Luk 2, 1-14 (Julaften)

Der står skrevet i Haggajs Bog, at Gud vil få himmelen og jorden til at skælve, når han sender sin frelse. Det er gået i opfyldelse på denne dag. Himmelen bevægede sig, da englene i himmelen med deres sang lovede Gud. Også jorden bevægede sig, fordi enhver stod op og begav sig på rejse, den ene til en by, den anden til en anden by, i hele landet, som evangeliet siger. Alt foregik dog fredeligt, uden blodsudgydelse, fordi det var fremkaldt af fredens Gud. Det var heller ikke sådan, at alle lande på hele jorden satte sig i bevægelse. Det var kun den del, som var i romernes magt, så at der med ordene ”i hele verden” blot skal betegnes hele det romerske rige, som dog langtfra omfattede halvdelen af hele jorden. Desuden har intet land været i sådan bevægelse som det jødiske, der var inddelt efter Israels stammer, selv om det på den tid var Juda, der havde den største del af landet, efter at Israel ti stammer vare bortført til Assyrien uden at vende tilbage.

Denne indskrivning til beskatning har været den første, siger Lukas. I Matt 17, 24 og flere andre steder, kan man se, at sådanne beskatninger også senere er blevet foretaget, så de også krævede skat af Kristus og fristede ham med det, Matt 22, 17. Ja, på hans lidelsesdag anklagede man ham for at have forbudt at give skat. For jøderne betalte den ikke gerne og kunne ikke lide sådanne kejserlige beskatninger og pålæg. De påstod, at de vare Guds folk og uafhængige af kejseren, og havde dybtgående konflikter angående det spørgsmål, om de havde pligt til at betale skat. De måtte dog finde sig i det og kunne ikke værge sig imod det med magt. Derfor havde de gerne draget Kristus ind i striden og således ført ham i romernes vold. Så har da denne indskrivning ikke været andet end et almindeligt pålæg i alle lande om, at man årlig for hvert hoved havde at betale en vis skat. De embedsmænd, der indkrævede og fik denne og anden slags skat og told, kaldtes toldere, hvad nogle har antaget for ensbetydende med åbenbare syndere, men med urette.

Mærk med hvilken nøjagtighed evangelisten taler om tiden for Kristi fødsel, idet han siger, at den er sket på kejser Augustus tid, medens Kvirinius var romersk statholder i Syrien, som det jødiske land var en del af, ligesom Østrig er en del af Tyskland, og at det er sket under den første skatteindskrivning. Denne skat var altså aldrig betalt tidligere, førend netop da Kristus skulle fødes. Dermed antydes der, at hans rige ikke skulde være et verdsligt, at han heller ikke skulle regere på en verdslig måde over et verdsligt herredømme, men at han og hans forældre underkastede sig den verdslige øvrighed. Og derved, at han netop fødes under denne første indskrivning, lader han dette blive udenfor al tvivl. For havde han villet drage det i tvivl, måtte han være født senere, under en anden beskatning, så man havde kunnet sige, at det var sket tilfældigvis og uden at være bestemt i forvejen. Og hvis han ikke havde villet tilkendegive sin underordning, måtte han være født tidligere, før denne beskatning. Men nu, da alle hans gerninger udelukkende er kostbare lærdomme, så lader det sig her ikke dreje eller forstå anderledes, end at han ifølge det guddommelige råd og beslutning ikke vil blive en verdslig regent, men en undersåt. Dette er det første stød imod pavens og hans tilhængeres styre, der rimer med Kristi rige som nat og dag.

Evangeliet er så klart, at det ikke trænger til særlig megen udlægning, men det vil blot betragtes grundigt og tages alvorligt til hjerte. Ingen vil have større nytte af det end de, der holder deres hjerte stille, slå alle andre ting ud af tankerne og omhyggeligt skuer ind i det. Det er som med solen: i det stille vand spejler den sig og opvarmer det snart, mens man i det brusende og rindende vand ikke kan se dens billede, lige så lidt som den kan opvarme det.

Hvis du ønsker at gennemtrænges af evangeliets lys og varme og skue ind i Guds underfulde nåde, så gå et sted hen, hvor du kan være i fred. Så vil dit hjerte blive sat i brand og blive fyldt af andagt og glæde. Men for at give en anvisning, vil vi udlægge en del af det. Så kan man selv bagefter gå dybere ind i det.

Læg for det første mærke til, hvor aldeles simpelt og enfoldigt disse ting ske her på jorden og hvor højt de dog holdes i himmelen. På jorden går det således til: i Nazaret er der en fattig ung kvinde ved navn Maria, uden nogen anseelse, en af de mest upåagtede blandt byens kvinder. Ingen aner noget om det store under, hun bærer på. Selv tier hun også stille med det, gør ikke noget væsen af det, men anser sig selv som den ringeste i byen. Hun begiver sig på vej med sin mand, Josef. De har sikkert hverken tjenestepige eller medhjælper. Han er nok både herre og tjener, hun både frue og tjenestepige. De har altså måttet forlade huset, som det står, og har bedt en eller anden om at se efter det.

Det kan være, de havde et æsel, som Maria kunne sidde på, selv om evangeliet ikke beretter noget om det. Det kan godt være, hun måtte gå til fods. Tænk på, hvordan man så ned på hende i herbergerne, hun, som var værdig til at føres i guldkaret under stor pragt. På den tid var der også mange rigmænd, hvis kvinder og døtre sad lunt og godt inden døre i fine gemakker, mens den Guds moder midt om vinteren må vandre til fods, tung af sin graviditet. Så ulige kan det gå til! Nu er der jo mere end en dagsrejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa. De må lægge vejen om ad Jerusalem, for Betlehem ligger syd for Jerusalem, og Nazaret ligger mod nord.

Da de nu kom til Betlehem, blev hun behandlet som den elendigste og mest foragtede. Hun blev henvist til en stald, hvor hun må dele bord, kammer og leje med dyrene, mens mange onde mennesker sad ovre på kroen og lod sig opvarte. Ingen mærker noget til, hvad der foregår i stalden. Denne store trøst og skat er skjult for dem.

Hvor natten dog rugede over Betlehem, når man ikke engang kunne se dette lys! Og viser Gud ikke netop her, at han slet ikke agter de ting for noget, som verden er, har eller formår. Samtidig viser verden, hvor lidt den agter, hvad Gud er, har og formår.

Her har vi den første illustration af, hvordan Kristus gør verden med al dens gøren og laden og visdom til skamme. Han gør verdens største visdom til dårskab, dens ædleste gerninger til uretfærdighed, dens største goder til ulykke. Hvad havde Betlehem, når det ikke havde Kristus? Hvad har de nu, de, der dengang syntes, de havde alt, hvad de behøvede? Hvad mangler Maria og Josef nu, selv om de denne nat må undvære et herberg?

Nogle af de latinske fortolkere har opfattet det ord, som er oversat med herberg, som om det betød et halvtag ved vejen. De mener, Josef og Maria var så fattige, at de ikke havde råd til at tage ind på et herberg. Men det er nu ikke rigtigt. Evangelisten vil fortælle, at de måtte bruge en stald, fordi der ingen plads var på herbergerne. Alle værelserne var optaget af gæster, så disse stakkels mennesker måtte krybe sammen i en stald, hvor dyrene plejede at holde til. Som man kan se i Luk 22, 11 betyder grundtekstens ord netop et rum eller et gæsteværelse. Det hedder her: ”Hvor er der et rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?” Josef og Maria havde hverken penge eller indflydelse. Derfor henviste værten dem til stalden. Ak verden, hvor er du dog tåbelig! Ak menneske, hvor er du dog blind!

Men selve fødslen bliver endnu mere elendig, når man tænker på, at ingen forbarmede sig over den unge kvinde, der skal føde for første gang. Ingen brød sig om hende. Ingen havde set efter, om hun på det fremmede sted blot havde det allernødvendigste til fødslen. Nej, der ligger hun alene i mørket og natten, uden lys og varme. Ingen tilbyder hende hjælp, som man dog som en selvfølge plejer at gøre, når nogen skal føde. I herberget er der fuldt af mennesker fra alle kanter. De lever i sus og dus, og ingen skænker kvinden en tanke. Jeg kunne tænke mig, at hun ikke var klar over, at fødselen kom så tidligt, ellers var hun måske blevet i Nazaret? Hvad mon hun har haft at svøbe det lille barn i? Måske sit hovedtørklæde eller et andet klædningsstykke. Det hele har været meget ringe og usselt, at Kristus blev født et fremmed sted, under så fattige og elendige forhold midt i den kolde vinter?

Der er talt meget om, hvordan den fødsel foregik. Nogle mener, hun fødte sit barn under bøn og med glæde, uden smerte. Jeg vil ikke forkaste disse fromme tanker over for det, der skete. Måske har man talt sådan om det for de enfoldiges skyld. Men vi skal holde fast ved evangeliet, der ganske enkelt siger, at hun fødte sin søn, og ligeledes ved Trosbekendelsen, hvor vi bekender: født af Jomfru Maria. Her er ikke tale om skuespil, men som ordene fortæller os, drejer det sig om en virkelig fødsel.

Nu ved vi godt, hvad en fødsel indebærer, og hvordan den går for sig. Hun oplevede det samme, som enhver kvinde oplever, for at hun skal være hans rette mor og han hendes rette søn. Derfor har hendes legeme reageret, som ved en almindelig fødsel. Blot fødte hun sit barn uden synd, uden skam, uden smerte og forfærdelse, ligesom hun undfangede uden synd. Hun var ikke under Evas forbandelse, hvor det hedder: ”Med smerte skal du føde dit barn.” Men i øvrigt oplevede hun nøjagtigt det samme som alle fødende kvinder. For nåden går ikke på tværs af naturen eller hindrer den, men hjælper og forbedre den. Derfor har hun også på helt naturlig måde ammet ham selv og ganske sikkert ikke med fremmed mælk.

Det gælder om, at vores tro har en fast grund at stå på, hvor Kristus forbliver sandt menneske, gjort lig med os i alle ting, undtagen hvad synd og nåde angår. Vel var hans og hans mors natur ren. Der findes heller ingen kvindelig natur, som har udført sit naturlige hverv uden synd med undtagelse af den ene jomfru, i hvem Gud denne ene gang bragte naturen til ære og værdighed. Jo dybere vi drager Kristus ind i vort eget kød og blod, desto større trøst giver det os. Derfor skal man ikke forbigå hans egen og hans mors menneskelige natur. Teksten taler klart om det: hun fødte sin søn. Og han er født, som englene også sagde det.

Hvordan kunne Guds godhed bedre komme til syne end ved således at sænke sig dybt i kød og blod, hvorved han viser, at han ikke foragter den naturens hemmelighed, som gennem Adam og Eva blev trukket ned i en skændsel og vanære. Dette er rene underværker.  
Hvordan kunne man også få et bedre billede på seksuel renhed end denne fødsel? Her falder alt urent begær og urene tanker til jorden, når vi betragter denne fødsel og tænker på, hvordan den høje Majestæt med fuld alvor og overstrømmende kærlighed virker i denne jomfrus kvindelige kød og blod. Intet billede af en kvinde kan give en mand så rene tanker som billedet af denne jomfru. Og heller ikke kan noget billede af en mand give en kvinde så rene tanker, som dette barn. Det er udelukkende renhed og disciplin, der stråler ud af dette billede, hvis man er opmærksom på den guddommelige gerning deri.

Men hvad sker der nu i Himmelen ved denne fødsel? Lige så foragtet, som den er på jorden, lige så højt æret er den i Himmelen. Hvis en engel roste dig og dit værk, tror du så ikke, at du ville værdsætte det langt højere end al verdens ros og ære? Ville du så ikke være i stand til at tåle megen ydmygelse og foragt? Tænk, hvilken ære det så må være, når alle Himmelens engle bryder ud i lovsang og opsøger de fattige hyrder ude på marken for at prædike og synge og juble i overstrømmende glæde. Hvad betyder så al Betlehems hyldest og æresbevisning i forhold til det! Ja, om det så var al jordens kongers og fyrsters hyldest tilsammen! Som støv og snavs at regne, noget ingen vil agte på, sammenlignet med den himmelske glæde og lovprisning.

Se, hvor overstrømmende Gud ærer dem, der sidder i det lave, til dem i dyb fornedrelse. Her kan du se, at Gud har sit blik mod det lave og ringe. Som der står i Salme 113, 56: ”Hvem er som Herren, vor Gud, i himmel og på jord, så højt som han troner, så dybt ned som han ser?” Englene fandt heller ikke frem til stormænd og fyrster, men til ulærde lægmænd, ja, til de allermindste og ringeste på jorden. Burde de ikke have forkyndt det for ypperstepræsterne og de skriftkloge i Jerusalem, de, som vidste så meget om Gud og englene? Nej, det var de fattige hyrder, der fandtes værdige til al den himmelske nåde og ære, de, som på jorden ikke blev regnet for noget. Gud tilsidesætter alt det, der i vore øjne er stort. Når vi stræber efter at komme opad, kommer vi stadig længere bort fra hans åsyn, for han ser ned i dybet til den, der intet er.

Det er nok for den enfoldigt troende. Så kan enhver grunde på det for sig selv. Guds ord er som ild, der sætter hjertet i brand, som der står skrevet i Jer 23, 29: ”Mit ord er som ild.” I Guds ord kan vi lære Gud og hans gerninger at kende, så vi anser dette liv for intet. For Kristus havde heller ikke gods og ære og magt her på jorden. Han regnede det ikke for noget, men talte tværtimod om det, som verden ikke bryder sig om og fremhævede det, som den lader ligge. Selv om vi ikke kan lide at høre det og ikke gerne giver slip på rigdom, ære og liv, så må det dog være sådan. For det bliver ikke anderledes. Det er, hvad Gud lærer os. Vi må rette os efter ham. Det er ikke ham, der retter sig efter os. Det ser ikke lyst ud for den, der ikke vil agte på Guds ord, også når det gælder disse ting. Hvor meget snarere burde vi ikke finde trøst i det, at Gud er nådig mod de små og foragtede her på jorden. Det var det, englene frydede sig over ved Jesu fødsel, og som de ikke bekendtgjorde for andre end for de fattige hyrder.

Guds ord vil først og fremmest lære os troen at kende. Men at tro vil ikke blot sige at tro, at beretningen er sandfærdig. Det hjælper intet som helst, for det tror alle syndere, også de fordømte. Om denne tro lærer Skriften og Guds ord intet, da den er noget, menneskets natur selv frembringer uden nådens hjælp. Derimod er den rette og nådefulde tro, at du fuldt og fast tror, at Kristus lod sig føde for din skyld, at hans fødsel er din, sket for at gavne dig. For evangeliet lærer os, at Kristus blev født for vores skyld, og har gjort og lidt alt for vores skyld, som engelen også siger: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” I disse ord fremgår det ganske klart, at han blev født for vores skyld.

Engelen siger ikke bare sådan i al almindelighed: En frelser er født, men: for jer, for jer er han født. Han siger heller ikke: Jeg forkynder en stor glæde, men: for jer, for jer forkynder jeg en stor glæde. Og den glæde er for hele folket. Denne tro har et fortabte eller onde menneske ikke. Den er nemlig selve salighedens grund. Den forener Kristus og den troendes hjerte således, at de har alt fælles. Og hvad er det så, de har?

Kristus er født ren, uskyldig og hellig. Mennesket derimod er født urent, syndigt og fortabt, som David siger i Salme 51, 7: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.” Mennesket kan ikke hjælpes på anden måde end gennem Kristi rene fødsel. Men Kristi fødsel kan ikke uddeles håndgribelig. Det vil heller ikke være os til nogen hjælp. Derfor bliver den uddelt åndeligt til enhver gennem Ordet. Alle, der i tro holder fast ved det, har fået Kristus skænket, så den urene fødsel ikke længere gør nogen skade. Det er den måde, vi bliver rensede fra alt det, der hører sammen med at være født ind i Adams syndige slægt. Derfor lod Kristus sig føde, for at vi skal fødes på ny ved ham, som han siger det til Nikodemus i Joh 3, 3. Det sker ved denne tro, som Jakob 1, 18 siger: ”Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.” Se, således tager Kristus vores fødsel og sænker den ned i sin egen fødsel. Og han skænker os sin fødsel, så vi deri bliver rene og nye, som var det vores egen. Derfor kan en kristen fryde og glæde sig over Kristi fødsel, som var han selv legemlig født af Jomfru Maria. Den, der ikke tror det, eller tvivler på det, han er ikke en kristen.

Det er den glæde, engelen taler om. Det er trøsten og den ubeskrivelige gave fra Gud, at det menneske, der tror, kan rose sig af den skat: Maria er hans rette mor, Kristus hans bror og Gud hans far. Disse ting er sande og bliver en realitet for os, hvis vi tror. Her er selve kernen og skatten i alle evangelierne, som kommer først, inden man tager fat på gerningerne. Kristus må først og fremmest være vores og vi hans, inden vi griber til gerningerne. Og det sker alene ved troen, som lærer os at forstå evangeliet ret, så man tager fat i den rigtige rækkefølge. Det er at kende Kristus ret. Det gør samvittigheden glad, fri og tilfreds. Ud af det vokser kærlighed og lovprisning af Gud, der har skænket os så overstrømmende goder gratis ved Kristus. Herpå følger et villigt sind til at gøre, undlade og lide alt, hvad der behager Gud, det være sig liv eller død.

Det taler Esajas om i 9, 5: ”Et barn er født os, en søn er givet os.” Os, os – os er han født og os er han givet. Se derfor til, at du i evangeliet ikke blot henter en dejlig stemning ved selve historien. Den vil ikke vare længe. Heller ikke blot et godt eksempel, for det hjælper dig heller ikke uden troen. Men se til, at du gør den fødsel til din egen og bytter dit liv med hans, så du bliver befriet fra din egen fødsel og overtager hans. Det sker, når du tror. Så sidder du straks på Jomfru Marias skød som hendes eget kære barn.

I den tro må du øve dig, om den må du også bede, så længe du lever. Den kan aldrig styrkes for meget. Troen er vores ædleste skat og grundvold, som vi kan bygge vore gerninger på.

Først må Kristus altså blive din, så du ved troen på ham bliver renset og får arven og den ædle skat i eje uden nogen fortjeneste, men ved Guds kærlighed alene, der giver dig sin Søns goder og gerninger til ejendom. Derefter er Kristus også eksempel på de gode gerninger, så du handler mod din næste, som Kristus har gjort mod dig. Her lærer man de gode gerninger af sig selv. For sig mig: Hvilke gode gerninger gjorde Kristus? Var de ikke gode alle sammen, fordi de skete til bedste for dig på grund af Guds vilje, som havde befalet ham at gøre disse ting? Kristus har altså været lydig mod Faderen, ved at han har elsket og tjent os.

Når du nu er mæt og rig, har du ingen andre bud, som du kan tjene Kristus med, end at du udfører alle dine gerninger til næstens gavn og gode. Det var det, han talte om ved nadveren: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.” (Joh 13, 34). Her ser du, at han har elsket os og gjort alt for vores skyld. Så skal vi da også gøre det samme – ikke over for ham, for han har ikke brug for det – men over for vores næste. Det er det, hans bud går ud på, det er deri, vores lydighed består. Altså udretter troen det, at Kristus er blevet vores og hans kærlighed gør, at vi er blevet hans. Han elsker, vi tror, og deraf opstår der en dyb enhed. På samme måde: Vores næste tror og venter på vores kærlighed, så skal vi også elske ham og ikke lade ham vente forgæves på os. Det ene er som det andet, Kristus hjælper os, så hjælper vi også vores næste, og dermed har vi alle, hvad vi behøver.

Her kan du se, hvor lang man har fjernet sig fra den rette vej, når man har bundet de gode gerninger til bygninger, tøj og bestemte fødevarer. Hvad hjælper det din næste, at du bygger en kirke af det reneste guld? Hvad hjælper store og fine kirkeklokker? Hvad hjælper al den pragt og halløj i kirken med messehagler, udsmykninger og regler? Tror du, at du kan betale Gud med klokkeklang, bønnelys og fine ritualer? Han har ikke befalet dig noget af dette. Men ser du din næste fare vild, synde eller lide nød, så skal du lade alt andet falde og spring til, for at hjælpe ham med alt, hvad du er og har. Om du ikke kan andet, kan du dog hjælpe ham med ord og forbøn. Sådan har Kristus gjort mod dig og givet dig et forbillede, så du skal gøre det samme. Se, det er de to stykker, hvori en kristen skal øve sig: Først at du grundigt tilegner dig Kristus og ved troen gør ham til din egen, så du iklæder dig Kristi velgerninger og bygger kækt på dem. Dernæst at du stiger ned til din næste og lader ham vandre i dine goder, ligesom du vandre i Kristi goder. Den, der ikke praktiserer disse to ting, ham vil det ikke hjælpe, om han så fastede sig til døde, lod sig pine og slå ihjel eller udførte alle undergerninger, som Paulus lærer i 1 Kor 13.

Nu har menneskets natur ikke kunne udtænke dette selv. Hvem ville selv finde på, at troen på Kristus gør os til ét med ham og skænker os alle Kristi goder? Og hvem ville finde på, at ingen andre gerninger er gode, end dem, der kommer vor næste til gode? Vor natur lærer ikke mere end at handle efter lovens bogstav. Derfor opfinder den sine egne gerninger. Nogen bygger klostre, andre faster, andre går i speciel tøj. De mener, at de opfylder budene, men det er ikke andet end selvvalgte, unyttige handlinger, der ikke gavner andre. Hele verden bliver forblindet ved disse menneskelige påfund og gerninger, så troen og kærligheden er druknet sammen med evangeliet. Evangeliet er nemlig en fuldstændig overnaturlig prædiken og lysstråle, som kun Kristus kan tænde.

Det fremgår af teksten ved at det ikke var mennesker, men en engel fra Himlen, der kom og fortalte hyrderne om Kristi fødsel. Intet menneske vidste om det. Det antydes også af, at fødslen skete ved midnatstide, hvor hele verden lå i mørke med sin forstand. Det lys, der overstrålede hyrderne, viser også, at der måtte et helt andet lys til end den menneskelige fornuft. Lukas siger her, at ”Guds herlighed” strålede om dem. Han betegner dermed dette lys som Guds herlighed eller ære. Hvorfor det? For at antyde hemmeligheden og pege på evangeliets særart. Fordi evangeliet er et himmelsk lys, som alene Kristus lærer og i hvilket Guds nåde bliver skænket os til Guds ære. Ingen kan længere prale af egen formåen, men må give Gud æren, at det udelukkende skyldes hans kærlighed og godhed, at vi bliver frelst gennem Kristus. Guds ære og pris er evangeliets lys, der omstråler os fra Himlen via apostlene og deres efterfølgere, som prædiker evangeliet. Englen er nemlig et billede på alle prædikanter og hyrderne på alle deres tilhørere. Derfor tåler evangeliet ingen anden lærer ved sin side, for menneskelære er jordiske lys, der ærer og priser mennesket. Det gør mennesker hovmodige, som stoler på deres egne gerninger, hvor evangeliet lærer os at stole på Kristus og prale af ham.