Joh. 1, 19-28 (4.søn. i advent)

Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« v20 Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« v21 »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. v22 Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« v23 Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«
v24 De var udsendt af farisæerne, v25 og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« v26 Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, v27 han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« v28 Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Evangelisten beskriver Johannes´ vidnesbyrd med mange ord. Og han fremstiller det som noget særdeles betydningsfuldt. For selv om det kunne være tilstrækkeligt, når han skriver om Johannes: "han bekendte". Så gentager han det alligevel en gang til og siger: "Da bekendte han og benægtede ikke". Med denne gentagelse vil han utvivlsomt fremhæve Johannes´ herlige udholdenhed i den store anfægtelse, som fristede ham til at opgive sandheden. Lad os nu betragte de nærmere omstændigheder herfor.

For det første var de, som blev sendt til ham, hverken tjenere eller simple borgere. De var derimod folk, som tilhørte de højeste og fornemmeste partier. De var nemlig præster og levitter, som hørte til farisæerne. Farisæerne var de fornemmeste blandt folket. Dette var jo en herlig deputation til så simpel en mand. Han kunne forståeligt nok være blevet glad og hovmodig, når man viste ham så stor en ære. For man sætter jo så stor pris på at være genstand for herrers og fyrsters bevågenhed her i verden.

For det andet er udsendingene ikke almindelige indbyggere fra provinsen, de er derimod fra Jerusalem. Det vil sige fra hovedstaden, sædet for de jødiske folks rådgivende og styrende organer. De repræsenterede hele folket. Derfor betød deres tilstedeværelse det samme, som hvis hele folket var kommet til Johannes for at vise ham denne ære. Tænk, hvilken udmærkelse og ophøjelse det må have været. Og hvor kunne denne anerkendelse ikke have været i stand til at gøre et menneske opblæst, hvis det havde ramt et hjerte, der var fuldstændigt bundet til det timelige.

For det tredje tilbyder de ham ikke en gave eller en almindelig udmærkelse, men derimod den mest ophøjede: kongeriget og den mest indflydelsesrige position. Og oven i købet er de villige til at godtage, at han er Kristus. Det er en mægtig og indbydende fristelse. Hvis Johannes ikke var klar over, at de var rede til at anerkende ham som Kristus, ville han nemlig ikke have sagt: "Jeg er ikke Kristus". Og Lukas skriver også i 3, 15, at da alle mente, at han måtte være Kristus, så sagde han: "Jeg døber jer med vand: så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at løsne hans skorem".

For det fjerde: Da han ikke ville tage imod denne ære, forsøgte de med en anden. De var villige til, at anerkende ham som Elias. For de kendte til profetien fra Malakias 4, 5 flg.: "Se, jeg sender/ profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme/ og slå landet med forbandelse".

For det femte: Da han heller ikke vil være Elias, forsøger de endnu en gang. Derfor tilbyder de ham den ære, som en almindelig profet nyder godt af, for siden Malakias havde de ikke haft nogen profet. Men Johannes står stadig fast, uden han på nogen måde lader sig rokke. Og det gør han på trods af, at han bliver bombarderet med tilbud om ære.

For det sjette og sidste: Til sidst ved de ikke, hvordan de skal tilbyde ham endnu en æresbevisning. Derfor lader de det være op til ham selv, hvordan og for hvem, man skal betragte ham. Men Johannes vil ikke tage imod ære fra dem, han giver dem intet andet svar, end at han er en røst. En røst som råber til dem og til enhver. Det hverken bryder de sig om eller ønsker at stille sig tilfreds med. Hvilken betydning alt dette har, vil vi få at høre i det følgende. Lad os nu betragte teksten.

v19 Dette er Johannes´ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: "Hvem er du?".

De sendte bud til ham. Hvorfor kom de ikke selv til ham? Johannes var kommet for at prædike bod for hele det jødiske folk. Den type prædiken brød de sig ikke om. Derfor kan det med sikkerhed slås fast, at de ikke sendte bud til ham og tilbød ham sådan en ære af nogen god og ren bevæggrund. I deres hjerter troede de i virkeligheden heller ikke på, at Johannes var Kristus eller Elias eller nogen profet i det hele taget. Ellers var de nok selv kommet og havde ladet sig døbe, ligesom mange andre gjorde det. Hvad søgte de så hos ham? Kristus afdækker dette for os i Joh. 5, 33.35: "I sendte bud til Johannes, og han vidnede om sandheden. Johannes var en lampe, som brændte, og som lyste, og for en tid lod I jer gerne begejstre af lyset fra ham".

Med disse ord gøres det klart, at de søgte deres egen ære hos Johannes. Ligeledes at de ville benytte hans lys til deres egen fordel. Det vil sige: Udnytte hans anseelse og hans berømte navn ved at smykke sig selv for folket med dette. For havde Johannes sluttet sig til dem og modtaget den æresbevisning, de tilbød ham, så havde de også vokset sig store og herlige i hele folkets øjne. Det ville de have gjort, fordi man ville betragte dem som værdige til så stor en mands venskab og anerkendelse. Men hvilken betydning ville det så have haft? Ingen anden end at deres nærighed, tyranni og svinestreger var blevet stadfæstede som ene hellige og værdifulde forehavender. Derved ville Johannes med sin hellighed være blevet det bedste skalkeskjul, som nogensinde har været og vil komme til at eksistere. Og så ville Kristi komme med al rimelighed blive betragtet som noget forkasteligt. Kristi komme stred nemlig mod alt, hvad præsterne og tyrannerne stod for. Og den store og hellige Johannes stod jo på deres side.

Af dette ser vi altså, hvor forkasteligt deres forehavende har været. Og vi ser, hvorledes de har fristet Johannes til fuldstændigt at fornægte Kristus - og derved blive en slags Judas Iskariot. For på denne måde skulle han retfærdiggøre deres ugudelighed samt delagtiggøre dem i sin egen ære og den anseelse, som han havde blandt folket. Er det ikke listige forretningsmænd, som på denne måde vil tilluske sig Johannes´ anseelse? De tilbyder ham et æble for et kongerige. De vil tiltuske sig hans guldpenge for spillemønter. Men han står fast som en hjørnesten, sådan som vi også kan se det af det følgende.

v20 Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." Johannes´ bekendelse indeholder to stykker: Noget, som han bekender dvs. noget, som han ikke benægter. Hvad han bekender, bekender han om Kristus, idet han siger: Jeg er ikke Kristus. Og med til denne bekendelse hører også, at han bekender, at han ikke er Elias eller en profet. Men hvad han ikke benægter er indeholdt i, at han tilstår, hvad han er, idet han siger: "Jeg er én, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!" (v. 23). Således er hans bekendelse en åben bekendelse. I denne bekender han ikke alene, hvad han ikke er, men også hvad han er. For den del af bekendelsen, hvor man bekender, hvad man ikke er, er endnu dunkel og ufuldstændig. Ud fra den kan man endnu ikke vide, hvad man egentlig skal anse vedkommende for at være. Men her siger Johannes i al offentlighed, hvad man skal og ikke skal anse ham for. Derved giver han dem vished og forsikrer dem. For han bekender, at han ikke er Kristus. Og han benægter ikke, at han er den røst, som skal gå forud for Kristi komme.

Men så vil nogen måske indvende: Evangelisten benytter et forkert udtryk om Johannes´ tale. For han kalder det nemlig en bekendelse, når Johannes siger, at han ikke er Kristus. Og det er nærmere en benægtelse, der her er tale om, for han benægter jo, at han er Kristus. At sige nej er jo at benægte, jøderne ønskede, at han skulle bekende, at han var Kristus, hvilket han benægter. Og dog siger Evangelisten, at "han bekendte". På den anden side, er der i langt højere grad tale om en bekendelse, der hvor han siger: "Jeg er én, der råber i ørkenen". Men i sin betragtning over og beskrivelse af begivenheden går evangelisten ud fra, hvad den er i Guds øjne. Og han tager ikke hensyn til, hvordan ordene lyder i menneskers ører. For det var jødernes hensigt, at han skulle fornægte Kristus, og at han, for sit eget vedkommende, ikke skulle bekende, hvem han rent faktisk var. Da han imidlertid forbliver urokkelig og henholdsvis bekender, hvem han er og ikke er, så bliver hans gerning en dyrebar bekendelse for Gud og ingen benægtelse.