Læsevejledning bibelen

Evangeliets virkelige kerne og grundvold er, at du først modtager og erkender Kristus som en gave, der er skænket dig af Gud og hører dig til, inden du bruger ham som forbillede. Og når du fæster blikket på ham eller hører, at han gør eller lider noget, så skal du ikke tvivle på, at Kristus selv med det, han gør eller lider, er din. Du kan sætte din fulde lid til det, ganske som om du selv havde gjort det, ja, som om du var den Kristus. Se, det kan man kalde at erkende evangeliet ret, nemlig at erkende Guds overmåde store godhed, som ingen profet, ingen apostel, ingen engel nogen sinde har kunnet tale fyldestgørende om, og intet hjerte tilstrækkeligt har kunnet beundre og fatte. Det er Guds store, brændende kærlighed til os. Ved den bliver hjertet og samvittigheden glad, tryg og tilfreds. Det er at prædike den kristne tro. Derfor kaldes en sådan prædiken evangelium, som på vores sprog betyder et glædeligt, godt, trøsterigt budskab. På grund af det budskab kaldes apostlene også for de tolv budbringere.

Det er det, Esajas taler om i kapitel 9,6: Et barn er født os, en søn er os givet. Og hvis han er givet os, må han jo være vores. Så må vi også tage ham til os som vores. Og i Rom 8, 32 siges der: Hvordan skal han kunne andet end skænke os alt med ham? Se, når du således griber Kristus som en gave, givet dig til eje, og ikke tvivler på det, så er du en kristen. Den tro frelser dig fra synd, død og Helvede og gør, at du sejrer over alle ting. Det kan ingen tale tilstrækkeligt om, og man må med beklagelse konstatere, at en sådan forkyndelse er blevet fortiet i verden, samtidig med at man højlydt roser selve betegnelsen evangelium.

Når du på den måde har Kristus som din saligheds grund og egentlige skat, så følger det andet punkt efter. Da kan du bruge ham som dit forbillede, så du også giver dig således hen for at tjene din næste, som du ser, at Kristus har givet sig hen for dig. Se, da er både troen og kærligheden i virksomhed. Da er Guds bud opfyldt og mennesket parat til at gøre og lide alt, glad og uden frygt. Vær derfor opmærksom på, at Kristus skænket dig som en gave nærer din tro og gør dig til en kristen. Men Kristus som et forbillede øver dig i gode gerninger. Disse gerninger gør dig derfor ikke til en kristen, men de udføres af dig, der forinden er blevet kristen. Som nu gave og forbillede er to vidt forskellige ting, så stor forskel er der også mellem tro og gerninger. Troen har ikke noget i sig selv, men udelukkende Kristi gerning og liv. Gerningerne er i sig selv noget, men de skal ikke gavne dig selv, men din næste.

Heraf ser du, at evangeliet egentlig ikke er en bog om etik og lovbud, der kræver noget, vi skal udføre. Det er en bog fuld af guddommelige løfter, hvor Gud lover, rækker og giver os alle sine skatte og velgerninger i Kristus. Men at Kristus og apostlene giver os god undervisning og udlægger loven for os, det er blot velgerninger på linie med andre gerninger, Kristus har gjort. Og god og sand undervisning er ikke nogen ringe ting. Derfor ser vi også, at han ikke forskrækker os. Han presser ikke og driver ikke på, som Moses gør i det Gamle Testamente, og som det jo er lovens natur. Nej, han underviser os kærligt og venligt. Han siger blot, hvad vi skal gøre, og hvad vi skal undlade, og hvordan det vil gå den, der handler ondt og den, der gør godt. Han driver og tvinger ingen. Ja, han underviser endog på en så blid måde, at han mere lokker end befaler. Han begynder jo med at sige: Salige er de fattige, salige er de sagtmodige. Og apostlene plejer også at bruge ord som: jeg formaner, jeg beder, jeg bønfalder osv. Men Moses siger: jeg befaler, jeg forbyder. Han truer og forskrækker desuden med forfærdelige straffe og ulykker. Ud fra den vejledning kan du læse og høre evangelierne, så de gavner dig.

Vi skal altså øve os i profeternes skrifter, studere dem og se, hvad Kristus er, hvortil han er givet os, hvordan han er lovet os. Vi skal se, hvordan hele Skriften peger på ham, som han jo også selv siger i Johannes 5, 46: Hvis I troede Moses, vil I tro mig, for om mig har han skrevet. Ligeledes i 5, 39: Ransag og søg i Skriften, for det er den, der vidner om mig. Det er det, Paulus har i tanke i Romerbrevet 1, hvor han straks i indledningshilsenen siger, at evangeliet er forjættet af Gud ved profeterne i Den Hellige Skrift. Derfor henviser evangelisterne og apostlene os også altid til Skriften og siger: således står der skrevet, og: det er sket, for at profeternes skrifter skal opfyldes, og lignende udsagn. I Apg 17 siger Lukas, at da folk i byen havde modtaget evangeliet med glæde, studerede og granskede de Skriften dag og nat, for at se, om det virkelig forholdt sig sådan. På samme måde var det, da Peter skrev sit brev. Han siger midt i det første kapitel: Den frelse har profeterne grundet over, når de profeterede om den nåde, der skal blive jer til del. De har grundet over, hvornår den tid vil komme og hvordan den vil være. Kristi Ånd, som var i dem, viste nemlig frem til den tid, når den gennem dem forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, der skal følge efter. Og det blev åbenbaret for dem, at det ikke var sig selv, men os de tjente med det, som nu er blevet os forkyndt ved Helligånden, som er sendt fra Himmelen. Noget, som selv englene længes efter at opleve. (1 Pet 1, 10-12).

Hvad andet vil Peter med disse ord end at føre os ind i Skriften? Det er, som vil han sige: Vi prædiker og åbner Skriften for jer ved Helligåndens hjælp, så I selv kan læse og se, hvad den indeholder, og hvilken tid profeterne har skrevet om. Det samme siger han også i Apg 3,24: Om den tid har alle profeterne talt, lige fra den første til den sidste. Derfor siger Lukas også i det sidste kapitel, at Kristus åbnede deres sind, så de forstod Skrifterne (Luk 24, 45). Og Kristus siger i Johannes 10, at han er døren, som man skal gå ind gennem. Den, der gør det, for ham åbner dørvogteren, som er Helligånden, så man kan finde græsgange og salighed. Så er det da sikkert og vist, at evangeliet selv er vejviser til det Gamle Testamente og underviser os i det. På samme måde har jeg også med den fortale gerne villet pege på evangeliet og undervise i det.

Men se nu, hvilke søde og fromme børn vi er! For at blive fri for at læse i Bibelen og her lære Kristus at kende, regner vi hele det Gamle Testamente for at være uden værdi. Som om det nu var forældet og ikke mere havde gyldighed. Og så er det dog det Gamle Testamente, der alene bærer navnet Den Hellige Skrift. Evangeliet skal derimod egentlig ikke være skrift, men et mundtligt ord, der kaster lys over Skriften, som Kristus og apostlene gjorde det. Derfor har Kristus selv heller intet skrevet, men kun talt. Sin lære har han heller ikke kaldt skrift, men evangelium, det vil sige, et godt budskab eller en god forkyndelse, som ikke skal udbredes med pennen, men med munden. Og dog farer vi i vore dage sådan frem, at vi laver evangeliet om til en lovbog, gør Kristus til en Moses, og vores redningsmand til en almindelig lærer. Hvilken straf skal Gud ikke lade komme over et så tåbeligt, forvendt folk? Det er velfortjent, at han har ladet os fare vild i pavens lære og menneskers løgne, fordi vi har ladet hånt om hans Skrift og i stedet for Bibelen må lære forordninger, der kommer fra en løgnagtig tåbe og ond bedrager.¹

Åh, Gud give, at det rene evangelium dog må blive kendt hos de kristne, og at det mit arbejde snart må blive unyttigt og unødvendigt. Så vil der virkelig være håb om, at også Den Hellige Skrift igen må komme til ære og værdighed. Det må nu i al korthed være tilstrækkeligt som fortale og vejledning. I fortolkningen vil vi uddybe det mere.