Apg 6, 8-15 & 7, 54-60 (2.Juledag)

Det er alene troen på Kristus, som gør from og bygger Guds rigtige templer For at forstå denne tekst rigtig, må vi føje noget til, som er udeladt og fortælle grunden til det, som hændte. Oprindelsen til striden var, at Stefanus havde sagt, at alt det, som blev gjort uden tro, ikke duede til nogen. Man kunne ikke tjene Gud med at bygge kirker eller med andre gerninger, når ikke troen på Kristus var til stede. Det er alene denne tro, som gør from og bygger Guds rigtige templer, det vil sige, de troende hjerter. Mod det havde jøderne påberåbt sig Moselov og templet i Jerusalem. Om det står der ofte i Bibelen at Gud har udvalgt det til sin bolig og at hans øjne altid skal hvile på det. Derfor kaldes det også Guds hus. Med disse argumenter mente de, at have overvundet Stefanus. Men Stefanus citerer et ord fra Esajas 66, 1: ”Dette siger Herren: Himlen er min trone, jorden min fodskammel. Hvilket hus skulle I kunne bygge mig, eller hvilket sted skulle være min bolig? Min hånd har skabt alt dette, sådan blev det hele til, siger Herren.”

Disse ord er så klart og uimodsigelig, at ingen kan modsig dem. Ved det bevises, at Gud ikke bor i huse, som er gjort med hænder, fordi han først har skabt alt det, man behøver for at bygge det. Videre: Hvis hverken himmelen eller jorden indeslutter ham - for han siger jo at himmelen ikke er hans hus, men hans stol, og jorden ikke hans bolig, men hans fodskammel - hvordan skulle han da kunne bo i et hus, som er bygget af mennesker? I 1 Kong 8, 27 taler Salomo, som jo byggede templet, på samme måde.

Ved det og lignende ord var de blevet overvundet, og de havde intet at modsige disse ord med. Derfor greb de til den udvej, at tyde hans ord, som om han havde sagt, at Jesus vil forstyrre templet og forandre Moselov. Det havde Stefanus dog ikke sagt. Han havde blot udtalt, at alene troen på Kristus gør salig, og ikke loven eller templet. Når troen var til stede, kunne man have templer eller kirker, eller lade være. Og da kunne man holde loven rigtig. Stefanus vil blot gøre en ende på den falske tillid til gerninger og templet.

Sådan er det også i dag. Når papisterne hører, at gerningerne intet nytter og at troen på Kristus i forvejen må udrette alt, så siger de, at man dermed forbyder gode gerninger og bespotter Guds bud. Hvis Stefanus havde prædiket i dag, ville han sikkert ikke være blevet stenet, men brændt på bålet eller synderrevet af de vrede papister.

På denne falske beskyldning svarer Stefanus. Han begynder fra Abraham, gennemgår i korthed hele Skriften og viser at hverken Abraham eller andre patriarker har bygget et hus for Gud, før Salomo byggede et for ham. Alligevel var de andre patriarker ikke ringere i Guds øjne, fordi de ikke havde bygget noget hus for ham. Stefanus nævner derefter et ord fra Esajas, hvor det hedder, at Salomo har bygget ham et hus. Men den Allerhøjeste bor ikke i hus som er gjort med hænder, som han siger ved profeten: Himmelen er min stol, og jorden min fodskammel.

Stefanus fortsætter så, irettesætter dem og siger: ”I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.” (ApG 7, 51-53).

Da han nu havde irettesat dem så hårdt, hedder det videre i teksten: ”Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham.” (v. 54). Det er tydeligt, at forbitrelsen har haft sin grund i læren om troen og gode gerninger.

Og hvad vil papisterne stille op her, når de slet ingen grund har, andet end deres egen menneskelære og love. De har jo ikke samme gode grund, som jøderne, som kunne henvise til, at Gud havde givet dem Moseloven og udvalgt Jerusalem til tempelby. Hvis papisterne havde haft disse grunde, ville der have påberåbt sig guddommelig ret, sådan som jøderne, deres forfædre, gjorde.

Teksten er let at forstå. I Stefanus giver den os et eksempel på Kristi tro. Den behøver ingen grundig udlæggelse, og vi vil derfor bare gennemgå den i korte træk. Den første lærdom er, at man ikke gør Gud nogen tjeneste ved at bygge kirker, som Stefanus klart beviser med Esajas. Det ville ikke være godt for papisterne, for så ville de blive berøvet deres hellighed og liv i luksus og lediggang. Så måtte de også til at have besværet med at arbejde, studere og bede. Så ville deres hellige kristne kirke blive foragtet, ligesom det gik Jesus og apostlene.

Dog skal man ikke forstå det sådan, at der er noget galt i at bygge kirker. Men det er forkert, hvis det får os til at glemme tro og kærlighed og vi gør det i den mening, at det er en god gerning, og at vi derved vil fortjene noget af Gud. Den eneste grund til at bygge kirker er, at de kristne kan komme sammen for at bede, høre prædiken og modtage nadveren. Når den årsag ikke længere er til stede, skal man rive kirkerne ned igen, sådan som man gør med andre huse, når der ikke længere er brug for dem. Men nu vil enhver bygge sit eget kapel eller alter, og derved tror de, at de bliver salige og kan købe sig Himlen. Er det ikke en elendig, skrækkelig vildfarelse og forførelse, at man lærer de arme mennesker at bygge på gerninger, til stor hindring og skade for den kristne tro? Det var bedre at man rev alle kirker ned og brændte dem til aske. Ja, det var mindre synd - selv om man gjorde det af overmod - end at en eneste sjæl skulle blive ført ind i en sådan vildfarelse og blive fordærvet. For Gud har ikke befalet noget om kirker, men kun om sjæle. Det er dem, der er hans virkelige kirker i egentlig forstand, som Paulus siger i 1 Kor 3, 16-17: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.”

Men se nu papisternes hellighed: At alle verdens sjæle ved denne vildfarelse blive fordærvede, og at Guds virkelige kirke synker i grus, det anfægter dem slet ikke. Ja de hjælper endog til og gør ikke andet med deres prædiken om gode gerninger, end at de ødelægger sådanne kirker på ethvert sted. Bagefter kommer de frem og bygger i stedet for disse kirker, som de har ødelagt, kirker af træ og sten. Dernæst lægger de sådanne bånd på samvittighederne, at hvis nogen prikker en smule med en kniv på dette træ og sten, så er hele kirken dermed vanhelliget. Så må man have omkostninger og besvær med at lade dem indvie på ny. Er det ikke vanvittige, gale, ja afsindige og besatte folk, som ikke får dårlig samvittighed, men tværtimod en evig fortjeneste af sådanne store synder, som at ødelægge de sande kirker, og gøre det til en så stor samvittighedssag med deres egne kirkers elendige gøgleværk?

Jeg gentager: For at få udryddet en sådan vildfarelse ville det være godt om man én gang for alle jævnede alle kirker med jorden og i stedet prædikede i almindelig hus eller under åben himmel. Her kunne man bede, døbe og øve alle kristne pligter. Desuden er der ingen virkelig god grund til at bygge kirker. Kristus prædikede i over tre år, men var kun tre gange i templet i Jerusalem. Ellers prædikede han i jødernes synagoger, i ørkenen, på bjerge, på skibet, ved bordet og i husene. Johannes Døberen kom aldrig i templet, men prædikede ved Jordan og ellers overalt. Apostlene prædikede på pinsedagen på torvet og i gaderne i Jerusalem. Filip prædikede på en vogn. Paulus prædikede i Filippi ved vandet, i fængslet, og her og der i husene. I Matt 10, 12 befaler Kristus dem også, at de skal prædike i husene.

Jeg er overbevist om, at de var lige så gode prædikanter som os. Men sådan går det, at de vildfarende prædikanter og djævlelærere har prægtige bygninger, mens Guds ord ikke kan finde et herberge i hele Betlehem, hvor det kan fødes.

Var det ikke nu på høj tid at vi med Stefanus sagde til disse vanvittige: I stædige og uomskårne på hjerter og ører, I modstår altid Helligånden. I er de uskyldige og enfoldige sjæles forrædere og mordere. Ved apostlene har I fået Guds befaling, men I holder den ikke. Jeg er sikker på, at deres hjerter også vil briste og de vil skære tænder og sige: Han har spottet Gud og talt mod det hellige sted, han har vanhelliget alle vores kirker.

Her ser du, hvorfor lynet tit slår ned i kirkerne frem for i alle andre huse. Grunden er at Gud hader dem mere end alle andre huse, fordi sådan synd, gudsbespottelse, sjælemord og kirkeforstyrrelse ikke sker eller kan ske værre i nogen røverhule eller i noget bordel end i disse huse. For når evangeliet ikke prædikes uforfalsket, så er en offentlig bordelvært en mindre synder end en sådan prædikant, og bordellet ikke så ondt som en sådan kirke. Og om samme bordelvært endog hver dag beskæmmede nye jomfruer og fromme ægtekvinder, hvad der dog er en skrækkelig og gruelig ting at høre, så er han dog ikke så ond og skadelig som en sådan papistisk prædikant. Faldet dette dig måske underligt? Betænk dog selv, en sådan prædikant gør dog hverken mere eller mindre, end at han med sin prædiken river de genfødte hjerter ud af dåbens nåde og skænder det unge kristenfolk, de spæde sjæle, som er idel hellige jomfruer og Kristi brude. Men fordi det ikke sker legemligt, men åndeligt, så bekymrer det ingen. Men Gud harmes over al måde over det. I sin store vrede bruger han hårde ord, når han gennem profeten Ezekiel siger i 16, 25: ”Du spredte benene for enhver, der kom forbi, og horede og horede.” Så utålelig er en sådan prædiken for ham. Derover klager Jeremias også i sin bøn i Klagesangene 5, 11: ”Kvinder voldtages i Zion, jomfruer i Judas byer.” Nu er det åndelige jomfruskab, den kristne tro, utallige gange vigtigere end det legemlige, fordi troen alene erhverver os Himlen.

Det er ikke kun den kristne tro, der bliver forstyrret ved sådan lære og gerninger, men også den kristne kærlighed. Her kommer der virkelig for dagen, hvor store narre de er. Der er mange, som har en nabo, der er fattig, eller et barn, en hustru, som er syg eller mangler noget. Dem lader man sidde og rækker dem ikke sin hånd, men går hen og giver det til en kirke, eller samler, så længe man lever, for siden på dødslejet at skrive et testamente, hvor man skænker det snart til det ene og snart til det andet gode formål. Så kommer præster og munke, roser ham, absolverer den fromme mand, giver ham nadveren, begraver ham med ære og udråber hans navn fra prædikestolen. O, det er herlige ting! Han har sørget godt for sjæl godt, han har efterladt sig mange gode gerninger. Ja desværre efterladt sig dem, for han gjorde dem for sent. Men den synd, at han i sit liv, da han var i stand til at hjælpe sin næste, udlod det, og således som den rige mand i evangeliet lod den fattige Lazarus ligge, det er der ingen, der påminder ham om. Han tænker heller ikke selv på det. Den synd forbliver uskriftet, uangret og utilgivet, selv om der var nok så mange bunker afladsbreve og åndelige fædre. Men det er nu netop også en sådan synd, som hører under den yderste dom, hvorom Kristus vil sige: Jeg var nøgen, og I klædte mig ikke. Så vil da denne fromme mand sige: Ak herre, jeg har jo samlet, for at skænke det til dig til et godt formål og har dermed betalt paven for et afladsbrev, så jeg er af ham er blevet afløst fra alle mine synder.

Sådanne mennesker skal ikke høre andet end denne dom: Gå bort fra mig, I forbandede! Til den evige ild? Fordi de har ødelagt den kristne tro ved gerninger og foragtet den kristne kærlighed på grund af træ og sten. Derfor lad os være kloge, kære venner, det kan behøves! Lad os engang lære, at alene troen på Kristus gør salig, sådan som det ovenfor udførligt er sagt, så ingen bygger på sine egne gerninger. Dernæst skal man øve sig alene i de gerninger, som man kan være sin næste til hjælp med, så længe man lever. Lad testamente være testamente, og munkeordener være munkeordener, og gør dine velgerninger imod din næste, så længe du lever.

Jeg vil her anføre som et eksempel, hvad der berettes om den hellige kvinde Elisabeth. Hun kom engang til et kloster og så, vor Herres lidelse var smukt malet på væggen. Da sagde hun: denne omkostning skulle i have sparet til livsfornødenheder, for dette burde være malet i jeres hjerter. Se der, hvilken enfoldig, guddommelig og stærk bedømmelse er det ikke af de ting, som dog enhver sætter så stor pris på. Hvis hun havde sagt det nu, så havde papisterne sikkert ladet hende brænde som den, der havde bespottet Kristi lidelse og talt ilde om gode gerninger. Hun måtte nu have været en kætterinde, selv om hun var så god som ti helgener.

Den anden lærdom i teksten er: Guds bud bliver ikke opfyldt med gerninger. For Stefanus forkaster her ikke bare kirker og bygning af kirker, men endog alle gerninger, idet han siger: ”I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.” Derfor skæller de ham igen ud, ikke bare for en, som taler mod det hellige tempel, men også for en som kritiserer Moseloven og vil lære andre gerninger end de havde lært. Stefanus kunne jo ikke beskylde dem for, at de ikke holdt loven med ydre gerninger. For de var jo omskåret og holdt sig efter Moselov i spise, klæder, fester, ja de stenede ham jo for lovens skyld. Men Stefanus taler af samme Ånd som Paulus i Rom 2 og 3: Ved lovens gerninger kan ingen blive retfærdig for Gud, men alene ved troen. Grunden til det er, at hvor Helligånden ikke er og giver nåde, kan menneskets hjerte ikke elske Guds lov. I stedet ønsker det, at det ikke fandtes nogen lov. Enhver føler det hos sig selv. Vi er træge og uden lyst til det gode, men villige og parat til det onde, som Moses også siger i 1 Mos 6, 5 og 8, 21: ”Menneskets hjerte vil kun det onde fra ungdommen af.”

Hvor det er uvilje mod det gode, gør mennesket lovens gerninger uden lyst, ikke af hjertet, men af frygt for straffen, skam og Helvede. Eller det gør det af kærlighed til sin egen nytte og frelse, men ikke af kærlighed til Gud og hans ære. Derfor er alle sådanne gerninger blot hykleri, og de anses ikke for gode gerninger.

Derfor har han lovet Helligånden, og han giver den også til alle, som tror på Kristus. Ved sin nåde gør Helligånden menneskets hjerte villig og parat til det gode, så mennesket gør de gode gerninger alene til Guds ære. For ved troen og Ånden er mennesket allerede retfærdig og salig. Så langt kan ingen gerninger bringe det. Af det kan vi let slutte, at de, som er uden tro og nåde, ikke holder loven, selv om de plaget sig til døde med lovens gerninger.

Det er det, Stefanus mener, når han siger, at jøderne altid modstår Helligånden. For sine gerningers skyld var de stolte og vil ikke erkende deres behov for Åndens nåde. De vil ikke have deres gerninger forkastet som fuldstændig uduelige. De har altid travlt med loven, men gør alligevel ikke noget rigtigt. Hele deres liv er og bliver de hyklere. De vil ikke tage imod troen, så de ved den kan komme til sande, gode gerninger. Ved Åndens nåde kunne de da få lyst og kærlighed til loven, så de med et frit hjerte kunne opfylde den. Det er sådanne gørere og lovopfyldere Gud vil have - og ingen andre. Derfor siger han også at de er stædige og uomskårne på hjerter og ører, da de ikke vil høre eller forstå det.

De råber altid: Gode gerninger! gode gerninger! Lov! Lov! Men de gør ikke selv noget af det. Ligesom også vores papister i dag. De forfølger de retfærdige, og roser sig siden af, at de har gjort det for Guds og hans lovs skyld.

Nu har vi betragtet hovedsagen i denne tekst. Nu vil vi betragte det eksempel på guddommelig nidkærhed og kristelig kærlighed, som teksten giver os.

For det første ser vi i Stefanus et eksempel på kærlighed til Gud og næsten. Kærlighed til Gud viser han ved at han straffer jøderne så alvorlig og hårdt. Han kalder dem forrædere, mordere og overtrædere af hele loven, ja han kalder dem hårdnakkede, som kæmper mod loven og opfyldelsen af den, ja de modstår endog Helligånden selv.

Han kalder dem uomskårne på hjerter og ører. Kunne han have skældt dem værre ud? Han lader intet godt blive igen hos dem, så det kan synes som om han gjorde det af utålmodighed og vrede. Men det er kærligheden til Gud, som tvinger og driver ham til det. Den kan ikke tie stille, når Guds Ord bliver foragtet, for det tåler den ikke at høre. For kærligheden kan ikke hykle, men den straffer og skælder ud på den, som handler imod Gud. Intet kan hindre den i at irettesætte sådan, om det så skal koste livet.

Skriften kalder dette for ”nidkærhed for Gud”, en hellig iver. For hvis nogen vanærer Gud og er ulydig mod ham, gør det en ondt. Man føler det, som en dyb smerte. Guds ære og lydighed mod ham er nemlig det, man mest af alt søger og elsker. Om profeten Elias læser man således, at han var særlig nidkærhed mod de falske profeter. Af det eksempel lærer vi, at alle som tier til synd og overtrædelse af Guds bud, ikke elsker Gud. Hvad skal der da blive af hyklerne, som roser overtrædelserne? Og hvad bliver der af bagtalerne, som elsker at høre og snakke om sin næstes fejl, og gerne griner af dem?

Det undskylder heller ingen, at paven i sine vanvittige kirkelove forbyder, at man irettesætter øvrigheden. Det er ren Satanslære. Hvem er det, Stefanus dadler her? Er det ikke de øverste i Jerusalem? Og han er jo blot en almindelig, jævn mand, hverken præst eller ordineret. Dermed lærer han os, at enhver kristen skal og har pligt til at irettesætte paven og øvrigheden. Det er altså langt fra, at det skulle være forbudt eller at man ikke skulle have ret til det. Især bør man påtale de religiøse synder, ligesom Stefanus ikke nævner de grove synder, men hykleri og at man ikke tror, men modstår Helligånden. Det er her de gør mest skade, ved at forføre sig selv og folket med deres love og gerninger.

Stefanus var ikke teolog eller gejstlig, han var ikke præst. Lukas skriver nemlig i ApG 4 og 6, at de kristne i Jerusalem havde alle ting fælles. Apostlene uddelte så til enhver, hvad vedkommende havde brug for. Da denne opgave imidlertid efterhånden tog for meget tid fra prædikenen og bønnen, sammenkaldte de hele discipelskaren og sagde: ”Det er ikke rigtigt, at vi forsømmer Guds ord for at varetage tjenesten ved bordene. Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom, som vi kan sætte til denne opgave, men selv vil vi fortsat holde os til bønnen og tjenesten for ordet.” (ApG 6, 2-4). Derfor blev Stefanus udvalgt sammen med seks andre til at stå for denne opgave. Det er herfra, vi har ordet ”diakon” eller ”tjener”, fordi de tjente menigheden med de daglige fornødenheder. Stefanus har således været en forvalter eller bestyrer eller forstander for de kristne med den opgave at uddele de daglige fornødenheder til dem, der havde brug for det.

Senere tider har så gjort ham til en tekstoplæser i kirken. Der er således ikke blevet mere tilbage af hans embede end det, nonnerne, hospitalspersonalet og fattighjælperne udfører. Det var også sådanne mennesker, man skulle sætte til at være oplæsere i kirken, og ikke ordinerede personer. Det skulle være almindelige lægfolk, der havde en liste over de nødtrængende og administrerede de indsamlede midler. Det er dette, der var Stefanus’ egentlige embede. Han har aldrig haft ønske om at blive oplæser eller gå i præsteklæder. Der er blot menneskepåfund.

Teksten giver os ikke kun et herlig eksempel på tro og kærlighed, men også på trøst og formaning. Den lærer ikke kun, men oprejser og tilskynder også. Den kalder døden, som hele verden gruer for, for en søvn. Lukas siger: ”han sov hen.” Det er: En blid død, som han ikke mærkede, skilte ham fra det liv. Det er akkurat som med et menneske, som falder i søvn, det kommer ind i søvnen uden at føle det eller mærke, hvad der sker.

Man kan trygt bygge på dette ord fra Helligånden. Det lyver ikke, når det siger, at de kristnes død er en søvn og en blid bortgang. Det er Kristi nåde og kraft, som gør at døden ikke bliver hård for os, hvis vi tror på ham. Det har han ved sin død erhvervet til os. Han siger selv i Joh 8, 51: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Hvorfor skal man ikke se døden? Jo, fordi sjælen, som er indsvøbt i hans levende ord og fuld af hans liv, ikke kan mærke døden. For Ordet er levende og mærker ikke døden. Og sådan er det også med sjælen, der tror på det samme ord og lever af det. Derfor kaldes Kristi ord livets ord, og det er også livets ord. Den som hænger fast ved det og tror på det, han må også leve.

Denne opmuntring og trøst bliver endnu større, når Stefanus siger: ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.” (ApG 7, 56). Med det har Kristus vist, hvor nær han er os, hvor villig han er til at hjælpe os, og hvor parat han er til at hjælpe os, når vi blot tror på ham og med glæde vover livet for hans skyld. Det er ikke kun sket for Stefanus’ skyld. Det er heller ikke skrevet for hans skyld. Men det er skrevet til trøst for os, så vi ikke skal tvivle på, at han vil gøre det samme mod os, hvis vi gør det, Stefanus gjorde.

Udtrykket ”Himlen står åben”, er meget trøstefuldt. Ja, ved det bydes døden kraftig tros. Hvad skulle ikke være åbent og parat, når Himlen, den højeste skabning, står åben og venter på os, ja er glad over, at vi kommer? Du vil sikkert gerne have, at den også synligt skal stå åben for dig. Men hvis det skulle være sådan for alle, hvor blev troen da af? Det er nok at det er sket én gang. Det skete for at trøste og styrke alle kristnes tro og gøre døden ringe. For det vil gå os sådan som vi tror, selv om vi ikke ser det. Man skal desuden lægge mærke til, at Stefanus ikke ser en engel eller Gud selv, men mennesket Kristus, som er den kæreste og mest trøsterige skikkelse, der ligner os selv. Når vi er i nød, vil vi nemlig hellere se et menneske som os selv, end en engel eller nogen anden skabning.

Så kommer de kløgtige hoveder, der vil vurdere Guds værk med fornuften og måle havet med en teske. De siger: Hvordan kunne Stefanus se helt ind i Himlen, når vi næsten ikke kan få øje på en fugl? Hvordan kunne han se helt præcist, at det var Kristus og ikke en anden person, han så? Hvis vi se en mand i et tårn, ligner han jo blot et lille barn og vi kan ikke se, hvem det er. Der er så nogen, der forsøger at afhjælpe dette problem ved at sige, at Stefanus’ øjne blev overnaturlige stærke, så han kunne se meget langt.

Lad al den slags menneskevrøvl fare. Paulus hørte jo også Kristi stemme ved Damaskus uden at hans hørelse blev skærpet. Og de apostle, der var med Kristus på bjerget, hørte Faderens røst, uden at deres hørelse på nogen måde var forstærket. Det samme var tilfældet med Johannes Døber. Og det er jo en større ting, at en stemme kan høres på lang afstand, end at en skikkelse kan ses på samme afstand.

Men når Gud åbenbarer sig, så er Himlen og alle ting nær. Ligegyldig hvor Stefanus havde befundet sig, så er Himlen nær, så han ikke behøver at se langt. Gud er nemlig alle steder. Han behøves således ikke stige ned fra Himlen. Derfor sker en sådan åbenbaring i et nu, så han samtidig er i Himlen og dog kan ses helt tæt på uden nogen forvandling eller skærpelse af øjnene. At vi ikke forstår, hvordan dette sker eller er muligt, er af mindre betydning. Guds undere sker ikke, for at vi skulle kunne måle og begribe det, men for at vi skal tro og blive trøstet. Men hvis du er så klog, kan du måske lige forklare mig nogle af de små undere, som hvordan det går til, at et stort æble eller pære vokser frem af en lille gren. Lad du Gud virke og koncentrere dig om at tro. Du kan ikke forstå eller begribe ham.

Hvem kan opregne alle de dyder, som findes i Stefanus’ eksempel? Alle Åndens frugter kommer til syne her. Her ser man kærlighed, tro, tålmodighed, godhed, fred, sagtmodighed, visdom, sandhed, enfoldighed, styrke, trøst, omsorg for næsten, had til alt ondt, straf over det onde, foragt for døden og dette liv, frihed, et roligt sind, al nåde og alt godt. Det findes ingen dyd, som man her ikke kan se eksempel på. Der er ingen last, som ikke bliver straffet her.

I teksten hedder det derfor med rette, at Stefanus var ”fuld af nåde og kraft”. Og hvor troen og nåden er, er der også kraft til alle gode gerninger. For hvor troen er sand, følger gerningerne også efter. Jo stærkere troen er, desto kraftigere er gerningerne.

Den rette tro er en mægtig, kraftig og virksom ting. Intet er umuligt for den. Den hviler ikke, men er altid virksom. Takket være troens store kraft gjorde Stefanus derfor ikke blot almindelige gode gerninger, men også åbenlyse mirakler og tegn blandt folket. Ja, han gjorde store mirakler og tegn, som Lukas siger. Det er skrevet til et vidnesbyrd om at den, som ikke er virksom, heller ikke er en troende, og derfor heller ikke kan rose sig af sin tro. Det er ikke for intet, at troen nævnes først og gerningerne sidst. Med det viser han, at gerningerne er en ytring af troen, og at intet godt kan ske uden tro. Troen må være der før alle gerninger. Gud hjælpe os til det!