Titus 2, 11-15 (Julaften)

Han siger, at den er åbenbaret og forkyndt for alle mennesker. For Kristus befalede i Mark. 16, 15: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.” Paulus siger også flere steder det samme, særlig i Kol 1, 23: ”Det evangelium, I har hørt, er blevet prædiket for al skabningen under himlen.” Det er offentlig forkyndt, sådan at alle skabninger kunne høre det, og især alle mennesker. Før dette prædikede Kristus alene i Israel, og Den Hellige Skrift var kun hos jøderne, som Salme 76 og 148 siger. Men nu er den givet fri og er ikke begrænset til ét bestemt sted. Som Salme 19, 5 siger: ”Deres røst når ud over hele jorden, deres ord til verdens ende.” Det er sagt om apostlene.

Du indvender måske: Det skete jo ikke på apostlenes tid. Her i Norden blev vi først kristne 800 år efter apostlene. Og for nylig har man opdaget mange øer og lande, som endnu ikke har fået åbenbaret denne nåde efter 1500 år. Svar: Apostlen taler her på bibelsk vis. Det er en prædiken, der er begyndt og er bestemt til at nå ud til alle mennesker. Og allerede på apostlenes tid var den nået ud i den største og betydeligste del af verden. Før dette har der ikke været en sådan prædiken, for Moseloven var alene bestemt for det jødiske folk. Fordi evangeliets løfte for størstedelen var gået i opfyldelse og vil blive fuldført, så nævner Skriften det, som om det allerede er sket. Evangeliet er altså udgået, begyndt og bestemt til at nå alle mennesker. Gud har ladet evangeliet udgå til alle mennesker, og det bliver prædiket og åbenbaret for alle uafbrudt. Det er det, Paulus mener med sine ord.

Åbenbarelsen af Guds nåde lærer os to ting, som Paulus siger, nemlig at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster. Det vil vi udfolde nærmere. Ordet ”ugudelighed” er en oversættelse af det bibelske begreb, der betyder, at man ikke ærer Gud, det vil sige, at man ikke tror på ham, ikke har tillid til ham, ikke frygter ham, ikke overgiver sig til ham, ikke lader ham råde og være Gud. I denne synd sidder de åbenlyst syndige mennesker dybt, men endnu dybere sidder de vise, hellige, lærde og åndelige. De vil være fromme i verdens og deres egne øjne, og bygger på deres egne gerninger. Kort sagt: Alle, der ikke overgiver sig til Guds godhed og nåde og lever af den, er ugudelige, selv om de med stor hellighed kan opvække døde, er rene som jomfruer og fyldt af alle dyder. Jeg så gerne, at man kaldte dem nådes-tomme eller tros-tomme mennesker, men vi holder fast ved ordet ”ugudelig”. Og Paulus siger netop, at Guds frelsende nåde er åbenbaret for disse nådestomme mennesker, for at de kan blive nådesfyldte og Gudsfyldte. Det vil sige, at de tror og har tillid til Gud, frygter, elsker og lover ham, og altså omvender sig fra det ugudelige væsen til et gudeligt liv og væsen.

Hvilken nytte er det ellers til, at Guds frelsende nåde er åbenbaret, hvis nogen vil blive from eller føre et gudeligt liv ved noget andet? Paulus siger her, at nåden er forkyndt og åbenbaret, for at vi ikke ved egen kraft skal sige nej til det ugudelige væsen og leve et nyt gudeligt liv, men alene ved Guds nåde. Derfor er det ingen, som bespotter denne nåde mere, end hyklerne og de ugudelige helgener. De vil ikke, at alt deres eget skal være intet og fordømte. De finder stadig meget godt hos sig selv, og mener selv, at de uden Guds nåde udretter meget, der er fortjeneste værd. Men Gud anser ingen gerning for god, hvis ikke han selv virker den i os ved sin nåde. Han har netop åbenbaret sin frelsende nåde for alle mennesker, for at han selv kan virke mange gode gerninger i os alle, og for at vores egen gerning skal ophøre.

Det første onde hos alle mennesker er altså at de er ugudelige og mangler Guds nåde og frelse. Det indebærer for det første et vantro hjerte, dernæst alle tanker, ord og gerninger, ja hele livet som bliver ført ud fra og ved et sådan vantro hjerte. Et menneske, som er uden tro, lever og vandrer efter sine naturlige evner og fornuft. Og de skinner så skønt og herlig at de sande hellige ikke engang skinner så meget. Men i det søger de kun deres egen ære. De vil ikke leve og vandre til Guds ære. Alligevel roser de sig af, at de gør det. De synes bedre om sig selv end om de rette hellige, som Skriften ofte taler om. Et sådan ugudeligt og nådeløst væsen virker imponerende, men under overfladen skjuler ondskaben sig, så de, der vandrer i den, ikke selv opdager det. De tror det heller ikke, hvis man siger det til dem. Det er ikke et naturligt, verdsligt eller kødeligt bedrag, men et åndeligt bedrag. Det bedrager ikke blot fornuften, men endog menneskets ånd.

Kort sagt, man må mere tro end føle syndens tilstedeværelse. For når Gud lader sin nåde forkynde for alle mennesker, for at vi skal sige nej til det ugudelige væsen, må vi tro ham, for han kender vores hjerter bedre end vi selv. Vi må bekende, at hvis vores gerninger ikke var ugudelige og fordømmelige, så havde han ikke ladet sin nåde forkynde for at rette op på det. Det måtte jo være en tåbe, der ville give medicin til en, der ikke er syg. Gud måtte derfor blive til en tåbe for alle dem, som ifølge egen forstand og følelse ikke vil tro, at alt deres eget er ugudelig og fordømmelig, og at hans frelsende nåde er nødvendig.

Det græske ord Paulus bruger i den forbindelse, er meget talende. Ordet betyder at undervise, sådan som man underviser børn helt fra bar bund i noget, de aldrig har hørt om før. Børnene retter sig jo heller ikke efter deres fornuft, men efter deres forældres ord. Det, de siger, er godt eller skidt, det tror de og det indretter de sig efter. Men for de forstandige, de voksne, nævner man normalt begrundelsen, for at en ting er nyttig eller unyttig, så de kan forstå det med fornuften. Men Guds frelsende nåde vil have børn til disciple. Selv om vi ikke kan lide det, må vi alligevel tro, at vort væsen er ugudelig og fordømmelig, og således tage imod nåden og følge den. Derfor siger Kristus også i Matt 18, 3: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” Den frelsende, guddommelige nåde åbenbares således ikke bare for at hjælpe os, men også for at lære os at kende, at vi har brug for den. Ved sin åbenbarelse giver den jo til kende at hele vores væsen er ugudelig, nådeløst og fordømt.

Det andet onde i mennesket kalder Paulus for verdslige lyster. Disse ord omfatter alt det forkerte, som et menneske gør mod sig selv og sin næste, ligesom det første, det ugudelige væsen, omfatter alt forkert mod Gud. Se hvor fortræffelige ordene er valgt: Verdslige lyster. Han kalder dem verdslige, fordi han med det ord kan vise os, hvad slags lyster, det er. Det kan være ejendele, ønsker, ære, gunst og alt det, verden har at byde på, for med sådanne lyster kan mennesker synde. Paulus siger ikke, at vi skal sige nej til de verdslige ting eller brugen af dem. Tingene i sig selv er gode, skabt af Gud. Derfor skal vi også gøre brug af det til mad og drikke, klæder og andre behov. Det er ikke forbudt. Men begærligheden efter disse ting, sådan at vi hænger ved dem, den skal vi sige nej til. Den forfører os nemlig til al synd mod os selv og vores næste.

Med dette bliver også de ugudelige hykleres væsen fordømt. Selv om disse hyklere går i fåreklæder og vogter sig for at gøre nogen ondt af frygt for skam og Helvedes straf, så er de alligevel fulde af onde lyster efter gods, ære og magt. Der findes heller ingen mennesker, som elsker dette liv og frygter døden så meget som disse, og der findes heller ingen som så gerne ville blive her på jorden som netop dem. De ser ikke de verdslige begæringer, til trods for at de er fulde af dem. Det er ikke nok at holde sig fra verdslige gerninger og ord. Det er de verdslige begæringer og lyster, der skal bekæmpes. Ganske vist skal vi bruge dette liv og de ting, vi får, men vi skal alligevel agte det alt sammen for intet, og alle vores tanker skal være vendt mod det liv, som kommer efter dette. Som teksten siger: ”mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed.”

Her ser vi, at Guds nåde åbenbarer, hvordan alle mennesker er fulde af verdslige lyster, selv om nogle forsøger at skjule det med hykleri. Hvis vi var frie for disse lyster, var det jo heller ikke nødvendig, at nåden blev åbenbaret. Den behøvede da heller ikke være frelsende til stede eller at blive åbenbaret for alle mennesker, for at vise os, hvordan vi skal aflægge sådanne lyster. Den, der ikke har begæringer kan jo heller ikke aflægge dem. Disse ord af Paulus ville så heller ikke gælde vedkommende person. Og han kan umulig være et menneske i det hele taget. Derfor er nåden heller ikke nyttig eller nødvendig for ham, altså behøver den ikke blive åbenbaret for ham. Hvad er et sådan menneske da? Uden tvivl en djævel, evig fordømt med al sin hellighed og renhed. En sådan person, der er fri for alle verdslige lyster, måtte jo så heller ikke begær at forblive i dette liv og være uvillig til at dø. De viser dermed, hvor nådetomme de er og hvor gudløse og verdensglade de i virkeligheden er med al deres nådeløse snak.

Paulus siger, vi skal sige nej til eller forsage disse ting. Det gælder også det, som synes fromt i menneskers øjne. For nogle søger ud i ørkenen, andre går i kloster, andre isolerer sig fra deres medmennesker og tror, de kan flygte fra det ugudelige væsen og den verdslige lyst ved en ydre, legemlig flugt. Nogle piner og ødelægger deres legeme med faste, nattevågen, ringe personlig hygiejne og hårdt arbejde, som kroppen ikke kan klare. Ja, hvis det ugudelige væsen og de verdslige lyster var malet på husmuren, så kunne du flygte væk, eller hvis det var vævet ind i en rød kappe, så kunne du skifte til en grå kappe, eller hvis det voksede i håret, så kunne du klippe dig skaldet, eller hvis det var indbagt i brød, så kunne du spise urter i stedet. Men nu befinder det sig i dit hjerte og gennemtrænger dig fuldstændig. Hvor vil du løbe hen, uden at tage dig selv med? Hvad slags tøj vil du tage på, hvor du ikke selv forbliver inde under? Hvad vil du spise og drikke, uden du selv er til stede? Kort sagt, hvad kan du gøre, uden selv at være til stede, sådan som du selv er? Kære menneske, den største fristelse kommer inde fra dig selv, som Jakob siger i 1, 14: ”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én.”

Derfor er Paulus' mening ikke, at man alene skal undgå den ydre årsag til synd, men han siger, at synden skal forsages. Vi skal sige nej til synden. Er begæringerne døde i os, kan ingen ydre fristelse skade os. Det er den rette forsagelse. Er de derimod ikke døde, så hjælper det ikke at undgå de ydre fristelser. Ja, vi kan leve midt i fristelserne og alligevel lærer at sige nej til begæret og det gudløse væsen ved nåden. Som Salme 110, 2 siger: ”Hersk midt blandt dine fjender!” Hvis vi skal få kronen, må vi kæmpe og ikke flygte, arbejde og ikke hvile. Om en af kirkefædrene læser vi, at han ikke ville blive i klosteret af utålmodighed over sine syndige lyster. Han tænkte, at han i ørkenen skulle kunne tjene Gud med fred. Da han så var kommet ud i ørkenen, væltede hans vandkrukke. Han rejste den op igen, men den væltede igen. Da blev han vred og slog krukken i stykker. Imidlertid gik der noget op for ham. Se, sagde han, jeg kan ikke engang holde fred med mig selv. Nu ser jeg, at fejlen er inde i mig selv. Han gik tilbage til klosteret og affandt sig med at blive plaget af fristelserne. Lidt efter lidt lærte han at dæmpe sine verdslige lyster, ikke ved at flygte, men ved at forsage dem.

Apostlen viser videre, hvordan vi skal leve, efter at vi har sagt nej til det ugudelige væsen og de verdslige lyster. Han siger, at vi skal leve disciplineret og retfærdig og gudelig i denne verden. Han giver her en god almindelig regel, som passer for alle livsforhold. Det første er disciplin. Dette ord omfatter alt det, mennesket skal gøre mod sig selv, nemlig at undertvinge sit eget legeme og øve sig i mådeholdenhed. Det ord Paulus bruger her, er i vores tekst oversat med besindighed. Det græske ord betyder ikke kun at leve besindigt eller med visdom, men at leve mådeholdende i alt, hvad der angår legemet og dette liv. Det omfatter, hvad man spiser, drikker, søvn, beklædning, tale, og opførsel. På vort sprog kalder vi det en anstændig livsførelse og et velopdragent menneske, som forstår at forholde sig mådeholdende, disciplineret og tålmodig i alle ting. Det er det modsatte af at leve et vildt, udisciplineret liv uden regler og grænser, når det gælder mad, alkohol, søvn, tale, fagter og adfærd. Sådan skriver Paulus også i versene lige før søndagens tekst, at de ældre kvinder skal vejlede og opdrage de unge kvinder til en sådan besindighed og ærbarhed, Tit 2, 3.

Sikkert er det, at det at fylde sig med mad og alkohol, så man er beruset, er det der allermest hindrer og ødelægger en anstændig livsførelse. Modsat er mådehold en stor hjælp, der fremmer det. Når man har fået for meget at spise og drikke, har man ingen kontrol over sig selv, som erfaringen viser. Når maven er fuld af mad og alkohol, så bliver munden også fuld af ord, ørerne begærlige efter at høre og øjnene efter at se. Hele legemet bliver dovent og søvnig eller helt vild og uregerlig. Al selvdisciplin forsvinder og man holder ikke længere måde i nogen ting. Derfor passer det godt at oversætte tekstens ord med mådehold. På vort sprog kalder vi også den for mådeholden, der ganske vist spiser og nyder alkohol, men som ikke drikker sig beruset eller fuld, men bevarer sin selvdisciplin.

Se nu, hvad det er for gode gerninger, apostelen lærer. Han byder os ikke at tage på valfarter, han forbyder ikke en bestemt slags mad, han lærer ikke, at man skal bære bestemte klæder, ikke at man skal faste på bestemte dage, således som de gøre, der skiller sig ud ved menneskebud og bygger deres gode, åndelige livsførelse på specielle skikke med hensyn til klæder, mad, frisure og bestemte dage. De vil gøre sig retfærdige, ved at de ikke følge folks almindelige levevis med hensyn til klæder, opholdssteder, mad, tider og adfærd. I evangeliet har de fået et meget dækkende navn, nemlig farisæere, som betyder de fraskilte eller afsondrede. De er særlinge, der med deres forskrifter og særlig udvalgte klæder, dage og adfærd hykler meget og let drager mængden bort fra den rette vej hen på deres stier, så at end ikke de udvalgte kan blive i fred for dem, som Kristus siger.

Lad os derfor her lære af Paulus, at ingen speciel mad, drik, farve, ingen klæder, ingen dag er forbudt eller anordnet, men at alt dette er frit for enhver. Blot skal man forholdet sig besindig og mådeholden i disse ting. Som ovenfor sagt, er tingene selv ikke forbudte, men al overdådighed, misbrug og manglende mådehold er forbudt. Men hvor en afsondring med hensyn til mad, klæder, steder og dage eller særlig udmærkelse af enkelte af disse ting finder sted, der kan man være vis på, at det er menneskebud og ikke den evangelisk, kristne lære og frihed. Til sidst bliver der bare hykleri og skinhellighed ud af det, og man bliver alligevel ikke mådeholden og besindig. Brug derfor alle disse ting på jorden, når og hvor du vil, og tak Gud, som Paulus her lærer. Vogt dig kun for overdådighed, misbrug eller manglende mådehold og disciplin i disse ting, så går du den rette vej. Lad dig ikke føre vild ved, at de hellige fædre har stiftet ordener og foreninger, har brugt en bestemt slags mad, eller klæder og handlet på en bestemt måde. De har ikke gjort det for at skille sig ud fra andre, for så var de ikke hellige. De har gjort det, fordi de syntes om det, og for at opøve deres selvdisciplin. Øv du dig også i lige, hvad du vil, men forbliv fritstillet. Bind dig ikke til bestemte metoder eller ting, som om det var den eneste rigtige måde at leve et godt liv på. For så bliver du en særling, der mister fællesskabet med de hellige. Vogt dig omhyggeligt for det. Man skal faste. Man skal våge. Man skal arbejde. Man skal være beskeden klædt. Men gør det, når du har brug for at tøjle dit legeme og øve dig i mådehold. Udpeg ikke bestemte dage eller steder, men gør det, når det er nødvendigt og disciplinen kræver det. Det er en ret faste, der altid skal finde sted. Det er at forsage de verdslige lyster. Sådan lærer evangeliet. Sådan lever Det Nye Testamentes folk.

Det andet stykke er, at vi i vores adfærd skal leve retfærdig. Her bliver der ikke bestemt og valgt nogen gerning eller tid, så Guds vej kan forblive fri og almindelig. Det overlades til hver enkeltes skøn at afgøre, om han gør ret i alt det, han foretager sig. I dette stykke lærer Paulus, hvordan vi skal forholde os mod vores næste. Vi skylder vores næste retfærdighed. Den består i to ting. Det ene er, at vi gør det mod ham, som vi vil han skal gøre mod os. Det andet er, at vi undlader at gøre det, som vi ikke vil, at han skal gøre mod os. Vi må altså ikke skade eller gøre ham fortræd, hverken på hans legeme, ægtefælle, børn, venner, ejendele, ære eller nogen andet af det, han har. Tværtimod skal vi hjælpe ham, når vi ser, han har brug for det, med legeme, gods, ære og alt det, vi har. En ret adfærd består i, at vi gør det, der er til gavn for enhver. Ja, det er et lille ord, men det favner så bredt. Hvor få er det ikke som går på denne retfærdighedsvej, skønt de ellers lever sømmelig. Alle andre ting gør vi, end lige netop det, som den frelsende nåde viser og åbenbarer for os.

Dette punkt må forklares sådan, at ordet vores næste også omfatter vores fjende. Men denne vej er helt tilvokset, endnu mere end mådeholdets vej, selv om den også er næsten spærret af overforbrug af mad, tøj og luksus. Imens bedrager vi os selv med rosenkranse, kirkebyggeri, oprettelse af klostre, med at høre messer og fejre helgenerne. Ting, som Gud ikke har befalet. Oh, Herre Gud, dødsriget har åbnet sit svælg, på vid gab, som Esajas 5, 14 siger. Og Himmerigs port er blevet smal på grund af farisæernes og særlingenes forbandede lære og påfund. Kunstnerne er profeter, uden selv at vide det. De viser hvordan situation er, når de afbilder Helvede som en vidt åben dragemund, og Himmelens dør tillukket. Oh ve os for dette billede!

Du behøver derfor ikke spøge, hvad du i det ydre skal gøre. Se på din næste! Selv om du bestod af tusind personer, ville der være nok at gøre. Bedrag blot ikke dig selv. Tænk ikke, at du kan komme i Himmelen ved hjælp af bøn og kirkegang og bidrag til det kirkelige arbejde, hvis du overser din næste. Forbigår du ham her, så vil han en gang ligge i vejen for dig, så du bliver nødt til at gå forbi Himmelens port. Det vil gå dig som det gik den rige mand, der lod Lazarus ligge uden for sin dør.

Det tredje stykke er, at vi skal leve gudfrygtig. Dette lærer os, hvordan vi skal forholde os mod Gud, så vi kan være fuldkomne både over for os selv, vores næste og Gud. Det ugudelige, nådeløse og fordømte væsen er tidligere forklaret. Her tales det nu om det gudfrygtige, nåderige og salige væsen. Det består i at tro på Gud og alene bygge på hans nåde, uden at støtte sig til nogen gerning. De eneste gerninger, der er værd at tale om, er dem, han selv virker i os ved sin nåde, så man mærker, han bor i os og derved bliver æret, lovet og elsket. I korthed består det i de to dele, at vi frygter ham og at vi tror på ham. Som vi synger i Salme 147, 11: ”Herren glæder sig over dem, der frygter ham, og som venter på hans trofasthed.” Frygten består i, at vi er på det rene med, at alt vores er ugudeligt, sådan som hans nåde lærer os det. Derfor frygter vi for ham og har travlt med at komme ud af dette ugudelige væsen, og undgå det i fremtiden. Troen består i, at vi ikke tvivler på, at han vil være os nådig og gøre os til gudfrygtige, nåderige mennesker. Således overlader mennesket styret til Gud og overgiver sig til hans ejendom. Man gør ikke noget af sig selv, men lader Gud råde og virke i sig. Uden ophør er vi da optaget af, frygter, beder og begærer, at Gud ikke vil lad os selv virke og føre vores liv, som vi erkender, er ugudeligt og fortjener vrede. Vi beder om, at Gud derimod vil regere os og virke i os med sin nåde. Derved får mennesket en god samvittighed og kærlighed til Gud, og Gud bliver prist.

Det kaldes fromme, guderige, nåderige mennesker. De sætter ikke deres lid til fornuften eller deres medfødte evner, men alene til Guds nåde. De passer altid på ikke at falde bort, så de begynder at stole på deres egen fornuft, opfattelse og selvopfundne gerninger. Om dette har David skrevet hele Salme 119, hvor der i alle 176 vers indtrængende bedes om Guds hjælp her. Så stor magt ligger det på denne guddommelige vej, og så farlig er naturen, fornuften og menneskelære, at ingen kan frygte og vogte sig nok.

Du ser altså, at Gud ikke kræver religiøse ritualer af dig eller kirkebyggeri og klosterordner, men et sådan hjerte og adfærd, der lever af hans nåde og frygter for alle veje, der findes uden for denne nåde. Andet kan du ikke give ham, for alt det andre giver han dig. Som han siger i Salme. 50, 12: ”Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig, for jorden er min, med alt, hvad den rummer. Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den Højeste. Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.” Med det siger han: Du har lovet mig, at jeg skal være din Gud. Hold det og lad mig virke i dig, så du ikke selv virker noget. Lad mig hjælpe dig i din nød. Vent alle ting fra mig, at jeg alene udretter det, der tjener dig bedst. Så vil du lære mig og min nåde at kende, elske mig og prise mig. Det er den rette vej til salighed. Hvis du derimod virker noget selv, da ærer du jo dig selv og agter ikke mig. Du lader mig heller ikke være din Gud, men bliver troløs og holder ikke dit løfte.

Se det er den rette gudstjeneste, og til den er der ikke brug for klokker, kirker, orgler, sang eller afladsbreve. Det er alt sammen menneskepåfund og ordninger, der med sit glimmer, fordunkler den rette gudstjeneste. Der er kun brug for én ting, nemlig evangeliet, som skal forkyndes omhyggeligt, så folk får kendskab til denne gudstjeneste. Det er de rette klokker og orgler.

Paulus siger også, at vi skal ”leve” i denne verden. Det siger han for det første, fordi det ikke drejer sig om enkelte gerninger, men om at hele vores livsførelse skal være sådan. Som Kristus siger: ”Den, der holder ud til enden, skal frelses.” (Matt 10, 22). Nogen udfører vel sommetider nogle gerninger, men det er ikke deres liv, og de fortsætter heller ikke med det til enden. For det andet skal ingen vente med at leve godt til døden kommer, eller vente til efter dette liv. Den gode livsførelse skal leves her, hvis vi vil høste nogen frugt en gang.

Når Paulus siger, at vi skal leve i denne verden, bruger han udtrykket ”denne verden”, for at fremhæve kraften i Guds frelsende nåde. Denne verden er så ond, at et gudfrygtigt menneske må leve ligesom en rose blandt torne. Han må af verden tåle alle slags ulykker, foragt, skam og synd. Han må vente fjendskab og tage korset på sig. Han må ikke lade sig forføre, selv om han skal leve alene, som Lot i Sodoma og Abraham i Kanaan, blandt fordrukne, utugtige, uretfærdige, falske og ugudelige mennesker. Sådan er verden jo, og sådan forbliver den. Og her skal vi leve et liv, der er anderledes end denne verdens og straffe dens verdslige lyster. Det er som at leve ædru i et værtshus, disciplineret i et bordel, fromt på et forlystelsessted, retfærdig blandt røvere. En sådan verden gør dette liv hårdt og problematisk, så man ønsker, råber og skriger efter døden og den yderste dag, som vi nu skal se. Et så vanskeligt liv må leves i Guds nåde. Vores fornuft og egen styrke slår ikke til her.

Her viser han den rette forskel mellem et gudfrygtigt liv og alle andre slags liv, så enhver kan se, hvor nær eller fjern han er fra et nåderigt liv. Træd nærmere, alle I, der har gode dage, og lad os høre, om I kan lide disse ord. Er I i stand til at vente den yderste dag? Anser I denne dag ikke bare for en tålelig, men for en salig ting, som I ser frem til med stor længsel og trøsterig tillid? Er det ikke sådan, at hele den menneskelige natur er imod denne dag? Er det ikke sådan, at hvis det stod til den, så skulle den dag aldrig komme? Især hvis det stod til de hykleriske helgener. Hvor er da menneskenaturen? Hvor er fornuften? Hvor er den frie vilje, som de roser for at have lyst og kraft til det gode? Hvorfor flygter de og modsætter sig, ikke bare dette gode, men også Guds ære og salighed? Apostlen kalder det jo her et håb, som vi bliver frelst i. Hvad er det som hindrer disse mennesker? Hvad er det, der gør, at det her bliver klart, at de fører et ugudelig, nådeløst og fordømt liv, som de alligevel ikke vil lad gælde for ugudelig og ondt? Hvad er da mere ugudelig end at kæmpe mod Guds vilje? Og disse mennesker, som ikke venter denne dag med lyst og kærlighed, men tværtimod flygter for den, modstår de ikke Guds vilje?

Den, der ikke begærer denne dag og venter den med kærlighed og lyst, han lever ikke et gudfrygtig liv, selv om han kunne opvække døde. Du indvender måske: Ja, så er det kun få mennesker, som lever ret, og allermindst de gejstlige og særlig hellige. De flygter mere for døden og den yderste dag end alle andre. Ja, det er netop, som jeg sagde tidligere, at disse særlige hellige mennesker fører både sig selv og andre fra den rette vej og ødelægger Guds veje.

Her ser vi klart, hvor lidt fornuften og menneskets væsen formår med alle sine gerninger, der modsætter sig Gud. Vi ser, hvor nødvendig den frelsende nåde er. Vores egne gerninger må høre op og Gud må alene virke i os. På den måden kan vi komme væk fra os selv og vores nådeløse væsen, og leve et overnaturlig, nåderig og gudfrygtig liv. Ikke alene frygter vi så ikke længere for den yderste dag, men vi venter den trøstig med glæde og længsel, som det hedder i søndagens evangelietekst.

Det er ikke naturen eller fornuften, der lærer os det, men Guds åbenbarede nåde. Den virker ikke blot, at vi siger nej til de verdslige lyster, men også at vi får afsky for dem og inderlig ønsker at befries fra dem. Ja, vi bliver træt af hele dette liv her. Guds nåde skaber også et guddommelig væsen i os, så vi med glæde og fuld tillid kan bede til Gud og håbe på hans genkomst. Det er sådan, vi skal være.

Lad os nu betragte ordene. Han kalder det et salig håb. Det sætter han op mod dette elendige, usalige liv, hvor det ikke er andet end ulykke, fare og synd, som jager og plager os, hvis vi vil være fromme. Alt det, der er her, skal virkelig også være os imod og tjene til at styrke dette håb. Det er da også sådan, det går med dem, der reelt bestræber sig på, at leve disciplineret, retfærdigt og fromt. Verden tåler dem nemlig ikke længe. De vækker ubehag hos alle mennesker. Som Paulus siger i Rom. 5, 3: ”Vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme.” Vi skal således ikke se på de synlige ting i verden, men håbe på de evige, usynlige ting. Alt dette virker nåden ved korset, som et gudfrygtigt liv fører med sig og som er utåleligt for verden.

Dette komme kalder Paulus for ”epifani”, en tilsynekomst eller åbenbarelse, som han også sagde før om nådens åbenbarelse eller tilsynekomst. Apostlen gør nemlig forskel på den første og den sidste åbenbarelse. Den første åbenbarelse skete i ydmyghed og foragt, så kun få kendte den. Den bliver kun åbenbaret for verden ved evangeliet i troen. Den er endnu helt skjult. Men på den yderste dag vil den blive åbenbaret i en skinnende, åbenlys klarhed og ære. Dens klarhed og ære vil da blive åbenbaret for alle skabninger og skal forblive åbenbar i evighed.

For den yderste dag vil blive en evig dag, som kommer til syne på én gang. Alle hjerter og alle ting vil da stå åbne. Det kalder han sin klarheds eller æres åbenbarelse. Da kommer man ikke til at prædike eller tro, for da vil enhver erfare og se alle ting som ved højlys dag. Derfor bruger han også udtrykket ”den store Gud”. Det er ikke fordi, der er nogen anden, mindre Gud. Men han siger det, fordi Gud endnu ikke har vist sin storhed, sin ære og sin klarhed før denne dag. Nu ser vi Gud i evangeliet og troen. Men det er ikke nogen stort billede, for her er Gud kun lille og svær at forstå. Men på den yderste dag vil han lad sig se i sin storhed og majestæt.

Dette er trøstefulde ord for alle dem, der lever tugtig, retfærdig og from. For han siger ikke at det er vores fjender eller dommere, som skal blive åbenbaret, men alene vores Frelser Jesus Kristus. Da vil han gøre os fuldkomment salige. Ja det er netop for at forløse os fra denne verden, at han lader denne dag komme og åbenbarer sig så herlig. I denne verden må vi jo lide så meget på grund af vores gode adfærd og for hans skyld. Men når vi sætter vort håb til hans genkomst for at forløse os så mægtig, vil vi også kunne tåle verdens forfølgelse, plager, skam, skade og død så meget modigere og trøstigere. Da vil vi også kunne blive mere bestandige i et gudfrygtigt liv, idet vi forlader os på og har tillid til en sådan Frelser som Jesus Kristus.  
Men det er forfærdelige ord for verdslige hjerter og ugudelige mennesker. For de vil ikke tåle verdens forfølgelse for et gudfrygtigt livs skyld. De vil leve i fred her, og være fromme på en sådan måde, at ingen skal hade dem eller være dem til noget besvær. Men de umoralske, frække og forstokkede mennesker agter ikke disse ord, og de tænker heller ikke på at denne dag kommer. I blindhed og tankeløshed løber de som gale dyr lige ind i den yderste dag og Helvedes afgrund. Men nu spøger du måske: Hvordan får jeg da et sådan gudfrygtigt væsen, så jeg kan vente trygt på denne dag? Min natur og fornuft flygter for den og tåler den ikke. Læg da mærke til de ord som nu kommer:

Disse ting er fremstillet så tydeligt for dig, for at du skal erkende og bekende din afmagt og fortvivle fuldstændig på dig selv. Sådan skal du blive grundig ydmyget og lære at kende at du selv er intet, og at du fører et ugudelig, nådeløst og fordømmelig liv. Se, denne ydmyghed lærer den åbenbarede nåde dig ved evangeliet. Denne ydmyghed gør dig begærlig efter nåden og frelsehungrende. Og hvor der findes en sådan ydmyg begæring efter nåden, står døren åben for nåden og nåden bliver ikke udenfor. Som Peter siger i 1 Pet 5, 5: ”Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge viser han nåde.” Kristus siger også mange gange i evangeliet: Den, der ophøjer sig selv, skal fornedres, men den, der fornedrer sig selv, skal ophøjes.

For at du ikke skal fortvivle, bliver det salige evangelium forkyndt for dig. Den frelsende nåde skinne for dig og åbenbare, hvad du videre skal gøre, så du ikke fortvivler. Og det er evangeliet, nådens lys og åbenbarelse, som apostlen taler om, når han siger: Kristus gav sig selv hen for os. Give derfor agt på evangeliet, luk dit hjertes øje op, og lad den frelsende nåde skinne og lyse for dig og lære dig hvad du skal gøre. Evangeliet er jo den prædiken, som er forkyndt for alle mennesker. Og her forklares, hvad den åbenbarede nåde er.

Her må du holde dig fra den fejltagelse, at man ikke hører evangeliet, når man hører Paulus' eller Peters breve. Lad dig ikke forvirre af ordet ”brev” eller ”epistel”. Alt, hvad Paulus skriver i sine breve, er det rene evangelium, som han selv siger i Rom 1, 1 og 1 Kor 4, 15. Ja, jeg tør sige, at evangeliet er klarere og tydeligere i Paulus' breve end i de fire evangelier. De har beskrevet Kristi liv og ord, som ingen dog forstod, før Helligånden kom og forklarede det. Paulus skriver derimod ikke om Kristi liv, men udtrykker tydeligt, hvorfor Kristus kom og hvordan man skal få gavn af ham.

Hvad er vel evangeliet andet end en prædiken om, at Kristus har givet sig selv hen for os for at forløse os fra synden, så at alle, der tror det, virkelig også skal være fri? De skal altså fortvivle på sig selv og alene holde sig til Kristus og forlade sig på ham. Evangeliet er en nådig og trøstefuld tale, der trænger ind i de hjerter, der fortvivler på sig selv. Derfor betyder ordet evangelium et glædelig, godt og nådig budskab, der glæder og trøster et bedrøvet og forskrækket hjerte.

Se derfor til, at du tror, det er sandt, hvad apostlen siger dig i evangeliet, nemlig at Kristus har givet sig selv hen for dig, for at løskøbe dig fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom.  
Af dette følger for det første, at du må tro og bekende, at alt dit væsen er urent og uretfærdig. Uden for Kristus og i dig selv må du lad natur, fornuft, evner og fri vilje være intet, for ellers måtte du beskylde dette evangelium for løgn. Evangeliet lærer jo, at Kristus ikke har givet sig hen for de retfærdige og rene. Hvis vi selv var retfærdige og rene, hvorfor behøvede Kristus da at give sig hen for os? Det ville jo være en tåbelig hengivelse.

For det andet må du tro, at han har givet sig hen for dig, for at din urenhed og uretfærdighed skulle borttages ved hans hengivelse, og du skulle blive ren og retfærdig ved ham. Tror du det, så virker denne tro alt dette. For hans hengivelse for dig kan ikke rense dig og gøre dig retfærdig på nogen anden måde end ved denne tro. Som Peter siger det i ApG 15, 9: ”Han rensede deres hjerter ved troen.” Af det ser du, at man ikke giver Kristus i hænderne på dig eller lægger ham i en kasse eller putter ham i din mund. Man fremstiller ham for dig alene ved ordet og evangeliet, og forklarer ham for dit hjerte gennem øret. Man tilbyder dig ham, som den, der har givet sig hen for dig, for din uretfærdighed og urenhed. Derfor kan du heller ikke tilegne dig ham med noget andet end med dit hjerte. Det gør du, når du åbner for ham og siger med hjertet: Ja, jeg tror, at det er sådan. Sådan går han ved evangeliet gennem ørene ind i hjertet og bor ved troen derinde. Så er du ren og retfærdig, ikke for dine gerningers skyld, men på grund af den gæst, som du ved troen har modtaget i dit hjerte. Se hvor rige og kostelige ting, det er.

Når nu en sådan tro er i dig og du har Kristus i dit hjerte, skal du ikke tænke, at han kommer fattig og ussel. Han medbringer sit liv, ånd og alt, hvad han er, har og formår. Derfor siger Paulus, at Ånden ikke bliver givet for nogen gernings skyld, men for evangeliets skyld. Når evangeliet kommer, har det Kristus med sig, og Kristus har sin Ånd med sig. Mennesket bliver derfor nyt og guddommeligt. Alt, hvad man derefter gør, er godt gjort. Man går heller ikke uvirksom omkring, for troen hviler ikke og holder ikke fri. Man taler da uafbrudt om Kristus og handler derefter. Det vækker verdens modvilje, som ikke vil høre eller finde sig i det. Så møder vi korset, og det gør livet surt for os, så vi længes efter den sidste dag. Dette er evangeliet og åbenbarelsen af den frelsende nåde.

Men hvordan kan vel et sådan hjerte se med skræk på døden og den yderste dag? Hvem vil gøre et menneske noget, når den store Gud og den frelsende Jesus Kristus på den yderste dag er på hans side og hjælper ham med al sin klarhed, storhed, majestæt og magt? Ingen anden skal holde den yderste dom end ham, der har givet sig selv for os. Han vil da ikke fornægte sig selv, men bekende at han har givet sig selv for dine synder, sådan som du tror. Hvad vil synden da gøre, når dommeren selv bekender, at han har borttaget synden ved sig selv? Hvem vil da anklage? Hvem vil dømme dommeren? Hvem vil overvinde ham? Han gælder mere end utallige verdener med alle deres synder.

Hvis nu Kristus ikke havde givet sig selv, men nogen andet for os, måtte man alligevel sætte sin lid til ham. Men når han nu tilmed har givet sig selv, hvad skulle så kunne forskrække os? Han måtte jo lade sig selv fordømme, før synden kunne fordømme den, som han har givet sig selv hen for.

Hvilken stor sikkerhed er det ikke her. Nu gælder det blot om, at troen er fast og ikke vakler. Kristus vakler sandelig ikke. Han står sikkert og fast. Men for at troen må stå fast og blive bevaret, skal den opøves og tilskyndes ved prædiken, handling og modgang. Gerninger hjælper ikke her og den onde ånd vil også kun angribe troen, fordi den ved, at det hele afhænger af den. Åh, at vi ikke kender vores goder og blot lader evangeliet med Guds frelsende nåde ligge i det skjulte. Ve jer I paver, biskopper, præster og munke! Hvad har i at gøre i kirken og på prædikestolen?

Det er sandelig en vigtig befaling. De ting, som dette brev lærer, skal ikke blot forkyndes, men man skal altid blive ved med det, formane og ruske folk op, så de føres til tro og rette gode gerninger. Man skal altid fortsætte og formane, selv om vi ved det i forvejen, så Guds ord altid er i sving. Det er en befaling, så vi ikke fylder kirken med fabler og menneskelære. Det er ikke nødvendigt med mange prædikeemner, når vi alene skal forkynde dette brevs indhold og altid blive ved med at formane og minde om det. Hele kristenlivet er sammenfattet i søndagens tekst. Det er det, vi skal forkynde og påminde folk om. Gud hjælpe os dertil!

Vær altså opmærksom på, at en prædikant har to opgaver, nemlig at lære og at formane. De, der intet kender, skal læres. Og de, der kender det, skal formanes, så de ikke glider tilbage, bliver dovne og falder, men i stedet går fremad mod enhver anfægtelse.