Luk 19, 41-48 (10.søn. efter trinitatis)

Det, som omtales i dette evangelium, er sket på palmesøndag, da Herren red ind i Jerusalem og straks derpå gik ind i templet og prædikede der tre dage i træk. Det havde han aldrig tidligere gjort. Summen af indholdet af denne tekst er, at han bekymres over og beklager deres ulykke, som foragter Guds Ord. For her lærer han ikke, hvad Guds Ord er, hvad det bringer med sig, og hvad for disciple det har; men her vises alene den skrål og jammer, som skulle ramme jøderne, fordi de ikke har kendt deres besøgelsestid. Og lad os også give agt på dette, for det gælder også os. Bliver de straffet, som ikke erkender og ved, at de er blevet besøgt, hvad vil der da ske med dem, som med vidende forfølger, bespotter og forhåner Guds Ord? Skønt han her taler alene om dem, som gør det uden at vide det.

Man kan prædike mod Guds Ords foragtere på to måder. For det første med trussel, sådan som Kristus gør i Matt 11, 21-24: ”Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.” Det er trusselsord, hvormed han forfærder dem, så de ikke sådan skulle stå det Ord, som Gud sendte dem, hen i vind og vejr.

Den anden måde viser Herren os her, når han græder og ynkes over de arme blinde mennesker, revser og truer dem ikke som forhærdede og forblindede, men hensmelter i kærlighed, ynkes inderligt over sine fjender og viser med sin hjertelige medlidenhed og dybe klage, hvad der vil ske. Han ville også gerne afvende det, men det er forgæves.

Først hedder det, at da han nærmede sig byen, gik folket foran og fulgte efter ham, sang med stor glæde og sagde: Hosianna, Davids søn! De bredte deres klæder på vejen, huggede grene af træerne og strøede dem på vejen, og det gik alt sammen meget festligt til. Midt under denne glæde begynder han at græde. Han lader al verden fryde sig, men fælder selv tårer. Og da han så byen, sagde han: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne.” Som ville Herren sige: Oh, vidste du, hvad der kunne bevirke, at du ikke blev ødelagt, men kunne blive stående og beholde både den timelige og evige fred, så ville du endnu i dag tage det til hjertet. Endnu var det tid, at du lærte dit eget bedste at kende, men du er blind og forsømmer tiden, derfor vil der hverken være råd eller hjælp for dig. Nu står du der skøn og herlig, og der bor vældige mænd i dig, som er sikre og glade og mener, det ikke har nogen nød. Men det er endnu kun om fyrre år at gøre, så er det ude med dig. Dette forklarer han nærmere med disse ord:

Jøderne stod roligt, forlod sig på Guds løfter og forestillede sig ikke andet, end at det evigt skulle gå dem godt. De var sikre og tænkte som så: Det vil Gud ikke gøre. Vi har jo templet. Her bor Gud selv. Vi har også dygtige folk og penge og gods nok. Ve den, der gør os noget! For efter at byen var erobret, måtte også romerne og kejseren selv bekende, at byen var så godt bygget og befæstet, at det havde været umuligt at indtage den, hvis det ikke havde været Guds alvorlige vilje. Derfor forlod de sig på deres berømmelse og satte deres lid til en falsk indbildning, som også bedrog dem.

Men Herren så dybere end dem, da han sagde: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.” (Fred betegner i Skriften, at det går en godt på alle måder). Du mener, at du har gode dage, men vidste du, hvordan dine fjender skal belejre dig, ængste og trænge dig alle vegne, nedrive alle dine huse, lægge dig øde og ikke lade sten på sten tilbage i dig, så skulle du nok modtage ordet, som kunne bringe dig den rette fred og alt godt.

Beretningen om Jerusalems forfærdelige ødelæggelse kan man læse andre steder. Det giver en god forståelse for denne tekst. Gud sørgede nemlig for, at byen netop blev belejret i påsketiden, da jøderne kom sammen til Jerusalem fra alle egne, så der, som Josefus skriver, var hen ved tre millioner mennesker samlet. Det var en mængde mennesker, og det havde været nok, selv om de kun havde været hundrede tusinde. Disse havde Gud samlet sammen og ville nu knuse dem i ét slag, for apostlene og de kristne var alle sammen draget ud til Herodes’ områder, Samaria, Galilæa og adspredte blandt hedningerne. Sådan havde Gud renset kornet ud og samlet avnerne i en bunke.

Der var samlet så mange, at de havde kunnet fortære et kongerige, end sige en by. Derfor kom de også, da de havde fortæret alt og intet mere havde, i sådan elendighed og hungersnød, at de måtte spise strengene på deres buer og læderet på sine sko; ja til sidst slagtede en kvinde i sin svære sult sit eget barn, som dog krigsmændene, der havde kendt stegelugten langt borte, igen tog fra hende. Duemøg brugte de som en kostelig spise og betalte den med mange penge. Kort sagt, det var en sådan jammer, at en sten havde måttet ynkes. Ja, ingen ville kunnet tro, at Gud kunne vredes så grueligt og fordærve et folk så forfærdelig. Huse og gader lå fulde af deres legemer, som var døde af sult. Men endnu var jøderne så afsindige, trodsede Gud og ville ikke overgive sig, indtil kejseren med al sin magt stormede byen, og de ikke længere kunne holde det ud i den, hvorved den endelig blev erobret.

Men da nogle af jøderne var så underfundige, at de nedsvælgede penge for ikke at blive dem berøvet, så mente krigsfolkene, at de alle havde spist penge, og skare derfor bugen op på hen ved tusinde jøder og søgte efter penge hos dem. Derved blev der da et sådant slagteri og myrderi, at endog hedningerne fik medlidenhed og kejseren måtte befale, at man ikke mere skulle myrde dem, men gøre dem til fanger og sælge dem. Da var jøderne så billige, at man købte tredive for nogle skilling. På denne måde blev de adspredt i hele verden og anset for det allermest foragtede folk, ligesom det endnu den dag i dag er det mest foragtede folk på jorden. Adspredt alle vegne, besidder de ingen by, intet land, kan ikke komme sammen og kan heller ikke, som de dog mener, nogensinde få genoprettet deres præstedømme og kongerige. Sådan har Gud hævnet Kristi og alle profeters død. Sådan var deres løn, fordi de ikke kendte deres besøgelses tid.

Lad det tjene os til lærdom, for det gælder os og hele vort land. Det er ingen spøg, og vi må ikke tænke, at det vil gå os anderledes end jøderne, hvis vi ikke farer anderledes frem end dem. Jøderne ville heller ikke tro det, indtil de erfarede og oplevede det. Vi bliver jo nu på samme måde besøgt af Gud. Han har åbnet en skat for os, sit hellige evangelium, hvor vi erkender hans vilje og ser, hvordan vi har været i Djævelens vold. Men ingen vil alvorligt modtage det. Ja, vi foragter det oven i købet og spotter det. Ingen by, ingen fyrste er taknemmelig, og hvad der er endnu værre, den største del forfølger og forhåner det. Gud er langmodig og bærer over med os en tid, men foragter vi Ordet så længe, så han atter tager det bort, vil netop den samme vrede, som gik ud over jøderne, også ramme os, for vi har nøjagtig det samme Ord og den samme Gud og Kristus, som jøderne havde. Derfor vil straffen bestemt også blive den samme, og det vil, frygter jeg, endnu komme dertil, at Tyskland lægges øde. De plager, som vi hidtil har haft og endnu har, kun er forløbere og trusler, hvormed han vil sætte frygt i os, så vi må tage os i agt. Hidtil har det ikke været andet end småting. Hvis han kommer med den rette pisk, så skal han nok slå rigtig til. Men vi vil vel også gøre som jøderne, og ikke give agt på det, indtil vi hverken står til at råde eller hjælpe.

Nu kunne vi forhindre det, nu var der endnu tid til at betænke vort bedste og modtage evangeliet med fred, så længe nåden bliver forkyndt for os og freden tilbydes os. Men vi lader den ene dag gå efter den anden, det ene år efter det andet. Vi er endnu mindre bekymret end før. Vi tager det ikke til hjerte, mener, vi er sikre, og ser ikke den store jammer, som allerede er begyndt, idet Gud straffer den utaknemmelige verden med falsk lære og sekter. Det er imidlertid kun en begyndelse, skønt skrækkelig og gruelig nok, for der er ingen større ulykke og jammer, end når Gud sender sekter og falske ånder.

På den anden side er Guds Ord en så stor skat, at ingen kan begribe det. Gud selv sætter sin skat såre højt. Og når han besøger os med sin nåde, ønsker han, at vi af os selv glad og gerne modtager det. Han vil ikke tvinge os til det, som han godt kunne, men vil, at vi med glæde skal følge med af os selv. Ja, han venter ikke bare, til vi kommer, men kommer os i forkøbet, tjener os, dør for os, står atter op, sender os Helligånden, giver os sit Ord, åbner Himlen så vidt, at alt står os åbent. Han skænker os desuden rige løfter og forsikringer om, at han vil forsørge os timeligt og evigt her og hisset, og udøser sin nåde helt og fuldt. Derfor er det nu en nådefuld tid. Men vi foragter det og slår det hen i vejret. Det kan og vil han ikke se gennem fingre med.

At vi synder på andre områder og begår overtrædelser, kan han lettere se gennem fingrene med, men at vi foragter hans Ord, kræver den strengeste straf, og den vil også ramme os. Og jo renere Ordet er, desto større vil straffen blive, så jeg frygter, det vil koste hele Tyskland. Gud give, jeg er en falsk profet på dette punkt, men det vil helt sikkert ske. Gud kan ikke lade foragten for sit Ord være ustraffet. Han vil heller ikke tøve længe. For evangeliet er prædiket så rigt, at det ikke har været så klart og rent siden apostlenes tid, som det nu, Gud ske lov, er hos os.

Vi, som nu længe har hørt evangeliet, skal af hjertet bede Gud, at han vil fortsætte med at give os fred. Fyrster og Herrer ville udføre sagen alene med sværdet og frækt gribe Gud i skægget, men han skal nok slå dem på munden. Derfor er det på høje tid alvorligt at bede til Gud, så evangeliet kan komme videre i Tyskland til dem, som endnu ikke har hørt det. For hvis straffen kommer hurtig over os, er det allerede ude med det alt sammen, så må mange sjæle omkomme, før Ordet kommer til dem. Derfor håber jeg, at vi ikke så skammeligt foragter den kostelige skat, ikke alene for vor egen, men også for deres skyld, som endnu skal høre det.

Vi gør ligesom jøderne, de tænkte mere på deres bug end på Gud, bekymrede sig mere om, hvordan de kunne mætte deres gerrighed, end hvordan de skulle blive frelst, derfor mistede de også begge dele, og der skete dem deres ret. Fordi de ikke ville modtage det evige liv og fred, tog Gud også føden fra dem, så de nu har fordærvet både legeme og sjæl. De foregav også den samme årsag, som vores nu til dags: Vi ville gerne modtage evangeliet, hvis det ikke bragte liv og gods i fare, ja kostede os både ægtefælle og børn. For hvis vi begynder at tro på ham, kommer romerne og tager både vort land og folk, sagde de. (Joh 11, 48). Ikke desto mindre gik det netop sådan, for hvad en uretfærdig frygter, rammer ham, siger Salomon i Ordsp 10, 24.

Dette var det, som forhindrede jøderne, så de ikke ville tro, og ikke gav agt på de store og rige løfter, som Gud havde givet dem. På samme måde farer også vi frem og ser ikke de mægtige, trøsterige løfter, som Kristus giver os, som når han siger i Matt 19, 29: ”Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.” Lad ægtefælle og børn fare, jeg skal nok opholde dem, eller give dig dem igen. Vov det kun på mit ord. Og hvis du mister det alt sammen her, så skidt med det, himmel og jord høre mig til, jeg skal nok betale dig. Disse og mange lignende ord går vi forbi, ja foragter dem, ser alene efter, hvad vi har i kassen, og hvordan vi skal fylde vor pung. Vi tænker ikke på, at Gud også har givet os det, vi har, og vil give os endnu mere. Vi tænker heller ikke på, at hvis vi mister Gud, må vi også miste føden. Derfor sker der os også vor ret, når vi mister både Gud og hans skabning.

Men de, som tror, vover det på Guds Ord og sætter alt i Guds hånd, at han må gøre med os efter sit velbehag, og tænker sådan: Gud har givet dig hus og hjem, ægtefælle og børn. Du har ikke skaffet dig det selv. Fordi det da hører Gud til, godt så vil jeg vove det på hans ord. Han vil nok opholde det. Vil han have mig her, så vil han nok give mig andet i stedet, for han har lovet at give mig nok, her og hisset evigt. Vil han ikke have mig her, så er jeg ham en død skyldig. Når han kalder mig, som fører mig til det evige liv, så vover jeg det gladelig for hans ords skyld.

Den, der ikke gør sådan, han fornægter Gud og må alligevel miste både det timelige og evige liv. Den stinkende bug, som er vor Gud, gør, at vi ikke holder os til Guds Ord. Evangeliet siger: Sæt din lid til Gud, så vil han også sørge for din bug og give dig nok. Men hvis jeg blot ejer lidt penge, får jeg straks mod og tænker, at jeg har føde for ti dage, forlader mig på dette forgængelige forråd og stoler ikke på Gud, som hidtil har ernæret mig, at han vel også i morgen kan forsørge mig. Fy, du skændige vantro! Skal én skilling gælde mere hos mig og give mig større mod end Gud selv, som har himmel og jord under sig, som giver os ånde og liv, føde og alle ting. Hvorfor tænker du ikke sådan: Gud, som har skabt mig, vil nok ernære mig, hvis han vil have mig i live. Vil han ikke, så vil jeg få noget langt bedre.

Velan, hvor denne plage får indpas og tager overhånd, at man for bugens og den ringe timelige nyttes og fordels skyld forsætlig foragter den dag, da Gud besøger os med sit ord og nåde, må der også følge den endelige straf og vrede, som gør ende på alt, støder bunden ud af fadet og i bund og grund fordærver både land og folk, så man mister både det timelige og det evige. For hvordan kan han vel gøre andet med os for sådan skammelig utaknemmelighed mod en så stor kærlighed og velgerning, som han har bevist os ved sin nådige besøgelse? Hvordan skal eller kan han mere hjælpe os, når vi med frækhed og trods skyder hjælpen fra os og friskt væk higer og tragter efter vrede og fordærvelse? For når de der overtræder loven og synder mod de ti bud, ikke forbliver ustraffet, hvor langt mindre vil han da lade dem ustraffet, som bespotter og foragter hans nådes evangelium, fordi loven langtfra bringer så meget godt som evangeliet?

Vil vi ikke have den glade dag, som han giver os til nåde og salighed, så kan han også i stedet lade os se og smage al jammers og ulykkes mørke og sørgelige nat. Og fordi vi ikke vil høre dette liflige ord og fredens prædiken, så skal vi nok i stedet komme til at høre Djævelens mordskrig fra alle sider skralde i vore øren. Nu er tiden til, at vi skal kende vor dag og ret bruge det rige, gyldne år, mens alt står os åbent og vi ser, hvordan han besøger os. Forsømmer vi det og lader denne tid gå os forbi, så skal vi ikke siden hen vente og håbe på nogen bedre dag eller fred, for Herren, som er fredens Herre, vil da ikke mere lade sig finde.

Men når Kristus er borte, så skal også vor ejendom svinde bort. Hvor man forstøder denne kære gæst og ikke mere vil tåle hans kristne, skal også styret, fred og alting gå til grunde. For han vil også både give os føde og øvrighed og alt godt, men han vil også erkendes som en sådan Herre, så vi er taknemmelige mod ham og lader denne gæst og hans kristne spise med os, og betaler skattens penge for ham. I modsat fald skal vi nok komme til at give det til en anden, som skal takke og lønne os sådan for det, at vi ikke skal beholde en bid brød eller en skilling med fred. Men dette kan verden ikke tro, ligesom heller ikke jøderne ville tro det, indtil den erfarer det og troen kommer den i hænderne. For Gud har jo besluttet, at denne Kristus, hvem han har underlagt alt, skal være Herre og konge på jorden, og den, der vil have fred og gode dage må hylde ham og være ham lydig, ellers skal han sønderbrydes som en pottemagers kar, Salme 2, 9.

For templet og hele præstedømmet var anordnet til, at man skulle fremme Guds Ord, prise hans nåde og barmhjertighed. Og med den ydre offertjeneste skulle man bevidne dette og takke ham for det. Alligevel undlod de ikke alene at lære folket at love og takke Gud, men gjorde også en munkeagtig gerningslære ud af det, så man med disse ofre ville fortjente sig Guds nåde. Hvis de blot ofrede meget, ville Gud give dem himmelen og alt godt på jorden for det. De byggede altså alt, som de burde vente sig af Guds blotte godhed og nåde på deres egne gerninger og fortjeneste. Desuden gik de i Djævelens navn så vidt, at de, drevet af deres gerrighed, i templet havde sat vekselerboder, duekræmmere og alskens kvæg, som man brugte til ofre, for at de, som kom fra fjerne egne og lande, kunne købe det her, eller kunne oprette et lån hos disse vekselerere, hvis de ikke havde penge, så offeret kunne blive værdifuldt.

Dette er netop under gudstjenestens navn at fordreje og ødelægge den rette gudstjeneste. I stedet for Guds godhed og nåde sætter man vores fortjeneste. I stedet for hans gave, bliver det vores gerninger, som han skal tage imod af os og takke os for. Man behandler Gud som en afgud, som må opføre sig, som det behager os. Han må blive vred eller være nådig, som vi synes. Oven i købet mætter man sin skammelige havesyge med dette afguderi og afholder uforskammet et offentligt kræmmermarked.