Matt 2, 1-12 (Helligtrekonger)

For det første omtaler evangelisten kong Herodes for at minde om patriarken Jakobs spådom i 1 Mos 49, 10, hvor han siger: ”Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde.” før Siloa (frelseren) kommer. Af denne spådom er det klart, at Kristus måtte være til stede, når jødernes rige eller regimente blev frataget dem, så ingen konge eller regent af Juda stamme længere sad på tronen. Dette skete nu ved denne Herodes, som ikke var af Juda stamme eller jødisk herkomst, men en udlænding fra Edom og af romerne sat til konge over jøderne, skønt disse fuldstændigt modsatte sig det. Han var i konflikt med dem i næsten tredive år, udgød meget blod og slog de bedste af folket ihjel, indtil han fik dem undertrykt og betvunget. Denne første udlænding havde nu regeret i tredive år og tiltvunget sig regimentet, så han med ro havde magten, og jøderne havde fundet sig deri, fordi der ikke længere var håb om at slippe fri. Jakobs spådom var således opfyldt. Derfor var tiden inde, og da kom Kristus og blev født under den første udlændings regering, da indfandt han sig efter profetien. Som ville han sige: Scepteret er veget fra Juda, en udlænding sidder på tronen. Nu er tiden, hvor jeg skal komme og blive konge, regimentet tilkommer nu mig selv.

De vise kaldes sædvanligvis de tre konger, måske efter antallet af de tre ofre. Men det er ikke bekendt, om de har været to, tre, eller hvor mange. Dog har de rimeligvis været fra Arabien. Derpå tyder ofrene: guld, røgelse og myrra, som alle tre findes af kostbart slags i det land, og man kan ikke forestille sig, at de har købt det andet steds fra, for det er skik og brug i disse lande at bringe gaver og foræringer af landets bedste frembringelser og egne goder. Sådan bød også Jakob i 1 Mos 43 sine sønner, at de skulle tage af landets bedste frugter og bringe dem til Egypten som gave til Josef. Hvis det ikke havde været landets frembringelser, hvorfor skulle de da netop have bragt guld, røgelse og myrra med sig, som frembringes i det land, og ikke hellere sølv og ædelsten eller et andet lands frembringelser? Derfor har de ikke ofret Kristus disse gaver sådan, som malerne pleje at afbilde det, at en kommer med guld, en anden med røgelse, en tredje med myrra, men samtidigt har de givet alle tre slags som for en person. Og det har formodentlig været en lille gruppe af brave mænd, som en fyrste eller by har sendt som sine sendebud med gaver til kejseren.

Hvad evangelisten her kalder ”magoi”, kalder vi på vort sprog, sandsigere, ikke sådan som profeterne var det, men, det, som man plejer at kalde kloge mænd og kloge koner, der kunne sige folk alle slags ting, kende mange hemmelige kunster og omgås med eventyrligheder. Deres kunst hedder magi. Det går til dels for sig med sortekunstner og djævelvæsen, dog ikke ganske sådan som heksene og troldkvinderne driver det. For en magiker efterligner de rette profeter, men dog ikke ved hjælp af Guds ånd. De træffer sommetider det helt rigtige, for de har ikke lutter djævelting for sig, sådan som heksene, men benytter både den naturlige fornuft og Djævelens hjælp. Sådan forholder det sig også med deres undergerninger, det er heller ikke blot og bart djævelstøj, sådan som heksenes kunster, men blandet med naturlige gerninger, og en magiker lægger sig altid efter den rigtige naturlige kunst. Der er mange hemmelige kræfter i naturen, og den, som forstår at bruge dem, han gør ligesom undere for dem, der ikke kende dertil, sådan som når alkymisterne laver guld af kobber. Denne erkendelse af naturens hemmeligheder har Salomo ved Guds Ånd i en høj grad været i besiddelse af og bruger den især smukt i 1 Kong 8, hvor han dømmer mellem de to kvinder om det levende og det døde barn og af den allerdybeste naturgrund udfandt, hvem der var den rette mor. På samme måde bruger Jakob i 1 Mos 30 denne kunst, når han med de stribede kæppe bevirkede, at der kun fødtes plettede får.

Denne kunst er en smuk og ret naturlig kunst. Alt, hvad læger og deres lige ved, skriver om og bruger af urters, frugters, metallers, stens og lignende tings kræfter har sin oprindelse herfra. Det bliver også ofte trukket frem i Skriften, idet den bruger lignelser hentet fra dyr, sten, træer og urter. I sådanne kunster har perserne, araberne og andre østerlændinge praktiseret meget, har studeret det, og det har været en ærlig kunst, som også har frembragt vise folk.

Men senere har svinene og de grove hoveder kastet sig derover, sådan som det er gået med alle kunster og lærdomme. De er kørt alt for langt ud af sporet og har opblandet den ædle kunst med gøgleværk og trolddom. De har villet efterligne og eftergøre denne kunst, og da de ikke har formået det, har de givet slip på den rette kunst, og der er blevet gøglere og troldmænd af dem. De spår og gør undere ved Djævelens hjælp, men undertiden også ved naturens kræfter. For Djævelen har beholdt meget af denne kunst og bruger den til dels i magien, så magiker nu er blevet et uværdigt navn og ikke betyder andet end en, som ved den onde ånd spår og gør undere. Somme tider rammer de dog rigtig og bringer hjælp, fordi naturens værk, som ikke kan lyve, bliver indblandet deri, hvad den onde ånd godt forstår.

Derfor har disse magikere eller vise ikke været konger, men erfarne folk, oplærte i sådanne naturlige kunster, selv om uden tvivl ikke alt har været så rent hos dem, idet de også har drevet meget gøgleværk ved siden deraf. Den dag i dag driver disse østerlændinge mangfoldige og store trolddomskunster, og den rette kunst er også her foragtet og svundet ind. Derfra har troldomskunster spredt sig i hele verden. Tidligere har de også beskæftiget sig med himmellegemernes og stjernernes løb.

Sådan har den hovmodige fornuft til enhver tid opblandet og ødelagt det, som har været godt, med sin efterligning og nysgerrighed, som den driver ligesom aberne, idet den forvender alt, hvad den ser og hører. Sådan efteraber de falske profeter de sande, de falske gerningshellige de rette hellige, de falske lærde, de virkelig lærde. Betragter man den ganske verden, så finder man, at fornuftens gerninger ikke er andet end et rigtigt abespil, hvormed den vil efterligne det gode, men den fordrejer det kun og forfører sig selv og enhver.

Derfor har disse magikere ikke været andet, end hvad filosofferne var i Grækenland og præsterne i Egypten, og hvad de lærde ved de højere læreanstalter nu er hos os. Kort sagt, har de været de gejstlige og lærde i Arabien, ligesom nu gejstlige, lærde folk sendes fra de højere læreanstalter med gaver til en eller anden fyrste. For de højere læreanstalter roser sig også af, at de lærer den naturlige kunst, som de kalder filosofi. De lærer dog ikke blot abespil, men giftig vildfarelse og ren og skær drømme.

For den naturlige kunst, som før hed magi, og nu filosofi, er den, hvorved man lærer naturens kræfter og gerninger at kende, som f.eks., at en hjort med sin ånde lokker slangerne ud af klippekløfterne, dræber og spiser dem, og derpå ved den af giften fremkaldte store hede tørster efter friskt vand, sådan som Sl 42, antyder. Ligesådan, hvordan en væsel lokker slangen ud af dens hul ved at vifte foran den med sin hale, og når da slangen bliver vred og kryber frem, så lurer væselen foran hullet, og idet slangen ser sig om efter sin fjende, slår væselen sine tænder i dens hals ved siden af giften og tilintetgør således sin fjende i dens eget hul. Magikerne har nu studeret denne kunst, i hvilken der er skjult stor visdom om Kristus, og om hvordan mennesket skal forholde sig i livet. Når vi altså skulle gengive dette evangelium på vort eget modersmål, så måtte vi egentlig sige: der kom mestre i naturen fra østerland, eller: naturkyndige fra Arabien.

Der er også dem, som undrer sig over, hvordan de på så få dage har tilbagelagt så lang vej. Man tror nemlig, at de er kommet på den trettende dag efter Kristi fødsel, og geograferne siger dog, at Arabiens hovedstad ligger hen ved tres dagsrejser fra Middelhavet, som Betlehem jo ligger tæt ved. Men sådanne og lignende spørgsmål bekymre mig slet ikke; for det er heller ikke nogen trosartikel, at de netop er kommet der den trettende dag. Det er heller ikke nødvendigt at antage, at de var fra hovedbyen eller fra landets yderste ende; de kunne lige så godt være kommet fra et sted ikke langt uden for grænsen, i bekvem tid og på naturlig måde. For Maria måtte som en anden kvinde efter loven blive seks uger i Betlehem som uren og holde sig inde, så hun nok har været at finde dér mere end tyve eller tredive dage. Dog vil jeg ikke hermed forkaste den almindelige mening, at det er gået til ved et under, når blot ingen tvinges til at antage det, som var det en trosartikel, sådan som man har gjort og plejet at gøre i mange lignende stykker. Hvad den guddommelige Skrift ikke nævner, har ingen pligt til at holde for en trosartikel.

Så er det nu evangelistens mening, at da Kristus var født under Herodes, den første fremmede konges regimente, og spådommenes tid var opfyldt, se, da skete det store undertegn. Ham, som hans egne landsmænd og medborgere ikke ville søge og lære at kende, ham søger disse fremmede og udenlandske folk fra et fjernet sted. Ham, til hvem de højlærde og præsterne ikke ville komme og tilbede, til ham kommer sandsigerne og stjernekiggerne. Det var jo en stor skam for hele det jødiske land og folk, at Kristus var født iblandt dem, og de allerførst skulle få det at vide af fremmede, hedenske og udenlandske folk. Og i hovedbyen Jerusalem burde de dog først og fremmest have vidst det. Derved er der da givet dem en kraftig formaning til at lære at kende og søge Kristus. Men senerne i deres hals er af jern og panden af bronze, som Esajas siger om dem 48, 4.

Vi nødsages til at tale noget mere om de naturkyndige eller mestrene i naturen, fordi magikerne her siger, at de har opdaget en konges fødsel på grund af stjernen. Man skal vide, at kundskaben om naturen for en del besiddes af ethvert menneske. Jeg ved for eksempel, at hundens tunge læger sår, at en kat fanger mus, at en høg fanger agerhøns, og så videre. Nogen ved mere, andre mindre om naturen ved egen erfaring eller andres undervisning. Men Gud har ikke åbenbaret hele naturen for os, men den mindste del deraf. Derfor er fornuften nysgerrig og vil stedse vide mere og mere. Deraf er forskningen og studiet af naturen opstået.

Nu er det ikke muligt for fornuften, efter at den ved Adams fald er blevet formørket, at trænge dybere ind i naturens erkendelse, end erfaringen og den guddommelige oplysning gør det muligt. Men den urolige fornuft kan ikke være stille og lade sig nøje dermed, men den vil se og vide alt, ligesom en abe. Derfor tager den fat og digter og forsker videre, end det er den befalet, og foragter, hvad erfaringen og Gud har givet den, og finder dog ikke, hvad den søger. Sådan bliver alle dens studier og forskning blot vildfarelse og narreværk. Deraf kommer det, at da mennesker foragtede eller ikke kunne magte den naturlige kunst, har de delt sig i utallige partier og sekter. Nogle har skrevet om jorden, andre om vandene, nogle om det ene, andre om det andet, så der ingen ende har været på bogskrivning og studier.

Til sidst, da de havde studeret sig trætte på jorden, er de faret til himmels, har også villet kende himlens og stjernernes natur, som man dog aldrig kan have nogen erfaring om. Her har de nu fået virkelig fri rådighed til at opdigte, lyve og bedrage og sige om den uskyldige himmel, hvad de ønsker. For, som man siger, de, som lyver om fjerne lande, de lyver med overbevisning, fordi man ikke med egen erfaring kan gendrive dem. Sådan også her: Fordi ingen kan nå op til himlen og hente nogen erfaring om dens lære eller vildfarelse, så lyver de af fuld magt og med største sikkerhed. Her lærer de, at den, som fødes i det stjernetegn, han må blive en spiller; at den, som fødes under den eller den konstellation, han må blive rig eller vis; eller, han må blive slået ihjel; eller, at den, som på den eller den dag bygger, gifter sig eller går ud, ham må det gå sådan eller sådan med. De siger, at stjernerne på himlen har en sådan natur og virker sådanne ting hos de mennesker, som fødes på bestemte tidspunkter. Gud bevare os, hvor dog alle mulige ting er underkastede denne kunst. Til den har da fornuften hengivet sig med fuld andagt, fordi det er store, grove løgne og rigtige, unyttige fabler, hvori den siden dens forblindelse har sin største lyst. Sandheden smager den ikke så godt som fabler og løgne.

Men for at vi nu skal komme tilbage til teksten, så vil du måske sige: Ja, men nu siger dog dette evangelium, at disse magikere af stjernen har erfaret en konges fødsel. Derved stadfæstes det jo, at den kunst at tyde stjernerne kan læres og kendes, da Gud selv hjælper til og lader en stjerne vise sig, hvorved han lokker og lærer magikerne. Svar: Bliv kun ved eksemplet, og lær sådan, som disse magikere har lært af stjernen, så gør du ret og farer ikke vild, for der er ingen tvivl om, at solen, månen og stjernerne er skabt, for at de skal være tegn og med deres skin tjene jorden, som Moses skriver 1 Mos 1.

Af solen lærer du, når den går op, at dagen begynder; når den går ned, at dagen har til ende; når den står midt på himlen, at det er middag, og så videre er den sat dig til et tegn og mål på tid og timer, for at du kan rette din gerning og handling ind efter det. Ligesådan månen og stjernerne om natten. Desuden benytter du også solen, når du skal pløje og dyrke din mark og røgte dit kvæg. Du må indrette dit arbejde efter varmen og årstiden.

Ligesådan skal du også vide, at når solen mister sit lys, så er det i sandhed et ondt tegn, som vil have en ulykke til følge. På samme måde, når en komet eller stjerne med hale viser sig, for det lærer erfaringen os. Desuden siger Kristus i Luk 21, at sådanne tegn skal ske i sol, måne og stjerner, og betegne verdens sidste ulykke. Sådan er det også et tegn, når der er kraftigt uvejr, lyn og oversvømmelser. Men hvordan det går for sig, og hvad for naturlige kræfter der rører sig i alt sammen, eller hvilke hemmelige virkninger det har, er ikke nyttigt eller nødvendigt for dig at vide. Det er nok, at du deri erkender Guds vrede og forbedrer dig. Således har der disse år været set overmåde mange formørkelser, mange tegn på himlen i mange lande, for der forestår med sikkerhed en stor omvæltning. Sådan betegnede også formørkelsen under Kristi lidelse den ulykke, som hidtil har hvilet over jøderne. Sikre tegn er de, hvortil Gud har skabt dem, men det, som gøglerne opdigter om dem er usikkert.

Sådan har disse magikere heller ikke haft mere i denne stjerne end et tegn, har heller ikke brugt den som noget andet end et tegn, som Gud også havde bestemt den til. Derfor kunne stjernetyderne og sandsigerne ikke finde nogen bekræftelse eller bestyrkelse for deres kunst i dette evangelium. Selv om disse magikere også ellers har forført sig selv i denne kunst, har de dog her ikke brugt stjernen til andet end til et tegn. De siger jo ikke, hvad Kristus i fremtiden skal være, hvordan det skal gå ham. De spørger heller ikke efter det, men har nok i, at det er en stor konges tegn, og spørger kun efter, hvor han er at finde.

Og for at Kristus ganske og aldeles kan stoppe munden på sådanne sludderhoveder, har han ved sin fødsel frembragt en særlig ny stjerne, som var ubesmittet og uberørt af deres snak. Hvis de ville sige, at han var født under de eller de stjerners konstellation, kunne han imødegå dem og sige: denne stjerne er dog ikke en af dem, som jeres kunst opdigter sine påfund om. Selv om så alle menneskers tilkommende skæbner skulle stå i stjernerne, sådan som I lærer, så kan der ikke være noget at finde i denne stjerne, som er af en ny og anden art end disse, og som I jo ikke har vidst eller hørt noget om før. Videre, da ingen af de andre stjerner har nogen underretning om Kristus at give, men han har en egen ny stjerne, så følger deraf, at de heller ikke giver nogen underretning om noget andet menneske, for han er jo lig et andet menneske. Omvendt, da denne nye stjerne ingen meddelelse giver om andre – for den har ikke været synlig i længere tid – så giver den heller ingen undervisning om Kristus, som er alle mennesker lig. Derfor er det idel gøgleværk og sådan en unyttig kunst at tyde stjernerne.

Men hvorfor disse magikere har erkendt denne stjerne som et sådant tegn på, at en konge så sikkert netop nu var født, kan jeg ikke vide. Måske har de i deres historiske bøger og krøniker fundet, at andre kongers fødsel oftere før har været antydet på himlen eller ved en stjerne. For man finder også i den romerske og græske historie, at nogle store fyrsters og særlige personers komme eller fødsel er blevet bebudet ved undere og tegn i luften og på himlen. Så vidste disse magikere vel, at dette jødefolk var et særligt, af Gud udvalgt folk, mod hvem Gud gjorde og havde gjort meget frem for mod andre folk. Derfor, da dette var en så liflig stjerne, har de bestemt tænkt, at Gud havde skænket dette folk en ny konge.

Det er heller ikke sikkert, som nogen mener, at de har kendt Bileam udsagn i 4 Mos 24, 17: ”En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel.” Dette ord taler mere om Kristi åndelige opgang, og Kristus er selv stjernen. Men den, som ikke er tilfreds med dette, kan mene, hvad han vil. Måske har de fået det ved guddommelig åbenbaring.

De har i begyndelsen heller ikke anset denne konge for ond, men for en almindelig verdslig konge, ligesom dronningen af Arabien anså Salomo for at være og derfor kom til ham med sit lands gaver. Derfor kommer de også til Jerusalem, til hovedbyen, hvor de håber at finde ham i det kongelige palads og i kongelig pragt. For stjernen, som de så over jødeland, da de endnu var derhjemme i Arabien, må senere være forsvundet, så de ikke har set den på vejen, før de drog fra Jerusalem til Betlehem, sådan som evangeliet beretter.

Når de siger, at de har set hans stjerne, så er det ikke deres mening, at Kristus har skabt den, men at den er hans, fordi den er tegnet på hans fødsel, ligesom også nu stjernetyderne kalder ethvert menneskes tegn dets tegn, hvorunder det er født, ikke, at mennesket selv har skabt tegnet. Kristi guddom forbliver uforklaret lige til hans himmelfart, skønt den ofte viser sig.

Sådan også, da de ville tilbede ham, gør de det i den mening, som Skriften viser, at kongerne i disse lande blev tilbedt; ikke sådan, at man holdt dem for guder. Det, at man faldt ned for dem og ærede dem, kalder Skriften at tilbede dem, og bruger dette ord både om Gud og mennesker ligesom ordet herre, konge, ja endog navnet Gud, når det i 2 Mos 7, 1 siges til Moses: ”Se, jeg gør dig til gud for Farao.”

Hvorfor forskrækkes de? Jøderne ventede jo dog på Kristus, der var forjættet dem i 1 Mos 49, som ovenfor sagt. I Jerusalem var der på den tid Simeon og Anna og uden tvivl også mange flere hellige mennesker, som ventede Kristi komme og glædede sig dertil. Grunden til at Herodes forfærdes er åbenlys. Han er bange for sit kongerige, fordi han er sig fuldt bevidst om, at han er en udlænding og har gjort sig slet fortjent af jøderne. Han vidste vel også, at jøderne ventede Kristus, som skulle forløse dem, sådan som Moses havde gjort, så hans samvittighed måtte ængste sig for, at der kunne rejse sig et oprør mod ham, og han blive stødt fra tronen.

Jøderne derimod frygter for Herodes og romerne, at det ville koste meget blod, hvis de nu skulle have en ny konge. De havde modsat sig romerne og Herodes til stor ulykke for sig selv, og det var gået dem ligesom Israels folk i Egypten, da Moses skulle føre dem ud deraf, og de derfor blev hårdere forfulgte end før, så de straks knurrede mod Moses. Det var et tegn på deres svaghed i troen, ligesom også denne Jerusalems forskrækkelse åbenbarer deres vantro, at de så mere på menneskers end på Guds magt.

Men de hellige og fromme mennesker er ikke blevet forskrækket, men glade. Når evangelisten imidlertid siger, hele byen forfærdedes med Herodes, så er det ikke talt om alle indbyggerne eller borgere i byen, men efter Skriftens sædvane. Når den nævner en by alene og ikke tillige dens beboere, så mener den ikke alle og enhver, som findes deri, men de fleste, den største del. Anderledes er det, når der i Josvas bog oftere står skrevet, at han har ødelagt den og den by, og det udtrykkelig tilføjes, at han har slået alt ihjel, hvad der fandtes af indbyggere og levende væsener.

Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For sådan er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.

Her kunne man spørge, hvorfor Kristus ikke har ført disse magikere eller vise lige til Betlehem ved hjælp af stjernen, men lader dem udforske Skriften angående hans fødsel, som de nu havde fået kendskab til. Det sker af den grund, at han vil lære os at holde os til Skriften og ikke følge vort eget hoved eller andre menneskers lærdomme. Han vil ikke, at hans Skrift skal være givet for intet. Her vil han lade sig finde og ellers ingen andre steder. Den, som foragter Bibelen og lader den ligge, han kan og skal aldrig finde ham.

Sådan har vi ovenfor hørt, at engelen også gav hyrderne et tegn, ikke Maria og Josef eller noget som helst menneske, hvor hellige de end kunne være, men alene svøbet og krybben, hvori han var svøbt og lagt, det vil sige, profeternes skrifter og loven. Heri er han svøbt. Disse skrifter har ham. De handler kun om ham og vidner om ham og er hans sikre tegn, som han selv siger i Joh 5, 39: ”Gransk Skrifterne, som I mener, indeholder det evigt liv, for de vidner om mig.” Sådan oversætter Luther dette vers, hvad grundteksten også giver mulighed for. Og Paulus i Rom 3, 21: ”Guds retfærdighed er bevidnet af loven og profeterne.” Ligeså har vi hørt om Simeon og Anna, at de symboliserer Skriften, der viser os Kristus og bærer ham på sine arme. Og i Luk 16 vil Abraham ikke opfylde den rige mand ønske om at sende Lazarus til hans brødre, men henviser dem til Skriften og siger: ”De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” (v. 29-31).

I modsætning til denne trofaste guddommelige lære har vore lærde hidtil opfundet mange slags måder at lære sandheden på. Nogle af dem må vi her fremsætte, så vi kan tage os i agt for dem.

For det første har de opstillet utallige love, bestemmelser, artikler og lærdomme, opfundet af mennesker, som de kirkelige retslove og lignende, ordener og regler, som helt sikkert ikke er Kristi krybbe og svøb, ej heller Simeon og Anna. Paulus advarer os omhyggeligt mod sådanne lærdomme, for at vi skal blive ved Guds Ord alene. For alle menneskelærdomme er farlige og fører til sidst bort fra troen, ligesom Salomo blev forført ved fremmede kvinder. Det forklarer Paulus i Tit 1 sådan, at menneskelærdomme fører bort fra sandheden. Men hvis nogen brugte menneskers lærdomme, som man bruger mad og drikke og tøj, så var de kun en ringe skade. Ingen spiser og drikker eller klæder sig af den grund, at han tror, at han bliver from og salig ved det. En sådan mening eller samvittighed ville være en grov dårskab for enhver. Hans mening og tro om, hvordan man bliver frelst, er alene den, at hvis man kun tror fast på Kristus, så bliver man frelst og salig. Den mening er ret, og den samvittighed god. Altså: Den, som faster, arbejder, bærer munkedragt eller præsteklæder eller overholder sin ordensregel sådan, at han opfatter det på samme måde som mad og drikke, han vandrer og handler ret. Han tror ikke, man er from, fordi man gør disse ting, og heller ikke at man er ond, hvis man lader være. Han ved, at man kun ved troen er from. En sådan person skader menneskelærdommene intet, lige så lidt som mad og drikke eller klæder skade ham. Men hvor findes de, som gør sådan? Blandt tusinde næppe en. De siger i almindelighed alle: Ja, skulle jeg ikke blive frelst og salig ved et sådant liv, sådanne ordener, regler og gerninger, hvad skal jeg så med det, jeg store dåre.

Derfor er det umuligt, at menneskelærdomme ikke skulle føre bort fra sandheden, som Paulus siger. Der må ske ét af to: Enten må man foragte eller forlade dem, når man hører, at man ikke derved bliver from og salig – eller de besnærer og forkvakler samvittighed og mening, når man mener, at man ved dem bliver from, og at de må overholdes. Troen går under og sjælene dør. Da er der ingen hjælp eller redning. Troen kan hverken bestå eller tåle det, når man mener, at noget andet er nyttigt og nødvendigt til at blive from, end den alene. Den, som derfor har troen, regner ikke med menneskebud, men holder dem, når og hvordan han vil. Han er slet og ret en herre over disse love. Men den, som har menneskebud uden tro, han kan ikke lære troen at kende, bliver evindelig en træl af menneskelærdomme, gør heller aldrig nogen god gerning, sådan som Paulus siger i Tit 1, 16. Derfor skal man alene holde sig til den blotte Skrift. Det er alene den, der forkynder Kristus, at vi ved ham i troen bliver fromme og derefter frivilligt gør alle gerninger til næstens bedste, som vi ofte har sagt.

For det andet forelægger de os helgenernes legender og eksempel, hvormed de også bestyrker og begrunder deres menneskelærdomme, og det gør i sandhed stærkt indtryk og fordærver utallige sjæle. Derved føres man lige så stille bort fra Skriften og troen, at ingen bemærker det. Her stiller de Sankt Benedikt, Bernhard, Gregor, Augustin, Frans og mange store helgener frem for os, som ingen kan nægte, har været hellige mænd, og som desuden har levet i sådanne menneskelærdomme og ordener og er blevet hellige. Sig mig, hvordan kan et enfoldigt hjerte tåle sådanne stød og forblive i troen? Der skal en apostolisk eller evangelisk ånd til for at kunne stå imod dette. O, hvor sikre de er; hvor farer de af sted, når de har opstillet sådanne helgeners eksempel; da mener de, de har tændt det rette lys.

Når jeg nu ville sige til dem: Sådanne helgener har også brugt mad, drikke, søvn og klæder: burde vi da ikke også oprette en spiseorden, drikkeorden, soveorden og tøjorden? – så ville de svare: Nej, de kære fædre har ikke gjort sådant for derved at blive fromme, sådan som de har gjort med de andre ting, som de har holdt for gode og hellige veje. Hertil svarer jeg: Når du siger, at de kære fædre ved sådan væsen er blevet fromme, mere end ved mad, drikke, søvn og klæder, så farer du åbenbart vild. For Gud har omhyggeligt vogtet på, at han ikke har æret nogen af disse helgener med noget under for deres gerningers skyld, men de har alle været fulde af ånd og tro. Nu lader du deres ånd og tro fare og griber alene deres ydre væsen. Det er netop det samme, som hvis en nar hele sit liv igennem ikke gjorde andet end at sove, fordi han havde hørt, at Bernhard engang havde sovet, og han derved forventede at blive from og salig. Derfor gør man helgenerne uret, når man påstår, at de har overholdt sådanne ordener i den mening, at de derved skulle blive fromme og salige, og man bedrager sådan folk med helgenernes livsførelse og navn.

Men så siger du: Ja, men de har dog overholdt dem og ikke foragtet dem, heller ikke agtet dem så ringe, som du lærer at agte dem. Jeg svarer: Det tilkommer hverken mig eller dig at dømme deres mening og hjerte; men det siger vi: Det er ikke umuligt, at de har agtet sådanne ting alt for højt. Men deri har de som mennesker faret vild, for det må enhver bekende, at de kære helgener har fejlet og syndet. Derfor vil Gud, at man kun skal se på hans ord og ikke følge de kære helgeners eksempel videre, end hvor de følger Guds Ord. Hvor de derimod som mennesker følger deres eget hoved og menneskers lærdomme, skal vi efterfølge Sem og Jafet, som fromt tildækkede deres fars skam, og ikke med den onde Kam prædike og snakkede vidt og bredt om det. Sådan skal vi også tie stille om disse helgeners skrøbelighed og ikke udbrede den, så vi alene efterfølger deres styrke.

Det er slet intet under, at de kære helgener har snublet og fejlet heri. Erkendelsen af Kristus og troen er en så høj og stor ting, at alene Guds nåde kan virke den i os. Kød og blod lærer os intet om det, men alene faderen i himlen, som Kristus bevidner i Matt 16, 17. Der er større helgener end Augustin, Benedikt og Gregor og deres lige, som har faret vild heri. Der var jo allerede på apostlenes tider sådanne lærere, imod hvem Paulus skriver alle sine breve, så han kan bevare troen ukrænket af gerningerne og menneskelærdommene. Og – for at du skal forundre dig endnu mere – hele kirken har, da den endnu var ny og på sit bedste, faret vild heri, så at alene Peter, Paulus og Barnabas stod fast og fik sat igennem, at ingen lov eller gerning var nødvendig eller nyttig til at gøre from. Det fremstiller Lukas tydeligt i ApG 15. Nu var der jo store helgener der, som apostlene og deres disciple. Alligevel blev de ført vild og var også blevet i den overbevisning, at lov og gerning er nødvendige til salighed, hvis ikke Paulus og Peter havde stået imod. Og heller ikke de havde vidst rettere, hvis ikke Gud ved undertegn fra himlen havde gjort dem visse i den mening, at kun troen er nyttig og nødvendig til at gøre salig, sådan som det berettes i ApG 10. Endvidere, selv om Peter vidste det, og selv havde hjulpet til at opretholde det, så fejler han alligevel også heri i Antiokia og bruger ikke denne frihed ret, så alene Paulus modstod ham, som han skriver i Gal 2. Ikke sådan at forstå, at Peter mente, at han måtte overholde loven, men han gjorde ikke virkelig brug af den frihed, som han vidste, han besad, men mente, at han for de øvriges skyld måtte undlade det. Det var ikke ret gjort, men blev revset af Paulus. Derfor gælder det aldeles intet, når man fremfører eksempler fra helgenerne eller andre ting ved siden af eller ud over Skriften. Det bedrager ligeså meget, ja meget mere, end nogen kætters eller falsk lærers vildfarelse, fordi sådan skrøbelighed prydes alt for meget af den sande hellighed. Gud har derimod ladet os se deres skrøbelighed, for at han kan holde os til sin Skrift og lære, uden for hvilken der hverken findes noget liv eller lys, selv om en engel lærte det.

For det tredje lægger de stor vægt på helgenernes udlægning af Skriften. Deres tolkning skal også anses som et lys. Herved hænger de sig også fast og mener, de her har noget, som ingen kan forkaste. Derved hindrer de os altid fra at komme til Skriften alene. De farer af sted og siger: Skriften er mørk, og mange bliver kættere ved den. Er det ikke den værste af al gudsbespottelse? Men hvem siger dem, at ikke også fædrene er mørke? Eller hvem vil garantere os, at fædrene ikke tog fejl i deres udlægning, da det er åbenlyst, at de ofte har fejlet, ofte har modsagt sig selv og hinanden, og meget sjælden stemmet overens. Gud føjer det sådan og gør også denne fædrenes udlægning usikker, vogter på alle sider, for at vi ikke skal løbe væk fra hans Skrift. Alligevel smutter vi bort og lader os ikke holde tilbage.

Derfor skal vi vide, at det ikke er sandt, hvad de siger, at fædrene oplyser den mørke Skrift. De gør fædrene uret og lyver dem på. Det er ikke fædrenes opgave at oplyse Skriften med deres egne fortolkninger, men at fremføre klare skriftsteder og således tolke Skrift med Skrift, helt uden deres egne tilsætninger.

At der opstår kættere ved Skriften, er ganske vist sandt; hvorved skulle de ellers opstå? Alligevel er det sandt, at ingen bog lærer troen mere end Skriften. Ligesom derfor ingen kan blive en kristen uden alene ved Skriften, sådan kan heller ingen blive en kætter uden alene ved Skriften. Kristus selv er et tegn, som modsiges, som mennesker støder sig på, nogle falder og nogle oprejses. Skulle man derfor forkaste ham eller opstille en anden Kristus ved siden af ham? Hvis du ikke bruger brød og vin på den rette måde, skulle man så derfor lade mark og vingård ligge, eller straks opdyrke andre ved siden af? Den onde ånd er Skriften fjendsk, derfor har han ved dette skrig, ved sin bespottende mund gjort den berygtet og fordægtig på denne måde.

Men hvad lærer denne tekst os? For det første spørger de vise ikke efter ypperstepræsterne. De siger ikke: Hvor er Annas eller Kajfas, eller hvordan har den eller den levet? Men de siger sådan: Hvor er den jødernes konge, som nu er født? Ja, Kristus lader dem, os til et eksempel, støde an og fejle deri, at de søger ham i Jerusalem, i den hellige by, hos de gejstlige, hos de lærde, hos de øverste. Han lader sig ikke finde i den hellige by eller i al den ydre hellighed. De får heller ikke svar fra menneskers fortolkning, men hvad Skriften selv siger om Kristus. Det er alene den, man skal søge hos de hellige folk og på de hellige steder.

Herved er der givet os et klart eksempel på, at vi alene skal give agt på den blotte Skrift, når det gælder lære, fortolkning og livsførelse, uden at se hen til nogen menneskers gerninger. Med alle helgeners lærdomme og livsførelse skal vi forholde os sådan, at vi ikke godtager alt, hvad der findes i deres lære og liv, men underkaste det en undersøgelse, så vi kun antager det, som stemmer overens med Skriften. Hvad der er deres eget, uden grund i Skriften, skal vi anse som menneskelige ting og lade det blive, sådan som Paulus lærer os i 1 Thess 5, 21: ”Prøv alt, hold fast ved det gode.” Det har også Moses betegnet i 3 Mos 11, 3 og 5 Mos 14, 6, hvor han beskriver de rene og urene dyr, idet alle dyr, som ikke har spaltede klove og tygger drøv, er urene. Det er de mennesker, som ikke spalter deres fødder, det vil sige, vandrer tankeløst gennem livet; hvad der kommer dem for, samler de op og følger det. Men de rene dyr er de mennesker, som foretager åndens prøvelse i alle ydre ting og lærdomme. Det, de ser stemmer overens med Skriften, overholder de; men hvad der er uden grund i Skriften og idel menneskefund, lader de fare, så må helgenerne være så store, som de kan og vil.

Ingen helgen har været så fuldkommen, at han ikke har haft kød og blod, ja en bestandig strid med sit kød og blod. Derfor er det ikke muligt, at det, de har, skal holdes for den rene ånd og tages til eksempel. Naturen og fornuften er mange gange blevet indblandet, og dem bør man ingenlunde følge. Derfor byder Moses os at spalte fødderne, og Paulus os at foretage åndens prøvelse og ikke antage alle gerninger og alt væsen.

I disse tre stykker, det vil sige, menneskelærdomme, helgenernes eksempel og fædrenes fortolkninger, mener de nu. og tror enhver, at de er på ret vej. Der er ingen, som tør betvivle det eller sige imod, så de regerer her med al sikkerhed. De har det fint med, at ingen andre end de alene har Den Hellige Skrift, som de godt og grundig har indesluttet i disse tre kar. Oven i købet er de faldet endnu dybere i mørkets afgrund, så de påstår, at det naturlige lys og den hedenske kunst også er et godt middel til at finde sandheden. Det er nu for tiden opfattelsen på de højere læreanstalter, så de i grænseløs vildfarelse lærer, at ingen kan blive en ret teolog uden Aristoteles. O blindhed over al blindhed!

Det kunne tolereres, hvis de ved den naturlig kunst forstod, at ilden er varm, at tre og fem er otte og lignende, hvad al naturlig fornuft godt ved. Men de taber sans og samling og opdigter kun drømme og unyttige tanker om ting, som ikke er til, og som de ikke kender, så det er en jammer at tænke på deres afsindige, gale studeren. De anvender så mange ressourcer og så meget besvær, at den onde ånd kun har sin morskab med dem. Den bruger Gud til at plage dem med. Det har de også fortjent, når de ikke er blevet ved den blotte Skrift. Derfor må de ene og alene spise og fortære dette Helvedes skidt og stank.

Dernæst er de kommet i Djævlens vold og har bygget på, at sjæle har vist sig og bedt om hjælp. Sådanne genfærd og alt, hvad de har sagt, har de da troet på uden forbehold og frygt. Derfor er messen kommen i sådan misbrug med sjælemesser for de døde og handel dermed, at det ikke kan beklages nok, selv om så al verden græd blod dag og nat. Her har Djævelen ladet sig besværge og tvinge til at sige sandheden. Derved har han kunnet drive sådan spot og spil med vor tro og nadver, som han selv har ønsket det. Det er alt sammen den velfortjente løn for vor nysgerrighed, at vi ikke har ladet os nøje med Guds Skrift. Vi har holdt vor trofaste Gud og fader for en nar og tåbe, som den, der understår sig at lære os ved sin Skrift og ikke ved eller kan lære os, hvad vi skulle vide, eller hvad der er os nødvendigt at vide. Derfor handler han ret imod os, når han lader os blive Djævelens disciple, fordi vi foragter hans skole.

Så siger du: Skal man da ikke tro, at der gives vildfarende ånder, som vandrer om og søger hjælp? Svar: Lad vandre omkring, hvad vandre vil. Du hører, hvad din Gud byder dig. Selv om du holder alle sådanne ånder for fordægtige, så synder du slet ikke, men holder du en af dem for retskaffen og pålidelig, så er du allerede i fare for at ledes i vildfarelse. Hvorfor det? Jo derfor, at Gud ikke vil vide af, at du skal lære af de døde eller søge sandheden hos dem. Han vil selv være din levende, overflødige og fuldkomne lærer. Til hans Ord skal du holde dig. Han ved godt, hvad han skal sige dig om de døde og levende, for han véd alle ting. Men hvad han ikke siger eller ikke vil sige dig, skal du ikke begære at vide og vise ham så megen ære, at du tror, at han bedst ved, at det ikke er nødvendigt, nyttigt eller godt for dig at vide. Derfor skal du frit og kækt slå alt sådant åndespøgeri hen i vind og vejr, og ikke frygte for dem. Så skal de sikkert også lade dig være i fred. Er det sådan, at du i dit hus har et spøgelse eller en forstyrrende ånd, så indlad dig ikke i samtale, men vid, at det ikke er nogen god ånd. Slå korsets tegn for dig, og hold troen fast i dit hjerte. Har Gud sendt dig den til straf ligesom over den fromme Job, så vær beredt og bær det villig. Men er det dens eget spil, så foragt den i en stærk tro og forlad dig kun med tillidsfuldhed på Guds Ord, for Guds Ord vil den ikke give sig i kast med. Det skal du ikke være i tvivl om. Jeg holder rigtignok for, at ingen sådanne urolige ånder af Gud er sendt til straf, men at det er deres egen onde lyst at indjage mennesker ubegrundet skræk, fordi de ikke længere har magt til at skade dem. Hvis de havde magt til at gøre skade, ville de ikke give sig tilkende med så megen larm og støj, men forøve deres ondskab, før du fik at vide, hvem der havde gjort det. Men skal en god ånd komme til dig, så vil det ikke ske på den måde, med megen larm og sådan letfærdighed. Forsøg dette og vis sådan tro, så vil du se, at sådant spøgeri ikke er af Gud og vil høre op. Men tror du ikke, så er der frit spillerum, for du har ikke Guds Ord, som ånderne alene frygter.

De Guds Ord, som du skal trodse på, er dem i Luk 16, 29, hvor Abraham afslår den rige mands begæring om, at den afdøde Lazarus måtte blive sendt til hans endnu levende brødre. Her siger Abraham: ”De har Moses og profeterne, dem kan de høre.” Af disse ord følger klart, at Gud ikke vil lade os belære ved de døde, men have os holdt til sin Skrift. Derfor, når og hvor en ånd kommer til dig, så spørg kun aldrig, om den er ond eller god, men hiv blot kort og bestemt dette ord frem: ”De har Moses og profeterne”, så vil den snart fornemme, hvad du mener. Er den god, så vil den derfor have dig desto mere kær, at du frit og frejdigt bekender dig til din og dens Guds Ord. Er den ikke god, sådan som det er tilfældet med alle dem, som laver spektakel, så vil den snart sige farvel.

Et andet lignende Guds Ord er det, som findes i 5 Mos 18, 9-11: ”Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde.” Her hører du, at det for Gud er ren og skær hedensk vederstyggelighed og strengt forbudt at stille spørgsmål til de døde eller til ånder. Disse ord ser Abraham hen til, når han ikke vil lade Lazarus blive sendt til de levende. Så skal du også anføre dette ord imod disse ånder og sige: Gud siger: ”Du skal ikke stille spørgsmål til de døde.”

Dette har Gud påset så strengt, at der ikke i Skriften findes noget eksempel eller nogen beretning om, at de hellige mænd har rådført sig med døde. Dette er det tredje sted, hvor du kan sige til ånderne: Der er ikke i Den Hellige Skrift hørt eller læst noget eksempel på sådanne ånder eller deres væsen. Derfor bør man bestemt foragte og sky sådant som noget djævelspøgeri.

Heraf er det let at forstå, at det blot har været spøgeri, når der i 1 Sam 28(,) fortælles om Samuels opvækkelse. For det går alt sammen for sig imod dette Guds bud, og det er derfor ikke at formode, at den virkelige profet Samuel er opvakt af spåkvinden. Men når Skriften her tier stille og ikke siger, om det er den virkelige Samuel eller ikke, så sker det af den grund, at Skriften fordrer af enhver, at han bør vide, at Gud ved Moses har forbudt at adspørge de afdøde. Og Gud tilbagekalder aldrig sit ord, som Job vidner og Bileam siger i 4 Mos 24. Hvordan skulle en troldkvinde da have magt over de hellige, som er forvarede i Guds hænder?

Men siger man: På den måde bliver skærsilden fornægtet. Jeg svarer: Selv om du ikke tror på skærsilden, er du ikke derfor en kætter. Der står intet om det i Skriften, og det er bedre, at du ikke tror, hvad der er uden grund i Skriften, end at du lader det fare, der står i Skriften. Lad pave og papister blive vrede, så meget de vil. De har gjort skærsilden til en trosartikel, af den grund at den har bragt al verdens rigdomme i deres hænder og utallige sjæle i Helvede, som har stolet på det og har trøstet sig til at skulle blive udløste deraf med gerninger. Gud har ikke givet dig nogen befaling om skærsilden, men befalet, at du ikke skal stille noget spørgsmål til de døde og heller ikke tro, hvad de siger. Det skal du holde for mere vist og sandt, end hvad alle engle, endsige paven og hans papister siger. Alt deres væsen er løgn og bedrag, derfor gør de også skærsilden lidet troværdig. Men vil man her også anføre Gregor, Augustin og andre helgener med deres udsagn, fortolkninger eller eksempler om skærsilden, så har du ovenfor hørt, hvor langt det er fra, at man bør følge eller tro helgenerne i alle stykker. Hvem kan forvisse os om, at de ikke i dette stykke er blevet bedraget eller har faret vild som i så mange andre stykker? Vor tro skal have en grund, som er Guds Ord og ikke sand eller mose, menneskers indbildning.

Hermed stemmer også Esajas 8, 19-20: ”Siger man til jer: I skal søge til dødemanerne og til sandsigerne, der hvisker og mumler. Svar da: Til belæringen og til budskabet.” Se, det er også et klart ord, der siger, at man skal spørge i Guds lov og vidnesbyrd efter alt, hvad man vil vide. Den, der ikke gør det, han skal være berøvet morgenrøden, som ganske sikkert er Kristus og sandheden selv. Og læg mærke til: Efter at Esajas har sagt, man skal søge til Gud, så viser han, for at ikke nogen skal gabe imod himlen og vente noget overnaturligt fra Gud, hvor og hvordan vi skal søge til Gud. Han siger: Til belæringen og til budskabet. Han vil ikke engang tillade, at man spørger Gud selv uden for Skriften. Hvor meget mindre vil han da tåle, at man spørger nogen anden?

Af den grund opregner Moses så meget, hvortil man plejer at ty hen med sine spørgsmål, nemlig otte slags: l) Spåmænd, det er dem, som forudsiger kommende ting, sådan som stjernetyderne og de falske profeter gør ved Djævelens indskydelse. 2) Dagvælgere, det er dem, som erklærer nogle dage for uheldige, andre for lykkebringende til på dem at rejse, bygge, gifte sig, købe nyt tøj, føre krig og til alle foretagender. 3) Åndedyrkere, eller hvad man skal kalde dem, som maner Djævelen ind i et spejl, et billede, en stok, et sværd, et glas, en krystal, en kæp eller lignende, og deri vil se hemmelige skatte, historier og andre ting. 4) Hekse, det er de onde Djævelshorere, som tilhekser sig mælk, frembringer uvejr, rider på bukke og koste, gør folk syge, lamme og visne, plager småbørn i vuggen, fortryller folks lemmer og lignende. 5) Åndemanere, som læser over folk eller dyr, besværger slanger, forhekser alskens redskaber og kender alle slags mærker, tegn og varsler. 6) Sandsigere eller tegnsudlæggere, som har Djævelen bag øret og kan sige folk, hvad der er blevet væk, hvad de nu gør, og hvad de skulle gøre, sådan som tatere og sigøjnere plejer. 7) De, som dyrker trolddom, som kan give ting en anden skikkelse, så et menneske ser ud som en ko eller okse, som tvinger folk til elskov og utugt og mange sådanne djævelsting. Til slut også 8) De døde, de omvandrende forstyrrende ånder.

Se, Moses har dog ikke glemt at tilstoppe noget hul, hvorigennem man uden for Guds Ord vil udforske og lære noget. Sådan har han også på mange steder forkastet egne meninger og den naturlige fornuft, især i 5 Mos 12, 8: ”I må ikke dyrke Gud på den måde, hvor hver især gør, som han finder for godt.” Og i Ordsp 3, 5 hedder det: ”Støt dig ikke til din egen indsigt.” Vi ser således, hvordan Gud vil, at vi hverken skal følge det, som er i eller det, som er over vor fornuft, men alene hans Ord. Det er således træffende, hvad Esajas, som ovenfor anført, siger, at vi hverken skal søge til levende eller til døde, men alene til Gud i hans lov og vidnesbyrd. Sådan siger også Peter: ”Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.” (2 Pet 1, 19). Stemmer Peter ikke her smukt overens med Esajas’ udsagn om Guds Ord og morgenrøden? Og når Peter siger, at Guds Ord alene er et lys, som skinner på et mørkt sted, viser han da ikke dermed klart, at alt uden for dette ord er idel mørke?

Disse uddybninger har det været nødvendigt for os at gøre, for at vi kan give de falske ånder og menneskelærdommene det rette svar og beholde den hellige Skrift i sin renhed.

Nu komme vi igen tilbage til teksten og lærer af disse vise at spørge: Hvor er jødernes nyfødte konge? Lad Herodes spørge efter præster og skriftkloge. Vi spørger alene efter den konge, som er født. Lad universiteterne spørge: hvor er Aristoteles? Hvor er paven? Hvor er den naturlige fornuft? Hvor er Bernhard? Hvor er Gregor? Hvor er kirkemøderne? Hvor doktorerne? Vi siger: Hvor er Kristus? Og vi lader os ikke nøje med og er ikke tilfredse, medmindre vi hører Skriften, som taler om ham. Vi lader os ikke anfægte af, hvor stor og hellig Jerusalem er, hvor høj og mægtig Rom er; vi søge hverken Jerusalem eller Rom, men kongen Kristus i hans Skrift. Når vi har den, så lader vi Herodes, præster og skriftkloge med Jerusalem og Rom bag os, og følger Skriften, til vi finder ham.

Men her ser vi, hvordan Skriften og Kristus har tre slags disciple. De første er ypperstepræsterne og de skriftkloge. De kender Skriften og lærer andre den, men kommer ikke selv hen til Kristus. Er det ikke en stor forstokket hårdnakkethed og foragt hos disse gejstlige og lærde folk? De hører og ser, at så mægtige og redelige folk kommer fra så fjerne lande for at søge Kristus, og det(,) bliver sagt dem, at en stjerne på himlen har vidnet om hans fødsel, og oven i købet giver de selv vidnesbyrd om ham fra Skriften. Fordi de er præster og de lærdeste af folket, burde de have skyndt sig for at være de første, som løb til Betlehem med al glæde og længsel. Ja, om de havde hørt, at Kristus var født i Østerland, burde de med alt, hvad de havde, være løbet til ham, fordi alt deres håb og fortrøstning jo stod til Kristi komme.

Men de har frygtet for Herodes, som visselig havde slået dem ihjel, hvis de med et ord havde bekendt Kristus og villet antage ham som deres konge, ligesom han tidligere havde dræbt andre af den samme grund. Derfor lod de også uskyldige børn dræbe. Altså har de af frygt for døden forladt deres herre og konge og er forblevet under tyrannen Herodes og Djævelen. Senere, da Kristus ikke mere viser sig og ikke bryder frem med verdslig magt, er alt dette kommet i foragt og glemsel. Da har de ment, at de vise er blevet bedraget. Kristus er således opvokset blandt dem ganske ukendt, så de ikke længere vidste, hvorfra han kom, som Johannes fortæller i sit evangelium. Dette er nu de Kristi disciple, som godt kender sandheden, men ikke tør bekende den eller stå ved den. Derfor er de også fortabte, som Kristus siger i Matt 10, 32-33: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.”

Den anden slags disciple er Herodes og hans folk. Herodes undersøger Skriften og tror den også og holder den for sandhed, tror også, at Kristus forkyndes deri og nu er født. Ellers havde han foragtet alt dette og ikke vist sådan alvor i denne sag. Han har bestemt anset Skriften for at indeholde Guds Ord, som måtte blive opfyldt, og at det er Guds gerning, som er opfyldt i denne Kristi fødsel. Alligevel gør han modstand og løber åbenlyst med hovedet lige imod Guds Ord og gerning. Han mener at kunne vende op og ned på, hvad Gud siger og gør, uagtet han ved, at det er Gud, som siger og gør det. Derfor undersøger og hører han også med stor flid Skriften og Kristus, men kun i den hensigt, at han kan udslette og tilintetgøre det alt sammen. Han er bange for, at det skal gå i opfyldelse, hvad Gud siger, som ikke kan lyve. Er det ikke en utrolig dårskab og hovmod? Hvem kan tænke sig, at et menneskehjerte kunne finde på dette? Og dog er hele verden til alle tider fuld af dem, og det er overalt netop de øverste og bedste.

Det tredje slags disciple er de fromme vise, som forlader deres land, hjem og gods og lader det alt sammen stå, så de kan komme og finde Kristus. Det er dem, som frit bekender Kristus og hans sandhed. Men Herodes'er er dem, som forfølger og udrydder dem, og ikke desto mindre gælder for Guds tjenere, går i templet og gør som andre fromme folk.

Det kunne her vække forundring, at Evangelisten forandrer profetens ord og siger: ”Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.” Hos profeten Mika står der jo (5, 1): ”Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.”

Hvordan passer disse to ord med hinanden? Matthæus siger: ”du er på ingen måde den mindste”. Mika siger: ”du er lille blandt Judas slægter”. Den anden forskel er, at Matthæus siger: blandt Judas fyrster. Mika derimod siger: blandt Judas slægter. Men det er let at forklare, for det hebraiske ord kan betyde begge dele. Meningen er altså den, at blandt disse fyrster eller slægter i Judas stamme kalder han Betlehem ringe eller lille, ligesom når vi siger: Blandt Sachsens byer er Wittenberg lille. Men det har forekommet evangelisten bedre at sige: blandt Judas fyrster, end: blandt Judas slægter.

At profeten siger: ”Betlehem, Efrata”, og evangelisten: ”Betlehem i Judas land”, kommer ud på ét. Begge to har de villet tale bestemt og tydeligt peget hen på Betlehem, at det var den by, som før hed Efrata og nu Betlehem, beliggende i Judæa. I prædikenen over den første tekst på første juledag har vi hørt, hvorfor byen hedder Betlehem og Efrata, nemlig fordi det var et kornrigt land. Også det, at patriarken Kalebs hustru Efrat – 1 Krøn 2, 19 ligger begravet her, har måske bidraget til dette navn. Betlehem betyder, som sagt, brød-hus, og Efrata frugtbar, fordi landet var frugtbart og rigt på næringsmidler.

Sådan lader det sig også let forene, at profeten blot siger: en hersker i Israel, og evangelisten: en hersker, som skal vogte mit folk Israel. Evangelisten udtrykker blot, hvordan herredømmet skal komme folket til nytte ved denne fyrstes regering.

Men hvordan kan det passe med hinanden, at profeten kalder byen lille, og evangelisten ikke lille? Det er dog stik modsat. Det hjælper os ikke, hvis vi ville sige, at bøgerne er forfalskede. Det må rimeligvis ikke have en anden grund, end at evangelisten ser mere på den åndelig størrelse, som også profeten antyder, som ville han sige: Du Betlehem er vel lille for mennesker, men du er i sandhed ikke den ringeste for Gud, fordi Israels hersker skal udgå af dig. Sådan har evangelisten udtrykt og udfyldt, hvad profeten har ment og dog fortiet. Denne talefigur eller måde at tale på, at man fortier noget, som man dog antyder, er også meget brugt i daglig tale, som når jeg siger: denne person går nok og tigger, men han har dog mange penge, det vil sige: han er ikke blandt de fattigste. Ligesådan siger Paulus i Rom 2, 22: ”Du, som afskyr afguderne, du begår selv tempelran!” Det vil sige: du er ikke nogen lille afgudsdyrker, selv om du ikke direkte tilbeder afguderne.

Det må være nok om det. Det er ikke noget ved at anvende meget energi på disse ting og det er heller ikke nødvendigt for et rettroende menneske, som giver Gud æren og ikke tvivler på, at alt er ret og rigtigt i Skriften, selv om man ikke kan bevise alt. For de lærde kan det være nyttigt for at forsvare Skriften mod dem, som bespotter og forvrænger den.

Vi går derfor over til at tale om tekstens mening og betydning. Den taler her ikke om en ganske almindelig hersker i Israel, som dem, der før har været mange af. Det må være en særlig person frem for alle andre, som profeterne så højtideligt forkynder og udråber. For Mikas ord lyder jo, som om der før ikke havde været nogen hersker i Israel, fordi han siger: Fra Betlehem skal han udgå, som skal være en hersker i Israel. Det lyder, som om han sagde: Jeg vil også engang give Israels folk en hersker, så de også kan få deres egen fyrste. Hidtil har kongerne og fyrsterne kun været trælle og folket ikke været deres eget. Men dette skal være en hersker, som folket tilhører.

Derfor har også de allerbedste fortolkere altid forstået sådanne ord derhen, at Kristus ikke blot skulle være et menneske, men også Gud, og at hans herredømme ikke skulle have nogen ende. Hans rige skulle heller ikke være et legemligt, men et åndeligt regimente. Nu har intet menneske, ja, ikke engang en engel haft et folk, som er deres ejendom. Gud alene er en herre for sit eget folk, sådan som David siger i Salme 28, 8: ”Herren er styrke for sit folk.” Og da folket bad Gideon om, at han ville være deres hersker, svarede han: ”Nej, jeg skal ikke herske over jer, og min søn heller ikke. Herren skal herske over jer.” (Dom 8, 23). Derfor sagde Gud også i 1 Sam 8, 7, da folket bad Samuel om en konge: ”Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge.” Ikke sådan at forstå, at det var synd at have en konge, som han jo gav dem. Men det var en stor synd, at de fortrøstede sig mere til menneskelig hjælp og styre end til Gud alene.

Skulle nu Kristus være en hersker over folket som sit ejendomsfolk, så måtte hans herredømme ikke være et timeligt eller legemligt, men han måtte regere over hele folket, både som fortidigt, nærværende og tilkommende. Derfor må han være en evig hersker, og det kan kun lade sig gøre på en åndelig måde. Men når Gud vil give ham sit eget herredømme, kan han ikke være blot og bart menneske, for det er umuligt, at Gud kan give sin ære, sit herredømme, sin ejendom, sit folk til nogen anden, som ikke er ret sand Gud. Som han siger i Es 42, 8: ”Jeg giver ikke min ære til nogen anden.”

Derfor hedder det også videre i det samme vers hos profeten Mika: ”Hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.” Som ville han sige: Jeg forkynder den herre, som skal komme fra Betlehem, men hans begyndelse skal ikke være derfra. Han har allerede været i begyndelsen, fra evigheds dage, så at man ingen dag, ingen begyndelse kan nævne, hvor han ikke allerede er udgået og har været til. Nu har jo intet været fra begyndelsen og før alle verdens dage, uden alene den rette, sande Gud. Så kan nu denne udgang fra evighed af ikke være noget, som omfatter alene en enkelt, men det at udgå peger hen på noget, hvorfra det udgår. Sådan følger det med nødvendighed af Mikas ord, at denne hersker må være Guds fødte, virkelige søn og sand Gud med ham fra evighed af før al skabning.

På den anden side må han, da han i tiden skal komme fra Betlehem, være et sandt, naturligt menneske. Det er hovedstykket af den kristne tro. Det er hans eget folk og rette Israel, som erkender ham for en sådan herre og lader ham regere og virke iblandt sig. Men de, som ikke tror det, deres herre er han ikke, og de er heller ikke Israel.

Af dette er det nu videre let at slutte, hvordan Kristus har måttet dø og opstå fra de døde, så han kan regere evigt og åndeligt. For når dette ord nøder os til at tro, at han måtte blive et sandt, naturligt, legemligt menneske, så følger deraf, at han måtte omskifte dette legemlige liv med et åndeligt, usynligt liv, fordi det ikke var muligt, at han legemligt skulle regere så vidtstrakt og længe, som profeten her antyder. Og i det følgende siger han (v. 2-3): ”Han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne. Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke, i Herren sin Guds navns storhed; de skal bo trygt, for hans magt når til jordens ender.” Af disse ord er det klart, at Kristi rige ved prædiken og lidelse skal vokse indtil verdens ende; for når han her siger, at han i herren sin Guds navns højhed skal prædike og røgte sin hjord, så antydes dermed, at han skal lide forfølgelse for sin prædikens skyld. Derfor siger han også, at han vil hengive jøderne, med hensyn til deres timelige væsen og styre, indtil et nyt folk bliver født. Den, som skal føde, er flokken af apostle, der under Kristi lidelser var i fødselsangst over et nyt åndeligt folk for denne Israels hersker, sådan som han selv forkynder dem det i Joh 16, 2.

v7 Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. v8 Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«

Af denne tekst kan man godt forstå, at disse magikere eller vise ikke har været konger eller fyrster, men ganske ærbare folk, som gejstlige eller lærde, for Herodes viser dem ingen æresbevisning, men lader dem rejse til Betlehem og passe sig selv. Han byder dem at komme igen, som var de hans undersåtter. Dette havde han ikke gjort, hvis de havde været konger og store herrer. Så havde han indbudt dem til sig, var rejst med dem og havde ydet dem al æresbevisning. For efter alle historiens beretninger var Herodes en galant mand, som forstod på verdslig vis at skatte folk højt og bevise dem være, og som gerne ville anses af verden. Når han nu kalder dem hemmeligt til sig uden al pragt og stads, så må de have været langt ringere end ham.

Men hvorfor kalder han dem til sig hemmelig? Landet var dog hans, og han kunne gøre, hvad han ville. Det gør han, fordi han godt vidste, at jøderne af hjertet hadede ham og gerne ville være ham kvit. Derfor er han bange for, at hvis han kaldte dem til sig åbenlyst, og jøderne fik nys om det, så ville de komme ham i forkøbet og overtale magikerne til ikke at give ham den rette besked, så den nye konge kunne forblive uantastet af ham.

At han spørger dem om tiden, da stjernen viste sig, sker af den samme frygt, fordi han allerede havde besluttet med sig selv at dræbe de uskyldige børn. Han tænker som så: Er den nye konge født, så vil jøderne glæde sig og skjule ham en tid for mig, til han bliver stor. Så vil de slutte sig til ham, ophøje ham til konge og støde mig fra tronen. Derfor må jeg komme dem i forkøbet og listigt udforske tiden for hans fødsel. Hvis han da holdes skjult for mig, vil jeg dog ramme ham i mængden, når jeg lader alle børn, som er født efter den tid, dræbe, så det ikke skal hjælpe dem at skjule ham for mig. Foruden at lægge denne listige plan anvender han al flid for at komme på tydeligt spor efter den nye konge og befaler magikerne, at de skal komme tilbage til ham og give ham besked. Han anstiller sig ganske åndelig og ydmyg, som om han også vil tilbede barnet.

Hvis menneskelig visdom havde kunnet udrette noget, så havde han handlet klogt nok til at slå Kristus ihjel. Men det er sandt, hvad salomo siger i Ordsp 21, 30: ”Ingen visdom, ingen forstandighed, intet råd gælder over for Herren.” Og Sl 33, 10: ”Herren gør folkenes råd til intet, han hindrer folkeslagenes planer.” Og Sl 37, 32-33: ”Den uretfærdige lurer på den retfærdige og stræber efter at slå ham ihjel. Men Herren giver ham ikke i den uretfærdiges magt.” Sådanne ord må Herodes her mod sin vilje gøre til sandhed, og tjene som eksempel (på), os til trøst, for at vi skal være frimodige og sikre, ikke frygte nogen uden Gud alene. Når han holder med os, så kan hverken magt eller list skade os.

Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. v10 Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.

Han siger ikke, at de har lovet Herodes at gøre, hvad han befalede dem, men at de har hørt ham, at han ønskede, at de skulle komme tilbage med svar. Dog synes det af den advarsel, som de senere modtog i en drøm, at det har været deres mening i god tro at vende tilbage til Herodes, da de ikke kendte hans ondskab og listige anslag og holdt ham for et godt menneske. Heraf lærer vi, at de hellige godt kan blive bedraget og ledes vild af de vantro helliges smukke og skinnende fagter, så de anser det for godt, som ikke er godt. De bliver dog ikke i deres vildfarelse altid, om de så skal blive underviste fra himlen og befriet derfra. Tillige kan evangelisten have omtalt deres høren af den grund, at de af Herodes hørte profetens Skrift, hvordan den nye konge skulle fødes i Betlehem, som de spurgte efter, og om hvem det var al deres ønske at høre.

Dette er et eksempel på, hvordan Kristi fjender sommetider også kan være nyttige og lære andre ret, sådan som Kajfas i Joh 1 lærer ret, når han siger, at det er nødvendigt, at et menneske dør for folket. Og Bileam taler i 4 Mos 24 meget om Kristus. De gør det uden selv at ville det, og til dels også uden at vide det. Sådan lærer Kristus folket i Matt 23, 2 flg., at de skal høre og følge de skriftkloge og farisæerne, når de sidder på Moses’ stol og lærer, men han forbød dem dog at gøre efter deres gerninger. Sådan har disse vise handlet ret og givet os et godt eksempel, idet de har hørt Herodes, ikke for Herodes' skyld, eller fordi han havde sagt det, men for Skriftens skyld, som de havde hørt af ham. Den følge der og ikke Herodes' gerninger.

Deraf flyder den gode lærdom, at man skal høre såvel de onde biskopper og præster som de gode, og ikke rette sig efter deres liv, men deres lære, dog kun hvis deres lære er den rene Skrift og ikke menneskepåfund. For ligesom man skal høre Skriftens lære, selv om Herodes fremlægger den og desuden begår mord, sådan skal man omvendt ikke høre menneskelærdomme, selv om Peter, Paulus eller en engel fremlægger dem og desuden lader det regne og hagle med undere.

Ovenfor er der også talt om, hvordan helgenerne mange gange fejler og forårsager forargelse i menneskelige lærdomme og gerninger. Derfor vil Gud ikke, at vi skal se på deres eksempel, men på hans Skrift. Af den grund tillader han også ofte, at helgenerne fremlægger menneskelærdomme og gerninger. På den anden side føjer han det ofte sådan, at de vanhellige lærer den rene og klare Skrift, så at han må bevare os mod begge sider, for begge slags forargelser, til venstre side for de vanhelliges onde livsførelse, til højre side for helgenernes skønne, glimrende liv. For hvis du ikke ser hen til den blotte Skrift, så er helgenernes livsførelse ti gange skadeligere, farligere og forargeligere end de vanhelliges. De begår nemlig onde, grove synder, som let kan kendes og afskyes, men helgenerne ledsager menneskelærdommene med et fint og smukt skin, der også er i stand til at forføre de udvalgte, sådan som Kristus siger i Matt 24. Nu strider sådan forargelse hos helgenerne lige imod hovedstykket, troen og dens lære, men de grove synder strider dog ikke imod troen eller dens lære. Selv om de afviger fra læren, stormer de dog ikke imod den. Men menneskelærdomme er idel stormen mod troen og dens lære, for de bringer mennesker til at forlade sig på sig selv og sine gerninger. Herfra bevarer Kristus dog sine hellige midt iblandt menneskelærdomme og gerninger, ligesom han bevarede de tre mænd midt i ildovnen (Dan 4.) Derfor er helgenernes livsførelse her ikke at følge som eksempel, men at undgå. Det er undere, der kun bør loves og prises. Gud vil ikke gøre undere med enhver i en brændende ovn. Han vil heller ikke gøre enhver til en Bernhard, Frans, Gregor, Benedikt eller Augustin.

Dette har evangelisten set, når han fortier Herodes navn og blot siger: de har hørt kongen, benævner ham med hans værdigheds og myndigheds navn, ligesom Johannes kap. 11. siger, at Kajfas profeterede, ikke fordi han hed Kajfas, men fordi han var ypperstepræst. Embedet som konge og præst er godt og af Gud, selv om onde folk bruger det dårligt, ligesom guld og sølv og al skabning er god og dog kan blive både brugt både godt og dårligt. Sådan bruger Gud her Herodes til det, som han godt kan bruges til, og fordi han er Guds skabning, og lader også magikerne bruge ham på denne måde. Derfor har de ikke set hen til og hørt Herodes, men kongen. For dem var det ligegyldig, at han var ond i sig selv. De har taget det hos ham, som var af Gud og godt, ligesom bierne suger honningen af blomsterne, men overlader edderkopperne giften. De har hørt ham deri, at han bød dem gå til Betlehem og spørge med efter barnet, som profeten forkyndte. Det havde han heller ikke fra sig selv, men fra præsterne. Men hans onde råd og hensigt eller hans onde liv, har de slet ikke villet vide af eller kende. Sådan skal vi også lære at hade menneskers laster, men dog elske mennesker, så vi også sondrer honning og gift fra hinanden.

Det fremgår også her af vor tekst, at denne stjerne ikke kan have været hørt oppe på himlen ligesom de andre stjerner, men må have svævet nær ved dem, ellers havde det ikke været muligt for dem at se, om den stod over Jerusalem eller over Betlehem. For på grund af stjernernes store afstand kan man, som astronomerne og erfaringen klart godtgør, ikke så let se, over hvilken by de egentlig står, fordi to byer, der ligger ti eller flere kilometer fra hinanden, begge synes, at stjernen står over dem. Desuden kan man ikke iagttage deres løb med det blotte øje, uagtet de løber hurtigere, end noget øjekast eller lyn løber. Men denne stjerne har de egentlig ikke set løbe, men bevæge sig langsomt foran dem, mens de har fulgt efter til fods eller til hest. En stjerne på himlen bevæger sig meget længere i et øjeblik end ti rejser fra Jerusalem til Betlehem, for de løber hver dag og nat én gang omkring jorden og himlen. Desuden løber alle stjerner fra øst til vest og omvendt fra vest til øst. Men da denne stjerne har bevæget sig fra Jerusalem til Betlehem, så er den gået fra nord mod syd. Den har således været af en anden art, haft et andet løb og en anden stilling end stjernerne på himlen. Og det har ikke været en fiksstjerne, som astronomerne kalder de faste stjerner, men en fri stjerne, som har kunnet hæve og sænke sig og bevæge sig til alle sider. Hermed bliver atter munden stoppet på stjernetyderne, idet stjernen ikke har haft nogen speciel betydning for Kristi fødsel og liv. Heller ikke kan den have været så stor som de andre stjerner på himlen, selv om den har set større ud på grund af sin nærhed. Kort sagt, det har været en Kristi tjener, som ikke har haft noget herredømme eller betydning uden for Kristi fødsel.

Men det er mærkeligt, at stjernen nu først viste sig for dem, da de ikke længere behøvede den, men kendte byen, hvor barnet var. Tidligere skjulte den sig for dem, da de trængte til den og ikke kendte byen. Men det er sket for at styrke deres tro ved to vidnesbyrd, ligesom der i moseloven står, at hver sag skal stadfæstes ved to eller tre vidners mund. Sådan har disse vise for det første hørt profeternes Skrift i Jerusalem som et vidne om Kristi fødsel. Nu stemmer stjernen så overens dermed, som det andet vidne og vidner også om denne fødsel, så de nu er visse i deres sag. Profeten siger ikke mere, end at Kristus skal fødes i Betlehem, således går stjernen heller ikke videre end dér, hvor barnet er, i Betlehem, og bliver stående herover. Derover har de med rette glædet sig.

Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Det er omhyggeligt forebygget, at disse vise af sig selv eller ved andre menneskers hjælp skulle finde Kristus. De har fundet ham alene ved profetens Skrift og stjernen på himlen, så at hermed al naturlig kunst måtte blive forkastet, al menneskefornuft, alt lys uden for Ånden og nåden, som roser sig af og formaster sig til at ville lære sandheden og lede på rette vej, sådan som nu de blinde folk på universiteterne påstår, som ovenfor nævnt. Det er én gang for alle hermed afgjort, at Kristus, den saliggørende sandhed, ikke lader sig lære eller finde ved menneskelig lærdom eller hjælp, men Skriften og guddommeligt lys er alene i stand til at vise os ham. Som Kristus selv siger i Matt 16, 17: ”Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.” Her forkaster Kristus også klart kød og blod med dets åbenbaring, det vil sige, mennesket og al menneskelig forstand, som aldeles udueligt til at lære os ham at kende. Derfor må det virkelig også være idel mørke. Ligesådan siger han i Joh 6, 44: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham.” Hermed er også al stolen på egen og menneskelig fornuft fordømt, da den ikke er i stand til at lede på ret vej, og alle må fare vild, som følger den. Så omhyggeligt og stærkt våger Gud overalt mod det naturlige forgodtbefindende og vil, at vi skal erkende os som blinde, opgive al tillid til vort eget lys, alene række ham hånden og lade ham føre os på de veje, som fornuften ikke kan erkende eller følge.

Her lærer nu disse vise os den rette tro. Efter at de har hørt prædikenen og profetens ord, har de ikke været tøvende eller langsomme til at tro. Men betragt, hvilke anstød og hindringer, der lå dem i vejen. For det første begår de en fejl, de kommer til Jerusalem, til hovedstaden, og finder ikke barnet; stjernen er også forsvundet. Hvis den menneskelig fornuft alene havde rådet, måtte de tænke sådan: O, ve, vi har forgæves rejst så lang vej; stjernen har bedraget os, det har været noget spøgeri. Hvis en konge var født, måtte han dog med rette findes i hovedstaden og i de kongelige sale. Men nu, da vi kommer, forsvinder stjernen, og vi finder ingen, som ved noget om ham. Skulle vi fremmede være de første, som taler om ham i hans eget land og i den kongelige by? Det må alt sammen være falskt.

Desuden forskrækkes de derved, at hans eget folk ikke gerne hører tale om ham: De viser os fra den kongelige by til en fattig lille landsby. Hvem ved, hvad vi ville finde der? Desuden forholder de sig så kolde og ligegyldige ved, at ingen drager med os og viser os barnet. De tror ikke selv, at en konge er født dem, og vi kommer her og vil finde en. O, hvor øde og umuligt ser ikke alt dette ud til en konges fødsel. Om en hundehvalp var født, ville der dog være noget skrig at høre. Her skal en konge være født, og alt er fuldkommen stille. Skulle folk ikke synge og springe, tænde lys og bestrø alle gader med grene og blomster? O, hvad for en stakkels konge, det er, vi søger. O, vi dårer, som sådan har ladet os narre og bedrage.

De har til visse endnu ikke været ganske uden kød og blod og uden sådanne eller lignende tanker og indfald og har måttet udholde en hård kamp i deres tro. For den naturlige fornuft havde her på ingen måde holdt stand. Den havde straks vist et surt ansigt og pustet sig op, når kongen ikke blev fundet, sådan, som den havde tænkt sig at finde ham. Den havde sagt: Djævelen har ført mig hid. Hvad skal det være for en konge, som er født her, hvor alt er så stille og går så jammerligt til? En hyrde hos os har dog mere støj, når et barn bliver ham født, og hvis en ko kælver, bliver det mere bekendt end denne konges fødsel.

Se, sådan gør fornuften og naturen til enhver tid: Den følger ikke længere, end den bliver bekræftet. Når den intet erfarer, er den straks parat til at fornægte Gud. Fornuften opfører sig som Salme 14, 1 fortæller: ”Tåberne siger ved sig selv: Gud er ikke til!”

Det er universiteterne, der skal føre dem til Gud. – ja i Helvedes afgrund. Naturlys og nådelys kan ikke forenes. Vor natur vil føle og være sikker, inden den vil tro. Nåden vil tro, inden den føler. Vor natur går ikke længere, end den kan se. Nåden træder frimodigt ind i mørket, følger det blotte ord og Skriften, hvad enten det ser ud på den ene eller anden måde. Ligegyldig om vor natur synes det er sandt eller falskt, holder troen fast ved ordet.

De kære vise har haft strid og kamp ved at gribe og efterfølge profeternes ord, skønt alt var så anderledes end ved en konges fødsel. Derfor har Gud trøstet og styrket dem ved stjernen, som går foran dem og viser sig meget venligere for dem end første gang. Nu ser de den i nærheden, og den er deres ledsager; nu er de visse på alle ting, behøver ikke at spørge nogen. Første gang var den fjernt fra dem, og de var endnu uvisse om, hvor de skulle finde kongen.

Sådan går det altid med de kristne, at Gud efter anfægtelsen, hvis de består den, bliver dem så hjertelig sød og kendes så nær og klart, at de ikke alene glemmer angsten og anfægtelsen, men også får lyst og kærlighed til mere anfægtelse. De bliver efterhånden stærkere, så de ikke længere så let forarges over Kristi ringe og uanselige væsen. De har nu smagt og forstået, at det må gå sådan til med dem, som vil finde Kristus, at det nemlig ser sådan ud, som om de intet andet skulle finde end blot skam. Ligesom de vise her havde måttet skamme sig, hvis de havde taget fejl, og sige – som de da måske også hemmelige har sagt i deres hjerte: Nej, hvor gik det godt. Vi må også hellere tage af sted en anden gang, for at finde andre konger.

Det kan man rigtig kalde, at blive taget ved næsen, sådan som det plejer at gå med fru natur i alle guddommelige ord og gerninger. At disse vise har været i sådan anfægtelse og ganske ilde til mode, da det så mørkt ud for dem, kan man forstå af, at de blev så hjertelig glade, da de så stjernen. Denne glæde viser, at de ikke kun har oplevet en lille modstand og modvilje i hjertet, men har været stærkt anfægtede af vantroen. Det var der også god grund til, hvis man ville se hen til naturen. Derfor siger Kristus med rette i Matt 11, 6: ”Salig er den, der ikke forarges på mig.” Ja, man er ganske vist salig, men det går hårdt for sig. Der er næsten ingen tegn på, at Kristus skulle være der.

Da nu de vise var kommet ud af anfægtelsen og næsten selv var som nyfødt af store glæde, så er de nu stærke og forarges ikke mere på Kristus. De har gennemlevet prøvelsen. Derfor, selv om de må gå ind i et fattigt hus og finder en fattig ung kvinde med et fattigt lille barn, og det her atter ser så ganske anderledes ud end med en konge, så deres egen tjener har mere ære og anseelse ved sig – så lader de sig dog ikke anfægte. I stor, stærk, fuld tro driver de alt det ud af øje og sind, som naturen med sine tanker kunne fremføre, følger enfoldig profetens ord og stjernens vidnesbyrd og holder ham for en konge, falder ned, tilbeder ham og skænker ham gaver. O, hvilken mægtig tro det har været, hvor mange ting har den ikke foragtet, som naturen har sat i bevægelse. Hvor mange ville der ikke have været, som ved at se dem havde tænkt: Nej, det må dog være de største dårer, som kan tilbede et sådant fattigt barn. De må bestemt være forheksede, hvis de tror, det er en konge.

Her er nu denne teksts kerne, som lærer os troens art og beskaffenhed, at den er ”overbevisning om det, der ikke ses” (Hebr 11, 1). Troen hænger kun fast ved det blotte Guds Ord og fæstner blikket på de ting, som den ikke ser, men som alene bliver forkyndt i det samme ord, på trods af at den på samme tid ser mange ting, som frister den, som om det er tomt og nyttesløst, hvad Ordet forkynder. Netop det, som naturen kalder at løbe efter et fatamorgana, kalder troen for den rette vej og trænger igennem, lader naturen være klog og vis, bliver dens nar og dåre, og sådan kommer den til Kristus og finder ham. Da sandes Paulus’ ord i 1 Kor 1, 25: ”Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.” For at konstatere og at tro kan ikke forenes.

Men at de har skænket ham tre slags gaver og tilbedt ham, er ikke sådan at forstå, at enhver af dem har ydet sine særegne gaver, men det har, som ovenfor sagt, været en fælles gave af deres lands goder, hvormed de har bekendt ham som en konge. Og tilbedelsen er heller ikke sket på samme måde, som man tilbeder Gud. Jeg mener nemlig ikke, at de på dette tidspunkt har erkendt ham som Gud. De har tilbedt ham på samme måde, som Skriften fortæller, at konger og store folk blev tilbedt, hvilket ikke bestod i andet, end at man faldt ned for deres fødder for at bevise dem ære, ligesom man nu bøjer knæ, og det sker uden mundens tale, alene med legemets bevægelser.

Men hvad de har talt med Maria og Josef om, det overlader jeg til de ørkesløse at udtænke. Sprogene i disse områder er ikke så aldeles fjerne og fremmede fra det hebraiske sprog, at de ikke med lethed har kunnet forstå hinanden. For ligesom de har kunnet tale med Herodes og præsterne og borgerne i Jerusalem, sådan har de også talt med Maria og Josef. Og selv om de havde haft et andet sprog, så drev det jødiske folk dog handel ved Det Røde Hav og har været bekendt med andre sprog. Ligesom der i Tyskland findes italienere, og i Italien tyskere. Nu ligger der på hele den ene side af Det Røde Hav ikke andet end Arabien, hvorfra disse vise sikkert er kommet.

Her viser det sig, at de, som tror på Gud, står under hans særlige varetægt. For så nøje giver han agt på disse vise, at han også bærer omsorg for deres hjemrejse og vejleder dem i drømme. Og hvorfor lader han dem ikke vende tilbage til Herodes, da han dog havde kunnet bevare barnet for al verden, selv om Herodes havde erfaret og fundet det? Det er sket af den grund, at vi skal lære ikke at friste Gud. Hvad man på en naturlig måde og ved skabte mellemmænd kan udrette, skal man ikke foragte og sige: Ja, jeg vil blot tro på Gud, så skal det nok gå godt. Som når en person f. eks. ikke ville arbejde, men sagde: Jeg vil tro på Gud, så skal det nok vokse, som vokse skal. Hvad skulle skabningerne være til, når du ikke vil bruge dem? I 1 Mos 1 står der, at han har skabt og ordnet alle skabninger med deres gerninger og bestemt, hvordan mennesket skal bruge dem og arbejde. Det vil han aldrig tilbagekalde eller gøre noget særligt for din skyld.

Huset er den kristne kirke, forsamlingen af alle troende på jorden, i hvilken du alene finder Kristus og hans mor. Alene i den kristne kirke findes de, som ved Helligånden er gjort gravide og frugtbare, fødes og fører et kristent liv. Alt, hvad der er uden for dette hus, hvor smukt det end skinner, hvor fornuftigt det end er, så er hverken Kristus eller hans mor der, det vil sige, der findes intet kristent liv, for det kan ikke findes uden troen og Helligånden. Når derfor pave, biskopper, eller hvem det er, fordrer af dig, at du skal se hen til dem, når du vil se den kristne kirke, så tænk på denne tekst og se efter stjernen. Vær vis på, at hvor stjernen ikke står ovenover, dér er huset helt bestemt ikke, hvor Kristus og hans mor findes. Det vil sige, hvor evangeliet ikke svæver og lyser ovenover, dér er den kristne kirke bestemt ikke. Denne stjerne vil ikke føre dig vild, og du kan heller ikke nogensinde uden den træffe det rette. Den fører til dette hus og bliver over dette hus. Sådan bringer evangeliet dig ind i kirken, og bliver også over kirken, står fast, lader sig ikke drive væk ved nogen forfølgelse. Det lyder og lyser frit og åbenlyst, så alle dets fjender bliver vrede over det, sådan som vi har set det alt sammen opfyldt ved apostlene, martyrerne og alle hellige og endnu daglig, hvor det prædikes.

Alle legemlige ofre, som omtales i moseloven eller på andre steder i Skriften, betegner de åndelige ofre, som der tales om i Hebr 13, 15: ”Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn.” Og Hoseas 14, 2-3: ”Vend om, Israel, til Herren din Gud, for du snublede i din skyld. Tag ord med jer, og vend om til Herren; sig til ham: »Du, som tilgiver al skyld, tag imod vore gaver; vi vil betale med læbernes frugt.” Derom taler også Sl 51, 18-21: ”Du vil ikke have slagtoffer, og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det; mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. Gør i din nåde godt mod Zion, opbyg Jerusalems mure! Da vil du tage imod de rette ofre, brændoffer og heloffer; da skal tyre ofres på dit alter.” Ligesådan i Sl 50, 7-14: ”Lyt, mit folk, jeg er Gud, din Gud! Jeg anklager dig ikke for dine slagtofre, og dine brændofre har jeg altid for øje. Jeg tager ikke tyre fra dit hus eller bukke fra dine folde, for alt skovens vildt er mit, dyrene på de tusinder af bjerge. Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig, for jorden er min, med alt, hvad den rummer. Behøver jeg at spise tyrekød eller drikke bukkeblod? Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den Højeste.” og i vers 23: ”Den, der bringer takoffer, ærer mig, ham lader jeg se Guds frelse.” Af disse ord er det klart, at skal offeret være Gud velbehageligt, så må det være til lov og tak, eller må ikke ske uden lov og tak. Og sker det uden lov og tak, så kan og vil han ikke vide af det, sådan som han også siger i Es 1, 11: ”Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre?”

Vi kan jo heller ikke give Gud noget, for det er jo allerede alt sammen hans, og vi har alt fra ham. Alene lov, tak og ære kan vi give ham. Det mener David også ifølge Sl 116,12-13: ”Hvordan kan jeg gengælde Herren alle hans velgerninger mod mig? Jeg løfter frelsens bæger og påkalder Herrens navn.”

v12 Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Dette er den endelige beslutning, at vi skal undgå menneskelærdomme og ikke atter falde tilbage, når vi én gang er befriet derfra, ligesom disse vise ikke vende tilbage til Herodes igen, efter at de var blevet ham kvit. Sådan siger jeg også, at vi skal sky pavens og alle papisters bud og lærdomme, hvis vi ikke ville pådrage os Guds unåde, og så sandt vi vil have vore sjæle frelst, fordi vi nu har erkendt den rette evangeliske sandhed. For de lærer os kun at gå bort fra Gud og følge vor egen fornuft og gerning, hvorved Guds gerning bliver forhindret, som dog vil og skal virke i os og skænke os alle ting, og også vil, at vi skal vente os dette af ham. Men menneskelærdomme forlanger af os, at vi først skal tage fat på alle gerninger og være dem, der tager det første skridt og søger Gud. Han skal så komme bagefter og se, hvad vi har begyndt. For at jeg kan give dig et eksempel: De, som nu har den allerstørste anseelse, lærer de unge, at de flittigt skal bede og gå i kirke, skal leve disciplineret og være fromme, men de fortæller ikke, hvordan de kan begynde på det og søge kraften til det. Som om det var nok at lære, at man skal være from. Ligesådan når de senere skal giftes eller blive gejstlige, så mener de, det er nok, at de selv tager fat, uden at se hen til Gud og vende sig til ham. Derefter, når de har begyndt det, så skal Gud komme og se, hvad de har udrettet, lade sagen behage sig og anse for god. Ja, man opdrager de unge mennesker sådan, at en pige skammer sig ved at bede Gud om en kæreste, og en ung mand at bede om en pige. Man mener, det er en tåbelig ting at bede Gud om en kæreste. De må forsøge sig på egen hånd. Det er grunden til, at det så sjælden går godt med ægteskabet. Burde ikke en pige med fuld alvor være sådan oplært, at hun henvendte sig til Gud og sagde med fuld fortrøstning: Se, kære Gud, jeg er nu kommet i den alder, at jeg kan blive gift. Vær du min far, og lad mig være dit barn; giv mig en from, ung mand, og hjælp mig med din nåde til at blive gift. Eller, hvis det er din vilje, så giv mig en åndelig nådegave, så jeg kan leve seksuelt afholdende. På samme måde skal også en ung mand bede om en pige og ikke begynde noget af, hvad han vil gøre, på egen hånd, men bede Gud om, at han vil begynde det og lægge den første sten. Det ville være rette Guds børn, som ikke begyndte noget, med mindre de først havde vendt sig til Gud med det, hvor ringe det så end er. Så blev Kristus vor konge, og alle vore gerninger var hans gerninger og vel gjorte. Men menneskelærdommene tåler ikke dette, de forsøger på egen hånd, som var der ingen Gud, og som om de selv måtte gøre det, hvis det skal blive gjort ordentligt. Se, af dette eksempel kan du lære, hvordan alle menneskelærdomme er forføreriske og imod Gud.