Luk 17, 11-19 (14.søn. efter trinitatis)

Lukas går i sit evangelium, frem for de andre evangelister, frem på den måde, at han ikke alene, som dem, beskriver Kristi lære og gerning, men også hans rejser, sådan som de fulgte efter hinanden. Sådan viser hans evangelium indtil det trettende kapitel, hvordan Kristus begyndte at prædike og gøre tegn i Kapernaum, hvorhen han drog fra Nazaret, og hvor han boede, så denne by i evangeliet kaldes hans by. Fra den gik han ud til alle egne, til by og landsbyer, prædikede og udførte mirakler. Da han nu havde udrettet alt og prædiket hele landet igennem, stod han op og rejste til Jerusalem. Denne rejse, og hvordan han på den, ligetil Jerusalem, prædikede og gjorde undere, beskriver han fra slutningen af det trettende kapitel og til sidste slutningen. For denne rejse var hans sidste og skete i det sidste år af hans liv. Det mener Lukas her når han siger, at Jesus rejste til Jerusalem midt igennem Samaria og Galilæa. Dermed er så meget sagt: Dette under har han udført på rejsen til Jerusalem.

Nu var dette ikke den lige vej fra Kapernaum til Jerusalem; for Galilæa ligger nord for Jerusalem, og Samaria igen på den østlige side af Galilæa, men Kapernaum ligger midt i Galilæa. Og evangelisten vil med flid vise, at han ikke er draget den rette vej, idet han nævner Samaria og Galilæa og dermed siger, at han drog midt igennem dem og ikke på grænsen eller ad den nærmeste vej. Kristus har altså rejst fra Kapernaum mod vest til Jordan og Samaria, fra Samaria mod vest til Galilæa og fra Galilæa mod syd til Jerusalem, en lang og vidtløftig rejse, hvortil han har taget sig god tid og stunder. For han rejste ikke sådan for sin egen skyld, men for at han kunne prædike for mange og hjælpe mange. Derfor drager han også midt igennem landet, så hans rejse må blive bekendt for alle, og sådan han får anledning til at hjælpe alle, idet de fra alle sider kunne komme til ham og lade sig hjælpe.

For dertil var han sendt, at han skulle tjene alle og enhver frit skulle nyde hans godhed og nåde. Nu beskriver evangelisten miraklet og siger: og ”Og da han kom til en by, mødte ham ti spedalske mænd, som stod langt borte. Og de opløftede røsten og sagde: ”Jesus, mester, Forbarm dig over os!” Her kunne måske nogen spørge evangelisten, hvordan disse spedalske har kunnet stå langt borte og opløfte deres røst, da dog spedalske ellers ifølge deres natur ikke kan tale højt og derfor må bruge skralder? Han vil visselig svare, at de ikke har stået kilometervis væk? fra ham, men at de ikke er kommet ham så nær som de andre, der fulgte ham; heller ikke er alle spedalske så aldeles dårligt stedt, at de jo ikke på en vis afstand kan høres.

Men evangelisten vil hermed efter Skriftens brug, alene vise det store alvor i deres begæring, idet deres hjertes røst var så stærk, at den også nødte dem til med munden at råbe så højt, som det var dem muligt.

Evangelisten siger sådan:

v14 Og mens de var på vej derhen, blev de rene.

Hidtil har vi lært, hvordan troen virker, hvad dens natur er, hvoraf den kommer, hvordan den begynder, hvad den bringer, og hvor vel set den er for Gud. Alt dette er endnu blot talt om det kristne væsens begyndelse. Men nu er det ikke nok at begynde, man må også vokse og holde ud, for Kristus siger: ”Den, der holder ud til enden, skal frelses”. Matt 10, 22. Ligeså Luk 9, 62: ”Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige”. Derfor lærer nu denne anden del af evangeliet om troens vækst og fuldkommengørelse. Troen eller hjertets fortrøstning til Gud er en fin og spæd ting, som man må fare varsomt med, ellers kan den let tage skade, så den begynder at rokkes og vakle, hvis den ikke stadig øves og befæstes.

Troen er også udsat for utallige anstød og farer fra synden, fra naturen, fra fornuften og egne tanker, fra menneskelærdomme, fra helgeners eksempler, og fra de onde ånder. Med ét ord, foran og bagtil og på alle sider bliver den uafladeligt fristet til at tvivle og vakle eller henfalde til gerninger. Derfor siger Peter med rette i 1 Pet 4, 18: ”Den retfærdige frelses med nød og næppe”, så grumt strides anfægtelserne om et troende hjerte. Derfor siger også Paulus i 1 Kor 10, 12: ”Den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.” Og alle vegne lærer han, at vi skal vandre med varsomhed og frygt og nøje give agt på vor tro. For, som han siger i 2 kor 4, 7: ”Denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.”

Derfor må vi ikke være sikre, men forblive i Herrens frygt og bede med Jeremias i kap. 17, 17, at han må bevare os i troen og ikke lade det komme derhen, at vi tvivler på ham og forskrækkes for ham. Dette evangelium viser os også rigeligt denne fare med et skrækkeligt eksempel, idet de ni af disse ti troende spedalske faldt fra, og kun én holdt ud indtil enden. Og det går her som med et skønt træ, der står fuldt af blomster, så man tænker, at det ikke vil kunne bære alle frugterne; men så kommer der et uvejr, blomsterne fordærves, frugten falder af eller bliver ormstukken, så næppe en tiendedel bliver moden. Sådan er der også mange, som modtager ordet og begynder at tro, men, som Herren siger i Luk 8, så falder det på klippegrund og får ikke væske nok, eller blandt torne og tidsler. Det vil sige, at de ved anfægtelser og fristelser falder fra og ikke holder ud. For så snart det går dem ilde, eller Gud prøver dem, så glemmer de hans godhed og ser kun på hans vrede. Derved går da troen under, og der bliver igen en forsagt og forskrækket samvittighed, som, så langt fra at løbe Gud i møde, sådan som den gjorde i begyndelsen, tværtimod flygter for ham.

Dette ser vi også her. Da de spedalske var begyndt at tro og ventede sig alt godt af Kristus, så vil han føre deres tro videre og sætter den derfor på en prøve, idet han ikke synlig gør dem sunde, men kun siger til dem, at de skal fremstille sig for præsterne. Havde de nu ikke her haft troen, så havde fornuften og naturens forstand straks knurret og sagt: Hvad er dette? Vi havde ventet os større godhed af ham og hjertelig troet på ham, at han ville hjælpe os. Men nu rører han ikke engang ved os, sådan som han plejer og har gjort med andre, men ser alene på os og går dermed sin vej. Han foragter os måske. Tilmed siger han hverken fra eller til, om han vil rense os eller ikke, men lader os svæve i uvished og siger ikke mere, end at vi skal vise os for præsterne.

Hvorfor skal vi vise os for dem? Vi véd godt selv, at vi er spedalske. Se, så vred og hadsk kunne naturen være blevet på ham, fordi han ikke så straks gør, hvad den vil, og ikke med bestemthed siger den, hvad han vil gøre. Men her er troen, og den styrkes og forøges kun ved sådan prøvelse. Den agter ikke på, hvor unådige eller ubestemte Kristi ord og handlinger måtte være, men holder sig fast til hans godhed og lader sig ikke afskrække. Og i sandhed, de har haft en stor og rig tro, fordi de blot på dette ord gik derhen. For hvis de havde tvivlet, så havde de visselig ikke gået af sted, især da de ikke havde noget klart og tydeligt tilsagn.

Og dette er også den måde, som Gud bruger med os alle, for at styrke og prøve vor tro. Han handler sådan med os, at vi ikke véd, hvordan han vil gøre det med os. Men dette gør han kun i den hensigt, at mennesket skal befale sig i hans hånd og overgive sig til hans blotte godhed, ikke tvivle på, at han jo vil give, hvad det begærer eller også noget bedre. Sådan har også disse spedalske tænkt: Velan, vi går derhen, som han byder os, og skønt han ikke siger, om han vil rense os eller ikke, så skal det dog ikke bevæge os til at tænke ringere om ham end før. Ja, vi vil nu desto mere og stærkere tro godt om ham og gladelig vente, at hvis han ikke vil rense os, så vil han gøre noget, som er os endnu bedre, end hvis vi blev rensede. Vi vil derfor holde fast ved hans godhed. Se, det er en ret forøgelse og tilvækst i troen.

Sådan prøvelse varer, så længe vi lever. Derfor må også væksten vare ligeså længe. For forsøger han os én gang i ét stykke, idet han sætter os i uvished om, hvordan han vil handle med os, så tager han siden bestandig noget andet og forøger dermed stadig mere og mere vor tro, hvis vi ellers blive hængende ved ham uden ophør. Se, det kalder Peter at vokse i Kristus, når han i 1 Pet 2, 2 siger: ”I skal som nyfødte børn hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse.” Og 2 Pet 3, 18: ”Men voks i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus.” Og Paulus begærer alle vegne, at vi må tiltage og blive rige i Guds og Jesu Kristi erkendelse. Men det er ikke andet, end at vi på denne måde skulle blive stærke i troen, idet Gud skjuler sin godhed og anstiller sig, sådan som Kristus her anstillede sig mod de spedalske, så vi ikke véd, hvordan vi står os med Gud. For troen bør være en fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. (Hebr 11, 1).

Mærk derfor her, at, når Gud synes længst borte, så er han nærmest. Disse Kristi ord lyder sådan, at man ikke kan vide, hvad han vil gøre, idet han hverken siger fra eller til. De spedalske, som førhen med vished havde ventet sig alt godt af hans godhed, kunne godt have stødt sig derpå, være faldet i tvivl og forstået det langt anderledes, end Kristus mente. Kristus taler af en så overvældende godhed, at han mener, at det ikke var nødvendigt at sige dem det. De havde allerede fået, hvad de begærede. Men nu, da hans mening ikke var dem klar, havde de kunnet tænke, at han var af en ganske anden mening og længere fra dem end tidligere. Sådan er det med alle hans overvældende godheds gerninger og ord, så det virker på os som om han tidligere var os mere god og nådig, end siden hen da han begyndte at virke i os og handle med os.

Sådan gik det også med Israels folk i ørkenen. De mente, at Gud ikke havde ført dem ud af Egypten, skønt de dog i Egypten havde anråbt ham derom og troet, at han ville hjælpe dem ud. Men det sker alt sammen, for at vi ikke skal forblive svage begyndere i troen, som ikke kan tåle andet end mælk, men stadig vokser og forøges, indtil vi også kan drikke den stærke vin og blive så fordrukne og fulde af Ånden, at vi ikke alene forsager gods, ære og venner, men også foragter og overvinder døden og Helvede.

Derfor går det de ustadige og vantro hjerter, som det går de ulykkelige minearbejdere, som begynder at søge med stor fortrøstning og graver dybt, men som, når de er kommet nær ind på skatten, så der endnu kun står lidt tilbage at grave, holder op og ser tilbage på, hvor meget de hidtil har arbejdet forgæves, og mener, at der intet er at finde. Så kommer der en anden, som er skatten værd, og som endnu aldrig har arbejdet derpå. Han graver og finder, hvad de andre har søgt og fremgravet for ham. Sådan er det også med Guds nåde. Den, som begynder at tro, men ikke vil blive ved med at tiltage og vokse i troen, ham bliver den frataget og givet en anden begynder. Vil heller ikke han vokse, så bliver den også taget fra ham og givet en anden. Troen er det alene, det kommer an på. Oh, hvor blinde, gale og giftige ting snakker ikke vore universiteter om troen, når de lærer at troens begyndelse og kun en lille grad eller stykke af den, er nok til frelse.

Denne tilbagekomst må være sket, efter at han med de andre har vist sig for præsterne. Evangelisten tier om, hvordan de er kommet til præsterne, og hvad der er foregået. Men af den enes tilbagekomst og taknemmelighed giver han at forstå, hvordan det er gået til. Det har uden al tvivl faldt ham meget tungt at gå tilbage alene. For da han sådan af hele hjertet takker Kristus og elsker ham, så kan man ikke forestille sig andet, end at han har formanet, tilskyndet og bønfaldet de andre og brugt al energi på at bevæge dem til at gå med sig og vise deres taknemmelighed for sådan stor velgerning. Derfor har det også gjort ham ondt, at han ikke har kunnet bevæge dem, og han må med gråd og et tungt hjerte være gået bort fra dem. Alt dette og lignende nødes vi til at tænke ved den kærlighed, som han havde til Kristus. Den lader intet uprøvet, frygter ingen, bekymrer sig heller ikke om nogen, når den kun værdigt kan ære og prise Kristus.

Hvad kan det her have været for et uvejr, som har skilt de ni så langt fra denne ene, så meget mere som vi jo hørte, at de alle sammen har haft en så god begyndelse og tilvækst i troen? Af sig selv kunne de ikke være kommet så langt bort. Der må have været nogen forud, der har omstyrtet troen i dem, så de vender den ære fra Kristus, som de hidtil så villigt og rigeligt gav ham, og fra at være hans venner bliver hans fjender. Det kan heller ikke have været noget simpelt frafald, fordi de er så aldeles hårde og uimodtagelige for denne enes formaninger og bønner. Se, det har præsterne gjort. De kunne ikke tåle, at Kristus fik æren, derfor må de have holdt en kraftig prædiken mod ham for at udslette denne deres tro.

Men hvad kunne de have sagt til dem? Da de har kæmpet mod Kristus og troen, så er det let at tænke sig, hvad de har sagt og gjort, nemlig alt, som var troen modsat. Det vil sige, at de har prentet ind i disse arme mennesker, at de ikke skulle tro, at Kristus havde renset dem, men de skulle takke Gud, som i nåde havde set til deres offer og præsternes bøn og bønhørt dem og derfor renset dem.

Desuden har de med to kraftige stød væltet deres tro omkuld. Først dermed, at det ikke var muligt for nogen skabning at rense fra spedalskhed, men at Gud alene kunne gøre det. Derfor måtte det på ingen vis tilskrives Kristus, for ham anså de blot for et menneske og holdt ham ikke for nogen Gud.

Derfor skulle de vogte sig, at de ikke bespottede Gud og gjorde en skabning til Gud. Oh, hvilket smukt skin og mægtigt stød har ikke dette været! Hvor stor en tro må det ikke være, som skal stå fast, når man stiller Gud selv, Guds ære og Guds gerning mod den og anfægter den med, at den fornægter Gud. Hvilket hjerte mener ikke, at det her gør allerbedst, når det adlyder sådan anfægtelse.

Det andet stød var det, at de kom frem med Moselov, hvori det var befalet, at man under dødsstraf skulle høre præsterne i alt, hvad de dømte efter loven, 5 Mos 17, 12. Fordi præsterne da her dømte at renselsen var sket af Gud og ikke af Kristus, så har de mægtigt fanget deres samvittighed og knust troen til støv hos de ni. For at handle mod loven, det er jo at handle mod Gud.

Se nu, hvad for en gruelig anfægtelse, det har været, idet præsterne foreholdt deres samvittighed den legemlige og evige død, Guds og menneskers vrede, de højeste og største synder, tilligemed de største straffe.

Hvilket hjerte skulle ikke give fortabt eller idet mindste blive bragt til at vakle ved sådanne skrækbilleder, især når man begrundede dem med Guds lov? For dette stød faldt nu disse ni og havde før fornægtet Kristus ti gange før de ville fortørne Gud og overtræde loven. Og de tænkte sådan, at de handlede ganske ret deri.

Dernæst må der have rejst sig en heftig strid i anledning af denne ene, som ganske alene måtte stå imod præsterne, imens alle hans venner faldt fra ham og blev hans modstandere. Her har disse sikkert også gjort deres flid og bønfaldet og truet ham, at han dog ikke måtte fortørne Gud, men tro præsterne, ikke foragte moseloven, men vogte sig, at han ikke blev taget af dage som en gudsbespotter. Sådan har det arme barn måttet hedde en dåre eller afsindig eller også en kætter og frafalden. Han er ganske vist blevet renset, men han må derfor vove liv og lemmer, gods og ære og venner.

Desuden må han lade dem beholde det navn, at de er fromme, gør ret og ærer Gud, imens han må være en synder og gudsbespotter. Og fordi han var en samaritaner, så har de måske foragtet ham så meget mere og tænkt: Lad ham gå, han er dog en samaritaner og ikke af Israel. Eller de har beklaget ham som et galt og besat menneske.

Sådan må Guds navn altid, ved Djævelens og onde menneskers misbrug, fremme de største synder og være det største skalkeskjul. For da de véd, at man ikke for noget har sådan frygt og ærbødighed, som for Guds navn og ære, i særdeleshed de godhjertede mennesker, så betjener de sig af den grund netop deraf og knytter det til deres væsen, så de foregiver, at det skal være Gud selv. Så følger da den arme hob med, som ikke tænker andet, end at man bør ære og tage imod alt, som fremstilles som Guds navn og ord. Derfor behøves der en stor forstand i sådanne anfægtelser, så man ikke lader sig forvirre, heller ikke når man bliver truet med Guds navn. Afguderne har jo også villet tiltage sig Guds navn og ære. På samme måde har også paven bestandig brugt Guds navn til alle synder og skammeligheder. Og ham følger alle hans disciple og falske lærere, især de åndelige, som foregiver at deres ukristne og vantro sind og gerninger er guddommelige og kristne.

Men langt hårdere går det til, når den onde Ånd ængster samvittigheden i dødens nød og giver den det indtryk, at Gud er vred og ikke vil vide af den. Herom taler David i Sl 3, 3: ”Mange siger om mig: Ham frelser Gud ikke.” Eller som jøderne sagde til Kristus på korset i Matt 27, 43: ”Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.” Som ville de sige: Det er umuligt, at han skulle hjælpe ham, det er ganske ude med ham. Eller også når Gud selv sådan prøver og forlader et menneske, så det ikke føler andet i sin samvittighed, end som om Gud har forkastet det og ikke mere vil vide af det. Sådan som David siger i Sl 31, 23:
”Jeg sagde i min angst: Jeg er fordrevet fra dine øjne.”
Det har også Abraham prøvet, 1 Mos 15, 12; og Jakob, 1 Mos 32, 24. Her står troen i den yderste nød og er i Helvedes pine. Her er det nødvendigt at holde fast og ikke lade sig forvirre med, at Gud selv bliver afbildet. Se, det er troens sidste og største anfægtelse. Den, som står her, han står bestemt evindelig, for da er dødens og Helvedes frygt overvundet med alle de rædsler, som gives i denne og den kommende verden. Det er de stærkeste kristne og største ånder.

Dette siger jeg alt sammen for, at vi må lære at holde fast ved troen, i hvilken vi er begyndt, og stadig forbliver i den samme gode fortrøstning, som venter sig alt godt hos Gud. Vi skal ikke lade nogen drive os derfra, det være sig menneske, djævel, synd, lov, Guds navn, ja Gud selv. Og det formår vi desto bedre, når vi blot holder fast på, at troens egentlige natur er, som det siges i Hebr 11, 1: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” Det er ikke indholdet af flygtige ting, heller ikke tegn på ting, der ses. Det vil sige, troens art er, at den forlader sig på Guds godhed og ikke lader sig indbilde noget andet end det, som kan håbes og begæres. Alt andet derfor, som er sådan, at man må flygte og forskrækkes for det, det er ikke troens genstand, men en anfægtelse og fristelse. For Gud har ikke bygget vor tro eller vor gode samvittighed eller fortrøstning på vrede, men på nåde.

Derfor er også alle hans løfter liflige og nådige, og derimod hans trusler bitre og forfærdelige. På disse må man ganske vist også tro, men den kristne tro kan ikke grunde sig på dem, den må have lutter gode ting til genstand.

For det andet må man være forvisset om, at det gode, som troen har til genstand, og hvorpå den forlader sig, ikke må kunne ses eller føles. Alt derfor, som den føler, det må smage godt eller ondt, det må den vide, at det ikke hører med til, hvad den skal tro, men det er anfægtelse og fristelse, som den derfor må hæve sig over og lukke øjne og alle sanser for. Troen skal kun hænge ved det gode, som den hverken ser eller hører, indtil anfægtelsen går over.

Ligesom Elias i 1 Kong 19, 13 svøbte sit ansigt med sin kappe, da det stærke vejr og jordskælvet og ilden gik forbi ham.

Så meget større nu denne spedalskes stød og anfægtelse har været, idet han tillige stod ganske alene i den, så meget større og modnere blev også hans tro, visselig os til et eksempel, at heller ikke vi skal lade os forføre af sådanne præster og åndelige, selv om de fik al verdens hob på deres side. Det måtte jo synes at være af stor betydning, at præsterne stod ham imod, de, som dog var skyldige at lære andre folk den rette vej og med rette burde være de lærdeste.

Her lærer vi også et godt svar, som vi kan give paven med hans åndelige og lærde, når de kommer og beråber sig på deres myndighed, højhed, embede og værdighed og foregiver, at man må tro dem og alene høre, hvad de siger. De kan sagtens fatte, at Kristus viser de spedalske til præsterne, men det andet lader de, som de ikke ser, hvordan nemlig dette ene menneske, som ikke var nogen præst, men en lægmand, ja ikke engang en israelit, men en samaritaner, hvordan han dog dømmer præsternes lære og mening og er lærdere end dem alle sammen. Han bekymrer sig heller ikke om, at han står alene, og at flertallet er på deres parti. Var det nu nok, som vore papister siger, at de hedder de åndelige, lærde og øverste og har myndighed og der ud over flertallet på deres side, og at man ikke bør sige imod, hvad de øverste, mest værdige, myndige og talrige foregiver, så har denne samaritaner handlet uret. Men det forbyde Gud!

Evangeliet lærer meget mere her, at ingen plejer at fare så meget vild, og forføre andre, som netop præsterne, de åndelige, de lærdeste, de øverste, de værdigste og de talrigeste. Derfor må man heller ikke for nogen vogte sig så meget som for dem. Dog, fordi Kristus viser dem til præsterne, så giver han dermed til kende, at det ikke er deres embede, men deres embedes misbrug, man skal sky, og fastsætter en regel for, hvor langt man skal tro og følge dem: Når de lærer efter loven, da skal man høre dem, sådan som Moses klart siger i 5 Mos 17, 11, at præsterne skal lære efter loven, og at den, som da ikke vil høre dem, skal stenes. Men når de går uden for loven og kommer med deres egen lære, da skal man hverken anse embede eller myndighed, men alene forblive ved Skriften. Man plejer jo at sige, at ingen skriver falskt, uden skriverne. Sådan prædiker heller ingen falskt uden prædikanterne, og som man atter siger, de mest lærde er de mest forkerte. Når nu de præster, som er indsatte efter guddommelig anordning og lærer Guds lov, for største delen og allermest fare vild, hvad skulle da vore paver, kardinaler og biskopper gøre, som hverken er indsatte af Gud eller mennesker, men af sig selv, desuden hverken prædiker eller studerer og heller ikke føre andet end lutter menneskelærdomme og deres egne drømme? Derfor er her hverken embede eller lære retskaffen, men lutter vildfarelse fra øverst til nederst. Derfor skal man ikke diskutere meget om deres lære og væsen, men kun tage sig i agt derfor; for de er ikke de præster, som her er betegnede, sådan som vi skal høre.

Men hvorfor fremhæver Lukas, at denne ene kunne se, at han var blevet helbredt? Har da ikke også de andre set det samme, da de jo alle ti blev rensede? Så har jo også de ni, sådan som vi har hørt, tilligemed præsterne lovet Gud og sat ham højt for dog ikke at give Kristus, som en skabning, æren. Hvorfor siger han da, at denne ene priste Gud med høj røst?

Til det første spørgsmål svarer vi, at Lukas siger dette efter den almindelige talebrug. Om den utaknemmelige siger, man nemlig, at han ikke ser den velgerning, som vises ham. Det vil sige, at han ikke vil se den eller tage den til hjertet eller betænke den, så han måtte blive taknemmelig, men han lader, som om han ikke ved noget deraf, foragter den og ser ikke på den. Sådan har disse ni heller ikke villet se og betænke Kristi velgerning, men foragtet den, som om han ikke havde bevist dem noget. Den taknemmelige derimod vil og kan ikke glemme og hører ikke op med at betragte og erkende sin velgører og hans velgerning. Med en sådan indstilling har denne samaritaner betragtet sin renselse.

Til det andet spørgsmål svarer vi: De ni lovede også Gud, men med tungen, og bespottede ham tillige i Kristus. Det havde ikke været så strafværdigt, hvis de dengang endnu ikke havde anset Kristus for Gud, for han var endnu ikke herliggjort, som Johannes siger i 7, 39. Måske har også denne ene endnu anset ham for blot et menneske. Men præsternes bestræbelser gik ud på, at Kristus måtte blive holdt for et syndigt menneske og en gudsbespotter, og en sådan gift opfyldte de disse ni med. Kristus begærede på den tid ikke mere, end at de modtog ham som sendt til dem fra Gud og troede, at Gud boede, talte og virkede i og gennem ham. Men det ville de ikke, tålte heller ikke, at andre modtog ham sådan, men han skulle anses som kommet af Djævelen, som besat af Djævelen og som den, gennem hvem Djævelen talte og virkede. Og en sådan tro lod disse ni prente ind i sig.

Men denne ene bliver fast ved, at Gud måtte være med Kristus, og at Gud gennem og i ham talte, virkede og boede. Derfor er hans lov og tak beskrevet, men de andres fortiet. Gennem hvilken strid og anfægtelse han er forblevet i sådan tro, har vi ovenfor hørt. Det måtte være en mægtig tro, som kunne holde sådan fast ved en mand, der var foragtet, fordømt og forhånet af præsterne, de lærde, de øverste, bedste, største og talrigeste i det hele folk. Hvem turde vel nu holde sådan fast ved Kristus, når pave, biskopper, doktorer, munke, messepræster og fyrster med hele deres hob havde fordømt ham og ladet udgå en bandbulle mod ham, sådan som vi klart ser, dem gøre.

Her lærer også evangeliet, hvad for gerninger den prøvede og erfarne tro gør, og hvilken den rette tjeneste og ære er, som man bør vise Gud. Nogle bygger ham kirker, andre stifter messer, andre ringer med klokker for ham, andre tænder lys for ham, for at han må kunne se. Sådanne bærer sig ikke anderledes ad, end som om han var et barn, der behøver vore gaver og vor tjeneste. Det er ganske vist sådan, at det at bygge kirker og holde messer fra begyndelsen af er opstået af den årsag, at de kristne der kunne komme sammen og holde den rette gudstjeneste. Men efterhånden er denne tjeneste kommet i forfald og afskaffet, og sådan er vi hidtil blevet hængende ved det, som kun er en beredelse til gudstjenesten, som at bygge, synge, ringe, tænde lys, fare rundt med røgelse og andre sådanne ydre ting, indtil vi til sidst holdt dette væsen for den rette hovedgudstjeneste og ikke vidste af nogen anden at sige. Vi er således ligeså kloge som den, der vil bygge et hus og bruger alle sine penge på stilladset, så han hele sit liv ikke kommer så langt, at han får lagt en sten til selve huset. Sig mig, hvor vil en sådan til sidst bo, når stilladset bliver taget ned?

Men det er den rette gudstjeneste: At vende tilbage og prise Gud med høj røst. Det er den største gerning i Himlen og på jorden og der ud over den eneste, som vi kan vise Gud. De øvrige behøver han ikke og kan heller ikke tage imod dem. Han vil alene elskes og prises af os. Derom taler Sl 50, 12-13: ”Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig, for jorden er min, med alt, hvad den rummer. Behøver jeg at spise tyrekød eller drikke bukkeblod?”

Sådan må han også nu sige til dem, som opretter stifter, tænder røgelse, synger, ringer og brænder lys. Mener I, at jeg er blind og døv, eller at jeg ikke har noget hus? I burde elske og prise mig, men i stedet for ofre i røgelse for mig og ringer med klokker.

At vende tilbage betyder at bringe den modtagne nåde og de modtagne gaver hjem til Gud igen, altså ikke beholde dem, ikke for deres skyld ophøje sig over andre, ikke rose sig af dem, ikke ville have ære af dem, ikke ville være noget bedre end andre, ikke behage sig selv eller have sin lyst deri, men have al sin lyst, behag, ros og ære alene i ham, som har givet dem, og være villig og lige fornøjet, om han atter ville tage dem tilbage og ikke elske og prise ham mindre derfor. Oh, hvor få er de, som således vender tilbage, sandelig næppe en af ti! Har en et skønnere hår end en anden, så hæver han sig i dette stykke over andre. Hvad vil han da ikke gøre med de større goder, som forstandens og Åndens? Det er Noahs ravne, som flyver ud af arken og ikke kommer tilbage. Med ét ord: at vende tilbage indbefatter de to stykker: ikke at hænge hjertet ved Guds gaver, men alene ved ham selv, som giver dem.

På samme måde indbefatter også det at prise Gud med høj røst to stykker.  
Det første er, at man agter ham højt i hjertet og har et inderligt velbehag i ham, så vi smager og fornemmer, hvor sød Herren er. Derom taler Peter i 1 Pet 2, 3 og Sl 34, 9: ”Smag og se, at Herren er god.” Alt dette lærer og bringer den prøvede tro, når anfægtelsen er forbi. For så længe striden og anfægtelsen varer, er troen i arbejde, alt er hårdt og surt, og man føler og smager ingen sødhed hos Gud. Men når den onde time er forbi, hvis vi ellers er tålmodige og holder ud, så kommer Guds sødhed. Da bliver Gud så liflig, behagelig og sød for hjertet, at det ikke begærer andet end at prøve mere strid og anfægtelse og har nu ligesom en tørst og higen efter lidelse og ulykke, for hvilket dog al verden gruer, og som det også selv tidligere har gruet for.

Derom taler Sl 26, 2: ”Prøv mig, Herre, undersøg mig, ransag hjerte og nyrer!” Et så ganske andet menneske, en så ganske anden smag virker den standhaftige tro, at man ikke længere føler sig godt tilpas uden lidelse og lever stik modsat al verdens måde, så man har sin lyst i det, som er dens smerte, indtil man også får lede til hele dette liv og inderlig længes efter døden.

Se, det mener Paulus, når han siger i Gal 6, 14: ”Verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden.” Det vil sige, at min lyst og mit liv er dens lidelse og død, og dens lyst og liv er min lidelse og død. Derfor siger han atter i Fil 1, 23: ”Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste” Til sådan smag og erkendelse kan ingen gerningshelgen komme, for sådanne folk ville ikke vide af anfægtelse og lidelse. Derfor må de også forblive uden tro og aldeles uerfarne mennesker i åndelige sager.

Det andet stykke er, at man bryder ud med sin røst og bekender for verden, hvad hjertet indvendig tror om Gud. Det er ikke andet end at føre al verdens fjendskab over sig og at sende mange bud efter døden og korset. For den, som højt og lydt vil prise Guds lov og ære, han må fordømme al verdens lov og ære og erklære, at alle menneskers gerninger og ord intet er med al den ære, som man har deraf, men at Guds gerning og ord alene er pris og ære værdig. Se, det kan verden ikke tåle. Så må du undgælde og lade dig kalde en kætter, en forfører, en gudsbespotter, fordi du forkaster så mange gode gerninger og sådan åndelig livsførelse og al gudstjeneste. Så byder man dig at tie stille eller man antænder en ild for dig. Og det er ikke muligt, at de skulle tåle det af dig, for de vil ikke have deres væsen forkastet. Så er det også umuligt, at du skulle høre op og tie stille, men med høj røst, ligesom denne spedalske, bekender du meget mere alene Guds lov og ære i hans gerninger og ord.

Så går du da til bålet og bliver til aske, og så kommer paven og gør sin kalender større og skriver med rødt blæk dine morderes navne og ophøjer dem til helgener i Himlen, og udsletter dig af Livets Bog og kaster dig tusindvis af kilometer ned i Helvede. Du er et råddent lem, afhugget af den hellige kristenhed, for at du ikke skal forgifte den hellige kirke med din stank og djævlelære.

Det taler Kristus om i Matt 24, 9: ”I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn.” Hvorfor er det på grund af hans navn? De vil og kan ikke tåle Guds navn, lov og ære, for dermed vil de og al deres væsen blive til skamme, og Gud vil alene være vis, god, retfærdig, sanddru og stærk, mens de må være tåbelige, onde, uretfærdige, løgnagtige, falske og uduelige. Hvem vil tåle sådan stor uret, sådant djævelsk kætteri? Så megen gudstjeneste og gudelig livsførelse skulle man afskaffe og forandre for Guds skyld, som noget tåbeligt, urigtigt, falskt og udueligt væsen! Nej, det kan ikke være Gud, men Djævelen, som kommer med noget sådant. Se, på den måde er alle profeter blevet myrdet og Kristus selv. Verden vil ikke hedde en dåre eller have uret. Så kan heller ikke Gud tåle dens væsen og sender sine sendebud til dem og straffer dem derfor. Sådan må da de hellige udgyde deres blod. Derfor er det en stor ting at love og ophøje Gud for hele verden med fri og stærk røst.

Nu priser og ophøjer også de falske helgener og Kristus-mordere Gud og hans gerninger med høj røst, ja de prædiker og råber mere om Gud end de sande helgener. Sådan ser vi også nu alle kroge fulde af prædikanter, som højt ophøjer og priser Gud og siger, at han alene bør prises og æres. De har altså netop den samme røst og fører det samme ord som de rette prædikanter.

Hvorfor duer det da ikke, eller hvad er fejlen? Uden tvivl ingen anden end den, at de ikke med denne spedalske vil falde Kristus til fode og takke ham, men vil, at Kristus skal falde ned for deres fødder og takke dem. For jøderne viste Gud al ære, men Kristus ville de ikke tåle. Sådan er det også med disse. Så længe man lader deres væsen urørt og ikke forkaster det, så råber og priser de højt, men når man også vil dømme dem efter sådan lære og anvender deres eget råb på dem selv, at de intet er, og at hele deres væsen er falskhed og dårskab, da forstummer deres pris og råb. Så bryder deres falske hjerte frem, og det bliver åbenbart, at de kun med munden ærer og priser Gud, men sig selv i hjertet.

Det er ikke tilstrækkeligt, om du nok så meget råber og skriger, at Gud gør alle ting, og at alt vort eget intet er. Du må også tåle, at man siger sådant om dig og dit væsen. Du kan tåle, at Kristi og din fjende intet er, og at alt, hvad han gør, er forkasteligt, og du mener, at sådan dom er ret og god, fordi hans væsen ikke er af Gud, men mod Gud, men du vil ikke selv være forkastet ligesom ham. Dit væsen skal hedde Gud selv og være uforkasteligt. Hvordan er det da muligt, at du skulle kunne tolerere den forkastede Kristus, end sige at du skulle falde ned for hans fødder og holde dig så uværdig, at du lader dig forkaste med ham. Fordi Gud nu har skjult sig i det foragtede menneske Kristus og vil bo der, så skal du ikke indbilde dig, at du kan finde ham noget andet sted, end hvor man udsættes for foragt. Ja, du må komme derhen, at du bliver glad, når du agtes værdig til at blive foragtet. Ja, at du falder ned og takker foragten, som lader alt dit eget være intet, så at det ikke må være tomme ord, men sandhed, når du siger, at Gud alene tilkommer al ære og intet menneske, og at sådan lære allerførst skal vise sig på dig selv, så du netop for samme læres skyld lider dette og tilmed erkender dig uværdig til det alt sammen.

På den måde har også Kristus ført denne lære og ophøjet Guds navn alene. På ham har den først og fremmest og allermest vist sig, idet han aldeles er blevet til intet, så ingen bliver ham lig deri. O, det er et rigt og stort eksempel, som der var meget at sige om. Men for denne gang må det være nok, at vi har betragtet lidt, hvor stor en ting det er i gerningen at vise, at man lover Gud, og på sit ansigt falde ned for det foragtede menneske Kristus, sådan som apostlene glædede sig, fordi de blev agtet værdige til at forhånes for Kristi navns skyld, (ApG 5, 41). Derom taler også Sl 72, 9: ”Hans modstandere skal falde på knæ for ham, hans fjender skal slikke støv.” Det vil sige, som også Paulus siger, at de skal rose sig af den lidelse og det kors, som møder dem, når de sådan lover Gud og straffes af mennesker. Fordi Kristus selv led på denne måde, så er lidelsen blevet så dyrebar, at ingen er den værdig, og at den må modtages og tilbedes som en stor nåde.

Heraf ser vi, hvor langt et kristent liv overgår det naturlige liv. For det første foragter det sig selv. For det andet elsker og begærer det foragt. For det tredje straffer det alt, som ikke vil være under foragt, og giver sig derved villig ind i al ulykke. For det fjerde bliver det også foragtet og forfulgt for denne foragts og strafs skyld. For det femte synes det sig ikke engang værdigt til at lide sådan forfølgelse. Nu flygter verden og naturen for det første stykke, hvornår vil de da komme til det sidste? Og endnu er der noget andet og større tilbage, nemlig dette at falde ned for Kristi fødder, hvilket præsterne ikke vil vide af eller vil have noget med at gøre. Dertil er ikke enhver tro tilstrækkelig, men dertil udfordres Kristus-tro. Den ydmyger først ret.

Hvad er grunden til, at evangelisten frem for andre ting nævner, at manden var en samaritaner? Dermed åbner han vore øjne og minder os om, at Gud har to slags folk, som tjener ham. Det ene har navn og skin af en såre åndelig og hellig livsførelse, anstrenger sig også meget med det, og dog er der intet sandt deri. De er ikke andet end glubende ulve i fåreklæder, og dog æres og anses de af enhver som de rette Guds tjenere. Derfor tilflyder dem gods, ære og venskab og alt, hvad verden har, for Guds skyld. For man mener, at han er med dem, og den, som anser dem anderledes, han er værre end en hedning, kætter og frafalden.

Den andet slags er uden alt skin og navn, ja har tværtimod et sådant skin, at ingen ser mindre ud til at være Guds folk end dem. Med ét ord, de er lutter samaritanere, hvilket navn hos jøderne lød ligeså dårlig, som når man hos os beskylder en for at være muslim, jøde, hedning eller kætter. For jøderne havde alene det navn, at de var Guds folk, og at de havde den rette gudstjeneste og Gud selv hos sig alene. Men over alle andre og frem for alle folk på jorden hadede de samaritanerne; for disse ville også være Guds folk ved siden af dem. Derfor var en samaritaner i deres øjne det samme som en frafalden kristen i vores. Og skønt det er sandt, at samaritanerne ikke havde den rette tro, og at jøderne havde Guds rette lov, så gik det dog, som det plejer at gå blandt mennesker, at de, som alene roste sig af jødedommen og foragtede samaritanerne, var mindre jøder og værre samaritaner end de naturlige samaritanere. Da nu Gud elsker sandheden og hader alt skin og dets berømmelse, så vender han også bladet om, antager samaritanerne og lader jøderne fare. Og sådan sker det da, at de ikke er hans folk, som dog har navnet, skinnet og æren deraf, mens tværtimod de er hans folk, som har navn og skin af, at de er kættere, frafaldne og Djævelens egne.

Sådan går det også nu for tiden. De åndelige, messepræsterne og munkene kalder sig Guds tjenere og bliver også holdt derfor, og ingen er en kristen, som ikke tror, som de tror. Og dog er ingen mindre kristen og Guds folk end netop de, som sådan ophøjer og berømmer sig. De derimod, som de holder for kættere, og af hvilke de også har brændt og forjaget mange, som Johan Huss og hans lige, de må ikke hedde kristne, skønt de dog alene er de rette kristne. Sådan sandes da dette evangelium mægtigt, at ingen vender tilbage, ingen priser Gud med høj røst, ingen falder på sit ansigt for Kristi fødder, uden alene samaritaneren, de mest foragtede, de fordømte, de forbandede, de, som må hedde kættere, frafaldne, vildfarende og Djævelens egne.

Derfor lad os kun vogte os for alt, som fører et stort skin, så vi ikke må forløbe os og derunder forkaste Kristus og Gud, sådan som jøderne gjorde. Det er også det Kristus mener, når han siger: Blev ikke de ti rensede? Men hvor er de ni? Blev der ellers ingen fundet, som vendte tilbage for at give Gud ære, uden denne fremmede? Den fremmede gør det, han giver Gud æren, og Gud alene. O, et skrækkeligt eksempel! Blandt ti er der kun én, og han er den ringeste og usleste blandt dem. Hvor lidt ser dog Gud på det, som er stort, viist og ærbart, og dog er sådanne folk uden frygt og forhærder sig og fremtruer i dette væsen. Det er også skrækkeligt, at Herren så nøje véd, at alle ti er blevet rensede, hvilket de dog ikke har tiltroet ham. Desuden tier han ikke med det, men spørger derefter og spøger dem: ”Hvor er de ni?” O hvilken rædsel vil der blive, når de engang skal føle dette spørgsmål og svare, hvor de gik hen, så de ikke gav Gud æren. Så vil de da sige: ”Åh, vi har jo dog lovet og takket Gud, og vore præster har lært os at gøre sådan”. Da vil det vise sig, om det vil hjælpe, at man har fulgt menneskers lære under Guds navn og forladt Guds lære for Guds skyld. Vi er rigeligt advarede i evangeliet, derfor vil ingen undskyldning hjælpe os, om vi lader os forføre. Vi har alle i dåben lovet at følge Kristus og hans lære. Ingen har lovet at følge paven, biskopperne og de åndelige. Og Kristus har ganske og aldeles forkastet og forbudt menneskers lærdomme.

Men Kristus trøster her sine arme samaritanere, som for hans navns skyld må vove sit liv hos præsterne og jøderne, og styrker deres håb ved denne dom og kendelse, idet han spørger efter de ni og dømmer dem som tyve, der frarøver Gud hans ære, og derimod retfærdiggør samaritaneren. For det giver et såre godt mod, dette håb, at de véd, at deres sag skal bestå og beholde ret for Gud, og at deres modstanderes sag skal blive fordømt og ikke bestå, hvor stor overhånd og ret de end har og beholder her på jorden. Mærk derfor, at han fordømmer de ni, før han retfærdiggør samaritaneren, så vi skal være visse på, at han nok skal dømme. Vi skal ikke skynde på eller begære hævnen, men kun stille den i hans hånd og lade ham handle for os. Han er af sig selv omhyggelig nok for at beskytte retten og hævne, hvad uret er, så han endog først gør det sidste, før han belønner sine samaritanere.

Tilligemed bruger han også flere ord til denne dom end til samaritaneren, så vi må se, hvor højt det ligger ham på hjertet, og hvordan han slet intet forglemmer af deres uret og vor ret. Han venter ikke engang så længe, til nogen anklager dem for ham, men spørger af sig selv efter dem, så sagen med de vantro bevæger ham mere og tidligere, inden det forulemper eller skader os. Herom taler Gud i 5 Mos 32, 35: ”Hævnen og gengældelsen tilhører mig.” Og Paulus i Rom 12, 19: ”Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: ”Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,” siger Herren.”

Se, er det ikke et underligt ord, at han tilskriver troen renselsen? Det er stik imod præsternes dom, som sagde til de ni, at deres offer og lydighed mod loven havde renset dem. Men Kristi dom beholder overhånd og står fast, at de ikke er blevet rene, fordi de gik til præsterne, heller ikke for deres offers skyld, men ene og alene for deres tros skyld. Derfor tåler troen ingen gerninger ved siden af sig, som skulle hjælpe den til retfærdighed og salighed. Det må og vil troen gøre ganske alene og bruge gerningerne til noget andet, nemlig til at hjælpe næsten, ligesom Kristus har hjulpet den. Og for her at sammenfatte det, så ser vi, at dette evangelium rigeligt underviser os om og afmaler hele det kristne liv med alle dets hændelser og lidelser. For dets to hovedstykker er troen og kærligheden. Troen modtager det gode, kærligheden meddeler det. Troen gør os til Guds ejendom, kærligheden gør os til næstens. Når nu dette liv har taget sin begyndelse, så kommer Gud og formerer det gennem prøvelse og anfægtelse, hvorved mennesket tiltager, jo længere jo mere, i tro og kærlighed, så Gud gennem dets egen erfaring bliver det så hjertelig kært og liflig, at det ikke mere frygter for noget.

Så vokser da håbet frem, som er forvisset om, at Gud ikke vil lade det i stikken. Det taler Paulus om i Rom 5, 3-5: ”Vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, (menneskets retfærdighed viser sig at være ægte, ligesom ilden viser at guldet er ægte og godt) og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme.” Om disse tre stykker taler Paulus altid i sine breve: Kol 1, 3-5: ”Vi takker altid Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, når vi beder for jer; for vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og om jeres kærlighed til alle de hellige, udsprunget af det håb, som venter jer i himlene.” Og endnu tydeligere i 1 Thess 1, 2: ”Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore bønner og uophørligt over for vor Gud og Fader mindes jeres gerninger i troen, jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet til vor Herre Jesus Kristus.”

Hvor skønt deler han ikke disse tre stykker, når han siger, at troen ytrer sig i gerning, kærligheden i arbejde og håbet i tålmodighed eller udholdenhed. Som ville han sige: Jeres tro er ikke en drøm eller et eventyr, men lutter liv og gerning, og jeres kærlighed hviler ikke, går ikke ledig, men udretter meget hos næsten. Dette foregår alt sammen i den gode tid. Håbet, derimod, øver sig i lidelsen og i udholdenheden. Og alt sammen sker det i Kristus; for uden for Kristus er der ingen tro, ingen kærlighed, intet håb. Sådan går kristenlivet sin gang i det gode gennem det onde indtil enden, og søger dog ikke hævn, men lader Gud råde, dømme og hævne og vokser stadig kun mere og mere i troen, kærligheden og håbet.

Og kærligheden, som naturligt følger på troen, deler sig igen i to dele: Den elsker Gud, som ved Kristus viser den så meget godt i troen, og den elsker næsten, så den gør mod ham, som Gud har gjort mod den. Derfor sigter alle et sådant menneskes gerninger til næstens gavn for Guds skyld, som har elsket det. Det gør ingen anden gerning til at tjene Gud med, end den at elske og prise ham og bekende det frit for verden. Andre gerninger behøver Gud ikke, så al gudstjeneste udrettes ved mundens gerning, skønt man også i alt, som man gør mod næsten, tjener Gud. Men jeg taler nu om den tjeneste, som hører Gud alene til, og hvori intet menneske kan have nogen del, og den består alene i at love og elske; men for dens skyld må man så også ganske og aldeles give sig ind i al slags modgang. Se, hvad mere vil du vide, om hvordan du skal være en kristen? Se til, at du har tro og kærlighed og hold ud deri, så har og kan du det alt sammen. Det øvrige vil lære og give sig alt sammen af sig selv.