Luk 1, 26-38 (Maria bebudelses dag)

Om troen og dens kamp, kraft og magt

For det første hører Maria her og det bliver hende bebudet af engelen, at hun skal føde et barn og blive mor. Dette var nu ikke nogen stor ting, for det kan en anden jomfru også let tro, når hun er forlovet med en mand. Men lad os nu betænke, at denne jomfru her selv svarer sådan på engelens budskab og siger: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.” Hun forundrer sig således selv over det, som blev forkyndt for hende, at hun skulle blive mor, når hun aldrig har været sammen med en mand. Alligevel tror hun engelens ord.

Dette er en høj, herlig tro, at blive mor og at vedblive at være en ren jomfru. Det overgår sandelig forstand, tanker, dertil al menneskelig fornuft og erfaring. Her har Maria da intet eksempel blandt alle skabninger på jorden, hvortil hun kan holde sig og styrkes. Ja, de er alle stik imod hendes tro, for hun er den eneste, der er til, som mod alle menneskers fornuft, sind og tanker skal føde og blive mor uden nogen mands medvirken. Mener I ikke, at dette anstød for troen er gået hende til hjerte? For hun har jo også været kød og blod, som én af os. Derfor har hun måttet lade alt fare, også sig selv, og alene hænge ved ordet, som engelen forkyndte hende fra Gud.

For det andet er der her dette budskabs storhed, som også har anfægtet hendes tro. Det blev hende bebudet, at hun skulle undfange og føde den allerhøjste og Guds søn, på hvis rige der ikke skal være nogen ende. Hvordan passede det sammen med hendes stilling? Hun var en fattig, ringe pige, måske på tretten, fjorten eller femten år. Højst sandsynligt har hun ikke har været særlig anset i Nazaret, som hun siger om sig selv i sin lov­sang: ”Han har set til sin ringe tjenerinde.” Hendes forældre har været af ringe stand og stilling, almindelige mennesker, ja, hvem ved om hendes far og mor har levet endnu? Måske har hun været forældreløs. Og det forholder sig ikke, som nogle har sagt, at hendes forældre, Joakim og Anna, havde været rige og har delt sit gods i tre dele, en del til kirkerne, en anden til de fattige og overladt den tredje til Maria. Det er opdigtede ting, ligesom meget andet, der er fortalte uden om Skriften og uden grund.

Som det nu er gået Maria med hendes tro, sådan sker det også med os alle, at vi må tro det, som er mod vor følelse, tanke, erfaring og uden fortilfælde. For dette er troens egenskab og natur, at den ikke kan tåle noget ved siden af sig, som mennesket kan støtte sig til eller hvile på, uden det blotte Guds ord eller det guddommelige tilsagn. Mener I ikke, at Djævelen, især i den sidste stund og når vi er i dødsangst, vil foreholde os og sige: Se, hvordan hele verden er forladt af Gud og næppe bliver holdt oppe. Tror du, at han vil gøre noget særligt for dig frem for alle andre og frelse dig sådan uden al fortjeneste? Og hvad han nu vil bruge for ord, sådan som han på det skrækkeligste kan stille det frem. Sådan må også Maria her have tænkt og af sin fornuft snakket med sig selv: Hvad nyt skal der nu ske med dig? Hvis hun havde fulgt fornuften, ville det helt sikkert have været hårdt for hende; for hun havde en ikke lille anledning til det, fordi hele hendes natur og hele skabningen stod imod. Hvad gør hun imidlertid? Hun tror, lukker øjnene til, selv om fornuft og alle skabninger er imod. Hjertet hænger alene ved ordet.

Derfor anvender Djævelen al flid og kommer frem med naturlige ting og histo­rier, som er mod troens ord, så han kan føre mennesker bort fra ordet. Og begynder vi at vakle, har Djævelen allerede vundet. Den, der kæmper med troen, vil snart møde ting, som er mod ordet. Men troen lader alle skabninger og synlige ting i verden fare, endog sig selv, og hænger ved Guds ord. Ja, sådan må det gå til, kære ven, troen søger ikke andet fodfæste, som den kan stå på. Det er også det, Kristus mener, når han i Joh 8, 51 siger: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Det vil sige, den, som fast hænger ved mit tilsagn i troen, han skal ikke dø. For Herren taler her ikke om at holde Guds bud, sådan som de filosofiske teologer fortolker det, men om troens og evangeliets ord. For i døden vil du se Helvede, Djævelen, synden og din egen natur for dig og alt, hvad der er skrækkeligt. Da vil du gerne blive længere her, og du forfærdes for dette syn. Bliver du nu stående ved dette syn, må du gå til grunde, men hænger du ved Guds ord og lukker øjnene til, vil du holde stand. Hvordan kan det være? Det er fordi Guds ord er levende, og at døden ikke kan tilintetgøre det. Hvor Ordet består, bliver du også.

Derfor har det sandelig været en stor tro hos den unge pige Maria, at hun har overvundet alle synlige, modstridende ting, og alene hængt ved engelens ord. Heller ikke lader hun sig, som sagt, rokke ved, at der forkyndes hende så store ting, at hun skal undfange og føde Guds søn og en konge. Her kunne hun jo også have sagt: Hvem er jeg arme, lille orm, at jeg skal føde en sådan konge? På den måde ville hun være kommet i tvivl. Men hun lukker øjnene til, stoler på Gud, at han er mægtig til at fuldføre disse ting, alle sammen, selv om fornuft og alle skabninger er derimod. Fordi hun nu tror, så sker det hende også, som engelen har sagt.

Sådan går det også med os, og især vil det gå os sådan i døden. Da vil vor natur og Djævelen fremholde for os storheden af Guds overvældende gaver, hvormed han overflødig har benådet og overøst os, så rigelig, at intet menneskeligt hjerte kan begribe eller udmåle dem. Meget mindre kan nogen nå dem med ord; for det er en aldeles uudsigelig ting, at den, som tror på Kristus, er en herre over døden, synden, Djævelen og Helvede, dertil også en Kristi medarving. Det må et menneske forfærdes over og tænke sådan: Du er et armt, elen­digt menneske, hvem er du, at du skal leve evindelig i Himlen og få disse store gaver? Du er ikke skikket til at få del i så store goder. Da må hjertet vakle, for det er for trangt, og gaverne er for store. Det kan ikke begribe dem. Derfor må man her være klog og ikke lade sig ængste, ikke se på vor værdighed og uværdighed, men på Guds ord og tilsagn. Det er ikke vore kræfter, der gør det, men det er Guds vel­behag, som lader dette forkynde og tilsige os.

Sådan trøster Kristus sine disciple i Luk 12, 32, hvor han siger: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.” Som ville han sige: I har ikke fortjent det, ja, I har fortjent Helvede; men hvad der sker med jer, det er lutter nåde, lovet jer af Guds velbehagelige vilje. Derfor tro det kun, så har I det sikkert. Det er jo noget stort, at vi er Guds børn og Kristi brødre, at vi har magt over og er herrer over død, synd, Djævel og Helvede. Men denne magt har alle mennesker ikke, men alene de, som tror. For den, som tror, at Gud er vor far og vi hans børn, kan ikke frygte for nogen, for Gud er en beskytter, i hvis magt alle ting er, og alle menneskers hjerter er i hans hånd. Lad mig se, hvem der kan skade mig, når jeg tror dette og har denne tillid til Gud. Ja, en sådan tro må jeg have hos mig og mærke i hjertet, for den vil ikke alene flyde på tungen eller hænge i øret, men den går helt ind i hjertedybet.

Men de, som er havesyge og skraber og river denne verdens go­der til sig, endda med skade for andre, har ikke troen. Hvis de havde troen, ville de nemlig stole så meget på Gud, at han her i tiden ville opholde dem. Fordi de nu ikke har nogen tillid til ham i de timelige ting, som de her på jorden skal opholdes med, hvordan vil de da tro på ham, at de evigt skal blive ernæret og opholdt. Denne spise her er timelig og forgængelig, men den, sjælen har, er evig, og uden den spise kan heller ikke sjælen leve, lige­som legemet ikke kan leve uden legemlig spise. Hvor sjælen derfor unddrages den åndelige spise, er den allerede død og har intet liv i sig, som alene gives den gennem Kristus. Som han selv siger det i Joh 11, 25-26: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”

Sådan går det også til med vore fjender; når jeg har tillid til Gud, at han er almægtig og har alle ting i sin magt, så frygter jeg ikke for min fjende; for Gud har lige så vel min fjendes hjerte og tanker i sin hånd, som mit. Han er en herre over liv og død, endsige da over menneskene. Dette mener Salomon, når han i Ordsp 15, 11 siger: ”Dødsriget og underverdenen ligger åbne for Herren, hvor meget mere da ikke menneskers hjerter!” Fordi død og liv da hænger i hans hånd, hvem vil så gøre mig noget mod hans vilje? Vil han imidlertid lade mig dræbe, velan, så ske hans vilje, han kan vel atter gøre mig levende, når han vil have det. Alt dette har vi ved Kristus, når vi tro på ham. Derfor må vi her netop give agt på engelens ord, når han siger, at Kristus skal have et rige og regere evigt. For jo større vi kunne gøre denne konge, desto mere bliver vor tro styrket, hvis vi tror, at han er mægtig, således som engelen siger om ham. Tror vi dette, så har det ingen nød med os, vi skal ikke frygte, hverken for død eller for Helvede, end sige for et menneske.

En sådan tro havde de tre drenge i Daniel kap. 4, da de lod sig binde og kaste i en gloende ildovn; for de havde den tillid til Gud, at han kunne redde dem endog midt ud af ilden, hvilket også skete. Dette mener også salmisten, når han siger: ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.” Sl 23, 4. Og i Sl 3, 7-8 siger David: ”Jeg frygter ikke ti tusind krigere, der belejrer mig fra alle sider. Rejs dig, Herre, frels mig, min Gud! For du har slået mine fjender på kinden og knust de ugudeliges tænder.” Og Paulus siger i Rom 14, 7-8: ”For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.” Gør en mig nu noget, så gør han dog ikke mig noget, men min herre. Denne trøstelige tillid kan ingen have, uden han har en stærk tro, der alene er rettet på Gud og hans ord. Det menneskelige hjerte kan ikke udmåle sådanne høje goder, ja, det forfærdes derfor, hvor ikke troen er.

Derfor er der i dette evangelium fremstil­let os et eksempel på en stor tro, så vi kan blive formanet og tilskyndet til at tro, og således stedse tiltage og blive styrket i troen. Mener I, at Maria intet stød har lidt i sit hjerte? Skulle hun straks fri og frisk have troet de høje ting? Nej, hun har sandelig følt et stød af vantroen i sig, ellers havde hun ikke spurgt og sagt: Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand. Derfor omgås engelen også helt mildt med hende, taler venlig, styrker hende og siger: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.” Som ville han sige: Det er ikke menneskeværk, som jeg taler med dig om, Gud vil overnaturligt virke sin gerning i dig, hvilket hverken du eller jeg kan forstå; derfor tro mine ord og giv Gud æren. Hvad der synes dig umuligt, det er alt sammen muligt for Gud. Han trøster og styrker hende fremdeles også ved et eksempel, idet han siger:

Med dette eksempel vil engelen vise hende, at også de for naturen umulige ting er mulige for Gud. Skønt Elisabeth er gammel og ufrugtbar og er kommet i folkemunde, så man kaldte hende den ufrugtbare, er hun dog blevet gravid ved sin mand Zakarias, og skal føde et barn. Derfor lad dette eksempel overbevise dig, og tro mit ord, det vil virkelig gå sådan med dig, som jeg har bebudet dig.

Disse ord, som engelen siger: ”Intet er umuligt for Gud”, skal også trøste os, når vi vakler og bæver i troen, sådan som da også Kristus siger i Mark 9, 23: ”Alt er muligt for den, der tror.” For Kristus ved vel, at vi ikke kan begribe hans nådes overstrømmende rig­domme, for de overstiger al vor forstand og tanke, derfor tilskynder han os kun til troen, for hvilken intet er for svært.

Således har vi løselig gennemgået hovedstykkerne i dette evangelium, hvoraf vi da lærer, hvordan en ret og rigtig tro er beskaffen, og hvad dens væsen er, nemlig at den klynger og hænger sig fast, ikke til nogen ydre ting, til nogen gerning, hvad den så kaldes, men alene til Guds ord. Nu vil vi også kort betragte den åndelige betydning eller hemmelige udlægning, hvis vi har tid nok tilovers.

Her er at bemærke, at ingen skal sætte sin tillid og sin fortrøstning til Guds moder eller hendes fortjeneste, for sådan tillid tilkommer alene Gud, som den eneste store gudstjeneste. Man kan derimod prise og takke Gud for hende og for den nåde, som er givet hende. Man skal ikke love og elske hende på anden måde, end fordi hun af Gud har modtaget sådanne goder af lutter nåde, uden fortjeneste, hvad hun selv bekender i sin lovsang.

Ligesom når jeg ved at betragte himmelen, solen og alle skabninger bevæges til at love deres skaber og tage dem med i min bøn og lovprisning og siger: Ak, Gud! Du, som har skabt så dejlige og skønne skabninger, giv mig en ret erkendelse og en stærk fast tro, osv. Sådan kan du også her tage Guds moder med i bønnen og sige: Ak, Gud! Hvilket ædelt men­neske du her har skabt, velsignet være hun; og du, som har æret hende så højt, giv også mig det eller det. Hvad du så end udbeder dig af Gud, lad da ikke hjertet blive stående ved hende, men gennem hende trænge frem til Kristus og til Gud selv. Derfor lyder Ave Maria også sådan, at det giver Gud æren for alle ting, idet der står: