Luk 18, 31-43 (Fastelavenssøn.)

Dette evangelium foreholder os også to stykker, nemlig troen og kærligheden, idet Kristus siger, at han må gå op til Jerusalem og lade sig pine, og idet han tjener og hjælper den blinde. Det første stykke, troen, bevises dermed, at Skriften ikke bliver opfyldt uden gennem Kristi li­delse. Skriften taler heller ikke om an­det end Kristus, og at alt beror på Kristus. Han må opfylde Skriften med sin død. Men hvis hans død gør det, så kan vor død intet udrette, for vores død er en syndig og fordømt død. Men er vor død, som dog er den højeste og tungeste lidelse og ulykke, syndig og fordømt, hvad skulle vi da kunne udrette med vore andre lidelser og pinsler? Og er vores lidelse intet og uduelig, hvad skulle da vore gode gerninger kunne udrette, fordi lidelse jo altid er ædlere og bedre end gerninger? Her må Kristus handle alene, og det må troen holde sig til.

Disse ord udtaler han, før han fuldbyrder sin lidelse, mens han var i færd med at rejse op til Jerusalem, som var det til påskefesten. Det var en tid, da discip­lene mindst ventede hans lidelse, men mente rigtigt, at de kunne glæde sig til højtiden. Dette gør han i den hensigt, at de senere kunne blive styrket desto mere i troen, når de huskede på, at han havde fortalt det til dem på forhånd, og at han frivilligt var gået lidelsen i møde. Det var altså ikke jøderne, hans fjenders, magt eller forstand, som bragte ham på korset. Sådan har da også Esajas 53, 7 længe i forvejen forkyndt, at han frivilligt og gerne ville lade sig ofre. Også engelen formanede kvinderne påskedag, at de skulle huske på de ord, som han her taler, så de kunne forstå og desto fastere tro, at han frivilligt havde lidt dette til gavn for os.

Og det er den rette vej til at forstå Kristi lidelse rigtig, at man ikke alene forstår og fatter hans lidelse, men også hans hjerte og vilje til at lide. For den, som betragter hans lidelse sådan, at man ikke ser hans sindelag og villighed deri, må mere forfærdes for det end glæde sig over det. Ser man derimod hans sindelag og villighed, så frembringer det virkelig trøst, til­lid og kærlighed til Kristus. Derfor priser og­så Salme 40, 8-9 denne Guds og Kristi vilje i lidelsen: ”I bogrullen er der skrevet om mig – jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.” Og Hebr 10, 10 tilføjer: ”Efter hans vilje” er vi blevet helliget. Det hedder ikke: ”Ved Kristi lidelse og blod” (som jo dog også er sandt), men: ”Ved Guds og Kristi vilje”. De har begge haft én vilje til at helliggøre os ved Kristi blod. Denne sin vilje til at lide viser han også her i evangeliet, når han forud forkynder, at han vil gå op til Jerusalem og lade sig korsfæste. Som ville han sige: Betragt mit hjerte, at jeg gør det vil­ligt, utvungent og gerne, så I ikke forstrækkes eller forfærdes over det, når I nu får det at se. I skal ikke tænke, at jeg gør det modvilligt, eller at jeg er tvunget til at gøre det, at jeg er forladt, og at jøderne udrette det med deres magt.

Men disciplene forstod intet af det, siger Lukas, og denne tale var skjult for dem. Det vil sige så meget: Fornuft, kød og blod kan ikke forstå eller fatte, at Skriften skulle tale om, at Menneskesønnen måtte korsfæstes. Langt mindre forstår den, at dette er hans vilje, og at han gerne gør det. For den tror ikke og ved ikke, at det er nødvendigt for os, men vil selv handle med Gud gennem egne gerninger. Ud over dette at det i det ydre forkyndes gennem Ordet for øret, må Gud derfor også åbenbare det i hjertet ved sin Ånd. Ja, også de, som Ånden har åbenbaret det for indvendigt, har vanskeligt ved at tro det og må arbejde med tvivlen. Så stor og forunderlig en ting er det, at Menneskesønnen bliver korsfæstet villig og gerne, for at opfylde Skriften, det vil sige, til gavn for os. Dette er en hemmelighed og forbliver en hemme­lighed.

Heraf fremgår det nu, hvor tåbeligt de handler, som lærer, at mennesker skal bære deres li­delse og død med tålmodighed, for der­med at betale for deres synd og opnå nåde. Særlig tåbelige er de, der trøster dem, som skal henrettes, eller som ellers ligger for døden, og fortæller dem, at hvis de lider villigt, så bliver alle deres synder tilgiver dem på grund af dette. De er forførere, for de fortier Kristus med hans død, som er fundamentet for vores trøst. De leder mennesker til en falsk fortrøstning til deres egen lidelse og død. Det er det allerværste, som kan overgå et menneske i dets sidste time, for dermed føres det lige ned i Helvede.

Lær derfor her at sige: Min død, min udholdenhed, hvad er det? Min lidelse og død er intet. Jeg vil heller ikke have den eller høre om den som min trøst. Kristi lidelse og død er min trøst. Jeg stoler på, at mine synder bliver tilgivet mig ved ham. Min egen død vil jeg lide frit og for in­tet, min Gud til lov og ære og min næ­ste til nytte og tjeneste. Men jeg vil ikke i ringeste grad tage min tilflugt til det.

Én ting er at dø med frimodighed eller tålmodigt at lide døden eller villigt bære en eller anden lidelse, noget ganske andet er det ved en sådan død eller lidelse at udslette synden og erhverve nåde hos Gud. Det første har også hedningerne gjort, og mange letsindige skurke og simple folk gør det endnu. Men det andet er en giftig, dødbringende tilsætning, opfundet af Djævelen, ligesom alle andre løgne, hvor­med han har fremkaldt fortrøstning og til­lid til vore egne gerninger. Dette skal man vogte sig for. For ligeså ivrigt som jeg skal værge mig, hvis nogen vil lære mig, at jeg skal gå i kloster, hvis jeg vil frelses; ligeså fast skal jeg stå imod, hvis nogen i mine sidste timer vil foreholde mig min død eller lidelse til trøst og håb, som om det skulle hjælpe mig til mine synders udslettelse. Begge dele er at fornægte Gud og hans Kristus, at bespotte hans nå­de og forvanske hans evangelium. Langt bedre er det at holde et krucifiks frem for den døende og minde om Kristi lidelse og død.

Dette må være nok om troen på Kristi lidelse. Ligesom han nu villigt gav sig selv hen for os, skal vi også efter dette kærlighedens eksempel hengive os selv for næsten med alt, hvad vi har. Dette har vi udførligt behandlet andre steder; at det er på disse to måder, Kristus skal prædikes. Men det er en tale, som ingen kan forstå. Ordet er skjult, fordi det naturlige menneske ikke fatter de ting, som hører Guds Ånd til.

Det andet stykke handler om den blinde, hvor vi også ser de to stykker lyse skønt og klart, nemlig hos Kristus kærlighed til den blinde og hos den blindes tro på Kristus. Vi vil nu kort se på den blindes tro.

1. For det første hører han, at Kristus går forbi, havde også tidligere hørt, at Jesus af Nazaret var en god mand, som hjalp enhver, der blot bad ham om det. Gennem dette rygte var der nu fremkommet tro og tillid hos ham til Kristus, så han ikke tvivlede på, at han også ville hjælpe ham. En sådan tro i sit hjerte havde han ikke kunnet have, hvis han ikke havde hørt eller vidst noget om ham, for troen kommer ikke uden ved at høre.
   
2. For det andet tror han fast og tviv­ler ikke på, at det forholder sig sådan, som han hører om ham. Det beviser de følgende tegn. Skønt han ikke ser eller kender Kristus, og selv om han kendte ham, dog ikke kunne se og vide, om Kristus havde hjerte og vilje til at hjælpe ham, så tror han dog straks, hvad han har hørt om ham. På dette rygte og denne tale grunder han sin tillid, derfor tager han heller ikke fejl.
   
3. For det tredje beder og påkalder han i denne tro. Den orden beskriver Paulus også i Rom 10, 14: ”Hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Og i vers 13: ”Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.”
   
4. For det fjerde bekender han også Kristus frit og uden frygt. Hans nød tillader ham ikke at spørge efter nogen an­den. For det er også troens rette væsen, at den bekender Kristus som den, der både kan og vil hjælpe, mens de andre skammede sig ved ham og ikke ville bekende ham for verden.
   
5. For det femte kæmper han ikke alene med sin samvittighed, som uden tvivl har sagt ham, at han ikke var denne velgerning værd, men også med dem, som truede og befalede, at han skulle tie stille, og som dermed ville forskrække hans samvittighed og gøre ham modløs, så han skulle se hen til sin uværdighed og Kristi værdighed og fortvivle over det. For hvor troen begynder, følger der også kamp og strid.
   
6. For det sjette står han fast, trænger igennem og vinder og lader sig ikke rive bort fra sin tillid - hverken af hele verden eller af sin egen samvittighed. Derved opnår han, hvad han ønsker, og fanger Kristi opmærksomhed, så han står stille og befaler at den blinde føres hen til sig og tilbyder at opfylde hans ønske. Sådan går det alle, som blot holder fast ved Guds Ord, lukker øjne og ører for Djævelen, verden og sig selv og fuldstændig opfører sig, som om der i himlen og på jorden ikke var andre end dem og Gud.
   
7. For det syvende følger han efter Kristus, det vil sige, han går kærlighedens og korsets vej, som Kristus vandrer, gør gode, retskafne gerninger, forbliver i den rette stand og indstilling og beskæftiger sig ikke med det narreværk, som gerningshelgenerne gør.
   
8. For det ottende takker og priser han Gud og bringer på den måde det rette offer, som behager Gud, Salme 50, 23: ”Den, der bringer takoffer, ærer mig, ham lader jeg se Guds frelse.”
   
9. For det niende bevirker han også, at mange andre priser Gud for hans skyld; for en kristen er alle til nytte og gavn, og desuden Gud til lov og ære på jorden.
   
10. Til sidst ser vi, hvordan Kristus med gerninger og ord opmuntrer os til troen. For det første med gerninger, idet han så omhyggeligt tager sig af den blinde og lader os se, hvor godt troen beha­ger ham, så han ligesom lader sig fange med den, står stille og gør, hvad den blinde i sådan tro ønsker. For det andet med ord, idet han priser hans tro og siger: ”Din tro har frelst dig”. Derved fraskriver han sig æren for undergerningen og gi­ver den til den blindes tro. Kort sagt, troen får det, den beder om, og er desuden vor store ære for Gud.