Joh 4, 46-54 (21.søn. efter trinitatis)

I dette evangelium fremstilles os et sjældent eksempel på troen. For Johannes siger ikke mindre end tre gange, at den kongelige mand troede, så man med god grund kan undre sig over det og spørge, hvad det da er for en tro, han har haft, siden evangelisten gør så meget ud af det. Vi har nu lært så meget om troen og evangeliet, at man burde forstå det; men fordi det bestandig på ny frembyder sig, må vi også ofte tale om det.

For det første har jeg sagt, at gennem evangeliet modtager troen vor Herre Jesus med alle hans goder helt og holdent. Og det gør den så fuldstændigt, at den ene kristen har ligeså meget som den anden, og at et barn, som er døbt i dag, ikke har mindre end Peter og alle helgener i Himlen. I troen er vi alle lige, og den ene har denne skat ligeså hel og fuld, som den anden.

Videre taler dette evangelium om troens vækst. Her viser der sig nu nogen forskel. Skønt troen fuldt ud ejer Kristus og alle hans goder, så må den dog altid drives og øves, så den kan være vis på ham og holde fast på denne skat. Der er forskel mellem disse to ting: At have en ting, og at holde fast på den. Der er forskel på en stærk og svag tro. En sådan stor skat skal opbevares og vogtes godt, så man ikke uden videre mister den igen eller den bliver stjålet. Jeg har den ganske vist hel og holden, selv om jeg blot opbevarer den i et valmueblad, men den er ikke beskyttet så godt, som hvis jeg har den i en stålboks med lås.

Derfor må vi leve sådan på jorden, at vi ikke er optaget af at få noget andet, som skulle være bedre end det, vi allerede har, men sådan, at vi stræber efter, dag for dag, at fastholde vores skat med stedse større vished og fasthed. Vi behøver ikke at søge efter noget andet end troen, men vi må give agt på, at vor tro forøges og bliver stærkere. Sådan viser evangeliet, at, skønt Kristi disciple har troet (for ellers havde de ikke fulgt efter Herren), så revser Kristus dem dog ofte for deres svage tro. De havde nok en tro, men når det kom til kamp, lod de den synke og holdt ikke stand. Sådan går det også alle kristne. Hvis troen ikke stedse bliver øvet og drevet, så aftager den og udslukkes til sidst helt. Dog ser eller føler vi ikke selv sådan svaghed, undtagen når vi kommer i nød og anfægtelse, hvor vantroen rører sig stærkt. Men det er netop også derfor, troen må anfægtes, så den derunder kommer i kamp og således forøges.

Derfor forholder det sig ikke sådan, som pavens unyttige teologer på universiteterne har lært, der gør folk dovne og sikre. De henviser os til os selv og siger: Hvis man har den mindste dråbe eller gnist af kærligheden og nåden, så bliver man frelst. Dog kan de aldrig gøre sig selv eller andre visse på, om de har dette hos sig, men forbliver altid i tvivl, så de til sidst må fortvivle om det alt sammen. Men Skriften lærer, at troen altid må vokse og komme videre. Sandt er det, at du ved troen har Kristus, selv om du har denne skat i et tyndt stykke stof, men du må dog se til, at du opbevarer den godt og ikke lader den blive taget fra dig.

Sådan er nu denne kongelig embedsmand (jeg tror, han har været kong Herodes’ tjener) kommet så vidt i troen, at han tror, at hvis han blot kunne få Jesus i sit hus, så ville han visselig hjælpe hans søn. For han havde hørt Guds Ord eller evangeliet om Kristus, at han gerne hjalp enhver, som blev bragt til ham, og ikke nægtede nogen sin godhed. Dette griber hans tro, og den gør, at han henvender sig til Kristus. For havde han haft sådanne tanker i sit hjerte: Hvem véd, om han kan hjælpe dig eller vil hjælpe dig? Da ville han ikke have henvendt sig. Men det er det, som driver ham hen til Kristus, at han forud har fået en sådan opfattelse af ham og troet, at han ville hjælpe ham.

Det er troens væsen og natur, at den afbilder og viser Kristi godhed i menneskets hjerte. Sådan skriver Hebræerbrevet 11, 1: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på.” Og det er Guds nåde og godhed. Med denne mands tro forholder det sig nu sådan, at hvis han var forblevet i den, så var han uden al tvivl blevet salig, og Herren har også velbehag i den. Dog tiltaler han ham noget hårdt, da der endnu er en mangel ved hans tro. Han irettesætter ham og siger:

Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.

Hvordan passer det sammen? Er det ikke troen og den gode tillid, som bringer den kongelige mand til Kristus? Hvorfor siger han da: I tror ikke, hvis I ikke ser tegn? Men han vil, som allerede sagt, vise ham, at hans tro endnu ikke er stærk nok, fordi han endnu alene hænger ved synet og følelsen af den nærværende Kristus. På samme måde irettesætter han også disciplene i skibet, da uvejret kom, og siger til dem: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” (Matt 8, 26). Som ville han sige: Hvor er nu jeres tro?

Selv om troen er god og retskaffen, så svigter den dog, når det kommer til kamp, hvis den ikke er prøvet og er vokset. Derfor må du ikke tænke, at det er nok med, at du er begyndt at tro, men du må flittigt give agt på, at troen når frem til fasthed, ellers går den til grunde. Du må se til, at du bevarer den skat, som du har grebet, for Djævelen bruger al sin kunst og magt for at rive den ud af dit hjerte. Derfor er troens forøgelse og vækst ligeså nødvendig som dens begyndelse. Ja, den er endnu vigtigere. Men det er alt sammen Guds værk. Den nye mælketro er endnu spæd og fin, men når det kommer til kamp og troen bliver anfægtet, må Gud styrke troen, ellers kan man ikke modstå sådanne angreb.

Derfor ville denne mand ikke have været hjulpet med den tro, han havde i begyndelsen. Den ville svigte, hvis ikke Kristus var kommet og havde styrket den. Men hvordan styrker han den? Den kongelige embedsmand troede, at når han kom til ham i hans hus, så kunne han nok hjælpe hans søn. Men Kristus giver ham et hårdt og strengt svar: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Med disse ord giver han mandens tro et stød, som han ikke kan tåle. Den arme mand bliver forskrækket, og hans tro begynder allerede at synke og udslukkes. Derfor siger han: "Herre, kom med derned, før mit barn dør." Her giver Kristus ham nu en stærkere tro.

Sådan gør Gud med alle dem, som han styrker i troen. Han bringer ham til en anden og højere grad eller stand, så han bliver stærk og nu tror på en anden måde end før. Kristus siger altså til ham:

v50 Gå hjem, din søn lever.

Hvis han tidligere havde sagt til ham, at hans søn levede, havde han ikke kunnet tro det, men nu tror han det. Idet dette ord kommer ind i hans hjerte, virker det i ham en anden tro, så han bliver en anden mand. Sådan giver Herren ham til den stærke strid også en stærkere tro.

Nu må han hænge fast ved det, som han ikke ser, mens han forhen ikke troede, at Kristus var så stærk, at han kunne hjælpe hans søn, når han ikke så ham og var hos ham. Først nu er det en rigtig stærk tro, når hjertet, mod alle sanser og al fornuft, kan tro, hvad det ikke ser og begriber, og hænger fast ved Ordet alene. Da ser man ingen udvej og har ingen anden hjælp, end at man tror. I troen må man slippe alt af syne undtagen Guds Ord. Den, som fæster sit blik på noget andet, er allerede fortabt. Troen hænger alene fast ved det blotte og bare Ord. Den vender ikke sine øjne fra det og ser ikke på nogen anden ting, hverken på sine gerninger eller sin fortjeneste. Hvor hjertet ikke står sådan blottet, har det allerede tabt kampen.

Lad os tage et eksempel: En messepræst, munk eller nonne forlade sig på, at de har holdt deres kyskhedsløfte eller læst mange messer, fastet meget, holdt mange bønner og lignende. De ser altså ikke på Guds Ord, men på deres gode gerninger, og bygge sådan på det, at de mener, at Gud må bønhøre dem for det. Derfor er det ude med dem. For så længe de har dette for øjnene, kan troen ikke være der. Når en sådan person derfor skal dø, og døden kommer, og man nu ser sig om efter en udvej, så kommer Djævelen og forestiller ham, hvor gruelig og forfærdelig døden er. Desuden ser man Helvede og Guds dom for sig, og så har Djævelen vundet. Her er ingen hjælp, så længe man alene har disse ting for øje. Var man derimod klog og ikke lod noget andet billede fremtræde i sit hjerte, men alene holdt sig til Guds Ord, så var man salig. For Ordet er levende, og den, som holder sig til det, må derfor forblive, hvor det levende og evige Ord er.

Men dette er meget vanskeligt at gøre. Du ser her, hvor tungt det falder denne mand. På samme måde med apostlene, da de var i skibet på søen, og skibet var nær ved at gå under og bølgerne brøde ind, så de havde døden for øjne. Da lod de Ordet falde. Havde de i en fast tro sagt: Her har vi Guds Ord. Her er Kristus. Hvor han er, forbliver vi også. – Så havde der ikke været nogen nød. Men fordi de ikke havde en sådan tro, måtte de falde og ville være gået til grunde, hvis ikke Kristus havde hjulpet dem. Sådan var det også med Peter, da han gik på vandet og kom til Kristus. Så længe han holdt fast ved Ordet, måtte havet bære ham, men da han vendte sine øjne fra Kristus og lod Ordet falde og så bølgerne bruse frem, blev han bange og begyndte at synke.

Derfor har jeg sagt, at man må lade alt fare og alene hænge ved Ordet. Når vi har grebet det, så lad siden verden, død, synd, Helvede og al ulykke buldre og rase. Men lader du Ordet falde, må du forgå. Det ser vi også hos de mennesker, som stræber efter jordisk rigdom. Så længe de har nok og hus og kælder fulde, da sætter de nok deres lid til Gud og siger, at de har en nådig Gud. Men når de intet mere har, begynder de at tvivle, og så er det ude med deres tillid. For de stille sig dette for øjne, at der intet er tilbage, at de intet forråd har og ikke véd, hvad de skal ernære sig med. Sådan driver bekymringen troen ud. Holdt de derimod fast ved Guds Ord, ville de tænke sådan: Min Gud lever. Han har lovet mig, at han vil opholde mig. Jeg vil gå hen og arbejde. Han skal nok sørge for det. Sådan som Kristus siger i Matt 6, 33: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Beholdt jeg dette ord og vendte mig bort fra alt andet, så havde det ingen nød, men så længe du alene ser på din fattigdom, kan du ikke tro.

Denne kongelige embedsmand havde vel også kunnet sætte sig noget sådant for øje og kunnet tænke som så: Han vil ikke høre mig, giver mig et strengt svar, vil ikke gå med mig og viser mig bort i unåde. Havde han holdt sådanne tanker frem for sig, så havde det været ude med ham. Men da han slår dem fra sig, giver Kristus ham også en god trøst og siger: Gå hjem, din søn lever.

Det er troens væsen og natur. Sådan handler Gud med os, når han vil styrke os. Det lærer Paulus også, når han i 2 Kor 3, 18 siger: ”Alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.” Herrens herlighed eller klarhed er hos Paulus den rette erkendelse af Gud. Moses har også en herlighed eller klarhed, nemlig lovens erkendelse og forstand. For når jeg har lovens erkendelse, ser jeg ind i dens klare åsyn og strålende lys. Men nu er vi kommet over dette og har en højere erkendelse, nemlig erkendelsen af vor Herre Kristus. Erkender vi ham som den person, der hjælper og giver os kraft til at opfylde loven og ved hvem vi har erhvervet syndernes forladelse, så afspejler hans klarhed sig i os. Ligesom solen afspejler sig i vandet eller i et spejl, sådan afspejler Kristus sig og kaster en glans fra sig ind i vort hjerte, så vi bliver forvandlet fra én klarhed til en anden og således daglig tiltager og lærer Herren, jo længere desto klarere at kende. Da bliver vi forvandlet til det samme billede, så vi alle bliver ét brød med Kristus. Dette går ikke sådan til, at vi selv gør det af vore egne kræfter, men Gud må gøre det, han, som er Ånden. For hvis Helligånden forlod os efter at have begyndt denne oplysning og forvandling i os, så blev vi igen som før.

Denne proces må vi nu være beredt på, så vi ikke blive stående i troens første grad, men stedse vokser og tiltager. Derfor må kors, anfægtelser og modgang komme, hvorved troen kan vokse og blive stærk. Og når troens klarhed tiltager, så tiltager også legemets disciplinering. Jo stærkere troen og ånden er, desto svagere bliver kødet. Og jo svagere troen er, desto stærkere er kødet, og desto mindre bliver det tøjlet. Så tænker vi sådan: Når jeg bestandig skal hjælpe min næste, hvordan vil det da gå mig selv? Hvad bliver der af mig? Men havde vi den rette tro og var Kristus afspejlet i vort hjerte, da ville vi ikke tvivle på, at vi ville få nok. Da ville vi tænke sådan: Gud har sikkert et råd, når det begynder at skorte. Men ligger vi under for et så lille stød, hvordan vil det da gå os for et større? Se, sådan bør troen øves og tiltage. Men i stedet gå vi hen og forbliver i dag som går og i morgen som i dag. Det er ikke et kristent liv. Dette er nu den anden grad, som Johannes roser embedsmanden for, nemlig at han voksede i troen.

For det tredje siger han, at, da manden gik hjem, mødte hans tjenere ham og fortalte ham, at hans søn levede. Han fik at vide, at hans søn var blevet helbredt i nøjagtig samme øjeblik, som Herren havde sagt til ham: Din søn lever. Og han selv og hele hans husstand troede dette. Her siger evangelisten atter, at han har troet. Men har han ikke troet før? Hvorfor kom han da til Kristus?

Jo, men nu er det en fuldkommen tro, som er stadfæstet ved erfaringen. Sådan omgås vor Herre Gud med os, så han kan gøre os stedse mere fuldkommen og hæve os til et stedse højere trin. Når vi således holder prøven ud, så bliver vi erfarne og kommer til vished om vor tro. Sådan ser vi her, at denne mand slår alle tvivl fra sig og udholder stødet og bliver derved så sikker i sin sag, at han erfarer og finder, at det er troen, som har hjulpet ham. Tiden, tegnet og Ordet stemmer helt med hans tro.

Hvad har han da troet? Ikke det, at hans søn skulle blive rask, for det behøver han ikke længere at tro. Det er sket og fuldbragt, så han nu ser med sine øjne, at hans søn lever. Men af erfaringen kommer en anden tro, nemlig, at Kristus vil hjælpe ham i al anden nød. Derfor ville han herefter have troet ham, hvor dunkle ord og opfordringer han end havde givet ham. Hvis Herren således havde sagt til ham: Gå hen og dø, så ville han have sagt: Skønt jeg ikke véd, hvor jeg kommer hen, eller hvor herberget er, så vil jeg dog, siden jeg nu har oplevet, hvad troen er, atter holde mig til dit Ord. Du har hjulpet mig før, da jeg heller ikke kunne se eller begribe det, derfor vil du også hjælpe mig nu.

På samme måde, hvis Kristus havde sagt til ham: Lad hus og hjem og alt, hvad du har, fare og kom og følg mig! Da ville han ikke have tænkt: Ja, men hvordan skal jeg da ernære mig? Sådanne tanker kunne vel falde ham ind: Hjemme har jeg nok af alle ting. Her er intet. Skal jeg nu lade dette fare, hvordan vil det da gå mig? Men nu vil han dog tænke sådan: Skønt her intet er, og skønt jeg intet ser, så vil jeg dog holde mig til hans Ord. Han hjælper mig bestemt. Jeg har jo allerede før erfaret det. Dette er umuligt for fornuften, men troen kan gøre det alt sammen.

Derfor øver troen sig i de mange slags anfægtelser, og hver dag kommer der nye anfægtelser. De forrige erfaringer kommer ikke altid tilbage, sådan som man ser her. Dette menneske har nu gennemgået én slags troens prøve. Den er nu forbi og kommer ikke mere tilbage, men nu må han prøve en anden. Jo flere sådanne prøver et menneske derfor har, desto bedre står det til med det. Jo flere stød det overvinder, desto stærkere griber det Kristus, og kommer således derhen, at det er beredt til at bære alt, hvad Kristus pålægger det.

Sådan gik det også de hellige patriarker, og sådan går det endnu bestandig. At jeg nu tror det som tidligere er sket andre, gavner mig intet. Min tro må bestandig vente på kommende ting. Når Gud således bød Abraham at drage ud fra sit land, så gjorde han det og troede. Da han nu kom ind i det andet land, bød Gud ham atter at gå til et andet og derpå igen til et tredje. På den måde forøgedes hans tro altid, indtil han blev fuldstændig sikker på den, samt mærkede og erfarede, hvordan Gud handlede med ham. Derved blev han da et så fuldkomment menneske, at han endog var parat til at ofre sin søn. Deraf følger også, at jo mere man således har gennemgået af prøvelser, desto villigere går man også i døden.

Sådan ser du nu her et eksempel på en voksende tro. Dette er nu klart nok. Tag det derfor omhyggeligt til hjerte. Enhver har anledning nok til at kunne øve sin tro, så han har den tillid til Gud, at han vil hjælpe ham. Da vil man også erfare, hvordan Gud hjælper os. Og sådan kan man gå videre og får en endnu større tro. Den ene tro udgår, og en ny kommer til, så vi klart kan se, at vor Herre Gud er sanddru. Har vi den tillid til ham, at han vil ernære og opholde vort legeme, så kan vi dernæst også tro, at han vil gøre vor sjæl salig. Det må være nok om troen.

Den anden del af denne tekst, om kærligheden, kan enhver af sig selv forstå. Det er tydeligt nok, så der ikke behøves at tales meget om, hvordan Kristus tjener og hjælper denne mand. Han har selv ingen nytte af det, men gør det ganske for intet, af fri kærlighed. Ligeledes ser man, hvordan denne kongelige embedsmand her bliver sin søns tjener. Hvad mere der findes i denne tekst, som hvad der hører til dets åndelige udlægning og dets forklaring ord til andet, vil vi overlade til de rolige og kloge ånder.

I denne evangelietekst fremstilles os et smukt eksempel på troen, så man kan se, hvad skikkelse, væsen og natur, den har, nemlig at den skal tiltage og fuldkommes. Teksten skildrer altså troen på den måde, at den ikke er noget, som ligger stille og hviler, men noget, som lever og er i bevægelse. Enten skrider den fremad eller også går den tilbage. Hvis det ikke sker, er det ingen tro, men en død indbildning i hjertet om Gud. For den rette, levende tro, som Helligånden indgyder i hjertet, kan slet ikke stå stille. Det siger jeg, så ingen skal være sikker. Selv om man har grebet troen, skal det ikke blive ved det. Det gælder ikke blot om at begynde, men at skride frem og tiltage, jo længere desto mere.

På den anden side er det også vor modstanders, Djævelens, væsen og natur, at han aldrig hviler, som Peter siger i 1 Pet 5, 8: ”Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge.” Når Djævelen ikke sover og hviler, så sømmer det sig ikke, at en kristen hviler og lægger hænderne i skødet. Han må tænke på, hvordan han kan styrke sig mod Djævelens magt. For Djævelen kaldes denne verdens hersker, sådan som der står i dagens epistel Ef 6, 12: ”For os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” Denne hersker regerer verden, buldrer, fnyser og raser og tåler ikke, at en kristen går fremad. Han kan heller ikke tåle det, for derved bliver der brudt et hul i hans rige og hans garn bliver sønderrevet. Så vidt det derfor står til ham, lader han ingen kristen undslippe.

Når nu troens ild er antændt og begynder at brænde og Djævelen mærker det, så angriber han den straks med al sin list. Han véd nemlig, hvad skade det volder hans rige. Derfor beskytter han sit rige af al kraft og beflitter sig på at holde alle under sin lydighed. Derfor er det sikkert, at så snart en kristen begynder at tro, så følger anfægtelse og forfølgelse ham straks i hælene. Er dette ikke tilfældet, er det et tegn på, at troen ikke er retskaffen og ikke har grebet evangeliet ret. For Djævelen, den skurk, har et skarpt syn og mærker snart, hvor der er en ret kristen. Derfor gør han sig al umage for at bringe ham til fald, omringer ham og angriber ham fra alle kanter; for han kan ikke tåle, at nogen træder ud af hans rige.

I Det Nye Testamente har vi lignende eksempler. Peter var sikker og stærk i troen. Da han så Kristus gå på vandet, sagde han ud af en stærk tro: ”Herre, befal mig at komme ud til dig på vandet.” (Matt 14, 28). Og han trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Han var sikker på, at vandet ville bære ham. Her var der jo en ypperlig tro hos Peter og en stor ånd. Han turde med tryghed begive sig ud på vandet ind i faren, ja lige i døden, og vover det frejdigt og uforsagt på Kristi Ord. Men da han mener sig at være allermest tryg, rejser der sig en kraftig vind. Da glemmer han Ordet, lader troen falde, begynder at synke og går under. Hvor er nu den store tro? Troen er en skrøbelig ting. Det er snart gjort, at man snubler og falder. Djævelen sidder og lurer og har snart vundet spillet, hvis man ikke er på vagt.

Hvor ivrigt holdt folket ikke med Kristus? De anså ham for en profet, hængte ved ham og forsvarede ham med sådant alvor, at endog folkets ledere blev bange og ikke turde lægge hånd på ham. Men da de havde grebet ham og bunden førte ham hen og naglede ham til korset, da faldt folket fra med spot og hån. Da er han ikke længer nogen profet og ingen er på hans side. Da lyder der kun: Korsfæst, korsfæst ham! Ja, hvad der var endnu værre, hans egne disciple faldt fra ham. Hvor blev der nu af deres tro og hellighed?

Sådan går det også nu i vores tid. I begyndelsen, da evangeliet igen kom for lyset, var det en liflig prædiken. Da ville al verden være kristne, og ingen var imod det. Men så snart man begyndte at angribe munke, messepræster og nonner og at kritisere messen, hvor skammeligt faldt de ikke da fra, ligesom blade af træerne. Og siden, da man også begyndte at irettesætte fyrsterne med Guds Ord, da forfulgte man evangeliet endnu mere og faldt fra, jo længere desto mere. Djævelen har ikke taget ferie endnu, derfor opvækker han så mange sekter og partier. Ja, hvor mange sekter har vi vel hidtil haft? Den ene har grebet til sværdet, en anden har angrebet nadveren, en tredje dåben. Djævelen sover ikke. Han vil helt sikkert gøre endnu mere af den slags. Han ser sig om og er flittig for at bringe det derhen, at der ingen ret lære bliver tilbage i kirken. Ja, det er at frygte, at han til sidst vil bringe det så vidt, at hvis man rejser gennem hele Tyskland, vil man ikke kunne finde én eneste ret prædikestol, hvor Guds Ord prædikes rent og purt. Han sætter ind med al sin magt for at hindre, at der fremkommer nogen ren lære, for han kan ikke fordrage den.

Det er vanskeligt at undgå denne fjende. Han lurer og snuser alle steder, og gør så hårde anfald, at endog de lærde falder og de udvalgte snubler, som Moses, Peter og apostlene. Vi tænker, vi er sikre, lader tingene gå sin gang, ingen er opmærksom, ingen føler nogen frygt. Vi burde bede og anråbe Gud, at han dog ville opholde evangeliet og lade sit hellige navn prædikes endnu videre og videre. Men ingen bekymrer sig om det. Ingen beder om, at det må have fremgang. Derfor vil det også gå sådan, at Gud lader Djævelen komme os på halsen; og da er det ude med os. Da kaster han os til jorden. Og i denne jammer havner vi ved vor indbildske tryghed og dovenskab.

Djævelen kan også indbilde partiånderne, at de har ret. Sådan gav arianerne deres lære et stort skin og påstod, at der ingen var, som kunne se, om deres sag var ret eller uret. Men en kristen tager sin fornuft til fange, gør sig ingen indbildning, men siger ydmyg til Gud: Kære Herre, skønt jeg er sikker i min sag, så kan jeg dog ikke opretholde den uden dig. Hjælp du! Med mig er det intet bevendt. Han er vel sikker i sin sag, ligesom Peter på havet, der ikke kunne være mere sikker, end han var. Vandet bar ham og han vidste ikke af nogen hindring mere. Men da vinden begyndte at blæse, så han, hvad der endnu fattedes ham. Det må hjertet have ganske på det rene. For selv om man er sikker i sin sag og har Skriften for sig, samt er beskyttet og rustet på det bedste med klare sprog, så står det dog alene til Guds kraft, vilje og magt at beskytte os og stå Djævelen, vor modstander og største fjende, imod.

Det sker af den grund, at Gud må gøre os årvågne og beholde os i frygten, så vi altid i vor bekymring råbe til ham: Herre, hjælp os og forøg troen i os, for uden dig er det ude med os.

Vort hjerte skal altid være sådan beskaffent, som om vi først i dag begyndte at tro. Vi skal alle dage være sådan sindet, som om vi aldrig før havde hørt evangeliet. Man må begynde på ny hver dag. Det er troens væsen og natur, at den uden ophør vokser og skrider fremad. Djævelen holder, som sagt, aldrig fri, har aldrig pause. Slår man ham engang til jorden, så rejser han sig op igen. Kan han ikke komme ind foran, søger han at snige sig ind ad bagvejen. Og kommer han ikke ind den vej, bryder han ind igennem taget eller graver sig ind under døren og arbejder så længe, til han kommer ind. Han udtænker alskens list og anslag. Slår det ene fejl, prøver han noget andet og bliver ved så længe, til han vinder.

Mennesket er derimod et svagt og skrøbeligt væsen, som Paulus siger i 2 Kor 4, 7. Vi har en stor skat i et skrøbeligt lerkar. Skatten er evangeliet. Men jeg er svagere end et lerkar i pottemagerens hånd. Et lerkar er en skrøbelig ting. Det går let i stykker, og så spildes alt det, som er deri. Når Djævelen derfor mærker, hvad troen er for en skat, og at den kun er bevaret i et skrøbeligt lerkar, så fnyser og raser han og siger til os i sin vrede: Jeg skal nok ramme dig og slå dit lerkar i stykker. Du har en stor skat. Den skal jeg nok hjælpe dig med at miste. Får jeg blot lov, så er det snart forbi med dit kar. Du er jo dog ikke andet end et usselt, elendigt lerkar.

Sådan sætter Gud det arme lerkar blandt fjenderne, og hvor snart kan det ikke være forbi med det? Med en kæp kan man slå det i stykker. Ja, selv for et slangehug vil det falde sammen. Det er Djævelen en let sag at fordærve et helt land i et øjeblik. Derfor er han rasende, fordi Gud går så naragtigt til værks med ham og sætter et sådant usselt lerkar imod ham. Ham, som dog er en så stor fyrste og mægtig herre i verden. Det ville også harme mig, hvis jeg var en stærk mand, og nogen ville trodse mig med et halmstrå. Jeg ville sikkert i min vrede sønderrive halmstrået og hellere se, at man gik imod mig med spyd, sværd og fuld rustning. Sådan blev også den stærke Goliat vred, at David turde træde op imod ham med en stav og uden rustning.

På samme måde harmes også Djævelen over, at Gud vil træde ham under fode ved kød og blod. Havde han en stor ånd imod sig, så var det ham ikke så harmeligt. Men det irriterer ham meget, at en ussel ormesæk, et skrøbeligt lerkar vil trodse ham. En jammerlig lerpotte mod en så vældig fyrste. Gud har lagt sin skat, siger Paulus, i et usselt, svagt kar. For et menneske er svagt, bliver hurtig vred, havesyg, overmodig og er besværet med andre skrøbeligheder, som Djævelen snart kan slå karret i stykker med. Og om Gud gav ham lov, havde han snart gjort ende på alle mennesker, ligesom han da med falsk lære fordærver mange sjæle.

Det sker nu alt sammen, siger Paulus, for at vi skal vide, at kraften ikke er vores, men Guds. Gud trodser altså Djævelen på den måde, at han styrter og gør ham til skamme gennem køds og blods store svaghed. Det irriterer ham nu overmåde meget. Derfor går han omkring som en brølende løve, for at han kan sønderbryde og knuse de skrøbelige lerkar.

Det sker alt sammen af den grund, at vi skal være årvågne, opløfte vore øjne til Himlen og anråb Gud om hjælp. Ligesom vi er begyndt at tro, beder vi om, at han vil fremme og bevare os deri og ved sin kraft opholde det lerkar, som Djævelen så gerne vil sønderbryde og træde under fode. Dette er indledningen til teksten. Vi ville nu betragte teksten stykke for stykke.

Det har vel hændt flere, at de har haft syge børn, men det er her at mærke, at han straks efter siger:

Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden.

Her begynder troen, som forlader sig på Kristus. At kan har en tro, viser evangeliet. For da han hører om Kristus, hvordan han helbreder de syge, lægger han sig det på hjerte, hænger sig fast ved Kristus og tænker sådan: Hjælper han alle mennesker, så vil han også hjælpe mig og gøre min søn rask igen. Han holder Kristus for en sådan mand, som kan hjælpe mennesker og venter sig alt godt af ham. Dermed viser han sig netop som en kristen, idet han sådan hænger fast ved Kristus. Havde han derimod tvivlet, var han ikke kommet til Kristus, men hans hjerte havde stået i sådan vaklen: Han hjælper nok andre folk, men hvem véd, om han også vil hjælpe mig? Dermed havde han ladet sagen ligge. Men hans tro lever. Derfor står han op og går hen til Kristus. Det er troens begyndelse.

Men se nu, hvor unådig og ganske anderledes Kristus møder ham, end han havde ventet, og hvordan hans tro bliver anfægtet, idet han siger til ham:

Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.

Hvordan passer det sammen? Han siger: I tror ikke, og dog har denne mand jo troen? Sådan sagde Herren også til Peter i Matt 14, 31: ”Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«” Peter var vis i sin sag og havde troen, derfor gik han også på vandet. Men da han så uvejret, tvivlede han og sank. Sådan også her. Den gode mand har hørt et rygte om Kristus, at han hjalp enhver; det tror han og kommer til ham. Men da han hører, at Kristus vægrer sig ved at komme til ham, bliver dette ham et anstød, hans tro vakler og han frygter for, at Kristus ikke vil hjælpe ham. Dette var nu et stød og en anfægtelse for hans begyndte tro; for det var et hårdt ord: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Dette ord giver ham anfægtelse og tvivl, så han snubler. Djævelen stod bag ham og sagde: Gå kun hjem igen og pas dine ting, han vil ikke hjælpe dig. Men manden gav sig ikke så straks, men sagde til herren:

Herre, kom med derned, før mit barn dør.

Her var hans tro allerede nærved at falde og synke; men Herren forlader ham ikke, hjælper ham da igen og siger til ham: "Gå hjem, din søn lever" (vers 50).

Han har haft en tro, ellers havde han ikke bedt Kristus om at komme til hans søn. Hvad er det da, som mangler i hans tro? Manglen ligger i, at han tror sådan: Hvis Kristus ville komme hjem til ham i hans hus, så kunne han nok helbrede hans søn; men kom han ikke, kunne han ikke gøre det. Hans tro strækker sig altså endnu ikke så langt, at han kunne tro, at Kristus kunne helbrede uden at være nærværende. Derfor måtte han komme et trin højere i troen. Den svage tro var borte, karret var slået i stykker, og han mener, at hans søn nu må dø; men Kristus skynder sig, rejser ham op igen, og sætter ham i en højere stand og siger til ham: Gå hjem, din søn lever. Sådan stiger han fra sin første tro, i hvilken han troede, at Kristus kunne helbrede, når han var nærværende op til en højere tro, så han nu tror ham på hans blotte ord. For hvis han ikke havde troet ham på Ordet, havde han ikke sluppet ham, før han havde fået ham med sig. Men nu griber han Ordet i sit hjerte og siger til sig selv: Min søn er syg, men jeg skal finde ham sund. Det var en tro mod fornuft og erfaring. For fornuften ville have sagt: Nu gik jeg dog netop fra min søn, og da lå han allerede og kæmpede med døden; hvordan kan han da nu være og blive helbredt, når han ikke engang vil gå med mig til ham? Men troen siger noget ganske andet; står fast på Ordet og nedsænker sig i det og tvivler ikke på, at det forholder sig sådan, som Ordet lyder: Gå hjem, din søn lever.

Det er en god og stærk tro, når mennesket sådan kan tage sanser, tanker, fornuft, øjne og hjerte til fange, nedsænke sig i et lille ord og i det være tilfreds og sikker. For ligesom Kristus siger: Din søn lever, sådan siger også denne tro: Det er visselig sandt, og jeg vil finde det sådan. Troen er således ikke uvirksom og ligger ikke stille, men skrider fremad og bliver stedse stærkere.

Sådan gør Kristus også med os. Han lader os anfægtes, så vi kan vokse i troen. Hvis vi ved vor livsafslutning, når vi skulle dø, havde blot en lille gnist af en sådan tro, ville vi ganske vist bestå, som også Kristus siger til sine disciple i Matt 17, 20: ”Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.” Et sennepsfrø er en lille ting; men den som har en sådan tro, bliver ganske bestemt salig. Man skal ikke se på, at troen er lille. Det, man skal være opmærksom på, er, at sennepsfrøet forbliver i behold og ikke bliver ædt op af fugle. Det vil sige, at Djævelen ikke river troen ud af hjertet. Man skal ikke se på, at troen er ringe; men det gælder om, at man ser sig godt for, så den ikke stødes omkuld.

Peter havde en herlig tro, da han på Kristi ord uforfærdet begav sig ud på vandet. Derfor bar vandet ham også, så han ikke sank. Var han forblevet i denne tro, havde han kunnet gå hundrede kilometer på vandet; men da han vaklede, begyndte han også at synke. Derfor kommer det ikke an på, hvor stærk eller svag troen er, men på at den forbliver bestandig, hvor svag den end kan være. For det kan hænde, at den, som har en svag tro, bliver bestandig i troen, mens den, som har en stærk tro, synker og kommer i tvivl. Moses havde også en stor og stærk tro, så han førte Israels folk midt igennem havet og døden; men senere faldt dog både han og hans broder, skønt Gud straks oprejste dem igen. Men røveren på korset greb troen én gang og forblev bestandig deri. Dette lader Gud ske, så han kan nedslå al indbildskhed, så vi ikke bliver trygge og overmodige, men bestandig lever i frygt. Ellers falder vi i vildfarelse, når anfægtelsen kommer. Det har Gud givet os et skønt billede på i et træ, som om våren begynder at blomstre. Da åbner træet sig sådan, at det står ganske hvidt af blomster. Kommer der da regn, så tager den mange blomster bort, og rimfrosten ødelægger endnu flere. Når frugten siden begynder at vokse og der kommer en storm, falder de unge frugter ned i sådan mængde, som om det sneede. Når frugten endelig bliver stor, kommer der orme og utøj i den, som stikker og fordærver den, så næppe en tyvendedel, ja knap en hundrededel bliver god. Sådan går det også med evangeliet. Når det begynder at blive prædiket, vil enhver være kristen, skikker sig smukt og behager alle mennesker vel. Men når så et anfægtelsens uvejr eller regnskyl kommer, falder man fra i hobetal. Siden kommer sekter og partier, der ligesom orme og utøj, fordærver evangeliets frugter, og desuden så mange falske lærdomme, at kun få forbliver ved evangeliet.

Derfor skal vi ikke være sikre, selv om vi er begyndt at tro, eller blive indbildske, men bestandig forblive i frygten. Vi lever nu rige i Guds Ord ved Guds nåde og forløst fra et dybt og forfærdeligt mørke. Men vi glemmer Ordet og bliver snart trætte og dovne, foruden det, at vi ellers er svage nok. Når Djævelen nu engang bryder ind med falsk lære og finder os ledige og huset fejet og tomt, så tager han syv djævle mere med, som er værre end han selv, og sådan bliver det sidste være med os end det første. Men selv om det skulle gå sådan, så bør vi dog ikke fortvivle over det, men undervise hinanden, så vi må lære at holde os til Gud, samt påkalde ham og sige: Barmhjertige Gud, du har givet mig den nåde, at jeg er blevet en kristen; hjælp nu også, at jeg må forblive at være det og dag fra dag vokse i troen. Om så hele verden skulle falde, og alle ville gå ind i partier, og Djævelen sønderbryder alle lerkar, så vil jeg dog ikke bryde mig om det, men ved din guddommelige hjælp forblive fast ved evangeliet. Enhver skal være sådan sindet, som om han var alene i verden, hvad der da også vil ske med os i vor dødsstund; for her vil ingen kunne svare for andre, men enhver må stå for sig selv.

Sådan var denne mands tro nu såre skøn og kostelig. Han hører det ord: Din søn lever. Det tror han og går hjem, giver Gud æren, griber Ordet alene, holder sig til det og famler ikke efter noget andet. Derfor giver Gud ham også æren igen, gør hans søn levende, oprejser ham og lader ham ikke blive liggende i tvivl og svaghed, men gør ham sikker og stærk i troen og lader ham vokse og tiltage i den. Han venter ikke engang så længe til manden kommer hjem i sit hus, men mens han endnu er på vejen, lader han hans tjenere komme ham i møde, som bringer ham det glade budskab og fortæller, at hans dreng er i live. For Gud kan ikke unddrage sig eller udeblive, hvor der er et retskaffent hjerte, som forlader sig på ham alene, hænger ved hans Ord og lader alle andre ting fare. Her kan Gud ikke skjule sig, men lader sig se og kommer til et sådant hjerte og tager bolig hos det, som Kristus siger i Joh 14, 23. Det har han også rigeligt bevist mod denne kongelige embedsmand, og det af den grund, at han dermed vil give ham at forstå, hvor stort et velbehag, han har i en sådan skøn og stærk tro, som alene holder sig til hans blotte Ord.

Hvad er nu mere salig og frydefuld end at tro hans Ord og ikke ved nogen anfægtelse lade sig bringe bort fra det, men mod alle Djævelens fristelser lukke øjnene, lade sanser og forstand, fornuft og al klogskab fare og stedse sige i sit hjerte: Gud har sagt det, han kan ikke lyve. Intet er mere frydefuldt, siger jeg, end en sådan tro. For hvad vi i sådan tro begærer af Gud, det får vi rigeligere af ham, end vi nogensinde kunne bede om, og Gud er hurtigere hos os, end vi havde tænkt. Kort sagt: Det kommer alene an på, at vi tror og forlader os på ham. Derfor bruger evangelisten tilsyneladende så mange, overflødige ord, når han siger:

v50 Manden troede Jesus på hans ord og gik. og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: I går ved den syvende time forlod feberen ham. Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: Din søn lever.

Dette sigter alt sammen til, at hvis vi tror og forlader os på Gud, da skal vi vide, at han rigelig vil give os alt, hvad vi beder om. Og teksten slutter sådan:

Han er således vokset i troen, så han ikke alene er kommet fra et lavere trin til et højere, men også har ført andre mennesker til troen. Han er ikke alene forblevet i troen, men har også haft en virksom tro, som ikke lå uvirksom og stille i hjertet, men brød frem, så han prædikede denne Kristus. Ham til pris bekendte han, hvordan han var kommet til Kristus, og havde fået trøst af ham, samt hvordan han var blevet hjulpet ved sin tro. Dette har han gjort så kraftigt, at alle, som var i hans hus, kom til tro. For det er jo troens natur, at den drager andre mennesker til sig, bryder frem og beviser sig ved kærligheden i gerningen, sådan som Paulus siger i Gal 5, 6: ”Troen er virksom i kærlighed.” For troen lever og kan hverken tie eller ligge stille, som kong David siger i Salme 116,10. De ord bruger Paulus i 2 Kor 4, 13 på de troende og siger: ”Jeg troede, derfor talte jeg.” Troen kan ikke andet, den må bryde ud i ord og tale; for den vil gavne næsten.

Sådan skal vi også, hvis vi tror, åbne vor mund og bekende den nåde, som Gud har bevist os. Det er også troens allerstørste og højeste gerning, at den ene underviser og lærer den anden i Ordet. Som Paulus siger i Rom 10, 10: ”Med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.” Skammer man sig ved Ordet og holde inde med det, når man bliver opfordret til at tale, er det et sikkert tegn på en ringe tro.

Sådan ser vi, at Kristus ikke gør nogen forskel mellem de svage og stærke i troen og ikke vil forskyde nogen. For en lille tro, er også en tro, og hvis den kun forbliver bestandig, bliver den også stedse stærkere. Kristus er også kommet til verden, for at modtage, bære og acceptere de svage. Var han lige så utålmodig som vi og straks sagde til os: Gå fra mig, jeg vil ikke vide af dig, for du tror ikke, som du burde, hvem kunne så blive hjulpet af ham? Det er netop den største kunst at kunne omgås forsigtig med de svage, ikke straks slå dem oven i hovedet og med utålmodighed jage dem bort. Selv om de ikke er stærke i dag, så kan det dog om en tid ske, at de fatter Ordet rigeligere end os, som anser os for at være så stærke.

Sådan skal vi undervise og lære hinanden indbyrdes, så vi må holde os til hans Ord. Derved bliver vi stærke nok til at stå Djævelen imod. Ellers ville han i en time sønderbryde os alle som et lerkar; og alle mennesker ville da være for ham som en fjer, som han kunne blæse bort, når og hvordan han ville. Men nu skal denne fjer blive ham tungere end himmel og jord; for en kristen har Kristus i sig; men Kristus er tungere end himmel og jord. Det må være nok om denne tekst.