Luk 16, 19-31 (1.søn. efter trinitatis)

Af dette kan man nu som på en ond frugt afsløre hans hjertes hemmelige synd, nemlig vantroen. For hvor troen findes, spørger man ikke efter dyrt tøj eller fin mad, ja hverken efter gods, ære, lyst, magt eller noget, som ikke er Gud selv. Troen søger, stræber efter og hænger ikke ved andet end Gud, som alene er det højeste gode, og for troen gælder almindelig eller fin mad, modetøj eller almindeligt tøj det samme. For hvis de troende også bærer dyrt tøj og har stor magt og ære, så er de dog ikke optaget af det, men bliver tvunget til det eller kommer tilfældigvis til det, eller også må de leve med det for at være andre til tjeneste.

Sådan siger dronning Ester at hun ugerne bærer sin kongelige krone, men hun må gøre det for kongens skyld. David ville også hellere været et almindeligt menneske, men for Guds og folkets skyld måtte han være konge. Ligesådan forholder det sig med alle troende. De bliver tvunget til magt, ære og herlighed og forbliver altid med hjertet frie fra det og håndterer det kun i det ydre væsen til deres næstes tjeneste, som Sl 62, 11 siger: ”Stol ikke på vold, lad jer ikke blænde af rov! Selv om rigdommen vokser, så regn ikke med den.”

Men hvor vantroen råder, er mennesker optaget af disse ting, stræber efter det og har ingen ro, før de får det. Og når de har opnået det, så glæder og soler de sig i det som et svin i truget og har ligesom deres lyksalighed deri. De spørger ikke efter, hvordan deres hjerte er over for Gud og hvad de bør have og vente sig af ham, men bugen er deres gud, og hvis de ikke kan have det så, synes de ikke, det går ret til. Se, sådanne grimme, onde vantroens frugter ser den rige mand ikke, men skjuler dem og forblinder sine egne øje med sin farisæiske livsførelses mange gode gerninger og forhærder sig selv så længe at ingen lære, formaning, trussel eller løfte mere hjælper. Se, dette er den hemmelige synd, som vores tekst straffer og fordømmer.

Af dette følger nu den anden synd, nemlig at han glemmer kærligheden mod sin næste; for der lader han den fattige Lazarus ligge for sin dør og viser ham ingen hjælp. Og om han ikke i egen person havde villet hjælpe ham noget, så havde han dog kunnet give sine tjenere befaling om at bære ham ind i en stald og pleje ham. Dette kommer af, at han slet ikke kender Gud og at han heller aldrig har smagt hans godhed. For den, som kender Guds godhed, har også ondt af sin næstes lidelse; men den som ikke kender Guds godhed, han har ikke ondt af næstens ulykke. Derfor, fordi Gud ikke er ham kær, så går hans næstes nød ham heller ikke til hjertet.

Troen har det væsen, at den venter sig alt godt af Gud og fortrøster sig til ham alene. Gennem denne tro kender mennesket Gud, hvor god og nådig han er, så at dets hjerte gennem denne viden bliver følsomt og barmhjertigt, og gerne vil gøre mod hvert menneske sådan som det kender at Gud har gjort mod det selv. Derfor bryder det ud i kærlighed og tjener sin næste af hele hjertet med liv og legeme, med gods og ære, med sjæl og ånd og vover alt for ham, som Gud har gjort for det selv. Derfor ser man heller ikke efter velhavende, høje, stærke, rige, ædle, hellige mennesker, som ikke behøver en, men efter syge, svage, fattige, foragtede, syndige mennesker, som man kan være til nytte for, og som man kan øve sit hjertes barmhjertighed mod og gøre mod dem, som Gud har gjort mod en selv.

Vantroen har det væsen, at den ikke forventer noget godt af Gud. Af denne vantro bliver hjerte da forblindet, så man hverken forstår eller smager, hvor god og nådig Gud er; men, som Sl 14, 3 siger, ikke giver agt på Gud eller spørger efter ham. Af denne blindhed følger da desuden at hjertet bliver så hårdt, forstokket og ubarmhjertigt, at man ikke har lyst at tjene noget menneske, men meget mere at skade enhver. For når man ikke venter sig noget godt hos Gud, så føler man heller ikke nogen lyst til at gøre sin næste godt. Deraf følger da, at man ikke ser efter syge, fattige og foragtede mennesker, som man kunne og burde gavne og gøre godt mod, men løfter sine øje og kun ser efter høje, rige, mægtige, som man selv kan have gavn, fordel, lyst og ære af.

Altså ser vi nu af den rige mands eksempel, at det er umuligt at elske, hvor troen ikke findes, og umuligt at tro, hvor kærligheden ikke findes. For begge må følges ad, så at man trofast elsker og tjener enhver. En vantro er derimod i hjertet fjendtlig mod alle mennesker og vil tjenes af enhver. Og alligevel skjuler han en sådan skrækkelig synd og ondt væsen med sine skinnende gerninger og sit ringe skin, dvs. sine fåreklæder, aldeles som den store struds, som er så dum, at hvis den blot kan gemme halsen under en gren, så mener den, at hele kroppen er skjult. Ja, her ser du, at der ikke findes noget mere blindt og ubarmhjertigt end vantroen. Her er hundene, som dog er meget glubske, barmhjertigere mod Lazarus end den rige mand og forstår den armes nød og slikker hans sår. Alligevel er den forstokkede, forblindede hykler så hård, at han ikke under ham brødsmulerne fra sit bord.

Sådan som den rige hykler er, sådanne er alle mennesker, som ikke ejer troen. Vantroen tillader dem ikke at gøre eller være anderledes end denne rige mand, der med sin livsførelse afbilder og fremstiller dem. Især er hyklerne sådan sindet. De, som vil prises som åndelige frem for andre. Sådan som vi ser, det er tilfældet med vore papisters, præsters og munkes hob (for så vidt de endda er så gode). De gør aldrig nogen retskaffen god gerning, men har kun gode dage. De er ikke til nogens tjeneste eller nytte, men lader sig tjene af enhver. Rips, raps i min sæk, hedder det, en anden må have, hvad han kan. Og selv om nogen af dem ikke har kostelige retter og klæder, så mangler de i det mindste ikke viljen til det. De følger da efter de rige fyrster og herrer og gør mange gode skinnende gerninger med stiftelser og kirkebyggeri, for at skjule denne store skurk, vantroens ulv, så at de bliver forstokkede og forhærdede og intet menneske til nytte. Dette er den rige mand.

Af dette følger nu den anden dyd, nemlig kærligheden til næsten, at han også var villig og beredt til at tjene enhver. Men fordi han var fattig og elendig, havde han intet, han kunne tjene med; derfor regnes ham hans gode vilje som fuldbyrdet gerning. Men hvad som mangler i legemlig tjeneste, det erstatter han rigelig med åndelig tjeneste. For nu efter sin død tjener han hele verden med sine sår, sult og elendighed. Hans legemlige sult mætter vor åndelige sult, hans legemlige nøgenhed klæder vor åndelige nøgenhed, hans legemlige sår heler vore åndelige sår. For med sit eksempel trøster og lærer han os, hvordan Gud, hvis vi kun tror, har velbehag i os, selv om det går os dårligt på jorden, og han advare os om Guds vrede over os, når det i vantroen går os vel; ligesom Gud havde velbehag i ham i hans elendighed, men mishag i den rige mand.

Sig mig, hvilken konge kunne vel med alt det gode, han har, gøre hele verden en sådan tjeneste som denne fattige Lazarus gjorde med sine sår, sult og fattigdom? O, Guds underfulde gerninger og domme! Hvor mesterligt spotter han ikke den kloge tåbe, fornuften, og den verdslige visdom! Den løber af sted og ser hellere den rige mands skønne purpur end den fattige Lazarus sår. Den ser hellere et rigt og smukt menneske, som den rige mand end en elendig og nøgen, sådan som Lazarus. Ja, den holder sig for næsen på grund af lugten af hans sår og vender sine øjne bort fra hans nøgenhed. Dog lader Gud den store tåbe gå forbi en så ædel skat og fælder i stilhed sin dom. Imens gør han den fattige mand så kostbar, at alle konger siden ikke er værdige til at tjene ham og tørre hans sår. For hvilken konge, mener du, skulle ikke nu hjertens gerne, hvis det var muligt, give deres sundhed, purpur og krone for denne Lazarus sår, fattigdom og elendighed? Og hvilket menneske skulle vel nu ville give så meget som en skilling for den rige mands purpur og hele rigdom?

Hvis den rige mand selv, ikke havde været så blind, som han var, men vidst at en sådan skat, et i Guds øjne så dyrebart menneske lå for hans dør, skulle han sikkert have sprunget ud til den fattige, tørret og kysset hans sår og lagt ham i sin bedste seng? Al hans purpur og rigdom havde sikkert måttet tjene Lazarus.

Men mens han blev bedømt af Gud kunne han have gjort dette, men da så han det ikke. Derfor tænkte Gud da: Velan, du skal heller ikke være værd at tjene ham. Men efter at Guds dom og værk er forbi, ser den kloge tåbe, fornuften, sig omkring. Da den nu er i Helvede og pines, giver den gerne hus og hjem til ham, som den før ikke ville give en bid brød. Den rige mand beder om, at Lazarus vil læske hans tunge med spidsen af sin finger, som han før ikke ville røre ved.

Se, sådanne Guds domme og gerninger er verden endnu daglig fuld af. Men ingen ser det, ja, alle foragter det. Her ligger jo for vore øjne mange fattige og trængende, som Gud lægger foran os som den højeste skat, men vi lukker vore øjne for dem og ser ikke, hvad Gud gør her. Men bagefter, når Gud har fuldbyrdet sin gerning og vi har forsømt skatten, så kommer vi omsider og vil tjene - men da er det for sent. Så begynder vi da at gøre helligdomme af deres klæder, sko og klæder. Vi arrangerer pilgrimsrejser og bygger kirker på deres grave og anstrenger os med mange lignende tåbelige ting. På den måde bespotter vi os selv, for at vi har ladet de levende helgener trampes på og fordærves og i stedet hædrer vi deres klæder, selv om det hverken er nødvendigt eller nyttigt. Derfor vil vor Herre sandelig lade den dom fælde, som han gjorde i Matt 23, 29-33: ”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: Havde vi levet i vore fædres dage, havde vi ikke været deres medskyldige i profeternes blod. Dermed bevidner I selv, at I er børn af dem, der dræbte profeterne.”

Alle troende er nu af samme art som denne Lazarus. De er alle sammen rigtige Lazarusser, for de har samme tro, sind og vilje som denne Lazarus. Men den, som ikke bliver en Lazarus, han skal sandelig få sin del sammen med den rige frådser i Helvedes flammer. For vi må alle som Lazarus med den rette tro forlade os på Gud og overgive os til ham, så han kan gøre med os, hvad han vil, og så vi er parat til at tjene enhver. Og selv om vi ikke alle lider af sådanne sår og fattigdom, så må dog samme vilje og mening findes i os som hos Lazarus, at vi gerne underkaster os det, hvis Gud ønsker det.

For denne åndens fattigdom kan godt findes sammen med mange ejendele, sådan som Job, David og Abraham på én gang har været fattige og rige. For David siger i Sl 39, 13: ”For jeg er gæst hos dig, en tilflytter som alle mine fædre.” Hvordan gik det til, når han dog var en konge og havde meget land og mange byer? Jo, selv om han havde dette, så hang han dog ikke fast ved det med hjertet, men det var for ham som intet mod det gode, som han havde hos Gud. Sådan ville han også have sagt om sin sundhed, at den var ham som intet imod hans sundhed over for Gud. Han kunne også godt have lidt ydre sår og sygdom, hvis Gud havde ønsket det.

Sådan også med Abraham, selv om han ikke levede i fattigdom og sygdom, som Lazarus så havde han dog sind og vilje til at tage imod dette, hvis Gud havde pålagt ham det. For de hellige bør indvendig have samme slags sind og vilje, selv om de ikke i det ydre kan have samme slags gerninger og lidelser. Derfor erkender også Abraham denne Lazarus som sin og modtager ham i sit skød. Det havde han ikke gjort, hvis han ikke havde været af samme sindelag og fundet behag i Lazarus’ fattigdom og sygdom. Dette er nu sagt om evangeliets indhold og mening. Vi ser, at troen altid frelser mennesket, men vantroen fordømmer.

Det andet spørgsmål: Hvordan foregår da samtalen mellem Abraham og den rige mand? Svar: Det kan jo ikke have været nogen legemlig samtale, fordi begges legemer ligger begravet i jorden, lige så lidt som det kunne være nogen legemlig tunge som den rige manden ville have kølet, eller nogen legemlig finger og vand som han begærede af Lazarus. Alt dette må derfor foregå i samvittigheden og det på følgende måde: Da samvittighed i døden eller dødsnøden oplyses, så bliver den opmærksom på sin vantro og ser da allerførst Abrahams skød og dem som er deri, det er Guds ord på hvilket man skulle have troet og dog ikke har gjort det. Af dette har man da den allerstørste pine og angst, som om man var i Helvede og finder ikke nogen hjælp eller trøst.

Da opstiger sådanne tanker i samvittigheden, som om den kan tale og føre en samtale, som den rige mand havde med Abraham. Da forsøger samvittigheden, om Guds ord og alle de som har troet på det, vil hjælpe med selv den allermindst trøst. Det sker med sådan angst, at den gerne ville modtage den trøst af den allerringeste. Alligevel kan den ikke få det. For Abraham svarer ham, hvilket betyder at hans samvittighed forstår en sådan mening af Guds ord, at hans ønske ikke kan opfyldes, men at han har fået sin del, mens han levede og nu må pines, men de andre, som han har foragtet, bliver trøstet.

Til sidst føler han, hvordan det siges til ham, at der er en stor kløft mellem ham og de troende, så de aldrig kan komme over til hinanden. Dette er fortvivlelsens tanker, da hans samvittighed erfarer, at Guds ord evigt forkaster ham og han aldrig mere kan blive hjulpet. Derefter kæmper hans samvittigheds tanker og han vil gerne at de levende vidste, at det foregår sådan i dødsnøden, og han ønsker at nogen må sige dem det. Men det bliver der ikke noget af, for han mærker i sin samvittighed det svar, at det er nok med Moses og profeterne. Dem bør de tro på, som selv han havde burdet gøre. Alt dette foregår i dødens time eller dødsnøden mellem en fordømt samvittighed og Guds ord; og ingen levende kan forstå, hvordan det går til, men kun den, som oplever det. Og den, som oplever det, vil gerne, at de levende fik det at vide. Men det er til ingen nytte.

Det tredje spørgsmål er: Hvornår er dette sket? Og lider den rige mand dette dagligt endnu og uden ophold indtil den sidste dag? Dette er et dybt og svært spørgsmål, som for de uerfarne ikke er så let at besvare. Her må man give slip på al tanke om tid og vide, at der hverken findes tid eller time i den kommende verden, men alt er ét evigt øjeblik, som Peter siger i 2 Pet 3, 8: Én dag er for Herren som tusind år og tusind år som én dag. Jeg mener altså, at vi i denne rige mand har en antydning af, hvordan det skal gå alle vantro, når deres øjne i døden eller dødsnøden bliver åbnet. Det skal ske i ét øjeblik og siden atter ophøre indtil den sidste dag, alt som Gud behager. For her kan ingen sikker regel opstilles. Jeg tør derfor ikke sige, at den rige mand endnu lider på samme måde som han led dengang, men vover heller ikke at nægte, han endnu kan lide sådan. Begge dele står i Guds hånd. Det er nok for os, at begyndelsen af de vantros pine her vises os med hans eksempel.

Det fjerde spørgsmål er: Bør man bede for de døde, da der i denne tekst jo ikke findes antydet nogen mellemtilstand mellem Abrahams skød og Helvede og altså de, som er i Abrahams skød ikke behøver det, og de, som er i Helvede ikke kan have nogen nytte af det? Vi har ingen befaling af Gud, om at bede for de døde, derfor er der heller ikke nogen, der synder, hvis han ikke beder for dem. For hvad Gud ikke har befalet eller forbudt, kan ingen forsynde sig imod. Men fordi Gud ikke har ladet os vide hvordan sjælenes tilstand er og vi er i uvished om, hvad Gud gør med dem, så vil og kan vi ikke hindre dem, som beder for de døde eller regne dem det til synd. Af den evangeliske historie véd vi, at mange døde bliver opvakt, om hvilke vi må bekende, at de derfor ikke havde fået eller haft deres endelige dom. Altså kan vi heller ikke endnu være sikre på, om noget andet menneske, har fået sin endelige dom.

Fordi nu dette er uvist og vi ikke véd om sjælen er fordømt, så er det ikke synd, hvis du beder for de døde. Dog, sådan at du lader det forblive uvist og siger som så: ”Kære Gud, er denne sjæl i en sådan tilstand at den endnu kan hjælpes, så beder jeg om, at du vil være den nådig.” Når du har gjort dette én gang eller to, så lad det blive ved det og anbefal den døde til Gud; for Gud har lovet at gøre det, vi beder om. Når du derfor har bedt sådan én gang eller to, bør du tro, du er hørt og ikke mere bede om den sag, så du ikke skal friste eller mistro Gud. Men at man for dette formål stifter evige messer, vågenætter og bønner og skråler hvert år, som om Gud ikke allerede havde hørt vor bøn, det hører Djævelen og døden til. For Gud bespottes gennem vor vantro og en sådan bøn er intet andet end spot mod Gud. Tag dig derfor i agt og hold op med det. Gud spørger ikke efter årlige stiftelser uden efter en hjertelig, from og troende bøn; denne hjælper sjælene om noget kan og skal hjælpe dem. Vågenætter og messer hjælper vel messepræsternes, munkenes og nonnernes bug, men sjælene er ikke hjulpet med det og Gud bliver derigennem kun spottet.

Men hvis du i dit hus har en forstyrrende ånd eller en plageånd, som hævder, man skal hjælpe ham med messer, så skal du sandelig anse ham for en Djævel. Fra verdens begyndelse har endnu aldrig nogen afdød sjæl åbenbaret sig og Gud vil heller ikke have det. Her i denne tekst ser du, at Abraham ikke vil tillade den rige mand at nogen død skal lære de levende, men henviser til Guds Ord i Skriften, 5 Mos 18, 11 og siger: ”De har Moses og profeterne, dem kan de høre.” Dermed ser Abraham på Guds bud i 5 Mos 18, 10-11 og påminder os hvad Gud siger dér: ”Hos dig må der ikke findes nogen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde.” Det er altså helt sikkert idel djævelske ånder, hvis nogen ånder beder om hjælp og beder om så og så mange messer, den eller den pilgrimsrejse eller andre lignende ting, og som senere åbenbare sig i klarhed og påstår, at de nu er forløste. Dermed anstifter Djævelen denne vildfarelse, at mennesker falder fra troen og i stedet stoler på gerninger og mener at gerningerne formår sådanne store ting. Sådan opfyldes, hvad Paulus har forudsagt i 2 Thess 2, 11, at Gud sender vildfarelsens magt over de vantro, så de tror på løgnen.

Vær derfor klog og forstå, at Gud ikke vil lade os vide, hvordan det går til med de døde, for at troen kan beholde sin plads gennem Guds ord, så vi tror, Gud efter dette liv gør de troende salige, men fordømmer de vantro. Hvis nu en ånd viser sig for dig, så bryd dig ikke om den, men vær klar over, at det er Djævelen, og driv ham bort med disse ord: ”De har Moses og profeterne”. Og med Guds bud gennem Moses i 5 Mos 18, at ingen skal spørge nogen død, så skal han nok snart skrubbe af. Gør han ikke, så lad ham buldre til han bliver træt og find dig i hans plager i en fast tro på grund af Guds vilje.

Og selv om det så virkelig var en sjæl eller en god ånd, så bør du dog ikke spørge eller lære noget af ham, fordi Gud har forbudt dette. Gud har sendt sin egen Søn, for at han skulle lærer os alt, som er nødvendigt for os at vide. Hvad han ikke har lært os, bør vi være tilfredse med ikke at vide og lade nøjes med de hellige apostles lære, som han har ladet prædike for os. Det har jeg skrevet udførligere om i udlægningen af evangeliet på helligtrekonger og i et lille skrift om messens misbrug. Dér kan du læse mere om det.

For at nævne et eksempel på dette, så læser vi i ”Fædrenes Livshistorie” om en biskop, som under rejsen til et kirkemøde kom til Korinth. Da han ikke kunne finde et passende herberg til sig selv og sine folk, men så et hus som stod øde og lukket, spurgte han, om man ikke kunne huse ham dér. Han fik da til svar, at der skete sådanne mærkelige ting, så ingen kunne bo i huset, og man mange gange havde fundet overnattende gæster døde derinde om morgenen. Biskoppen sagde ikke meget til det, men befalede at man skulle tage ind der og de sov så dér om natten. Han var godt klar over, at det var Djævelens spøgeri og han havde en fast tro på at Kristus var Herre over Djævelen. Derfor foragtede han denne og gik ind til ham. Huset blev da befriet gennem hans bøn og besøg, så man ikke mere hørte larm eller spøgeri efter dette. Se, her ser du, at forstyrrende ånder er dæmoner og at man ikke skal diskutere meget med dem, men med en ubekymret tro foragte dem, som om de intet er.

Ligeledes læser man om biskop Gregorius i Kappadokien, at da han rejste gennem bjergegnene i Italien, overnattede han engang hos en hedensk klokker, som havde en afgud som svarede ham på, hvad han spurgte. Han ernærede sig ved at fortælle folk hemmelige ting. Om dette vidste biskoppen ingenting, men rejste videre næste morgen. Men Djævelen kunne ikke tåle den hellige mandens bøn og nærvær og flygtede fra huset, så klokkeren ikke mere kunne spå som før. Da han nu påkaldte sin gud og jamrede over sin ulykke, viste den djævelske ånd sig for ham i søvne og sagde, at det var hans egen skyld, fordi han havde huset biskoppen, som gjorde at han ikke kunne blive i huset. Klokkeren skyndte sig da efter biskoppen og beklagede sig over, at han havde drevet hans gud væk og dermed frataget ham hans indtjening, som tak for at han havde givet ham husly. Da tog biskoppen en seddel og skrev ganske kort sådan: ”Jeg, Gregorius, hilser Apollo. Jeg tillader dig at gøre, hvad du har gjort tidligere. Skik dig.” Klokkeren tog brevet og lagde det hos sin afgud, hvorpå Djævelen kom tilbage og gjorde som før. Efter et stykke tid tænkte klokkeren: ”Hvad er dette for en ringe gud, som sådan lader sig drives og ledes af denne gæst, som dog er et menneske!” Derpå stod han op og rejste på ny hen til biskoppen, blev oplært i den kristne tro og blev døbt og voksede i troen, så han efter samme biskops død blev en fortræffelig biskop i Cæsarea i Kappadokien. Se, så enfoldig er troen og handler dog med sådan frimodighed, sikkerhed og kraft. Sådan skal du også gøre over for dine plageånder.