Matt 18, 23-35 (22.søn. efter trinitatis)

For tjeneren går ud. Hvordan går han ud? Hvor har han været inde? I troen har han været inde. Men nu går han ud og skal vise kærlighed mod mennesker. For troen fører os bort fra mennesker ind til Gud, men kærligheden fører os ud til mennesker. Før var han inde, i enrum med Gud. For troen kan ingen se. Heller ikke kan nogen mærke, hvad de to gør indbyrdes. Derfor hedder det at trække sig bort fra mennesker, når man ikke ser eller føler nogen uden Gud alene. Det sker alene ved troen, og her har ingen ydre gerning nogen plads. Nu kommer han ud til sin næste. Var han forblevet derinde, havde han godt kunnet fare derfra i fred, men han må ud og leve blandt andre mennesker og omgås med dem. Her skal nu kærligheden tage sin begyndelse. Da finder han en medtjener. Han angriber ham, lægger ham i lænker og jern, vil have betaling og ikke vide af nogen barmhjertighed.

Det er nu det, vi ofte har sagt, at vi kristne skal bryde ud i gerninger og dermed vise for alle mennesker, at vi har en retskaffen tro. Gud behøver ikke dine gerninger. Han har nok i din tro. Men derfor vil han have gerningerne gjort, for at du dermed for dig selv og al verden kan bevise din tro. For Gud ser troen, men du og andre mennesker ser den ikke. Derfor skal du rette dine gerninger derhen, at de gavner næsten.

Sådan er denne tjener et eksempel og billede på alle dem, som ud fra troen skal tjene sin næste. Men hvad gør han? Netop som vi, der indbilder os, at vi tror, hvad vi vel også for en del gør, og fryder os over, at vi har hørt evangeliet, og kan tale meget derom; men ingen vil efterfølge det i livet. Så vidt har vi ganske vist bragt det, at Djævelens lære og gøgleværk er afskaffet, så vi nu ser og véd, hvad der er ret og uret, og at man må handle med Gud alene ved troen og med næsten ved kærligheden. Men derhen kan vi vanskelig bringe det, at kærligheden kommer rigtig i gang, og at den ene gør mod den anden, som Gud har gjort mod ham. Vi må jo selv beklage, at mange blandt os bliver værre, end de før har været.

Som nu denne tjener ikke vil forlade sin næste, men beholde sin ret, sådan gør også vi og siger: Jeg er ikke forpligtet til at give en anden, hvad mit er, og lade min ret fare. Har denne fortørnet mig, så er han skyldig til at gøre det godt igen og give mig erstatning. For sådan lærer og gør verden, og i så måde har du ret. Der er heller ingen offentlig myndighed, der vil tvinge dig til at give en anden, hvad der er dit. Den tillader dig at gøre med din ejendom, hvad du vil. Den verdslige øvrighed tvinger dig kun til ikke at gøre med andres, hvad du vil, men ikke til at give dine ejendele til andre. Det er den verdslige ret og stemmer overens med fornuftens slutning: Enhver har råderet over sit eget. Derfor gør man intet forkert, når man bruger sit gods, som man vil og ikke tager noget fra andre.

Men hvad siger evangeliet? Hvis Gud havde gjort ligesådan og holdt fast på sin ret og sagt: Jeg handler rigtig, når jeg straffer det onde og tager, hvad mit er. Hvem vil forbyde mig det? Hvordan skulle det da gå os alle sammen? Vi måtte alle fare ned til Djævelen. Fordi Gud derfor har givet slip på sin ret mod dig, så vil han også, at du skal gøre ligesådan. Lad derfor din ret fare og tænk: Har Gud eftergivet mig ti tusinde talenter, skulle jeg da ikke eftergive min næste hundrede kroner?

På denne måde er din ejendom ikke mere dit, men din næstes. Gud havde godt kunnet beholde sit. Han var dig heller intet skyldig, og dog giver han dig sig selv helt og holdent. Han bliver din nådige Herre, er dig venlig og tjener dig med alle sine goder. Alt, hvad han har, er dit. Hvorfor vil du da ikke gøre ligesådan? Vil du være i hans rige, så må du gøre, som han gør. Men vil du blive i det verdslige rige, så kommer du ikke i hans.

Her hører de ord i Matthæus 25, 42 til, som Kristus på den yderste dag vil sige til alle vantro: "Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, osv." Men du siger: Du har jo sagt, at Gud ikke vil tage hensyn til gerninger, og at ingen bliver salig for deres skyld? Svar: Han vil have dem gjort aldeles frit og for intet. Ikke i den hensigt, at deres værdighed skal gælde noget for Gud, men at vi skal tjene næsten dermed og på den måde bevise, at vi har en retskaffen tro. For hvad har du vel, som du kan give ham, og hvormed du kunne fortjene, at han skulle forbarme sig over dig og eftergive dig alt, som du har gjort ham imod? Eller hvad vinding har han deraf? Ingen uden den, at du siger ham lov og tak og gør, som han har gjort, så man også må takke ham i dig. Gør du det, da er du i hans rige og har alt, hvad du skal have. Det er det andet stykke af det kristne liv, nemlig kærligheden. Ved den går man ud fra Gud hen til næsten.

De, som nu ikke beviser deres tro ved kærlighedens gerninger, er sådanne tjenere, som vil, at man skal tilgive dem, skønt de selv ikke ville tilgive deres næste eller lade deres ret fare. Men det skal også gå dem, som det gik denne tjener. For når de andre tjenere, det vil sige, de, som prædiker evangeliet, ser dette, at Gud har eftergivet dem alt, og at de ikke vil tilgive nogen, så blive de bedrøvet over, at de må se dette. Det smerter dem, at man møder evangeliet med sådan dårskab og viser sig så utaknemmelig derfor. Hvad gør de da? De kan ikke andet end at gå til deres Herre, klage det for ham og sige: Sådan går det til her: Du eftergiver dem både gæld og straf og skænker dem alt, men vi er ikke i stand til at bringe det så vidt, at de igen gør mod andre, som du har gjort mod dem. Det er klagen. Så vil Gud da kalde dem frem ved den yderste dom, foreholde dem dette og sige: Da du var sulten, trængende og elendig, da hjalp jeg dig. Da du lå i dine synder, ynkedes jeg over dig og eftergav dig din gæld. Har du nu gjort det samme mod din næste? Så vil der da gå en sådan dom over dem: Du onde tjener, jeg har forbarmet mig over dig og ladet min ret ligge, men du har ikke villet forbarme dig over andre eller eftergive dem deres gæld, derfor må du nu også betale, hvad du er skyldig! Her er ingen nåde eller barmhjertighed, men alene vrede og evig fordømmelse. Her hjælper ingen bøn mere. Han må forstumme og blive kastet i pinen, indtil han betaler den sidste øre.

Det er det, som også Peter siger i 2 Pet 2, 21 om dem, som har hørt evangeliet og igen falder fra: "Det havde været bedre for dem slet ikke at have lært retfærdighedens vej at kende end først at lære den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget." Hvorfor var det bedre? Når de træder tilbage, så bliver det dobbelt så slemt som før de havde hørt evangeliet, sådan som Kristus siger i Matt 12, 43 om den urene ånd, som tager syv andre ånder med, værre end den selv. Den kommer og flytter ind dér, hvor den tidligere blev drevet ud. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.

Sådan går det også nu med os og sådan vil det sikkert gå med flere. Sådan er det også gået med Rom. I begyndelsen, i martyrernes tid, stod det godt til med det. Men siden faldt det fra og besmittede sig med sådan vederstyggelighed, at Antikrist har sit sæde dér og har fyldt det op med et så skammeligt væsen, at det ikke kan være værre. Guds nåde, som forkyndes ved evangeliet er så stor, at mennesker ikke kan fatte det. Derfor må der også følge en stor og heftig straf på dens foragt. Sådan vil vi også få at se, at der skal komme en hård straf over os, fordi vi ikke adlyder det evangelium, som vi har og kender. For hver gang Gud har ladet en gruelig straffedom komme, har han forud optændt et stort lys. Da han således ville lade jøderne bortføres fra deres land i det babyloniske fangenskab, oprejste han et stykke tid før den fromme kong Josias, så han skulle genoprette loven, så folket blev fromt. Men da de atter faldt fra, straffede Gud dem, som de havde fortjent. Sådan også, da han ville lade ægypterne omkomme, da lod han Moses og Aron tænde et lys og prædike for dem. Ligesådan da han ville fordærve verden med syndfloden. Da oprejste han patriarken Noah. Men da mennesker ikke troede, men kun blev værre, så fulgte den gruelige straffedom efter. På samme måde blev også de fem byer, Sodoma og Gomorra og de øvrige, ramt med straffen, da de ikke ville høre den fromme Lot. Derfor vil også nu en forfærdelig straf ramme dem, som hører, men ikke modtager evangeliet, ligesom denne tjener i evangeliet bliver kastet i fængsel og må betale, hvad han er skyldig. Dermed er så meget sagt: Han må bære straffen. Men den, som bærer straffen for sin skyld, bliver aldrig salig. For til synden hører døden, og når han dør, så dør han evigt, og der er ingen hjælp eller redning mere. Lad os derfor tage dette til advarsel. Og de, som er forhærdede og ikke vil høre, skal man lade fare, for de vil ikke udgå straffen.

For de bedrøvede samvittigheder er dette evangelium meget trøstefuldt og sødt, fordi det forkynder ren og skær syndsforladelse. For de hårde hoveder derimod og for de forhærdede er det en forfærdelig dom, og det især, fordi denne tjener ikke er en hedning, men hører under evangeliet, og har haft en tro. For når Herren forbarmer sig over ham og tilgiver ham, hvad han har gjort, må han uden tvivl være en kristen. Derfor er dette ikke en straf for hedningerne eller over det store flertal, som ikke hører Guds Ord, men over dem, som hører evangeliet med deres ører og har det i munden, men ikke vil leve derefter.

Sådan har vi nu summen af dette evangelium. Men hvad de filosofiske teologer desuden plejer at drøfte, om de synder igen blive tilregnet, som engang er tilgivet, lader jeg ligge. De véd ikke, hvad syndernes forladelse er. De tror, det er noget, som ligger passivt et eller andet sted i hjertet. I virkeligheden er syndernes forladelse jo hele Kristi kongerige, som uden ophør består i al evighed. For ligesom solen ikke lyser og skinner mindre, selv om jeg lukker øjnene, sådan forbliver også denne nådestol eller syndernes forladelse bestandig stående, selv om jeg falder. Og ligesom jeg atter ser solen, når jeg igen åbner mine øjne, sådan har jeg atter syndernes forladelse, når jeg står op og igen kommer til Kristus. Derfor skal man ikke gøre syndernes forladelse så begrænset, som disse tåber forestiller sig. Det er nok for denne gang.