Mark 8, 1-9 (7.søn. efter trinitatis)

Dette evangelium giver os atter både lærdom og trøst imod den anfægtelse, som kommer af bekymring for føden eller timelig næring og for kirkens opretholdelse på jorden. Hertil fordres nu troen. Kristus er nemlig ikke kommet for at stifte et verdsligt eller husligt regimente, som allerede forud er forordnet af Gud og udrustet med alt, hvad dertil hører. Desuden lærer også fornuften selv, hvordan og hvorved man kan opnå, at enhver nyder fred og beskyttelse i sin stand og næring, så man klart kan se og tilvejebringe alt, hvad man behøver for at holde dette regimente ved magt.

Derfor har Kristus heller ikke befattet sig med det, fordi det ikke hørte til hans stand og embede. Men fordi hans rige skulle være et andet regimente, hvori alle mennesker, i alle livssituationer, høje eller lave, skulle som syndere og fordømte for Gud til den evige død hjælpes til et guddommeligt, evigt rige og liv så måtte han også antage sig dette regimente og lade de to andre fare.

Heraf måtte nu følge, at hans disciple, prædikanter og tjenere ville komme til at måtte lide fattigdom, fordi de for deres tjenestes og embedes skyld ikke som den øvrige verden kunne arbejde for deres ophold eller håbe at blive rige deraf. Især da de foruden dette også ville blive forfulgte af verden, som vil hindre deres prædiken, da den ikke stemmer med dens forstand og opfattelse. Sådan kan de kristne i verden ikke støtte sin næring, sikkerhed og beskyttelse til nogen fast grundvold, men må altid for verdens skyld sidde på det uvisse og tillige stå i fare for at miste det, de allerede har eller måtte erhverve sig. Skulle de nu have noget at spise og drikke og et sted at opholde sig på, så kunne de ikke vente det af nogen anden end Kristus.

Dette véd nu Kristus godt. Derfor væbner og trøster han dem med dette og lignende eksempler og ord, så de ikke skal miste modet. Selv om hans rige ikke er eller har at gøre med mad og drikke eller med arbejde og omsorg for legemets ophold, så skal de dog ikke dø af sult. Han stadfæster altså atter her disse ord i Matt. 6, 33: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Han beviser hermed, at de, som så ivrigt løber efter ham for at høre hans prædiken, at de endog blev hos ham tre dage i ørkenen, at de dog, fordi de først havde søgt Guds rige og Kristus havde prædiket, bedt og udrettet, hvad der hører til Guds retfærdighed, også måtte få dækket det legemlige behov. De kunne jo ikke komme tilbage uden at lide sult og måtte derfor havne i fattigdom, mangel og nød for hans ords skyld. Deraf kunne de lære at tro, at de ikke skulle lide nogen mangel, og at de også kunne vente sig af ham, hvad der er nødvendigt for hans kirke til det timelige livs oprethold her på jorden.

Til alle tider har disse to ting, fattigdom og rigdom, gjort kirken stor skade og gøre det endnu. For når man i begyndelsen så apostlene og de rette biskopper og præster så fattige, fordi ingen gav dem noget, og de heller ikke selv kunne erhverve noget, så fik enhver en frygt i sig for et sådant embede og ingen ville give sig ind i det. Siden, da de blev overstrømmende rige gennem store gaver og indkomster og havde fuldt op af alt, har de selv ladet prædikeembedet og sjælesorgen fare og kun bekymret sig om magt og myndighed.

Sådan sker det også nu, at de rette præster og prædikanter blive sådan ansete, at ingen under dem noget, og hvad de har, bliver dem også frataget af den skammelige, utaknemlige verden, fyrster, adel, borgere og bønder, så de med sine arme hustruer og børn må lide nød og efterlade sig elendige, forstødte enker og faderløse. Derved bliver også såre mange retsindige og duelige folk, jo længere desto mere afskrækket fra at blive præster eller prædikanter. For ellers tjene alle kunster, håndværk og stænder dertil, at man kan værge sig for hunger og fattigdom, men med dette embede finder det modsatte sted, så den, som vil forvalte det med troskab, må udsætte sig for at lide fattigdom.

Heraf vil da følge en sådan forstyrrelse i kirken, at embederne står ledige og prædikestolene bliver tomme. Eller der vil atter komme sådanne prædikanter, som ikke omgås troligt med Guds ord og ikke arbejder for Kristi rige, men tænker på, hvordan de kan prædike menneskene til behag, så de må kunne være uden fare og igen blive rige. Herved bliver atter intet godt udrettet. Derfor tænker også nu de store og mægtige og navnlig adelen at træde sine præster og prædikanter under fødder, så de ikke igen skal blive rige og herske over dem. Det er en erfaring, de før har måttet gøre, og hvoraf de nu er brændte. Men dermed skal de ikke bringe det derhen, hvor de tænker.

Hvad skal man da nu gøre, og hvorfra skal man tage prædikanter og præster, så Kristi rige bliver opretholdt? For begge dele er skadelige for kirken: Idel fattigdom, hunger og kummer kan prædikanterne ikke udholde, og stor rigdom kan man heller ikke tåle. Fattigdom afskrækker folk, eg rigdom hindrer deres gerning og embede. Men alligevel, om det sker, at man ikke vil underholde dem, og sådan prædikestolene og embederne blive stående ledige, så skal verden også erfare, hvad gavn den vil høste deraf.

For hvis enhver kun vil betænke sit eget hus og alene tragte efter at ernære sig selv, og sådan ingen bekymrer sig om, hvor Guds ord og prædikeembedet bliver af, så vil Gud hertil sige, hvad han siger hos profeten Haggaj 1, 4-11, da folket lod Guds hus ligge øde, så Guds ord og tjeneste i templet ophørte, og præsterne og tjenerne måtte drive agerbrug og lære andre ting, hvormed de kunne ernære sig, fordi der ikke blev givet dem nogen løn for deres embede og tjeneste. Derfor siger Gud her:

• v4 Er det tiden til, at I selv bor under tag i jeres huse, når dette hus ligger i ruiner?
• v5 Derfor siger Hærskarers Herre: Læg mærke til, hvordan det går jer:
• v6 I sår meget, men høster kun lidt, I spiser, men bliver ikke mætte, I drikker, men bliver ikke berusede, I klæder jer, men får ikke varmen; daglejerens løn går i en hullet pung.
• v7 Dette siger Hærskarers Herre: Læg mærke til, hvordan det går jer!
• v8 Gå op i bjergene, hent træ, og byg huset, så vil jeg glæde mig over det og vise min herlighed, siger Herren.
• v9 I ser frem til meget, men får kun lidt; I bringer til huse, men jeg blæser det væk. Hvorfor? siger Hærskarers Herre. Fordi mit hus ligger i ruiner, men I har travlt med hver sit hus.
• v10 Derfor holder himlen duggen tilbage, jorden holder sin afgrøde tilbage.
• v11 Jeg udråber tørke over landet og bjergene, over kornet, vinen og olien, over alt, hvad jorden lader vokse, over mennesker og dyr, over alt, hvad hænder frembringer.

Se, det er den nådigste straf for en sådan foragt for prædikeembedet, sådan som den endnu var på den tid, og give Gud, at det blev dermed. Men når man sætter Guds ord så aldeles til side og underholder præsterne eller prædikanterne så dårligt, at de må lade sit embede fare og søge sit brød ved andet arbejde, og at også andre afskrækkes fra embedet, som ellers var duelige til det, så sender han ikke alene dyrtid og andre store landeplager, sådan som vi nu erfare, så der snart ikke er penge i nogens pung og ingen velsignelse eller noget forråd findes, men han tager også ordet og den rette lære helt bort og lader i stedet partiånder og falske lærere fremstå, af hvem man, før man tænker derpå, bliver forført og bedraget både på sjæl og gods, og til løn må give dem deres rigelige underhold.

Derfor måtte man her råde verden, herrer, fyrster, lande, steder og alle i almindelighed, hvis de ville lade sig sige, at de dog lod Guds hus og rige med dets behov ligge sig på hjerte. Ved andre embeder og kunster må man jo indrette det sådan, at de, som skal øve dem, også kan tjene sit brød deraf. Men langt mere nødvendigt er dette med hensyn til prædikeembederne. For hvor én foged eller dommer er tilstrækkelig, og mens én jurist eller læge godt kan overkomme en by eller mere, ja undertiden en hel landsdel, må man i mange egne, fordi kirkesognene er talrige, vel have tusinde prædikanter. For der fødes dagligt børn, som må døbes og opdrages, så de kan lære Guds ord at kende og blive kristne. Hvorfra vil man nu tage sådanne, når man ikke ernærer eller opfostrer dem? Gør man ikke det, da må jo enten kirkerne stå tomme og folket adspredes og forvildes, eller også må de falde i hænderne på grove æsler og forførere.

Men ve alle dem, som har hjulpet til eller også ikke forhindret, at Guds hus må stå øde, men endnu mere dem, som også afskrækker og forhindrer andre, så de ikke kan komme dertil eller blive deri! For sådanne er værre end jøder og muslimer. Selv om der ikke heri ligger nogen undskyldning for dem, som for fattigdommens skyld lader sig afskrække derfra, for det mangler dem allermest på den tro, at Kristus dog vil give dem også deres brød og livsophold. Og selv om det går noget kummerligt til og falder surt, så må du betænke, hvor langt større gode det er, at et menneske på en underfuld måde og ved Guds velsignelse får et stykke brød i hånden, end om det vinder hele verdens rigdom og overflod.

Derfor burde dog navnlig de styrende lade det være sig magtpåliggende at bidrage noget hertil og hjælpe vore børn og efterkommere, og ikke sådan trække sin hånd tilbage, samt med sit eksempel også hindre og afskrække andre, kristenheden til ubodelig skade. Hvordan vil du forsvare det for Gud, hvis du ved din forbandede gerrighed har forsømt eller forhindret én eneste sjæl i det, som er nødvendigt til dens salighed, end sige, om du forhindrer en hel by eller et land fra at have Guds ord og prædiken? Og det må jo være et grusomt, ubarmhjertigt og forbandet menneske, som ikke hjælper sine børn dertil, og end mere, om det lægger hindring i vejen for det. For hvis vi vil være kristne, bør vi jo vide, at vi er kaldet til, og at Gud har befalet, at vi alle med begge hænder og af alle kræfter skal bidrage til, at Guds hus ikke står øde eller prædikestolene tomme, og hans rige ikke ophører blandt os, så ikke både vi selv og ungdommen må blive berøvet frelsen.

Endog i den gamle pagt var det gennem Moses pålagt og befalet enhver at give tiende af alle indkomster. Hvor meget mere bør da vi kristne fremme det, som er det allermest nødvendige, især da ingen på jorden giver eller bidrager noget til, at Kristi rige kan befordres, så vi lader hans tjenere spise med os, så vi også må kunne blive i det samme Guds rige, og sådan nåde og salighed også må nedarves på vore børn. Gør vi ikke det, så vil han til løn for vor utaknemlighed sådan hæmme vor gerrighed og grådighed, at vor ejendom skal svinde bort af sig selv. For så meget gods og forråd har vi ikke, at han jo kan lade det ruste, som ved inflation, muslimer, krig eller andre landeplager, så det alt sammen på ét år bliver fortæret, hærget eller på anden måde ødelagt.

Sådan vil nu Kristus her ved sit eksempel først formane os til, at enhver også med timelige og legemlige goder skal hjælpe til at fremme Guds ord og rige, hvis han ikke selv kan eller vil være prædikant. Dernæst trøster han hermed også dem, som er i embedet, at de ikke skal forarges eller lade sig afskrække ved nærværende nød og fattigdom, men vide, at Kristus sørger for dem og midt i deres fattigdom dog vil ernære dem og ikke bestandig lade dem lide nød og mangel, men til sidst desto rigeligere bespise dem. Ja han har allerede forud betænkt og ordnet det alt sammen, før de tænker på, hvorfra de skal få det.

For med dette eksempel viser han jo mægtigt, at han er en rig, vældig herre og husholder, ja selv en rig møller og bager, bedre end nogen på jorden, og meget godt forstår sit håndværk. Ja, han udretter såre mange håndværk på én gang, uden ét eneste menneskes hjælp. Han pløjer, høster, tærsker, maler og bager i ét og samme øjeblik. For det er jo et under og ubegribeligt for fornuften, at så mange tusinde mænd, foruden kvinder og børn, bespises med syv brød, så at de alle sammen bliver mætte, og at der endog bliver noget tilovers. Og dette gør han så hurtigt, ved ét ord, idet han blot rører ved brødet og giver det til uddeling. Han siger: Se, her er allerede for så mange tusinde mennesker, og endnu flere, både malt, bagt og alting beredt. Det må være en herlig konge, siger de fem tusinde, som han på samme måde bespiste i Joh 6. Ham vil vi gerne have. Han skulle kunne føre en stor mængde folk i felten og forsørge dem alene ved at gribe i en kurv eller i lommen og dermed rigeligt bespise og lønne hele flokken.

Nu, det kan han, og en sådan konge har vi i ham, at hvor han griber med sin hånd, er der fuldt op af alt, og hvor han vil give, må alt være tilstrækkeligt og overflødigt. Sådan byder han i Matt 17, 27 Peter at gå og tage en mønt af fiskens mund. Hvem har vel her skaffet eller lavet mønten til ham, eller hvem ville søge penge i vandet og netop i fiskens mund? Men han kan gøre og tage det, når, hvor og hvordan, han vil. Ja han kan også af sten skaffe brød og vand til at mætte hele verden med. For man ser ham dagligt gøre sådan over hele verden, og alt, hvad den har, får den ved sådanne undere, der ikke er ringere end dette, sådan som også Augustin siger.

Men vi er så vante til, at kornet årligt vokser op af jorden, og er ved denne vane blevet så forblindede, at vi ikke agter på dette værk. For hvad vi dagligt ser og hører, holder vi ikke for noget under. Og dog er det jo et så stort, ja når man skal tale ret derom, vel et større under, at han giver korn af sand og sten, end at han her bespiser denne flok med syv brød. For hvad er den tørre sand andet end idel sønderknuste sten, eller en sten andet end ureven sand eller jord? Men hvordan kan der af en sten blive brød, som lader sig spise? Og dog vokser det alene ud af sand og jord. Ligeledes alt, hvad der vokser, og hvad alle dyr giver os, enhver efter sin art. Hvorfra kommer det uden af jord og støv?

Men dette er sådanne undere, som er indrettet fra verdens begyndelse af og dagligt går for sig, så vi er ganske overdænget deraf. Men fordi de er så almindelige, at vi mærker dem med vore øjne og sanser, så må Gud undertiden, sådan som her, gøre, ikke et større, men et usædvanligere under, som ikke sker efter naturens almindelige gang, for dermed at vække os op og ved et sådant enkelt, besynderligt under vise os og lede os hen til de daglige undere i hele verden.

Kan vel en landmand sige andet, end at hans korn vokser af lutter sten, sådan som også Moses siger i 5 Mos 32, 13: ”Gud mættede folket med honning fra bjerget, med olie fra flinteklippen.” Hvad vil det sige? Hvordan kan der komme honning og olie af klipper og sten? Alligevel er det sådan, at både kornet og de træer, som bærer de sødeste frugter, står i sten og sand, vokser op deraf og alene derfra får sin saft og kraft. Skete det i ét øjeblik for vore øjne, at der flød olie eller honning ud af en klippeblok, da ville al verden tale om under over under, men fordi vi dagligt løber over marker og enge, hvor det vokser til os, så ser og forstår vi det ikke.

Fordi vi nu sådan slår Guds daglige gerninger, som er idel undere, hen i vejret, så må han med dette og lignende særlige undere bringe os til at forundre os. Ja, han må lade dem prædikes for os som sælsomme undere, så dog en kristen må lade dem være sin skrift og bog, hvoraf han lærer at betragte alle Guds gerninger og undere, samt dermed stille sit hjerte tilfreds og tænke: Hvorfor skal jeg ængste og bekymre mig for min mave eller næring? Hvorfra skaffer han kornet på marken og alle frugter? Verden formår ikke med al sin visdom og magt at frembringe et halmstrå, et blad eller en blomst. Gør nu Kristus min herre og Gud, dagligt dette, hvorfor vil jeg da bekymre mig eller tvivle på, om han også kan eller vil føde mig.

Her ville du måske sige: Hvordan skal jeg forstå dette? Når han er en sådan konge, som rigeligt bespiser al verden, hvorfor lader han da sine kristne så ofte lide nød og fattigdom i verden? Han burde jo rimeligvis forsørge sit eget folk rigeligt frem for alle andre?

Svar: Her må man vide, hvordan Kristi rige er beskaffent. For han vil hermed, som jeg i begyndelsen sagde, først vise os, at hans rige på jorden ikke er et verdsligt rige, som består deri, at man her på jorden spiser, drikker, fører husholdning og plejer legemet, hvortil alt, som hører til dette livs behov, må forskaffes og være forhånden. Han har derimod oprettet et sådant åndeligt rige, hvori man skal søge og finde guddommelige og evige goder, samt indrettet det sådan, at det er og bliver rigeligt forsørget med Guds ord og sakramenter, samt Helligåndens kraft og gaver og slet intet mangler af det, som tjener til at modtage og beholde det evige liv.

Derfor lader han verden i dens regimente tage til sig og beholde sine behov og sit forråd, samt rigeligt forsyne sig dermed; men sine kristne byder han, ikke at sætte sin lid og sin trøst til dette timelige, men at tragte efter Guds rige, hvori de skal have nok og være rige evindeligt. Dette er det første.

For det andet vil han lære sine kristne at øve deres tro også i dette stykke, som angår dette timelige liv og de legemlige goder, sådan, at de også heri skuer op til hans hænder og af ham venter også dette livs fornødenheder. For hvis kirken på jorden skal være og forblive hans kirke, så må han også skaffe den føde, klæder, hus og hjem og andre legemlige fornødenheder. Ja, alt hvad verden har og bærer, det har han skabt alt sammen for de fromme kristnes skyld. Han giver og opholder det også alene for deres skyld, så længe verden står, så de også i dette liv skal kunne nyde det rigeligt og ikke have nogen mangel. Men fordi Djævelen hersker i verden og er Kristi og hans kirkes fjende, og fordi de kristne selv heller ikke tragte efter denne verdens goder, så må de tåle, at det, som tilhører dem, bliver frarøvet dem med vold.

Derfor må nu også Kristus hjælpe og give sin kirke, når den lider nød og mangel, så den må kunne bestå, og det sådan, at det hedder givet på en underfuld måde, og at de kristne kunne erkende, at det er givet af ham. Og sådanne særlige undergerninger gør han stedse i sin kristenhed, så den dog må have mad og drikke, selv om verden ikke giver eller under den noget, men tager eller dog misunder den, hvad Gud giver den.

Se, her skal vi nu også lære at tro, at vi i Kristus har en sådan herre, som også sørger for vort legeme og vort timelige liv, og dermed tilbageslår og overvinder vantroens bekymring. Til sådan tro tilskynder han os jo ved så mange slags eksempler og ville gerne, at vi blev sådanne mennesker, som var ganske uden bekymring i henseende til os selv, både hvad det åndelige og legemlige eller det timelige og evige liv angår. For her tales ikke om bekymringen for det embede eller arbejde, som Gud har befalet og pålagt enhver at varetage med troskab og flid, så vi med glad fortrøstning til ham kan gøre, hvad der er befalet os, navnlig i de ting, som hører til Guds rige.

Og om vi også kommer i nød og mangel, så vil han, at man skal lade dette være ham befalet og som kristne trøste og styrke sig sådan: Jeg véd og har lært af evangeliet, at jeg har en sådan herre, som af ét brød kan gøre så mange, han vil, og dertil ikke behøver hverken jorddyrker, møller eller bager, og som kan give mig, når og hvor meget jeg behøver, selv om jeg ikke véd eller forstår, ja ikke engang tænker på, hvordan eller når og hvorfra det skal komme.

Det viser nu også denne evangelietekst os, hvordan Kristus forholder sig og taler, da han ser folket, som har fulgt ham og nu ikke kan komme hjem igen uden at lide sult. Han kalder disciplene til sig, holder råd med dem og siger først: Jeg ynkes inderligt over folket. Og han tilføjer årsagen: For de har, siger han, nu været hos mig i tre dage og har intet at spise.

Sig mig nu: Hvis folket selv havde sendt et bud til Kristus for at give sin nød til kende, mon de da kunne afmale den så godt, som han har betænkt den og også foreholder sine disciple den? For hvordan ville eller kunne de bedre beskrive den og forebringe stærkere grunde for at bevæge ham, end om de havde sagt: Ak, kære herre, føl dog medynk med dette arme og talrige folk, både mænd, kvinder og børn, som har fulgt efter dig så langt for at høre dig. For det andet, betænk dog, at de nu har været hos dig i tre dage. For det tredje, at de intet har at spise, for de er her i ørkenen. For det fjerde, når du lader dem rejse fastende hjem, så må de lide nød på vejen, før de kommer hjem, især de, som er svage, som kvinder og børn. For det femte, betænk dog, at nogle er kommet langvejs fra.

Se, det betænker han alt sammen selv, før nogen siger det til ham. Og han har selv formuleret den bøn, som de i deres hjerte gerne ville henvende til ham, så godt, at ingen i sit hjerte havde kunnet gøre det bedre. Ja, han er allerede bekymret for dem, før de tænker på at bede ham, og har ret alvorligt talt med disciplene om deres nød og rådslået med dem om, hvad der var at gøre.

Hvad er alt dette andet end idel levende prædiken, bevis og vidnesbyrd om, at han mener det så inderlig godt med os? Endog førend vi kunne forebringe ham noget, ser han os ind i hjertet bedre, end vi selv kunne tale derom, så intet menneske kan komme et andet hjerteligere i møde. For han venter ikke, indtil nogen siger til ham: Ak, herre, du må dog ynkes over folket; betænk dog, hvor længe de har tøvet, hvor langt de har hjem. Ak, siger han, jeg ynkes allerede, jeg har allerede betænkt det alt sammen. Men lad mig dog også høre jeres mening, siger han til disciplene. Hvad råder I til, hvordan skal man bære sig ad, for at dette folk kan blive bespist?

Denne rådslagning og samtale med disciplene sker for det første af den grund, at hans hjerte og tanker derved må åbenbares. For det må ikke forblive hemmeligt og alene ligge skjult i hans hjerte, at han ynkes over og er bekymret for folket; men det må komme for lyset, så man må se og høre det, og vi dog må lære at tro, at også vi har den samme Kristus, som endnu altid hjerteligt tager sig af os, også i vor legemlige nød og bestandig har disse ord: ”Jeg ynkes inderligt over mit arme folk”, skrevet i sit hjerte med levende bogstaver. Så viser han også i selve gerningen, at han gerne vil, at vi nu også erkendte dette og hørte disse evangeliets ord sådan, som om han talte dem endnu i denne stund og hver dag, når vi føler vor nød. Ja længe før vi selv begynder at klage den for ham.

For han er jo endnu og bliver også evindeligt den samme Kristus og har det samme hjerte, tanker og ord til os, som han dengang havde. Han er hverken i går eller nogensinde blevet anderledes, bliver heller ikke i dag eller i morgen en anden Kristus. Og her har vi et såre skønt billede, som afmaler os hans hjertes dybeste grund, at han nemlig er en trofast, barmhjertig herre, hvem vor nød går til hjerte, og som ser dybere i den, end vi i vor bøn tør bringe den frem for ham. Skam få den lede vantro, at vi hører og ser dette og dog slet ikke kan fortrøste os til ham!

Ja, det er netop også en årsag, hvorfor han begynder sådan samtale med disciplene og spørger dem til råds, at vi nemlig skal se vor vantro og tåbelighed og straffe os selv derfor. For her ser du, hvor langt bedre og nøjere han betænker nøden og rådslår om den, end vi selv kunne gøre. Ja intet menneske kan i sin egen fare og nød give ham et bedre råd om, hvordan han skal kunne blive hjulpet ud af den. Og skønt han allerede har betænkt og besluttet, hvad han vil gøre, spørger han dem dog om råd, så de må se, hvordan han sørger for dem, og hvad råd de selv kunne give.

Her viser det sig, hvad råd mennesker kunne give, når de skal være Guds og Kristi rådgivere. Her står de alle ligesom spillemænd, der har ødelagt dansen, kommer frem med deres menneskelige klogskab og gør beregninger med regnepenge. Her er alene firetusinde mænd og vel lige så mange kvinder og børn, hvorfra skulle man få nok til at mætte dem, især her i ørkenen, hvis de ikke ville spise græs og hø.

Her hører du den menneskelige visdoms svar, når den skal til at råde, og hvor langt den er fra troen. Her véd den intet andet at sige end slet og ret at slutte, at det er umuligt at hjælpe på tingene. Dette er det, som natur og fornuft altid fører med sig. Når der er nød og mangel og man burde fortrøste sig til Gud og af ham vente råd og hjælp, så tager den straks i sin blindhed til det bespottelige ord: Ak, det er ikke muligt, det er forgæves.

Når dødens nød og fare er for hånden, tænker og slutter den straks, at det ikke er muligt at leve. Når der intet brød er i huset, mener den, at det er aldeles umuligt at kunne undgå sult. Sådan er der hos naturen intet andet end idel fortvivlelse, så snart den ikke ser for sine øjne og kan tage og føle på det middel, hvorved den kan hjælpes. Den er ikke få forstandig, at den kan betænke, at Kristus endnu véd råd og hjælp, fordi han selv tager sig af sagen og ikke anser den for fortabt, men taler sådan, som han her gør, nemlig som den, der vil råde og hjælpe og ikke vil tillade, at folket går fastende fra ham og forsmægter på vejen. Ja, den er ikke engang så from, at den kan vise Kristus den ære at tro, at han bedre véd at råde og hjælpe, end den selv forstår, så den kunne bekende sin uforstand og afmagt og sådan igen overgive sagen i hans hånd og begære hans råd og hjælp.

Det kommer deraf, at vi er sådanne dårer, at vi vil beregne og måle det, som Gud skal gøre med os, efter vor egen formue og kraft. Og når så denne slår fejl, da må vi vel fortvivle ligesom apostlene her, når de efter forstanden beregner og sammenligner deres forråd med den store hob, og nøden med deres formue. Da kan det ikke gå anderledes, end at de må sige: Her er intet andet råd, end at vi lader dem fare, for at de kan gå hen, hvor de véd, at de kan købe mad. Det må imidlertid gå dem, som det kan, enten de nu lider nød eller bliver i live.

Sådan ser du også hos Kristi disciple og apostle vor store og dybe vantro, og hvor aldeles uforstandige og store dårer, vi er lige over for Guds råd og gerninger, så vi slet ikke har nogen tro, når det ikke går efter vor tanke og mening. Vi mener, at heller ikke han véd noget råd, og at han heller ikke udretter noget hos os, når vi ikke forud kan se og udregne, hvordan det er muligt. Skønt han dog netop af den grund handler sådan med os, at han vil vise os, hvor vort råd, vor visdom og formue ophører, og at han gør langt over det, som vi kan tænke og holde for muligt eller endog tør bede om og ønske. Ja, når han ikke skulle handle anderledes med os end efter vore tanker og råd, så ville han aldrig kunne gøre eller bevise os nogen guddommelig gerning, og vi måtte uden Gud hvert øjeblik fortvivle, gå til grunde og fordærves.

Derfor er det også langt bedre, at han udretter sin gerning uden vort råd, ja tværtimod vort råd, sådan som al skabningens herre og Gud også bør gøre. For vi skulle dog ikke kunne råde eller sige ham andet, end hvad apostlene her kommer med, at det er umuligt og forgæves, at kunne bespise så mange mennesker. Og dog viser han sig så venlig, at han spørger dem om råd, lader dem tale med i sagen og kan have tålmodighed med dem, samt lader dem forløbe sig sådan, så de senere selv måtte se, hvor dårlige de har været, og skamme sig over deres vantro, når de erfarer hans undergerning og ser den for deres øjne.

Heraf burde vi dog også lære at hade og stå vor vantro imod, som altid rejser sig, når der er nød og fare på færde, og straks vil fortvivle om al trøst og hjælp, så snart den ikke ser hjælp og råd i vor egen magt. Vi burde dog vænne os til at betænke, at Kristus formår og også gør mere og større ting, end vi kan forstå og tro.  
For vor hånd og magt er sandelig ikke skabte dertil, at de i dyrtid og mangel skulle hjælpe os til korn og brød og i døden til liv og til at gøre noget af intet. Men han er den herre, som formår og gør dette som sin rette, egentlige gerning. Derfor, siger han, vend dine øjne og tanker fra din hånd og formue til mig. Mine fingre er sådan indrettede, at de kan udrette dette. Du skal alene tro. Og om det ikke er muligt efter dit råd, så lad det dog være muligt efter mit råd og min kraft.

Dette lærer han overalt i alle sine mirakler og endnu i de daglige undere, som han gør i sin kirke. Og dog kan han ikke bringe os dertil, at vi med god fortrøstning og fast forvisning overgiver vor nød til hans råd og magt og lader den være ham befalet, hvorved vi dog kunne blive hjulpet ud både af vor nød og mangel og af den ængstelige bekymring og forsagthed, ved hvilken vi gør os nøden større og tungere, end den i sig selv er. Derved ville vi få en dobbelt nytte og vinding, nemlig et roligt og stille hjerte og samvittighed og dertil trøst og hjælp, foruden at vi derved bragte ham det bedste offer og den største gudstjeneste.

Gør vi det derimod ikke, så kan det heller ikke være ham kært eller behage ham, hvad vi selv gør, og skaden bliver kun vor egen, idet vi ængster og plager os selv og dog intet udretter. For vi må dog lade det stå i hans magt, og ingen af os kan fordrive det mindste sår, selv om man bekymrede sig til døde.

Men det er os alligevel godt, at han lader os forsøge og erfare dette og gennem vore unyttige råd og anslag lærer os at kende vor forsagthed og tvivl i nøden. Ellers ville vi tænke, at vi ikke behøvede ham, og lærte aldrig hverken at tro eller at bede. Derfor viser og åbenbarer han her disciplene den forhåndenværende nød og mangel, før de selv tænker derpå.

Ligeledes tilskikker han os også undertiden anfægtelse, forstrækkelse, ulykke og lidelse, så vi må føle nøden og få syn for, hvordan vi her hverken kan råde eller hjælpe os selv. Men dog sådan, at vi også lærer ikke at dømme efter vor følelse, så vi farer hen og siger: Ak, hvor skal jeg nu hen? Her er det ude med mig! Hvorfra skal vi få hjælp? Bort med dette hvorhen og hvorfra af din mund og dit hjerte, og lad det i stedet hedde herhid til Kristus, og vent på, hvad han siger og vil give dig. For at du føler nøden, det skader dig ikke; men derfor lader han dig føle den, at du også må erfare og mærke hans hjælp, velgerning og redning, og sådan lære at tro og fortrøste dig til ham.

Dette være nok talt om denne evangelieteksts sum og hovedlærdom. Dernæst er der også i denne fortælling mange gode stykker. Sådan for det første, at Kristus spørger, hvor mange brød de har, og tager dem tilligemed de få små fiske, takker Gud derfor, velsigner og giver dem til disciplene for at uddele dem blandt folket. Her lærer han først, at vi bør benytte det, som Gud beskærer os, hvor ringe det end kan være, og modtage det med taksigelse og vide, at Kristus også vil velsigne det, så det skal strække helt til, ja endog forøges under vore hænder.

For deri finder han behag, at man erkender hans gaver og takker ham derfor, og han lægger sin velsignelse til, så det bekommer en bedre og strækker længere til end de vantros rigdom og overflødige gods. Sådan som også Skriften siger i Sl 37, 16: ”Hellere den smule, en retfærdig ejer, end de mange uretfærdiges rigdom.” Ligeså Ordsp 10, 22: ”Herrens velsignelse gør rig.” Det vil sige, hvad Gud giver og man modtager med tro og god samvittighed. Og Paulus forklarer også dette i 1 Tim 6, 6-8: ”Gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv. Det skal vi lade os nøjes med.”

For hvad har de, som uden troen og Kristus besidder meget og stort gods, og hvad vinder de? Intet andet, end at de berøver sig Gud og hans velsignelse. De er afgudsdyrkere, mammonstrælle, som ikke tør bruge deres eget gods og heller ikke lader andre nyde godt deraf. I det mindste bruger de det ikke med god samvittighed, så de ikke med glæde kan spise en bid brød på grund af deres gerrighed og onde samvittighed, idet de kun tænker på at skrabe stedse mere og mere sammen ved alle slags onde handler og rænker. Og dog må de altid sidde i fare og bekymring, idet de ikke har fred hverken med Gud eller mennesker. Ja de må midt i sin store rigdom, både på sine egne børn og ellers, se, høre og opleve meget, som krænker deres hjerte. Og sådan har de, som apostelen siger på det anførte sted, styrtet sig selv i Djævelens snarer og smerter, som de ikke kan komme ud af.

Derimod, siger Paulus, kaldes den rimeligvis en rig mand, som frygter Gud og lever i troen, samt under denne sin gudsfrygt også lader sig nøje med det, som Gud giver ham, og besidder det med Gud og æren, uden at gøre nogen uret og skade. For han har en meget stor skat, som hedder Guds velsignelse, så han også midt i sin fattigdom dog må have nok. For han véd, at vi dog alle ikke kan erhverve mere end føde og klæder, og at dette dog ikke kommer ved vort arbejde og bekymring, hvis ikke Gud giver velsignelse.

Sådan som Sl 127, 2 siger: Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover.” Og Kristus siger selv i Luk 12, 15: ”Et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” Derfor bør en kristen lade én krone, som Gud giver ham, være sig langt kærere end alle de store skatte, som de rige gerrigknarke på jorden besidder. For han har den skønne skat i huset, som hedder gudsfrygt og nøjsomhed. Det vil sige, han har et stille og roligt hjerte i Gud.

Om et sådant fromt og gudfrygtigt menneske taler også Sl 112:

• v1 Lykkelig den, der frygter Herren og elsker hans bud højt.
• v2 Hans afkom bliver mægtigt i landet, retskafnes slægt velsignes.
• v3 Rigdom og velstand fylder hans hus, og hans retfærdighed består til evig tid.
• v4 For de retskafne bryder lys frem i mørket, han er nådig, barmhjertig og retfærdig.
• v5 Lykkelig den, der låner gavmildt ud og sørger for sin ejendom på rette måde,
• v6 for han skal aldrig vakle. Altid skal den retfærdige huskes.
• v7 Han frygter ikke budskab om ulykke, hans hjerte er trygt i tillid til Herren.
• v8 Med fasthed i sindet frygter han ikke, han får sine fjenders nederlag at se.
• v9 Han strør ud, han giver til de fattige, hans retfærdighed består til evig tid, hans horn løfter sig herligt.

Hvad er det for en rigdom, herlighed og overflod? siger den ugudelige verden. Hvad er et par kroner i en fattig kristens hus, som dertil har huset fuldt af børn, imod den, som har ti, tyve eller halvtreds tusinde kroner?

Ja, men hvad regner du det for, at et fromt menneske har Guds velsignelse, den, du hverken kan købe for dine hundrede tusinde kroner eller opnå for al verdens gods, så én krone i hans hus lyser skønnere og herligere for Gud og gavner ham selv mere end alle kejseres kroner og kongeriger, som dog ikke nyder deres store rigdom i god ro og med glad samvittighed, og til sidst ikke ejer mere deraf end den fattigste tigger.

Men dette vil verden ikke tro, selv om den ser det for sine øjne, men fremturer med sin åger og gerrighed, så ingen er tilfreds, men enhver vil have mere end andre. Og dette søger man da, som det nødvendigt må gå, ved at røve, stjæle og undertrykke de fattige, hvoraf da også følger, at der ikke er nogen lykke og velsignelse derved, men idel Guds forbandelse, plage, ulykke og hjertekval.

For det andet, når Kristus befaler disciplene at lægge brødet og fiskene frem for folket, så viser han dermed, at han dog vil udrette sin gerning og give sine gaver gennem midler og menneskers tjeneste. Samtidig påminder han tillige de, som har et embede eller befaling, især prædikeembedet, og som skal forestå andre, at de af lydighed mod Kristus skal tjene mennesker med flid og troskab. De skal gerne og villigt give og meddele andre og især de fattige kristne, hvad Gud har betroet og givet dem, samt med et godt eksempel, både i tro og kærlighed, være andre til nytte og trøst og styrke deres tro.

For han giver hermed til kende, hvordan han giver og vil give sin rige velsignelse dertil, at dette embede og tjeneste må virke megen gavn og frugt. Sådan gik det her. De fik ikke mere af Kristus end syv brød og nogle små fiske; men da de begyndte at uddele det, voksede det under deres hænder stedse mere og mere og strakte så rigeligt til, at der endog blev meget tilovers.

Heraf skal vi også lære, at de gaver og goder, som Gud skænker, ikke blive formindsket, hvis vi dermed hjælper de fattige med almisser, sådan som Kristus også forjætter i Luk 6, 38:

”Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen.” Dette stadfæstes også til alle tider ved mange fromme menneskers erfaring, idet de, fordi de rigeligt har betænkt prædikeembedet, skolerne og de fattige med sine gaver, til vederlag af Gud har fået gode tider, fred og ro. Deraf er også disse ordsprog opstået som bekræfter dette: Med kirkegang forsømmer man intet; almisser gør ingen fattig; uretfærdigt gods lykkes ikke.

Derfor ser man også nu i verden det modsatte; fordi sådan umættelig gerrighed og røveri gå i svang, så ingen giver Gud og næsten noget, men enhver river til sig, hvad andre har givet, og dertil udsuger de fattiges sved og blod, så giver Gud os også til løn dyrtid, ufred og alle slags ulykker. Indtil vi til sidst må opæde hinanden indbyrdes, eller også alle til hobe, de rige med de fattige, de store med de små, må blive opædt af en anden.

Det sidste stykke er også at mærke, som lærer os at samle og optage de tiloversblevne brødstykker. For han vil, at man ikke skal bortøsle Guds gaver til ingen nytte, men holde hus dermed og bruge den overflod, han giver, til vor nytte og nødtørft og også tænke på fremtiden med dens behov. Det hedder, at agte det kære brød og ikke lade smulerne ligge under bordet, sådan som de gamle med dette eksempel for øje har lært sine børn og dertil brugt dette ordsprog: Den, som holder på, hvad han har, han finder, hvad han behøver.

For det er også en ond og skammelig last og en stor foragt for Guds gaver, at verden nu til dags så aldeles oversvømmes med overdådighed, pragt og ødselhed i alle ting. Deraf må vel følge, at man røver, stjæler, ågrer og udpiner folk med skatter, hvorved land og folk, herrer og undersåtter må fordærves i bund og grund, til straf for, at ingen vil være ringere end den anden og herrerne i sådanne ting hverken kan styre sig selv eller andre. Fordi de lægger den ene last på den anden, så må også den ene straf efter den anden komme over os.

Paulus siger 1 Tim 6, 17: ”Gud skænker os rigeligt alt, hvad vi behøver.” Dette er vieseligt sandt, når vi kun bruger hans gaver sådan, at det kan kaldes: ”hvad vi behøver”, og vi ikke skammeligt forøder og forspilder det, som vi havde til overflod, og det hverken til behov eller glæde. Og når så dette ukristeligt er bortødslet og opbrugt, så river vi også fra de fattige det, de har, med vor grådighed og gerrighed, hvormed vi fortjener, at Gud ikke lader os nyde, hvad vi til overflod har skrabet sammen og tilranet os.

For vi får aldrig nok til at fylde dette umættelige helvedesgab, som vor gerrighed er. Ingen herre har nu så meget land og folk, intet land så mange penge, at en fyrste kan underholdes dermed. En fyrste behøver nu langt mere end hans land og folk formår at yde, alene til gæstebud, spil og stads. En gerrigknark udpresser nu mere af en fyrste, end en hel by kan levere, hvoraf dog ingen bliver gavnet eller forbedret, men alt bliver slugt på én gang, mens man ellers alle vegne mangler det, man skulle have til kirkers og skolers underhold, til regering og almennyttige ting, til ære, næring og nødtørft.

Med ét ord, man kan nu ikke mere siges at nyde Guds gaver, skønt han dog dertil giver dem rigeligt og overflødigt, ja, selv om Elben og Rhinen flød med guld, og herrer og fyrster kunne gøre alle sine områder til idel sølvbjerge. For man vil heller ikke bruge dem til Gud, til tak og sig selv til gavn, men alene til gudsforagt og de modtagne gavers misbrug. Ingen tænker at spare noget til vore efterkommere, men vi lever sådan, som ville vi gerne gøre ende på alt sammen på én gang; dertil skal han vel også hjælpe os, fordi vi ikke ville have det anderledes.

Denne histories hemmelige betydning er behandlet tilstrækkeligt i prædikenen på midfaste søndag, hvor du kan læse den igen.