Matt 20, 1-16 (Vingårdsøndagen)

Denne evangelietekst har nogle af fædrene udlagt om prædikanterne fra verdens be­gyndelse af indtil enden, så den første time skulle være Adams tid, den tredje Noahs, den sjette Abrahams, den niende Moses’, den ellevte Kristi og apostlenes. Sådant snak er godt til at fordrive tiden med, når man ikke har andet at prædike om. For det passer dårligt med, at pengene skal være det evige liv, og at de første, som Adam og de hellige patriarker, ikke ville lade sig nøje med det. Samt at sådanne hellige mænd skulle knurre i Himlen og oven i købet blive revset af husbonden og anset for de sidste, det vil sige, blive fordømt.

Derfor lader vi sådanne fabler fare og bliver ved Kristi enkle lære og mening, som med denne lignelse vil vise, hvordan det går til i himmeriget, det vil sige, i kristenheden på jorden: At Gud her døm­mer og virker underlig, på den måde, at han gør de første til de sidste og de sidste til de første. Og det er alt sammen sagt for at ydmyge dem, som er noget, så de ikke skal stole på andet end Guds blotte godhed og barm­hjertighed. Og atter, så at de, som intet er, ikke skal miste modet, men stole på Guds godhed, lige så vel som de andre.

Derfor skal man ikke opholde sig ved alle enkeltheder i denne lig­nelse, men give agt på hovedstykket, og hvad han tilsigter med det. Man skal ikke bekymre sig om, hvad pengene eller den første eller sidste time betyder, men hvad husbon­dens mening og vilje er. Hvordan han vil have sin godhed regnet for det vigtigste, ja for det eneste vigtige frem for alle gerninger og al fortjeneste. Sådan forholder det sig også med lignelsen om den uærlige godsforvalter i Luk 16. Hele denne lignelse fortælles ikke til os, for at vi også skal bedrage vores arbejdsplads, men alene på grund af denne godsforvalters klogskab; at han så godt og klogt forstår at forsørge sig og se på sit eget bedste, selv om det er til sin herres skade. Den, som nu her vil granske og prædike langt og bredt om skyld­nerne, og hvad gældsbeviserne, olien, hveden og mængden betyder, han ville komme bort fra den rette mening og følge sine egne påfund, hvilket ikke vil være til gavn for nogen.

For sådanne lignelser er ikke fortalt i den hensigt, at man skal anvende alle stykker i dem. Sådan sammen­ligner Paulus i Romerbrevet 5 Adam og Kristus, og siger, at Adam har været Kristi forbillede, skønt Adam dog gav os døden og synden til arv, men Kristus livet og retfærdigheden. Men ligheden ligger ikke i arven, men i måden, hvorpå den føl­ger. For ligesom synden og døden hænger ved og arveligt følger dem, som bliver født af Adam, sådan hænger livet og retfær­digheden ved og følger arveligt dem, som bliver født af Kristus. På samme måde kunne man også fremstille en utugtig kvinde, som smykker sig til be­hag for verden og synden, som et forbillede for en kristen sjæl, at også den må smykke sig for Gud, men ikke til synd ligesom denne kvinde.

Essensen af lignelsen i dette evange­lium består altså ikke i pengene, og hvad de er, ej heller i de forskellige ti­mer, men i erhvervelsen og opnåelsen, eller hvordan man kan erhverve pengene. Så, når de første her indbildte sig, at de for deres fortjenestes skyld skulle få pengene og noget mere til, mens de sidste dog af Herrens godhed fik den samme løn, så vil Kristus hermed vise, at det er ren og skær godhed, hvad Gud giver os. Og ingen skal ophøje sig over den anden. Derfor siger han her: Jeg gør dig ikke uret. Det gode, jeg giver, er jo mit og ikke dit. Giver jeg det bort, som er dit, så kan du knurre, men må jeg ikke gøre med mit, hvad jeg vil?

Sådan afskrækker nu Kristus (ligesom også dagens epistel gør) for det første deres hovmod, som vil tilkæmpe sig Himlen med gerninger, sådan som jøderne gjorde. De ville stå Gud nærmest, sådan som hidtil vores præster og munke. Alle disse arbejder for en be­stemt løn, det vil sige, de anser ikke Guds lov for at være anderledes, end som om de med visse gerninger skal opfylde den for en bestemt løn. De forstår aldrig loven ret, ved heller ikke, at for Gud gælder alene ren og skær nåde. Dette symboliseres ved, at de lod sig leje og blev enige med Herren om et bestemt beløb som dagløn. Derfor bliver deres liv byrdefuldt, og de lever et strengt liv.

Nu kommer evangeliet og gør alle lige, sådan som Paulus gør i Rom 3, 23. De, som har gjort mange gerninger, gælder ikke mere end de åbenlyse syndere og må også blive syndere og tåle disse ord: ”Alle har syndet,” Rom 3, 23. Og ”Ingen bliver retfærdig for Gud ved gerninger,” Rom 3, 20. Derfor ser de sig om og foragter dem, som al­deles intet har gjort, og tåler ikke, at deres store anstrengelser og arbejde ikke skal gælde mere end disses lediggang og uvirksomme livsførelse. Så knurrer de mod husbonden, mener, at han gør dem uret, bespotter evan­geliet og bliver forhærdede i deres inderste. De mister da Guds nåde og venskab og må tage deres timelige løn og gå bort med deres penge og blive fordømte. De har ikke tjent for hans evige nåde, men for løn. Den får de også og intet mere.

Men de andre må bekende, at de hverken har fortjent pengene eller nåden, men at de får mere, end de mente, der var lovet dem.. Disse bliver ved nåden og bliver derfor salige, foruden at de også her har timelig nok. For det beror alt sammen på husbondens gode vilje. Om man derfor her ville gå i enkeltheder, måtte man lade pengene betegne det timelige gode, og husbondens nåde eller venskab det evige gode. Dagen og dens byrde og hede skulle man ikke forstå om ti­den, men anvende det på samvittigheden, nemlig sådan, at de gerningshellige har et langt og tungt arbejde, det vil sige, de gør gerningen med tung samvittighed og et uvilligt hjerte, tvunget og drevet af loven. Men den korte tid er den lette og glade samvittighed, som nåden medfører. Her gør man det gode frivilligt og uden lovens tvang.

Sådan får de nu begge den samme løn, det vil sige, de få begge det timelige gode. Men de sidste har ikke søgt det, men det tilfalder dem, fordi de først har søgt Guds rige, Matt 6, 33. For­uden dette er de ved nåden arvinger til det evige liv og er glade. Men de før­ste søger det timelige, forhandler og tjener for det, og de går derfor glip af nåden og for­tjener med deres sure liv Helvede. De sidste tør ikke tro, at de fortjener pengene, og dog får de alt. Når nu de før­ste ser det, indbilder de sig, at de skulle få me­get mere, og så går de glip af alt. Hvis man derfor giver agt på deres hjerte, så ser man klart, at de sidste ikke ved om nogen fortjeneste, men nyder Herrens god­hed. De første derimod agter ikke Herrens godhed, men ser på deres fortjeneste og, de mener, at de får det ved deres egen fortjeneste og knurrer over det.

Disse to betegnelser: De sidste og de første, må vi nu betragte fra de to sider, først fra Guds og dernæst fra menneskenes. De nemlig, som er de første for menne­skene, det vil sige, de som anser sig og lader sig anse for de første og nærmeste for Gud, dem går det for Gud ganske modsat, så de for ham er de sidste og yderste. De derimod, som for menneskene er de sidste, det vil sige, de som anser sig og lader sig anse for de sidste og fjerneste for Gud, dem går det også ganske modsat, så de bliver de første og nærmeste for Gud. Den, som nu vil være sikker, skal rette sig efter de ord: ”Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges.” (Matt 23, 12). For her står det: Den første for menne­sker er den sidste for Gud; den sidste for mennesker er den første for Gud. Og atter: Den første for Gud er den sid­ste for mennesker, og den sidste for Gud er den første for mennesker.

Men dette evangelium ta­ler ikke kun om de første og sidste i almindelighed, og om hvordan de høje i verden intet er for Gud, som hed­ningerne, der intet ved af Gud. Det sig­ter til dem, som om sig selv mener, at de er de første eller sidste. Derfor rammer det meget fine folk, ja, det forskrækker de allerstørste helgener. Derfor præsenterer Kristus det også for apostlene selv. For her kan det godt ske, at én, som for verden er ussel, svag, foragtet, ja som måske også lider noget for Guds skyld, så han slet ikke har skin af at være no­get, dog hemmelig i sit hjerte kan være fuld af selvbehag, så han anser sig for at være den første for Gud, og netop derfor er den sidste. Derimod kan én være så forsagt og bange, at han anser sig for at være den sidste for Gud, og er netop derved den første, skønt han for verden har penge, ære og gods.

Man ser også, hvordan de største helgener her har frygtet, og hvor mange der af den høje gejstlige stand her er faldet. David siger i Sl 131, 2: Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte.” Og Sl 36, 12: ”Lad ikke de hovmodige træde på mig.” Hvor ofte straffer han ikke de sikre, frække og hovmodige, som i Sl 119, 21. Ligesådan siger Pau­lus i 2 Kor 12, 7: ”Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig.” Og hvilke fremragende mænd er ikke faldet, sådan som vi hørte i epistelteksten? Alle disse er uden tvivl kommet ind på det lede, hem­melige hovmod, så de er blevet sikre og har tænkt: Vi er nu nær ved målet; der er ingen grund til bekymring. Vi kender Gud og har gjort det og det. Og de har ikke mærket, hvordan de har gjort sig selv til de første for Gud. Se, hvad var Sauls fald? Hvordan lod han David falde? Hvordan måtte Peter falde? Hvordan faldt nogle af Paulus' disciple?

Derfor er det også nødvendigt, at man prædiker dette evangelium i vores tider for dem, som nu kender evangeliet, som mig og mine lige. Vi kan lære og styre hele verden, og kunne derfor let komme på den tanke, at vi er de første og har slugt Guds Ånd med hud og hår. For hvor­af kommer det, at der nu opstår så mange sekter, hvoraf den ene gør ét, den anden noget andet med evangeliet? Uden tvivl deraf, at ingen af dem tænker på, at disse ord: De første er de sidste, gælder dem. Eller, hvis de tænker, at det gælder dem, så er de alligevel så sikre og frygtløse, at de anser sig for at være de første. Derfor må det da gå dem efter disse ord, at de bliver de sidste, så de går hen og ind­fører en sådan skammelig lære og bespottelse mod Gud og hans ord.

Er det ikke gået sådan med paven? Da han med sine ikke mente andet, end at han var Guds statholder og hans al­lernærmeste, og tillige indbildte verden det samme, så blev han netop derved Djævelens statholder og den allerfjerneste fra Gud, så intet menneske under solen har raset og stormet sådan mod Gud og hans ord. Dog har han ikke set dette sit gruelige hovmod, for han har været sikker og har ikke frygtet for denne dybe, skarpe, høje og ypperlige dom: De første er de sidste. Denne rammer det allerdybeste i hjertet, den åndelige selvindbildning, som også i fattigdom, vanære og ulykke anser sig for den første, ja da allermest.

Så er nu summen af dette evange­lium, at ingen er så høj eller kan komme så højt, at han ikke må frygte for at blive den allernederste. Og atter, ingen er så dybt faldet eller kan falde så dybt, at han jo endnu kan håbe at blive den allerhøjeste. Og det skyldes, at al fortjeneste her er op­hævet, og alene Guds nåde prises, og det står fast: De første skal blive de sid­ste, og de sidste de første. Når han siger: De første skal blive de sidste, så fratager han dig al indbildskhed og for­byder dig at ophøje dig, end ikke over en skøge, selv om du var Abraham, David, Peter eller Paulus. Når han derimod siger: De sidste skal blive de første, da vil han forebygge al fortvivlelse og forbyder dig at anse dig selv for at være ringere end nogen hel­gen, selv om du var Pilatus, Herodes, Sodoma og Gomorra.

For ligesom vi ikke har nogen grund til at ophøje os, sådan har vi heller in­gen grund til at fortvivle; men middelvejen bliver ved dette evangelium bekræftet og stad­fæstet, at man ikke ser hen til lønnen, men til husbondens godhed, som er én og den samme over høje og lave, over de første og de sidste, over hellige og syn­dere, så ingen kan rose sig deraf eller trøste og stole derpå mere end andre kan det; for han er ikke alene jødernes Gud, men også hedningernes, ja alles, hvordan de end er, og hvad de så end kaldes.