Se, det er det billede, vil han sige, som vi foreholder jer og formaner jer at efterfølge. Også I skal beflitte jer på at modtage denne retfærdighed og blive derved. Ikke den retfærdighed af loven, for om den tør han sige, at han holder den for idel skarn og urenhed, selv om den var så skøn og ustraffelig som den kan findes på jorden og som den fandtes hos ærlige jøder og hos Paulus selv før hans omvendelse. Dengang han i sin store hellighed holdt de kristne for idel skurke og forbandede mennesker, og derfor trøstigt hjalp til at forfølge og myrde dem.

Og dog har jeg, siger han, som alligevel er en født jøde, agtet alt dette for tab, for at jeg må blive fundet i den retfærdighed, som Gud tilregner troen for Kristi skyld. For denne retfærdighed alene lærer os at kende og gribe Gud ret, det er at sætte en fast fortrøstning til hans nåde og vente et tilkommende liv. Det giver sådan mennesket det håb, at det i de dødes opstandelse skal komme Kristus i møde, det vil sige, at det i døden og på dommens dag ikke skal flygte og forskrækkes for ham, men gladelig fare ham i møde og byde ham velkommen som den, det med stor længsel har ventet efter.

En sådan frimodighed kan lovens retfærdighed ikke virke. Derfor har den ikke hjulpet mig for Gud, men meget mere skadet mig. Men det alene skaber denne frimodighed, at Gud tilregner os retfærdighed for Kristi skyld ved troen, idet han ved sit ord forkynder os og siger: Den, som tror på min søn, han skal for hans skyld have min nåde og det evige liv. Den, som har en sådan erkendelse, er nu sådan beskaffen, at han ikke frygter for den yderste dag, men uforfærdet venter og håber den.

Se, nu, er ikke dette alt for groft og foragteligt talt om lovens retfærdighed, at han holder og dermed også lærer at holde den for en sådan ting, som ikke alene hindrer eller intet gavner, men også gør skade og må betragtes som noget vederstyggeligt. Hvem turde tage munden så fuld og tale på den måde om et sådant ustraffeligt liv efter loven, som ikke af hvermand ville kaldes den lede Djævels apostel og tjener, dersom ikke Paulus selv gjorde det? Eller hvem vil mere holde på denne retfærdighed, når man prædiker sådan om den?

Og talte han endda blot om den verdslige eller hedenske retfærdighed efter fornuften, som kommer af ordentlig øvrighed, lov og ret! Men nu nævner han ligefrem og klart retfærdigheden efter Guds lov eller De Ti Bud, som jo er langt højere end den, der alene angår dette liv, fordi den lærer, hvorledes man skal leve for Gud, og derom ved intet hedensk og juridisk regimente noget at sige. Burde man ikke fordømme denne prædikant som en kætter, som sådan tør angribe og laste Guds lov. Ja, som formaner og advarer, at man skal vogte sig for dem, som vandrer derefter, det vil sige, som trodser på sådan retfærdighed, samt roser og berømmer sådanne helgener på den måde, at han kalder dem Kristi korses fjender, som har bugen til sin Gud og tjene den i stedet for den sande Gud.

Ja, siger han om sig selv, jeg har også, just i min højeste retfærdighed efter loven været en sådan fjende og forfølger af menigheden eller Kristi kirke. Det var den bedste frugt af sådan retfærdighed, at jeg mente, jeg måtte hjælpe til at forfølge Kristus og hans kristne på det grueligste. Sådan var jeg med al min hellighed en ret Guds fjende og kristenmorder. For det bliver man naturlig ved denne selvgjorte hellighed, hvad også alle historier i Skriften fra begyndelsen af bevidner. Vi ser det på Kain og har det endnu for vore øjne i de bedste i verden, som ikke er kommet til Kristi erkendelse. Sådan er det med alle fyrster og al øvrighed, og jo visere, frommere og mere ærbar, de er i deres livsførelse, desto argere, bitre og heftigere fjender er de af evangeliet.

For om de grove papistiske æsler i Rom, kardinaler, biskopper og messepræster, vil vi her ikke tale, de gør det alt for groft, så endog verdslig øvrighed og ærbarhed må sige, at de er lutter fortvivlede skælmer med deres uforskammede og frække livsførelse, gerrighed, hovmodighed, utugt, prunk, røveri og al ondskab. For de lever ikke alene sådan, men vil også i deres frækheds forsvare det, hvorfor man må holde dem, ikke alene for Kristi, men også for al ærbarheds og dyds fjender, så også alle ærbare folk rimelig afskyr dem. Men, som sagt, om sådanne taler ikke Paulus her, men om andre store og fortræffelige folk, som er de frommeste og fører den skønneste livsførelse. Når disse træffer på de kristne, så bliver de så giftige og bitre, at de forglemmer al den skyld, som de har på sig for Gud, og af splinten i vort øje gør idel store bjælker. Kort sagt: For sådanne må evangeliet hedde idel kætteri og djævlelære, så deres egen hellighed og nidkærhed for Gud må skinne frem og berømmes.

Dette skulle ingen tro, og jeg selv havde heller aldrig troet det eller kunnet forstå disse Paulus’ ord, hvis man ikke havde set det for sine øjne og erfaret det. For hvorledes skulle et menneske, om også Paulus sagde det nok så meget, kunne tro, at de skønneste og ædleste, de fromme, ærbare og hellige folk, af hvem man skulle vente sig, at de frem for alle andre skulle modtage Guds Ord, at disse, siger jeg, skulle være denne lære fjendske. Men de eksempler, vi har lige for vore øjne, lærer os noksom, at det må være sådanne, som hedder fromme og priselige fyrster og herrer, ærlige borgere, lærde, vise, fornuftige folk. Disse er det, som hvis de kunne, gerne slugte de evangeliske, som man nu kalder dem, tillige med evangeliet i én bid.

Spørger du, hvoraf det kommer, så må vi svare: Deraf at dette naturligt hænger ved den menneskelige retfærdighed. For der er ingen iblandt dem, som jo ikke ved af Kristus at sige; og dog holder han fast på denne retfærdighed og mener, at den skal gælde for Gud. Han kan ikke andet end forlader sig derpå, smykke sig dermed og spejle sig deri for Gud, menende, at han dermed behager Gud såre vel. Af sådan stolthed og hovmod for Gud følger da foragt for andre, som ikke har denne retfærdighed, som farisæerens eksempel i Luk 18 viser. Men endnu mere fjendsk og forvitret bliver de på den prædiken, som tør angribe sådan retfærdighed og sige, at den ikke gælder for Gud til at fortjene hans nåde og det evige liv.

For jeg har også selv været en sådan, og andre, som under pavedømmet har villet være hellige og fromme, må bekende det samme. Om nogen for tredive år siden, da også jeg var en from, hellig munk, holdt messe hver dag og ikke vidste andet, end at jeg gik på den rette vej til Himlen, om nogen da ville have prædiket denne tekst for mig og sagt, at al sådan hellighed, som dog ikke var efter Guds bud, men menneskelærdom og åbenbart afguderi, at den var intet, og at jeg var en Kristi korsets fjende og tjente min egen bug, så havde jeg også på stand i det mindste hjulpet til at bære sten og træ sammen for at kaste på en sådan Stefanus, ja brænde ham til aske som den argeste kætter.

Sådan gør naturen og verden altid og kan ej heller gøre andet. Når denne prædiken kommer fra Himlen og siger: Du er en hellig mand, en stor, lærd, from jurist, en streng regent, en rosværdig fyrste, en ærlig borger, men med dit regimente og skønne livsførelse farer du til Helvede, og alt, hvad du gør, det stinker og er fordømt for Gud. Du må blive et ganske andet menneske, få et andet sind og hjerte, hvis du vil blive frelst. – Ja, da står alt i lys lue. For den finder det aldeles utåleligt, at dette skønne og priselige væsen og livsførelse ved nogle ringe, foragtede menneskers prædiken skal blive åbenbart straffet og fordømt som noget skadeligt, ja, som skarn, som Paulus kalder det, og idel forhindring for det evige livs opnåelse.

Her siger du: Hvordan? Forbyder du da gode gerninger? Er det ikke ret at leve smukt, ærbart og dydigt? Må du ikke selv bekende, at man skal have verdslig ret og øvrighed og holder strengt på, at folk lever tugtigt, fredeligt og ærbart? Ja, byder ikke også Gud selv dette. Er det ikke hans alvorlige vilje, at dette skal holdes, og straffer han ikke den, som gør derimod? Og endnu mere vil han vel, at man skal holde hans egen lov og De Ti Bud og ikke foragte dem? Hvorledes tør du da sige, at sådan retfærdighed er skadelig og en hindring for det evige liv? Hvorledes rimer det sig sammen, at man skal lære folk at gøre dette og være fromme, og dog på samme tid straffer det som fordømt for Gud? Hvorledes kan det på én gang kaldes en god og kostelig ting og tillige skade og skarn?

Svar: Det ved Paulus meget vel, at verden er af den mening og kommer med sådanne indvendinger. Men den, som vil, må tale med ham selv derom, hvorfor han klart og tydeligt taler sådan. For det er jo ikke vore, men hans ord. Sandt er det, og Paulus bekender det selv, at det skal og må være sådan på jorden, og at Gud vil have, at enhver skal leve i al ærbarhed og lydighed. Ja, han har ordnet det sådan at det også overholdes blandt muslimer og hedninger. Og dog er det vist, at disse, selv når de er som bedst og frommest og fører det ærligste liv, dog af naturen og af hjertet er Kristi fjender, hvis sind og tanker gå ud på at udrydde Guds folk.

Her må jo enhver sige, at muslimerne hører Djævelen til med hele deres regimente, lydige og strenge liv, som de fører efter Koranen, og det endog strengere end vi kristne. Det er på engang at erklære dem fordømte med al deres retfærdighed og dog tillige at sige, at de gør ret, når de skaffer tyve, mordere, røvere, drukkenbolte. Ja, at også de kristne, hvis de bor under muslimsk tyrkere, er skyldige at give em skat og tjene dem med liv og gods. På samme måde må vi jo også sige om vore fyrster, som forfølger evangeliet og er Kristi åbenbare fjender, at man skal være dem lydig og yde dem den skat og tjeneste, som det tilkommer dem. Og dog må vi anse dem som fordømte for Gud, tillige med alle dem, som holder med dem og er dem lydige, når de også giver deres samtykke til evangeliets forfølgelse.

Sådan taler også Paulus om alle jøders og alle fromme helgeners retfærdighed, som ikke er kristne. Han oplukker sin mund vidt nok og fælder sådan dom uden omsvøb. Han anklager og klager med tårer over dem, som fører og henviser menneskene til lovens retfærdighed og dog ikke udretter andet der med end at gøre dem til Kristi korses fjender. Han giver dem også den pris, at deres ende er fordærvelse. De er, siger han, fordømte mennesker, når de hele deres liv på det ivrigste har lært og øver denne retfærdighed.

På jorden er det vel en kostelig ting og et skønt, ædelt klenodie, som er al ros og ære værd, at hedde en from, ærlig fyrste, regent, borger, en from og tugtig hustru eller jomfru. Hvem ville ikke prise og berømme det? Det er jo dog også et sjældent klenodie i verden. Velan, siger han, lad det længe nok være en så skøn, kostelig og priselig ting, så er det dog til slut fordømt og fører ikke til Himlen.

Ja, han gør det endnu værre og siger: "Hvis gud er bugen". Der hører du, hvor langt en sådan menneskelig retfærdighed kommer, når den bringer det videst. Den opnår ikke andet end at kaldes en bugens tjeneste. Tag nu al visdom, ret, lovkyndighed og kunst og dertil den højeste dyd på jorden: Hvad er det for dyder? De tilbeder alle en gud, som hedder bugen. For det hjælper dem alt sammen ikke længere, end dette liv varer og har heller ikke andet mål, end at man her må have bugen fuld. Når denne har ende, så er det også forbi med dette væsen tillige med dens tjenere. Med ét ord, til sidst dør og fordærves det alt til hobe, retfærdighed, dyd, lov og deres gud, bugen, som de har tjent. For de véd intet om den rette, evige Gud, hvordan man skal tjene ham og komme til det evige liv. Derfor er en sådan livsførelse i grunden intet andet end en afgudstjeneste og et afguderisk livsførelse, som ikke kan søge noget mere end denne dødelige bugs opretholdelse, fred og ære.

Dernæst siger han, at deres ære er en skændsel. Det er enden derpå. Når de vise filosoffer, fromme hedninger og kloge jurister berømmes og æres på det højeste, så er det dog skændsel. De bruger vel disse ord: "kærlighed til dyderne." De roser sig af stor kærlighed til dyd og retfærdighed og kan også mene det med stort alvor; men når man ser hen til enden, så er denne ros intet og består til sidst i idel skam. For de kan dog ikke bringe det videre, end at deres væsen her på jorden kaldes priseligt og hæderligt for verden. Men for Gud gælder det ikke, og, det evige liv vinder man ikke derved. Til sidst lader det mennesket skændigt i stilken, døden opsluger det og Helvede rykker det bort.

Her indvender du atter: Ej, er det sandt, hvorfor skal man da holde sådanne ting? Lad os da herefter frimodigt leve, som det lyster os, så der ikke længere bliver nogen from, ærlig mand eller nogen dydig og ærlig hustru, jomfru! Svar: Nej, det er på ingen måde, meningen; for du har hørt, at Gud har befalet og vil have dette, endog hos muslimer og hedninger. Og Paulus selv formaner straks nedenfor i kap. 4, 8: "Alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde." Han fremstiller heri også sit eget forbillede, sigende: "Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre."

For hos dem, som tror på Kristus og nu har sin retfærdighed i ham, skulle også disse frugter følger i dette liv på jorden, Gud til lydighed. Og de er også i sandhed gode gerninger, som behager Gud, og som han også for deres tros skyld, fordi de er gjort i Kristus, vil belønne i det kommende liv. Men Paulus taler her om dem, som uden for Kristus og troen anser deres livsførelse og gerning, som de af egne kræfter øver, selv efter Guds lov, for en retfærdighed, som skal gælde for Gud. De véd intet af Kristus, for hvis skyld retfærdigheden bliver os tilregnet af Gud uden nogen vor fortjeneste, når vi tror på ham. Derfor er han jo også blevet menneske, er død for vore synder og opstået fra de døde, for at vi i ham skulle blive synden kvit og få del i hans opstandelse og liv. Derhen skal vi tragte, og derefter leve og vandre, sådan som han her fastslår og siger: "Vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser."

Hvor man ikke véd og har dette, så kan gerne denne menneskelige, jordiske retfærdighed være så skøn og ærbar, den vil, så er den dog i sandhed ikke andet end en hindring og skade. For kød og blod kan ikke andet, det må forlade sig derpå, hovmode og rose sig deraf. Vi er dog også meget, vi er mere ærbare, fromme, bedre end andre. Vi jøder er Guds folk og holder hans lov. Ja. Selv de, som er kristne, er endnu ikke ganske frie fra dette skarn, men vil bestandig søge at bringe deres egne gerninger og fortjeneste frem for Gud. For jeg ved fra mig selv, hvad for en plage et menneske har i denne usalige visdom og indbildning om egen retfærdighed, og hvilken møje det koster, før det slangehoved bliver sønderknust.

Nu lyder dommen sådan, og sådan må den lyde: Enten må man fare til Helvede, eller også holde sin egen menneskelige retfærdighed for skarn og skade og beflitte sig på, at man dog ikke ved enden må blive befundet i den, idet man mener, at man ved den skal kunne bestå for Gud og hans dom, men i den retfærdighed, som er Kristi og drager os ind i Kristus, så vi i den klædning må komme ham i møde til opstandelsen fra synd og død og sige: Vær velkommen, min kære Herre og frelser, du, som forløser mig fra syndens og dødens elendige legeme og gør mig ligedannet med dit hellige, rene, klare herlige legeme.

Imidlertid, mens vi vandrer i troen på hans retfærdighed, har han også tålmodighed med dette livs usle og svage retfærdighed på jorden, som dog ellers er en urenhed for ham. Han gør den også den ære, at han bærer og opholder den mens vi er her.

Ligesom vi ære og smykke vor maddikesæk og urene bug, ifører den skønne, kostelige klæder og gyldne kæder, lægge den på bolstre og i varme senge. Dér ligger den stank og urenhed, overtrukket med kød og hud, og kommer til den højeste ære på jorden.. For dens skyld må man gøre alt, anordne, regere, bygge, arbejde, og Gud selv giver sin sol til at varme og lyse for den og lader alt vokse på jorden til dens tjeneste. Og hvad er et menneskes legeme andet end et skønt skrin, hvori den urene, stinkende helgen, bugen, ligger, som det daglig må bære og tåle, ja fylde og nære og dertil smykke og rense og være glad, at den blot vil gøre sig rigtig uren.

Sådan gør også Gud, når han vil give mennesket det evige liv. Han bærer og tåler dette livs skidne hellighed, i hvilken vi her må leve indtil den yderste dag, for sine udvalgtes skyld, indtil deres tal bliver fuldt. For så længe denne dag ikke kommer, er ikke alle de født, som hører til Himlen. Men når den tid er omme og tallet fuldt, da vil han også pludselig ophæve det alt sammen, verdsligt regimente, jurister, øvrighed, stænder, med ét ord, ikke lade noget blive tilbage af denne jordiske retfærdighed, men tilintetgøre alt sådant tilligemed bugen og bugen med det. For det er dog alt sammen fordømt og bestemt til undergang. Kun for de kristnes skyld, hvem det evige liv er bestemt, må det gå sin gang, indtil de alle er samlede og den sidste hellige er født. For selv om de var født alle sammen på én nær, så måtte dog verden endnu stå og opholdes for denne enes skyld. For Gud agter og behøver slet ikke verden uden alene for sine kristnes skyld.

Når Gud derfor befaler, at man skal være kejseren lydig og leve fromt og ærbart på jorden, så er ikke meningen den, at det skal vedvare sådan og forblive derved alene. Men han vil og må således føde, klæde, pryde og ære med magt, herredømme denne usle bug eller, som apostelen her siger, dette fornedrelsens legeme. Og dog siger han, at det er skarn, som Gud ikke behøver til sit rige. Ja, at det for ham er fordømt med al sin ære og værdighed, for at alverden skal slå øjnene ned for ham og erkende sig skyldig for ham, som Paulus siger i Rom 3 og 4 også om de høje, store og hellige fædre, Abraham og andre, som, skønt de for verden har haft ros af gerningernes retfærdighed, dog ikke har kunnet rose sig deraf for Gud. Langt mindre vil da deres berømmelse gælde for ham, som af verden kaldes priselige, fromme, ærbare, tugtige folk, herrer, fyrster, kvinder og mænd, og som ville bryste sig af sådan retfærdighed.

Vel kan du i det ydre være skøn og smykket for verden, men i det indre og for Gud er du dog ikke andet end en stinkende urenhed. Ligesom man fortæller om en nonne, der frem for andre blev anset for hellig og ikke ville have omgang med andre, men lukkede sig inde i sin celle i stor andagt og bad uden ophør, samt roste sig af særlige åbenbarelser og syner, så hun ikke vidste andet, end at de kære engle var om hende og satte hende en gylden krone på. Men de, som var udenfor og også gerne ville se dette, fik gennem et hul eller en sprække at se, at der lå komøg på hendes hoved, og lo hende derfor ud.

Se, det mener Paulus, når han kalder sin retfærdighed efter loven skarn. Han vil dermed nedbryde al berømmelse og fortrøstning derpå for Gud, skønt han ærer den for verden og kalder den en retfærdighed. Men vil du trodse derpå for Gud, så fælder han her dommen over dig og kalder dig i sin dom en fjende af Kristi kors, gør din ære til skændsel og styrter dig omsider i den evige fordømmelse. Men om troens retfærdighed, som gælder for Gud i Kristus, siger han sådan:

"Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt."

Vi, siger han, som er døbt til Kristus og tror på ham, har ikke vort væsen og vor trøst i dette timelige eller verdslige livs retfærdighed på jorden, men vi har en sådan retfærdighed, som ved troen hænger ved Kristus i Himlen. Den består og bliver alene i ham (ellers ville den intet være for Gud, ej heller kunne bestå for ham) og tragter alene efter, at vi evindeligt må være i Kristus, og at han ved sin komme i hint liv skal gøre en ende på dette jordiske og give dette legeme et andet liv, så det bliver aldeles nyt, rent, helligt og ligedannet med Kristi liv og legeme.

Derfor kaldes vi ikke mere borgere på jorden; men den, som er en døbt kristen, er ved dåben en født borger i Himlen. Derfor skal vi skikke os og vandre som de, der hører til og har hjemme der, og nu trøste os ved, at Gud antager sig os og vil flytter os did. Men imidlertid forventer vi frelseren, som skal bringe os evig retfærdighed, liv, ære og herlighed fra Himlen.

For vi er ikke dertil døbt og er blevet kristne, at vi på jorden skal have stor ære, retfærdigheds ros, herredømme, magt og gods. Og om vi end har sådant for denne bugs skyld, så skal vi dog agte det for skarn og smykke denne urene bug dermed, for dem, som endnu skulle fødes af eller efter os. Men for vor del skal vi alene vente og se efter frelserens komme, som skal og vil ske, ikke til skade og skam for os, som for de andre, men for vort usle og elendige legemes skyld, som også i dette liv er et jammerligt og elendigt legeme, men endnu mere bliver det, når det afsjælet ligger i jorden og fortæres.

Men hvor jammerligt, elendigt og skændigt det end er, både i livet og døden, så vil han dog ved sit komme gøre det så skønt, rent, skinnende, klart og fuldt af ære, at det skal være ligedannet med hans eget udødelige, herlige legeme. Ikke som han hang på korset og lå i graven, blodig og med dødens farve, i skam og vanære, men som han forklaret sidder ved Faderens højre hånd. Derfor skal vi ikke forskrækkes over, at vi må aflægge dette legeme og lade os berøve dets ære, retfærdighed og liv, og lade død og grav opsluge os (lad Kristi fjender grue og forfærdes derfor!), men gladelig håbe og vente, at han snart må komme og forløse os fra denne usle, stinkende urenhed.

Se hvilken ære og herlighed denne Kristi retfærdighed også bringer vort legeme! Hvordan kommer det arme, syndige, elendige, urene og fordærvede legeme dertil, at det skal blive ligedannet med Guds eget legeme, hans, som er herlighedens herre? Hvad er du, eller hvad er din og alle menneskers kraft og evner, at dette skal overgå dig?

Velan, siger Paulus, menneskers retfærdighed, fortjeneste, berømmelse og kraft bidrage slet intet dertil; det er og bliver idel urenhed, skidt og fordømt væsen. Men her er en anden kraft og virkning, nemlig den, som er den Herre Kristi og kan underlægge sig alle ting. Kan han underlægge sig alle ting efter sin vilje, så kan han også herliggøre det elendige legemes urenhed og stank, ja dets maddiker, orme, og støv. For det er i hans hænder som leret i pottemagerens, så han af denne stinkende jordklump kan gøre et skønt, forklaret, nyt, rent kar eller legeme, klarere og skønnere end solen.

For ved dåben har han modtaget os i sine hænder, netop til den ende, at han i stedet for dette syndige, fordømte, dødelige legemes liv, vil give os en ny, uforgængelig retfærdighed og et nyt liv til legeme og sjæl. Det er den kraft og virkning, som bringer og opløfter os til sådan herlighed, hvilken ingen jordisk lovens retfærdighed formår at give; for den lader mennesket med dette liv, blive i skændsel og fordærvelse og strækker sig ikke længere, end bugen lever og varer. Men denne kraft er Kristi retfærdigheds, hvoraf man ser, at vi ikke har bugen til gud, men tjener den sande, levende Gud, som ikke lader os blive i skændsel og død, men frelser os fra synd, død og fordømmelse og også vil bringe dette dødelige legeme til evig ære og herlighed.