Joh 16, 23-30 (5.søn. efter påske)

Det første er Guds løfte, og dette er hovedstykket, grunden og kraften i alle bønner. Han lover her, at vi skal få, hvad vi beder om. Han sværger på det og siger: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.” (v. 23). Derfor skal vi jo i vor bøn være overbevist om, at vi bliver bønhørt. Ja, han bebrejder sine disciple, at de har været forsømmelige og hidtil ikke har bedt. Som ville han sige: Gud er beredt til at give længe før og mere, end I beder om. Ja, han frembyder sine goder, blot vi vil tage imod dem. Det er i sandhed en stor skam og en hård kritik over os kristne, at han endnu skal minde os om vor dovenskab til at bede, og at vi ikke lader sådanne rige, herlige løfter bevæge os til at bede, men lader denne dyrebare skat ligge og ikke forsøger eller øver os, så vi virkelig kunne erfare sådanne løfters kraft.

Sådan grunder Gud nu selv vor bøn på sit løfte og lokker os dermed til bønnen. For hvis løftet ikke havde været der, hvem turde da bede? Vi har hidtil brugt mange slags måder til at forberedt os til bønnen. Mange bøger er også fulde deraf, men vil du være godt rustet, så tag løftet for dig og grib Gud ved det, så vil dit mod og din lyst til at bede snart vokse. Dette mod vil du ellers aldrig få. De, der beder uden Guds løfte, opdigter hos sig selv, at Gud er vred, og de vil da forsone ham med deres bøn. Derved går det sådan, at der hverken bliver mod eller lyst til at bede, men kun en uvis formodning og et tungt sind. Der er da heller ikke nogen bønhørelse, og både bøn og arbejde er spildt.

Hermed straffes nu deres vantro, som af tåbelig ærefrygt holder sig for uværdige til at bede, og som måler værdigheden af deres bøn efter sig selv og deres egne evner og ikke efter Guds løfte. Deraf kan da også kun følge uværdighed. Du skal være aldeles overbevist om din værdighed – ikke ved dine egne gerninger, men ved Guds løfte. Du skal være så aldeles sikker, at selv om du var alene, så ingen i verden bad uden dig, du dog holdt fast på bønnen på grund af dette løfte. For du vil ikke kunne vise mig nogen helgen, som har bedt i kraft af sin værdighed, og ikke i kraft af Guds løfte alene, det være sig nu Peter, Paulus, Maria, Elias eller hvem det være vil. De har alle været uværdige. Jeg vil ikke give en krone for alle en helgens bønner, hvis han har bedt i kraft af sin egen værdighed.

Det andet stykke, som må komme til løftet, er troen, at man nemlig tror at løftet er sandt, og ikke tvivler på, at Gud virkelig vil give, hvad han lover. For løftets ord fordrer troen. Og troen er en fast og ikke-tvivlende tillid til Guds løfte, at det er sandt. Som Jakob siger i 1, 5-8: ”Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren.” Den, der tvivler i sit hjerte og dog beder, frister Gud, for han tvivler på Guds vilje og nåde. Derfor er hans bøn intet, og han famler efter Gud som en blind efter væggen.

Om denne troens vished taler også Johannes i sit første brev: ”Dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.” (1 Joh 5, 14-15). Med disse ord beskriver Johannes, hvordan et ret, troende hjerte forholder sig i bønnen, nemlig, at det ikke tænker anderledes, end at det er bønhørt og allerede har fået, hvad det beder om. Sådan som det også i sandhed forholder sig. En sådan tro og vis sikkerhed må Helligånden give. Derfor sker der bestemt heller ingen sand bøn uden Helligånden.

Prøv blot og bed på denne måde, så vil du føle sødmen af Guds løfte, og hvilket mod og trøstefuldt hjerte, det bevirker til at bede om alle ting, hvor stor og høj bønnen end kan være. For Elias var et menneske, skrøbelig, som vi er. Alligevel regnede det ikke i tre år og seks måneder, da han bad og da han atter bad, regnede det igen, 1 Kong 17, 1 og 18, 45. Se, her har du et eneste menneske, som beder, og med denne bøn hersker han over skyer, himmel og jord. Hermed lader Gud os se, hvilken magt og kraft en ret bøn har. For den er intet umuligt. Enhver må nu spørge sit eget hjerte, hvor ofte man har bedt i hele sit liv. For at synge salmer og sige Fadervor, er ikke at bede. Det er indsat for børns og jævne folks skyld, for at man kan øve og gøre dem kendt med Skriften. Men din bøn ser og føler ingen, uden du alene i dit hjerte, og du føler den først rigtig, når den er opfyldt.

For det tredje må man nævne noget bestemt, som man frembærer for Gud og beder ham om, f.eks. om en stærk tro, om kærlighed, om fred, om trøst for din næste. For man må give sin nød tilkende, ligesom jo også Fadervor nævner syv nødvendige ting. Det er det, Kristus mener med det ord: Beder I om noget. Det betyder: Beder I om noget, som I har brug for. Han forklarer selv disse ord, når han siger: Så jeres glæde kan være fuldkommen. Det vil sige: Bed om alt, hvad I behøver, indtil I får det alt sammen og derved opnår fuld glæde. Denne bøn bliver først opfyldt helt på den yderste dag.

For det fjerde må man også begære eller ønske, at det, man beder om, må ske. Det er jo netop at bede. Som Kristus siger: Bed. Det har nogen kaldt, at opløfte og svinge hjertet op til Gud, begærer noget af ham og inderlig sukker og siger: Ak, at jeg havde det eller det! Denne sukken priser Paulus højt i Romerbrevet 8, 25 og siger, at det er Åndens uudsigelige sukken. Det vil sige: Munden formår og kan ikke tale så hjerteligt og indtrængende, som hjertet ønsker; længselen overstiger alle ord og tanker. Deraf kommer det også, at mennesket selv ikke føler, hvor dybt dets suk og begæring er. Da Zakæus således ønskede at se Herren, følte han ikke selv helt, hvor inderlig han ønskede, at Kristus måtte tale med ham og besøge hans hjem. Men da det skete, blev han meget glad, fordi han havde fået hele sit ønske og sin bøn opfyldt, og det i højere grad, end han mundtlig havde turdet forlange eller begære. På samme måde råbte Moses, så Gud sagde til ham: ”Hvorfor råber du til mig?” (2 Mos 14, 15), skønt han intet sagde med munden. Men hans hjerte sukkede dybt i nøden, og det kalder Gud et råb. Sådan siger også Paulus til efeserne: ”Gud formår at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår.” (Ef 3, 20). Til denne sukken driver anfægtelse, angst og nød, der lærer os at sukke ret.

For det femte må man bede i Kristi navn. Det er ikke andet, end at vi kommer frem for Gud i troen på Kristus og trøster os med en fast tillid til, at han er vor midler, ved hvem alle ting er skænket os, og uden hvem vi kun fortjener ugunst og vrede. Som Paulus siger det i Rom 5, 2: ”Ved Kristus har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.” Det hedder at bede ret i Kristi navn, når vi på denne måde forlader os på ham, at vi for hans skyld bliver antaget og bønhørt, ikke for vor egen skyld. Men de, der beder i deres eget navn og indbilder sig, at Gud skal høre eller respektere dem, fordi de fremsiger så mange, så lange, så fromme, så hellige bønner, de fortjener og opnår intet andet end ugunst og vrede. De vil selv være sådanne personer, som Gud skal værdsætte uden midleren, så Kristus hos dem ikke gælder eller gavner noget. Her ser vi, at alle disse fem stykker i bønnen godt kan finde sted i hjertet uden den mundtlige tale, skønt den mundtlige bøn ikke er at foragte, men er nødvendig til derved at optænde og opvække den indre bøn i hjertet. Men de tilsætninger til bønnen, som jeg andre steder tilstrækkelig har skrevet, må og skal være væk, så man ikke foreskriver Gud tid, person, sted og måde, men henstiller alt dette til hans fri vilje. Vi skal alene holde ud i bønnen og ikke tvivle på, at bønnen allerede er hørt, og at Gud så bestemt har besluttet at skænke os det, vi beder om, som om vi allerede havde det i hænderne. Det behager Gud meget og da vil han gøre, hvad han her lover: ”Bed, og I skal få.” Men de, som sætter Gud tid, sted og måde, frister Gud, tror heller ikke, at de bliver bønhørt, eller at de får, hvad de beder om. Derfor får de heller intet.

Videre følger i teksten: