1 Pet 2, 20-25 (2.søn. efter påske)

For det kan ikke gå anderledes til på jorden: Når nogen bliver kristen og begynder at bekende troen med mund og livsførelse, så vil det ikke behage verden. Den er nemlig Djævelens, Kristi evige fjendes, tro og lydige tjenerinde. Den optager det som en foragtelse og forsmædelse, når man ikke taler, lever og handler sådan, som den gerne vil have det. Den bliver vred, begynder at forfølge og plage de troende, ja at dræbe dem, hvor den kan. Derfor hører man også ofte dens vismænd, spotterne, selv sige: Kristus havde godt kunnet have fred, hvis han selv havde villet. Sådan kan man også sige om alle kristne: De kunne godt have fred og gode dage, hvis de ville lade sig sige og opføre og rette sig efter verden.

Men hvad skal man gøre? Det er jo sådan, at når man siger sandheden og handler derefter, så vækker man vrede og fjendskab. Dette har også hedningerne sagt. Skylden er dog ikke deres, som siger sandheden, men deres, som ikke ville høre den. Skulle man da slet ikke prædike sandheden, og ved sådan tavshed bare lade alle mennesker fare til Helvede? Hvem kan eller vil tage ansvaret for dette? Den, som er en from kristen og tillige ønsker at leve evigt efter dette liv og også hjælpe andre folk dertil, må sandelig også handle som en kristen og sige, hvor han er på vej hen, og vise verden, hvordan den går på den brede vej til Helvede og den evige død. Gør han det, så gør han verden vred og fået Djævelen på halsen.

Det kan altså ikke være anderledes. Den, som vil bekende Kristus og hjælpe verden, må til løn for sin tjeneste og velgerning, pådrage sig Djævelens og alle hans tilhængeres fjendskab, som Peter her siger. Derfor må vi være forberedte på at være tålmodige, når verden på det bitreste er fjendsk og hadsk mod vor lære og livsførelse og på det højeste forhåner, bespotter og forfølger os for det. Hertil vil nu Peter formane og opmuntre de kristne, og han vil tillige trøste dem med fortræffelige ord og grunde.

Derfor vil han nu sige: Kære kristne, hvad vil I? Vil I være i verden og intet ondt lide for jeres velgerning, men kun forbitres og på grund af dens ondskab også selv blive onde og gøre, hvad der er ondt? Hører I ikke? I er kaldet dertil, jeres dåb og kristendom bringer det med sig, at I må lide dette. Det er derfor, I har forsaget Djævelen og bekendt Kristus. Det er derfor er I døbt, at I også skal indstille jer på at lide alle slags ulykke i verden og af Djævelen. I kan ikke undgå det, så længe I må være i dette herberg, hvor Djævelen er vært i huset, og så længe I må bo i dette hus, som overalt er fuldt af røg. Her hedder det: Vil du have ild, må du også finde dig i røgen. Vil du være en kristen og et Guds barn, må du også lide, hvad der møder dig derfor.

Kort sagt, en kristen er netop, fordi man er en kristen, underlagt det kære, hellige kors, så man må lide ondt enten af mennesker eller af Djævelen selv, der plager og ængster os både med modgang, forfølgelse, fattigdom og sygdom eller med sine giftige pile indvendig i hjertet. Dette hedder og er de kristnes kendetegn og løsen, et helligt, dyrebart, ædelt, saligt kald, som bringer dem til det evige liv. Dette kald må vi også gøre fyldest, og vi må tage imod, hvad det fører med sig. Og er der så meget at klage over? Også de ikke-kristne og onde slyngler må jo selv lide ondt af hinanden, og må opleve skader og ulykker, på legeme, ejendele, ægtefælle og børn.

Derfor skal du ikke blive så overrasket eller blive vred og utålmodig, hvis du plages af verden og af Djævelen, hvis du ellers vil være en kristen og opfylde dit kald. Vil du ikke lide noget eller blive forhånet og bespottet, men være æret og anset, så fornægt Kristus og gør, hvad der er verden og Djævelen kært. Du vil ganske vist alligevel ikke være helt uden lidelse og modgang, men du vil så have den fordel, at du ikke lider som en kristen eller for Kristi skyld. Selv om du her i verden får ene gode dage, så skal du dog engang erfare, at det kun varer en kort tid og at du til sidst vil finde, hvad du har søgt.

Dette alene skulle nu være tilstrækkeligt som formaning og opmuntring til tålmodigt at lide, dette nemlig, at Kristus selv, en så høj person, Guds eneste og evige søn, er gået foran os og det i så stor lidelse, at intet menneske kan nå eller bære det. Hvorfor vil vi da så besvære os så meget, når også vi må lide noget for hans skyld, vi, som endnu er så ringe og uprøvede elever i sammenligning med denne mester? Han er tilfreds med, at vi følger efter ham, lærer af ham og forbliver hans disciple. Se, dette er et forbillede, som fremstilles for hele kristenheden, og som alle skal rette sig efter, så de i det mindste må findes at have betrådt den samme vej og vandre i hans fodspor. Dog bør de huske på, at endog deres højeste lidelse intet er mod selv den ringeste blodsdråbe, som han har udgydt. Det skal vi videre få at høre.

Det andet, som gør dette forbillede så højt og uforligneligt, er, at han ikke har lidt for sig selv, heller ikke til et eksempel alene, men FOR OS. Det er det, vi allermindst kan gøre efter. Her kan ingen helgen rose sig af at have lidt, som forbilledet for andre på den måde, som Kristus har lidt for vore synder. Nej, her er al ros fuldstændig udelukket. Dette har Kristus ikke efterladt os som eksempel til efterfølgelse. Heri kan ingen efterfølge ham. Han er den eneste. Han var også den eneste, som blev kaldet til at lide for alle, både for dem, som nu er kaldede og hellige, og for dem, som endnu er ukaldede og syndere.

Dette er netop den høje hovedartikel i den kristne lære, som alene troen griber som vor frelses dyrebareste skat og trøst. Til den kan vi intet bidrage eller fortjene med vore gerninger eller vore lidelser. Den bliver netop fremstillet sådan for os i Skriften, at vi slet ikke skal blande noget menneskeligt ind. Det er nemlig det, som det fordømte pavedømme med dets støtter og bærere, munkene, har gjort og lært. De bruger ikke Kristi lidelse til andet end til et eksempel og har ødelagt dette stykke, at han har lidt FOR OS, og gjort det værdiløst. De har lagt det hele over på os selv, som om vi med vore egne gerninger eller med vor lidelse skulle betale for synden, afvende Guds vrede og fortjene nåde. Det har de jo heller ikke lært af Guds ord, men af deres egne selvvalgte, opdigtede menneskelæres og løgnlæres påfund.

Dette løgnagtige påfund har de drevet så højt, at de har sagt: Helgenerne har ikke alene fortjent for sig selv, men også gjort og lidt så meget, at de ikke behøvede alt for sig selv. De har derved samlet en skat for andre og overladt denne til paven, som kan bruge af den, som en rig pengekiste. Gennem sin aflad kan han uddele denne de helliges overflødige og overskydende fortjeneste, hvordan og til hvem, han vil. Dog sådan, at han til sig selv og sine fedesvin tømmer verdens penge og gods. Ja, de har helt åbenlyst og med lovhjemmel solgt sig selv og deres egne fortjenester og gerninger til lægfolket, på deres dødsleje og alle andre tidspunkter. De har solgt deres fine munkekyskhed, fattigdom og strenge ordenslydighed, som blot er stinkende løgn og skændige laster, som de bedriver både hemmeligt og åbenbart under dette dække (med undtagelse af nogle få munke, som med alvor ville være sande hellige munke, af hvilke også jeg har været en).

Ja, de har endog trøstet arme mennesker, som har forbrudt deres liv og offentligt skulle henrettes, ikke med Kristus, men med deres egen velforskyldte lidelser og død. Gud skulle så godtage deres pine i stedet for deres synder, når de led tålmodigt. Dette har været deres fineste hovedlære, som de offentligt og uden skam har udbasuneret. Dermed har de bygget mange kirker og klostre, samt fyldt pavens pengestrube og helvedsvælg godt. Jeg har desværre også været en af disse slyngler, indtil Gud hjalp mig ud. Men nu, Gud være lovet, da jeg har angrebet dette og ikke har villet lade det være ret, er jeg blevet fordømt og forbandet af den romerske drages helvedstol og hans tilhængere.

O, hvilken skændig gru, at man skal høre og lære dette i Guds tempel og i kristenheden, hvorved Kristi lidelse og død bliver aldeles gjort til intet og trådt under fødder! Ak, kære Gud, hvad skal vi dog sige om menneskers fortjeneste og overflødige gerninger? Der er jo dog ingen helgen på jorden, der med al sin lidelse har lidt nok for sig selv for alt, hvad han er skyldig. Langt mindre kan han rose sig af, at det skulle gælde for Guds domstol imod hans vrede og være en fortjeneste eller betaling for vore synder.

Peter siger jo her: ”Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor.” Peter drager derfor den slutning, at endnu ingen helgen har gjort eller lidt så meget, at han kan sige: Jeg har opfyldt målet, så Kristus ikke mere er et eksempel og forbillede for mig. Tværtimod må vi skamme os ved at ville rose os af vore lidelser over for Kristus og være glad ved at vi kan blive delagtige i ham og derefter efterfølge ham så meget som muligt, så vi må blive fundet i hans fodspor.

Dette stykke af Kristi passion og lidelse skal altså sættes højt og langt over alt andet, som ædelt, kosteligt og rent guld. Imod det er vor lidelse for intet at agte. Endnu har ingen, med undtagelse af denne Kristus nogensinde lidt for sine eller andre mennesker synder, hverken for de mindste eller største. Og selv om nogen lidelse skulle gælde for synden, så kunne enhver dog ikke betale for mere end for sin egen synd. Men Kristus har slet ikke behøvet at lide noget for sig selv, fordi han, som det siden siges i dette brev, ikke har gjort nogen synd. Hvad han har lidt, det har han lidt som et forbillede for os, og ikke det alene, men han har også samlet en skat, så det hedder: Mine og alle menneskers synder er ofret på hans kors og udslettet ved hans død. Sådan må Peter, Maria, Johannes Døber og alle, som er født af kvinder, lade sig skrive og henføre under dette ord: Kristus har lidt FOR OS.

Her kunne du sige: Hvad? Har han ikke også skældt ud igen, da han i evangeliet kalder farisæerne og de skriftkloge hyklere, mordere, slanger og øgleunger? Og hvor mange gange råber han ikke ve over dem i Matt 23? Svar: Ja, dette eksempel vil vi gerne følge, at vi rigtig kan skælde ud og slå igen, for det er meget lettere at gøre, og vi behøvede ingen undervisning i det. Men det hedder sådan, siger Peter: I den stund, da han skulle lide, efter at han havde udrettet sit embede, sagt sandheden, straffet løgnen og just derfor fik korset på halsen og nu måtte slutte sin gerning med lidelse - da har han ikke skældt ud igen, men ladet sig henrette som et slagtefår, og ikke åbnet sin mund mod sine bespottere og mordere, siger profeten Esajas i kap. 53.

Derfor må man gøre den rette forskel heri. Der er nemlig to slags skælden eller irettesættelse og truen. Den ene tilhører embedet, der sker på Guds vegne. Den andet tilhører personen, der gør det på egne vegne, uden for embedet. Det embede, som Kristus har ført på jorden tilkommer det at sige sandheden og at straffe det onde. Og efter ham føres det af enhver, som er kaldet til det. Det er nødvendigt både til Guds ære og til sjælenes frelse. For hvis enhver ville fortie sandheden, hvem ville da komme til Gud? Et sådant straffeembede er et værk af den guddommelige og kristne kærlighed.

For Gud har også pålagt far og mor dette. Selv om Gud har indplantet den største kærlighed til børnene i forældrenes natur, må de dog, hvis de er fromme forældre og virkelig har deres børn kær, ikke bare smile eller lade det være godt, når de ser, at deres børn er ulydige, men straffe dem både med ord og mærkbare konsekvenser. Det er embedsslag og kærlighedshug, som man har pligt til at give, og som Gud har befalet. Det er ikke til skade, men til gavn. Som Salomon siger i Ordsp 13, 24: Den, der sparer på opdragelsen, hader sit barn, den, der elsker sit barn, tugter det i tide.” Og i Siraks Bog 30, 1 hedder det: ”Den, der elsker sit barn, opdrager det altid, så får man til sidst glæde af det.”

Sådan skal også enhver skælde ud, hvor embedet eller ens næste har brug for det og det tjener til forbedring. Som Salomo atter siger det i Ordsp 27, 6: ”En vens hug er velmente, en fjendes kys er falske.” For det er gode ord og slag, som udspringer af kærlighed og et trofast hjerte. En fjende derimod kan godt give gode og glatte ord af et falskt og bittert hjerte og lader dig hellere fare hen i fordærvelse, før han advarer dig for skade eller ved straf frier dig fra din fordærvelse. En trofast, from læge kan blive nødt til at amputere en legemsdel, selv om det påfører den syge stor smerte, så at han kan redde hele legemet.

Sådan befaler Paulus de fromme biskopper, at de i tide og utide skal stå frem og overbevise, irettesætte, formane, tålmodigt og med stadig undervisning. (2 Tim 4, 2). Og at de skal formane og tilrettevise, og gøre det med eftertryk. (Tit 2, 15). For hvis man endog ville rose eller med sin tavshed fremme deres ondskab, som synder og gøre uret, så var dette ikke at elske dem, men fuldstændig at overgive dem til Djævelen og døden.

Af sådan kærlighed og af et sådant trofast hjerte har Kristus i sit embede også skældt ud og straffet, og han fortjente dermed intet andet end vrede og had. Han fik hug for sin umage. Men han har måttet gøre det på sit embedes vegne, og det af den grund, at han ville omvende mennesker fra deres blindhed og ondskab og frelse dem fra fordærvelsen. Han undlod det ikke, selv om han måtte vente og lide forfølgelse, kors og død for det. Men da han nu havde udrettet sit embede og lidelsens time var kommet, da led han også med tålmodighed og lod dem gøre med sig, hvad ondt de kunne finde på for al hans kærlighed og velgerning. Ja, han var så langt fra at skælde ud igen eller forbande og vredes, at han begyndte at bede for dem med stort råb og mange tårer, da han hang på korset og på det skændigste blev bespottet. Dette er jo et hjerte fuldt af grundløs kærlighed, som i sin højeste lidelse forbarmer sig over sine fjender og gør dem mere godt end en far og mor kan gøre sit barn, eller et menneske sin næste.

Se, her er udviklet forskellen mellem den skælden ud og straffen, som sker på embedes vegne af kærlighed, og den, som sker uden for embedet af personlig vrede og had. Men når verden hører denne forskel, er den listig og snu, så den fordrejer eller sammenblander disse to ting, og udgiver sin egen hævngerrighed for embedsvrede og embedsstraf. Når en prædikant vil være en skurk, kan han således godt køle sin harme og hævne sig selv med skænden og banden på prædikestolen, så meget det lyster ham, og senere sige, at han gør det på embedes vegne og til folks forbedring.

Sådan også når en dommer, borgmester eller offentlig ansat har nag til en person og ønsker at komme ham til livs, så kan han ikke hævne sig bedre end under navn af sin pålagte embedspligt, som byder ham at straffe det onde. Den slags sker der nu meget af i verden, da man af vort evangelium har lært at dække og smykke sin ondskab og snuhed under navn af det embede, som af Gud er befalet, ligesom man da også altid gør Guds navn og ord til et dække for sin skændsel. Men hvem kan afværge dette og gøre Djævelens børn fromme? Enhver, som vil være en kristen, må her se på sig selv, hvordan han tænker at forsvare det. For Gud vil ikke lade sig bedrage. Han vil hjælpe den uskyldige, som lider uret og fornærmelse, til sin tid, og de andre vil han nok finde med sin straf.

Videre siger Peter:

For hvordan kan jeg siges at lide uskyldig, hvis jeg selv måtte bekende og sige: Der sker mig ret, og det er ret gjort? Derfor formaner Peter selv de kristne nogle gange i dette brev, at de ikke må lide som forbrydere, tyve eller mordere. Men hvis jeg lider uskyldig, og der sker mig uret, skal jeg ikke billige det eller styrke min fjende i hans synder; for dermed ville jeg taget disse ting på mig og gøre mig selv skyldig. På den måde havde Djævelen, paven, tyrannerne en god sag og ville også gerne have det sådan. For de er ikke fornøjet med, at de myrder uskyldige folk, men de vil også, at de skal anses for at have gjort ret, og at vi skal bekende, at vi har handlet forkert. Det måtte den lede djævel og ikke et kristent hjerte gøre.

Ja, vil de sige, der står dog skrevet: I skal lide og ikke skælde ud, men takke Gud for det og tilmed bede for jeres fjender. Ja, det er sandt; men en ting er det at lide tålmodigt og tilmed unde sine fjender alt godt, samt bede for dem; en anden ting er det at sige, at de handler ret. For jeg skal ikke lade sandhedens bekendelse fare, men både med hjerte og mund holde på min uskyldighed. Og selv om man ikke vil høre på, hvad jeg siger, så skal dog mit hjerte vidne med mig, at der sker mig uret. Jeg skal hellere finde mig i, at de dræber mig ti gange, end fordømme mig selv imod min samvittighed.

Derfor har Peter også tilføjer dette stykke, at Kristus ganske vist ikke har skældt ud eller truet, men at han dog derfor ikke har godkendt, hvad de har gjort imod ham. Nu, hvordan skal man da gøre? Skal vi lide og dog siger, at vore fjender gøre os uret, så handler de modsat og vil have det navn og den berømmelse for hele verden, at de handler ret imod os. Ja, de vil endog, sådan som Kristus siger på et andet sted, anses for at have gjort Gud en stor tjeneste ved at de myrde os.

Hvem vil nu her være dommer og mægler? Her siger Peter om Kristus: Han overgav sagen til ham, som dømmer retfærdigt. Hvordan skal han gøre anderledes? Når han véd, at de gør ham uret og desuden vil anses for at have handlet ret, og der her på jorden ingen dommer er, så må han overgive sagen til sin himmelske far, den rette dommer. For han så godt, at så stor en synd og bespottelse ikke ville forblive ustraffet, ja, at dommen allerede var besluttet, sværdet skærpet og englene beordret til at ødelægge Jerusalem. Det havde han også tidligere forkyndt før sin lidelse, da han drog ind i Jerusalem og han måtte græde derover.

Derfor beder han også for dem og siger: Kære far, jeg må overlade sagen til dig, fordi de ikke ville høre og se, hvad de gør. For jeg véd nok, at de derved kun pådrager sig din vrede og gruelige straf; men jeg beder, at du vil tilgive dem, hvad de gør mod mig. Og det ville også være blevet tilgivet dem, hvis de senere havde villet omvende sig ved apostlenes prædiken og ikke havde fortsat med at forfølge hans ord, og således ikke havde ført den endelige straf over sig selv ved deres ubodfærdighed.

Se, sådan skal også vi handle i vor lidelse. Vi skal ikke acceptere eller samtykke i det, som de gør mod os. Og dog skal vi heller ikke søge hævn, men overlade det til Gud, som nok skal fælde dommen. For vi kan dog ikke få vor ret for verden. Derfor må vi lade det være ham befalet, som dømmer ret og ikke lader sådan bespottelse og forfølgelse af sit ord og sine troende ustraffet. Vi vil bede for vore forfølgere, at de må omvende sig og undgå den kommende vrede og straf; sådan som vi da også gøre.

Er det muligt, at også nogle af biskopperne og tyrannerne, der forfølge evangeliet, bliver omvendt, så beder og begærer vi det af hjertet; men er det ikke muligt, så må vi også lade dem være hjemfaldne til Guds dom. Desværre er det nu mere at befrygte, fordi man så længe og så meget har formanet og bedt dem og gjort det bedste, og de alligevel forsætligt rase imod den bekendte sandhed. Hvad skal og kan vi gøre andet?

For jeg er vis på, at den nuværende voldsomme forfølgelse og bespottelse af evangeliet ikke vil forblive ustraffet. Det må til sidst for dommen. Der er ingen tvivl om, at pavedømmet og Tyskland må undgælde. Vi prædiker, formaner, beder og bønfalder endnu om, at man vil gøre bod; men, når de nu ikke vil omvende sig og tværtimod forhærder sig i deres ubodfærdige væsen, hvad kan vi da gøre andet end at sige: Kære Gud, dig være sagen anbefalet, du vil og kan straffe dem, og det desværre alt for skrækkeligt.

Se, dette er Kristi eksempel, skildret for hele kristenheden og sat til et forbillede, som den skal følge. Vi må væbne os med det samme sind og de samme tanker, som han havde, sådan som Peter et andet sted siger, så også vi lider sådan og tænker: Har Kristus, min herre og mit hoved, lidt for mig med så stor tålmodighed og sagtmodighed, hvor meget mere bør da jeg gøre det? For hvad kan sådan lidelse også skade mig, fordi jeg véd, at den har Guds velbehag? Ikke sådan at forstå, at det er så fuldkomment og kosteligt i og for sig selv, men just for den kære frelsers skyld, derved at han har lidt for mig.

Så véd jeg også, at mine forfølgere gruelig forsynder sig imod Gud og udsætter sig for hans vrede og dom. Hvorfor skulle jeg da være utålmodig eller begære hævn? Jeg er jo allerede alt for meget æret af Gud dermed, at han lader min lidelse behage sig, og jeg er alt for meget hævnet på mine fjender. Hvilken nytte har jeg af, at de må brænde evigt i Helvede? Meget hellere vil jeg bede og gøre, hvad jeg kan, at de kunne blive omvendt. Men vil heller ikke dette hjælpe, vil de slet ikke andet, så må jeg også lade det være Gud befalet og overdraget.

Her hører du den rette passionsprædiken om Kristi lidelse, hvordan Peter ikke lærer blot det ene stykke om Kristi lidelse, men sætter begge stykker sammen, nemlig kraften eller nytten og eksemplet. Det er også det, Paulus plejer at gøre. Peter gør her Kristi lidelse til et offer for vor synd. Det er et værk, som behager Gud så godt, at han bliver forsonet ved det og antager det som en betaling for al verdens synd. Men nu er Guds vrede over synden så stor, at ingen kan afvende den uden den evige person, Guds søn selv.

Han har selv måttet blive offeret og lade sit legeme korsfæste. Det er det alter, hvor offeret fuldstændig blev opbrændt og fortæret ved hans grundløse kærligheds ild. Desuden har han selv måttet være ypperstepræst for dette offer. For da alle mennesker er syndere og urene, har ingen anden på jorden kunnet ofre Gud hans kære søn, der er uden al synd. Således som dog Antikrists præster uforskammet understår sig at tale om deres messe, tværtimod dette. Ved dette eneste offer er vor synd nu borttaget, og nåde og tilgivelse erhvervet os. Det kan ikke modtages af os på anden måde end ved troen.

Og Peter viser her særligt det egentlige formål med dette offer, som er sket for os. Han viser, hvad dette offer skal udrette i os, og hvad der er frugten af passionen eller Kristi lidelse, så at det ikke bliver glemt og forsømt at læres i kristenheden. Kristus har taget vor synd på sig og lidt sådan, at det tilkommer ham alene al kaldes et offer for vores alles synder.

Men dette offer er ikke sket i den hensigt, at vi skulle forblive sådan, som vi tidligere har været. Formålet er netop, at det skal bevirke i os, at vi bliver fri fra synden og ikke mere lever for den, men for retfærdigheden. For når synden er ofret ved ham, må den også blive dræbt og udslettet, fordi det at ofre betyder så meget som at slagte og dræbe. For i den gamle pagt måtte alle ofre bringes slagtede og dræbte for Gud. Men nu, da synden er dræbt, er den ikke dræbt i den hensigt, at vi endnu skulle forblive og leve i den.

Derfor går den ikke, hvis man vil tolke den saliggørende lære om Kristi nåde og syndernes forladelse derhen, at vi fortsat skulle kunne leve i synden. For hvordan skulle vi kunne leve i synden, som vi nu er afdøde fra? Netop derfor er vi jo afdøde fra den, for at den ikke mere skal leve og herske i os. Synden er også netop derfor blevet dræbt og dødet i Kristus, på hans hellige legeme, at den også skal blive dødet i os.

Giv nu her selv agt på, hvordan du tror og lever, at dette Kristi lidelsesværk også kan vise sig og blive fuldbragt i dig. For hvis du virkelig har grebet det i troen, så skal det også vise, at det har kraft hos dig til at dæmpe og døde synden, ligesom den ved hans død allerede er naglet til korset og død. Men vedbliver du at leve i synden, så kan du ikke sige, at den er dødet i dig, og du bedrager kun dig selv. Ja, du gør dig selv til en løgner med dit eget vidnesbyrd, idet du roser dig af Kristus, i hvem al synd er dødet, og dog lever den endnu stærkt i dig. For det er et let regnestykke, at de to ting ikke kan bestå ved siden af hinanden, nemlig at synden er dødet og alligevel lever i os, at være synden kvit og endnu ligge og være fanget i den.

Nu må begge dele jo blive fundet i os. Vi må tro, at Kristus har dødet synden ved sit eget legemes offer samt forløst os derfra, hvilket vi ikke kunne gøre med alt vort liv og livsførelse. Og da synden nu er dødet ved ham, må vi også blive den mere og mere kvit i vort legeme og derefter lever i retfærdighed, indtil vi omsider blive den helt og aldeles kvit ved døden.

Hvis du derfor tidligere har været en horkarl, en havesyg, fuld af misundelse og ondskab, så skal nu alt dette være dødt, dræbt ved Kristus og ved troen på hans offer tilgivet dig og for fremtiden også ophøre hos dig. Sker dette ikke, kan du ikke rose dig af Kristus og troen. Selv om han er død for dig og dine synder ligger på hans ryg og skulle være dræbt, så er du dem dog ikke kvit, fordi du ikke ønsker at være det og hverken griber Kristus med hans skat i troen eller følger hans eksempel i livsførelse og gerninger.

Her siger du måske: Lærer du da ikke selv, at vi alle er syndere, og at der ikke lever nogen hellig på jorden, som er uden synd? For vi må jo bekende denne artikel: Jeg tror på syndernes forladelse, og bede: Forlad os vor skyld! Svar: Ja, det er sandt; dertil vil du ganske vist ikke bringe det på jorden, at du bliver fuldkommen ren og helt uden synd. Hvis det var sådan, behøvede du ikke troen og Kristus mere. Men det er ikke meningen, at du altid skal forblive, som du var, før du ved troen modtog syndernes forladelse.

For jeg taler om sådanne synder, som du bevidst og villig følger, og som din egen samvittighed straffer og fordømmer dig for. Disse skal være døde i dig, det vil sige, du skal blive sådan fundet, at de ikke hersker over dig, men at du hersker over dem, modstår dem og begynder at døde dem. Og selv om du så fejler eller snubler en gang, så skal du dog hurtigt igen rejse dig op, gribe forladelsen og atter begynde at døde synden.

Apostelen kan ikke prise og beskrive Kristi lidelse udførligt og højt nok. Han anfører næsten hele kapitel 53 hos Esajas. Og mærk vel, hvordan han stedse sætter de to stykker tydelig ved siden af hinanden, som hele vægten ligger på, så at han ret kan skelne mellem vor gerning - der følger Kristi eksempel, og Kristi fortjeneste - som troen griber. Først hedder det: ”På sit legeme bar han selv vore synder op på korset, og ved hans sår blev vi helbredt.” Dette er hovedstykket, som ganske og aldeles tilhører ham alene. Det må man altså lære og tro purt og rent, imod Djævelen og hans partier, så at vi kan beholde Kristi ære og embede rent. Heri består vor frelse. Dog må man heller ikke glemme det andet stykke, for de falske kristnes skyld, som alene vil høre det første stykke og ikke forbedre sig. Når vi nu er frie og frelste fra synden, skal vi ikke igen besmitte os på nyt med synd. Hvor disse to stykker ikke rettelig indskærpes, sker der skade på begge sider. De, der alene driver på vore gerninger, fordærver den rette lære og tro, mens de andre, der forsømmer læren om Kristi eksempel, fordærver sammes kraft og frugt.

Disse ord er overmåde dejlige og trøsterige, skønt det smukke ord ”biskop” skændigt er blevet fordunklet og fordærvet af vore katolske afgudspræster og bispedukker. På samme måde har de også ved deres antikristelige regimente forvendt og fordærvet disse ord for os: åndelig og kirke, gudstjeneste og præst. For ”åndelige” (eller ”gejstlige”) burde alene de kaldes, som ved Kristi sår er forløst fra synden og tillige lever helligt. Men dette navn er taget fra de rette kristne og alene overførte på pavens indsmurte skaldepander og kronragede hoveder. Ligeså også, når vi hører ordet ”biskop”, så tænker vi ikke videre end på de store spidshatte og på sølvstokkene, just som om det var nok, at man sætter sådanne dukker i kirken, ligesom de udskårne og udhuggede afgudsbilleder. De er ikke bedre end disse, med undtagelse af, at de gør mere skade.

En ret biskop kalder Skriften den, der er en tilsynsmand eller vogter, som en vagtmand i en by eller enhver embedsmand og regent, der altid må sidde på vagt og have opsigt med land og by. Før i tiden har biskopperne, i ethvert kirkesogn, været sådanne folk, og de er netop blevet kaldet sådan af den grund, at deres embede har været at have tilsyn med kirkens anliggender, at våge og være på vagt imod Djævelen, falsk lære og al forargelse. Derfor minder Paulus dem også om dette deres embede og formaner dem i ApG 20, 28: ”Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod.” Sådanne skulle de endnu være, sådan som da i sandhed alle fromme præster og sjælesørgere også er det. Men nu er det i hele pavedømmet intet andet end blot et navn, til synd og skam for hele kristenheden.

Kristus, vor kære herre, er nu en sådan tro vogter og ret biskop og hyrde, som blot er tre forskellige navne for det samme embede. Frem for alle bærer han dette navn med al ære, os til evig trøst, fordi han, siddende ved Guds højre hånd, uden ophør både træder frem for os, beder for os til sin far og viser ham sine sår, og tillige hernede på jorden ved sit ord, sine sakramenter og Helligåndens kraft regere, nærer, forsørger og bevogter den lille hob, som tror på ham. For hvis han ikke selv var til stede og passede på os, så havde Djævelen for længe siden bortrevet og udslettet os alle sammen med Guds Ord og Kristi navn. Sådan går det da også, hvor Gud er vred og vender sine øjne bort til straf for verdens utaknemmelighed. Da er det alt sammen straks i Djævelens vold. Men hvor den rette lære, den rette tro, bekendelse og brug af sakramenterne endnu forbliver og har sin gang, er det alene denne kære hyrde og biskop, som beskytter og vogter.

Og det er jo trøsterigt, at vi har en sådan trofast, from præst i Kristus, skønt også dette navn på grund af paven og hans slæng er kommet i foragt. Vi er så salige får, at vi kan have en hjertelig tilflugt til denne vor hyrde og glade trøste os ved ham i al nød. Vi kan være forvisset om, at han med al troskab sørger for os, forsvarer, beskytter og bevogter os imod Djævelen og alle Helvedes porte; sådan som hele Salme 23 skønt og glædeligt synger: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.”