Luk 16, 1-9 (9.søn. efter trinitatis)

Hvis denne tekst betragtes med den blotte fornuft og uden ånd, er den et rigtigt evangelium for papisterne og munkene. Den er egnet til at understøtte deres gerrighed og egne gerninger. Kristus siger jo her: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.” Ud af disse ord tvinger papisterne tre stykker, som strider mod vores lære om troen. For det første har vi nemlig lært, at troen alene retfærdiggør og hjælper fra synden. For det andet, at alle gode gerninger skal gøres mod næsten af fri kærlighed og uden hensyn til belønning. For det tredje, at vi ikke skal fortrøste os til helgeners eller andres fortjeneste.

Imod det første synes det at stride, hvad Herren her siger: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon.” Som om gerningerne skulle gøre os til deres venner, som før var vore uvenner. Men det andet synes det at stå i strid, som han siger: ”Så de kan tage imod jer i de evige boliger.” Som om vi skulle gøre gerningerne for at gavne os selv og for vor egen skyld. Imod det tredje synes det at stride, at han siger, at ”vennerne” skal modtage os i de evige boliger. Som om vi burde tjene helgenerne for at komme i Himlen og forlade os på dem. Herpå må vi nu for de svages skyld svare sådan:

For det første: Alene troen gør os fromme og til Guds venner. Denne grund må man, uden at vakle, lade stå fast, at troen uden alle gerninger, uden al fortjeneste forsoner mennesker med Gud og gør dem fromme. Sådan siger Paulus i Rom 3, 28: ”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.” Og Rom 4, 9: ”Troen blev regnet Abraham til retfærdighed.” Ligesådan i Rom 5, 1: ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.” Og ligesådan i Rom 10, 10: ”Med hjertet tror man til retfærdighed.” Disse og mange flere lignende ord må man holde fast på og urokkelig forlade sig på, at det er troen alene, uden noget som helst tillæg af gerninger, der tilegnes syndernes forladelse og retfærdiggørelse.

Se for eksempel den lignelse, som Kristus fremsætter i Matt 7, 17: ”Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter.” Her ser du, at det ikke er frugterne, der gør træet godt, men at træet uden alle frugter og før alle frugter må være godt eller blive gjort godt, før det bærer frugter. Sådan siger han også i Matt 12, 33-34: ”Enten er træet godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. Hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt?”

Heraf følger altså med nødvendighed, at noget, som er større og kosteligere end alle gode gerninger, må være til stede, hvorved mennesket bliver fromt og godt, før det kan gøre noget godt. På samme måde, som vi legemlig må være sunde, før vi kan arbejde og udrette et friskt menneskes gerning. Denne store og kostelige ting er det ædle Guds Ord, som i evangeliet prædiker og skænker os Guds nåde i Kristus. Den, der hører og tror det, han bliver derved from og retfærdig. Derfor hedder det også: Livets ord, Nådens ord, Tilgivelsens ord. Og den, der ikke hører eller tror det, han kan ikke ad nogen som helst anden vej blive from. Sådan siger Peter i ApG 15, 9, at Gud renser hjerterne ved troen. For den art og beskaffenhed, ordet har, den art og beskaffenhed får også det hjerte, der tror på det og holder sig til det. Nu er ordet levende, retfærdigt, sandt, rent og godt, derfor bliver også det hjerte, som holder sig til det, levende, retfærdigt, sandt, rent og godt.

Hvad skal vi så sige til de ord, som driver så strengt på gerningerne? Sådan som når Herren her siger: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon.” Og ligeledes i Matt 25, 42: ”Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise.” Og mange flere lignende ord, der alle sammen lyder, som om vi bliver fromme ved gerninger. Herpå vil vi svare sådan:

Der gives nogle, som, når de hører eller læser evangeliet, og hvad man siger om troen, straks bifalder det. Men ved tro forstår de kun det, de selv tænker. Nu tænker de ikke videre, end at troen er en ting, som det står i deres egen magt at have eller ikke have, ligesom en anden naturlig, menneskelig handling. Når de derfor i deres hjerter bringer en tanke i stand, som siger: ”Sandelig, læren er ret, og jeg tror, at det er sandt”, så mener de straks, at de tror. Når de så ser og mærker på sig selv og på andre, at der ikke sker nogen forandring, og at gerningerne ikke følger efter, men at de forbliver i det forrige gamle liv, så tænker de, at troen ikke er nok. Der må noget mere og større til.

Se, på den måde kommer de til den slutning: Ak, troen udretter det ikke alene. Hvorfor? Jo, siger de, der er jo dog så mange, der tror og dog gør de ikke mere end før, er heller ikke anderledes sindet end før. Det er dem, Judas i sit brev kalder sværmere, der bedrager sig selv med deres egne drømme (Judasbrevet 1, 8). Hvad er deres tanker, som de kalder tro, andet end en drøm, en efterligning af troen, som de selv af egen kraft, uden Guds nåde har frembragt i deres hjerter? Derfor bliver de også bagefter værre, end de var før. Det går dem, som Herren siger i Matt 9, 17, at de fylder ung vin på gamle lædersække, så sækkene sprænges. De hører ganske vist Guds Ord, men de fatter det ikke, derfor fordærves de og bliver værre end før.

Men den rette tro, som vi taler om, lader sig ikke gøre af vore tanker, men den er hel og holden Guds gerning i os, uden nogen som helst medvirken af os. Som Paulus siger i Rom 5, 15 er det Guds nåde og gave ved Jesus Kristus. Derfor er troen også en såre mægtig, kraftig, aktiv og virksom ting, som straks fornyer mennesket, føder det på ny og giver det et helt nyt liv og handlemåde. Det er derfor umuligt, at et sådan menneske ikke uden ophør, skulle gøre det gode.

For ligeså naturligt som at et træ bærer frugter, ligeså naturligt følger også gode gerninger på troen. Og lige som det ikke er nødvendigt at befale træet at bære frugt, lige så lidt er der givet nogen lov for den retfærdige, som Paulus siger i 1 Tim 1, 9. Han behøver heller ikke nogen befaling til at gøre godt, men han gør det af sig selv, frivilligt og utvungen, ligesom han uden noget bud, af sig selv sover, spiser, drikker, tager tøj på, ser, hører, taler, går og står.

Den, der ikke har en sådan tro, er et unyttigt snakkehoved, som nok kan snakke om tro og gerninger, men ikke selv véd, hvad han siger, eller hvad det betyder, for han har ikke erfaret det og driver altså et falskt spil og tolker Skriften, hvor den taler om troen og gerningerne, om sin drøm og sine falske tanker, som kun er menneskeværk. Skriften tilskriver derimod både troen og de gode gerninger, ikke os, men Gud alene.

Men er det ikke et forvendt og blindt folk? De lærer, at vi af os selv ikke kan gøre nogen god gerning, og dog tiltror de sig selv at kunne gøre det allerhøjeste Guds værk af deres falske indbildninger. Derfor har jeg sagt, at vi ikke skal stole på os selv, men bede Gud om troen, sådan som apostlene gjorde (Luk 17, 5). Har vi den, behøver vi intet mere, for troen bringer Helligånden med sig. Og Helligånden han lærer os ikke alene alle ting, men virker det også kraftigt i os, og fører os også gennem døden og Helvede til Himlen.

For at vende tilbage til vort forrige svar, så bemærk altså, at Skriften for sådanne sværmeres og deres opdigtede tros skyld indeholder sådanne ord om gerninger. Det er altså ikke, for at man skal blive from ved gerninger, men for at man ved dem i det ydre må kunne bevise og skelne mellem den falske og den rette tro. Hvor troen er sand, gør den godt. Gør den ikke, er det med sikkerhed en drøm og falsk indbildning om troen. Ligesom frugten på træet derfor ikke gør træet godt, men dog beviser og bevidner, at træet er godt, sådan skal vi også kende troen på dens frugter, sådan som Kristus sige: ”Ethvert træ kendes på frugterne. Sådan kan I også kende troen på dens frugter.” (Matt 7, 15-20).

Heraf ser du nu, at der er en stor forskel mellem at være from og at erkendes som from, eller at blive from og at bevise sin fromhed. Troen gør from, men gerningerne beviser troen og fromheden. Skriften bruger altså den måde at tale på, som er almindelig blandt mennesker, som når en far siger til sit barn: Gå hen og vær barmhjertig, god og venlig mod nogle fattige. Dermed byder han ham ikke at blive barmhjertig, god eller venlig, men, fordi han allerede er god og barmhjertig, så vil han, at han også skal vise og bevise det i det ydre i gerninger. Han skal også lade den godhed, som er i ham, blive kendt og komme andre til gode.

På denne måde skal du forstå alle Skriftens ord om gerninger, sådan nemlig, at Gud hermed vil, at vi skal lade den ved troen modtagne fromhed bryde frem, bevise sig og blive andre til gavn, så den falske tro må blive erkendt og udryddet. For Gud giver ingen sin nåde, for at den skal ligge passiv og ingen nytte gøre, men for at den skal vokse. Ved at blive erkendt og i det ydre træde offentligt frem skal den lokke alle mennesker til Gud, sådan som Kristus siger i Matt 5, 16: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.” Ellers er den jo som en skjult skat og en hemmelig visdom - og hvad gavner det?

Ja, derved bliver fromheden ikke alene bekendt for andre, men også selv forvisset om, at den er retskaffen. Hvor gode gerninger ikke følger, kan man ikke vide, om troen er ret. Ja, man kan være sikker på, at troen er en drøm og ikke retskaffen. Sådan blev Abraham vis på sin tro og gudsfrygt, da han var parat til at ofre sin søn, sådan som også Gud siger til ham gennem englen: ”Nu ved jeg (det vil sige: nu er det åbenlyst), at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.” (1 Mos 22, 12).

Så bliv nu fast derved, at mennesket indvendig i ånden bliver retfærdig for Gud ved troen alene, uden alle gerninger, men i det ydre og åbenlyst for mennesker og for sig selv bliver det retfærdig ved gerninger. Det vil sige, at det bliver kendt for andre og selv bliver forvisset om, at det indvendig i sandhed er troende og fromt. Det kunne man altså kalde en åbenlys eller ydre retfærdiggørelse, og det andet en indre retfærdiggørelse. Det er dog sådan, at den åbenlyse retfærdiggørelse kun er en frugt, følge og bevis på retfærdigheden i hjertet. Vi bliver altså ikke retfærdig for Gud ved den ydre retfærdiggørelse, men må forud for den være retfærdig for ham. På samme måde kunne man kalde træets frugt for træets åbenbare godhed, som følger af og beviser dets indre, naturlige godhed.

Det er det, Jakob mener, når han i sit brev skriver: ”Tro, uden gerninger, er død.” (Jak 2, 17). Hvis gerningerne ikke følger, er det et sikkert tegn på, at der ingen tro er, men kun en død tanke og drøm, som man fejlagtig kalder tro. Sådan forstår vi nu Kristi ord: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon.” Det vil sige, bevis jeres tro åbenlyst ved at hjælpe de fattige, så I må vinde jer venner, så de fattige af jeres åbenlyse gerninger kan se, at I har en retskaffen tro. For den blotte ydre given i sig selv kan aldrig skaffe venner, når den ikke fremgår af troen. Kristus forkaster jo farisæernes almisser i Matt 6, 1-4, fordi de dermed ikke skaffede sig venner, fordi deres hjerte var falskt. Nu bliver intet hjerte retfærdigt uden troen, så også naturen nøder os til at bekende, at ingen gerning gør from, men at hjertet inden må være fromt og godt.

For det andet må og skal alle gerninger ske frivilligt, uden bagtanke, så man ikke søger sin egen fordel ved det. Det er det, Kristus ønsker, når han siger i Matt 10, 8: ”I har fået det for intet, giv det for intet.” For ligesom Kristus med alle sine gerninger ikke har fortjent Himlen for sig selv, for den var allerede hans forud, men dermed har tjent os og ikke set på eller søgt sit eget, men alene disse to ting, vores gavn og Guds, sin faders, ære, sådan skal vi også med alle gode gerninger ikke søge hverken vores timelige eller evige fordel, men Gud til ære, frivilligt og for intet tjene vor næste. Det mener Paulus, når han siger i Fil 2, 5-7: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det og tog en tjeners skikkelse på.” Det vil sige, for sig selv havde han nok som den, der havde hele guddommens fylde, alligevel tjente han os og blev vores tjener.

Årsagen er den: Fordi troen gør retfærdig og udsletter synden for Gud, så giver den også liv og salighed. Sådan ville det jo være en skam og skændsel for troen, om nogen ville leve eller gøre noget for dermed at erhverve det, troen allerede har og bringer med sig, ligesom Kristus ville have vanæret sig selv, hvis han havde villet gøre det gode for dermed at blive Guds søn og en herre over alle ting, som han allerede forud var. Nu gør troen os jo til Guds børn, som Johannes siger i 1, 12: ”Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.” Og når vi er børn, er vi også arvinger, sådan som Paulus konkluderer i Rom 8, 17 og Gal 4, 7. Hvordan kan vi da gøre noget for at vinde den arv, vi allerede ved troen ejer?

Hvad skal vi så sige til de ord, som driver på en god livsførelse for den evige løns skyld, sådan som dette: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon.” Og Matt 19. 17: ”Vil du gå ind til livet, så hold budene!” Ligesådan Matt 6, 20: ”Saml jer skatte i himlen.” Da vil vi sige, at de, der ikke kender troen, taler og tænker på samme måde om lønnen, som om gerningerne, for de mener, at det her går til på menneskelig vis, så de må fortjene Himmeriget med gerninger. Dette er også kun drømme og falske tanker. De er kun tjenestefolk, egennyttige lejesvende og løsarbejdere, der modtager deres løn her på jorden, ligesom farisæerne med deres bøn og faste, som Kristus siger i Matt 6, 5.

Det forholder sig med den evige løn på samme måde som med gerningerne. Ligesom gerningerne af sig selv følger troen, sådan følger den evige løn også den rette tro af sig selv uden nogen anstrengelse. Det var jo ikke nødvendigt, at befale troen at gøre gode gerninger, for det er umuligt, at troen ikke skulle gøre dem, men de bliver blot befalet, for at man kan kende forskel på den falske og den sande tro. På samme måde er det umuligt, at den evige belønning ikke skulle følge den rette tro, selv om man aldrig søgte eller ønskede denne belønning. Den bliver kun omtalt og lovet, for at de falske og de rette troende må kendes og enhver kan vide, hvad der af sig selv følger efter et fromt liv.

Lad os her bruge en simpel lignelse: Se, synden bliver også truet med Helvede og døden og følger af sig selv på synden, uden at de søges. Ingen gør jo det onde i den hensigt at blive fordømt, men han vil langt heller slippe fordømmelsen. Alligevel følger fordømmelsen af sig selv og det var heller ikke nødvendigt at forkynde det, for det sker automatisk. Men det bliver forkyndt, for at man kan vide, hvad der følger efter et ondt liv. Ligesom straffen for det onde liv følger af sig selv, uden at man søger den, sådan følger også belønningen efter troen, uden at man søger den. Når du drikker god eller dårlig vin, så følger smagen automatisk med, selv om du ikke drikker for smagens skyld.

Når nu Kristus siger: ”Skaf jer venner, saml jer skatte i himlen”, så ser du, at meningen er denne: Gør, hvad der er godt, så vil det følge af sig selv, uden din søgen, at du får venner, finder skatte i Himlen og modtager løn. Du skal altså være optaget af at leve rigtigt og ikke bekymre dig om lønnen, men have nok i, at du véd og er vis på, at belønningen følger og lade Gud sørge for det. For de, der ser på lønnen, bliver dovne og misfornøjede arbejdere, som mere elsker lønnen end arbejdet, ja hader arbejdet. Men dermed hader man også Guds vilje, som har befalet arbejdet, og et sådant hjerte må altså til sidst blive træt af Guds bud og vilje.

For det tredje, er det ikke helgenerne, men alene Gud, der modtager os i de evige boliger og giver os belønning. Det er jo så klart, at der intet bevis behøves. For hvordan skulle helgenerne kunne tage os ind i Himlen, når enhver for sin egen person behøver, at Gud alene tager ham ind i Himlen? Ja, når enhver næppe har nok for sig selv, sådan som de kloge brudepigers eksempel viser, som ikke ville give de tåbelige af deres olie, fordi de ikke havde mere end de selv skulle bruge, Matt 25, 9. Og i 1 Pet 4, 18 hedder det: ”Den retfærdige frelses med nød og næppe.” Og Kristus siger i Joh 3, 13: ”Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.”

Hvad skal vi da sige til disse Kristi ord: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de kan tage imod jer i de evige boliger?” Det vil vi sige:

Først, at dette ord ikke taler om helgenerne i Himlen, men om de fattige og trængende her på jorden, som lever sammen med os. Som vil han sige: Hvorfor bygger du kirker, skænker din ejendom til helgener og tjener min mor, Peter, Paulus og andre afdøde helgener? De behøver hverken denne eller nogen anden af dine tjenester. De er heller ikke dine venner, men deres, som har levet samtidigt med dem og gjort dem godt. Tag du dig af dine venner, det vil sige, de fattige, som lever på din tid og sammen med dig, dine nærmeste naboer, som behøver din hjælp. Dem skal du gøre til venner ved din mammon.

For det andet må denne modtagelse i de evige boliger ikke forstås sådan, at mennesker skulle gøre det, men de skal være årsag til det og vidner om vor tro, der har bevist sig og er udøvet på dem, og for hvis skyld Gud modtager os i de evige boliger. For dette er Skriftens måde at tale på, som når den siger: Synden fordømmer, troen, gør salig, det vil sige, synden er årsag til, at Gud fordømmer, og troen er årsag til, at han gør salig. Sådan plejer man også i daglig tale at sige: Din ondskab vil bringe dig ulykke, det vil sige, din ondskab er din ulykkes fortjeneste og årsag. På samme måde vil vennerne modtage os i de evige boliger, idet de ved vores tro, som vi har beviste mod dem, er årsag til, at Gud skænker os Himlen.

Dette må være nok om disse tre stykker.

Dernæst må vi også for desto bedre at kunne forstå denne tekst svare på tre spørgsmål, nemlig hvad mammon er, hvorfor den kaldes den uærlige mammon, og hvordan Kristus kan befale os at efterligne den uærlige godsforvalter, som dog søger sin fordel ved sin herres skade, hvad der jo helt klart er uret og synd?

På det første svares, at mammon er et hebraisk ord og betyder så meget som rigdom eller timelig ejendom, nemlig det, som man har til overs i sin stand, og hvormed man kan være andre til nytte, uden at skade sig selv.

For det andet hedder det den uærlige mammon, ikke fordi det er erhvervet med uret eller åger; for med uærlig gods kan man ikke gøre nogen god gerning, men bør give det tilbage, sådan som Esajas siger i 61, 8: ”Jeg, Herren, elsker ret, men hader rov og uret.” Men det hedder den uærlige mammon, fordi det bruges på en uærlig måde. På samme måde siger Paulus i Ef 5, 16, at dagene er onde, skønt Gud har skabt dem, og de derfor er gode. Men de kaldes onde, fordi onde mennesker bruger dem dårligt og begår mange synder på dem, forarger og bringer sjælene i fare.

Sådan er også rigdommen uærlig, fordi mennesker bruger den dårligt og til det, som er uret. For vi ser, at hvor der er rigdom, bliver man også sikker. Dér fører man krig. Dér lyver man. Dér hykler man. Dér gør man sin næste alt ondt, for at man kan erhverve sig gods, beholde og forøge det og skaffe sig de riges venskab.

Men især er det for Gud en uærlig mammon af den grund, at man ikke tjener sin næste dermed; for når min næste er trængende, og jeg ikke giver ham, skønt jeg har råd dertil, så forholder jeg ham med uret, hvad der tilkommer ham, fordi jeg nemlig er skyldig at give ham efter den naturlige lov: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” (Matt 7, 12). Og Kristus siger i Matt 5, 42: ”Giv den, der beder dig.” Og Johannes siger i 1 Joh 3, 17: ”Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” Denne uærlighed, som klæber ved mammon, ser kun få mennesker, for det er noget åndeligt, og den klæber også ved det gods, som er erhvervet på den mest redelige måde. Deraf bliver de også bedraget, så de mener, at de ikke gør nogen uret, så længe de ikke gør det på en grov og ydre måde, ved at røve, stjæle og ågre.

For det tredje har mange bekymret sig og grublet meget over, hvem den uærlige forvalter kan være, fordi Kristus sådan roser ham? Men her svarer vi kort og enfoldigt, at Kristus ikke fremstiller os forvalteren som et eksempel med hensyn til hans utroskab, men med hensyn til hans visdom eller klogskab, idet han midt under sin uærlighed så klogt skaffer sig selv fordel. På samme måde kunne jeg, når jeg ville opmuntre en til at våge, bede og studere, sige til ham: se, mordere og tyve våge om natten for at kunne røve og stjæle; hvorfor vil da ikke du våge for at bede og studere? Her roser jeg ikke morderne og tyvene for deres uretfærdigheds skyld, men den visdom, som de brugte for at udføre deres ondskab. Ligeledes, når jeg siger: En prostitueret smykker sig med guld og sølv for at behage de unge mænd, hvorfor vil du da ikke åndelig smykke dig i troen, så du må behage Kristus? Her roser jeg jo ikke den prostituerede, men den flid, som hun anvender i sit onde øjemed.

På denne måde sammenligner også Paulus Adam og Kristus og siger, at Adam var et billede på Kristus, Rom 5, 14, skønt vi dog af Adam kun har synd og af Kristus ene nåde, hvilket er to uendeligt modsatte ting. Men ligheden og billedet ligger i følgen eller fødselen, ikke i deres dyd eller udyd. Ligesom Adam er far til alle syndere, sådan er Kristus også far til alle retfærdige, og ligesom alle syndere kommer fra én Adam, sådan kommer alle retfærdige fra én Kristus. Sådan er også her den uærlige forvalter fremstillet som eksempel for os alene med hensyn til hans klogskab, idet han så dygtigt ser sin fordel, så vi på den rette måde skal sørge sådan for vore sjæle, som han med uret sørgede for sit legeme og liv. Hermed vil vi nu lade det bero og bede Gud om hans nåde.