Joh 20, 19-31 (1.søn. efter påske - 2.prædiken)

Evangelisten Johannes skriver endvidere, at Thomas ikke var til stede, da Herren for første gang, på påskedags aften, åbenbarede sig for samtlige disciple. Men at Herren netop kommer, da Thomas i begyndelsen ikke var nærværende, er bestemt ikke sket uden grund, for han havde godt kunnet ramme den time, da han kunne have fundet Thomas samlet sammen med de øvrige apostle. Men det er sket både til lærdom og trøst for os, så at Herrens opstandelse kan have et så meget større og stærkere vidnesbyrd og bevis. På påskedagen åbenbarede han sig for samtlige elleve. Derpå, otte dage derefter, åbenbarede han sig atter for dem og tillige for Thomas, for hvis skyld alene denne åbenbarelse, der er skønnere og herligere end den otte dage før, er sket.

Vi ser her for det første, hvilken elen­dig ting det menneskelige hjerte er, når det begynder at blive svagt, så man ikke kan oprejse det igen. Både de øvrige apostle og Thomas havde hele den tid, da de var med Herren, ikke alene hørt, at han med stor vælde lærte folket, samt også set, hvordan han havde bekræftet sin lære med store undergerninger, som han gjorde på de blinde, lamme, spe­dalske, døve, som han helbredte. De havde også set, at han havde opvakt tre mennesker fra de døde, især Lazarus, der havde ligget hele fire dage i graven. Og blandt alle var Thomas, som det synes, den kækkeste og modigste, så han endog siger i Joh 11, 16, da Kristus ville drage tilbage til Judæa, til den hen­sovede Lazarus: "Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham." Sådanne gode mænd var Kristi apostle og især Thomas, der synes at have haft et man­digt hjerte frem for de andre og tillige ganske nylig havde set, hvordan Kristus havde opvakt Lazarus. De havde også spist og drukket sammen med ham. Alligevel kunne de nu ikke tro, at Herren selv var opstået fra de døde og var blevet levende.

Altså ser vi hos apostlene, hvordan vi slet intet formår, når Herren trækker sin hånd bort fra os, og vi er overladt til os selv. Magdalena og de andre kvin­der, og nu apostlene selv, havde forkyndt, at de havde set Herren opstanden. Alligevel er Thomas trodsig og vil ikke tro. Ja, han vil ikke engang være tilfreds, selv om han så ham, med mindre at han fik naglegabene i hans hænder at se og stikke sin finger deri og sin hånd i hans side.

Den kære apostel vil altså selv være fortabt og fordømt ved, at han ikke vil tro. For der kan ingen syndsforladelse eller frelse være, når man ikke tror denne artikel om Kristi opstandelse, fordi hele troens kraft og det evige liv ligger deri. Som også Paulus siger i 1 Kor 15, 14-18: "Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt." Det ville også gælde Thomas. Han ville ikke være frelst, men fortabt, fordi han ikke ville tro, at Kristus var opstået. Og han ville også være gået for­tabt og blive fordømt i denne vantro, hvis ikke Kristus havde hjulpet ham ved denne åbenbarelse.

Sådan viser og lærer Helligånden os nu i dette eksempel, at vi uden tro er aldeles blinde og forstokket. Overalt i Den Hellige Skrift ser man, at det men­neskelige hjerte er den allerhårdeste ting, hårdere end stål og diamant. Og på den anden side, når det bliver ydmyget, forsagt og blødt, da er intet vand, ingen olie så blødt som det menneskelige hjerte.

Herpå findes mange eksempler og fortællinger i Den Hellige Skrift. Farao, for hvem Moses gjorde mange forskrækkelige tegn og undergerninger, så han intet kunne sige derimod, men måtte tage og føle på, at det var Guds finger, og derfor også bekendte, at han havde forsyndet sig mod Gud og hans folk – alligevel blev hans hjerte mere og mere forhærdet og forstokket, indtil Herren styr­tede ham selv tilligemed hele hans magt midt i havet.

Sådan også med jøderne: Jo mere Kristus både ved ord og gerning vældig beviste, at han var den, som var lovet deres fædre, at han skulle velsigne dem og hele verden, desto heftigere og bitrere vrededes de mod ham. Og der var ingen måde med eller ende på deres had, bespottelse og forfølgelse indtil de fordømte deres Herre og Gud til den allermest forsmædelige død, som en gudsbespotter og oprørsstifter, og korsfæstede ham mellem to forbrydere. Da hjalp det intet, at endog Pilatus, dommeren selv vidnede imod dem om hans uskyldighed, og at skabningen bar sig anderledes ad end sæd­vanlig og dermed bevidnede, at det var dens Herre og skaber, som hang på korset. Heller ikke hjalp det, at røveren frit og offentligt bekendte, at Kristus, skønt han hang der og døde, allige­vel var en konge, som havde et evigt, himmelsk rige. Og den hedenske høvedsmand råbte offentlig: Sandelig, denne var Guds søn. Alt dette, siger jeg, hjalp intet. De omvendte sig ikke.

Sådan plejer den ugudelige, fordømte verden til alle tider at gøre. Jo mere Gud viser den nåde og velgerninger, desto mere utaknemmelig og fjendtlig bliver den. Nu skulle vi alle sammen således af hjer­tet takke Gud, fordi han, før den yderste dag, har åbenbaret os sit hellige Ord så rent og klart. Heraf kan vi erkende, hvilke uudsigelige goder han har skænket os i Kristus, nemlig at vi ved ham, for­løste fra synd og død, nu skal være retfærdige og salige. Hvordan forholder nu verden sig hertil? Sådan som den plejer. Den véd ikke noksom at skænde, bespotte og fordømme dette nådens og livets Ord, og hvordan den skal forfølge og dræbe dem, som bekender det.

Og selv om den hører, at Gud grueligt vil straffe sådan synd med Helvedes ild og evig for­dømmelse, så bryder den sig dog ikke stort om det. Den går sikkert og forstokket sin gang, som om det intet har at betyde, og den driver kun sin spot med det, sådan som man nu godt ser med hensyn til paven og hans slæng. Og dog er det en så, gruelig, skrækkelig vrede, at al skabnin­gen måtte forfærdes derover. Derfor er det visselig sandt, at intet stål, ingen sten og diamant, ja, ingen ting på jorden er så hård som et ubodfærdigt menneskes hjerte.

Men på den anden side, når et hjerte bliver forsagt og forskrækket, da er det blødere end vand eller olie, så det endog, som Skriften siger, frygter for et raslende blad. Og når et sådant menneske er alene på sit værelse og hører bjæl­ken eller spærret knage en smule, så mener han, at torden og lynild slår ned på ham, og han kommer i sådan angst og bæven, (som jeg ofte har set), at ingen kan trøste eller stille ham tilfreds, og al prædiken og alle trøsterige ord er da for lidt til at berolige ham. Sådan holder det menneskelige hjerte slet in­gen måde: Enten er det alt for forstokket og stenhårdt, så det hverken spør­ger efter Gud eller Djævelen, eller også er det alt for forsagt, flygtigt og fortvivlet.

Sådan var apostlene bange og for­skrækket på grund af den forargelse, som de fik ved at se deres Herre så jammer­ligt bespottet, spyttet på, pisket, slået og endelig på det allermest jammerlige kors­fæstet, så de ikke mere havde noget hjerte i livet. De, som dog tidligere, mens de havde Kristus hos sig, var så frimodige og modige, at Jakob og Johannes dristede sig at begære, at ild måtte falde ned fra Himlen og fortære de samari­taner, som ikke ville modtage Kristus i herberget, Luk 9, 54. De vidste også herligt at rose sig af, at også djævlene var dem underdanige i Jesu navn. Og Thomas formanede de andre og sagde: Lad os også gå, så vi kan dø sammen med ham. Og Peter var især frem for de andre frimodig, da han straks med sværdet huggede om­kring sig blandt skaren, da de ville gribe og fange Kristus. Men nu sidder de af frygt og forskrækkelse med låste døre og vil ikke slippe nogen ind.

Der­for forfærdes de også for Herren, da han kom ind til dem og hilste på dem, og de mente – hvad der jo er tegn på, at de var ganske og aldeles forskrækkede og for­sagte – at de så en ånd eller et spø­gelse. Så hurtigt havde de glemt alle de mirakler, alle de tegn og ord, som de havde set og hørt af ham. Derfor havde Herren i de fyrre dage efter sin opstandelse, før han skiltes fra dem, nok at gøre med at vise og åbenbare sig på mange slags måder, snart for kvinderne, snart for apostlene, snart for den enkelte, snart for dem alle, og han spiser og drikker sammen med dem. Og alt dette gjorde han, for at de skulle være visse på, at han var opstået. Alligevel var det vanskeligt for dem.

Og da han i de fyrre dage ud fra Skriften havde talt med dem om Guds rige, som nu skulle begynde at være et sådant rige, hvori der i hans navn skulle prædikes omvendelse og syndernes forladelse blandt alle folk, da begynde de – da han nu skulle blive optaget i skyen fra dem – at spørge ham og sige: Herre, vil du nu genoprette Israels rige? De havde altså andre tanker om Kristi rige, end han havde fortalt dem. Her ser du, hvor overmåde vanskeligt det er for det forsagte hjerte at blive trøstet, oprejst og ret undervist, så de kunne vide, hvad Kristus er for en konge, og hvad han ved sin død og opstandelse har udrettet.

Sådan er både det menneskelige hjertes forstokkelse og dets svaghed uudsige­lig. Så længe der ingen fare er på færde, er det over al måde hårdt og for­stokket, så det hverken giver agt på Guds vrede eller trussel. Selv om det længe hører, at Gud vil straffe synden med evig død og fordømmelse, så bliver det dog stedse uforandret og nedsænker sig i hovmod og gerrighed. På den anden side, når det begynder at frygte, bliver det endog så forsagt, at man ikke kan bringe det til rette igen.

Det er jo en stor elendighed, at vi er så ugudelige mennesker. Er der ingen nød for hånden, så henlever vi trygge vort liv i synden, uden nogen frygt og skam. Ja, vi er følesløse som et lig, og, hvad man siger til os, nytter ikke mere, end om det var sagt til en sten.

Når der derimod sker en forandring med os, så vi føler vore synder og for­strækkes for døden, dommen og Guds vrede, så er vi på grund af angst og bedrøvelse så følesløse, at ingen igen kan oprejse os. Ja, vi forskrækkes endog for det, som skulle trøste os, sådan som disciplene forskrækkedes for Kristus, der netop kom til dem, for at de skulle blive trøstet og glade. Han kan ikke straks bringe dem til rette, men må, som sagt, arbejde på dem i fyrre dage og bruge alle slags trøst og lægemidler. Og han kan alligevel næppe bringe dem på fode igen, før han omsider giver dem den rette styrkedrik, nemlig Helligånden, hvoraf de bliver så fulde og rigtig trøstet, så de ikke længere er svage og forskrækket som tidligere.

Til sidst vises os også i Thomas Kristi opstandelses kraft. Vi har alle­rede hørt, hvor fast og stædig han er i sin vantro, så, selv om alle de andre disciple bevidner, at de har set Herren opstanden, han alligevel slet ikke vil tro det. Det synes her, som om han har været en god, frimodig mand, som nøje overvejede denne sag, så han ikke så hurtig vil tro andre. For han havde set, at Herren var blevet naglet til korset, og at naglerne gik igennem både hans hænder og fødder, og at spyddet blev stukket i hans side. Alt dette stod så tydeligt for hans øjne, at han holdt det for aldeles intet, hvad de andre sagde til ham, nemlig at Kristus var opstået.

Derfor siger han ganske frimodigt: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Han går altså til den største yderlighed, så han ikke vil tro sine øjne, men at han også vil føle og tage på det med hænderne. Som ville han sige: Ingen skal overtale mig til at tro det, men jeg vil stå så fast på mit nej, at jeg ikke engang vil tro, selv om jeg ser, hvad I siger, at I har set. Skal jeg tro det, så må han komme mig så nær, at jeg, hvis det var muligt, kunne berøre hans sjæl og mærke hans øjne.

Dette er jo at være hårdt og dybt nedsunket i vantro. Og forunderligt er det, hvad han mener med den urimelige tale, at han vil lægge sin hånd og sin finger i de åbne sår. Han burde jo have været så klog, at han havde tænkt: Er Kristus levende igen, har han overvundet døden og befriet sig fra alle sår af piskning og tornekronen, så vil han også have helbredt og aflagt de fem andre sår.

Men dette er sket os til eksempel og trøst. Ved at også de høje apostle måtte fejle og snuble, ser vi, hvordan Kristus viser og forholder sig i sit rige imod sine svage. Han kan også tåle sådanne, som endnu er så hårde og stive, som Thomas her var. Han vil ikke fordømme eller forstøde dem der­for, så længe de gerne vil forblive at være hans disciple og ikke frivillig bespotter ham og bliver hans fjender. Herved lærer han os, at vi ikke skal forarges over sådanne eller fortvivle, men at vi, i over­ensstemmelse med dette hans eksempel skal omgås dem lempeligt, komme deres svaghed til hjælp med vor styrke, indtil også de igen bliver oprejst og stærke.

Men endnu mere må beretningen om denne vantro og stædige Thomas, der lige ­til den ottende dag vedblev i sin vantro og næ­sten lå død deri, tjene til ikke alene sikkert at bevise og bevidne Herrens opstandelse, men og­så til at lade os erkende dennes kraft, og hvordan den bliver os til nytte. Sådan som vi ser hos denne Thomas, som derved blev ledt fra vantro til tro og fra tvivl til en sikker erkendelse og herlig bekendelse. Dette sker nu, siger evangelisten, først otte dage efter Kristi opstandelse, da Thomas, i modsætning til alle de andres vidnesbyrd havde bestyrket sig i sin vantro og nu var lige­som helt død deri, og ingen regnede med, at Kristus skulle vise sig for ham specielt. Da kommer Jesus og viser ham netop de samme ar og sår, og det så friske, som han havde vist dem for otte dage siden for de andre, og han byder ham at række sin finger og sin hånd frem og lægge dem i naglegabene og i siden. Han tillader ham ikke alene at se, ligesom de andre, men også at tage og føle med hænderne, sådan som Thomas havde sagt. Han siger tillige: "Vær ikke vantro, men troende."

Her ser du, at Kristus ikke lader det forblive med det blotte syn, men det er ham om at gøre, at Thomas måtte blive troende og også opstå fra sin hårdnakkede vantro og synd. Dette havde da også den kraftige følge, at Thomas straks udbryder og siger til Kristus: Min Herre og min Gud! Nu er han allerede et andet menneske, og ikke den gamle Thomas Didymos (som betyder en tvil­ling, ikke en tvivler, sådan som man med uforstand har tolket det af denne tekst) ligesom for nylig, da han var så aldeles stivnet og død i vantroen, at han ikke ville tro, med mindre han rørte hans sår.

Men nu begyn­der han pludselig at aflægge en så her­lig bekendelse om Kristus, som ingen af apostlene på den tid endnu havde gjort, idet han nemlig siger, at den person, som var opstået, var sand Gud og sandt menneske. For det er et fortræffeligt ord, han siger: Min Herre og min Gud. Han er ikke drukken, taler heller ikke i skæmt eller for sjov, mener heller ikke en falsk Gud, derfor lyver han visselig ikke. Heller ikke bliver han irettesat af Kristus, for hvad han siger, men Kristus stadfæ­ster hans tro. Altså må det være sand­hed og alvor.

Dette er nu Kristi op­standelses kraft, at Thomas, der frem for alle andre var så forstokket i van­troen, nu så pludselig bliver forandret. Ja, et ganske andet menneske, der nu frit bekender, at han ikke alene tror, at Kristus er opstået. Han bliver sådan oplyst ved Kristi opstandelses kraft, at han nu også med sikkerhed tror og bekender, at den Herre Kristus er sand Gud og sandt menneske, ved hvem han, ligesom han nu var opstået fra vantroen, der er alle synders hovedkilde, også på den yderste dag ville opstå fra døden og evigt leve i uudsigelig herlighed og salig­hed i samfund med ham. Dog ikke han alene, men også alle dem, som tror det. Sådan som Kristus selv videre siger til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror."

Til sidst, med hensyn til det, at Thomas lægger sine fingre i sårene, vil jeg ikke strides med nogen om, hvorvidt Kristus også for fremtiden, efter opstandelsen, har beholdt sårene og nagle­gabene. Kun det påstår jeg, at de ikke har set stygge ud, som ellers, men skønne og trøsterige. Tillige vil jeg lade andre afgøre, om de endnu var friske, åbne og røde, sådan som malerne maler dem. Ellers er det meget smukt, at dette bliver afbildet for almindelige mennesker, så man kan have en erindring og et bil­lede, som minder os om Kristi lidelse og sår. Og det kan godt være, at han har beholdt disse tegn og mærker, der måske ville lyse langt skønnere og herli­gere på den yderste dag end det øvrige legeme, og at han vil vise dem for hele verden, sådan som Skriften siger: "De skal se hen til ham, de har gennemboret." (Joh 19, 37; Zak 12, 10). Men dette overlader jeg til enhvers egen andagt at tænke over.

Men hovedstykket, som vi af denne tekst skal lære og beholde, er, at vi tror, at Kristi opstandelse er vor og har den virkning i os, at også vi skal opstå både fra synden og døden. Sådan som Paulus på så mange steder rigeligt og trøsterig taler derom, ligesom også Kristus selv, når han her siger: "Salige er de, som ikke har set, og dog tror.". Og Johannes lærer og påminder ved slutningen af denne tekst om Kristi opstandelses nytte og rette brug, idet han siger: "Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn."

Dette er jo også en stærk og klar tekst. Den priser herligt troen og af­lægger det vidnesbyrd, at vi ved den visselig har det evige liv. Denne tro ikke er en død, tom erindring af beret­ningen om denne Jesus, men den gør den sikre slutning, at han er Kristus, det vil sige, den lovede konge og frelser, Guds søn, ved hvem vi alle bliver forløst fra synden og den evige død. Det er også derfor, han er død og opstået, så at vi alene for hans skyld skal få det evige liv. Det er således i hans og ikke i Mose eller i vort eget eller i nogen andens navn, det vil sige, ikke for lovens eller vor egen værdigheds og gernings skyld, men alene for hans fortjenestes skyld. Som Peter siger i ApG 4, 12: "Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."