Turn on javascript to use this app!

2 Kor 11, 19 – 12,9 (Seksagesima)

vinter

2 Kor 11, 19 – 12,9 (Seksagesima)

I finder jer jo gladeligt i de vanvittige, skønt I er så kloge. v20 I finder jer i, at man gør jer til slaver, at man udsuger jer, at man baster og binder jer, behandler jer nedladende og slår jer i synet. v21 Jeg må med skam tilstå, at så har vi været magtesløse! Men hvad en anden drister sig til – jeg taler i vanvid – det drister jeg mig også til.v22 Er de hebræere? Det er jeg også! Er de Israelitter? Det er jeg også! Er de af Abrahams slægt? Det er jeg også! v23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler rent afsindigt: Jeg overgår dem! Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. v24 Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, v25 jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. v26 Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. v27 Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. v28 Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne. v29 Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?v30 Hvis jeg skal være stolt, vil jeg være stolt af min magtesløshed. v31 Gud, Herren Jesu fader, som skal prises til evig tid, han ved, at jeg ikke lyver. v32 I Damaskus holdt kong Aretas' statholder damaskenernes by bevogtet for at gribe mig, v33 men jeg blev firet ned i en kurv gennem en åbning i muren og slap ud af hans hænder.
2 Kor 12
v1 Stolt vil jeg være, selv om det ikke nytter, og nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren. v2 Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. v3 Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – v4 at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. v5 Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed. v6 For hvis jeg ville være stolt, ville jeg ikke være vanvittig; det ville jo være sandt, hvad jeg sagde. Men jeg lader være, for at ingen skal gøre sig højere tanker om mig end dem, han får ved at se eller høre mig. v7 Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. v8 Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, v9 men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.

De, som roser sig selv, dem kalder og anser man for at være tåber i verden. Derfor plejer man at sige: Selvros stinker. Sådan en selvros forbyder Salomon også i Ordsp 27, 2: ”Lad en anden rose dig, ikke din egen mund, en fremmed, ikke dine egne læber.” Og Kristus i Joh 8, 54: Hvis jeg ærer mig selv, er min ære intet værd.” Derfor bekender Paulus her, at han må blive en tåbe, idet han roser sig selv; og han gør det ikke gerne, men nøden tvinger ham dertil. For de falske apostle gør, hvad alle falske ånder har for vane at gøre; de benytter sig af store og prægtige ord overfor det enfoldige folk og ophøjer sig selv langt over Paulus, for at de kan bringe ham og hans lære i foragt og gøre den til intet. Nu bekymrer det ikke Paulus meget, om hans person bliver anset for at være ringe og de falske apostles for høj; men derimod bekymrer det ham, at evangeliet går til grunde, men at de kristne i Korinth, som han har omvendt, bliver forført, det kan han ikke tåle. Derfor gør han alt, hvad han formår, for at forhindre dette, selvom han derved selv kommer til at fremstå som en tåbe og også roser sig selv.

Men han benytter denne selvros på en mesterlig måde, ved sin rige ånd, og gør derved de falske apostles berømmelse fuldstændig til skamme og til intet.

Nemlig først ved, at han roser sig af det samme, som de roser sig af, og endnu mere end de, og dog siger, at han bliver en tåbe ved at gøre det. Som ville han sige: Det er store tåber og grove æsler, de som roser sig selv, og de burde skamme sig i af hjertet; for ingen redelig og fornuftig mand roser sig selv; det er kun løse, letsindige folk, som gør sådan. Men han tager ikke så hårdt og skarpt fat i dem, men derimod meget høfligt og med omsvøb, idet han fremstiller sig selv som en tåbe. Som ville han sige: Se, hvor smukt det passer for mig at rose mig! Jeg er værdig til at blive skammet ud med min ros, på trods af, at alt, hvad jeg roser mig af, er sandt. Hvor langt mere skammeligt er det da for jer, at I roser jer meget og måske på intet punkt med sandhed! Sådan tager Paulus narrekappen på og fremstiller sig som et spejl for de grove narre, så de skal se, hvad for nogle mennesker de er. Det er at betjene sig af dårskaben med visdom, til næstens nytte og forbedring og til evangeliets ære. Sådan forholder det sig også med dårskaben for den retfærdige. Den er en visdom; ligesom alle ting er rene og hellige for ham.

For det andet giver han dem et ret så alvorligt stød, idet han viser dem, at de endnu ikke ved af hvad og hvordan en ret kristen bør rose sig. For en kristen roser sig af det, som alle andre skammer sig over, nemlig af korset og af, at han lider meget. At rose sig sådan, det er den rette kunst. Derfor siger han også i Gal 6, 14: ”Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors.” Denne ros skal de falske apostle nok tage sig i agt for; for de flygter rask væk fra al vanære og lidelse og lever helst i ære og gode dage, vil altid være højt på strå og have nogle fortrin frem for andre. Men dette er da også et sikkert kendetegn på, at de ikke har nogen god ånd og ikke kommer fra Gud, sådan som også Kristus vidner i Joh 5, 44: ”Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud?”

Så er summen af denne epistel altså den, at der hos en prædikant eller lærer ikke kan være nogen skadeligere eller giftigere last end forfængelig ære; selvom griskheden også er en slem ting hos dem, ligesom disse laster da også i almindelighed findes forenet hos dem, idet de stræber efter at blive høje og store for derved at vinde desto mere; for den mønt, som ikke gælder, giver man intet for; og det, som intet kaster af sig, giver ingen indtægt. Alle andre laster kan bedre tåles hos en prædikant, selvom ingen af dem er ønskelige, og han med al rimelighed bør være ustraffelig og fuldkommen, sådan som Paulus lærer i Tit. 1, 7. Og det er heller ikke underligt, at disse to laster er de skadeligste; for de står, i overensstemmelse med deres natur, stik imod prædikeembedets væsen. Prædikeembedet er nemlig indsat for, at det med hele hjertet skal søge og tragte efter Guds ære alene, som når Sl 19, 2. siger, at himlene fortælle Guds ære. Derfor må det selv lide under hån og vanære, sådan som Jeremias klager i kap. 20. 8: ”Hver gang jeg taler, må jeg skrige, råbe om vold og ødelæggelse, for Herrens ord bringer mig dagen lang kun spot og spe.” For verden tåler det ikke. Derfor er det umuligt, at den person er i stand til at forblive på den rette bane og prædike det rene Guds Ord, som søger sin egen ære ved det; for han undgår hån og spot; derfor afholder han sig også fra at søge Guds ære og må prædike sådan, at han tilfredsstiller mennesker, og han for sin egen del, sin dygtighed og sin forstand opnår ære og berømmelse.

På samme måde strider også griskheden ifølge sin natur stik imod prædikeembedet. For ligesom prædikeembedet skal være rettet på Guds ære under vor vanære, sådan skal det også praktiseres til næstens gavn og bedste, og ikke til egennytte. Og hvor det ikke praktiseres på sådan en måde, at det bringer det mere skade end gavn, skyldes det derfor, at en falsk lærer ikke søger andet end sin egen nytte, så er det umuligt, at han skulle kunne prædike ret; for han er nødt til at tale om, hvad man gerne vil høre, så han må kunne fylde sin bug. Derfor kalder Paulus dem for bugtjenere i Rom 16, 18, og hele skriften straffer deres griskhed på utallige steder. Den, som derfor vil være en prædikant, han skal på den omhyggeliste måde vogte sig på for forfængelig ære og griskhed; eller hvis han føler en tilbøjelighed hos sig til dem, så skal han holde sig fra prædikeembedet; for da vil han ikke udrette noget godt, men kun bespotte Gud, forføre sjælene samt stjæle og tiltuske sig ejendom. Ud fra dette vil epistelen nu være let at forstå; dog vil vi betragte nogle dele af den.

v19 I finder jer jo gladeligt i de vanvittige, skønt I er så kloge.

På seks områder roser han korinthernes tålmodighed og klogskab: At de, som selv er kloge, gerne finder sig i de vanvittige; dernæst, at de gerne affinder sig med, at man gør dem til slaver, at man udsuger dem dem, at man baster og binder dem dem, at nogen ophøjer sig over dem, og at man slår dem i ansigtet. Men han roser dem sådan for dette, at han på denne måde også baner vejen for sit eget vanvid, så de desto bedre må kunne tåle den hos ham. Som om han vil sige: Eftersom I tåler så meget af andre, som skader jer - og med sådan en tålmodighed handler I virkelig - så håber jeg, at I også vil optage det i den bedste mening, hvis jeg, som kun har gjort jer godt, gør mig en smule vanvittig, fordi jeg trods alt gør det til jeres eget bedste, for at bevare evangeliet hos jer mod de falske profeter.

Der ser du, hvor lempeligt og faderligt han farer frem mod korintherne, dem havde han jo nok kunne irettesætte hårdt, fordi de accepterede de falske profeter. Men han roser dem, som en far sit frygtsomme barn; og idet han roser dem, hænger han både dem og de falske profeter ud, sådan må han behandle dem på den mest skånsomme måde, ligesom man behandler et æg, så han ikke skal forvirre eller forskrække dem.

Det er imidlertid et stort mesterværk af ham, at han på denne måde, med de samme ord både roser korintherne og dog hemmeligt bebrejder både dem og deres profeter; for at han roser dem for deres tålmodighed, det er de rene stik, hug og sår for de falske profeter. Som om han vil sige: Nuvel, jeg har prædiket evangeliet for jer med opofrelse og under fare for mig selv, og ved mit arbejde har I fået del i sådan en nåde og ære. For dette har I intet givet mig og intet tålt af mig. Men nu, da jeg er borte, kommer andre og indynder sig hos jer, og de søger deres egen ære og vinding ved mit arbejde. De vil være jeres mestre, og jeg skal ikke gælde for noget. De roser sig af, at de har gjort alt; deres disciple må I være; deres prædiken må være gældende, og mit evangelium må lugte slemt. Ja, det går mig ligesom bierne, der arbejder og producerer honning, men bagefter komme de dovne humlebier og maddiker og æder den honning, som de ikke selv har fremstillet. Sådan opfyldes det ordsprog til fulde på mig, som Kristus nævner i Joh 4. 37: ”Én sår, og en anden høster.” Den ene griber altid ind i den andens arbejde, så den ene har arbejdet og faren, den anden fordelene og sikkerheden.

Sådanne falske apostle kan I nok acceptere på trods af, at de er dårer og lærer den rene dårskab; her er I kloge og tålmodige. Men mig, som har lært jer den rene visdom, mig accepterer I ikke på samme måde og giver mig ikke meget for mit arbejde. Af disse kan I til stadighed tåle, at de gør jer til trælle, og som jeres herrer befaler over jer, som de lyster, og alligevel adlyder I dem villigt. Men jeg, som har gjort mig til jeres tjener og tjent jer for intet, så I kan blive herrer med Kristus, jeg regnes nu ikke mere for noget; alt er spildt; de hersker over jer og gør, som de vil. Af disse kan I til stadighed tåle, at de udsuger jer, det vil sige, fortærer jeres ejendom, for I giver dem til overflod, sådan som Sl 14, 4. siger: ”alle de forbrydere, som lever af at æde mit folk” Den slags kan I overøse med gods og gaver og lade dem udsuge jer efter behag: men jeg har aldrig nydt noget af jer og har gjort alt uden løn, så I måtte blive rige i Kristus.

Af dem kan I endvidere tåle, at de rager mere til sig, end I giver dem, yderligere, at de ophøjer sig over jer og vil være bedre end I og jeg, og I tåler, at de udøver deres hovmod på og iblandt jer. Med mig er det anderledes, jeg, som har opofret mit eget for jer og taget fra andre, så jeg kunne prædike for jer. Jeg har heller ikke ophøjet mig over nogen blandt jer, men stået til tjeneste og søgt at være til glæde for enhver. Men disse lader sig tjene af jer og underlægger jer under sig. Endelig tåler I, at de slår jer i ansigtet, det vil sige, at de åbenlyst skælder jer ud og gør jer røde af skam og bruger afskyvækkende og uforskammede ord mod jer, som var I æsler og kvæg, og de jeres egne herrer; det tåler I alt sammen. Men at jeg har handlet og endnu handler så faderligt og moderligt mod jer, det er glemt og ovre. Nu må Paulus ikke længere have gjort noget godt i Korinth.

Her ser du, hvor mesterligt Paulus afmaler de falske læreres natur, sådan som den fremtræder i deres ærgerrighed og griskhed. For det første overlader de til de rette lærere at lægge grundvolden og gøre arbejdet, og bagefter kommer de og vil gøre det bedre og høste ære og fordel af det, samt anstrenger sig for, at de rette læreres gerning og navn ikke må være eller gælde noget, men hvad de bringer, det skal først og fremmest være noget. Dermed får de det arme, enfoldige folk til at gabe efter sig, og de vinder og forfører det med smigrende og søde ord, som det hedder i Rom 16, 18. Disse er de dovne humlebier, som opæder honningen, den de selv hverken kan eller vil skabe. Og at det er gået ham sådan i Korinth, viser dette brev, ja begge breve klart, idet han ustandseligt taler om dem, som er kommet efter ham og bygger på den grundvold, der allerede er lagt, og han kalder dem Djævelens sendebud.

Og disse har den lykke, at man finder sig i al deres tåbelighed; og om man end kan tage og føle på, at de er nogle grove tåber, så forløber det alligevel godt for dem, og man holder dem det til gode. Men de rette lærere holder man slet intet til gode, men lurer både på deres ord og gerninger, om man kan fange dem, sådan som der i Sl 17, 9 og andre skriftord klages over dette forhold. Og hvor man finder små splinter, om det så blot er en genspejling af en, gør man eneste store bjælker af dem; da findes der ingen overbærenhed, men ren og skær dømmesyge, fordømmelse og foragt. Derfor er det et embede, som bringer stor fortræd med sig at prædike, så den, som ikke udelukkende ser på Guds ære og næstens gavn, ikke kan forblive i det. Han må arbejde og lade andre få æren og nytten af det, mens han selv må tage imod skade og få spot som løn. Her gælder det om at elske og ikke nyde og dog ikke tage det fortrydeligt op. Det må Guds Ånd gøre; kød og blod gør det ikke. Sådan rammer Paulus her de falske profeter, når han siger: I acceptere gerne dårer; som vil han sige: Jeg ved, at de ofte bærer sig ad som dårer, og de kan heller ikke andet, fordi de lærer falskt; men alligevel regner I dem det til gode alt sammen. For det andet er det deres natur, at de fuldstændig gør folket til trælle og fanger deres samvittigheder med love og gerningslærdomme, så de af frygt, ligesom trælle, gør, hvad man indprenter dem; og de selv er lærere, som frygtes og adlydes. Men de rette lærere, som gør vor samvittighed fri og os selv til herrer, glemmer og foragter vi snart. Og dette, de falske læreres herredømme, står ved fuld magt og tåles med al tålmodighed, ja holdes oven i købet i ære. Men alt dette er tillige en Guds straf over dem, som ikke modtager evangeliet med kærlighed og tak, sådan som Kristus siger Joh 5, 43: ”Jeg er kommet i min faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, skal I nok tage imod ham.” På denne måde er paven med sin åndelige stand bleven vores herre, og vi hans fanger, ved hans menneskelære om gerninger. Og nu for tiden omgås vore partiånder også dermed ved deres drømmelære om egne gerninger.

For det tredje flår de deres disciple indtil benene og æder dem op, men også dette får de lykke til, og bliver tålt. Det tænker jeg, vi også har erfaret i pavedømmet. Men de rette lærere giver man ikke engang det tørre brød. Og dermed sker der dem kun deres ret; for når de ikke vil give dem, af hvem de har modtaget Guds Ord, men lader dem tjene på deres egen bekostning, så er det kun rimeligt, at de må give desto mere til dem, som prædiker løgn for dem, og som lærer til skade for dem. For hvad man sparer på Kristus, det må man give Djævelen tidobbelt, så de, som ikke giver sandhedens tjenere så meget som en tråd, må blive flåede af deres løgnere.

For det fjerde rager de til sig, det vil sige, oven i det det, man giver dem, river de også til sig, hvad og hvor de kan, for kun at gøre deres bundløse griskhed endnu dybere. Det holder man dem også alt sammen til gode. Sådan har paven ikke haft nok i de store skrifter, men med mange slags kunster, breve, love og aflad tilranet sig lande og folk og alt, hvad de har, og udpint hele verden. Det er også ret og fortjent, fordi man foragter evangeliet og dets prædikanter.

For det femte nøjes de ikke med dette, men de ophøjer sig også over os og er vores herrer og junkere. Ikke nok med, at de tiltusker sig hele vores ejendom, men de vil også være de øverste, have førstepladsen og nyde al ære. Og vi må bøje knæ for dem, falde til jorden, tilbede og kysse deres fødder. Alt dette tåler man ikke blot, men anser det også med al ærbødighed for ret og rimeligt. Og det er også ret og rimeligt; hvorfor har vi ikke med ærbødighed modtaget og bevaret evangeliet?

For det sjette giver de os vores rette løn for alt dette, idet de slår os i ansigtet, det vil sige, regner os for ringere end hunde, udskælder os og behandler os som skoremme. Jeg tænker nok, vi har erfaret dette i pavedømmet, hvori man så letfærdigt bandede, forbandede, skældte, fordømte og gav os Djævelen i vold. Alt dette har vi på det smukkeste tålt og accepteret, og vi har givet hele vores ejendom og ære, legeme og sjæl derfor. Men at man skulle bære over med nogen som helst brist hos en ret lærer, det er noget, som hverken burde eller kunne ske. Godt, så er også Gud retfærdig i den dom, at vi må agte Djævelens sendebud tusinde gange højere og gøre og tåle alt, hvad de finder for godt.

v21 Jeg må med skam tilstå, at så har vi været magtesløse!

Dette kan forstås på to måder. Først sådan: Dette taler jeg, som om jeg var en af de svage, som I må acceptere trods sådan en tåbelighed, hvilket for mig er en skam, som med større grund burde acceptere jer. På den måde har jeg hidtil forstået det. Eller også må det oversættes således: Dette taler jeg i vanære, som de, der er blevne svage, det vil sige, jeg kan tale på to måder om mig og mine lige; enten efter æren, for så vidt vi nemlig er stærke, det vil sige, for så vidt vi for Gud og de åndelige agtes som de, der er hædrede og store og ikke svage og uduelige, men stærke og dygtige. Men på den måde kan jeg ikke tale om mig selv. For man foragter os og kender os ikke mere fra den side, og det er de falske profeter skyld i. Derfor vil jeg tale om mig selv på den anden måde, for så vidt jeg nemlig er foragtet og i vanære og regnes for svag og uduelig; og dog skal jeg i denne måde finde så meget at rose mig af, at jeg med min vanære og svaghed må høste mere berømmelse end de med deres ære og dygtighed eller styrke. Hvordan ville det så gå, når jeg ville tale om os i henseende til vores ære og styrke? For at være svag kalder han selv senere at være uduelig eller intet gælde i menneskenes øjne eller at ligge underst. Sådan bliver meningen derfor denne: Jeg vil også være en af de dårer, som rose sig; det må I holde mig til gode; for jeg gør det, for så vidt eller set fra den side, at jeg for mennesker er uanseelig, tåbelig og uduelig. For Gud er og ved jeg mig ganske vist at være noget andet.

Her må det imidlertid ikke overses, at Paulus siger: I er kloge, derfor acceptere I gerne tåber. Dermed viser han, at den ene dåre ikke kan acceptere den anden, ligesom ordsproget også siger: To narre forliges ikke i et hus. Der hører fornuft og klogskab til for at kunne bære en andens skrøbelighed og holde ham den til gode.

v21b Men hvad en anden drister sig til

Det vil sige: Hvad de falske profeter pukker og trodser på, samt roser sig af, det kan jeg også pukke og trodse på. Og her ser vi, hvad de falske profeter grundede deres berømmelse på, nemlig på det ydre væsen, at de var hebræere, Abrahams sæd, Israels børn, Kristi tjenere. Dermed vil de opnå et stort fortrin overfor korintherne, som er hedninger; og derfor skulle deres lære og gerning have desto større vægt, fordi de havde Moses og profeterne som lærermestre. De så ikke, at alt dette var ydre ting, hvorved ingen bliver from eller bedre for Gud; men meget mere går den største del af hebræere, Israelitter, Abrahams sæd og Kristi tjenere fortabt. De så ikke, at sådanne navne intet hjælper på sagen, men kun give et prægtigt skin til at forføre de enfoldige med. Derfor pukker Paulus også på det samme, men foragter det dog og kalder det narreværk, så han også hos de falske profeter må gøre det til intet, så folket ikke bliver bedraget.

Bemærk nu, hvordan sådanne store folk allerede på den tid have taget fejl af evangeliets rette mening, og hvordan så mange herlige prædikanter har villet måle og bedømme et kristeligt væsen efter det ydre skin og navn, så de rette åndelige prædikanters antal også dengang har været lille. Hvad under er det da, om der nu i vores tid findes få rette prædikanter, og at de fleste tværtimod sværmer med ydre skin og gerninger? Det vil og må forholde sig sådan. Lad sværme, den som sværme vil, ja sværm kun, I tyvagtige humlebier! Vi står imod, så godt vi formår, og overgiver sagen i Guds hånd. Han skal sikket give os ære og gavn nok, timelig og evig, om vi end må gøre arbejdet for intet og høste skam og skade som løn. De skal heller ikke drive deres væsen længe, men som Paulus siger i korthed ovenfor, skal de til sidst få løn som forskyldt.

Blandt de andre ydre, legemlige stykker, som Paulus roser sig af, og i hvilket han overgår de falske apostle, som ikke lider noget for ordets eller sjælenes skyld, men alene roser sig af navnet og personen, er også dette, at han siger, at han har været ét tegn i dybet. Dette henfører nogle til den sejlads, som Lukas beskriver ApG 27, da de i fjorten dage ikke havde spist og ikke så nogen stjerne, men dag og nat tumlende omkring på havets bølger. Nogle mener, at han virkelig selv er sunket ned i havets dyb og ligesom profeten Jonas er forblevet dernede, dog kun ét døgn; og dette synes næsten at må ligge i teksten selv; dog forstår andre det om et fængsel, fordi der i den græske tekst ikke tales om havet, men kun om dybet.

v29 Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs?

Blandt de ydre ting, det vil sige, de ting, som ikke angår hans person, men vedrører andres fejl og skade, opregner han disse to: At han er skrøbelig, når en anden er det, og at det brænder i ham, når nogen bliver forarget. Dermed viser han til overflod, hvilket brændende hjerte han har haft, og hvor fuld af kærlighed han er, så andres brist og smerte gør ham ligeså ondt, som hvis den havde været hans egen. For ved skrøbeligheden tænker han, efter min mening, ikke på den legemlige skrøbelighed eller sygdom, men på den åndelige i troen, når nogen endnu er ung i troen og har en bange og frygtsom samvittighed og altså endnu har en spæd og svag tro, sådan som han siger i Rom 14, 2: ”den svage spiser kun grøntsager.”; og i l Kor 8, 12 siger han: Ved på den måde at synde imod brødrene og såre deres skrøbelige samvittighed synder I imod Kristus.” Den slags skrøbelige forkaster han ikke, men tager sig tværtimod af dem og gør, som de gør, som om han også selv var så skrøbelig, sådan som han siger 1 Kor 9, 22: Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage.”

For denne antagelse er det, han mener, når han taler om bekymringen for alle menigheder; som ville han sige: Jeg besværer mig og har en uophørlig bekymring, jeg formaner uden ophør, så der ikke må opstå falsk lære og slem forargelse, som fordærver, hvad jeg har plantet, forvirrer de svage og fordærver de skrøbeliges samvittigheder. Sådan gør han også i dette brev til korintherne lige over for de falske apostle; og den samme omsorg har han også for thessalonikerne, at ikke fristeren må snige sig ind blandt dem, af hvilken grund han også sender et særskilt sendebud til dem, ligesom han roser sig af, at det er hans liv, at han erfarer, at de endnu stå fast. Sådan betegner også det, at det brænder i ham, at det i høj grad bedrøver og martrer ham, når nogen forarges, det vil sige, når nogen ved farlig lære eller som et dårligt eksempel er anledning til forargelse, så nogen falder fra troen; om denne troens forargelse taler han også meget i Rom 14. Men da han jo kan forarges med de forargede, ligesom han blev skrøbelig med de skrøbelige, så siger han, at det brænder i ham og giver ham hjertekvaler.

v2 Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden

Vedrørende Paulus’s henrykkelse til den tredje himmel og ind i paradis har mange skrevet og gjort sig bekymringer om, hvad den første, anden og tredje himmel, og hvad paradiset i det hele taget er for noget. Men fordi Paulus, som har erfaret det, ikke selv har sagt eller kan sige det, og erklærer, at intet menneske kan udtale det, for han har hørt uudsigelige ord, så må vi vel ydmyge os og bekende, at vi ikke ved det. Der ligges heller ingen vægt på det; for han roser sig ikke af det, for at vi skal vide det, eller efter hans eksempel også skulle henrykkes, men derimod for at stoppe munden på sværmerne og bevise, hvor ringe deres berømmelse er mod hans. Det er imidlertid sikket, at han er bleven henrykket fra dette liv og ind i et uudsigeligt, ellers ville han ikke kalde det en henrykkelse.

v7b blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan

Ak, store Gud! Må der endnu klæbe sig anfægtelser til en så stor mand, for at han ikke skal hovmode sig af de høje åbenbaringer, hvordan skal så med andre eller os skrøbelige gå fri for at ophøje os? Denne torn har mange lærere indtil nu forstået sådan, at der har været tale om kødets fristelser hos Paulus. Denne mening har den latinske tekst fremkaldt, som lyder: ”stimulus carnis”, en kødets torn eller brod. Men dette kan ikke være rigtigt; for kødelige fristelser kalder han ikke brod, fordi brod meget mere henviser til noget ondt og pinligt, og kødets brod er her ikke er noget, hvormed kødet stikker, men hvormed det selv bliver stukket. Desuden må den græske tekst oversættes en pæl for kødet eller en pæl på eller i kødet, så det bliver noget nær det samme, som når vi siger: Kæppen er bundet om halsen på hunden. Som ville han sige, ligesom man sætter en kæp på hunden og giver bjørnen en ring i næsen og hesten et bidsel i munden, for at forhindre dem i at løbe, bide og gøre skade, sådan har også jeg fået en pæl, det vil sige, en stor stok på mit legeme, så jeg ikke skal ophøje mig.

Men hvad denne pæl eller stok er, forklarer han selv, når han siger: En engel fra Satan, det vil sige, en djævel, som slog ham i ansigtet, det vil sige, alvorligt tæsker og prygler ham. Derfor kan der ikke menes kødelige fristelser. Derimod vil jeg være tilbøjelig til at antage, at der ved disse slag af Djævelen, som er hans stok, forstås alle de forfølgelser og lidelser, som han ovenfor har opregnet, så hans mening er denne: Høje åbenbaringer har jeg, men netop derfor har jeg også fået en stok på halsen, nemlig dens slags utallige farer og ulykker, som jeg nu har opremset, hvormed engelen, Satan slår og ydmyger mit legeme, så jeg nok skal glemme at ophøje mig selv. Det er pælen i mit kød, eller over mit legeme; for over sjælen lader Gud den ikke komme.

Af teksten ser det dog ud, som om det har været noget særligt, hvormed Djævelen selv har plaget Paulus’s legeme, fordi han siger, at pælen er en engel fra Satan, og fordi han tre gange beder om, at den må forlade ham. Nu ville han, efter min mening, så sandelig ikke bede om, at forfølgelser måtte tages fra ham, som om han ikke længer ville lide forfølgelse. Da han derfor ikke selv angiver, hvad det har været, må vi også lade det være en hemmelighedsfuld lidelse, som ingen uden Paulus kender. Og det er nok, at vi ved så meget: Ligesom Gud har givet ham så høje åbenbaringer, at intet menneske kan forstå dem, sådan har han også, for at han ikke skulle ophøje sig deraf, givet ham en bestemt pæl i kødet, som ingen uden han alene ved, hvordan samme pæl eller djævel har slået og tæsket ham.

v9b min magt udøves i magtesløshed.

Det er en underlig kraft, som skal blive stærkere netop ved, at den er svag. Hvem har nogensinde hørt, at kraft er svag, end sige, at kraft bliver stærkere gennem svaghed? Hermed adskiller han de to slags kraft, den menneskelige og guddommelige, fra hinanden. For den menneskelige kraft bliver stærkere, når den tiltager, og svagere, når den aftager. Men Guds kraft, det vil sige hans ord i os, vil dets mere det undertrykkes, stige desto højere i os. Det kommer af, at det er Guds måde, at han, som skaber, giver os alt af intet og omvendt intet af alt. Det kan ingen menneskelig kraft udrette. Det er det rette palmetræ; jo mere man belæsser det, desto kraftigere spænder det imod.

Og her ser du: På dette sted må der ikke forstås åndelige svaghed, ligesom ovenfor, men ydre svaghed, og ikke kun sygdom, men alt ondt, al ulykke, lidelse og forfølgelse, hvorved legemet tugtes og ydmyges. For han sætter også Kristi kraft, som ikke kan tåle åndelig svaghed, ved siden af sig mod denne svaghed og siger: Så Kristi kraft kan bo i mig. Derfor vil jeg helst rose mig af mine skrøbeligheder, det vil sige, som han selv straks nedenfor forklarer det, i forhånelser, i nød, i forfølgelser, i angst. Summen er altså denne: Kristus er ikke mægtig i os, hans ord og tro kan ikke være stærke i os, når vort legeme ikke er belastet af skrøbeligheder. Men dette vogter de falske profeter sig omhyggeligt for.

End


Copyright 2024 Kyrie Eleison

Theme Kirkepostille