Joh 16, 16-22 (3.søn. efter påske)

Denne evangelietekst foreholder og afbilder os det store og herlige værk, som Gud har udrettet, idet Kristus, hans enbårne søn, døde for os og igen opstod fra de døde. Herom er der allerede sagt meget, og her ville være meget mere at sige om det. For jeg for min person befinder, at jo længere jeg studerer det, desto mindre kan jeg. Men fordi Gud vil have det sådan, at man tænker på ham, priser hans værk og nåde og takker ham for det, så er det rimeligt, at vi taler om det og høre på det, så meget vi formår.

Herren taler her til sine disciple med dunkle og tilslørede ord, som de ikke forstod. Og dette gjorde han uden tvivl allermest af den grund, at han dermed ville formane dem og rigtig indskærpe disse ord for dem, da de lød så besynderlige, så at de ikke skulle glemme dem. For man bevarer meget bedre et ord, som lyder lidt specielt, end et ord, som bliver udtalt efter den almindelige og sædvanlige sprogbrug. Derfor gentage også disciplene dem to gange, og den ene spørger den anden, hvad det dog kunne være. Derpå gentager Kristus selv det for fjerde gang, og alligevel forbliver ordene dunkle og uforståelige for dem, indtil han senere åbenbarede, hvad han mente med dem, da han var opstanden fra de døde og gav dem Helligånden, så de forstod dem. Sådan forstår også vi dem nu, hvor man hører og læser dem; men at de skulle blive forstået til bunds, det bliver der nok intet af i dette liv. For, som jeg sagde, jo længere og jo mere man lærer om det, desto mindre kan man, desto mere må man lære.

For Guds ord er en anden tale og Den Hellige Skrift er en anden bog, end menneskers tale og skrifter, så Gregorius har sagt det fint: ”Skriften er et sådan vand, hvori en stor elefant må svømme, og hvor et lille lam kan gå over på sine fødder.” Skriften taler klart og tydeligt nok for de enfoldige; men den er på den anden side også så dyb for de kloge og højlærde, at de ikke kan begribe det. Sådan bekender også Paulus om sig selv i Fil 3, 13: ”Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det.” Og Peter siger i 1 Pet 1, 12, at der i Skriften foreholdes og skrives sådanne ting, at endog englene har nok at grunde på, især med hensyn til det store værk, at Kristus, Guds søn, er blevet menneske, har lidt døden på korset, men er opstået igen og nu sidder ved faders højre hånd, som en Herre over alle ting også efter den menneskelige natur, samt regerer sin kirke og opholder den imod Djævelens vrede og al verdens magt. Vi hører nok ordene om det, men de, englene, ser og forstår det og har evig glæde deraf. Og ligesom de i evighed ikke kan betragte det nok, sådan kan vi meget mindre forstå det nok. Det er et uforgængeligt, uudsigeligt, umåleligt og uudtømmeligt værk.

Og dette er endnu sagt om den ”objektive” erkendelse, det vil sige, når man ser det med øjnene, sådan som englene ser det, og sådan som vi vil komme til at se det i de kommende liv. Men i dette liv må vi have en anden indsigt, som hedder den ”praktiske” erkendelse, så vi lærer at kende, hvad dette værks kraft er og hvad det formår. Dette sker ved troen, der i de kommende liv vil ophøre og vi skal kende det i fuldkommen beskuelse.

Sådan har vi nu her at lære, hvad det betyder, at Herren i denne tekst siger: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Det betyder så meget som: I skal være bedrøvede, men verden skal glæde sig; men jeres bedrøvelse skal blive til glæde. En mærkelig tale: Om kort tid ser I ikke og bliver bedrøvet, og dog atter om kort tid skal I igen se og være glad!

Efter bogstaven og historien er disse ord ganske vist især nu for tiden, lette at forstå. I vor Trosbekendelse siger selv børnene: Jeg tror på Jesus Kristus, korsfæstet, død og begravet, opstået fra de døde på tredje dag. Det er de to korte tidspunkter, som Kristus her taler om. Men det svimler for os, når man også skal opleve og mærke det og erfare det i livet. Da bliver det for svært for forstanden, når vi, som tror, at Kristus er Guds søn og død og opstanden for os, også skal tabe ham i vort hjerte, og han skal dø bort også for os, sådan som det overgå apostlene i de tre dage. Da, ja da bliver det en jammerlig korsfæstelse og død, når Kristus dør i mig, og jeg også dør for ham. Som han også siger her: I skal ikke se mig; for jeg går bort fra jer, det vil sige, jeg dør, og da skal også I dø, fordi I ikke se mig. Således vil jeg være død for jer, og I for mig. Da bliver det først en virkelig stor og tung bedrøvelse.

For der gives mange slags bedrøvelse på jorden, (ligesom der også på den anden side er mange slags glæde). Som når man bliver berøvet sine penge eller sine ejendele eller uskyldigt forhånet og bespottet, mister far og mor, børn eller sine kæreste venner. Ligeledes når Djævelen bedrøver og plager en i hjertet med tunge tanker (sådan som han godt kan), så man hverken forstår grunden eller formålet.

Men det er den sande og store bedrøvelse, der er over al bedrøvelse, når hjertet taber Kristus, så han ikke mere ses, og vi ikke venter nogen trøst mere af ham. Og der er få, som blive prøvet så højt; og visselig har heller ikke alle af Kristi disciple oplevet dette. Måske ikke Thomas, Judas Thaddæus, Bartholomæus, der var gode, enfoldige folk. Alene de andre med de ømme hjerter, som Peter, Johannes, Filip, der blev truffet af det ord, som de hørte her, nemlig at de skulle miste Kristus og ikke se ham. For disse blev der også her prædiket, mere end for de andre, der ganske vist også troede og erfarede, at Kristus døde, og senere også, at han igen opstod. Det var også for dem en kort tid, men det var på en let, enkel og barnlig måde og kun en legemlig bedrøvelse. Men de tre sidstnævnte disciple har virkelig måttet føle og prøve, hvad det er at tabe Kristus af syne og ikke alene legemlig, men også åndelig blive berøvet ham, og således på én gang have en dobbelt bedrøvelse og sorg.

De har ikke blot haft denne legemlige glæde af ham, at han så længe var hos dem, sørgede for dem, spiste og drak med dem. De har også nydt hans legemlige søde selskab og omgang, især fordi han så venlig omgikkes med dem og bar deres skrøbelighed, ja legede venligere med dem end nogen far med sit barn, så han også ofte tålte deres store fejl og trætter. Derfor gjorde det dem også ondt at miste en sådan venlig Herre. Men det var meget værre, at de havde sat deres hjertes lid til, at han skulle blive en mægtig Herre og konge og stifte et regimente, hvori han ville gøre også dem sammen med sig til Herrer og aldrig mere lade dem dø. Dette, var hidtil deres hjertes glæde og tillid, som de havde til denne frelser.

Men nu taber de ganske og aldeles begge dele på én gang, ikke alene Herrens venlige selskab, men også denne skønne og herlige tillid, og falde pludseligt i Helvedes afgrund og evig bedrøvelse, idet deres Herre på den skændigste måde bliver dræbt. Og selv måtte de nu hver time vente, at de for hans skyld også på samme måde blev grebet, og de må nu synge denne sørgesang: Ak! Hvordan er ikke nu vort håb tabt? Vi håbede ved denne mand at blive store Herrer, nyde al den glæde, som vi begærede. Nu ligger han i graven, og vi er faldet i Kajfas' og jødernes hænder, og der er ingen mere elendige og usalige mennesker på jorden end os.

Se, dette er den rette hjertekval og den sorg, som Kristus her egentligt taler om. Det er noget som heller ikke Gud uden videre fører nogen ud i, uden at han også giver den trøst, som han viser i dette evangelium. For anden lidelse og nød kan også kaldes bedrøvelse, som når man for Kristi skyld lider forfølgelse, fængsel og elendighed, og må tabe ære, gods, ja endog livet.

Men dette er først den allerhøjeste bedrøvelse, når Kristus selv tabes. Da er al trøst borte og al glæde til ende. Da hjælper hverken himmel eller sol og måne, hverken engel eller nogen skabning, ja, ikke engang Gud selv. For uden for denne frelser Kristus er der ingen anden i Himlen eller på jorden. Er han først borte, så er al frelse og trøst borte, og Djævelen har vundet indgang til al plage og ængster det bedrøvede hjerte, som han selv vil. Og det sker endog under Guds navn og person, ligesom han da også er en mester til det.

På den anden side er det også den højeste glæde over al glæde, som et hjerte har af frelseren Kristus. For det kaldes nok også glæde, når man glæder sig over en stor lykke, over penge og gods, magt og ære; men alt dette er endnu kun en barnagtig og overfladisk glæde. Desuden gives der også en ond djævleglæde, som glæder sig over en andens skade og ulykke. Om den siger Kristus også her: Verden skal glæde sig og more sig over jeres hylen og græden, når den dræber mig og påfører jer al ulykke. Sådan er der også i andre verdslige sager mange sådanne mennesker, der ikke kan blive glade, medmindre de har gjort skade eller ser, at det går deres næste dårligt. De ligner et uhyre, der er så koldt, at det også kan leve og opholde sig i ilden. Sådan lever også disse og bliver fede af andre folks ulykke. Det er den smukke Satans frugt og ømme misundelse, hvem det gør ondt, at det går en anden vel, og som gerne ville have et øje mindre, for at hans næste slet ingen skulle have.

Men alt dette er endnu intet imod den glæde, som verden, drevet af Satan, skaffer sig på Kristi og hans disciples bekostning. Verden glæder sig på det højeste over den store skade, at Kristus bliver korsfæstet, alle apostlene forjaget, kirken fuldstændig omstyrtet, hans ord fortiet, og hans navn ganske og aldeles udslettet. Det er også en åndelig glæde (ligesom på den anden side den store bedrøvelse er åndelig), men den er ikke af Helligånden. Den tilhører dem, som er den lede Satans ejendom med legeme og sjæl, men alligevel kaldes de klogeste, lærdeste og helligste mennesker på jorden. Det er ligesom ypperstepræster, farisæerne og de skriftkloge hos det jødiske folk, der ikke havde nogen ro og ikke kendte nogen glæde, så længe de hørte Kristi navn nævnes og hans ord lyde eller så nogen af hans disciple endnu levende. Sådan siger også disse mennesker Visd 2, 15: ”Bare synet af ham er en byrde for os.” Og da han hang på korset bespottede og forhånede de ham med stor glæde og sagde: ”Er du Guds søn, så stig ned af korset. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham.” (Matt 27, 40-43). Se, hvordan deres hjerter hopper af glæde i dem! Hvilket Paradis, hvilket Himmerige har de ikke i, at de ser den kære Herre på korset, bespottet og bragt i døden! Det er for dem ren og skær sukker og sød vin, at de selv har gjort dette.

Se, sådan glæde giver Kristus her verden, og sine disciple derimod den store bedrøvelse, idet de måtte se, høre og lide dette, så det går dem igennem hjerte, liv og sjæl. Hermed skildrer han i sandhed verden gruelig og skrækkelig som et sådant Djævelens barn, der ikke har nogen større glæde end, om den kunne se Kristus gå til grunde, og hans disciple blive skændigt fordømt og fortabt.

Sådant ser vi også nu for tiden hos vore fine junkere, paven, kardinalerne, pavebiskopperne, og hvad nu disse uhyrer hedder. De klapper i hænderne og jubler, når de mærker, at det går os en smule dårligt, og de ville gerne, at det ikke måtte forblive skjult, men genlyde lige til Helvedes afgrund. Nådige Gud! Hvad har vi da gjort dem? De har jo gods og penge, magt og alle ting fuldt op, mens vi næppe har en lille smule. Er det ikke nok, at de er os overlegne i henseende til alt, hvad deres sind står til, mens vi derimod er plagede og elendige? Skulle de endnu tillige være så bitre fjender mod os, at de ikke under os Guds nåde, men ønskede, at vi brændte i Helvedes dybe ild?

Dette er jo et gyseligt billede og en ret frugt af Helvedes ånd, at kunne glæde sig så højt ikke over noget godt, heller ikke over nogen verdslig eller menneskelig glæde. Ja intet guld eller sølv er dem så kært, ingen musik lyder for dem så sød, ingen drik smager dem så godt, som når de kan se fromme kristnes ulykke og bedrøvelse. De er så optændte af had og hævngerrighed, at de ikke kan have nogen rigtig glad time, før de kan synge: Gud være lovet, de skurke er nu borte, nu har vi udryddet evangeliet. De har ingen ro, og ingen glæde smager dem, før de har bragt det dertil. Og de har også hidtil gjort forsøg derpå og til dels bevist det med så mange slags uventede rænker, kunster og kneb. I enkelte tilfælde har Gud også ladet dem få en kort glæde, idet de har plaget og udryddet nogle. De har dog på langt nær endnu ikke fået kølet deres harme, sådan som de gerne ville.

Derfor vil Kristus her sige: I har nu hørt begge dele, nemlig, hvilken glæde verden skal have, og hvilken bedrøvelse, der vil blive jer til del. Lær og husk det derfor, for at I kan have tålmodighed, når det sker, og I oplever det, og for at I under sådanne lidelser kan gribe en ret trøst. Jeg må på denne måde prøve jer og lade jer smage, hvad det er at have tabt mig og at være død i jeres hjerte, så at I kan lære en smule at forstå dette mysterium. Ellers ville I ikke kunne forstå mig. Det vil være jer for højt fra bunden af at forstå det store værk, at Guds søn går til faderen, det vil sige, dør og opstår for jer, så at han også kan bringe jer ind i Himlen. Og hvis jeg ikke til dels lod jer erfare dette, så forblev I alt for uforstandige og skulle til sidst blive fuldstændige uegnede.

Derfor må I, siger han, skikke og hengive jer sådan deri, at I erfarer, hvad dette ord ”en kort tid” vil sige, og dog ikke fortvivle og gå under deri. Derfor siger jeg også til jer i forvejen, at det må ske sådan: I skal have og lide en sådan bedrøvelse, både i det indre og ydre, det vil sige, både på sjæl og legeme. Men når det sker og et sådan tidspunkt kommer, og I intet mere har, som I kan holde jer oppe med, når I har tabt både mig og Gud, så bevar da alligevel mit ord, det ord, som jeg nu siger jer: Det drejer sig kun om kort tid. Hvis I blot kan lære disse ord og bevare dette lille ord ”en kort tid og atter en kort tid”, så bliver det intet problem.

Den første korte tid, hvor I ser mig og endnu har mig hos jer, indtil jeg går bort fra jer, er endnu til at klare og overvinde. Men den anden korte tid, indtil I ser mig igen, bliver jer både lang og tung. Det er den rette sørgetime. Da vil jeg være død for jer sammen med al den glæde, trøst og tillid, som I har haft fra mig. I vil være aldeles fortabt i jer selv. Men, kære børn, husk da på og glem ikke, at jeg nu siger jer: Det skal ikke vedvare til evig tid; en korte tid må I tabe mig og ikke se mig. Dette må I nu erfare og lære. Men bevar dog alene dette, at jeg har kaldt det en kort tid. I mine øjne er det kun en kort tid, skønt det for jer, I jeres hjerte og følelse, ikke er en kort tid, men en lang evighed. Efter jeres følelse vil I ikke kunne tænke andet, end at I, når jeg er frataget jer, har tabt alt, fordi jeg er det evige gode og den evige trøst. Hvor dette er borte, er det ingen kort tid længere, men derimod noget evigt, nemlig evig bedrøvelse og død.

Se, sådan prædiker han her for sine disciple, os kristne til trøst, når vi af Gud bliver prøvet med sådanne anfægtelser, hvad enten det nu er i det indre eller ydre, legemligt eller åndelig, især i det højeste stykke, som hedder at tabe Kristus af hjertet. Hvis vi da kunne lære dette ord at kende, og hvis vi ikke mere kunne det, at vi dog kunne beholde denne lille dråbe lavendelvand til at læske og styrke vore hjerter med: Min Herre Kristus har jo sagt, at det kun skal være en kort tid. Hvis jeg nu altså tabte ham og slet ingen glæde kendte, men lå og sygnede hen i idel bedrøvelse, så vil jeg dog benytte denne lille dråbe og beholde denne læskedrik, at han ikke skal forblive borte for mig. Jeg vil sige: Det skal kun være en kort tid, selv om det synes mig svært, langvarigt og evigt. Han vil komme igen sådan som han her og i Joh 14, 18 siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.” Og det sker sådan, at jeg i stedet for denne lille sørgestund skal have en evig trøst og glæde i ham.

Derimod, siger Kristus videre, må I finde jer i, at verden vil glæde sig over denne jeres lidelse og sorg, skønt den ingen grund har til det. Den gør det alene af lutter djævelsk misundelse, hvormed den er så højt forblindet og forbitret, at ingen glæde er tilstrækkelig for den, før den kan se jer falde og gå til grunde. Det er dens hjertens fryd og glæde, og den holder det for himmelsk, evig fryd, sådan som de også siger: ”Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.” Som ville de sige: Nu hænger han på den og det er for altid ude med ham. Men se, hvad der videre følger.

Ligesom I, siger han, ikke til evig tid skal være berøvet synet af mig eller forblive i evig bedrøvelse, sådan skal heller ikke jeres fjender til evig tid glæde sig over jeres ulykke. Det skal også for dem kun være en kort, kort tid og, som man siger, en galgenfrist. For jeg vil snart komme til jer igen og gøre det værre og bitrere for dem, end det tidligere nogensinde har været. Det gik også i opfyldtes på dem efter Kristi opstandelse, idet jøderne ikke har nogen bitrere lidelse, end at måtte se og høre om vor Herre Kristus. Det eneste, som kan skaffe dem lidt glæde, er på det skændigste at bespotte Kristus og hans moder Maria og os kristne. Men de kan aldrig mere have nogen ret glæde, sådan som de så gerne ville, og de håber endnu altid, at deres messias vil komme og udrydde alle kristne.

Sådan forholder det sig også med vor Kaifas og Judas, paven og hele hans slæng. De trøster sig bestandigt med det håb, at vi skal blive udryddet, men glade kan de ikke blive, så længe vi lever og evangeliet har sin gang. De har slet ingen glæde af det, som plejer glæde andre mennesker, ligesom også nogle er så forbitrede, at de ikke kan ophøre med at larme og rase, før vi alle er døde. Når dette sker, så vil de dog endelig blive glade; men til denne glæde skal de ikke nå, som de dog så gerne ville. For selv om vi døde, vil evangeliet dog forblive, og der vil komme andre i vort sted. Dette vil atter volde dem en ny hjertesorg.

Muslimerne ønsker også at udrydde Kristus og oprejse deres Muhammed i hele verden, og de glæder sig, når det engang lykkes for dem. Men den glæde, som de stræber efter, skal de aldrig opnå. Dette skal denne vor Herre (som Muhammed dog selv højt ophøjer og må hold for en stor profet) nok forhindre dem fra ja. Han skal gøre ham det bittert nok ved sin døds og opstandelses store værk, hvorved han har trådt synden, døden og Djævelen under fode. Dette har Gud jo gjort igennem ham, og han har forkyndt det forud i Skriften, og derpå er de kære profeter og fædre hensovet med glæde, sådan som Kristus siger om Abraham i Joh 8, 56.

Har Gud nu udrettet dette, da forsoningsværket endnu ikke var sket, men alene var til i ord og i forjættelser, hvor meget mere kan og må han ikke senere gøre det, efter at det er sket og har lydt i verden, ja endog i Himlen ved englene? Dette skal og kan hverken pave eller muslim dæmpe og tilintetgøre. De kan nok dæmpe det og indbilde sig, at de har fået en sukkerbid, når de kan påføre kristenheden en eller anden skade; men den glæde, som de håber og tørster efter, skal de aldrig i verden få.

De kan nok glæde sig en tid, siger Kristus, men ikke længere, end I er bedrøvede. Det er nemlig en kortvarig glæde, ligesom jeres bedrøvelse også er kort og kun varer en kort tid og snart skal forvandles til glæde, og det en sådan glæde, som ingen skal tage fra jer. Uden tvivl vil også deres glæde blive til bedrøvelse, som ikke vil ophøre.

I vil heller ikke her på jorden få jeres glæde fuldkommen og i fuldt mål, så I kan slukke jeres tørst dermed, men I vil alene få en forsmag eller slurk deraf. For den er for stor og kan aldrig her udtømmes, ligesom også det værk, som bevirker denne glæde, er alt for stort og ikke kan læres fuldt ud. Og her på jorden blander Gud det på den måde, at de, der med rimelighed burde glæde sig, må have megen lidelse og sorg; og på den anden side de andre, som burde sørge, de har glæde og gode dage.

Dog forholder det sig sådan, at denne deres ydre glæde også bliver blandet med bitterhed. For den sande indre glæde, som de ønsker, kan de ikke opnå. Derfor bliver også den ydre ødelagt for dem. Deres gods, magt, ære, lyst og overflod glæder dem ikke, og de kan ikke lægge deres hoved ned i fred, før de oplever, at Kristus er død og hans disciple tilintetgjort. Men før de opnå dette, skal de alle i evighed være opslugt af døden, Djævelen og Helvede. De er i sandhed arme, elendige mennesker, over hvem man vel må forbarme sig. Allerværst er det for dem, der med misundelse og had heller ikke kan have deres timelige glæde ren, sådan som de gerne ville. Vi er allerede tilstrækkelig hævnet på dem ved dem selv. For hvilken større ulykke kan de have, og hvilken større skade kan de komme ud for, end at de selv fordærver og tilintetgør deres egen glæde!

På den anden side har vi vel også bedrøvelse, både i det ydre og i det indre (nemlig når Kristus skjuler sig for os); men dog ikke sådan som de andre, af misundelse og had mod næsten, men af den grund, at vi ikke har Kristus, det højeste gode, hos os. Men der er dog allerede i bedrøvelsen blandet sødme, idet Kristus siger: Kære, vent kun en stund, bedrøvelsen skal ikke være evig, men kortvarig. Det vil snart blive bedre, det er kun en kort tid om at gøre.

Dette hans ord hører jeg; men, når bedrøvelsen indfinder sig, trykker den sig så dybt ind i hjertet, at jeg ikke føler denne trøst, men tænker, at det ikke er muligt, at den skal ophøre. Alligevel opholder det mig dog, så jeg ikke falder fra Kristus og henfalder til den anden hob. Jeg bliver ikke fri for modgang og nød, men dog skal bedrøvelsen ikke blive fuldstændig gennembitter; ligesom på den anden side de andres glæde heller ikke er helt igennem sukkersød. Ligesom deres glæde altid bliver blandet med malurt og galde, sådan er vor bedrøvelse også blandet med sukker og honning.

Lad os derfor høre Kristus og lære at forstå hans ord, så vi ikke dømmer efter vore følelser, som var alt tabt, og det ikke ville tage nogen ende. Sådan føler og tænker du, siger han; det ved jeg godt; men hør dog, hvad jeg siger dig og lær blot dette ord at kende: En kort tid. Det må ganske vist opleve det; men det skal ikke skade dig, og heller ikke vare længe. Hermed er bedrøvelsen allerede blevet mildnet og der er strøet sukker på. Derefter, når den lille stund er forbi og overvundet, da erfarer man, hvad han videre siger: Jeres bedrøvelse skal blive til glæde. Da begynder en sand, hjertelig glæde, og hjertet synger et evigt halleluja: Kristus er opstanden. Dette vil først i det kommende liv være ganske fuldkomment, uden mangel og uden ende.

Se, sådan er i der dette evangelium foreholdt os både artiklen om Kristi død og opstandelse, og hvordan dette i gerning og erfaring må blive lært og øvet i os, og ikke blot høres med ørene eller omtales med munden. Det skal ske sådan, at vi også mærker det og denne kraft virker i os, så både sjæl og legeme bliver forandret ved det.

Når Kristus nemlig dør i mig, og jeg også dør for ham, så er dette en stor forandring fra livet til døden. Men da må jeg lære med troen at holde fast ved det ord, som Kristus siger: En kort tid; og ikke alene høre det, men også bringe det ind i hjertet, at det ikke skal vare til evig tid. Der skal ske en forandring fra død til liv, når Kristus atter opstår og lever i mig, og jeg bliver levende i ham. Da skal det hedde: ”Jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” (v. 22). Dertil bør enhver kristen være rustet, når det behøves, for man må jo erfare noget af det enten i livet eller dødsstunden. At man da må kunne erindre sig dette Kristi ord og ikke lade denne trøst rives bort fra hjertet. Amen.

Hvad der efter teksten endnu videre kunne siges om dette evangelium, kan du selv læse i udlægningen af de tre kapitler hos Johannes, der indeholder de prædikener, som Kristus holdt for sine disciple ved den sidste nadver, og hvori dette og de følgende søndags evangelier i sin helhed omhandles.