Joh 3, 1-15 (Trefoldighedssøndag)

Det er et herligt evangelium, hvori der foreholdes os et skønt åndeligt eksempel på, hvordan den allerbedste fornuft og skønneste fromhed på jorden støder an mod den rette sandhed og det åndelige væsen. For denne Nikodemus roses meget af evangelisten Johannes som en mand, der har været stor både i det ydre for verden og tillige med hensyn til et skønt åndeligt liv. Han har været en øverste blandt jøderne, det vil sige, en af rådsherrerne, hvilket var en mægtig stilling. Desuden en farisæer, det vil sige, en af de lærdeste, for dem anså man for de klogeste. Desuden har han også været en blandt de frommeste, for dette parti anså man også for det helligste. Man kan således ikke tillægge ham nogen man­gel og heller ikke gøre ham større. I ledelsen er han den øverste, i kunsten den klogeste, i livet den helligste. Men det er endnu en lykke, at han har lyst til den herre Kristus, det var langt mere værd end alle tre øvrige ting. De andre øverster og farisæere, de klogeste og helligste forfulgte Kristus og beskyldte ham for at være i ledtog med Djævelen. For der var udgået en be­faling blandt jøderne, mod hvilken ingen turde mukke, hvis han ikke ville blive udstødt af rådet og sat i band. Alligevel var denne mand så from og havde Kristus så kær, at han går hemmelig til ham for at tale med ham og vise ham sin kærlighed.

Så står da her, som i et maleri ved siden af hinanden: magt, den allerhøjeste fromhed og klogskab, samt desuden Kristi kærlighed. Men se nu, hvor han støder an. Han går til ham med disse tanker: han vil blive glad over, at jeg kommer til ham, det vil gøre ham godt, at en så stor mand, som jeg, en af de øverste og bedste, ydmyger mig således og kommer til en så ringe person. Han går altså blot for at søge venskab med ham, og mener, at han skal være velkommet og blive vel modtaget. Han har ingen frygt for, at han skal blive irettesat og belært af Kristus, men tænker at vise sig mod ham som mod en god ven. Forventer til gengæld, at Kristus skal vise sig venlig mod ham og modtage ham hæ­derligt. På den måde kunne vel endnu en almindelig kristen blive skuffet, når ånden ikke var klogere. Men Kristus er ham for klog, tilbageslår alle hans planer, antager intet venskab, bortkaster alt, hvad Nikodemus formår, så han uden tvivl må have været en from mand, fordi han ikke bliver vred over det. Han er netop et af de rette børn, som skal ydmyges. Ville Kristus i dag gå således frem mod en stor mand, så skulle han snart få vrede og ugunst tilbage.

Lad os nu heraf lære, hvor aldeles usle folk, vi er, når Kristus ikke regerer os. For Nikodemus kommer, har ikke egentlig nogen anden hensigt, end at han blot vil hilse på Kristus og slutte venskab med ham, ikke lære som en discipel af ham. Så tager Kristus alvorlig fat på ham, fordømmer ham så ynkelig, at han ikke lader noget hos ham være uden dadel og siger:

At alt er fordømt, som ikke er født på ny Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.

Det er jo en hård tekst og et uvenligt svar på en sådan venlig hilsen, men Her­ren forbarmer sig over ham og viser ham, hvad han mangler ham, at han endnu er så langt fra Guds rige, at han aldrig har set det. Derfor siger han: Du må blive født anderle­des. Det er dog for meget sagt. Hvis han havde sagt: Du må handle anderledes, og havde prædiket en lære for ham om, hvad han skulle gøre, så ville han straks have grebet til det udråb: Oh, alt det har jeg gjort, jeg beflitter mig meget på at gøre gode gerninger og være from. Men for at dæmpe sådan selvros tager Herren til orde og kaster ham bort både med gerning og person. For hvad andet er sagt i disse ord, end så meget som: Du gør mange skønne gerninger og mener, du er så from og ustraffelig, men alt er fortabt og fordømt, ikke alene dine gerninger, men også hjertet, roden, alt, hvad du er og formår. Alt sammen, træet med frugterne må blive oprykket med rod, bort­kastet og aldeles opbrændt, og et nyt træ må dannes.

Det er jo et surt svar på en så god mening. Han roser Kristus som en hæders­mand, så siger Kristus: du er derimod en skammelig mand, for hvad du taler, er uden ånd og ikke ret; du vil stige så højt, at du vil tale om Gud, hvordan jeg er kommet fra Gud, og er endnu så dybt druknet i dit mørke og i din blindhed. Du har vel hørt rygtet, men endnu ikke fattet budskabet. Netop som der endnu er mange, der har evangeliet kært og siger, at det er fra Gud, men er endnu langt fra det. Den, der ikke kommer videre, end at han kan sige, at det kommer fra Gud, må også høre denne dom, som Kristus udtaler i Matt 7, 21: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Oh, hvor mange blandt os er der, som hører, lærer og prædiker det, lader sig ind­bilde og mener, at det står til på det bedste med dem, begynder også med ord at ophøje og prise Kristus over al verden? Men det er endnu kun skum på tungen, ikke i hjertet, for de er ikke født på ny.

Så vil nu Kristus sige: Ja, du siger vel, at jeg er kommet fra Gud og roser mig, men hvornår handler du derefter, så væsenet og gerningen følger derpå? Derfor indbild dig ikke, at du ser Guds rige, for du er endnu i blindhed og den gamle hud. Du må blive anderledes, ikke således, at du bru­ger andre ord og gør andre gerninger, men så du bliver et helt nyfødt menneske, som intet ved, ikke er from og klog, men ganske trækker den gamle hud af. Det gør vist­nok ondt, når man ikke skal vide noget af og må holde al sin visdom, fromhed, sit liv og sin kunst for dårskab og synd, slå det ned og sige: jeg vil ydmyge mig og intet vide, så det hele bliver af hjer­tets grund lagt væk, og mennesket bliver til et barn.

Derfor udbryder nu Nikodemus, for jo mere Kristus taler derom, desto mindre forstår han og siger til herren:

Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?

Heraf kan man vel se, hvordan fornuf­ten finder sig i et kristent liv. Han forstår ikke mere deraf, end at det gamle men­neske ikke skal gælde noget; som da også er sandt. Men hvordan det skal gå til, at det bliver født på ny, ved han intet om, tænker ikke på andet end på en far og en mo­r og et barn og mener, at man igen må blive til et naturligt barn. Det er ikke me­ningen, men det handler om, at du må fornedres, så hjertet og eget tykke bliver ringe og ydmygt og nyt. Som nu hjertet er, danner alt sig derefter. Er hjertet lille, så er alt småt, er hjertet stort, så er alt stort. Altså mener nu Herren, at den legemlige fødsel ikke duer til noget, som han videre for­klarer, idet han siger:

Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.

Som om han ville sige: Du må blive født på ny (siger jeg) ikke af en kvinde eller kød og blod, men af vand og ånd. Dette forekommer ham endnu mere forunderligt og bliver jo længere desto mere urimeligt og galt. Før fattede han dog mere og mente, at han forstod det bedre. Når man taler om fødsel, tænkte han, måtte jo en kvinde komme ­til. Det slår Kristus også ned for ham og siger: det skal ikke være en kvinde, men vand og ånd. Hvem har dog nogensinde hørt at noget, især et menneske, skal fødes af vand? Det går aldeles ikke an. Skal man støde ham til pulver og lægge ham i vandet så længe, indtil han bliver genfødt? Derfor for­klarer Kristus nu, hvordan man må blive født af vand og ånd, og giver årsagen i følgende ord:

Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.

Der står det nu, Nikodemus ved ikke, hvad han skal tænke, og er blevet fuldt til en nar, tør ikke skælde Kristus ud for en nar, (for han har jo forud rost ham), tør heller ikke sige, at det er løgn og fjas, men tænker: Mesteren kommer fra Gud, hvorfor taler han da nu som en rigtig nar? Således står fornuften, at den ikke ved, om den skal holde ham for en lærer eller for en nar. Men det forholder sig, som jeg har sagt, at Gud stiller sin lære og troen således, at vi må blive til narre. Nu vil fornuften ikke være en nar, og jo større nar den er, desto mindre vil den være det. Så er Gud også stiv i sin vilje og vil have fornuften til at blive en nar, for at den kan blive klog. Derfor skjuler han sin klogskab med så naragtige ord og sætnin­ger, som Paulus forklarer det i 1 Kor 1, så når fornuften hører det, må det forekomme den som ren dårskab. Den, som nu vil blive salig, må, kortsagt, også blive til en nar. Det er netop den anden fødsel, at man giver slip på den klogskab, hvori vi er opvoksede, og bøjer sig ned, intet vil vide eller kunne, og bortkaster alt, som ikke er ånd.

Det kan verden ikke lære, derfor går det sådan til i verden, at enhver vil være kri­sten og lære og prædike om evangeliet, uagtet ingen forstår sig noget derpå; fejlen er, at ingen vil være en nar, men alle ville være høje, fornuftige, kloge, hellige folk. Deraf kom­mer så mange sekter og partier, som der altid har været, og som stride mod evangeliet således som her denne Nikodemus. Dog er han bedre, fordi han lader sig sige og lede. Det gør sektånderne ikke. Så lærer nu hele evangeliet i en sum, at vi skal blive narre og ikke ville være kloge, men sekterne vil anses for at være kloge. Oh, hvor har kætterne overalt stødt an deri, at de ville være kloge og med fornuften måle troens artikler, som arianerne i artiklen om treenigheden, som de ville udgrunde med deres tanker og ved ordkløven udtyde således, som de fandt rimeligt. Det er at blive i den gamle hud og aldrig ville være en nar. Så må da Gud være en nar, fordi der ikke er nogen mellemting, enten må vi være narre eller han.

Når Kristus derfor her siger: ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”, betyder det det samme, som når han i Matt 18, 3 siger: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

Så vil nu det at blive genfødt sige det samme som at blive til et barn og at blive et sådant barn, som fødes af vandet og af ånden, som er i vandet, så vi altså siger for Guds åsyn: Al min evne er intet, al min klogskab er blindhed og den største dårskab, al min fromhed og mit hele liv er for­dømt til Helvede, derfor anbefaler jeg mig til din nåde, reger mig ved din Ånd, lad blot ikke noget sådant fylde mig, at jeg vil regere mig selv og være klog, gør kun min tanke og fornuft ganske til en nar, og hold mig i dit skød. Men sådanne ord tale vi vel alle, men når det kommer til en træfning, så ser man vel, hvor alvorligt det er.

Når du kan finde dig i, al man forkaster alt, som du anser for godt, og du kan anse dig for en nar og være en nar og lade alt fare og sige: Er det af Ånden, så vil det bestå, er det ikke, så lad det fare hen til Djævelen, da står det vel til med dig. Således også med hensyn til dine gerninger og din fromhed. Når du hører, at det intet er, og at det bliver angrebet og for­kastet, og du tier stille dertil og siger ja, så er det, som det skal være. Men kan du ikke finde dig deri og vil forsvare det, så er det intet værd. Vi taler jo alle om, at de kristne må blive narre, men ingen finder sig gerne deri, enhver vil forskønne det. Papisterne tale også om, at man må fødes på ny, men når man siger til dem: jeres væsen er intet, så vil de ikke høre det. Vi taler alle om den nye fødsel, men til dens fremme kan vi ikke gøre andet end at anbefale sagen til Helligånden.

Nu vil Kristus altså sige til Nikodemus: når din forstand, at man må fødes på ny af en kvinde, skulle gælde, så hjalp det intet, om du så blev født hundrede gange af mo­ders liv. For det er netop den fødsel, der kommer af kvinden, jeg straffer, fordi alt, som kommer af kød og blod, bliver kød og blod, hvor ofte det end sker. Som Paulus siger 1 Kor 15, 50: ”Kød og blod kan ikke arve Guds rige.” Derfor mener jeg ikke en genfødelse af en kvinde. For det er en afgjort sag: Den, som er født af kødet, er kød. Her står nu den påskrift, som vi alle bærer, dette ord fælder dommen over al verden og alle hellige, skåner intet menneske og lader ingen, som er født af kød, være ånd. Men, siger du, Kristus er dog også født af kød? Svar: Hos ham forholder det sig sådan, at han er undfanget af Helligånden, derfor var han ikke blot kød.

Det er nu konklusionen og den endelige dom over os, at vi alle sammen er kød, og det var godt, at vi dog engang lærte noget af evangeliet. Hvis vi tog ordet alene i betragt­ning, ville vi se, hvad vi var, og det ville gå os som påfuglen, der slår fjerene ned og må lade sin stolthed fare, når den ser på sine fødder. For hvad er sagt, når man af hjertet siger: jeg er kød? Kød er fordømt, død, idel synd, der er ingen ånd eller Gud og intet guddommeligt væsen eller liv i det. Kort sagt: det hører Djævelen til og er en evig helvedesbrand. Det må blive ander­ledes, ellers kan det ikke komme i Himlen.

Derfor er dette vers et så stærkt tor­denslag, at det nedslår alt, som mennesker optænker og opstiller. Er det kød, så er det alle­rede fordømt. Hvad betydning har det altså, at man praler af, at de hellige kirkemøder har besluttet og fastsat det og fremstillet et så fint helligt liv? Hvad er det alt sammen? Er det ikke af kød og mennesker? Så er det jo som alt fordømt. Heraf må jeg nu altså slutte, at hele munkeordenen, Franciskus, Benediktus, cartheuserordenen og mange flere ordener, hvad de end hedder, ikke ser Guds rige, komme heller ikke ind. Hvorfor? For det er kød, men ånden er en ganske anden ting. Erfaringen viser, at mange slyngler findes blandt dem, der går med munkekutte og er kronragede. Hvis dette munkevæsen var ånd, kunne ingen slyngel findes blandt dem, men fordi det ikke er således, så må man slutte, at det ikke har kraft til at gøre from. Der må noget mere til, nemlig noget, som gør hele personen anderledes og ny, som aldrig nogen orden kan gøre. Fordi ingen kan nægte, at det er kød, derfor hører det ikke til Him­meriget, men kommer det ikke i Himlen, så farer det til Djævelen.

Når de engang kunne tro dette, hvem ville da være så tåbelig at forblive i kloster­livet? De har jo ydet sin stand ligeså stor ære som ånden og vandet. Når de anså det for kød, ville de sige: Kommer jeg ikke i Himlen, men farer ned til Djævelen, hvad gør jeg da i klosteret? Da måtte de jo træde ud for at undgå Helvede. Skulle en stand gøre from, så måtte vistnok de, som Gud har ind­sat, som jødernes stand, gøre det. Endda gør den det ikke. Hvorfor? Endnu er alt sammen kød. Ligeledes er den verdslige øvrighed også indsat og anordnet af Gud, alligevel er det kød, må også fare ned til Djævelen. Således er det også med den ægteskabelige stand, som, skønt Gud selv har indsat og velsignet den, farer til Djævelen, hvis der ikke er ånd. Kortsagt, det som ikke er ånd, farer ned til Djævelen. Dermed er vi jo ydmygede, så vi er aldeles intet for Gud. For verden kan vi vel være noget, som denne Nikodemus, der var en jøde, var også i den verdslige og gejstlige stand, og en gift mand, hvilket alt sammen var guddommeligt. Desuden var han også en farisæer, hvilket var et menneskepåfund og en hyklerstand (selv om den var anset for den bedste), hvortil kom det femte, at han også havde Kristus kær. Alligevel hjælper det ikke. Derfor kan han ikke ydmyge ham dybere, end med det ene ord, at han siger: Du er kød. Derved ophæver han aldeles den gamle fødsel, for at gøre ham og enhver til et barn. Når man da følger Kristus og tror, bliver man født på ny, så vi siger: Jeg ved, at alle mine tanker, gerninger og foretagender er kød; for alt sammen står mig til tjeneste imod Gud og gør, at jeg bruger alle skab­ninger til min egen lyst og ære. Således er også nu den nye sværmeriske lære fra Den Hel­lige Skrift kød, for de bruge den til deres kød, så de kan være noget og blive rost. De har fundet noget særligt, og alt har hensyn til deres timelige væsen. Altså er med et ord al verden, den ene som den anden, alle, som er kommet eller endnu kommer på jorden, aldeles dømt for Gud at være kød og hører ikke Himlen til. Derfor lad os tage denne dom til hjerte. Når vi gør det, vil vi ikke være indbyrdes uenige eller stå stejlt på vor mening eller have store tanker om os selv, men den ene ville vige for den anden i betragtning af, at ingen for Gud er bedre end det allerringeste barn og den allermest ulærde lægmand, om de end i ver­dens øjne er de bedste. Altså er alt kød, enten Gud lader os blive en tigger, en klog eller en nar. Derfor har profeten Esajas klogt sagt, idet han påminder om at hjælpe de fattige: ”Når du ser den nøgne, så klæd ham og vend ikke ryggen til dine egne (dit kød).” Hvormed han vil sige: Du er af samme stof og uld som ham. Se, det hedder en lille dom, som dog går så vidt, som verden er. Derfor skal man ikke tænke på en kødelig genfødelse. Det er allerede for meget, at vi én gang er født af kødet. Vi må fødes af ånden, som ikke spørger efter sig selv, men efter Guds rige og ære.

Derfor trøster Kristus nu Nikodemus, som er blevet forvirret og en nar, og siger til ham:

Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.

Som vil han sige: Lad din forun­dring fare, giv op, og lad mig råde. Jeg vil sige dig, hvordan det hænger sammen. Med fornuften forstår du intet af sådanne ting. Du er from og klog, så ingen kan straffe dig på jorden, men jeg siger, at du er kød. Hertil kunne han nu vel have svaret: den stand, som jeg fører, er jo en guddommelig stand, anordnet, rost og påbudt af Gud; skal den da ikke gælde noget for ham? Svar: Jo, selve standen, men ikke alle, som er i den, behager ham vel. Derfor går det ikke sådan til (vil han sige), som du tænker. Du vil gerne udmåle det med fornuften og danne dig et billede af, hvordan et åndeligt menneske ser ud, hvor det er, hvad det gør, så du kunne give det et ydre udseende og skikkelse. Det nytter ikke noget, at spejde dig omkring. Du fin­der det ikke. Men jeg vil sige dig, hvordan det går til. Det er ligesom en vind, der er en legemlig skabning. Den hører du suse eller blæse, men du kan ikke begribe, hvor den be­gynder eller hører op, og hvor den går hen. Skønt vore universiteter også har villet udmåle det, og Aristoteles har sagt: Det er huller i himlen, hvorfra vinden kommer, og hvorhen den atter farer. Men David har truffet det i Salme 135, 7, når han siger: ”Han slipper vinden løs fra forrådskamrene.” Ingen ser eller ved det, og man hører ikke andet, end at den farer forbi. Hvor vidt eller bredt den blæser, ved ingen.

Som det nu går til med den legemlige skabning, med luft og vind, sådan er det også med det åndelige menneske. Tænk ikke på, hvilken næse eller mund han har. Så snart du ser en næse eller mund, ser du ikke ån­den, men du hører vel noget derom. Altså, hvor du hører evangeliet blæse og suse, kan du sige: Her er Ånden. Men så snart du ser på personen, at han ser således ud, bor her eller der, er klædt sådan, kan du ikke træffe ham. Derfor skjuler Gud de kristne på en sådan måde, at man ikke kan finde dem uden ved evangeliet. Han lader dem undertiden gøre gode gerninger, som man mærker, som man mærker vinden, men de kan snart igen snuble, så man må sige: det er ikke ånd. Altså kan man ikke finde fast grundvold eller bygge på gerningerne. Her kan det godt slå fejl. For det går under­tiden underligt med de kristne. Men læren er bestandig og ren i sig selv. Hvor den er, der er Guds Ånd, det fejler aldrig. Det siger Kristus nu, fordi han vil give klar besked om den nye fødsel og bortrydde de gamle tanker og billeder om den gamle fødsel, som knytter til ved sted, person og gerninger. Han lærer, at et åndeligt menneske alene beror på et åndepust. Men nu bliver Nikodemus endnu mere forvirret, forstår al­deles ikke lignelsen og tænker: hvilken ny be­synderlig prædiken er det, at man skal slippe alt af syne og fæste sig ved det, som hverken har person, sted, måde eller gerning. Der­for siger han også til Herren: hvordan kan dette gå til? Som om han ville sige: vil du prædike således, så gør du Moses’ lære til intet, som jo handler om person, steder og måder. Vil du lære således, vil man ikke tåle dig. Vi ser jo, hvor det be­gynder eller bliver, for vi har omskærelsen, templet, ofret og så mange slags guds­tjeneste, der alle er ydre ting. Dette bringer ham i vildrede, for det strider mod hinanden. Fornuf­ten med klogskab fra loven, og Kristus med evangeliet er modsætninger. Derfor svarer Kristus ham og siger:

Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd.

Jeg kan ikke bringe det videre end at sige det med ordet, ved dette åndepust bliver det. Men I skal bøje jeres hoved og lade jeres forestillinger fare og lære af mig. Hvad kan den discipel lære, som først overvejer, om mesteren lærer ret eller ikke? Det gør man naturligvis i alle andre forhold. Da sidder man og speku­lerer på, om det også er rigtigt. Den, som vil lære det, må høre opmærksomt på og hænge ved hans tale, så vil Helligånden komme og lære. Derfor siger han: vi tale det, vi ved. Jeg ved det og taler, videre kan jeg ikke drive det, men Helligånden bringer det ind i hjertet. Man må lade ham tale og holde ham for klog og from. Hør ham, ti stille og lad ham være mester, som Maria satte sig ved Kristi fødder og hørte på hans tale. Men I (siger han) tager ikke imod det. I ville først udgrunde det med jeres spids­findighed; men så vil også ordet mestre jer så i skulle blive til narre. Og han siger videre:

Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?

Jeg har brugt et simpelt billede om fødselen, derefter om vinden, som er jordiske ting, og alligevel tror du det ikke. Jeg har indfattet læren i billeder og eksempler, og du forstår det ikke, hvordan skal det gå, når jeg blot taler om det uden billeder? For Kristus plejer at bruge billeder og lade Det Gamle Testamente gå foran med dets billeder og eksempler. Så vidt går nu denne drøftelse, hvorpå slutningen er, at alt det, som er i os og den hele verden, hvor den er klogest, frommest og bedst, er fordømt til den evige ild. Desuden er det også den største skam, at vi ikke ved eller se det, men indbilder os at være kloge og fromme. Det er de to største ulykker. Vi mener stadig, at det står vel til med os, og vil ikke tro, hvad Kristus siger om mennesket, hvordan skulle vi da kunne tro, hvad han taler om Gud? Det er den første del af dette evangelium. Nu følger den anden, som handler om, hvordan denne åndelige fødsel sker, det vil sige, hvordan man, når kødet er dødet, kommer ind i Ånden og bliver i Gud. Han siger:

Ingen er steget op til Himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen, som er i Himlen.

Her ser du, at han henfører alt, hvad der tidligere er talt om den nye fødsel og at se Guds rige eller komme i Himlen til sig selv som den eneste person. Han gør i korthed den slutning, at ingen ser Guds rige eller farer op til Himlen uden alene den, som er faret ned. Dermed er så meget sagt: Selv om et men­neske, som havde hørt og vidste, at vi til hobe er kød, ville være så forvovent og af al magt ville drive på at blive født åndelig, så ville det dog være forgæves og spildt møje. Døren til Himlen er for fast tillukket, så ingen kommer ind, uden mennesket Kristus. Ingen ser eller kender Guds rige uden den, som er og bliver der endnu den dag i dag. For at fare til Himlen kan ikke forstås anderledes end at fare til og komme ind i Guds rige. Hvor vil vi da hen, vi, som er kød og ikke kunne komme ind? Det vil han senere hen sige, når han først har fremhævet, hvem der er den første, som baner vejen. Det vil vi se nu.

Så er summen den: Ingen ved veje eller stier til Himmerige. Ingen har magt til at komme ind. Så hermed er al egen kraft gjort til intet, og ingen uden den, som han vil give den, har endnu opnået den. Følgelig må det forstås ligefrem således, som ordene lyde, at ingen uden han har magt eller ret, rum eller måde til at komme derind og blive der. Men dermed er tillige alle menneskers påfund, stænder og gudstjeneste, som går ud på at gøre en vej dertil og bryde ind, forkastet. Alt er fortabt med undtagelse af, at der endnu er en, som kan det. Han er vor eneste trøst. Han er også et menneske, som har kød og blod, er af vort stof og spundet af den samme uld, som vi er spundet af og kommet. Det vil sige, at han er født af en kvinde, kun at han ikke er født ved og af kød. For Helligånden bevirkede, at pigen blev frugtsommelig i kødet, men ikke af kød. Kødet har intet bidraget dertil. Der er heller ikke blot blevet tilført kødet en kraft ved Guds ord og ordning. Nej, der er tale om en overnaturlig og ikke-kødelig kraft. For at en kvinde føder et barn, er en følge af den velsignelse, som Gud udtalte over mennesket i 1 Mos 1, hvor han meddelte det en sådan gave, at de skulle vokse og formeres. Ved ordets kraft sker det. Hvis ordet ikke var, var der ingen kraft. Altså kommer al kraft fra ordet. I modsat fald ville alle menneskers samvirken aldrig bringe et barn til veje. Guds ord alene frembringer børn.

Alt dette kalder jeg for kødets kraft, som Gud har indplantet det ved sit ord, befaling og velsignelse. Men til Kristi fødsel kom ingen mand, så denne kraft kunne intet virke her, men som engelen sagde til Jomfru Maria (Luk 1, 35): ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig.” Det var en ny kraft, ikke indplantet i kødet, men høj og forunderlig. Maria lod blot Helligånden virke i sig, mens hun forholdt sig passiv. Derfor er Kristus ikke født af kødets kraft og blev dog kød og blod som vi, med undtagelse af, at det er rent ved Ånden, som stråler deri med sin glans. Vi må altså underkaste os den dom, at vi er kød, tilhører Djævelen, er berøvede Guds rige og så dybt nedsunket i fordømmelsen, at vi ikke engang erkende, hvordan vi er berøvet det. Men mennesket Kristus har en anden kraft, baner vejen, oplukker Himlen, som el­lers ingen kunne gøre, ja hvortil ingen ved måde eller råd. Derfor er han også faret ned og har iført sig menneskelig natur. Som han har magt til at fare ned, har han derfor også magt til at fare op. Altså er nu me­ningen den: Intet menneske har magt til at komme i Himlen, alle må i Helvede, til­hører Djævelen, alene han er Himlens mægtige og Herre.

Men hvad betyder disse ord: ”Menneskesønnen, som er i Himlen.” disse ord findes i flere håndskrifter og bibeloversættelser, men ikke i den nye danske Bibel Hvordan? Er han ikke først efter opstandelsen faret op i skyerne, som der står i Apostlenes Gerninger? Hvorfor siger han da her: Han farer ned, bliver deroppe og farer op? Han van­drede jo dengang på jorden? - Her ser du, at tingen må gå åndelig til, det er ikke nok med de ydre handlinger, at disciplene har set ham fare op. Det har kun været et tegn. Åndelig har han altid været i sit himmelske væsen, legemlig farer han op for at anspore dem. Men man kan ikke se, hvor han ser.

Det er det, Paulus taler om i Kol 3, 1-3: ”Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i Himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i Himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.” I er døde, siger han, nemlig fra alle menneskemeninger, som han lige før har sagt, at deres hjerter er løste fra alle love, og at ingen Moses har noget der­med at gøre. Med hjertet bor og lever de i Gud, men skjulte. Han siger ligefrem, at vi lever i Gud, men således, at man ikke ser det. Men fordi vi lever i Gud, så lever vi ikke på jorden, men må være der, hvor han er. Ligeledes siger han i Ef 2, 4-6: ”I sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus.” Men alt dette er skjult i ånden. En tro­ende lever i sin tro, derfor lever han i Gud. Gud er hans liv og næring. Han lever ikke af mad, drikke, klæder, penge, hvoraf legemet lever. Deraf bliver sjælen ikke mæt. Det, som er udvortes, kan ikke hjælpe den. Således le­vede Kristus skjult og hemmeligt i Gud, der­efter opfor han synligt. Således vil han også komme synligt igen på den yderste dag, og også vi med ham, så vi skal se, hvordan vi lever i ham og i Gud.

Det er meningen med de ord, at han er i Himlen, farer ned og tillige op, bliver deroppe og kommer ned. Det ene er åndeligt, det andet legemligt. Åndeligt bliver han evigt deroppe, og farer dog legemligt op. Derfor sker hans himmelfart og alle kristnes åndeligt, ikke legemligt, så den ikke er bundet til noget sted. Når jeg tror, lever jeg i Gud, er over alle skabninger, Djævel og al magt, men ingen ser det. Når man be­tragter de kristne efter legemet, så tager man fejl, og ingen kan træffe det, for han har ingen ydre kendetegn. Ligesom det er med vinden, for jeg ved ikke, hvor den kommer fra. Sådan er jeg ligesom Kristus under alle efter le­gemet, men, hvad sjælen angår, byder jeg alle djævle, engle og verden trods, at de intet ondt kan gøre mig. Min sjæl kan intet skade hverken i himmel eller på jord. Om end Djævelen tager en kristens liv og gods, hvad har han da berøvet ham? Han har skallerne og bælgen, jeg beholder kernen, bliver alligevel en herre over Djævelen og træder ham under fødderne. Altså ser du, at en kristen ikke er bundet til noget sted eller til nogen ydre ting, men svæver over alle skabninger. Lad mig nu komme, hvorhen jeg vil; er jeg en kristen, så kan ingen skade mig, selv om alle kræfter i himmel og på jord lavede en sammensværgelse mod sjælen og livet, som jeg har af og i Gud.

Sørger du nu: Hvordan komme vi da op i Himlen, når det med klare ord står, at ingen kan komme derhen undtagen Kristus? Der gives ingen anden måde, end at vi må lade os slæbe op ved Kristus og således bæres ind. Han har opført broen. Det kan ingen gøre ham efter. Vi må blive hernede hos Djævelen. Vi kan ikke følge efter ham. - Men når han tager os på ryggen og bærer os, så kan vi komme op sammen med ham. Ordene ”stige op” til Himlen lyder som om der er tale om egen magt, men der er Kristus alene, der har magten og herredømmet over Himlen. Derfor stiger vi ikke op, men bliver løftet op. Derfor sammenfatter Kristus det nu til sidst med ordene:

Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

At Kristus farer op og farer ned og er der­oppe, det er hans egen sag. Det hjælper ikke os. Han har magten, og ingen kan gøre ham det efter eller rose sig af, at hans gerning bringer ham i Himlen, men kun i Helvede. Men når Kristus taler sådan: Jeg har alle ting og er oppe i Himlen, men jeg vil ikke stige op alene, men drage og slæbe nogle op sammen med mig, så de også kan være ­oppe i Himlen, skønt de ikke kan stige derop selv. - Det hjæ­lper os. Det skal gå sådan til, at de skal hægte sig fast på mig. Jeg vil lade mig korsfæste og opstå. De, som da tro på mig, at jeg er død for dem, dem vil jeg, skønt de ikke af egen kraft kan komme i Himlen, alligevel trække med mig. Således bærer han os og hænger os ved sin hals. Hvor han farer hen, må han slæbe os med sig. Så beror det da ikke på vor, men på en fremmed kraft, at vi bliver salige. Og dermed er alle vore gerninger forkastede.

Her bruger han nu et skønt billede, som træffende afbilder os Kristus. Derfor bør dette billede også gemmes godt i hjertet. Vi læser i 4 Mos 21, 4: ”Så brød jøderne op fra bjerget Hor i retning mod Sivhavet for at gå uden om Edom. Undervejs mistede folket tålmodigheden og talte mod Gud og mod Moses: »Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde.« Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde.” Disse slanger var af en meget giftig slags, så deres bid forårsagede en brændende smerte og en stærk, uudslukkelig tørst, at folk døde deraf.

Blandt folket blev der nu et jammerskrig over den umenneskelige plage, og de råbte til Moses, som heller ikke vidste noget råd. Men da han bad til Herren, forbarmede han sig over dem og sagde til Moses: ”Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.” (vers 8).

Se nu, hvordan Kristus er afbildet i denne historie. For det første er hovedpunk­tet dette, at jøderne blev bidt af slan­gerne og ikke havde nogen hjælp eller noget råd imod det. Hvad hjalp det, at de angreb dem og prøvede at uskadeliggøre giften? Det blev blot værre. Men derved, at de så på kobberslangen, som dog var en ringe ting, blev de hjulpet. Der ser du ingen gerning, at de har gjort bodsøvelser med røgelse og bønner. Kobberslangen havde et udseende som en virkelig slange, men den var død og uden gift. Desuden var den også lægende, så den kunne hjælpe. Ikke sådan at den i sig selv var helbredende. Det, der gjorde udslaget, var det ord, der var knyttet til den: ”Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.” Disse ord klæber ved slangen, og i kraft af disse ord hjalp den. Denne begivenhed anvender Kristus nu på sig selv og siger: ”Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.”

Det er den rette udlægning og tolkning af billedet eller eksemplet. Vi er også bidte af slangerne, det vil sige, af synden, som er et brændende giftigt bid og volder os al plage. Hvor synden kommer ind i samvittigheden, er der ingen ro mere, som Paulus siger (Rom 7). Synden jager døden, døden jager men­nesket, så der ikke er andet end et rent Helvede. Der er ingen hjælp eller råd, men bare evig død. Gør gerninger, så meget som du vil, så er du dog fordømt, indtil det under og den nåde kommer, at man får en anden slange. Men hvorfor bruger Gud ikke et andet middel end en slange, som havde bidt dem? Havde han ikke kunnet bruge noget andet?

Det forholder sig, som Paulus siger i Rom 8, 3: ”Gud sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og fordømte dermed synden i kødet.” Gud har fordømt synd med synd, forjaget død med død, overvundet lov med lov. Hvordan det? Kristus blev en synder på korset med den titel: Midt blandt overtrædere, som en ærkeforbryder. Og han lider den dom og straf, som en synder skal lide. Han var uskyldig, havde aldrig gjort synd, men alligevel var de to ting over ham: titlen sammen med følgerne. Det vil sige, netop derved at han blev en synder, tog synden på sig, som dog ikke var hans, og netop med den synd, som han tog på sig, og for hvilken han lod sig dømme og fordømme som en forbryder, har han udslettet synden. Når man med fornuften betragter ham på korset, så er han en forbryder, fordi han blev straffet sådan af Gud, at jøderne sagde, at han var forladt af Gud. Der er udelukkende synd og slangeskikkelser. Alligevel er han uskyldig, som også kobbelslangen var uskyldig. Ja, han er endda helbredende. Selv om han er helbredende og uskyldig, er han dog lig en synder. Med synden hjælper han os fra vor synd.

Altså har han på korset fordømt syn­den, så den nu er død. Synden har gjort ham uret, da han måtte de som en for­bryder, og den havde ingen ret til ham. Der­for vil han nu lade den bøde for denne uret og vinde ret over al synd i verden. Han fordømmer den, som det er ret og rimeligt, fordi den har gjort ham uret. Derfor er der nu over alle, som tro, udtalt denne domsafsigelse: Synden skal ikke skade dig, for den er min skyldner. Derfor skal der ingen synd være eller dog kun en fordømt synd. Det er mig en smuk synd, som ligger under mig, så jeg træder på den med fødderne, fordi den er fordømt.

Det er det, Kristus til sidst siger: ”For at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3, 16). Det er netop hvad, der blev sagt om slangen: Den, som ser på kobberslangen, skal blive helbredt. For at betragte Kristus på korset er at tro på ham. Derved er synden udslettet, så den ikke kan gøre os noget ondt eller, om den end gør os ondt, ikke kan skade os.

Så kommer det alene an på dette at se på ham, og ikke på nogen gerning. Lige­som jøderne så med deres øjne, sådan ser vi med hjertet. Det vil sige, at vi tror, at Kristus med sin uskyldighed har tilintetgjort synden. Det ville det dog heller ikke hjælpe os, selv om han tusinde gange var død på korset, lige så lidt som det havde hjulpet jøderne, hvis de af sig selv havde oprejst tu­sinde slanger, hvis ikke ordet var der. Og ordet er det, der siges her: ”Enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv.”

Sådan kommer jeg også op i Himlen, ved at jeg hæfter mig fast på og bliver båret af Kristus, som er i Himlen og farer ned og op. Lad det så hedde, at jeg farer, eller at jeg bliver ført, når jeg blot kommer derop.

Se, det er det billede, hvori Kristus så træffende er afbildet, uden al synd og dog syndere lig. Som fuld af synd, bærer han synden, men er dog ikke skadelig, men hjælper alle syndere, som tror, at de har det evige liv. De er ikke længere kød, men født på ny og med Kristus i Himlen. Det er jo alt sammen sådanne ord, som klart siger, at alt vort eget intet er. Hvem han giver det, har det og bliver hos ham. Altså står begge dele fast, både at jeg aldrig farer til Himlen, og at jeg dog kommer derind. Kristus stiger op alene, men ved hans løften og trækken kommer jeg derop sammen med ham.

Det må være nok om evangeliet. Nu ville vi også tale lidt om opdagelsen af Kristi kors.

Det er blevet sædvane, at man i dag prædiker om opdagelsen af det hellige kors, hvordan det blev fundet af Helena 300 år efter Kristi lidelse i det hellige land. Men ved den ydre opdagelse er der tilstår det værre vanære, end da det var under jorden. Derfor tvinger nøden mig til nu at tale til jer, mine kære, om ærbødigheden for det hellige kors, hvormed der drives stort mis­brug og afguderi.

For det første er det skik, at man viser det hellige kors stor ære, man indfatter det i sølv og guldramme, hvilket jeg ikke forka­ster, men misbrugen straffer jeg; for mange en­foldige mennesker blive derved forførte og komme på afveje, nemlig de, som løber hid og did til det hellige kors, til Torgau, til Dresden, og til hvilke flere steder det nu er, også til sådanne kors, på hvilke Kristus ikke har lidt. Sådan løben kan ikke kaldes at finde det hellige kors, men meget mere at grave det dy­bere ned i jorden. Grunden er den, at man nærer den vildfarende indbildning, at korset i Torgau gør det, og det andet kan det ikke. Så­dan dårlig indbildning er visselig af Djævelen; hvorfor skulle det ikke også her kunne det, siden det også er træ? Derfor er det lutter vildfarelse og afguderi, hvilket da også finder sted med billederne, som med vor kære Frues, st. Laurents', st. Nikolaus' og fleres billeder, hvor mennesker alene søger hjælp og trøst, og hvortil de sætter deres fortrøstning, hvilket også er en stor vildfarelse og et af­guderi, som i da nu ofte har hørt, at vi ikke skal forlade os på de hellige engle, men­nesker eller på nogen anden skabning.

Derfor skal man, hvor sådant misbrug og sådan vildfarelse foregår ved tilbedelse af billeder og kors, nedrive og borttage kors eller billeder, ja nedrive endog kirkerne, skønt jeg ikke ganske forkaster billederne og i særdeleshed ikke den korsfæstede Kristi figur; for vi have en figur deraf i Det Gamle Testamente i kobberslangen, som ved Moses blev oprejst i ørkenen, som i har hørt i evangeliet, for at alle, som var blevet bidt af brændende slanger, skulle ved at se på denne kobbelslange blive frelst. Det skal vi også gøre for at blive sunde i vore sjæle. Vi skal også se på den korsfæstede Kristus i et sådant billede og tro på ham. Men da jøderne begyndte at tilbede slangen som en Gud og ikke læn­gere anså den for et tegn, kom den fromme Ezekias og rev den ned. Sådan skulle nu også vore biskopper og prælater gøre med så­danne billeder, til hvilke der er et tilløb, skulle rive dem ned tilligemed kirker og alt, som er der. Men hvad gør de? De går hen og indvier kirker og billeder og meddeler aflad, så de bedrager folket og berøver det penge, ja bringe tillige sjælene i fordærvelse. Hvad skal man sige? De er ulve og blive ulve.

Det andet misbrug: det kan være mu­ligt, at man på nogle steder har et lille stykke af det hellige kors, men der er overalt så mange stykker, at man vel godt kunne bygge et stort hus af dem; alle disse stykker anser man alligevel for at være taget af Kristi hellige kors. Derved vises der da også det hellige kors en ikke ringe vanære, så det var bedre, om det aldrig var blevet fundet, end at det skal give anledning til afguderi, som er den største synd. Det er intet steds i Skriften befalet os, at vi skal ære eller til­bede Kristi legemlige kors. Hvis Kristus havde villet have det således, havde han i sandhed udtrykt og befalet det med tydelige og klare ord. Men han foreholder os et andet kors, når han siger i Matt 16, 24: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” Her siger Kristus, at jeg skal bære mit kors. Om jeg vil bære Kristi kors, spørger han ikke om. Han siger, at jeg skal bære mit eget kors, som Gud pålægger mig. Og det hedder at bære korset ret, men man finder få, som vil bære det så­ledes. Man bærer Kristi kors i monstranser og indfattet sølv, kysser det og viser det me­gen ære, men hvad andet er det end en afguderisk andagt, fordi den sker uden Kristi ord og befaling. Vil du med dit sølv og guld vise Gud eller Kristi kors ære, så giv del til din næste, som trænger til det. Her er én krone bedre anvendt end hundrede dér.

Evangeliet siger om korset, at der er to slags. For det første kaldes det kors, når man må lide forhånelse og spot og har uret for den ganske verden, som når nogen lider forfølgelse for evangeliets og troens skyld, som er et ret kors. For det andet kaldes det kors, når man lider sygdom, nød, elendighed og jammer i det legemlige eller i næringen til et eksempel, hvilket Gud også tilstiller os. Det er egentlig ikke er et kors, men en lidelse. Alle de, Paven har ladet brænde og myrde som kættere, som Johann Huss, Hieronymus fra Prag og mange flere hist og her, de har ret båret korset, for deres sag blev af hele verden anset for uret og kætteri, så de måtte blive til spot og kal­des folkeforførere, som det gik den herre Kristus selv og er gået de hellige apostle og alle martyrer, og vil gå indtil verdens ende. På sådant kors må alle hellige, som bliver forfulgt og pint, anvende Salmens ord (142, 5): ”Jeg ser til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig. Jeg har ingen steder at flygte hen, ingen bekymrer sig om mig.”

For når evangeliet forsøges, så ser det ud, som om der ikke står nogen på evan­geliets side, end ikke Gud selv. Derfor står der også et andet ord i Salme 88, 15-19, hvor profeten i et sådant menneskes person, som lider for Guds skyld, taler således: ”Hvorfor har du forstødt mig, Herre, hvorfor skjuler du dit ansigt for mig? Jeg er hjælpeløs og udmattet fra ungdommen af, dine rædsler omgiver mig. Din harme slår ind over mig, dine grusomheder gør det af med mig; de omslutter mig altid som vand, de slår sammen over mig. Ven og frænde har du taget fra mig, mine bekendte er borte i mørket.” Således råbte også Kristus i sin lidelse: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Matt. 27, 46. Alt dette viser hen til, at vi i korset står elendige og forladte og ikke har nogen med os, men at alt falder fra os og, som det ser ud, også Gud selv. Det kan man kalde et ret kors. Salig er da den, som ikke forarger sig derover, men holder fast og tænker, at det er en over­gang, Gud udebliver dog ikke.

Men hvordan findes sådant kors? Først finder man det liggende skjult i evangeliet, hvori der bliver sagt os, at vi skal lide meget, blive forfulgte, pint og dræbt for Kristi navns skyld. Dernæst finder man det i sin selverkendelse, nemlig i hjertet, idet jeg ganske og aldeles afsiger min egen vilje, ikke stoler det ringeste på mig selv, men ganske fornægter mig selv og lader Guds vilje regere i mig. Men det gør kødet ondt og svier det i næsen. Det kaldes at dræbe og korsfæste den gamle Adam. Da bliver korset virkelig fundet. For man tager det op, når man anser det for stort og desuden er tilfreds med det. Det sker, når min gamle skælm nu er død, og jeg er ny ved Helligånden, som jeg har mod­taget i mit hjerte, og som da gør mig lystig og glad i Guds vilje, han gøre med mig, som han vil.

Sådan glæde bliver heller ikke borte under ydre forfølgelse, når man piner, forjager og dræber os. Derfor læser vi om de kære hellige martyrer, at de gik i døden med lystigt, uforfærdet mod og har foragtet død og tortur, hvilket er i modstrid med naturen. Der­for siger Lukas i Apostlenes Gerninger 5, 41: ”De forlod så rådssalen, glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld.” Selv om dette falder dig surt og bittert, så tænk på den Herre Kristus, som er gået foran dig i tortur og lidelse, og hvem det heller ikke faldt sødt, og at han uskyldig har lidt for din skyld for at frelse dig fra synd, død, Djævel, Helvede og gøre dig til et barn af den evige salighed. Da vil korset og døden også blive sød for dig.

Det har vi et skønt billede på hos Moses: Da Israels børn vandrede i tre dage i ørkenen og ikke fandt vand, kom de til Marah, hvor de fandt vand, men de kunne ikke drikke vandet, for det var bittert. Da knurrede folket mod Moses, som råbte til Herren, som viste ham et træ. Det kastede han i van­det, så det blev sødt, 2 Mos 15. Ved denne historie bliver det egentlig antydet, at lidelse og anfægtelse eller forfølgelse bliver sød, når Kristi kors og lidelse er lagt deri. Ikke sådan, at du skal tænke, at din lidelse og dit kors gør dig salig, når du bærer det tålmodig og med glæde. Nej, sådan er det sandelig ikke, som nogle tåbelig og forførerisk mener, men tænk sådan, at du i Kristi kors og lidelse har et eksempel, som skal lære dig, at som han, der dog var uskyldig, var tålmodig, så skal du også være tålmodig og glad bære dit kors. For ligesom vore gerninger ikke gør os salige, således gør heller ikke vort kors og vor lidelse os salige. Kristus alene er vor salighed, han har erhvervet os den med sin død og sit kors. Når du tror det, er du salig og har det evige liv, hvortil du nu må komme ved din død som gennem en dør. Dit kors skal du også bære tålmodig, for at din næste derved også kan blive lokket til at bære sit kors tålmodig. Således fejrer vi rigtig korsets opdagelse, og denne fest skulle da også være os til trøst i anfægtelsen. Men nu fejre vi den sådan, at det var bedre, at korset hverken var blevet fundet eller gravet op. Gud give, at vi engang måtte erkende vor vildfarelse og tage sagen på den rette måde. Dertil hjælpe os Kristus Jesus, vor frelser!