Fil 1, 3-11 (22.søn. efter trinitatis)

I det første stykke af denne tekst takker apostelen Paulus Gud, sådan som han plejer i begyndelsen af sine breve, for den nåde, at de er kommet til evangeliets fællesskab eller er blevet delagtige deri. For det andet ønsker han og beder Gud om, at de må tiltage og blive stedse rigere i sådan erkendelse og i dens frugter.

Og begge dele gør han for med denne evangeliets lovprisning og berømmelse at formane dem til at forblive faste og bestandige derved, ligesom de har begyndt og nu stå i troen. Det synes nu at være en let epistel, især for dem som ellers kan alt og straks blive mestre i Skriften, som om der heri ikke var nogen stor kunst at spore eller lære. Dog må vi også afhandle denne og lignende prædikener for dem, som ikke kan det alt for vel og endnu gerne vil lære noget.

I disse ord afmales os nu især et træffende billede af et kristent hjerte, som alvorligt tror på det hellige evangelium. Det er ellers sjældent at finde i verden. Og især i sådan skønhed findes det vel næppe uden hos de kære apostle og hos dem, som har været dem de nærmeste i Kristus. For vi er hertil alt for dovne og kolde.

Men sådan er et kristent hjerte beskaffent, og dette er, når vi betragte Paulus’ ord, dets farve og skikkede, at det er inderlig glad og fornøjet over, samt takker Gud for, at også andre mennesker kommer til evangeliets samfund. Det har et godt håb om dem, som har begyndt at tro, antager sig deres frelse, glæder sig ligeså meget over den, som over sin egen og kan ikke fuldtakke Gud nok derfor. Det beder også uden ophør om, at det måtte opleve og se, at mange med det komme til dette samfund og blive bevarede deri indtil den Herres Jesu Kristi dag, som skal fuldkomme og fuldføre alt, som her endnu har nogen mangel og fejl, og sådan holde ved i troen og håbet uden anstød, indtil de når til denne frydefulde dag.

Se, sådan lyder den fromme apostels ord. Han udøser her sit inderste hjerte, fuldt af hans ånds og tros rette frugter. Han brænder af lyst og glæde, når han ser evangeliet erkendt, modtaget og æret, og af hjertelig kærlighed til sine menigheder, så han intet højere ved at ønske og udbede dem af Gud, end at de må tiltage og blive deri. For så dyrebar og ædel en skat agter han det, at man kan have og bevare Guds Ord, ligesom også Kristus priser dem salige, som gør det, Luk 11, 28.

Det første, som Paulus hermed giver os et eksempel på, er det at også vi skulle være taknemlige. For det hører først og fremmest til en kristen, som ved evangeliet erkender og tror Guds nåde, at han viser sig taknemlig derfor. Ikke alene mod Gud, hvilket er det fornemste, men også mod mennesker. For nu, da vi er blevet kristne og er kommet ud af den falske gudstjeneste og det falske offer, hvortil vi i vor hedenske blindhed var så ivrige og villige, skal vi også beflitte os på, at vi herefter med langt mere flid og lyst øve den rette gudstjeneste og det rette offer. Nu har vi ingen anden eller bedre ydre gudstjeneste og gerning end det, Skriften kalder takoffer. Det består deri, at vi ikke alene med mund og ord, men også af ganske hjerte, af alle vore evner og kræfter prædiker, hører, ærer og befordrer Guds Ord, hans nåde til lov og pris. For det er også det bedste stykke af taknemligheden.

Det kalder Gud det rene offer, Mal 1, 11, som bringes og gives ham blandt alle hedninger, hvor hans navn prises og prædikes. Og det frivilligt og med glæde, ikke af gerrighed eller hovmodighed og indbildsk tillid til eget præstedømme og hellige gerninger, hvoraf jøderne brystede sig, idet de mente, at Gud derfor måtte ære dem (hvorfor han også på det samme sted klager over, at de ikke havde åbnet eller lukket en dør eller et vindue for ham for intet). For en sådan frivillig og glad tjeneste og offer er det, han vil have, som Sl 110, 3 siger: "Dit folk møder villigt frem." Og 2 Kor 9, 7: "Gud elsker en glad giver." Det skal evangeliets erkendelse virke i os, så vi ikke blive fundne som utaknemlige, der forglemmer Guds store velgerning.

Selv hedningerne, som dog ikke har haft denne erkendelse og nåde af Gud, har dog alle på det stærkeste fordømt den last, som man kalder utaknemlighed, som om der ikke var noget skadeligere eller skændigere på jorden, og sagt, at den er alle lasters moder. Blandt andre eksempler herpå læser man om et folk i Arabien, som man har kaldt nabatæere, der holdt et så godt regimente og var denne last så fjendske, at hvis et menneske viste sig utaknemligt mod et andet, så straffede de det med døden og betragtede det som et mord.

For der er heller intet så afskyeligt, intet, som den menneskelige natur mindre kan fordrage. Det kan langt lettere overvindes, ja glemmes, hvis en fjende skader og foruretter en, selv om han myrdede hans fader og moder, end at man bliver betalt med utaknemlighed og utroskab af dem, som man har bevist alt godt og al troskab, og ikke høster andet end had for sin kærlighed og venskab og, som det latinske ordsprog siger, har næret og opfostret en slange ved sin egen barm. Derfor hader og straffer også Gud denne last på det alvorligste, som Skriften siger i Ordsp 17, 13: "Når nogen gengælder godt med ondt, skal ulykken ikke vige fra hans hus."

Det lærer nu naturen og fornuften om den utaknemlighed, som mennesker vise mod hinanden indbyrdes. Hvor langt større, skændigere og mere forbandet må da ikke denne last være, når den vises mod Gud selv, som, da vi endnu var hans fjender og skyldige til Helvedes ild, af grundløs, usigelig godhed har skænket os, ikke ti eller hundrede tusinde kroner, men forløsning fra sin vrede og den evige død og opfyldt os med trøst, tryghed og god samvittighed, glæde og liv. Disse goder kan ikke udsiges, ej heller begribes i dette liv, men vi skal evindelig betragte dem i hint liv. Hvor langt forfærdeligt er det nu, hvis man bliver utaknemlig for denne velgerning, ligesom tjeneren i dagens evangelium, hvem ti tusinde pund blev eftergivet og skænket, men som dog ikke ville eftergive sin medbroder hundrede kroner!

Hvem skulle vel tro, at der var så onde mennesker på jorden, som kunne vise sig så utaknemlige mod Gud for den allerhøjeste, evige velgerning? Men hvor og hvem de er, ja, hvor fuld verden er af sådanne, det ser vi desværre for vore øjne, ikke alene på dem, som vitterligt forfølger evangeliets erkendte sandhed om Guds nåde, samvittighedens trøst og det evige livs forjættelse, som jo er forfærdeligt og den skinbarlige Djævels helvedesondskab; men også blandt os, som har modtaget evangeliet og roser os deraf, er endnu den store hob så skammelig utaknemlig derfor, at det ikke ville være underligt, om Gud slog ned med lyn og torden, ja, med alle tyrker og djævle fra Helvede.

Så såre ond er denne utaknemlige skalketjener blevet, alene fordi han så hurtigtforglemmer, i hvad nød og angst han nys har været, da han blev krævet til regnskab og ikke kunne betale, og den hårde dom blev udtalt over ham, at han og alt, hvad han havde, skulle sælges til evig trældom. Ligeså hurtigt har også vi forglemt, hvordan vi har været plagede under pavedømmet, idet vi, ligesom med en syndflod, blev oversvømmede af og druknede i så mange slags forunderlige lærdomme, da vore samvittigheder var ængstede og gerne ville blive salige. Men nu, da vi ved Guds nåde er blevet forløste fra alt dette, så takker vi også sådan derfor, at vi kun føre en så meget hårdere Guds vrede over os, sådan som andre har gjort før os og derfor også har fået sin gruelige straf.

For tænk dog selv efter, hvad det er for en utålelig ondskab, at skønt vi af Gud harmodtaget en så stor og umådelig velgerning, nemlig syndernes forladelse, og er blevet Himlens herrer, så kan han dog dermed ikke udrette så meget hos os eller bevæge os så vidt, at vi kommer dette i hu og derfor af hjertet tilgiver vor næste ét eneste ord, end sige, at vi skulle give og tjene ham. Og han skulle le dertil og stedse lade det gå hen, ja give os som fromme og lydige børn stor lykke og salighed! Vi mener nok, at nu først har vi magt og ret til at leve og handle, som vi vil, og jo større, lærdere, ædlere og mægtigere vi bliver, desto større skurke bliver vi også. Vi øver al ondskab, begynder strid, ufred, krig og mord, for at sætte vor trodsige vilje igennem, om det kun gælder at lade fare eller eftergive en skilling i sammenligning med de hundrede tusinde kroner, som vi endnu, uagtet al vor utaknemlighed, daglig modtager af Gud.

Hvad andet gælder det om, når to store bukke og mægtige herrer støder hornene mod hinanden, end én by eller to. Ville de betænke, hvad de har modtaget af Gud, så måtte de dog vel skamme sig lidt for sig selv og tænke: Hvad gør vi dog, at vi vil fordærve hinanden indbyrdes, vi, som dog alle er døbte i det ene Kristi navn og er forbundne under én herre, til hvem vi alle har svoret? Men dette vil de ikke se eller tænke på. Meget mere skyder de det langt bort fra øjne og hjerter og glemmer ganske, hvad Gud har gjort mod os. De ødelægger land og folk med krig eller giver dem muslimerne i vold for de lumpne penges skyld, som ingen af dem vil eftergive den anden.

Men det er den lede Djævel af hvem verden lader sig sadle og ride, som han selv vil. For det går overalt til i alle livsforhold sådan, at ingen vil vige eller give efter for andre, men enhver sætter sin egen trods igennem med magt. Vi mener, at vor højeste ære og velfærd beror på, at vi intet eftergiver, og at det ville være vor fordærvelse, om vi kunne beholde med fred, hvad vi har, men at vi endnu må sætte til de to sidste køer, vi endnu har i stalden på spild og bortkrige alt indtil den mindste mønt; men dermed må vi vel endelig ophøre, når hævnen kommer og vi hverken har ko eller stald, hus eller penge mere.

O, at vi dog havde så megen nåde, at vi kunne betænke, hvordan det ville gå os, hvis Gud ville handle sådan med os og, som han havde fuld ret til, kræve betaling af den gæld, som vi har på os, uden at eftergive os en hvid. Måtte vi ikke da i dette øjeblik synke i Helvedes afgrund til evig tid? Men sådan vil det også omsider gå dem, som ikke vil agte herpå og kun frisk væk samler Guds vrede over sig og ikke vil have det anderledes, end at han skal fare med dem som med denne tjener, over hvem der går den uigenkaldelige dom, at han uden al nåde skal overgives til dem, for at betale sin gæld, den han dog aldrig kommer ud af eller kan betale.

Det er også ret og rimeligt, for utaknemligheden er, som Bernhard siger, en så forbandet og skammelig last, at den, ligesom en ond, tør og skarp vind, udtørrer og tillukker alle nådens og velgerningens kilder hos Gud og mennesker. For den menneskelige natur kan ikke fordrage den. Og lige så lidt kan det for Gud gå an, at han skulle overøse dig med al nåde og godhed, både åndelig og legemlig, og du alligevel skulle fremture i din ondskab og kun misbruge hans godhed, ham til trods og forsmædelse, og sådan forsætlig opvække hans vrede over dig. For Gud kan jo heller ikke gøre dig godt, når du ikke vil, men selv støder hans godhed fra dig og ikke lader den finde noget rum hos dig.

Her må vel nådens og barmhjertighedens kilde, som dog evindeligt flyder og strømmer over for alle dem, som af hjertet begærer den, tillukkes og standse for dig, så du ikke kan nyde den. Mens den ellers rigelig og uden ophør skulle give dig vand, hvis du ikke med din utaknemligheds tørre vind selv udtørrede den for dig, fordi du så skammeligt glemmer den usigelige velgerning, hvormed Gud overøser os, og ikke gør den Herres Kristi blod, hvormed han købte os og forsonede os med Gud, så megen ære, at du for hans skyld vil tilgive din næste ét eneste ord.

Og hvad er det dog, at et menneske besværer sig så såre, fordi han, sin kære Gud til tak og Kristus til ære, skal vise sig lidt som en kristen? Det koster dig jo ingen stor møje eller arbejde. Du brækker jo dog intet ben derved og lider hverken skade på gods eller ære. Og om der end sker dig en lille uret eller krænkelse, så betænk dog, hvad Gud derimod har givet og vil give dig af sin nåde og velsignelse.

Ja, hvad havde du at klage over, selv om det bragte dit legeme og liv i fare? Hvad har ikke Guds søn måttet gøre for dig? Det har ikke faldt ham sødt og let, men kostet ham blodig sved og usigelig angst og hjertekval, foruden det, at han måtte lade sit liv og blod, da han for dig tog på sig og bar Guds vrede og forbandelse, som evindelig skulle ramme dig. Og dog har han gjort det alt sammen villigt og af inderlig kærlighed. Burde du ikke i dit hjerte skamme dig for alle skabninger, at du er så tung og uvillig, ja så stok og stenhård, at du, ham til lov og tak, ikke engang vil tåle og tilgive et uvenligt ord? Hvad ville sådanne folk gøre, når det gjaldt noget større, som at lide fare og skade for Kristi skyld eller at give og hjælpe de fattige og trængende, især til Guds Ords, præsternes, prædikestolenes og skolernes opretholdelse?

Ak, det var intet under, om Tyskland for længst var gået til grunde eller fordærvet i bund og grund af tyrker og tartarer for denne djævelske, fordømte forglemmelse og foragt for så stor en nåde. Ja, det er et under, at jorden endnu bærer os, og at solen endnu lyser for os, da dog rimeligvis for vor utaknemligheds skyld hele himlen burde blive sort og jorden blive til salt, sådan som det gik Sodoma og Gomorra, og ikke bære et blad eller græsstrå mere, og alt vendes op og ned. Og det ville vel også ske, hvis ikke Gud endnu holdt det tilbage for de få fromme kristnes skyld, som han endnu véd og kender.

For hvor man end vender sig, så ser man dog alle vegne og i alle samfundslag intet andet end en syndflod af skrækkelige eksempler på utaknemlighed imod det kære evangelium. Konger, herrer, fyrster rives og bides, misunder og hader hinanden, undertrykker og fordærver sit eget land og folk og beflitter sig ikke på nogen god og kristelig enighed, hvorved det arme Tyskland kunne hjælpes og den arme kirke beredes et herberge og tilflugtssted for Djævelens, pavens og muslimernes mord. Adelen skraber til sig, raner og røver, hvad den kan, både fra fyrster og andre og især fra den arme kirke, og som idel djævle træder de præsterne og prædikanterne under fødder. Borgere og bønder er også gerrige, ågrer, bedrager og øver sin overmodige ondskab uden al skam og straf, så det råber til Himlen, og jorden ikke kan bære mere.

Men hvad nytter det at tale meget herom? Det er dog spildt på verden, og ingen formaning hjælper. Den er og bliver Djævelens ejendom, og man må være forberedt på, at man dog hos den slet ikke vil finde apostelens forbillede, men derimod det stik modsatte billede, nemlig den skændigste utaknemlighed.

Men hvor der endnu findes nogle gudfrygtige kristne, skulle de dog beflitte sig på at følge dette skønne forbillede og være taknemlige, så man kan se, at de gerne hører Guds Ord, har sin lyst og glæde deri og ikke gerne ser, at det bliver foragtet. Samt derhos med sin livsførelse beviser, at de ikke har forglemt den store velgerning, idet de er erkendtlige mod dem, af hvem de har modtaget evangeliet. Med ét ord, at de beviser sig som sådanne mennesker, hvis hjerte og mund altid er fulde af det gyldne ord: Gud være lovet. For dertil er vi jo kaldte, og det burde, som sagt, være vor daglige gudstjeneste og vort offer for Gud og de retfærdighedens gerninger og frugter, som Paulus her siger, hvormed vi skulle lyse også for mennesker. Dette bør jo og ville også naturligt følge, når man erkendte, hvad Gud har skænket og givet os.

Hvis nu verden ikke vil følge os heri, men vi dagligt må se, høre og tåle af den, at den bliver, jo længere desto værre og utaknemlig, så skal det ikke forvirre os; for vi ville dog ikke kunne gøre den anderledes. Prædike skal vi derom og hårdt skælde og revse denne last, så længe vi kan, og på det flittigste formane enhver at vogte sig for den. Men derpå må vi være beredte, at det ikke vil gå derefter i verden. Vi må leve blandt utaknemlige folk og ikke forarges derover eller derfor ophøre at gøre det gode, men stedse gøre godt og ikke tage os det nær, hvis man lønner os med ondt, ligesom Gud dagligt lader sin sol stå op over både taknemlige og utaknemlige.

For hvis du gør godt i den tanke, at fortjene tak af verden og gøre dig vel fortjent af den, så vil du erfare det modsatte. Og dermed sker dig også din ret, ligesom den, der bider i en dårlig, ormstukken nød også får munden fuld af skidt. Vil du nu harmes derover og rive bjerge omkuld og ikke mere gøre godt, så er du ikke længer nogen kristen. Du skader dig selv og udretter dog intet. Ser du da ikke, hvor du har hjemme og lever? Du lever jo i den verden, som skal være fuld af umoral og utaknemlighed, sådan som ordsproget lyder om den: "De betaler godt med ondt." Den, som ikke vil lære det, han må løbe ud af verden. For det er ingen kunst at leve alene blandt fromme mennesker og at gøre dem godt; men det er kunsten, at kunne være blandt onde og dog ikke selv blive ond.

Derfor skal en kristen fra ungdommen af lære, så han siden må være vant dertil og kunne tåle det, at gøre godt mod alle og vente sig ondt til tak. Dog skal han ikke rose eller billige sådan utaknemlighed, men, så meget han kan, efter sit embede straffe og hindre den. For det er den bedste prøve og tegn på en ret og god gerning, når de, hvem man dermed tjener, ikke alene er utaknemlige, men også betaler den med ondt. For dette tjener også dertil, at mennesket ikke fatter høje tanker om sin egen gerning og behager sig selv. Desuden er den også for Gud så dyrebar og kostelig, at verden ikke er værdig til at belønne den.

Den anden gerning, som Paulus her afmaler, er den, at de kristne skal bede. For de to ting høre sammen: At takke for den modtagne velgerning, og at bede, at Gud vil styrke og opholde hos os, hvad han har begyndt. Det er også vel fornødent, fordi Djævelens og verdens ondskab anfægter os og gerne ville rive os derfra, så vi uden ophør må kæmpe derimod. Dette gør da vort svage kød og blod ondt, og vi kan ikke bestå og forblive uovervundne i sådan kamp uden ved stadig og hjertelig påkaldelse af den guddommelige hjælp.

Derfor må begge disse stykker stedse gå ved siden af hinanden (hvilket også var afbildet i Det Gamle Testamentes daglige ofre): Lovofret eller takofret og taksigelsen for de modtagne goder og gaver, og bønofret eller Fadervor mod alt ondt og al ulykke, som vi gerne ville fries fra.

For dette liv har endnu ikke nået sit endelige mål. Det er endnu kun begyndelsen og førstegrøden, vi har modtaget. Vi er endnu ikke blevet mætte af det, som vi begærer, men vi har kun en forsmag derpå. For vi stå endnu i troen på det, som er os skænket, og ikke i den nærværende følelse og fulde besiddelse. Derfor må vi bede om bevarelse fra alt ondt, som endnu kan være tilbage, og som vi endnu ikke er befriede for, indtil vi kommer derhen, hvor vi ikke mere skal behøve at bede, men hvor der skal være idel liv og glæde og en evig taksigelse til Gud og halleluja.

Men for at en sådan pris og glæde også må begynde her på jorden og styrkes stedse mere, så må vi være flittige i bønnen både for os og hele kirken, det vil sige, for alle dem, som har modtaget og troet evangeliet. Sådan skal vi alle komme hinanden til hjælp. For et sådant gode bliver langt ædlere og glæden langt større, når det ikke bliver alene, men mange bliver delagtige deri. Derfor siger Paulus, at han takker sin Gud, idet han tillige beder for dem, for deres delagtighed i evangeliet.

Ja, det skal være et kristent hjertes lyst og glæde, at det kan få se, at mange mennesker kommer til nåden og med det lover og takker Gud. For en sådan attrå opvækker ham til desto ivrigere bøn og påkaldelse. For en kristen må ikke være et sådant menneske, som ikke spørger efter eller bekymrer sig om, hvad der bliver af andre mennesker, om de tror eller ikke. Han må antage sig alle mennesker og stedse sukke og råbe til Gud for dem, at Guds navn må blive helliget, hans rig: komme, hans vilje ske, samt Djævelens løgn alle vegne blive til skamme, hans mord og magt over de arme sjæle afvendes og hans vilje forhindres.

Derom skal en ret kristen bede af ganske hjerte og med stort alvor, sådan som Paulus med disse ord giver til kende, at både hans tak og bøn strømmer ud af et brændende hjerte. For sådanne ord kunne intet menneske tale: "Jeg takker min Gud, så ofte jeg tænker på jer, idet jeg altid beder for jer med glæde", hvis ikke hjertet var fuldt af sådanne tanker.

Dette er en ret tale og en apostel værdig, at han både takker og beder med al glæde. Det gør ham så hjertelig glad, at han har en by eller en lille flok, hvor han finder kristne, som elsker evangeliet, og over hvem han kan fryde sig og takke og bede Gud for. Burde det ikke her meget mere være sådan, at hvor evangeliet blev hørt, der skulle alle mennesker blive fulde af glæde og takke Paulus derfor med hjerte og mund og bede til Gud for ham, fordi de er blevet værdigede til nåden, forløst fra deres blindhed og nu af ham har modtaget det lys, hvormed de kommer fra synd og død til Guds nåde og livet.

Nu venter han ikke, indtil de, som rimeligt var, begyndte at bevidne ham deres glæde og taknemlighed, men straks han begynder at tale med dem, må han udøse sit hjerte, hvor glad han er, og hvor hjertelig han takker Gud for dem. Derfor havde de rimeligvis burdet blive skamrøde, når de læste eller hørte denne begyndelse på hans brev, og straffet sig selv, idet de sagde: Se, det burde vi ikke lade ham sige, men vi burde selv have gjort begyndelsen og bevidnet ham vor glæde og taknemlighed.

Dette apostelens skønne og fuldkomne forbillede vil vi andre endnu ikke på langt nær kunne nå, ej heller kan vi rose os deraf. Og da vi hører, hvor inderligt apostelen glæder sig over, at der dog er nogle, som modtager evangeliet, hvad ville vi da klage, om man ikke hører os, og om der kun er få, som modtager Guds Ord med alvor? Vi må rimeligvis tie stille og ikke lade dette gøre os dovne. Det samme er jo overgået Kristus selv og profeterne og apostlene. Også de har måttet være glade, at dog nogle har troet. Derfor ser man også på Kristus, hvor glad han bliver, når han finder en retskaffen tro, mens han derimod ofte bedrøves og fortørnes over sit eget folk, som ikke ville høre hans ord. Sådan var det også for Paulus en stor sjældenhed, når han i hele det romerske kejserdømme, som han næsten havde gennemvandret med evangeliet, finder en by, hvor han har en lille flok retskafne kristne. Derover er han da særdeles glad og trøster sig mere derved end ved alle jordens skatte.

Velan, det vil vel engang vise sig, om det er verden tjenligt og vil gavne den, at Kristus med sine apostle og prædikanter må være glade ved, at hans kære ord dog bliver hørt på ét og andet sted. Jeg synes dog, at alle mennesker villig og gerne burde løbe lige til verdens ende for blot at få en apostel at høre. Men i stedet må Paulus med stor møje, fare og nød, vandregennem hele verden med sin prædiken, blive foragtet og trådt under fødder af alle og uagtet alt dette, være glad ved, at dog en og anden modtager evangeliet. Det har hidtil paven og hans hele hob ikke behøvet, nemlig at løbe eller gå efter nogen. De har siddet i deres regimente, som verdens herrer, og hele verden har måttet løbe efter dem, hvorhen de har villet, og de har dog ikke takket nogen derfor.

Hvad for en løben har der ikke været af vore fædre og af mange blandt os selv, fra alle lande, mange hundrede kilometer, til Jerusalem, til den hellige grav, til Jakob, til Rom, til Peter og Paulus’ hoveder. Nogle gik med bare fødder, andre i fuld rustning, som gale mennesker. Jeg vil ikke tale om utallige andre valfarter. Her har vi ofret penge i hobevis, takket Gud og været glade, når vi dermed blot kunne købe pavens løgnagtige aflad og blive værdig til at kysse eller se de afdødes ben, som de har fremvist som en helligdom, og endnu mere den allerhelligste helligdom, pavens fødder. Det vil verden have tilbage, og bedre skal det heller ikke gå den.