Rom 11, 33-36 (Trefoldighedssøndag)

Den menneskelige fornuft og visdom kan af sig selv nå så langt, at den kan slutte, om end med besvær, at der må være et eneste, evigt, guddommeligt væsen, som har skabt, opretholder og styrer alle ting. Når den ser sådanne skønne, velordnede skaberværker over alt i naturen, der på en så vidunderlig og ordnet måde har deres bestemte pladser og funktioner, så må den indrømme, at det ikke er muligt at noget sådant skulle være blevet til tilfældigt eller være skabt og styret af sig selv. Der må være en skaber og herre, hvorfra alt kommer og styres. Gud kan altså erkendes gennem sit skaberværk, som også Paulus siger i Rom 1,20: ”Guds usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger”.

Dette er en erkendelse gennem virkningerne, hvor man betragter Gud i det ydre, i hans gerninger og styre. Ligesom når man betragter et slot eller et hus udvendigt, og dermed aner noget om slotsherren eller husejeren. Men et forhåndskendskab om det indre, om hvad eller hvordan Gud er i sig selv eller i sit inderste væsen, det har ingen menneskelig visdom nogensinde haft. Ingen kan heller vide noget derom, uden de, der får det åbenbaret ved Helligånden. For ligesom ingen ved, hvad der bor i et menneske, uden menneskets ånd, der er i ham, som Paulus siger i 1 Kor 2,11: ”Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd.” Udefra kan jeg vel se, hvad du gør, men jeg kan ikke se, hvad du har i sinde og tænker. Modsat kan heller ikke du vide, hvad jeg tænker, med mindre jeg giver det til kende gennem ord eller tegn.

Så meget mindre kan vi se og vide, hvad Gud i sit eget, hemmelige væsen er, førend Helligånden, som ransager og skuer Guds dybder, åbenbarer det, som Paulus siger i 1 Kor 2,10. Det gør Helligånden gennem denne prædiken. Her lærer han os, at der i den guddommelige majestæt ikke er mere end et eneste, udelt væsen, der dog er således beskaffen, at der for det første er den person, der kaldes Faderen. Af ham er den anden person, som kaldes Sønnen, født fra evighed af. Og den tredje person, der udgår fra dem begge, og som kaldes Helligånden. Disse tre personer er ikke adskilte som to eller tre brødre eller søstre, men forbliver et eneste, udelt og udeleligt væsen.

Noget sådant, siger jeg, er ikke udgrundet ved menneskelig visdom, som ikke kan klatre op og stige ind i Himlen, men det er åbenbaret fra Himlen af. Derfor er det også alene de kristne, der kan tale om, både hvad det guddommelige væsen er i sig selv, og også hvorledes han i det ydre viser sig i sin skabning, og hvilke tanker han har med mennesker, nemlig at de skal blive salige. Alt dette hører de fra Helligånden, der åbenbarer og forkynder det gennem ordet.

De andre, der ikke har en sådan åbenbaring og derfor dømmer efter egen klogskab, som jøderne, muhamedanerne og hedningerne, de må anse en sådan prædiken for den største vranglære og det værste kætteri. De siger, at vi kristne er tåbelige og gale, som laver tre guder, selvom al fornuft - og også Guds ord - lærer, at der ikke kan være mere end en. Det kan ikke passe, at der er mere end én husfar i huset og mere end én konge i et kongerige, endnu mindre at der er mere end én Gud, der regerer over himmel og jord. Med en sådan visdom mener de, at have gendrevet os og gjort vor tro til spot og foragt. Som om vi var så store fjolser og grødhoveder, at ikke også vi kan se dette. Vi er, Gud ske tak, lige så kloge som de, og strider og beviser lige så godt som de, om ikke bedre og med bedre grunde end deres Koran og de jødiske kommentarer, at der ikke er mere end én eneste Gud.

Men vi siger og ved desuden ud fra Skriften, at når vi skal tale om disse guddommelige ting, så er det langt fra nok at bruge sin forstand og pukke på sin store visdom, men dertil hører en højere erkendelse end noget menneske kan præstere, for at behandle denne og alle andre artikler i vor tro. Det er kun et ringe kendskab, man har til Gud, når man ikke ved mere end hvad også hedningerne kan erfare og slutte ud fra almindelig logik. Også hedningen Aristoteles konkluderer i sin bedste bog ud fra ordene hos den viseste digter, Homer, at der ikke kan være noget godt styre dér, hvor der er mere end én herre, som hvor der i et hus er mere end én husfar eller husmor til at bestemme over tjenestefolkene. Derfor må ethvert styre alene have én herre og konge.

Dette er ganske vist rigtigt og sandt. For Gud har også indplantet et sådant lys og forstand i den menneskelige natur, så han har givet en antydning og billede af sit guddommelige styre, at han er al skabningens eneste herre og skaber. Men dermed er det høje, evige, guddommelige væsen endnu ikke tilstrækkeligt udforsket og erkendt. For selvom jeg har lært, at der er ét eneste guddommeligt væsen, der regerer alle ting, så ved jeg dog stadig ikke, hvad og hvordan det i det indre går for sig i selve det guddommelige væsen. Det kan ingen sige mig, uden hvor Gud selv åbenbarer det gennem sit ord.

Nu har vi kristne Skriften, hvorom vi med sikkerhed ved, at den er Guds ord. Den har jøderne også, og er fra deres fædre kommet til os. Derfra, og ingen andre steder, stammer alt, hvad man ved om Gud og de guddommelige gerninger, også hos muhamedanerne og hedningerne - altså det, der hos dem ikke er åbenbare fabler og eventyr. Skriftens ord er med store undergerninger blevet bevidnet og stadfæstet lige til i dag. Den lærer os altså om denne artikel, at der ikke er andre guder eller guddommelige væsener uden denne ene Gud. Skriften beskriver ikke alene Gud udefra, men fører os ind i hans inderste væsen og viser os, at der i denne ene er tre personer. Dog ikke tre guder eller tre guddomme, men et eneste, udelt, guddommeligt væsen.

En sådan åbenbaring følger og udspringer netop af Guds højeste gerning, der er en tilkendegivelse af hans guddommelige rådslutning og vilje, som han fra evighed af har besluttet. Ifølge den har han gennem forkyndelsen givet løfter om, at hans Søn skulle blive menneske og dø, for dermed at forsone menneskeslægten med Gud. Vi kunne ikke hjælpes fra vort forfærdelige fald i synd og evig død, uden ved en evig person, der har magt over synd og død, så han kan udslette dem og i stedet give retfærdighed og evigt liv. Derfor kunne det ikke være en engel eller nogen anden skabning, men måtte være Gud selv. Nu kunne Faderens person ikke gøre det, da det var ham der skulle forsones, men det måtte være en anden person, som havde været med til at beslutte dette, og gennem hvem og på grund af hvem forsoningen skulle ske.

Altså er der to forskellige personer. En, der bliver forsonet, og en anden, der bliver sendt til forsoning og bliver menneske. Den ene kaldes Faderen, som den første, der ikke har sit udspring fra nogen andre. Den anden kaldes Sønnen, der er født af Faderen fra evighed af. Dette viser og bevidner Skriften, idet den om Guds Søn i Sl 2, 7 siger: ”Du er min Søn, jeg har født dig i dag.” Ligeledes i Gal 4, 4: ”Da tidens fylde kom, udsendt Gud sin Søn osv.” Heraf følger, at fordi Sønnen kaldes en person, må han nødvendigvis være forskellig fra Faderens person.

På samme måde bliver også Helligånden omtalt som en speciel og særlig person, der bliver sendt eller udgår fra Gud Fader og Søn. Således i Joel 3, 1: ”Jeg vil udgyde min Ånd over alt kød”. Her bliver der udgydt en Ånd, som kaldes Guds eller en guddommelig Ånd, og må være af samme guddommelige væsen. Ellers kunne det ikke hedde ”min Ånd”. Samtidig må det være en selvstændig person, som ikke er lig med den, der sender eller udgyder. Da Ånden desuden viser sig i skikkelse af en due og en flamme, så må det være en anden person end både Faderen og Sønnen.

Ligeledes gælder det, at når vi lærer, at Guds Søn er blevet menneske med samme natur som os, for at forløse os fra synd og død, og skænke os evigt liv, uden al vor fortjeneste og medvirken, så giver vi ikke hverken jøder eller muhamedanere mindre grund til latter og spot, end når vi taler om de tre personer. Dette er endnu mere urimeligt for den menneskelige visdom, der i sin jødiske og muhamedanske, ja, hedenske prædiken slutter, at Gud er en eneste, almægtig herre over alle, som har skabt alle mennesker og givet dem loven, for at de skal leve derefter. Deraf følger, at han er nådig mod de fromme og lydige, men straffer og fordømmer de ulydige. Den, der derfor gør gode gerninger og vogter sig for synder, ham vil han belønne osv.

Dette er udelukkende hedenske tanker, udsprunget fra samfundets borgerlige indretning og styreform. Som om det i Guds rige skulle foregå på samme måde, som når en husfar styre børn og tjenestefolk. Sådanne kalder man gode ledere og herrer, som gør denne forskel mellem sine. En sådan hedensk visdom, hellighed og gudstjeneste lærer og driver også paven. Sådan troede vi alle i pavedømmet og vidste ikke andet - jeg lige så vel som de andre. Ellers ville vi have lært og handlet anderledes. Kort sagt, den, der ikke har denne åbenbaring og Guds ord, han kan ikke tro og lære anderledes.

Med denne tro var vi ikke bedre stillet end hedningerne og muhamedanerne. Ja, vi kunne ikke værger os mod nogen forførelse og løgn, der udgav sig for en god gerning og en gudstjeneste. Dengang måtte vi følge enhver slyngel, der kom med sin munkekappe, i stedet for Kristus. Vi mente, at de, der overholdt sådanne ting, blev salige. Hele verden var fuld af falsk gudsdyrkelse, hvilket Skriften kalder afgudsdyrkelse, udsprunget af menneskelig klogskab. Da bliver man taget til fange, når man tror, at alt sådant er gode gerninger, gjort i lydighed mod Gud. De ved ikke bedre. Og hvordan skulle de vide det, når det ikke bliver dem åbenbaret? Og hvor det bliver forkyndt, vil man ikke hører det, men følger sine egne tanker. Det forbliver altså skjult og ubegribeligt for dem, som Paulus siger her ”hvem har lært Herrens sind at kende?”

Os er Guds råd og sind derimod åbenbaret og forkyndt, hvordan og hvorfor Gud sendte og gav sin Søn i vort kød. For vi ved fra Guds ord, at intet menneske kan retfærdiggøre sig selv for Gud, men at alt, hvad vi lever og gør, er under Guds vrede og fordømmelse. Vi er nemlig fuldstændig født i synd og er af natur ulydige mod Gud. Skal vi blive fri fra synden og blive frelst, må vi tro på denne mellemmand, Guds Søn. Han tog vor synd og død på sig, og betalte derfor med sit blod og sin død. Og ved sin opstandelse forløste han os derfra.

Ved det forbliver vi, selvom vi på grund af denne tro bliver hånet af den hedenske klogskab, der lærer, at Gud belønner de fromme. Det ved vi meget godt, også uden deres belæring. Her må vi imidlertid have en højere visdom, der ikke er udtænkt af os eller opstået i vort hjerte, men gennem guddommelig åbenbaring skænket os af ren nåde.

Vi vil ikke med vor egen forstand og tanker udforske Guds planer, tanker og veje, for derved at blive Guds rådgiver. Sådan som de, der imod Paulus' ord her, understår sig i, at gribe Gud i hans guddom og ikke ønsker at modtage eller lære noget fra ham, men at give ham noget, så de kan blive belønnet. De gør sig så mange guder, som deres tanker er, i hvilke de udtænker og drømmer sig til en gud. Enhver munkeorden eller anden selvvalgt gerning må gælde lige så meget som det, Gud Fader, Søn og Helligånd i den evige rådslutning har besluttet og udført. De er altså ikke andet end munkekuttebærere og gerningslærere, hvad også åbenbare, grove lovovertrædere vel kunne præstere. Og når de længe har gjort dette, ved de dog stadig ikke, hvordan de har det med Gud. Det bliver som Paulus siger: ”Hvem har lært Herrens sind at kende, så han skulle kunne undervise ham?”

Det kan ikke kaldes at kende Herrens sind, at du selv strikker noget sammen, hvad du selv kan udtænke, opfinde og fatte, udenom enhver guddommelig åbenbaring. Hvad hjælper det dig, hvis du ikke kan sige andet end, at Gud er den fromme nådig og straffer de onde? Hvem forsikrer dig, at du er from og behager Gud med dit papistiske og muhamedanske munkevæsen og hellighed? Er det nok at sige, at den, der overholder disse ting, ham vil Gud give himlen? Nej, kære ven, her gælder det ikke at komme med, hvad du selv mener og siger. Det kan jeg lige så godt som du. Så udtænker enhver noget specielt. Den ene en grå munkekappe, den anden en sort, osv. At høre og erfare, hvad Guds råd, vilje og hensigt er, det kan intet menneske sige dig ud fra sit eget hoved. Ingen bog på jorden kan lære dig det, uden alene det ord og det skrift, som Gud selv har givet os. Heri forkyndes os, at Gud har sendt sin Søn til verden, for at forløse den fra synden og Guds vrede. Den, som tror på ham, skal eje det evige liv.

Se, det er hvad Paulus i denne epistel vil vise de kristne, at disse høje guddommelige sager, dvs. både hans virkelige guddommelige væsen og hans vilje, styrelse og gerninger, fuldstændigt overgår alle menneskers tanker, forstand og visdom. Kort sagt, det er og bliver helt ubegribeligt, uudgrundeligt og totalt skjult for den menneskelige forstand. Alt er forgæves, ja, mørke og løgn, hvad den tager sig for at udforske, vide, lære og forstå. Hvis noget skal læres, erkendes og begribes, må det ske alene gennem åbenbaringen, dvs. ved Guds ord, der er givet fra Himlen.

Disse ord hos Paulus henfører vi ikke til spørgsmålet om Guds forudbestemmelse af hvert enkelt menneske, om det skal blive frelst eller ej. Dette spørgsmål vil Gud overhovedet ikke, at vi spørger om eller udforsker. Derfor har han heller ikke givet nogen særskilt åbenbaring om dette, men henviser ethvert menneske til evangeliets ord. Dette skal de regne med og lytte til, og vide at de, der tror det, skal blive frelst. På denne måde har alle hellige grebet det evige liv og haft fuld tillid til deres udvælgelse, ikke på grund af en speciel åbenbaring om deres forudbestemmelse, men ved troen på Kristus. Derfor vil heller ikke Paulus - efter at han i de tre foregående kapitler har behandlet forudbestemmelsen - at nogen skal spørge eller undersøge, om han er forudbestemt eller ej. Tværtimod fremholder han evangeliet og troen for enhver. Ligesom han tidligere har lært, at vi bliver frelst ved troen på Kristus, således siger han også her i kap. 10, 8: ”Ordet er dig nær, i din mund og dit hjerte”. Han forklarer videre, at dette ord bliver forkyndt for alle mennesker med den hensigt, at alle skal tro det. Som han fortsætter: ”De har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder ham. For enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.” (Rom 10, 12-13).

Det, han behandler i disse kapitler, er Guds forunderlige styre i sin kirke. De, der har navn og ros af at være Guds folk og kirke (som f.eks. Israels folk), de bliver forkastet for deres vantros skyld. De andre, der ikke tidligere har været Guds folk, men har levet i vantro, de bliver nu Guds sande kirke og frelst, fordi de modtager evangeliet og tror på Kristus. Det er altså alene deres egen vantros skyld, at de bliver forkastet. For Guds nåde og barmhjertighed i Kristus bliver tilbudt til evigt liv, uden nogen fortjeneste, til dem, der før levede i vantro og synd, blot de vil modtage og tro det. Som Paulus siger: ”Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle” (Rom 11, 32).

Herefter følger nu denne tekst, hvor han på grund af stor forundring over Guds styre i sin kirke, udbryder: ”O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelig er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!”

Det er Guds høje tanker og planer, der langt overgår alle menneskers, ja, alle skabningers, forstand og tanker, at han så rigeligt udøser sine gaver af ren nåde og barmhjertighed. Han udvælger de arme, elendige, uværdige, som er indesluttet under synden, dvs. de, der føler og erkender sig i sandhed for Gud at være under den evige vrede og fordømmelse. De skal vide både hvad han i sit indre guddommelige væsen er, og hvad han har på hjerte, nemlig at han ved sin Søn vil give dem, der tror, evigt liv og salighed. De andre, der stolt og sikker bryster sig af sine store gaver, at de er kaldet til at være Guds folk frem for andre, har særskilte løfter, profeter og fædre, osv., og mener, at Gud ikke kan og vil anse andre folk på jorden for sit folk og sin kirke, dem forkaster og fordømmer han på grund af deres vantro, i hvilken deres stolthed og indbildning om egen visdom og hellighed holder dem fanget.

Det er sandelig en rig, uudsigelig, guddommelig visdom og erkendelse, som kun de har, der tror på Kristus, at de kan skue ind i Guds dybder og se, det guddommelige hjertes tanker og sind. Dog kan de i deres svaghed ikke fuldkomment begribe det, eller forstå det længere end, de i troen fatter det åbenbarede ord - som i et spejl, i en gåde (som Paulus siger det i 1 Kor 13, 12). For den blinde, vantro forstand er det derimod skjult, så der overhovedet intet er deraf i deres sind og tanker. Ja, de vil slet ikke hører eller vide noget derom, selvom det blev dem åbenbaret.

Paulus har set og erfaret, hvordan især det hovmodige jødiske folk gjorde kraftig og hårdnakket modstand mod evangeliets prædiken. Han må forundre sig over det og udbryder: hvad skal jeg sige mere? Jeg ser jo, at det ikke er andet end Guds dybe, uudgrundelige visdom og hans ubegribelige dom og uudforskelige veje, osv. Således siger han også i 1 Kor 2, 7: ”Vi prædiker Guds visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed. Den har ingen af denne verdens fornemme kendt”.

Dybderne og rigdommen i denne visdom og erkendelse skal vi kristne erkende ved troen - for eller er den ikke til at fatte eller begribe, som han selv siger. Da verden ikke gør det, må vi holde det for sandt og give Gud den ære, at han i sandhed er en vis, retfærdig, gavmild Gud og Herre, hvis rigdom og fylde ikke kan udsiges. Al skabningen burde love og prise ham for, at han på så vidunderlig en måde styrer sin kirke ved sit ord og åbenbaring. De, som hører og modtager det, får derved et sådant lys, at de omvender sig til ham og erfarer frelsen. Det kan de andre ikke. Denne uudsigelige godhed viser han mod alle, der befinder sig under synden og Guds vrede. De uværdige og fordømte flytter han fra dødens og helvedes magt over i nådens og det evige livs rige. Blot de søger nåde og tror på hans Søn, Kristus.

Modsat forkaster og fordømmer han som en retfærdig dommer dem, der ikke vil tro og give agt på den åbenbaring og det vidnesbyrd om sin vilje, som han har vist i sin Søn, men tværtimod trodser og pukker på deres egne blinde visdom og retfærdighed. Berøvet nådens trøst og lys må de for altid være afsondret og forkastet fra Guds rige, uanset hvor stort navn og kald de har, så de anses for Guds folk og kirke.

Dette er Guds ubegribelige domme og hans uudforskelige veje, dvs. hans styre og gerninger. Guds domme kaldes det, som han anser for ret og uret, hvad der behager ham eller ikke, hvad han belønner eller straffer. Kort sagt, hvad man skal gøre eller undlade. Hans veje er, hvad han vise og vil gøre mod mennesker. Det formår mennesket ikke selv at se eller at udtænke med sin forstand. Her må vi lade Gud være mester med sine domme og tanker om, hvad der er ret og uret, guddommelige gerninger og styre. I stedet for skal vi ydmyge os og bekende, at vi intet forstår, langt mindre kan råde ham, men give ham den ære, at han er vor Gud og skaber, der bedre ved og forstår, hvem han selv er og hvordan han skal styre os arme, elendige kryb.

”For hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev hans rådgiver, eller hvem gav ham noget først, så der skulle gives ham gengæld derfor?” (Rom. 11, 34-35).

Tre ting nævner Paulus, for at fratage verden al ros i guddommelige sager. At kende Herrens sind og tanker, hvad han har for eller hvad han har besluttet fra evighed af. At være hans rådgiver eller vise, hvad og hvordan han skal løse og udføre tingene. At give ham noget, dvs. at hjælpe ham med vore evner, kræfter og gerninger. Alt dette er umuligt for den menneskelige natur. Da den ikke kan kende Herrens tanker, kan den langt mindre give ham råd eller hjælpe ham.

Det er således et skrækkeligt hovmod, at verden understår sig i at mene, ikke alene at den af sig selv kan begribe og forstå Guds væsen, vilje og værk, men også give ham råd om, hvordan han skal udføre det, og hvad han skal synes om. Ja, man vil med sine gerninger selv udrette og gøre så meget, at Gud må give os løn derfor. Man ønsker den ære at have udrettet så store, fortræffelige ting i kirken, at den blev styrket og opretholdt derved, for således at fylde Himlen med sin store hellighed.

Gud må derfor omstøde sådanne forvendte tanker, og i sit styre og værk gøre det modsatte af, hvad de tænker og mener, for at deres visdom må blive til dårskab, så de forarger sig og snubler. I gerning og gennem erfaringen viser han os, at det ikke kommer til at gå, som vi tænker og foreslår, så vi må bekende at vi ikke har forstået hans tanker, planer og vilje, og heller ikke kan blive hans rådgiver. Hverken mennesker eller engle har på forhånd kunnet udtænke eller sige noget, langt mindre behøver han nu at tage os med på råd eller lønne os for noget, vi har givet ham.

Dette viser sig hos tre slags mennesker på jorden, blandt hvilke de kristne må leve.

Den første slags er de helt grove svin, der slet ikke spørger efter, hvem Gud er og hvordan han regerer. De regner ikke med noget som helst i Guds ord og tror ikke på noget. Det eneste, de regner med, er deres penge og vom. Tænker kun på, hvordan de selv kan fylde sig, ligesom svinene i svinestien. For dem skal man intet prædike af denne tekst: ”O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud!” Selvom man i al evighed prædikede derom, kunne de dog intet forstå. De vil hellere hører om fylderi og svineføde, hvormed de kan fylde deres vom. Vi lader dem derfor være og blive de svin, de er. De er allerede udskilt fra andre mennesker. Dog er det skrækkeligt, at man - også blandt kristne - skal se og høre noget sådant.

Den anden slags er de, der har fornuften i behold, og som bekymrer sig om, hvordan Guds tanker og meninger, domme og veje er - og hvordan man bliver salig. Det er også det, hedningerne og vi selv under pavedømmet har besværet vore tanker med. Herfra udspringer al afgudsdyrkelse på jorden. Her kommer enhver og gør sig sine egne tanker om Gud. Muhamed lærer, at den, der antager Koranen og dens tro, bliver salig. Munkene lærer, at den, der holder deres regler og orden, bliver salig. Paven lærer, at den, der holder hans love og gudstjeneste, valfarter til Rom og køber afladsbreve, han modtager syndernes forladelse, mens den, der foragter dette, er under Guds vrede. Dette kalder man også domme og veje, ved hvilke man regerer samvittighederne og lover evigt liv, idet man mener, at det er Guds domme og veje.

Men Guds ord siger, at Gud ikke vil tolerere dette. Det er vranglære, mørke og forgæves gudsdyrkelse, dvs. gudsdyrkelse, der fremkalder Guds vrede og fjendskab. Hele verden må bekende, at selvom de længe lever efter sådanne selvvalgte påfund, at de dog ikke med vished kan sige, om Gud virkelig er dem nådig på grund af deres liv og gøren. De går altid i blinde og mørke, indtil Gud ved lovens åbenbaring træffer hjertet, så de med skræk må erkende, at de har levet uden kendskab til Gud og hans vilje. Der er ikke flere gode råd eller nogen hjælp, med mindre de griber evangeliets ord om Kristus.

Sådan var vi alle tidligere. Også jeg, som en gejstlig, lærd doktor vidste og forstod ikke andet. Jeg drømte, at min munkekappe behagede Gud og var en vej til himlen. Jeg mente, at jeg kendte Herrens tanker ganske godt og ønskede at give ham gode råd og tjene ham, så han måtte belønne mig. Nu derimod ser jeg, at dette var falsk og blindhed. Af hans ord må vi lære, at intet andet gælder over for ham end hans søn, den korsfæstede Kristus. I denne tro skal enhver leve og gøre, hvad hans kald og stand fordrer. Sådan bliver man vis på, hvad der er ret og uret for Gud, da vi ikke selv har opdigtet det, men har det gennem åbenbaringen, hvori Gud viser os, hvad han har på sinde. Som Paulus siger i 1 Kor 2, 16: ”Vi har Kristi sind”. Og i vers 10: ”Os har Gud åbenbaret det ved sin Ånd”.

Den tredje slags er de, der farer forbi dette. De hører ganske vist ordet eller åbenbaringen. Jeg taler nemlig her ikke om dem, der bevidst forfølger Guds ord, for de hører hjemme under den første kategori, som slet ikke spørger efter Gud. Nej, jeg taler om dem, der lader åbenbaringen stå, men som, forført af Djævelen, farer over og forbi åbenbaringen og vil forstå de domme og veje, som Gud ikke har åbenbaret. Hvis de virkelig ville være kristne, burde de slå sig til tåls med og takke Gud for, at han har givet os sit ord. Heri viser han os, hvad der behager ham og hvordan vi bliver salige. Nu lader de sig derimod fører af Djævelen og søger andre åbenbaringer. De grubler over, hvordan Gud er i hans usynlige majestæt, og hvordan han hemmeligt styrer verden. Hvad han har fastsat om enhvers fremtid. Vor natur og fornuft kan ikke lade være. I sin visdom vil den forstå Guds dom og være til stede i Guds hemmelige råd, for at belære og mestre ham. Det er den lede Djævels sædvane, og grunden til at han blev styrtet i afgrunden, at han ville begribe den guddommelige majestæt. Stadig ønsker han at bringe mennesker til fald som han gjorde i Paradis, derfor frister han de hellige. Ja, selv Kristus førte han op på templets tinde.

Mod dette anfører Paulus disse ord, som svar på den selvkloge fornufts spørgsmål om, hvorfor Gud har straffet og forkastet jøderne og i stedet har ladet hedningerne komme til evangeliet. Og hvorfor han styrer verden sådan, at han ophøjer onde, gudløse mennesker, men lader de fromme lide og undertrykkes. Hvorfor han udvalgte Judas til apostel og siden forkastede ham. Og antog en morder og røver. Paulus vil med sine ord forbyde, at vi stiger op til den skjulte majestæt, men at vi i stedet holder os til åbenbaringen, som er givet os. En sådan forsken og klatren er ikke alene forgæves, men også skadelig. Selvom du forskede i al evighed, ville du intet opnå, og desuden brække halsen.

Vil du handle ret, så kan du intet bedre gøre end at du stiller dig tilfreds med Guds ord og gerninger, hvori han har åbenbaret sig og hvori han lader sig høre og gribe. Når Gud stiller sin Søn frem for dig på korset, da ser du det værk, som har forløst dig. Her kan du med vished gribe Gud og vide at han ikke vil fordømme dig på grund af dine synder, når du tror, men skænke dig evigt liv. Som Kristus siger: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

I denne Kristus er, som Paulus siger, alle visdommens og kundskabens skatte skjult til stede. Her kan du forske og studere, og vide at du har nok. Her kan du forundre dig over Guds høje åbenbaring og således få lyst og kærlighed til Gud. For det er et sådan værk, at du aldrig kan udforske det til bunds i dette liv. Selv ikke englene kan se sig mætte her, som Peter siger, men har deres glæde og lyst i dette syn.

Dette siger jeg af den grund, at man kan vide at undervise og vejlede de, som plages og anfægtes af Djævelen med sådanne tanker, så de frister Gud. Djævelen lokker dem til ad afveje at udforske uden for åbenbaringen, hvad Gud tænker om dem. Derover falder de i tvivl og mismod, så de ikke ved, hvordan de skal bestå. For dem skal man fremholde disse ord, og som Paulus gjorde det over for jøderne og de selvkloge, straffe dem for, at de med deres klogskab vil gribe Gud og undervise ham, som hans rådgivere og mestre. De vil handle med Gud uden midler og give ham noget, så han er skyldig at gengælde dem. Men det bliver der ikke noget af. Han har bygget så højt, at du ikke kan klatre op til ham. Han har så megen visdom, råd og rigdom, at du aldrig vil kunne udgrunde eller forstå det. Du skal bare være glad for, at han har ladet dig erkende lidt af det og har ladet dig erfare noget gennem åbenbaringen.

”Af ham, ved ham og i ham er alle ting. Hans er æren i evighed”.

Hvad har vi at rose os af, vil han sige. Alt, hvad der er til, altså også vor visdom og formåen, har ikke sit udspring fra sig selv, men fra ham. Alt har sin begyndelse fra ham, og består og opretholdes af ham. Som ApG 17, 28 siger: ”I ham lever, røres og er vi”. Hvad vi er og formår, at vi lever, har fred og beskyttelse, og kort sagt, hvad godt og ondt, der sker os, det sker ikke tilfældigt eller uden grund, men ud fra og ved hans guddommelige råd og vilje. Han sørger for os som sit folk og hjord. Han leder, gør vel imod os, hjælper i nøden og opretholder os. Derfor tilhører også ham al lov og ære fra hele skabningen.

At Paulus siger: ”Af ham, ved ham og i ham”, betyder ganske enkelt, at både begyndelsen, midten og endemålet er helt og aldeles fra Gud. Alle skabninger har deres herkomst fra ham, og deres vækst, hvor stor, lang og bred, de skal være. For at sige det helt enkelt, så begynder ethvert korn med, at det døde frø sætter rod i jorden; derefter skyder der et strå frem, som sætter blade, aks og korn. På samme måde har alt det skabte sin begyndelse, midte og endemål, hvordan det skal være og hvor længe det skal bestå. Og hvis Gud trak sig tilbage, så kunne intet længere eksistere. Om det end var begyndt og voksede, ville det dog ikke nå sit mål.

Kort sagt, alt beror på Gud. Hvis han ikke satte det i gang, ville intet blive til eller eksistere, og hvis han ophørte, kunne intet bestå. For Gud har ikke skabt verden som en tømrer, der bygger et hus og så drager bort og lader huset stå som det kan. Nej, han bliver der og opholder alt, sådan som han har skabt det. Ellers kunne det hverken bestå eller forblive.

Paulus siger ikke blot, som han gør andre steder: ”Af ham er alle ting”, men tilføjer yderligere to ting, så han skaber et treleddet udsagn. Samtidig bringer han atter de tre led sammen og forener dem til ét, idet han siger: ”Ham være æren”. Dermed har han sikkert villet antyde de tre personer i det guddommelige væsen, skønt han ikke nævner dem ved navn. Sådan har også de gamle lærere forstået dette udsagn som et vidnesbyrd om den hellige treenighed. Alle ting er skabt af Gud Fader gennem Sønnen og består ved Helligånden. Som Paulus også siger det andre steder, som f.eks. i 1 Kor 8, 6: ”For os er der kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, og én Herre, Jesus Kristus, gennem hvem alt er”.

Således lærer Skriften os, at skabelsen af alle ting vel er et værk af den ene Gud eller hele guddommen. Dog er der i dette ene væsen tre forskellige personer, så man med rette siger, at al oprindelse, beståen og forbliven er fra Faderen som den første person gennem Sønnen, som er af Faderen, og ved Helligånden, som udgår fra både Faderen og Sønnen. Alle tre personer forbliver dog én eneste, udelt guddom.

Hvordan og hvorledes denne forskel på personerne finder sted fra evighed af, skal og må vi lade uudforsket. Vi kan jo ikke engang forstå det, Gud har skabt. Ingen skabning er så klog, at den selv kan forstå de tre stykker: begyndelse, midte og endemål. Selvom der er forskel på disse tre dele, så hænger de så nøje sammen, at man i det ydre ikke kan adskille dem. Hvem har nogensinde forstået og kunnet forklaret, hvordan det går til, at et blad vokser ud af et træ, eller at et frø slår rod, og at et kirsebær vokser ud af en blomst gennem træ og kerne? Ligeledes: hvordan et menneskes liv og lemmer vokser og tager til? Eller hvad med synsevnen; eller hvordan tungen kan lave så mange forskellige lyde og ord, som kan opfattes af så mange forskellige ører og hjerter? Langt mindre forstår vi, hvordan det forholder sig med vort inderste væsen, med vor tanker, følelser og hukommelse. Hvordan kan vi da indbilde os, at vi skulle kunne begribe og forstå Guds evige, usynlige væsen med vor forstand?¹