor gøre mere mod sit barn, ja, hvad kan Gud selv og Kristus mere gøre mod os, end at han elsker os? Hvad skal det da til, at komme med sådanne skændige løgne og dårskaber om nogle gerninger, som skulle stå over dem, der er befalet, når ingen her på jorden dog kommer så langt, at han fuldkomment opfylder De Ti Bud?

Nu skammer papisterne sig ganske vist selv over denne vederstyggelighed, hvormed de dog har opfyldt alle deres bøger. Alligevel kan de ikke lade deres bespottelse fare. Og nu da de ser at denne løgn ikke kan bestå, så finder de på en anden tolkning, som dog er ligeså bespottelig som den anden. De overfører nemlig disse ord: ”hvad mere du lægger ud”, fra livet og gerningerne og overfører det på læren og siger sådan: Man må ikke alene holde, hvad Skriften lærer, men også hører, hvad kirken desuden lærer og forordner. For, siger de, apostlene og biskopperne har her befaling til at lægge mere til end de to mønter, det vil sige, end Det Gamle og Nye Testamente.

Se dog, hvor Djævelen snor og vender sig med sin filosofi og sine blinde kunstgreb for at udsmykke og sætte farve på sine løgne. De har måske hørt og lært af os, at denne lignelse om de to mønter sigter til prædikeembedet i kirken, for Kristus taler om det embede, hvormed man skal passe og pleje de syge og give dem, hvad der tjener til styrke og forbedring. Det er de to mønter i Den Hellige Skrift eller snarere pundet, som Kristus andetsteds kalder det (Luk 19, 13). Det vil sige, den forstand på Skriften eller det Åndens mål og gave, som gives enhver, hvilket dog alt sammen er én og den samme forstand, kun at én besidder den rigeligere end den anden. Dette vil disse filosofi-teologer nu bruge som en støtte for deres løgnlære, at man i kristenheden må lære, tro og holde som nødvendigt til frelse mere, end hvad Kristus har givet og befalet os at lære. O, et blindt, galt, forvendt folk, som altid søger noget andet og mere, både af lære og gerning, end Guds ord viser det, og som dog ikke gør eller lærer, hvad han vil have lært og gjort, men lader det ligge uænset!

Derfor sige vi atter som før til dem: Kære, hvad kan eller véd I dog, som er bedre og nødvendigere at lære, end det, Kristus har lært og befalet at lære? Og hvad behøver man mere til at pleje samvittighederne i alt, hvad de har behov, til undervisning, formaning, trøst, styrke, forbedring, med ét ord til deres frelse, end Skriftens, det vil sige, både lovens og evangeliets lære? Dette vidner også Paulus i 2 Tim 3, 16 -17: ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.”

Her hører du, at Skriften har og giver det alt sammen, hvad der tjener til en godt livsførelse og gode gerninger. Hvorfor vil du da foregive eller søge noget andet, som skulle være nødvendigt at lære frem for og ved siden af dette? Kære, anvend først de to mønter, som Kristus giver, og øv den lære godt, så vil vi bagefter se, hvad mere du kan lægge ud eller lære.

For dette ”udlæg” over de to mønter kan man uden fare og efter Skriftens mening udlægge sådan, at det er forøgelsen og øvelsen i læren og dens forståelse. Det er det, Paulus siger i 1 Tim 4, 14 og 2 Tim 4, 2: ”Forsøm ikke den nådegave, som du fik fra Gud. Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning!” For jo mere man driver og øver Skriftens lære, desto lærdere, rigere og mægtigere bliver man deri, således som det også sker i andre kunster. Derfor er et sådant ”udlæg” ikke andet, end at man uafladeligt øver denne lære, sådan som enhver behøver det, eftersom enhver er svag eller stærk og trænger til mere trøst, formaning end en anden.

Men det er ikke sådanne filosofi-teologers mening og alvor, at de vil være så tro og flittige, at de virkelig anvender de to mønter, det vil sige, at de med flid lærer, hvad Kristus har befalet dem. For det kan de ikke, vil heller ikke vide af det, men vogter sig for Skriften som for Djævelen, forstå heller ikke, hvad lovens eller evangeliets lære er, men fylde kirken alene med deres påfund og menneskelærdomme. De fordrejer og forfalsker Guds ord, sådan som Djævelen lærer dem det, så dette udlæg over de to mønter hos dem betegner at lære noget andet end evangeliet lærer. Derfor gør de heller ikke andet end at føre deres fordømte løgnpåfund og imod Kristi tro stridende lærdomme ind i folk.

Kort sagt: Fordi Kristus selv og apostlene overalt forbyder at indføre anden lære, så kan det ikke være rigtig, når man vil bruge denne lignelse eller fortælling til støtte for dette påfund. Så vil Kristus heller ikke have den syge plejet anderledes eller meddelt andet, end hvad han selv giver ham, og det mere, som kan lægges ud for ham, må ikke være noget andet, men netop, hvad der ligner eller er i overensstemmelse med det, han selv har givet ham. Men det kan godt ske, at den ene øver dette bedre og kraftigere end den anden og altså lægger mere ud. Sådan siger Paulus om sig selv i 1 Kor 15, 10, at han har arbejdet og udrettet mere end alle de andre. Også Ambrosius forklarer dette udlæg på denne måde og anvender det på Paulus, idet han siger, at han med sin prædiken og breve (som jo ikke er andet, end hvad Kristus har befalet ham at lære) overstrømmende rigelig har opfyldt sit mål og nået videre end de andre. Men om sig selv og andre prædikanter siger Ambrosius: Giv Gud, at vi kunne anvende og ågre godt med det, som vi har modtaget af Kristus.