Joh 1, 1-14 (1.Juledag 2.ev.)

Videre: Ordet og den, som taler det, kan ikke være samme person, for det er ikke mulig at den, som taler, selv er Ordet. Hvad kunne det være for en taler, som selv var Ordet? Det må enten være en stum, eller Ordet må lyde af sig selv uden den talende og udtale sig selv. Nu står der her i Skriften stærkt og klart med udtrykkelige ord: ”Gud sagde.” Altså må Gud og hans ord være to forskellige. Hvis der havde stået: ”Der lød et ord,” vil det ikke have været så klart, at det gjaldt to forskellige, Ordet og den talende. Men når det udtrykkes sådan: ”Gud sagde,” og både den talende og hans ord nævnes, må der nødvendigvis være to. Den talende kan ikke være Ordet, heller ikke Ordet den talende. Men Ordet kommer fra den, som taler, og har ikke sit væsen fra sig selv, men fra den talende. Den talende derimod kommer ikke fra Ordet og har ikke sit væsen fra det, men fra sig selv. Altså fremgår det af dette sted hos Moses, at der er to personer i guddommen fra evighed af, før alle skabninger. Og den ene har sit væsen fra den første, men den første har det ikke fra nogen anden end sig selv.

På den anden side står det fast i Skriften, at der ikke er mere end én Gud, som Moses siger til indledning: ”I begyndelsen skabte Gud himmel og jord.” Og i 5 Mos 6, 4: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” Se, sådan går Skriften frem med enkle, forståelige ord og lærer os ophøjde ting så klart, at enhver kan fatte det, og så mægtigt, at ingen kan modsig det. Hvem er det, som ud fra disse ord af Moses ikke kan begribe, at der må være to personer i guddommen og alligevel bare én Gud? Han må i så fald fornægte den klare Skrift. På den anden side, hvem er så skarpsindig, at han kan modsig det? Han må jo lad Ordet være noget andet end Gud, som taler det, og må alligevel bekende, at det var før alle skabninger, og at skabningen blev til ved det. Men så må han nødvendigvis også lade det være Gud, for udenom skabningen er der ikke nogen andet end Gud. Han må også bekende, at det kun er én Gud. Det er altså en tvingende og nødvendig slutning af Skriften, at disse to personer er én fuldkommen Gud, og hver af dem er den sande, ene, fuldkomne Gud med guddommelig natur, som har skabt alt. Og den, der taler, har ikke sit væsen fra Ordet, men Ordet har sit væsen fra ham, der taler. Men alt er evigt og er i evighed uden for alle skabninger.

Her har de arianske kættere villet tågelægge det klare udsagn og bore et hul ind til Himlen, siden de ikke kunne komme forbi det. De sagde, at dette Guds Ord ganske vist nok var guddommeligt, dog ikke af natur, men ved skabelse. Alle ting var skabt ved det, men selv var det også først skabt, og siden alle de andre ved det. Det talte de ud fra deres egne drømme, uden nogen grund i Skriften. De lod Skriftens enkle ord fare og fulgte deres egne tanker. Det er derfor, jeg siger: Den, der vil færdes trygt og blive stående, skal ikke lade sig blænde af de mange sofistiske og spidsfindige ord og påfund, men holde fast ved de enkle, mægtige og klare ord i Skriften, så bliver han bevaret. Hvordan apostlen Johannes kom disse kættere i forkøbet og mødte dem, med alle deres udflugter og påfund, det skal vi se. Men her hos Moses har vi altså den reneste guldgrube, hvorfra alt det, som er skrevet om Kristi guddom i Det Nye Testamente, er hentet fra. Her ser du hvorfra Johannesevangeliet strømmer frem og hvor det har sin grund, og ud fra det er det nu let at forstå.

Se, her har også ordet i Salme 33 sin kilde: ”Ved Herrens ord blev himlen skabt.” Og Salomos Ordsprog 8, 22 som taler om Guds visdom og med mange smukke ord skildrer, hvordan den var hos Gud, før alle ting blev til. Alle profeterne har også arbejdet meget i den guldmine og grave deres skatte frem. Samme Mosebog taler også om Helligånden, når der siger: ”Guds Ånd svævede over vandene.” (vers 2). Så må også Guds Ånd være noget andet end ham, som ånder den ud, og alligevel være før alle skabninger. Ligeledes når der står, at Gud velsignede skabningen, så på dem og syntes godt om dem. Velsignelsen og den velvillige blik betegner Helligånden, fordi Skriften tilskriver Ånden liv og godhed. Men disse udsagn er endnu ikke så godt udformet som de om Sønnen, derfor stråler de endnu ikke så klart. Malmen ligger endnu halvvejs i gruben, fordi det er let at tro det, når fornuften er kommet så langt, at den tror, der er to personer. Den, som havde tid og kunne sammenligne udtalelserne om Helligånden i Det Nye Testamente med denne tekst hos Moses, vil finde meget lys og stor glæde.

Nu må vi åbne hjerte og forstand så meget, at vi ikke regner dette ord for et ubetydeligt og forgængeligt menneskeord. Nej, så mægtig som den talende er, så højt må vi også agte hans ord. Det er et ord, han taler for sig selv og som bliver i ham. Det bliver aldrig adskilt fra ham. Ifølge apostlens tanke må vi derfor forestille os, hvordan Gud taler med sig selv og til sig selv og lader et ord udgå fra sig selv til sig selv. Men dette ord er ikke blot en livløs vind eller en lyd, men fører hele den guddommelige naturs væsen med sig. Og ligesom det tidligere blev sagt om afglansen og billedet i epistelteksten, at den guddommelige natur følger helt med i billedet og selv bliver og er billedet, således taler Gud også her sit ord ud af sig, sådan at hele hans guddom følger Ordet og er og bliver i Ordet efter sin natur og sit væsen.

Her ser vi hvor apostlen har det fra, når han kalder Kristus et billede af Guds væsen og en afglans af hans herlighed, nemlig fra denne tekst hos Moses. Den lærer, at Gud ud fra sig selv taler et ord, og det kan ikke være nogen andet end et billede som fremstiller ham. For hvert ord er et tegn som symboliserer noget. Men det, som her bliver betegnet, eksisterer efter sin natur i tegnet eller Ordet, hvad ikke er tilfældet med andre tegn. Derfor kalder han det med rette et billede af hans væsen eller et tegn på hans natur.

Også menneskers ord viser noget af det, for i det lærer man menneskets hjerte at kende. Det er som man plejer at sige: Jeg kender hans hjerte eller sind - skønt han blot har sagt nogle ord. For hjertets sindelag præger ordene, og det opfattes gennem ordene, som om det eksisterede i det. Også hedningene har gjort den erfaring, for de siger: ”Som manden er, sådan taler han.” Eller: ”Talen er et afbillede af hjertet.” Er hjertet rent, så taler det rene ord. Er det urent, taler det urene ord. Det samme udtrykker evangeliet når Kristus siger (Matt 12, 34): ”For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” Men også: ”Hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt?” Også Johannes Døberen siger i Joh 3 (v. 31): ”Den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk.” Sådan bekender hele verden at der ikke findes noget billede af hjertet, som har så stor lighed og sikkerhed som det munden taler. På sangen kender man fuglen, for den synger sådan som den har fået næb til. Det ser ud til at hjertets væsen er i Ordet. Sådan er det også i Gud. Hans ord har så stor lighed med ham at hele guddommen er i det, og den som har Ordet, har hele guddommen. Men også ved den sammenligningen er der en mangel: For det menneskelige ord bringer ikke hjertets væsen og natur med sig. Det tilkendegiver det blot som et tegn, ligesom et billede af træ eller guld ikke bringer menneskets væsen, som det gengiver, med sig. Men her hvor det er tale om Gud, bringer Ordet ikke bare et tegn og billede med sig, men hele Guds væsen. Ordet er altså Gud lige så fuldt som han hvis billede og ord det er. Hvis menneskets ord var helt igennem hjerte eller hjertets sind, eller hjertets væsen var ord, da ville det være en fuldstændig lighed. Men sådan kan det ikke være, derfor er Guds Ord uden lige, over alle ord hos alle skabninger.

Hvad mener Moses, når han siger: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” Hvad er det for en begyndelse? Det er den begyndelse, hvor hele skabningen er begyndt at være til. Inden da er der ingen begyndelse. For Gud har ingen begyndelse. Han er evig. Altså må Ordet også være evigt, da det ikke er blevet til i begyndelsen, men allerede var til i begyndelsen, som Johannes her siger. Ordet blev ikke til, da alt andet blev til. Det var der allerede.

Hvor forsigtig taler ikke evange­listen, når han ikke siger: I begyndelsen blev Ordet, men: det var, og blev ikke. Det har en anden be­gyndelse til sit væsen end at blive til eller begynde. Desuden siger han: ”i begyndelsen”. Var Ordet skabt før verden, som Arius hævdede, så havde det ikke været i be­gyndelsen, men havde været selve begyndelsen. Men nu står Johannes’ ord fast: i begyndelsen var Ordet. Det er ikke selv begyndte at være til.

Hvorfra har Johannes disse ord? Fra Moses, som i 1 Mos 1, 3 skriver: ”Gud sagde: Der skal være lys!” I dette vers fremgår det, at Ordet var i begyndelsen. For når Gud taler, må der have været et ord. Og når Gud i begyndelsen talte ordet, da han skabte skabningen, så var ordet der jo allerede i begyndelsen og er ikke blevet til sammen med skabningen.

Men hvorfor siger Johannes ikke: Før begyndelsen var Ordet? Det ville have været klarere udtrykt. Sådan som Paulus ofte siger: ”Før verden blev grundlagt”, (Ef 1, 4 o.a.). Svar: Det er nøjagtig det samme, om man siger i begyndelsen eller før begyndelsen. Det ene følger jo af det andet. Derfor ønsker Johannes som en evangelist, at følger Moses’ udtryk og vise, hvor han har det fra. Det ville han ikke kunne gøre, hvis han havde sagt: ”før begyndelsen”. Moses fortæller nemlig intet om det, der var inden begyndelsen, men beskriver selve begyndelsen. Dermed kunne han bedre vise, at skabelsen skete ved Ordet. Af samme årsag kalder Johannes ham også for ”Ordet”, skønt han også kunne kalde ham lyset og livet, som han senere gør. For Moses taler om Ordet.

Nu er ikke det at begynde og at være i begyndelsen det samme som at være før begyndelsen. Men skulle Ordet være til i begyndelsen og ikke før begyndelsen, så må det før begyndelsen have begyndt at være til. Så havde begyndelsen været før be­gyndelsen. Og det ville jo være selvmodsig­ende. Det ville være det sam­me som om begyndelsen ikke var be­gyndelsen. Derfor er det mesterlig sagt: I begyndelsen var Ordet. Derved vises det, at Ordet ikke er begyndt, og derfor må det nødvendig have været før begyndelsen.

Her skiller han tydelig mellem personerne, og viser at Ordet er en anden person end Gud, som det var hos. Dette vers viser at Gud ikke har været alene, fordi Johannes siger, at der har været nogen hos Gud, nemlig hans Ord. Hvis der kun havde været én eneste per­son, hvorfor var det da nødvendig at sige: Ordet var hos Gud? Er der nogen hos ham, så er han ikke alene. Her skal man lægge mærke til at evangeli­sten lægger meget vægt på det lille ord ”hos”. Han bruger det to gange for at han tydelig kan udtrykke den personlige forskel, og således komme den na­turlige fornuft i forkøbet. For ganske vist begriber den naturlige fornuft at der kun er én Gud - det må være sandheden, da mange ord i Skriften bekræfter det - men fornuften strider aldeles imod at den samme Gud skal være mere end én person.

Heraf kommer det, at Sabellius påstod, at Fader, Søn og Helligånd var én person. Modsat vil Arius ikke bekende, at Ordet virkelig var sand Gud, selv om han medgav, at Ordet var hos Gud. Den første lærte altså en alt for stor enhed i Gud, mens den anden lærte en alt for stor forskel. Den første blandede personerne sammen, mens den anden skilte naturerne fra hinanden. Den sande kristne tro går midt imellem. Den lærer og bekender de usammenblandede personer og den udelte natur. Det er en anden person end Sønnen, der er Faderen, men denne person er ikke en anden Gud. At den naturlige fornuft ikke fatter dette, er som det skal være, for det er alene troen, der skal begribe dette. Den naturlige fornuft frembringer kætterier og fejltagelser. Troen lærer og holder fast i sandheden, for den holder sig til Skriften, som hverken lyver eller bedrager os.

Luther gengiver her ordene efter grundtekstens rækkefølge. Den danske oversættelse har: Og Ordet var Gud. Fordi der ikke er mere end én Gud, så må Gud nødvendig selv være det Ord, som før alle skabninger var i begyndelsen. Der er nogen, der gengiver ordene i modsat rækkefølge: Og Ordet var Gud. De har måske haft en særlig spidsfindig årsag til det. Vi lader os imidlertid ikke trække væk fra grundteksten, som om Johannes ikke skulle vide, i hvilken rækkefølge han ville sætte ordene. Hans mening er denne: Siden der ikke er nogen anden Gud til, end den ene, så er denne Gud med hele sit væsen dette Ord, som han taler om. Det er intet i den guddommelige natur, som ikke også er i Ordet. Johannes udtrykker således ty­deligt, hvor sandt dette Ord er Gud. Det er ikke alene sandt, at Ordet er Gud, men også at Gud er Ordet.

Lige så klart, dette vers gendriver Arius, lige så klart synes det at støtte Sabellius. Det ser nemlig ud som om de guddommelige personer her bliver blandet sammen og derved ophæver eller omfortolker vers 1, hvor personerne blev skelnet fra hinanden. Men Johannes har villet gendrive alle kætterier med sine ord, så derfor afviser han Arius ved at tilskrive Ordet den sande, naturlige guddommelighed. Det hedder: Og Gud var Ordet. Det er som om Johannes dermed vil sige: Jeg skriver ikke, at Ordet var Gud, for det kunne tolkes som om Ordet kun bliver tillagt guddommelighed, men ikke virkelig var det af natur. Når det derimod hedder, at Gud var Ordet, kan det ikke forstås anderledes end at alt, hvad man kalder og anser for Gud, det samme er Ordet. – Og for at man ikke skal tro, at Johannes støtter Sabellius og blander personerne sammen og ophæver forskellen, så gentager han ordene:

Hos Gud, hos Gud var det, og alligevel var Gud Ordet. Evangelisten beviser sandheden af begge deler: at Gud er Ordet og at Ordet er hos Gud, én natur i det guddomme­lige væsen, og alligevel ikke én per­son, og hver af personerne er alligevel en fuldkommen sand Gud fra begyndelsen og evig. På disse ord er vores tro grundet, og dem skal vi holde os til. Det er alt for højt og ufattelig for fornuften, at der kan være tre personer, og at hver person alligevel fuldkomment kan være den ene, sande Gud, men alligevel ikke er tre guder, men én Gud. Universitetsfolkene har med store og uforståelige spidsfindigheder søgt at gøre det begribelig for fornuften. Men hvis du vil undgå den onde fristers garn og snarer, så lad deres spidsfindige klogskab og visdom fare. Hold dig til dette guddommelige ord, kryb ind i det og blive i det som haren i sin hule. Går du ud og giver agt på menneskesnak, så får fjen­den fat på dig, og styrter dig, så du til sidst ikke ved, hvad der er fornuft, tro, Gud eller dig selv.

Tro mig som en, der selv har prøvet og erfaret det. Skriften er ikke givet uden god grund. Hvis fornuften selv kunne finde ud af det, så havde Skriften ikke været nødvendig. Lad Arius og Sabellius være dig skræmmende eksempler. Hvis de var blevet ved Skriften og havde ladet fornuften blæse en lang march, så havde de ikke udrettet så store ulykker. Universitetsfolkene ville også være gode kristne, hvis de lod deres naragtige spidsfindigheder ligge og holdt sig til Skriften.

Er det ikke tydelig nok sagt? For ordene ”alle ting” udelukker intet. Og når alle ting er skabt ved Ordet, så er Ordet selv jo ikke skabt og hører ikke med blandt de skabte ting. For når man siger ”alle ting”, så undtager man intet. Som også Hebræerbrevet siger i kapitel 2, 8, hvor ordene fra Salme 8, 7 forklares: ”Alt har du lagt under hans fødder.” For da han lagde alt under ham, undtog han intet fra at være underlagt ham. Og i 1 Kor 15, 27: ”Alt har han lagt under hans fødder – med undtagelse af Gud, der har lagt alt under ham.” Sådan må det også forstås her.

Johannes udfolder det videre og forklarer det selv med ordene:

Hvis intet er skabt uden ham, så er han helt klart ikke selv skabt. Disse ord kræver ingen udlægning, for når intet er skabt uden ham, så er det klart, at Ordet er Gud og den sande skaber af alle ting. Dog er tingene ikke skabt af ham, men af Faderen. Derfor hedder det, at alt er skabt ved ham af Faderen.

Der er nogen, der forstår disse ord, så de skulle handle om Platons indviklede teorier om de evige ideer. At alle ting eksisterer som ideer i Guds tanker og at denne eksistens er ædlere end tingenes ydre eksistens. Således siger Augustin, at Ordet er som et skattekammer fuld af disse ideer, som de kalder det. Skønt jeg ikke forkaster denne teori, så synes jeg dog, det er noget søgt og at presse ordene. For Johannes taler helt enkelt og ligetil. Han har ikke i sinde, at fremføre sådanne spidsfindige og indviklede teorier. Mig bekendt taler Skriften heller ingen steder om skabningen på denne måde. Der siges ganske vist, at alle ting forud er kendt og bestemt og det på denne måde er som var det allerede sket. Således siger Kristus angående Abraham, Isak og Jakob i Luk 20, 38: ”Gud er ikke Gud for døde, men for levende, thi for ham er alle levende.” Men ingen steder i Skriften står der, at alle ting lever i Gud.

Ordene taler om nogen mere end skabningens liv, som var i ham før verdens begyndelse. Johannes enkle me­ning er, at han er livets kilde og ud­spring, så at alt, som lever, lever af ham, ved ham og i ham, og uden for ham er det intet liv. Som han selv siger i Joh 14, 6: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.” Og Joh 2, 25: ”Jeg er opstandelsen og livet.” Derfor kalder Johannes ham også for livets ord (1 Joh 1, 1), men særlig taler han om det liv, som men­nesker får af ham, det evige liv. Og det er for det evige livs skyld, Johannes skriver sit evangelium.

Det fremgår også af hele teksten. For han forklarer selv, hvad det er for et liv han mener, når han siger: ”Og livet var menneskenes lys.” Med det viser han tydeligt, at han taler om det liv og lys, som Kristus giver os ved sig selv. Derfor bruger han også Johannes Døber som vidne om dette lys. Det er jo klart, at Johannes Døber ikke har talt om Kristus i filosofiske vendinger, men enkelt og ligetil, hvordan Kristus er lys og liv til frelse for alle mennesker.

Man skal derfor vide, at ifølge kirkehistorien, har Johannes skrevet sit evangelium, fordi kætteren Cerinth lærte, at Kristus ikke havde eksisteret før sin mor Maria. Han gjorde således Kristus til et almindeligt menneske eller skabning. For at imødegå denne kætter, begynder Johannes så højtideligt og fortsætter på denne måde, så han næsten i hver sætning forkynder Kristi guddommelighed. Det er der ingen af de andre evangelister, der gør.

Derfor fortæller Johannes, at Kristus ikke alene har eksisteret før sin mor. Nej, han er det Ord, som har været fra begyndelsen og som Moses skriver om.  
Meningen med disse ord er altså helt ligetil, at den, der ikke tror, at Kristus er sand Gud, men kun anser ham for en skabning, som først er blevet til i tiden efter sin mor, sådan som Cerinth lærte, han er evigt fortabt og har ikke livet. For uden for dette Ord og Guds Søn er der intet liv, det findes kun i ham.  
Hvis Kristus kun var et menneske og ikke var Gud, ville han intet kunne udrette, som han selv siger i Joh 6: ”Kødet gør ingen gavn – men mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.” (vers 63 og 55). Hvordan kan Kristi kød være sand mad, når kødet intet gavner? Det kan det, fordi Kristus ikke kun er kød eller blot et menneske, men Guds Søn. Altså er hans kød sand mad, ikke fordi det er kød, men fordi det er hans kød. Det vil sige, at den, der tror, at han, der har kød og blod ligesom ethvert andet menneske, også er Guds Søn og Gud, han spiser ham på rette måde og skal leve. Men den, der kun tror, at han er et menneske, er Kristi kød ikke til gavn. Således siger han også i kap. 8, 24: ”Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.” Og i vers 36: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Det samme siger ordene her i kap. 1, 4: ”I ham var liv.” Guds Ord i begyndelsen og Gud selv må være vort liv, spise, lys og frelse. Derfor skal det ikke tilskrives Kristi menneskelige natur, at vi gøres levende, men livet er i Ordet, som boede i dette kød og som gør levende gennem dette kød.

Se, denne opfattelse er ligetil og tjener til opbyggelse, således som Paulus plejer at sige om evangeliets lære, som han kalder en ”pietistisk lære” : doctrina pietatis, en lære, som gør mennesker rige på nåde. Men den anden opfattelse, som også hedningerne har, at alle skabnin­ger leve i Gud, den frembringer kun spids­findige vrøvlehoveder, er også indviklet og van­skelig, men lærer ikke om nåden, gør heller ikke noget menneske rigt på nåde. Derfor forkaster Skriften den, også, som grundet i nysgerrighed.

Sådan som man nu udlægger Kristi ord, når han siger: ”Jeg er livet”, sådan skal man også udlægge disse ord. Slet ikke på filosofisk vis om skabninger­nes liv i Gud, men derimod om hvordan Gud lever i os og gør os delagtige i sit liv, så at vi har vort liv ved ham, af ham og i ham. For det står jo ikke til at nægte, at også det naturlige liv har sin beståen ved ham, så at også de vantro har det fra ham, sådan som Paulus siger i ApG 17, 28: ”I ham lever vi, ånder vi og er vi.”

Ja, det naturlige liv er et stykke af det evige liv og en begyndelse dertil, men det slutter ved døden af den grund, at det ikke kender og ærer den, fra hvem det kommer. Denne synd afskærer det, så det må dø evindelig. De, som derimod tro på og kende den, fra hvem de har sit liv, de dør aldrig. Det natur­lige liv bliver styrket til at gå over i et evigt liv, så det aldrig smager døden. Som han siger i Joh 8, 51: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Og Joh 11, 25: ”Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.” Disse og lignende ord vil man let forstå, når man rigtig har lært Kristus at kende som den, der har dræbt døden og igen bragt livet til veje.

Men når evangelisten siger: ”I ham var livet”, og ikke: ”I ham er livet”, som talte han om noget, der er forbi, så må man ikke henføre det til tiden før verden eller i begyndelsen. For han siger ikke: I begyndelsen var livet i ham, sådan som han kort i forvejen har sagt om Ordet: Det var i begyndelsen hos Gud. Man skal henføre det til den tid, hvor Kristus levede og vandrede her på jorden, da Guds ord har vist sig for mennesker og iblandt mennesker. For evangelisten har til hensigt at skrive om Kristus og hans liv, i hvilket han har udrettet alt, hvad der er os nødvendigt til livet. Og han taler her netop på samme måde som kort efter om Johannes Døber: ”Der kom et menneske, udsendt af Gud.” Ligeledes: ”Selv var han ikke lyset.” Ligeledes, som han senere siger om Ordet: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.” Ligeledes: ”Han var i verden.” Og: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” På samme måde siger Kristus også om Johannes Døber i Joh 5, 35: ”Johannes var en lampe, som brændte, og som lyste.” Sådan også her: ”I ham var livet”, sådan som Kristus også selv siger i Joh 9, 5: ”Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.” Evangeliets ord må således forstås ligetil om Kristi liv her på jorden. For som jeg i begyn­delsen sagde: dette evangelium er ikke så vanskeligt, som man anser det for. De har gjort det vanskeligt med deres alt for høje, dybsindige og voldsomme grublerier. Johannes har skrevet det for alle kristne, hvor en­foldige de end er, og gjort sine ord gan­ske forståelige. For den, som lader Kristi liv og vandring her på jorden fare og nu vil opsøge ham på sin egen vis, hvor han sidder i Himlen, han vil blot tage fejl. Man må søge ham sådan, som han har været og vandret på jorden. Her vil man finde livet. Her er han kommet til liv, lys og frelse for os. Her er alt det sket, som vi skal tro om ham, så det skal forstås lige ud af landevejen, når der siges: I ham var livet. Ikke sådan at forstå, at han nu ikke længere er vort liv, men sådan at han nu ikke længer gør det, som han dengang gjorde. At dette er meningen, kan man slutte af det, som han siger om Johannes Døber, at han var kommet, for at han skulle vidne om dette liv og lys, for at alle ved hans vidnesbyrd skulle tro på ham. Nu er det jo klart nok, at Johannes ikke kom af anden grund end for at vidne om Kristus, og at han har været Kristi for­løber, og han har dog ikke talt noget om skabningens liv i Gud, som filosofferne tale om, men talt og prædiket alt sammen om Kristi vandring på jorden. Det er her, han er blevet menneskers liv og lys.

Nu følger:

Ligesom de nu i deres opfattelse af dette liv er gået bort fra den evange­liske menings vej, sådan har de også, gjort med lyset. De har opdigtet skarp­sindige og høje tanker om, hvordan Guds ord efter sin guddom er et lys, som ly­ser på en naturlig måde og altid har lyst i menneskers fornuft, også hedningernes. Derfor har de fundet for­nuftens lys stadfæstet og grundet i dette Skrift­sted. Det er alt sammen bare menneskelige og filosofiske tanker, som fører os bort fra Kristus hen til os selv, mens dog evangelisten vil føre os fra os selv hen til Kristus.  
For han ønsker her ikke at handle om det guddommelige, almægtige, evige Guds ord eller tale om det anderledes end iført kød og blod, sådan som det har vandret her på jorden. Han vil ikke adsprede os iblandt skabningen, som er skabte ved ham, for at vi skal løbe efter ham her, søge og spekulere, som platonikerne gøre, men han vil samle os fra sådanne vidt­løftige, flyvske tanker til Kristus. Som ville han sige: hvad løber du og søger efter så fjernt? Se her, i menne­sket Kristus er alt. Han har gjort alt, i ham er livet, han er det ord, hvorved alle ting er skabte. Bliv i ham, så finder du alt. Han er alle menneskers liv og lys. Den, der vil vise dig ham andre steder, han forfører dig, for Kristus har selv frem­stillet sig i dette kød og blod. Det er her, han vil lade sig finde. Følg Johan­nes Døbers vidnesbyrd. Han viser dig heller ikke noget andet liv og lys end dette menneske, som selv er Gud. Derfor må der ved dette lys forstås nådens sande lys i Kristus og ikke det naturligt lys, som også syndere, jøder, hedninger og djævle, lysets værste fjender, har.

Her skal ingen indvende, at jeg ved denne lejlighed har en anden mening end Augustin, som har forstået denne tekst om det na­turlige lys. Jeg forkaster ikke denne op­fattelse. Jeg ved meget vel, at alt fornuftlys bliver antændt af det guddommelige lys, og ligesom jeg har sagt om det naturlige liv, at det er et stykke af og en begyn­delse til det sande liv, hvor det bliver ret erkendt, sådan også her om fornuftens lys, det er også et stykke af og begyndelsen til det sande lys, hvor det kender og ærer den, af hvem det er antændt. Men nu gør fornuftens lys ikke dette af sig selv, men hol­der sig til sig selv og, bliver forvendt, for­vender også alle ting med sig. Derfor vil det udslukkes og gå under. Nådens lys tilintetgør ikke naturens lys. Sådan er det f.eks. ganske klart for natu­rens lys, at tre og to er fem, og ligeledes, at man bør gøre det gode og sky det onde. Disse ting udslukkes ikke af nådens lys. Men det naturlige lys kan ikke nå frem til, at det formår at sige, hvad der er godt og hvad der er ondt. Det går med det, som det gik med ham, der skulle gå til Rom, men gik i den modsatte retning. Han vidste meget godt, at man skulle gå den rette vej, når man ville gå til Rom, men han vidste ikke, hvad der var den rette vej. Sådan gør det naturlige lys også. Det går ikke nogen ret vej til Gud. Det ved og kender den heller ikke, selv om det godt nok ved, at man bør gå den rette vej. Derfor tager fornuften al­tid det onde for det gode, og vælger al­drig det gode, selv om den ikke øjensynlige ved, at alene det gode burde tages.

Men denne mening er ubetimelig på dette sted i evangeliet, hvor der kun prædikes om nådens lys. Augustin har været et menneske, hans opfattelse er ikke bindende for nogen. Teksten viser tydeligt, at evangelisten taler om det lys, som Johannes Døber har vidnet om, som jo er nådens lys, Kristus selv.

Nu lejligheden byder sig, vil vi nærmere fremstille dette falske na­turlige lys, som anretter al jammer og ulykke. Det er med det naturlige lys som med alle menneskets øvrige lemmer og kræfter. Hvem tvivler på, at menne­sket med alle dets kræfter ligesom alle andre ting er skabt ved Guds evige Ord og er en Guds skabning? Dog er der intet godt i det. Det er, som Moses siger, 1 Mos 6, 5: ”Alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, var kun ondt.” Selv om der der­for er sandt, at kødet er en Guds skabning, så er det dog ikke tilbøjeligt til kyskhed, men til ukyskhed. Selv om der der­for er sandt, at hjertet er en Guds skabning, så er det dog ikke til­bøjeligt til ydmyghed og til kærlighed til næsten, men til hovmod og egenkærlighed. Og det handler også efter denne tilbøjelighed, hvor det ikke med magt af­holdes fra det. Sådan også med det natur­lige lys: skønt det efter sit væsen er så oplyst, at det ved, at man kun bør gøre det gode, så er det dog så forvendt, at det aldrig finder ud af, hvad der er godt. Hvad der behager det, kalder det godt og holder sig til. Konkluderer rask væk, at dets udvalgte gode er det, som bør gøres. Sådan farer det af sted og følger altid det onde i stedet for det gode.

Det vil vi også vise med nogle eksempler. Fornuften ved godt, at man bør være from og tjene Gud. Det kan den snakke meget og mener at mestre al verden. Velan, det er sandt og godt talt, men når det nu kommer til udøvelsen, og den skal vise, hvordan og hvori man skal blive from eller tjene Gud, da formår den slet intet. Den er så stokblind, farer til og siger: Man skal faste, bede, synge og gøre lovens gerninger, og dårer sig så længe med gerninger, til den synker så dybt, at den mener, man tjener Gud med at bygge kirker, ringe med klokker, bære røgelse, skråle, synge, bære kapper, gå kronraget, brænde lys og de utallige slags narreværk, som nu al verden er mere end fuld af. I sådan stor, blind vildfarelse flyver den af sted og bliver dog altid det klare lys, som siger, at man skal være from og tjene Gud.

Når nu nådens lys, Kristus, kom­mer, som også lærer, at man skal være from og tjene Gud, så slukkes ikke der­ved det naturlige lys, men nådens lys strider imod den måde, hvorpå fornuften har lært, at man skal blive from og tjene Gud. Nådens lys siger: At blive from er ikke at gøre gerninger, men at tro på Gud før alle gerninger og da først at gøre gerninger. Uden tro er ingen gerning god. Da rejser striden sig for alvor. Fornuften raser imod nåden og skriger højt over nådens lys, beskylder det for, at det forbyder gode gerninger, og vil ikke tåle, at dens måde at blive from på forkastes. Den råber stedse på, at man bør være from og tjene Gud, og sådan må nådens lys være den en dårlighed, ja vildfarelse og kætteri, som skal forfølges og forjages. Se, det er dyden hos det naturlige lys, at det kun kæmper imod det sande lys, og altid priser det at være from, altid råber på gode gerninger, men ikke kan og vil tåle, at man lærer den, hvad det er at være from og at gøre gode ger­ninger. Hvad den finder for godt, det har bare at være godt og ret.

Se, der har du i korthed grunden til alt afguderi, alt kætteri, alt hykleri og al vildfarelse, som alle profeter klage over, og hvorfor de blev dræbt. Det er det, hele Skriften taler imod. Det går alt sammen ud på den naturlige for­nufts stædige, egensindige meninger, som forlader sig på og opblæses af, at den ved, at man skal være from og tjene Gud. Derfor vil den ikke høre eller tåle nogen mester, mener, den ved selv nok, vil nu selv finde ud af, hvordan man skal være from og tjene Gud. Men det kan da og skal heller ikke den guddom­melige sandhed tåle af fornuften, for det er den største vildfarelse og strider mod Guds ære. Da begynder striden og korset for alvor.

Se, således er det klart, at Johannes her ikke taler om det falske lys, heller ikke om det klare naturlige lys, som helt rigtigt mener, at man skal være from. Kristus er ikke kommet for at bringe dette lys, men for at blænde og dæmpe den falske, egenrådige mening og at sætte sin nådes lys troen, i dets sted. Det fremgår også af ordene selv, når han siger: Livet var menneskets lys. Skal det være lys for mennesket, så må det være et andet lys end det, som er i mennesket, da mennesket af naturen allerede har det naturlige lys i sig. Den, som oplyser et menneske, han oplyser det naturlige lys i mennesket og bringer et andet lys, der står over det lys, som er i mennesket. Han siger jo ikke, at der er et lys for de ufornuftige dyr, men for mennesker, som er fornuftige dyr. Der gives ikke et menneske, i hvem for­nuftens naturlige lys ikke findes, hvoraf det også alene har navn af menneske og gælder for menneske. For hvis han ville have dette lys forstået om fornuftens na­turlige lys, så skulle han har sagt: Li­vet var mørkets lys, sådan som Moses skriver 1 Mos 1, 2., at der var mørke oven over vandene. Derfor må dette lys forstås om det, som er åbenbart for verden i Kristus her på jor­den.

Betragt nu ordenes rækkefølge! Først sætter han livet, dernæst lyset, han siger ikke: lyset var menneskets liv, men omvendt: livet var menneskets lys, og det af den årsag, at i Kristus er grundvolden og sandheden og ikke, som hos mennesker, de blotte skin. I Luk 24, 19 siges det om Kristi ydre væsen: ”Han er en profet, mægtig i gerning og ord.” Ligeledes ApG 1, 1: ”Det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen.” Gerningerne går altså foran læren – ellers er det hykleri, når ordene er uden gerninger. Og ligesom Kristus Joh 5, 35 siger om Johannes Døber, at han var et brændende og skinnende lys – for at lyse uden i forvejen at brænde er bedragerisk – sådan også her: For at Kristus må blive erkendt som et sandt usvigeligt lys, så siger han først, at alt hos ham var liv, og dernæst, at dette liv var menneskets lys.

Deraf følger nu, at mennesket ikke har noget andet lys end Kristus, Guds søn, i hans menneskenatur. Den, som tror, at Kristus er sand Gud, og at livet er i ham, han bliver oplyst af dette lys, ja også levende. Lyset opholder ham, så han bliver dér, hvor Kristus bliver. For ligesom guddommen er et evigt liv, så er det samme liv også et evigt lys, og ligesom dette liv ikke kan dø, sådan kan dette lys heller ikke udslukkes. Så kan troen på dette lys da heller ikke beskæmmes.

Der bør også særlig lægges mærke til, at han tillægger Kristus livet som det evige Ord og ikke som menneske, når han siger: i ham (nemlig i ordet) var liv. For om han end er død som et menneske, så er han dog til enhver tid vedblevet at leve, for livet må og kan ikke dø. Derfor er døden også i hans liv kvalt og overvunden, så aldeles, at også menneskenaturen straks efter må blive levende igen.

Og dette liv er menneskers lys. Den, som erkender og tror et sådant liv i Kristus, han går også igennem døden og dør aldrig, som ovenfor sagt. Dette livets lys opholder ham, så at døden ikke rører ham. Selv om legemet må dø og forrådne, så føler sjælen dog ikke denne død, fordi den er i dette lys og ved lyset hel og holden er indoptaget i Kristi liv. Men den, som ikke tror dette, han bliver i mørket og i døden, og om end hans legeme bliver hos ham, sådan som det også på den yderste dag vil blive evindelig, så smager og føler dog sjælen døden og dør således i al evighed. Se, heraf erkende vi, hvad for en skade Cerinth ville afstedkomme og alle de, som tror og lærer, at Kristus, kun var et men­neske og ikke sand Gud. For hans menneskenatur var til ingen nytte, om ikke gud­dommen havde været deri. Dog vil og kan Gud på den anden side ikke blive fundet uden ved og i denne menneskenatur, som han har rejst som et banner for folkene, sådan som Es 11, 12 siger. Herved forsamler han til sig alle sine børn fra verden.

Se, tror du nu, at der i Kristus er et sådant liv, som også er vedblevet i døden og har overvundet døden, så ly­ser lyset ret for dig og bliver også for dig i din død et lys og et liv. Og så må det da følge heraf, at et sådant liv og et sådant lys kan ikke være nogen skabning, for ingen skabning kan over­vinde døden hverken hos sig selv eller hos andre.

Se denne opfattelse angående lyset, hvor enkel den falder, hvor opbyggelig den er til salighed, og hvor fjernt de er der­fra, som gør et naturligt fornuftens lys af det. Det forbedrer ingen, ja fører kun bort fra Kristus til det skabte og til den falske fornuft. Vi skal søge ind i Kristus og ikke se på de lys, som kommer fra ham, men på hans eget lys, hvor­fra de andre lys stråler. Vi skal ikke følge bækkene væk fra kilden, men søge hen til kilden selv.

Nu følger:

Disse ord har de også tolket om de høje tanker og forstået sådan, at fornuften, som ovenfor sagt, har et natur­ligt lys, der bliver antændt af Gud. Den erkender, begriber eller føler dog ikke ham eller det lys, som den er antændt af. Derfor er den i mørket og ser ikke det lys, som den dog har alt sit lys og indsigt fra.

O at denne opfattelse var ganske op­rykket af mit hjerte! Hvor dybt den dog er indplantet deri! Ikke at denne tanke i sig selv er falsk eller urigtig, men at den på dette sted i evangeliet er upas­sende og ikke lader disse sa­lige, trøstelige ord blive for mig i deres enfoldige, rene og rette mening. Hvorfor tale de dog på denne måde kun om for­nuften alene, at den er antændt af det gud­dommelige lys? Hvorfor sige de ikke også det samme om det naturlige liv? Det naturlige liv er jo lige så vel gjort levende af det guddommelige liv, som fornuftens lys er oplyst af det guddommelige lys. Så burde de også rimeligvis sige, at livet gør de døde levende, og de døde fatte det ikke, lige så vel som de siger, at lyset lyser for den mørke fornuft, og fornuf­ten fatter det ikke. Ligeledes kunne jeg og­så sige, at den evige vilje gør den uvillige vilje villig, og viljen fatter den ikke, og så videre om alle øvrige naturlige gaver og kræfter. Hvorfor bliver alene fornuften og dens lys genstand for sådan dyb betragtning? Platonikerne har nu først bragt Augustin til denne me­ning angående denne tekst med deres unyt­tige og uforstandige snak, som dog glimrer så smukt, at de på grund af det har fået navn af de guddommelige filosofer. Senere har Augustin draget alle os andre med sig ind på det.

Hvad andet er indholdet af deres snak, end at fornuften bliver oplyst af Gud, der er et ufatteligt lys? Sådan bliver jo også livet skænket af Gud, der er et ufat­teligt liv, og al vor kraft har sin kraft af Gud, som er en ufattelig kraft. Og så nær han er fornuftens lys med sit ufattelige lys, så nær er han også livet med sit ufattelige liv, og kræfterne med sin ufattelige kraft, sådan som Paulus siger i ApG 17, 28: ”I ham lever vi, ånder vi og er vi.” Og Jer 23, 23: ”Er jeg kun Gud her på stedet? siger Herren, er jeg ikke også Gud langt borte? Er det ikke mig, der fylder både himmel og jord?” Sådan har vi ovenfor i epistelen hørt, at han bærer alle ting ved sin krafts ord, derfor er han ikke alene nær hos fornuftens lys og lyser deri, men også hos al skabninger og udflyder, udgyder sig, lyser og virker i dem og fylder alle ting. Derfor bør man ikke tro, at Johannes her taler om disse ting. Han tager blot mennesker for sig og taler om det lys, som de har i Kristus uden for naturen og over naturen.

Desuden er det en blind, urimelig tale, når de om det naturlige lys siger, at mørket ikke greb lyset. Hvad andet bliver meningen af dette, end at fornuften bliver oplyst og antændt af det guddommelige lys og dog forbliver mørk og intet lys modtager? Hvorfra kommer da deres naturlige lys? Der kan jo ikke være mørke der, når lyset bliver tændt, selv om der en er mørke af mangel på nådens lys. Men det er ikke om nådens lys, de taler, altså kan de heller ikke tale om den slags mørke. Derfor er det en modsigelse, at et lys oplyser mørket, og at mørket ikke griber det eller, med andre ord, forbliver mørkt. Ligesom det er en modsigelse, at liv skænkes den døde, og den døde ikke griber eller bliver klar over dette liv, men forbliver død.

Men når man vil sige, at meningen er den, at man ikke fatter ham, som skænker lyset og livet, så er dette sandt nok. For hvilken engel fatter da eller begriber ham. Hvilken hellig begriber den, som skænker ham nåde? Han forbliver skjult og ufattelig. Men dette udtrykkes ikke med de ord, som evangelisten her bruger, at lyset ikke bliver grebet af mørket. Som ordene lyder, så er meningen den, at lyset lyser i mørket, men mørket forbliver mørkt og lader sig ikke oplyse af det. Mørket lader ham lyse og ser dog ikke, ligesom so­len skinner for de blinde, og de bliver dog ikke opmærksom for at. Se, hvor mange ord jeg må spilde på at udrydde denne fremmede opfattelse.

Lad os derfor blive ved den enfoldige mening, som ordene utvungent giver. Alle de, som oplyses med den naturlige fornuft, de fatter lyset og blive oplyst, enhver efter sit mål. Men dette nådens lys, som er skænket mennesker ud over det natur­lige lys, det skinner i mørket, det vil sige, blandt de blinde, nådeløse mennesker i verden. Men de antager det ikke, ja de forfølger det oven i købet. I den forstand siger han i Joh 3, 19: ”Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset.” Se, sådan levede Kristus blandt mennesker på jorden, før han blev forkyndt af Johannes Døber, men ingen gav agt på ham. Han var jo menneskers liv og lys. Han levede og lyste også. Men der var kun blinde og formørkede folk. Havde de erkendt ham for den, han var, havde de også givet ham den ære, der tilkom ham, sådan som Paulus siger i 1 Kor 2, 8: ”Havde de kendt Guds visdom, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre.” På samme måde har også Kristus før sin fødsel fra begyndelsen indtil enden stedse været et liv og et lys og lyser altid i alle skabninger, i Den Hellige Skrift, ved sine hellige mennesker, profeter og præ­dikanter, med gerninger og ord. Han har endnu aldrig ophørt at skinne, men det er dog overalt mørkt, hvorhen han skinner, og mørket fatter ham ikke.

Så må Johannes vel også med disse ord har sigtet til kætterne Cerinth, som jo så den klare Skrift og sandhed, der lyste for ham. Men hans store mørke fattede det dog ikke. Sådan går det også altid nu, om man viser de blinde lærere Skriften, for at de kunne fatte det, så fatter de det dog ikke, og det må sandes, at lyset skin­ner i mørket, og mørket fatter det ikke.

Det er også mærkeligt, at evangelisten her siger, at lyset ”skinner”, det vil sige, det er åbenlyst eller synligt til ­stede i mørket, men den, som ikke har mere af det, han forbliver mørk, ligesom solen skin­ner for den blinde, uden at han derfor ser mere end ellers. Sådan er det da be­skaffenheden af dette lys, at det skinner i mørket, men mørket bliver alligevel ikke lysere ved det. Men i de troende skinner det ikke alene, men det gør dem også skin­nende og sende og lever i dem, så det med rette må hedde, at livet er menneskers lys. På den anden side er lyset uden liv et mørkhedens skin. Derfor hjæl­per det ikke for de vantro, hvordan det så skinner. Hvor klart man end viser og fore­holder dem sandheden, så forbliver de dog formørkede.

Så ville vi nu forstå alle disse førnævnte udsagn om Kristi almin­delige egenskaber og navne. For Johannes vil som i en fortale og indledning til sit evangelium tilkendegive for menigheden, hvad der i hele evan­geliet skal skrives om Kristus, at han er sand Gud og sandt menneske, som har skabt alle ting og er skænket mennesker til liv og lys, skønt kun få modtager ham af alle dem, for hvem han bliver åbenbaret. Dette og intet andet er evangeliets indhold. Og Paulus gør også i Rom 1 en lignende fortale og indledning til sit brev.

Nu følger den egentlige begyndelse på evangeliet.

Den første slags barneforhold, af blodet, kan man let forstå, er det naturlige barne­forhold. Hermed rammer han især dem, som roste sig af at være af Abrahams og patriarkernes blod, og som beråbte sig på de Skriftsteder, hvori Gud forjætter Abrahams sæd velsignelse og salighedens arv. Derfor vil de alene være det rette Guds folk og de rette Guds børn. Men her siger han, der skal mere til end blodets bånd, ellers bliver der intet barneforhold til Gud. For heller ikke Abraham og patriarkerne selv har besiddet arven for blodets skyld, men for troens skyld, sådan som Hebr 11, 8 lærer. Og hvis det naturlige blodsbånd havde været nok til at grunde dette barneforhold, så havde forræderen Judas, Kaifas, Annas og alle de onde jøder, som længe i forvejen blev fordømte i ørkenen, alle sammen haft ret til denne arv, for de har alle været af patriarkernes blod. Derfor hedder det: Ikke dem, der er født af blod, men dem, der er født af Gud.

De andre to slags slægtskab eller bar­neforhold: af køds vilje og af mands vilje, er jeg selv endnu ikke ganske på det rene med, men jeg ser dog godt, at evangelisten dermed vil have forkastet alt, hvad naturen er og formår, og alene ophøje fødselen af Gud. Derfor har det ikke den store betydning, hvordan man bestemmer og skelner imellem disse to stykker i naturen uden for nåden. Nogle forstå ved barneforholdet af køds vilje det barneforhold, som ikke stammer fra blodsbånd, men fra Moselov. I den var det nemlig befalet, at en afdød mands nærmeste slægtning skulle tage hans hu­stru til ægte og avle børn til at tage den afdødes navn og arv, for at hans slægt måtte vedligeholdes.

Det tredje slags barneforhold, af mands vilje, forstår man om det fremmede børneforhold, som man kalder adoption, når en mand udvælger sig og antager et fremmed barn som sit eget. Om du nu altså var Abrahams eller Davids rette barn, stedbarn eller adoptivbarn, så hjalp det dig ikke, du må være født af Gud. Kristi egne slægtninge troede jo ikke engang, som Johannes siger i kap. 7, 5.

Men hvem, som vil, kan nu også be­stemme disse slægtskaber sådan, at der ved de af blod fødte forstås de, som hører til blodet, det være nu ved nedstamning eller ved vikarægtskab, af køds vilje er ment alt uden for blodet; men af mands vilje er de åndelige børn, som disciple i forhold til deres lærer, så at evangelisten forkaster alt det, som blod, kød, natur, fornuft, kunst, lære, lov og fri vilje med alle deres kræfter kan udrette, for at ingen skal driste sig til ved sin lære, gerning, kunst eller frie vilje at ville hjælpe sig selv eller noget menneske på jorden til Guds rige, men at man skal forkaste al dette og tragte efter fødslen af Gud.

Det forekommer mig også, at en mand i Skriften almindeligvis betegner en overordnet, som regerer, fører og lærer andre, for sådanne skulle rimeligvis nævnes og forkastes, fordi ingen forbindelse ophøjer sig selv mere og forlader sig på sig selv end dette, så at det til enhver tid allermest modstår nå­den og forfølger den. Her kan dog en­hver mene, hvad han vil, når han kun ved, at det er alt sammen til ingen nytte, hvad der er uden for fødselen af Gud. For havde noget været til nogen nytte, så havde evangelisten, når han gennemgår det så detaljeret, helt sikkert nævnt det ved siden af fødslen af Gud og ikke prist den alene.

Den guddommelige fødsel er nu intet andet end troen. Hvordan går det til? Ovenfor er talt om, hvordan nådens lys strider imod og blænder fornuftens naturlig lys. Når nu evangeliet kommer og vidner om nådens lys, at mennesket ikke må handle eller leve efter sit eget hoved, men må forkaste, døde og afskaffe sit naturlige lys, og et men­neske da antager og følger dette vidnesbyrd, opgiver sit lys og sine meninger, vil gerne være en dåre og lade sig føre, lære og oplyse - se, da bliver det forvandlet i sit inderste væsen, det vil sige, i sit naturlige lys. Da slukkes det gamle lys og et nyt lys, nemlig troen, tændes. Det følger mennesket i liv og død, hænger kun ved Johannes' eller evangeliets vidnesbyrd og vil for det gerne lade alt fare, hvad det har og formår.

Se, så er det født på ny af Gud ved evangeliet, som det bliver i og lader sit lys og egne meninger fare, sådan som Paulus siger i 1 Kor 4, 15: ”I Kristus Jesus var det mig, der ved evangeliet blev far til jer.” ordret: Jeg har født / avlet jer i Kristus Jesus ved evangeliet. Og Jakob 1, 18: ”Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.” Derfor kalder Peter os Guds nyfødte børn i 1 Pet 2, 2. Derfor bliver evangeliet også kaldet Guds moderliv, idet han deri undfanger, bærer og føder os. Es. 46, 3: ”Hør mig, alle, der er tilbage af Israels hus: I blev båret fra moders liv.”

Men denne fødsel viser sig først rigtig, når anfægtelse og død møder os. Da erfarer man, hvem der er født på ny og hvem, der ikke er. Da klynker og vrider for­nuften, det gamle lys, sig og giver ikke gerne slip på, hvad den synes og vil. Kan ikke besinde sig til at gå hen til evangeliet og lade sit eget lys fare. Men de, som er født på ny eller nu bliver født på ny, de går af sted og følger efter, lader lys, liv, gods, ære og hvad de har, fare. De fortrøster sig og hænger ved Johannes' vidnesbyrd. Derfor får de også den evige arv som rette børn.

Se, når nu det gamle lys, fornuften, er død og er blevet forvandlet til et nyt lys, så må da også hele livet og alle menneskets kræfter følge efter og blive forvandlet. For hvor fornuften går hen, der følger viljen efter, hvor viljen går hen, der følger kærligheden og lysten efter, og sådan må hele mennesket krybe ind i evangeliet og blive nyt, trække den gamle hud af, sådan som slangerne gør. Når deres hud bliver gammel, finder de sig et trangt hul imellem stenene, hvor de kryber igennem og selv skubber deres hud af sig og lader den blive uden for hullet. Sådan må mennesket også begive sig ind i evange­liet og Guds ord og trøstig følge dets tilsagn. Det svigter ikke. Da trækker det sin gamle hud af, lader sit lys, sine meninger, sin vilje, sin kærlighed, sin lyst, sin tale og sine gerninger blive udenfor og bliver således et ganske andet nyt menneske, som anskuer alle ting an­derledes end før, dømmer anderledes, bedømmer anderledes, tænker anderledes, vil anderledes, taler anderledes, elsker an­derledes, begærer anderledes, handler og virker anderledes end før. Derefter kan det også bedømme alle menneskers livsforhold og gerning, om man handler ret eller uret. Som Paulus siger i 1 Kor 2, 15: ”Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen.” Da ser han tydeligt, hvilke store dårer alle de er, som med gerninger ville blive fromme. Da giver han ikke en rød øre for alle præster, munke, paver, biskopper, kåber, røgelser, lys, sang, orgler med alt deres ydre væsen, for han ser, hvordan det alt sammen er idel afguderi og naragtigt hykleri. Ligesom jøderne tilbad Ba’al og guldkalven i ørkenen, som de også holdt for kostelige ting efter deres egensindige fornufts gamle lys og mening.

Heraf er det nu klart, hvordan intet slægtskab, intet bud, ingen lære, ingen fornuft, ingen fri vilje, ingen gode gerninger, intet ærbart liv, ingen munkeorden, ingen gejstlig stand, om den end var englenes, kan gavne eller hjælpe til opnåelsen af denne barneret hos Gud, men tværtimod er til hinder for det. For hvis fornuften ikke i forvejen bliver for­nyet, så kaster den sig over disse ting, forhærder sig, forblindes deri, så den aldrig eller kun meget vanskelig kan hjælpes ud af det. Den mener, at dens væsen og stand er ret og god, stormer så og raser imod alle dem, som foragter og forkaster dens væsen. Således må den da forblive som det gamle menneske, fjende af Gud og hans nåde, Kristus og hans lys, hugge hovedet af Johannes, hans vidne og oprette egen menneskelære i stedet for evangeliet. Sådan som det nu med fuld pragt og magt går i svang og stormer af sted i pavens og hans gejstliges væsen, som alle sammen ikke ved noget om denne guddom­melige fødsel, men snakker og vrøvler med deres lærdomme og bud om nogle gerninger, hvormed de vil opnå nåde. Derfor forbliver de i deres gamle skind.

Men det skal nok stå fast, hvad her er sagt: ”De er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” Vi må opgive al tillid til vor egen vilje, gerninger og liv som det, der ved fornuftens falske egensindige og egenkærlige lys er forgiftet, og for alle ting høre Døberens røst og vidnesbyrd, tro og følge det. Så skal lyset, Kristus, oplyste os, gøre os nye og give os magt til at blive Guds børn. For derfor er han kommet og er blevet menneske, sådan som følger: