1 Kor 12, 1-11 (10.søn. efter trinitatis)

Denne epistel taler om sådanne åndelige forhold, som mest angår prædikeembedet og dem, som forestå kirken. Dem formaner Paulus, hvordan enhver i sit embede skal bruge de gaver, han har, til de andres gavn og lade dem tjene til kirkens enighed og opbyggelse. Det er den afskyelige forargelse, som ser sørgeligst ud i kristenheden, at den ikke er uden splittelser og partivæsen. Det er der mange, som stødes af, især de viseste og bedste i verden. De råber: Ja, var læren ret, så forblev de vel enige; men nu hader, bider og æder de hinanden indbyrdes. For selv om verden bærer sin egen store bjælke i øjet, så kan den dog ikke lade være med at fordømme splinten i vort øje, men smykker sig dermed, som om den selv var ren og skøn.

Nuvel, vi kan ikke hindre det. Der må jo være partier hos jer, siger Paulus i 1 Kor 11, 19, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på! Hvor Guds Ord er, bygger Djævelen altid med sine partier sin kro og sit bordel ved siden af Guds tempel eller kirke. Det gjorde han første gang i Paradis og siden i Adams hus, da denne havde stiftet en kirke. Sådan har han siden altid gjort, og sådan vil han sikkert også fortsætte. Den, der nu forarges over det og straks dømmer, at der ingen kirke er, hvor man ser disse ting, han vil til sidst kassere både kirken og Kristus. For så ren vil du aldrig finde nogen kirke, at alle lærer, tror og lever i fuld enighed, uden nogen splittelse.

Dette overgik også Paulus med den skønne, berømte kirke i Korinth, som han selv havde plantet. Her havde han lært i to år, men kort tid efter, at han var rejst, begyndte de at blive uenige angående deres prædikanter og at lægge vægt på forskellige personer. Den ene foretrak Paulus, den anden Peter eller Apollo. De havde alle lært ret og i enighed, men fordi den ene måske havde flere eller andre gaver end den anden, kunne tale bedre eller var mere anset med hensyn til sin person, så var der straks nogle, som ville slutte sig til denne person alene. Og hvis der blandt dem, som var kirkens prædikanter, var en, som måske havde en speciel gave eller embede, så ville han være større og bedre end de andre. Deraf måtte da følge uenighed og gnidninger, had, skænderier og misundelse, hvorved stor skade og forvirring påføres kirken.

Man må derfor, så meget som det på nogen måde er muligt, afværge sådan ulykke, selv om man ikke helt kan forhindre eller udrydde den. Hvis man slet ikke ville forhindre det, ville Djævelen få overhånd og ikke skabe andet end konflikter. Men står man ham imod, så giver Gud nåde og velsignelse, så der dog følger nogen frugt eller bedring. Og selv om man intet kunne udrette, så skulle dog de tro prædikanter ikke tie stille, hvis de ikke ville være dovne daglejere, som flygter for ulven, Joh 10, 12.

Sådan gør nu også Paulus i denne tekst. Han begynder at prædike om de åndelige gaver og formaner dem om, hvordan de skal forholde sig med dem. For jo større og skønnere sådanne gaver er, desto mere tilbøjelig er kød og blod til partivæsen og til at søge sin egen ære. Når man forstår Skriften godt og kan udlægge den eller gøre undere, så får man straks store tanker om sig selv og mener, at enhver bør ære en. Man søger at drage folk til sig alene og vil ikke lade nogen gælde ved siden af sig. Man forsøger altså at gøre en adskillelse eller ulighed i læren, som om man selv bragte noget bedre, end de andre har lært, så de andre må være intet eller dog ganske ubetydelige.

Sådan er det også gået i disse tider og gør det endnu med vort evangelium. Så snart det ved Guds nåde igen var bragt frem i lyset, og folk rettelig var undervist og kommet til enighed, kunne Djævelen ikke holde sig rolig, men måtte opvække sine skændige partier og egensindige hoveder. De ville også have den berømmelse, at de var ypperlige folk, havde stor ånd, kunne prædike, skrive og udlægge Skriften bedre end andre (fordi de havde lært en smule af os). De foregav, at det godt nok var noget, at vort evangelium var begyndt. Læren var blevet en smule renset, men det var endnu ikke nok. Man måtte tage grundigere fat og gå langt videre. Dog kunne de med deres lære ikke lægge nogen anden grundvold, sådan som Paulus siger i 1 Kor 3, 11, eller lære nogen anden Kristus, end evangeliet lærer. Men netop ved, at de foregiver, at lære noget højere og bedre, hindrer og fordrejer de på ny den rette lære. De kan derfor ikke siges at bygge videre, men snarere at oprykke og ødelægge grundvolden og igen føre folk ud i vildfarelse og blindhed. Derfor begynder Paulus nu denne formaning således:

Hermed gør han opmærksom på, hvad de før har været, inden de blev kristne, så de skal tænke tilbage og komme i hu, at de ikke af sig selv eller for deres egen værdigheds og fortjenestes skyld har fået disse gaver, og hvad de ellers har. Derfor skal de ikke hovmode sig eller ligge i strid og splid med hinanden eller foregive at ville lære eller stifte noget andet eller bedre i kirken. Desuden giver han hermed også dem et hug, som forarger sig over, at de kristne selv var blevet uenige indbyrdes.

Kære, tænk dog alle sammen tilbage, vil han sige: Hvad var I, før I kom til Kristus? Idel blinde hedninger, som ingen kundskab havde om Gud, men lod jer forføre, så snart man blot nævnte jer en Gud. Hele jeres væsen var ikke andet end en forvirret gudsdyrkelse, idet enhver, hvorhen han end vendte sig, måtte have en særlig Gud, ja endog barnet i vuggen, når det endnu lå ved moderens bryst. Således fortæller Augustin, at alene byen Rom havde mere end firehundrede guder, og at der desuden for alle guder i verden var bygget en kirke, som endnu eksisterer og kaldes Panteon.

Hvor man førte jer hen, dér løb I hen. Dér bad og ofrede I og hængte jeres hjerte ved ene stumme afguder, som hverken kunne lære, råde, trøste, give eller hjælpe jer. Af alt dette havde I ikke andet, end at I var et blindt, elendigt, jammerligt, forvirret folk. I kunne ikke værge jer mod nogen vildfarelse, men lod jer sønderrives af alle, som en elendig flok får, adspredt af ulvene.

Men nu er I fra dette altfavnende afguderi førte til én eneste sand gudsdyrkelse og oplyste ved Ordet. Desuden har I i Kristus modtaget sådanne herlige og store gaver, forstand på Skriften, beherskelse af mange sprog og undergerninger, som verden ikke har eller kan frembringe. Heraf kan man tydelig se, at I har den rette, sande Gud, der ikke, som de stumme afguder, lader jer fare vild uden ordet efter jeres egne tanker, men som en levende Gud taler med jer, så I ved, hvad I kan forvente jer af ham, og åbenlyst og synligt virker blandt jer.

Derfor skal I ikke atter på hedensk vis lave grupperinger, sådan som I ser i det store Babylon denne verdens forvirring og splittelse, hvor ingen holder sammen, men den ene løber til denne den anden til en anden afgud, og enhver vil være den bedste. Men fordi I ved, at I alle har én sand Gud og Guds Ord, skal I også holde sammen i én tro og ét sind og ikke lade der være partier iblandt jer, som om I havde forskellig slags Gud, tro, dåb, ånd og salighed.

Når Paulus siger: ”I blev viljeløst drevet med til de stumme afguder, dengang I var hedninger”, så henvender han sig især til dem, som i indbildt klogskab dømmer de kristnes skrøbeligheder, og tillige de andre partisyge hoveder, som straks kritiserer og dømmer både kirkens lære og liv, fordi der stadig forekommer enkelte skrøbeligheder og uenigheder inden for den. Det gør de, selv om man også tydelig kan se, at den har Guds rene Ord, Kristi erkendelse, et stort lys og forstand om Guds vilje og nåde, en ret samvittighedens trøst i al nød og desuden åbenlyse gerninger af Helligånden. Disse ting ville være sådanne utidige, selvgjorte kloge hoveder aldeles ubekendt, hvis de ikke havde set og hørt dem hos de kristnes lille flok, som har Guds Ord og Helligåndens gaver.

For disse har jo også, og det vistnok mere end andre, været sådanne folk, som har ladet sig føre derhen, hvor man drog dem, og holdt det for kosteligt, alt hvad man har lært dem og prædiket for dem om, hvorledes man skal tjene Gud, og har således ikke været andet end idel stumme afgudsdyrkere, som ikke har haft noget Guds Ord eller vidnesbyrd om sin tro eller gerning. Sådan som enhver har optænkt i sit eget hoved eller som det af mennesker er anset for godt, sådan har man troet og levet. Heller ikke har nogen kunnet lære noget sikkert og bestående, hvorved et hjerte kunnet stilles tilfreds, og hvori det kunne finde en støtte. De er bestandig løbet fra det ene til det andet, så snart nogen er kommet med noget nyt, som han har udgivet for en gudstjeneste og god lærdom.

Sådan har verden fra begyndelsen af altid haft idel stumme afguder og så utallige og mange slags gudsdyrkelser, optænkte og indrettede af mennesker, hvorved man har tilbedt mange guder, gjort billeder af dem og bevist dem guddommelig ære, skønt de aldrig har vævet til. Til sidst har de også tilbedt de blotte navne på alskens ulykke og sygdom og endog utøj, ja, endog hvidløg og urter. Når de så alle har drevet sådanne afguderier, som de har holdt for stor hellighed, og enhver har ofret til sin afgud, så har ingen af dem alligevel aldrig kunnet vide eller sige, om han var bønhørt eller ville få hjælp. For der var intet ord eller vidnesbyrd om Guds vilje eller gerning, men blot forfængelige drømme af den menneskelige indbildning, som selv havde opdigtet og gjort sig sådanne guder. Hvad har vi ikke selv hidtil gjort under pavedømmet, så vi blot kan gribe i vor egen barm? Hvordan har ikke også vi ladet os føre, hvorhen man viste os med Guds helgenernes navne? Jeg har også selv været en from munk og præst, hver dag holdt messe og her tilbedt Barbara, Anna, Kristoffer og andre helgener, flere, end der står i kalenderen. Mange af dem, vidste man ikke engang, hvem de har været. Jeg vidste intet om Kristus, og hvad jeg skulle fortrøste mig til og vente hos ham, men frygtede for ham som for Djævelen selv. Jeg opfattede ham ikke som min frelser, men kun som en streng dommer. Og hvor megen skammelig løben og valfarten var der ikke til de døde guder af træ og sten, til Marias og helgenernes billeder, ligeså til gravene og de dødes relikvier, som man kaldte en helligdom? Og alt sammen var det ren og skær åbenlyst bedrageri, opdigtet af uforskammede skurke. Alligevel stadfæstede paven og biskopperne disse ting og skænkede aflad dertil. Ligeledes hvor mange nye helgener, broderskaber, Mariarosenkranse og krøniker opdigte ikke munkene dagligt. Kort sagt: alt, hvad enhver munk har drømt, det måtte være en særlig gudstjeneste, og ingen spurgte efter, om det havde endog blot ét eneste Guds Ord for sig. Og når vi havde gjort alt, vidste vi ikke, om det behagede Gud eller ej. Hvad var det andet end i stedet for den levende Gud at tilbede stumme afguder, som ikke kunne tale med os og ikke give nogen sikker forstand eller trøst, men lod os ligge i evig tvivl og fordærvedes?

En sådan død og stum Gud har vi, Gud være lovet, ikke, siger Paulus, vil heller ikke have nogen sådan. Vi har en Gud, som taler og lever og giver os sit sikre Ord, så vi ved, hvordan han er sindet mod os, og hvad vi kan forvente os af ham, nemlig, at vi ved troen på Kristus har syndernes forladelse og er hans kære børn. Til kendetegn herpå har vi hans dåb og nadver, samt Helligåndens embede og gaver, hvorved han virker i vore hjerter. Ligeledes ved vi, at vor gerning og vort liv i denne Kristi tro behager ham, og at han vil bønhøre og hjælpe os, når vi for ham klager vor nød og svaghed og påkalder ham.

Hvor sådan forstand og tro er i hjerterne, vil enigheden også ganske bestemt forblive, og der vil ingen lade sig drage til de stumme afguders mange slags lærdomme. Men hvor der er uenighed, sekter og splittelser, er det et sikkert tegn på, at de, som bevirker sådan spaltning, enten ikke regner eller ikke ret forstår den klare og rette lære. Derfor er de også skikkede til at lade sig drive rundt af ethvert lærdoms vejr, som Paulus siger Ef 4, 14. Sådan går det da også virkelig disse kloge hoveder, som fordømmer kirken og dens lære, fordi nogle afstedkommer spaltninger inden for den. Hermed viser de netop, at de selv ikke har den rette, endrægtige og klare lære og heller ikke kan opvise nogen anden. De vil ikke se, at andetsteds, hvor denne lære ikke er, hersker der kun blindhed og forvirring med så mange slags vildfarter og sekter, hvoraf ingen er enig med den anden, og enhver vil være bedre end den anden.

Sådan har der jo hidtil under paven og hans Gud Djævelen været så mange partier af munke og helgener, hvor ingen har været enig med den anden, men ethver har haft sin egen skik og vej og har villet være helligere end de andre. Alligevel har paven bekræftet dem alle og skænket stor aflad til sådanne partibroderskaber. Jeg vil ikke tale om, hvad uenighed der ellers alle vegne har været i pavedømmet, i stifter, kirkesogne og mellem disse og klostrene, hvor de uafbrudt har kævlet med hinanden, bidt og revet hinanden. Og anderledes kan det heller ikke gå, når man sætter hellighed og gudsdyrkelse i sådanne ydre, selvopdigtede gerninger og skikke, og ethver skal være det ene rette, og enhver finder størst behag i sit eget. Da bliver man jo aldrig enig om, hvad der er det rette og det bedste.

Fra disse mangfoldige slags splittelse og afgudsdyrkelse er I nu forløste, siger Paulus, så vid, at I har det rette Guds Ord og troen, tilbeder én Gud og Herre, har den samme nåde, Ånd og salighed, så I ikke behøver at søge eller vælge andre midler og veje som nødvendige til salighed. Hverken at bære hvide eller grå kapper, ikke spise eller røre ved dette eller hint, ligesom heller ikke nogen ulighed i de mange slags ydre gerninger, personer, embeder og stænder forstyrrer enigheden i Kristus.

Derfor skal I også nu bestræbe jer på at forblive i denne enighed og holde fast på den. For nu bør I jo være blevet kloge af jeres skade, så I herefter er forsigtige og vogter jer for, at I ikke igen lader jer føre bort fra sådan enighed og fasthed i sind og tro tilbage til jeres forrige blindhed. Men dette vil sandelig ske, hvis I glemme sådan nåde og med den lærdom og de gaver, som I har ved Helligånden, søger jeres egen ære og berømmelse og foragter hinanden, som om I ikke havde én og samme, men mange slags Gud, Kristus og ånd. Han kan jo dog ikke være andet end én og den samme med alt, hvad han giver. Og ingen kan give et andet eller bedre evangelium og dåb end den anden. Kort sagt: alt må være i den ene Kristus; ellers er der slet ingen Kristus, Gud eller Helligånd, nåde eller salighed, sådan som nu følger:

Hvorfor ville I nu gøre spaltning og ulighed i kirkens lære og tro, som er grundet på den ene Kristus, og i hvilken I alle må være ét, hvis I ellers er rette kristne. Alle til hobe, enhver med sin gave, må prise ham. Den, som ikke holder ham for en Herre, kan ikke have Helligånden, endnu mindre den, som forbander ham. Hvis I ophæve grunden, så er alt ophævet, og der er ingen Gud eller Ånd mere, og alt, hvad I foregiver, lærer eller gør, er intet. Det må I vide og rette jer efter. Ét af to må ske: enten må Kristus modtages og tros, loves og prises som den eneste Herre, eller han må forbandes. Her gives ingen middelvej.

Derfor er det let at dømme om enhver, som har et embede i kristenheden, hvor han skal prædike. Man behøver ikke at gabe hid og did på denne eller en anden person eller gave, i uvished om, hvem man skal sætte højest. Det, man skal se på, er denne prædiken, som er hovedsagen. Hvordan og hvad læres der i prædikenen om Kristus? Hvis prædikenen sker ved Helligånden, kan Kristus ikke blive forbandet, men må loves og prises. Hvis man gør det, vil man sandelig ikke fremme noget partivæsen eller splittelse eller give årsag dertil. Hvor det modsatte er tilfældet, kan man med vished slutte, at prædikanten ikke er retskaffen eller taler ved Guds ånd.

Hermed kuldkaster han altså partiåndernes berømmelse og pukken på deres embede eller gaver. De, som foregiver, at de er fulde af ånd, og at de ville lære folk ret. De ringeagter Paulus og andre. Man må i stedet høre andre bedre apostle og holde sig til deres dåb. Man må fyldes mere af Ånden. Det er ikke nok, at beskæftige sig med troen, sakramenterne og det ydre prædikeembede.

Velan, siger Paulus, du kan berømme dig af Ånden, så meget du vil. Det er dog vist, at den, som taler ved Ånden, ikke vil forbande Jesus. Det vil sige: At man roser sig af Ånden er ikke det afgørende, men det, man skal give agt på er, hvad man mener og lærer om Kristus. Enten bliver Jesus udskældt og forbandet, eller også bliver han prist og bekendt som vor Herre. Er det nu sådan, at læren og prædiken ikke henviser til Kristus, men kommer med noget andet, og man alligevel hovmodigt roser sig af Ånden, så er dom allerede udtalt, at Ånden ikke er den sande Helligånd, men en falsk løgnånd, som man ikke skal høre, men forbande ned til Helvedes afgrund. Som Paulus siger i Gal 1, 8: ”Om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.” Det, som Paulus her kalder at forbande Jesus, sker ikke alene ved, at man åbenlyst bespotter og forbander Kristi navn eller person, sådan som de ugudelige jøder og hedninger gjorde. Det er ikke det, Paulus taler om her. Dette ville korintherne bestemt ikke gøre. Men det sker også, når man blandt de kristne roser sig af Helligånden og dog ikke prædiker Kristus ret som vor saligheds grund, men forbigår det og beskæftiger sig med noget andet, som man foregiver at være fra Helligånden og langt mere nødvendig og bedre end evangeliets almindelige lære.

Selv om man bruger og priser Kristi navn, så gør man dog i grunden og i virkeligheden ikke andet end at fordømme og forbande Kristus. For når man foragter hans ord og prædiken, og i stedet kommer frem med andre ting, hvorved man skulle kunne få Helligånden og det evige liv, hvad er da det andet end at bespotte og tilintetgøre Kristus. Det gælder også, hvis man blot sidestiller disse ting med Kristus. Som det hedder i Hebræerbrevet, så ”korsfæster de Guds søn igen og træder ham under fod.” (Hebr 6, 6; 10, 29).

Kristus forklarer selv Helligåndens embede og prædiken, hvad han skal lære og tale i kirken, når han i Joh 15, 26 siger: ”Han skal vidne om mig”, og 16, 14: ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.” En sådan enfoldig tunge og mund skal Helligånden have, at han ikke ved at prædike andet end denne ene Kristus. Skal han vidne om Kristus og forklare ham, så må han ikke fremføre andre ting, hvorved han fordunkler ham og berøver ham hans ære. Den, som gør det, taler sandelig ikke ved Helligånden, selv om han har store gaver, kaldes lærer, biskop, pave, kirkeforsamling eller endog en apostel og engel fra Himlen. Sådan gik det blandt korintherne; de ophørte med at prædike Kristus alene og henviste i stedet til apostlenes personer og trak dem frem, én Kefas, en anden Apollo, en tredje Paulus, osv.

Sådan gør vore munke også. Med ord prise de nok Jesu navn højt, ære og tilbede det, men under det skjuler de deres fine løgnagtige påfund og afguderi. Som når de kalder Maria Jesu moder og Anna hans bedstemoder og prise dem for hans skyld - og dog netop dermed river hjerterne bort fra Kristus. De tilegner Maria og helgenerne den ære, som tilkommer Kristus alene og lærer, at man skal påkalde dem som midlere og forbedere, som skal beskærme og bevare os mod Djævelen i vor dødsstund. Det er at sætte en stum afgud i Kristi sted (for ingen helgen har jo talt sådant; end mindre er det befalet i Guds Ord). Dermed bespotter og forbander de i virkeligheden Kristus.

Sådan forbandelse af Kristus øver paven i hele sit regimente. De berømmer sig af at være den kristne kirke, som i sandhed også har Helligånden. Hvad de fastsætter og forordner, må man derfor antage og holde. Fra dette punkt kan ingen rokke dem. I ét og alt berømmer de sig af Ånden, og dog gør de intet andet end at forbande, ikke blot Kristi person, men også hans ord og sakramenter. De fordømmer og forkætre åbenlyst evangeliets lære, at vi uden vor egen fortjeneste alene i Kristus har syndernes forladelse. Ligeledes nadverens forvaltning efter Kristi befaling og indstiftelse, som de slår folk ihjel for at følge.

Med ét ord, paven har intet at forbande i vor lære uden Jesus Kristus i hans ord og sakramenter, som er dens grund og hovedstykke. Det samme gælder andre partier, som gendøberne og deres lige. Hvad andet gør de end at skænde og forhåne Kristi dåb og nadver, når de foregiver, at de ydre sakramenter og ord intet gavne sjælene, Ånden alene må gør det?

Herimod kan du atter, til din tros styrkelse, stille den dom, at pavens eller andres parti ikke er Kristi kirke, sådan som de roser sig, men Djævelens fordømte parti. Den rette kirke, som er Kristi fromme brud, vil sandelig ikke kunne forbande Kristus eller forfølge hans ord. Ingen skal her lade sig bevæge af, at man højt roser sig af Kristus, sådan som også de falske apostle gjorde. De påstod, at de var Kristi rette apostles disciple, og at nogle af dem havde set Kristus selv. Kristus advarer os selv for dem, når han i Matt 24, 5 siger: ”Mange skal komme i mit navn og gør store tegn,” og ligeledes i Matt 7, 21: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget.”

Den samme mening har også det andet stykke, som Paulus nævner: ”Ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” At kalde Jesus Herre er at bekende sig som hans tjener og alene søge hans ære, som den, der er sendt af ham og har hans ord og befaling. For han taler her specielt om det embede, som prædiker om Kristus og bringer hans befaling. Hvor dette embede øves og henviser til Kristus som til Herren, dér er visselig Helligåndens prædiken, selv om den, som forvalter embedet, personligt ikke har Helligånden. Embedet er nemlig umiddelbart Helligåndens. Her gælder intet hykleri eller falskt væsen, men du må handle redeligt og oprigtigt, hvis du vil være vis på, at du er Kristi prædikant eller apostel og, fører hans ord. Det kan du ikke gøre uden ved Helligånden.

På samme måde forholder det sig, når enhver kristen i sin gerning eller livssituation i sandhed kalder Kristus sin Herre, det vil sige, med vished slutter, at han tjener Kristus. Det kan heller ikke ske uden Helligånden. Forsøg det, den som vil, bare én dag fra morgen til aften, om man altid med vished kan sige, at man tjener Guds og Kristus, i hvad man end foretager sig. Spørg dit eget hjerte, når du holder eller hører en prædiken, døber et barn eller står fadder eller hjemme passer dine opgaver og det, som din stilling kræver, om du har en sådan tro, at du uden tvivl, ikke af hykleri eller vane, kan rose dig af, at du dermed tjener Kristus og gør ham til behag. Ja, om det var nødvendigt også kunne dø på det. Det hører nemlig alt sammen ind under det at kalde Kristus Herre. Her vil du med garanti ofte mærke, at dit hjerte tvivler og fyldes af angst ved dette spørgsmål.

I pavedømmet er vi blevet ganske forhindrede her, ja afskrækkede herfra ved deres fordømte tvivlslære, så ingen har kunnet eller turdet sige: Jeg ved, at jeg er en Kristi tjener, og at min gerning behager ham. Desuden er vi efter kød og blod alt for svage, til at vi af os selv kan nå frem til en sådan ros. Derfor fordres Helligånden hertil. For fornuften og vort eget hjerte står imod og råber: Ak, jeg er alt for syndig og uværdig; hvordan skulle jeg kunne være så stolt og formastelig at rose mig af at være Herren Jesu Kristi tjener? Ja, hvis jeg var så hellig som Peter og Paulus, så var det noget andet.

Jeg har ofte selv forundret mig over Ambrosius, at han har været så dristig og i sine breve plejet at kalde sig en Jesu Kristi tjener. Jeg mente, at vi alle burde være så frygtsomme, at ingen uden alene apostlene selv måtte rose sig af noget sådant. Nu må vi jo dog alle kunne sige til Kristus: Du er min Herre og jeg din tjener; for jeg tror på dig og anser dig for troværdig i dit ord og sakramenter. Hvis vi ikke kan sige det, vil han heller ikke erkende os som sine kristne.

Der står jo dog også i det første bud: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene, (Matt 4, 10). Her fordrer han af os, under fortabelse af det evige liv, at vi skal prise ham som vor Herre og indrette vort liv, så vi kan vide, at vi tjene ham deri. Derfor lærer også Peter i sit første brev kapitel 4, 11, at hvad der i kristenheden tales og gøres, det skal tales og gøres, ikke som vore ord og gerninger, men sådan, at det kommer fra ham og hedder Guds Ord og en sådan gerning, som sker ved den kraft, Gud giver, så at han må æres i alle ting. Det kan kun ske ved Helligånden.

Derfor adskiller dette stykke de rette og de falske kristne, hyklerne og partiånderne, som roser sig højt af Ånden og sit guddommelige embede. At det blot er en tom ros, fremgår af, at de ikke forbliver ved den prædiken, som priser Kristus, men i stedet leder hen til og forfører til andre ting, ja fordømmer og forfølger den rette lære og Kristi tro. Desuden har de ikke noget sikkert vidnesbyrd eller kan give folk sikkerhed for, at de selv eller de, som følger dem, tjener Kristus. Om dem hører du her Paulus' klare udsagn og dom, at de ingen Helligånd har, og hermed er de allerede afsondret fra den rette kirke og de kristne. Derfor formaner han, at man skal vogte sig for dem. I stedet vil Paulus føre alle de kristne sammen til én tro, under én Herre og Ånd, og lærer derfor, hvordan man rettelig skal bruge de mange slags gaver i sådan enighed, til kirkens fælles tjeneste.

Før, da I var hedninger, havde I mange slags afgudstjeneste, embeder og ånder, men det førte blot til splittelse og desuden idel vildfarelse og blindhed. Nu har I derimod andre og mange slags skønne, guddommelige gaver og embeder, men de er alle nøje forenet. De udspringer og flyder ikke fra menneskelige påfund og evner, men fra den ene, sande Gud, hvis kraft og virkning de er.

Selv om disse gaver, embeder og kræfter er forskellige i vigtighed, størrelse og antal, så skal man dog ikke derfor skille Ånden, Gud og troen, ej heller stifte partier, eller hylde denne eller hin enkelte for hans gavers skyld og foragte de andre. De er alle sammen fra én Gud, Herre og Ånd og bliver alle givet i ét øjemed, nemlig at bringe mennesker til den ene Guds erkendelse og at opbygge kirken i denne troens harmoni. Derfor skal de også alle sammen i fællesskab tjene Gud og kirken. Dette er kort fortalt summen af hele den følgende tekst.

Paulus nævner tre forskellige ting: ”Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.” Hermed hentyder han uden tvivl til artiklen om treenigheden eller om de tre personer i det guddommelige væsen. Han viser, at både Kristus og Helligånden er sand Gud og dog med hensyn til personerne forskellige fra Faderen og fra hinanden indbyrdes. Som han også siger det i 1 Kor 8, 5-6: ”Der er jo så mange guder og så mange herrer. Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.”

Sådan adskiller han også her de tre: én Gud, én Herre og én Ånd, og giver enhver sin egen gerning, som han viser sig igennem. Gud (Faderen) er én person, af hvem, som kilden og den første person, alle kraftige gerninger komme. Herren, som er Kristus, Guds Søn, er en anden person, fra hvem som fra kirkens hoved alle tjenester udgå. Helligånden er atter en anden person, som virker og uddeler alle gaver i kirken. Dog er alle disse tre ét guddommeligt, almægtigt, evigt væsen, så de både kaldes og i sandhed er ét eneste væsen, som jo Gud da også må være ét eneste, udeleligt væsen.

Det, der bliver tillagt enhver specielt, tilkommer alene den ene, guddommelige majestæt. For ligesom den er sand Gud, af hvem alle kraftige gerninger er, ikke alene, hvad der sker i kirken, men også i al skabningen, må også den Herre, fra hvem alle embeder er, være sand Gud. Ligeså må den Ånd, som giver alle gaver, også være sand Gud. For at give åndelige embeder og åndelige gaver, står ikke i nogen skabnings magt. Det formår ingen uden Gud alene. Og dog er de tre, Gud, Herren og Ånden, ikke mange slags guder, men er ét og samme guddommelige væsen. Herren er ingen anden Gud end Gud Fader. Ånden er heller ingen anden Gud end de to andre, Gud og Herren. Dette er der imidlertid talt udførligt om andre steder.

Hvad gaverne er og hedder, nævner Paulus her. Det er visdoms tale, kundskabs tale, profeti, at bedømme ånder, forskellige sproggaver og deres udlægning, særlig troens gaver og at gør undergerninger, osv.

Visdom er den lære, som fører til Guds erkendelse og viser, hvad hans vilje, nåde og mening er. Den omfatter alle artikler om, hvad man skal tro, hvordan man bliver retfærdig for Gud. Det ved verden slet intet om. Dette er Åndens fornemste og højeste gave.

Kundskab er den lære, som taler om de kristnes ydre levevis og væsen, hvordan man nemlig deri skal forholde sig mod enhver, så man bruger læren ret, som tid, person, nødvendighed eller nytte kræver. Man skal her handle klogt både mod svage og stærke, frygtsomme og stivsindede.

Profeti er den gave, at man ret kan forklare og udlægge skriften og af den klart kan bevise troens lære og omstøde al falsk lære. Desuden at man ud fra Skriften kan formane, true, styrke og trøste mennesker, vise den kommende vrede, straf og hævn over de vantro og ulydige, og på den anden side den guddommelige hjælp og belønning for de troende og fromme. Sådan som profeterne ved Guds Ord, både ved loven og forjættelserne, har gjort.

Paulus taler her om sådanne gaver, som ikke er fælles for alle, men blive givet enkelte, og den ene anderledes end den anden, sådan som han siger: en anden tro, en anden kraft til undergerninger, en anden profeti. Derfor betegner ordet ”tro” her ikke den almindelige tro på Kristus, ved hvilken man bliver retfærdig for Gud og modtager syndernes forladelse; for den må være hos alle kristne, selv om de ikke har de specielle gaver, som han her opregner. Ved tro forstår han her en særlig dyd eller kraft, som Ånden virker i kirken, og som består i, at nogle kunne gør store og enestående ting i kraft af et frejdigt og for al tvivl befriet mod. Herom taler han også senere i dette brev, i kap. 13, 2: ”Om jeg så har al tro, så jeg kan flytte bjerge, osv.”

Dertil hører visselig en stor, stærk og fast tro, som uden al vaklen og tvivl, uforsagt og med frejdigt mod gør en speciel gerning i Kristi navn og kraft. Det er muligt, at en sådan for sin person ikke er ret omvendt eller har en ret tro på syndernes forladelse i Kristus, men er en hykler og falsk helgen. Som Kristus siger i Matt 7, 22: ”Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” For det er sandt, at sådanne gaver og gerninger virkelig ske i Kristi navn og ikke skænkes nogen uden Kristi kirke og at dog de personer, som har sådanne gaver, ikke alle er retfærdige, men godt kan være falske kristne. For sådanne gerninger er ikke personernes, men embedets eller Åndens virkning, som er givet kirken, så de i embedet og på kirkens vegne gør mange og store ting, som ikke gavne dem selv, men andre.

Om alt dette siger han nu: Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Dermed giver han den formaning, at man ikke derover skal stifte partier. For den samme Ånd virker lige så vel gennem den, der har få og ringere gaver, som gennem den, der har de største og fleste. Som det nu er med gaverne, sådan er det også med de kraftige gerninger og embederne.

Kraftige gerninger er de, som Gud udretter gennem enkelte personer, så de udrette noget stort, som ikke sker ved andre. Som, når Gud giver Paulus at komme videre med sit prædikeembede, omvende langt flere, gør flere undere og høste mere frugt end de andre apostle. Sådan som han selv siger om sig selv, at han ved Guds nåde har arbejdet mere end alle de andre, 1 Kor 15, 10.

Hvad tjenester eller embeder er, er let at forstå. Embede er en ting, som er forordnet og må være i ethvert regimente. Det har nemlig mange slags beskikkede og befalede gerninger, som sker på regentens eller et helt samfunds vegne, og hvormed man tjener de andre. Sådan er der også i kirken mange slags embeder, som at én er apostel, en anden evangelist, en anden lærer. Dem opregner Paulus i Ef 4, 11; ligeledes siger han i 1 Kor 14, 26, at én har det embede at læse Skriften på mange slags sprog, en anden at udlægge og forklare den, sådan som det dengang var ordnet i kirken. På samme måde er der også nu forordnede og forskellige embeder, provster, præster, diakoner, lærere, som hører skriftemål, rækker nadveren, osv.

Sådanne embeder kan og skal ikke føres og øves af alle kristne i almindelighed, men alene af dem, som er det betroet. Derfor er de nævnt for sig selv i forhold til de andre stykker, som han nævner, kraftige gerninger og gaver, for der har altid i kristenheden været mange, som har haft Helligånden og dog ikke har haft et embede. Der har været mange kvinder, som Agnes, Anastasia og flere martyrer, af hvilke mange også har gjort undere og haft andre gaver. Selv om det er sandt, at både nådegaverne og de kraftige gerninger især bliver givet for embedernes skyld i kristenheden. Til rettelig at kunne udføre og forvalte embederne, og især prædikeembedet, som er det højeste og fornemste, fordres også personer, som frem for andre er dygtige til at forstå og udlægge skriften, er kyndige i sprogene og kan tale godt. Sådan må også de kraftige gerninger, som Gud virker, ledsage embedet, så det må virke og udrette noget. Altså forenes alle tre stykker i det ene guddommelige regimente i kirken, så Kristus er Herren, fra hvem embederne er, og som forordner og opholder dem, medens Gud skænker dem de kraftige gerninger, og Helligånden nådegaverne.

Både embederne og gaverne er forskellige og ulige. Den ene større, den andet ringere. En apostel er mere end en lærer eller fortolker. At døbe er ringere end at prædike. Alligevel skal man vide, siger Paulus, at de dog alle er fra én Herre. Den, som har et større eller højere embede, må derfor ikke indbilde sig, at han er bedre, og derfor foragte andre. De skal vide, at de alle, den ringeste så vel som den største, tjene én Herre, og at den, som er i et ringere embede, ikke derfor er mindre i sin Herres øjne, lige så lidt som den, der har et højere embede, derfor gælder mere hos ham. Kristus er og bliver altid en Herre over alle til hobe, og det ene som det andet embede er hans anordning og befaling. Derfor vil han heller ikke, at man for denne sags skyld skal afstedkomme splittelser og sekter, men meget mere at disse mange slags gaver og embeder skal befordre enigheden. Når jeg prædiker og du hører, så er det vel ikke samme gave eller embede, men dog tjener du Kristus lige så vel med at høre, som jeg med at prædike. Det er én og den samme Kristus, som gennem dig eller en anden prædiker, forklarer Skriften, døber, trøster; og det sker alt sammen efter hans anordning og befaling. Han har lige så vel befalet dig at høre hans ord, som mig at prædike. Det sker også i én tro og én Ånd, og vi prise alle sammen én Herre dermed. Du siger: det ord, jeg hører, er det sande Guds Ord; og netop det samme siger og beviser også jeg som prædikant. På samme måde, når jeg døber, rækker nadveren, absolvere, og du modtager dette, så er vi begge i én Herres tjeneste og udrette hans befaling, og det går enigt og endrægtigt til, skønt du og jeg i henseende til embede og gaver er forskellige.

Men dette er også en for de kristnes særlige kunst og det fornemste, som skiller dem fra hedningerne, at de ved og erkende, at sådanne gaver, embeder og kraftige gerninger er Guds og den Herres Kristi og Helligåndens. Det ser og erkender verden ikke, skønt den også har Guds gaver. Verden bruger alle hans skabninger ikke anderledes end som et svin, der løber til sit trug og træder op i det, tænker ikke på andet end at æde og rode rundt og kan ikke løfte sine øjne eller tanker til den, fra hvem det har dette, og hvem det skal takke derfor. Derfor bliver et sådant menneske, som ikke er en kristen, for Gud ganske som kvæg og svin, og verden er ikke andet end en stor svinesti, fuld af folk, som ikke spørger efter Guds rige, eller tænker at takke ham for hans rige goder og gaver til legeme og sjæl. De tragte kun efter deres trug og foder og ligger som mæskede svin, færdige til slagtning. Det er sådan som Jeremias siger i kap. 12, 3 om de ugudelige, der med stort held forfølger de fromme: ”Du skiller dem fra som får til slagtning, indvier dem til drabets dag!” Sådan giver Gud mange et stort kongerige, rigdom og lader fulde og gør ham stor og fed; men når svinet er vel mæsket og fedt nok, så kommer der en slagter og pølsemager, som slagter et sådant svin i dets svinesti, hærger og vender op og ned på land, folk og alt sammen. For de ville være svin og intet andet, derfor må de også aflives som svin. Ja, selv om verden hører og ser sådan straf, fremturer den på samme vis, så længe den kan, indtil slagteren også kommer over dem; for et svin bliver et svin og har den gave, at selv om et andet bliver slagtet for dets øjne, så bliver det dog stående trygt og roligt ved sit trug og tager sig slet ikke nær deraf.

Skønt nu de kristne må leve iblandt sådanne svin og en tid lang lade sig træde under fødder af dem og stødes af deres tryner, så har de dog en anden ypperlig herlighed, at de kan opløfte deres øjne og rettelig betragte både deres Herre og hans gaver. Derfor hører de ikke med til svinehjorden, som alene er bestemt til at slagtes, men de ved, at de er Guds børn og af ham smykket med nåde og gaver, og det ikke alene timelig, men fordi han har givet dem legeme og liv, som de ikke har af sig selv, så vil han også videre give dem, hvad de har behov og evindelig forsørge dem.

Disse kan sætte den rette pris på Guds gaver, selv dem, man anser for de ringeste, ikke alene for giverens skyld, men også for gavernes egen beskaffenhed. For ingen, som erkender endog blot Guds legemlige gaver, ville give sit øje eller et endnu ringere lem af sit legeme bort for al verdens gods. Men hvor meget højere og dyrebarere er de åndelige gaver, som Paulus her taler om, som gives os til det evige liv. Det synes vel ikke at være noget stort, når et lille barn bliver døbt eller en bange sjæl tilsiges syndernes forladelse, men når man ret kunne få øje på og beskue både embedet og den skat, som her gives, så ville alle kongers og kejseres embede, magt og alle goder, som verden har, mod dette være for ingen ting at regne.

Når du ser hen til personen, både den, som døber, og som gerne kan være en fattig kvinde, og den, som bliver døbt, så synes det vel at være noget ringe. Menneskets person udretter og virker her intet herligt, men den, som hedder én Gud, én Herre og én Ånd. For hans skyld er embedet og dets kraft større end alle kejseres, kongers og Herrers. Herved bliver sjælene nemlig fravristet Djævelen, reddet ud af Helvede og gjort til hellige og salige i al evighed. Person og embede kan gerne kaldes ringe, men det er alligevel Guds embede, som ikke er nogen ringe person, men mere end hundrede tusinde verdener. Han virker sådanne ting, som verden ikke kan begribe og alle engle ikke formår at skænke.

Selv om så alle skabninger sluttede sig sammen, så kunne de ikke tilvejebringe nogen dåb, og selv om hele verdenen til sammen ville døbe et barn, så ville det dog intet hjælpe, hvis ikke denne Herre og Gud havde befalet det. Lad muhamedanerne være mange tusinde gange stærkere og vældigere, end de nu er, så kan de dog med alt deres gods, land og folk hverken løse sig selv eller noget menneske fra den mindste synd eller udtale absolutionens ord: Gud tilgiver dig dine synder. Han har ikke denne gave, embede eller gerning (ja, han ved ikke engang noget om dem). De hører Gud alene til, selv om de bliver udførte ved menneskers mund og hænder.

Se, derfor priser og berømmer Paulus dette, at Gud virker og giver så store ting i kristenheden, så de må erkende det og takke ham derfor, samt i ydmyghed tjene hinanden med det i én tro og kærlighed, og så enhver, når han ser sådanne embeder, gaver og gerninger sker i kirken, må lære at prise dem og skatte dem ligeså højt, som han skatter Gud selv. For hvis Gud ikke selv havde anordnet og skænket dem, ville man sandelig ikke have nogen af dem.

Hvordan har vi ikke ophøjet vore egne påfund, som valfarter, at løbe til de døde, eller ud i ørknen eller klostre? Men hvad har det hjulpet, og hvad havde vi ud af det, selv om vi løb så længe, at vore fødder blev blodige, og selv om vi vågede, fastede og plagede os til døde? Lad det længe nok hedde en hellig stand og et gudeligt liv. Det hedder ikke Guds gave, gerning eller embedes, derfor er der heller ikke nogen Gud, Herre eller Ånd til stede. For han har jo intet steds befalet eller stadfæstet det, men vi har optænkt det af os selv. Derfor må vi lønne og hjælpe os selv, af ham kan vi heri hverken berømme eller trøste os.

Men her kan du trøstig rose dig og sige: at jeg er døbt og absolveret, har ikke jeg selv eller noget andet menneske optænkt eller forordnet, men min Herre Kristus. Her står hans befaling, hvorved han har forordnet sådant embede: ”Gå hen og lær alle folkeslagene og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” På dette embede, denne gerning og disse gaver kan jeg i troen frejdig trodse Djævelen og hans helvedsporte, medens jeg ellers intet øjeblik kunne bestå mod ham. Han frygter ikke for mig og mine gerninger, om jeg end kunne berømme mig og sige: Jeg har levet sytten år i en hellig munkeorden, hver dag og time tjent Gud, bedt og fastet. Her styrter han både personen og geringerne, sådan som han finder dem, ned i Helvedes afgrund; for når han spørger: hvor har Gud befalet eller indstiftet dette, så kan du ikke svare et ord. Men når han hører, at du i en fast tro roser dig af Guds Ord og befaling, og siger: Jeg har modtaget dåben og absolutionen af Kristus, min Herre. Derpå er jeg vis. Hvad jeg gør, det gør jeg efter hans befaling og i hans kraft. – Da må han straks slippe dig og flygte, ikke for din person eller gerning, men for Kristi embede og gave, som han finder hos dig.

Sådant foreholder Paulus os, så vi dog må lære at erkende, hvad vi kristne i disse tre stykker har fra Gud, frem for alle mennesker på jorden, for at vi også må blive taknemmelige derfor og i kristelig kærlighed bruge dem sådan, at den, som har disse gaver, dermed tjener de andre. Og at enhver for de gaver, som han ser hos en anden, giver Gud æren og agter dem højt som de, der ikke hedde vore gerninger, eller vor dygtighed, men Guds embeder, kræfter og gaver. Det er ikke så ringe ting, som det ser ud til for verden (fordi det ikke fører stor pragt og berømmelse). Gud giver ikke blotte legetøjspenge eller tomme pakker og hule nødder, men hvad han gør og skænker sin kirke, det virker sådanne uudsigelige ting, hvorved sjælene rives ud af Djævelens gab og overføres til evigt liv og herlighed.